Børsen i 1918 var samlingssted for den danske kapitalist klasse, som tjente fedt på Den Første Verdenskrig, mens de arbejdsløse befandt sig på sultegrænsen og i social elendighed.Den 11. februar 1918 blev Københavns Børs stormet af en demonstration af arbejdsløse, der tævede aktiespekulanterne med fastelavnskøller. Nok den mest spektakulær politiske aktion i Danmarkshistorien. I denne måned er det 100 år siden; men Stormen på Børsen skulle blot blive starten på et år, hvor den socialistiske revolution stod på dagsorden i Danmark.

Stormen på Børsen var ikke blot en stor aktion i en tid med klassekamp og revolutioner, men også en aktion, hvor arbejdsløse gik direkte efter dem, der levede fedt på det økonomiske system og skabte de arbejdsløses elendighed, nemlig kapitalisterne. Vreden og frustrationerne mod kapitalisterne var et direkte produkt af det danske kapitalistiske samfund i starten af 1900-tallet. Store dele af den danske befolkning levede i dyb fattigdom med sult og social elendighed. Omkring 60,5 procent af befolkningen tilhørte den laveste indkomstgruppe, mens den højeste indkomstgruppe udgjorte kun 4,8 procent. Der var en afgrundsdyb kløft mellem top og bund.

I 1914 startede Første Verdenskrig, hvilket havde en stor effekt på den brede befolknings levestandard. I løbet af krigen steg prisen på fødevarer med 85 procent. Dette betød, at de dårligste stillede anvendte op til 70 procent af deres løn på fødevarer. Dertil kom, at kvaliteten af fødevarer blev betydeligt dårligere. Prisstigninger førte til et fald i reallønnen på mellem 15 og 20 procent, hvortil kom især brændselsprisernes himmelflugt på 175 procent. Omkring 260.000 personer modtog statslig understøttelse ved krigens slutning. Dog lå denne understøttelse omkring et eksistensminimum og kan ikke sammenlignes med senere tiders understøttelse. I slutningen af krigen steg arbejdsløsheden til 20 procent i gennemsnit; men nogle brancher var betydeligt hårdere ramt end andre. For eksempel lå arbejdsløsheden på 44 procent i tekstilindustrien.

Uro og protester

Første Verdenskrig blev udløseren for en revolutionær bølge. Den Russiske Revolution i oktober 1917 spredte sig som en løbeild ud over Europa. I slutningen af 1918 udbrød den tyske revolution. Revolution i Danmark var ikke blot en mulighed, for den bankede fysisk på Danmarks porte.

Samtidig med at arbejdsløsheden for alvor slog igennem i sommeren 1917, eksploderede antallet af strejker. Hen over vinteren 1917-1918 begyndte de arbejdsløse at demonstrere i titusindvis, hvilket snart blev efterfulgt af optøjer, plyndring af fødevarebutikker og massive gadekampe mellem demonstranter og politiet. Det var en proces, der kun skulle blive forstærket i løbet af 1918, hvor kæmpe demonstrationer og gadekampe var noget, der næsten fandt sted hver uge i København.

Københavns Politi begyndte at anse hele byens befolkning for at være potentielle oprørere og revolutionære. Det skruede voldsomt op for politiets brug af vold. Politiet var blevet et gigantisk tæskehold, der gik amok på demonstranter og sagesløse i Københavns gader.

Hertil kom den sociale krise i den danske hær. I efteråret 1918 blev massemytteriet kun lige undgået på et hængende hår. Den danske hær under Første Verdenskrig var med sin 60.000 mand under våben den største i Danmarkshistorien. Dens formål var at sikre dansk neutralitet under verdenskrigen; men hæren skulle blive en større trussel mod den danske stat og kapitalisme end nogen udenlandsk invasionsstyrke. Soldaternes forhold var elendige. Hertil kom officerskorpset, der var rekrutteret fra det danske borgerskab, og som aktivt mishandlede det indkaldte mandskab. Det førte i enkelte tilfælde til selvmord blandt danske soldater. Den danske hær var ved at blive et arnested for oprør og revolution, som blev godt hjulpet på vej af en lille, men radikal militærnægterbevægelse, der bl.a. brugte sultestrejke som våben mod militærtjenesten.

Syndikalister og socialdemokrater

De sociale og politiske spændinger i det danske samfund var noget, der kunne tages og føle på. For at afhjælpe den værste sociale nød og komme oprøret i forkøbet gennemførte den daværende Radikale Venstre-regering en række socialreformer; men de var kendetegnede af for lidt og for sent. Den danske arbejderklasses traditionelle parti, Socialdemokratiet, var gået med i regeringen i 1916 og støttede op om regeringens reformer, men var ellers passiviset af regeringsdeltagelsen. Regeringen var ikke i stand til at håndtere den krise den stod overfor.

Det efterlod initiativet til venstrefløjen uden for den socialdemokratiske bevægelse: Syndikalisterne. Syndikalisterne, som især var aktive i fagbevægelsen som opposition, havde eksisteret siden 1908; men med krigen, revolutioner og de sociale spændinger fik de virkelig vind i sejlene. De nåede snart op på 4000 medlemmer, og deres avis, Solidaritet, opnåede et dagligt oplag på 15.000. Syndikalisterne havde især succes med at organisere de arbejdsløse, da Socialdemokraterne ofte overlod dem til sig selv. Det skyldtes, at de ikke havde råd til at betale kontingent i deres faglige forbund og dermed var sat uden for den traditionelle arbejderbevægelse.

