naom 52cfe79524e09Som marxister mener vi, at Oktoberrevolution var den største begivenhed i menneskehedens historie. Ikke ud fra et eller andet abstrakt moralsk princip, men fordi det var første gang, at de brede masser – de russiske arbejdere og bønder – tog magten i samfundet, beholdt den og påbegyndte et storslået eksperiment med at transformere samfundet til et højere stadie.

Revolutionen ændrede verdenshistorien for altid. I modsætning til andre politikere så begyndte Bolsjevikkerne rent faktisk at gøre, hvad de havde lovet og havde sat sig for. Resultaterne var hurtigt mærkbare, som det vil kunne læses her. På trods af, at de materielle forhold i Rusland alene umuliggjorde socialisme, så kæmpede de med næb og klør for at udvikle (og redde) verdens første arbejderstat og for at udbrede revolutionen.

Før revolutionen

Revolutionen forandrede Rusland fundamentalt. Før revolutionen var Rusland et benhårdt diktatur under den brutale tsar, hvor politiske rettigheder var ikke-eksisterende. Arbejderne arbejdede under kummerlige forhold på fabrikkerne. Bønder var oftest bundet til godsejernes jord og dyrkede jorden som de havde gjort i mange århundreder. Kvinder, nationale mindretal og andre minoriteter blev brutalt undertrykt. I 1917 var 1. Verdenskrig stadig i gang og millioner af russiske arbejdere og, især, bønder i uniform blev slået ihjel.

Den Russiske Revolution brød ud i februar 1917 og væltede det gamle tsarregime. De russiske masser fik vundet sig visse politiske rettigheder og friheder. Men de var af meget ustabil karakter, som det kunne ses i sommeren 1917, da den provisoriske regering forbød Bolsjevikkerne.

De vigtigste sociale spørgsmål var dog på ingen måde blevet løst. De moderate socialister, Mensjevikkerne og De Socialrevolutionære, var kommet til magten, men fortsatte den forhadte krigsindsat i 1. Verdenskrig. Jorden var stadig ikke uddelt til bønderne. Arbejdere blev stadig holdt i fabrikkerne under slavelignende forhold.

Februarrevolutionen havde givet masserne mulighed for at diskutere deres problemer, men det nye styre formåede ikke at løse dem. Det var først ved revolutionens andet stadie – Oktoberrevolutionen - da Bolsjevikkerne fik flertal ved den 2. Alrussiske Sovjetkongres i oktober, at der for alvor blev taget fat om problemerne.

Det nye styre

Sovjetkongressen startede arbejdet med det samme og udstedte dekreter om de vigtigste spørgsmål. Allerede dagen efter Bolsjevikkerne havde vundet flertal, blev et dekret om fred til alle krigsførende nationer enstemmigt vedtaget, sammen med et dekret om at jorden skulle overgå fra godsejerne til bønderne.

Derudover blev et dekret om et nyt styre vedtaget. Det ville blive et styre, baseret på arbejder-, soldater- og bondesovjetterne, og hvor Sovjetkongressen uddelegerede magten til den nye regering – Folkekommissærernes Råd. Den nye form for demokrati, som blev vedtaget, var aldrig set før.

Det nye regime var det mest demokratiske, verden nogensinde har set. Arbejdere, bønder og soldater havde på eget initiativ opsat sovjetter (det russiske ord for råd), til at styre samfundet. Her kunne de løbende vælge repræsentanter, men også trække deres repræsentanter tilbage, hvis de var utilfredse med dem.

Det var dermed massernes egen improviserede styreform, som Bolsjevikkerne gjorde til udgangspunkt for den nye arbejderstat. I stedet for at professionelle politikere og embedsmænd skulle styre samfundet, så skulle det være flertallet af befolkningen, som demokratisk skulle involveres i den demokratiske styring af samfundet. På den måde ville politik ikke længere være forbeholdt en lille elite, men være spredt ud til de brede masser.

Fred

Det mest presserende spørgsmål var spørgsmålet om fred. De moderate socialister i den provisoriske regering havde ikke kunne skabe fred. Den nye sovjetregering udsendte et dekret om en demokratisk fred uden anneksioner med det samme, da den kom til. Bolsjevikkerne gjorde fra starten af, hvad de kunne, for at stoppe blodbadet ved fronten.