Syndikalisternes helt store parole var generalstrejken som målet til socialisme og ikke mindst direkte aktion for at opnå forbedringer for arbejderklassen her og nu. Syndikalisterne stod i spidsen for flere tusinde voldsomt radikaliserede arbejdsløse, og i den kontekst udtænkte de en aktion, der skulle gå efter selve hjertet i dansk kapitalisme: Københavns Børs.

Gullaschbaroner og børsspekulanter

Fattigdommen blandt arbejderklassen stod i stærk kontrast til forholdene for det danske borgerskab. Der blev tjent tykt på handlen med Tyskland, hvor der på grund af Første Verdenskrig var superprofitter. I kældre og loftsrum rundt omkring i København blev der opsat dåseproduktion af gullasch, der blev lavet under voldsomt uhygiejniske forhold og solgt med stor fortjeneste direkte til tyske soldater ved fronten.

Den tyske krigsøkonomi oplevede mangel på alt, så der udviklede sig en voldsom spekulation inden for stort set alle slags produkter og virksomheder. Dette skabte en gruppe af nyrige, kaldet Gullaschbaroner, der fremviste deres nyvundne rigdom for alle. Samlingspunktet for disse nyrige og ikke mindst dansk kapitalisme var Børsen, der blev et symbol på den obskøne rigdom og ulighed. Her mødtes de rige hver dag og spillede på aktier.

Den store ulighed og spillet på Børsen var en rød klud for mange, og syndikalisterne ville gå efter kapitalens sorte hjerte med hårdtslående midler.

Stormen

Den 11. februar 1918 blev der afholdt to møder for de arbejdsløse i København, henholdsvis i Rømersgade og på Jagtvej 69. Møderne skulle samles til en fælles demonstration; men målet for demonstrationen var en hemmelighed. Politiagenter havde infiltreret arbejdsløshedsbevægelsen, og derfor havde de to ledere af demonstrationen, Andreas Fritzner og Poul Gissemann, spredt rygter om, at målet for demonstrationen var at plyndre Kødbyen på Vesterbro for fødevarer, mens det virkelige mål var Børsen.

Andreas Fritzners fangefoto fra Vridsløselille Statsfængsel, hvor han sad isolationsfængslet fra 1918 til 1920 for at ville lave socialistisk revolution i Danmark. Fritzner har fået ikke mindre en 7 domme for politiske forbrydelser i løbet af sit liv, hvilket betyder at han stadigvæk har Danmarksrekorden. Fritzner, Gissemann og en tredje mand ved navn, Jørgen Mortensen, gik forud for demonstrationen, hvor de på vej til Børsen købte fastelavnskøller i en butik på Strøget, fordi den 11. februar netop var fastelavnsmandag. De gik op til Børsen og ventede på, at demonstrationen på flere tusinde arbejdsløse havde samlet sig på Christiansborg Slotsplads.

I 1963 blev Andreas Fritzner interviewet om Stormen på Børsen. Her er er hans beretning om, hvad der videre skete:

”Da [demonstrationen] nåede Frederik den Syvendes statue, gik vi tre i fortroppen op ad rampen, og da de nåede foden af den, trængte vi tre ind i børssalen, trak vore knipler og begyndte at slå løs på børsherrerne.

Poul Gissemanns fangefoto fra Vridsløselille Statsfængsel, hvor også han sad isolationsfængslet fra 1918 til 1920 for at ville lave socialistisk revolution i Danmark. Gisssemann var en af syndikalisternes fremmeste agitatorer og prøvede aktivt at vinde danske soldater over på revolutionens side i 1918. (...) min kollega, Poul Gissemann, som sammen med Jørgen Mortensen fra ungsocialisterne [Socialdemokratisk ungdomsforbund] og jeg selv udgjorde den lille fortrop, råbte med sin bekendt kraftige stemme, da vi trak kniplerne frem: 'Kan I så se at komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter!' Vi slog løs på børsfolkene, og snart myldrede demonstranterne ind ad døren, og så var hele Børsen hurtigt ryddet for dens daglige gæster.

(...) politiet var arriveret og havde besat indgangene til Børsen med en politikordon både ved bagdøren og fordøren. Jeg gik imidlertid ud af hoveddøren, og mærkværdigt nok fik jeg lov til uantastet at gå igennem politikordonen og ned på gaden, hvor der stadigvæk var slagsmål mellem politi og demonstranter, som forsvarede sig med murbrokker fra en dynge ved det nyopførte Christiansborg [slottet havde brændt i 1884].”

Efterspil

Stormen på Børsen lavede forsider og rystede den pæne offentlighed, hvor pressen anklagede Fritzner og hans kammerater for terrorisme. Skellet mellem børsherrer og arbejdsløse var afgrundsdyb, og i sidste ende blev der sat hårdt mod hårdt med bl.a. fastelavnskøller. Politiet optrappede dets forfølgelse af venstrefløjen; men året 1918 var blot lige begyndt, og den socialistiske revolution stod på dagsordenen i Danmark.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 36, februar 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Litteratur:

Christiansen, Niels Finn 1990: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie; bind 12; klassesamfundet organiseres. Gyldendals boghandel, Nordisk forlag A/S & Politikens forlag: København.

Johansen, Hans Chr. 1991: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie; bind 16; Danmark i tal. Gyldendals boghandel, Nordisk forlag A/S & Politikens forlag: København.

Petersen, Carl Heinrich 1974: Danske revolutionære 1 & 2. Borgens forlag: Holstebro.