Selv hvis den nye regering havde ønsket at kæmpe videre havde det været umuligt. Den havde ingen hær. Soldaterne i tsarens gamle hær havde demobiliseret sig selv og de tilbageværende adlød ikke deres officerer. Fronten var fuldstændig kollapset og vejen stod vidt åben for de tyske styrker.

Mens soldaterne blev slået ihjel i skyttegravene, sultede deres familier i by og på landet. Kravet om fred var massernes hovedkrav i både februar og oktober. En af hovedstøtterne for både tsarregimet og den provisoriske regering havde været de russiske kapitalister, som tjente kæmpe profitter på krigen. Det var, sammen med de russiske kapitalisters afhængighed af deres allierede, en af grundene til, at de tidligere magthavere ikke havde kunne stoppe krigen.

Hvis det nye sovjetstyre skulle have en chance for at overleve, var det tvunget til at aftale en fred med de imperialistiske magter, især med kejsertyskland. Men Bolsjevikkerne førte ikke diplomati som de imperialistiske lande.

I fredsforhandlingerne talte Bolsjevikkerne hen over hovedet på de tyske generaler og i stedet til de tyske masser. Bolsjevikkernes strategi var at føre politisk krig. De appellerede til masserne i alle lande om starte deres egne revolutioner, vælte deres nationale borgerskaber og dermed stoppe krigen.

Bolsjevikkerne var imod hemmelig diplomati og insisterede i forhandlingerne på, at stenografien blev gjort offentlig, så de tyske masser kunne følge deres lederes forhandlinger. Samtidig blev den tyske frontlinje udsat for en en agitationskampagne fra sovjetstyrkerne, for at vinde de tyske tropper over på deres side eller få dem til at desertere.

Sovjetstyrets bedste chance for at overleve var, hvis oprør begyndte bag fjendens linjer. Denne taktik hang uløseligt sammen med deres generelle perspektiv om verdensrevolution.

Bolsjevikkernes perspektiv havde aldrig været at bygge socialisme i Rusland alene, hvilket var og er en umulighed. Kapitalismens globale karakter betyder, at kampen for socialisme også kun kan være international. Derfor var det Bolsjevikkernes mål, at revolutionen skulle sprede sig - revolutionen i Rusland var gnisten, der skulle antændte verdensrevolutionen.

Derfor var Bolsjevikkernes taktik først og fremmest: Hold ud! De russiske arbejdere skulle holde stand, til revolutionen kunne sprede sig, især til de økonomisk udviklede lande i Europa. Det betød dog på ingen måde passivitet. Tværtimod tog Bolsjevikkerne initiativ til, at verdens kommunistpartier blev samlet i 3. Internationale (også kendt som Komintern) for at sprede verdensrevolutionen.

Den Russiske Revolution spredte sig faktisk og blev til en international revolutionær bevægelse som ramte Europa og Asien. I deres fredsforhandlinger var det denne revolutionære bølge, som Bolsjevikkerne i virkeligheden satsede på. De havde sparsomme efterretninger, men der var ikke tvivl om, at revolutionen havde spredt sig fra Rusland.

Jord

Konflikten om jorden var afgørende for det store flertal i Rusland, som på daværende tidspunkt var bønder. På trods af det faktum, så var det meste af jorden samlet på få hænder hos adelen, godsejerne og kirken.

Igennem 1800-tallet var jorden i mange europæiske lande blevet uddelt til bønderne, da de borgerlige revolutioner fandt sted. Det var ikke sket i Rusland på trods af, at der havde været forskellige jordreformer.

Hvad tsarregimet ikke havde kunne gennemføre, og hvad de moderate socialister heller ikke formåede i den provisoriske regering, klarede Bolsjevikkerne med et pennestrøg. Dekretet om jord fjernede godsejernes ejendomsret til jorden og jorden blev i stedet overdraget til jordkomiter og bondesovjetterne.

Den nye sovjetregering havde reelt set ikke nogen magt til at udføre jorduddelingen, så den proklamerede tydeligt, at det var op til bønderne selv at tage sagerne i egne hænder. Lenin forklarede igen og igen, at sovjetregeringen ikke på mirakuløs vis kunne løse alle problemerne i Rusland, men det var op til de brede masser – bønderne på landet og arbejderne i byerne – at få omdannet samfundet. Dette modbeviser myten om Lenin som en egenhændig diktator.

På det her tidspunkt var bønderne dog allerede i åbent oprør ude på landet. På eget initiativ beslaglagde de godsejernes jord og gods. For første gang i historien havde de en regering i ryggen, som støttede dem fuldt ud. Hvad bønderne havde påbegyndt, gjorde det nye sovjetregime til lov.

Økonomien

Efter revolutionen begyndte Bolsjevikkerne den økonomiske transformation af Rusland, og gik i retning af en demokratisk planøkonomi. I stedet for at et lille mindretal skulle sidde på toppen og skumme fløden, så skulle det være de russiske arbejdere, som demokratisk styrede og planlagde produktionen, og overskuddet ville gå til at forbedre hele samfundet.

Der blev hurtigt vedtaget dekreter om minimumsløn og arbejderkontrol i industrien. Bolsjevikkerne havde ikke planlagt at nationalisere hele økonomien med det samme. Den russiske arbejderklasse var forholdsvis ny og ung, så planen var at lade størstedelen af økonomien forblive på private hænder, men med arbejdernes kontrol på fabrikkerne. På denne måde håbede Bolsjevikkerne, at det kunne blive en skole for arbejderklassen i at drive økonomien, inden de fuldstændig skulle overtage og eje den.

Med en planøkonomi kan det demokratisk besluttes, hvordan samfundets ressourcer skal prioriteres til alles bedste, og hvor de kanaliseres hen. I en markedsøkonomi er dette ikke bevidste beslutninger, men ”bestemmes” af det kapitalistiske markeds anarkiske karakter. Her producerer kapitalisterne ikke efter behov men efter profit og bliver drevet frem af konkurrence. Med en planøkonomi får alle, der kan arbejde, et arbejde. I en markedsøkonomien er arbejdsløshed en konstant social epidemi.

Før revolutionen havde arbejderne haft ekstremt lange arbejdsdage. Den nye sovjetregering vedtog et dekret om en 8-timers arbejdsdag. For at arbejderne kunne have tiden til demokratisk at involvere sig i, hvordan produktionen blev planlagt og i resten af samfundet, var det fuldstændig nødvendigt med en kortere arbejdsdag.

Under en planøkonomi skal arbejderne åbent og demokratisk kunne beslutte, hvad der skal produceres, hvor meget og hvordan. Med en planøkonomi vil arbejderne have en kæmpe interesse i at øge produktiviteten, da det vil lægge grundlaget for at sænke arbejdstiden yderligere.

Hvordan økonomien kørte var ikke blot op til arbejderne på de enkelte fabrikker, men skulle køres ud fra en samfundsmæssig plan. Det kunne også ses på den måde som Bolsjevikkerne organiserede økonomien på. I sommeren 1918 besluttede Kongressen for Økonomiske Råd at oprette ledelseskomiteer i alle nationaliserede industrier. Deres medlemssammensætning skulle være 1/3 fra det Regionale Økonomiske Råd, 1/3 fra fagforeningerne og 1/3 fra de lokale arbejdere på fabrikken. På den måde blev arbejderkontrol kombineret med en samlet demokratisk plan for hele økonomien.

Kampen mod undertrykkelse

Et af de mest undertrykte lag i det russiske samfund var kvinderne. Før revolutionen var de bundet i hjemmet og var mere eller mindre mandens slave. Under krigen blev de presset ud i fabrikkerne for at erstatte mændene. Samtidig skulle de også stå i timelange køer i den russiske kulde for at få deres madrationer og samtidig holde sammen på familien.

Det er derfor heller ikke underligt, at Den Russiske Revolution startede på Kvindernes Internationale Kampdag. Det var kvindelige arbejdere, som startede med at gå på gaden og dem, som kaldte de mandlige arbejdere med ud.

Efter revolutionen gjorde det nye regime mere end nogen som helst anden regering i verden for at fjerne undertrykkelsen af kvinder. Alle love, der stillede kvinder dårligere end mænd, blev afskaffet. Kvinder fik samme politiske og civile rettigheder som mænd. Men derudover gjorde det nye styre, alt hvad det kunne, med dets begrænsede ressourcer, for at få kvinden ud af hjemmet og ud i samfundet, og sikre hende adgang til alle aspekter af det sociale, kulturelle, økonomiske og politiske liv.

Kvinder fik samme rettigheder til at være husets overhoved, fik ret til at eje jord, til at deltage som fulde medlemmer i landsbykommuner og der blev etableret ligeløn.

Det blev ikke kun gjort ved formel ligestilling ved loven, men også ved en masse nye tiltag, der forbedrede kvinders materielle betingelser. Der blev introduceret barselslove som forbød lange arbejdsdage og natarbejde for gravide, samt betalt barsel og børnetilskud. Der blev indført gratis skolemad og tøj til børn der manglede. Det blev vedtaget at oprette fødeklinikker, barselshjem, vuggestuer og andre former for børnepasning.

Det store fokus var at få kvinden ud af huset og ud i samfundet. Der blev vedtaget planer om uddannelse, offentlige vaskerier og spisehuse. Hensigten var at gøre alle de huslige opgaver offentlige.

I 1920 blev abort legaliseret og gjort gratis, som en ret for alle kvinder. Det skete først i Danmark i 1973. Kirke og stat blev adskilt, hvilket betød, at skilsmisse blev gjort nemt og kunne opnås, hvis den ene part krævede det. Civile ægteskaber blev introduceret, og kunne nu foregå ved en simpel registreringsproces med begge parters samtykke. Der var ikke længere noget der hed ”uægte” børn, men alle børn blev ligestillet.

Umiddelbart efter revolutionen blev Zhenotdel oprettet. Det var et organ, der var tilknyttet alle niveauer af Bolsjevikpartiet, og havde til formål at politisere og organisere kvinder, og dermed få dem med ind i styringen af samfundet. Før Nina Bang blev minister i Danmark var Alexandra Kollontai blevet verdens første kvindelige ”minister” i Folkekommissærernes Råd. (selvom det ikke hed minister)

Det var ikke kun kvinder, som undertrykt gruppe, der fik forbedret sine vilkår. Den nye sovjetregering havde et stort fokus på at forbedre forholdene for de nationale og etniske mindretal, som var blevet massivt undertrykt under tsaren.

En anden særdeles hårdt undertrykt grupper, der ikke blev forbigået, var homoseksuelle. I det gamle tsarstyret havde homoseksualitet været en forbrydelse. Mennesker som stod ude for de officielle seksuelle og kønslige normer risikerede at ryge i arbejdslejr.

Efter revolutionen blev der udstedt et dekret, som stoppede anvendelsen af de tsaristiske love, og i 1922, da den nye kriminallov blev indført, blev homoseksualitet fjernet som en forbrydelse.

Kunst og kultur

Artwork by El Lissitzky 1919El Lissitzkys mesterværk fra 1919: "Slå de hvide med den røde kile"Den nye æra, som revolutionen indvarslede i det sociale liv, blev også udtrykt i kunsten. Der var en enorm udledning af skabende energi og det viste et glimt af det enorme menneskelige kreative potentiale, som under kapitalismen bliver begrænset på alle mulige og umulige måder.

Malere, musikere, filminstruktører, digtere og forfattere begyndte eksperimenter og skubbede til grænserne for, hvad kunst var, og var med til at oprette helt nye kunstretninger. Eksempelvis vil en hurtig søgning på russisk malerkunst i 1910- og -20erne vise for enhver den kreative eksplosion, der fandt sted efter revolutionen.

Med revolutionen fulgte en enorm opblomstring i hele kulturlivet. En af de vigtigste opgaver for en revolution er netop at sætte det potentiale fri, som bliver begrænset i det gamle samfund. Bolsjevikkerne støttede op om de forskellige kreative projekter, der blev sat i værk.

Selv det liberale britiske blad The Economist, der udnytter enhver mulighed for at sværte Oktoberrevolutionen til, har været nødt til at indrømme dette faktum. I en anmeldelse af udstillingen ”Revolution: Russian art 1917-1932” i London skrev de:

”Myten går, at i årene efter den bolsjevikiske revolution trådte intetsigende socialrealisme, avantgarden under foden. I virkeligheden var der efter revolutionen, men før stalinismen strammede sit greb om kultur, en hektisk gispen af kreativ genialitet. Kunstneriske, teknologiske og politiske opfindelser tørnede sammen og sameksisterede.” (The Economist, 16. februar 2017, egen oversættelse)

Før 1917 var kunst og kultur et aspekt af livet, som var forbeholdt overklassen i samfundet. Hvis en russisk arbejder ville se en koncert med musik af en af de geniale russiske komponister, som Tjajkovskij eller Musorgskij, ville det betyde, at han ikke ville kunne brødføde sin familie resten af måneden. Efter revolutionen blev kunst og kultur tilgængeligt for de brede masser, eksempelvis blev gallerierne åbnet for offentligheden. Private kunstsamlinger blev eksproprieret og gjort tilgængelige for alle, ikke kun de rige der ejede værkerne.

Et andet utrolig vigtigt aspekt af revolutionens åndelige resultater var det nye styres resultater i kampen mod analfabetisme. I 1897 var det kun 13,1 % af alle kvinder, der kunne læse og skrive. Fra 1926 til 1939 steg andelen af kvinder, der kunne læse og skrive fra 42,7 % til 81,6 % og andelen af mænd fra 71,5 % til 93,5 %.

At folk kan læse og skrive, er en af forudsætningerne for, at de kan deltage og involveres i demokratiet. Derfor var kampen imod analfabetisme ikke blot et biprodukt af revolutionen, men afgørende for demokratiet i den nye sovjetstat.

Potentialet for en højere samfundsform

Her er kun udvalgt nogle få områder, som Oktoberrevolution ændrede radikalt og hvert af disse områder er kun blevet berørt overfladisk. Men selv de resultater der blev opnået og endnu vigtigere, de intentioner som det nye styre havde, blev begrænset og også rullet tilbage på grund af den kontekst, som sovjetstaten opstod i.

Først og fremmest var der borgerkrigen, som startede lige efter revolutionen. Den gamle herskende klasse forsøgte fra dag ét af at vælte det nye styre, med hjælp fra 21 udenlandske hære som invaderede Rusland.

Dette ruinerede Rusland, skabte hungersnød og havde næsten kvalt det nye regime. Men selv hvis borgerkrigen ikke havde fundet sted, ville Sovjetunionen ikke have kunne skabe socialisme alene.

Da revolutionen fandt sted, var Rusland et utrolig tilbagestående land (også før borgerkrigen). Socialisme ville aldrig have kunne udvikle sig der alene. Det var Rusland simpelthen ikke udviklet nok til. I et socialistisk samfund vil produktionen blive planlagt demokratisk, således, at alle samfundet medlemmer kan få opfyldt deres fysiske og psykiske behov. Til det kræves der den mest udviklede industri og teknologi som kapitalismen kan tilbyde.

Bolsjevikkernes perspektiv var en verdensrevolution, Hvis revolution succesfuldt havde spredt sig til de mest udviklede kapitalistiske lande særligt Tyskland, så ville man have kunnet påbegynde en udvikling af socialisme på internationalt plan. Det ville have været et enormt fremskridt, hvis man havde kunnet kombinere Tysklands udviklede teknologi og uddannede arbejderklasse med Ruslands enorme naturressourcer.

Det fandt dog ikke sted og revolutionen forblev isoleret i Rusland. Det var på den baggrund, at et bureaukrati i Bolsjevikpartiet og i sovjetstaten kunne udvikle sig med Josef Stalin i spidsen. Demokrati blev erstatte af bureaukratisk centralisme, den russiske arbejderklasse blev politisk eksproprieret og al opposition blev fysisk udryddet.

Ikke desto mindre er Oktoberrevolutionen stadig en kæmpe inspiration i dag. Arbejderklassen fastholdt magten efter revolutionen og begyndte forsøget med transformationen af samfundet på alle planer. På trods af den bureaukratisk degenerering, så fjernede revolutionen de sidste rester af den mørke middelalder og gjorde Rusland til én af verdens to supermagter.

Hvis det var, hvad en revolution kunne udføre for 100 år siden, hvilket potentiale ligger der ikke iboende i vores samfund i dag? Mere end nogensinde før findes mulighederne for at skabe et samfund, hvor alle mennesker kan udleve deres potentiale og kan få opfyldt deres behov. Hvad vi har brug for, er et nyt 1917; en ny revolution der kan vælte kapitalismen og gøre det for bestandigt.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 34, november 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information