Putilov factory meeting Petrograd 1917Fabriksmøde på Putilov ammunitionsfabrik, Petrograd 1917I Informations tema om Den Russiske Revolution havde Per Clausen for nylig indlægget ”Oktoberrevolutionen var unødvendig”. Som titlen antyder, er Clausen så absolut ikke tilhænger af Oktoberrevolutionen. Hans artikel indeholder en række myter om revolutionen, som ikke adskiller sig nævneværdigt fra dem, man kan finde i en borgerlig kritik af Den Russiske Revolution: at bolsjevikkerne var udemokratiske, at Oktoberrevolutionen satte en stopper for en folkelig demokratisk udvikling o.l. Clausens myter er en grov fordrejning af virkeligheden. Han forsøger endda at tage Rosa Luxemburg til indtægt for sine synspunkter, men Luxemburg forsvarede på revolutionær vis Oktoberrevolutionens nødvendighed, stik imod hvad Clausen påstår.

Enhedslisten vedtog på sidste årsmøde ikke at beskæftige sig med revolutionen, hvilket er meget sigende for partiets højredrejning de seneste år. Per Clausen er tidligere Folketingsmedlem for Enhedslisten og nu medlem af Aalborg byråd. Desuden sidder han i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse. Derfor er Per Clausens kronik i Information nok det tætteste, man kommer på en officiel udmelding fra partitoppen. Hans linje er i hvert fald blevet bakket op af ledende medlemmer af Enhedslisten.

Den røde tråd i Clausens artikel opsummeres i indledningen: ”Da bolsjevikkerne stormede Vinterpaladset, var den sociale revolution i bunden af samfundet allerede gennemført, og revolutionen var reelt overflødig. På længere sigt fik den fatale konsekvenser.” Det er Clausens hovedkonklusion: Oktoberrevolutionen var unødvendig og fatal.

Men lad os se lidt nærmere på Clausens myter for at forstå hvordan han kan komme til den konklusion og ikke mindst, hvorfor han tager fejl.

Myte #1 Den sociale revolution var allerede gennemført før Oktober

Per Clausen skriver, ”Da bolsjevikkerne tog initiativ til Oktoberrevolutionen, var den sociale revolution i bunden af samfundet allerede gennemført.” Og samme linje kan man finde hos Pelle Dragsted, Folketingsmedlem for Enhedslisten, i et læserbrev i Information: ”Men grundlæggende betød revolutionen et opgør med den folkelige demokratiske bevægelse, som havde været i gang i Rusland siden Februarrevolutionen tidligere samme år. ”

Zaren var blevet væltet af Februarrevolutionen, og i stedet havde borgerskabet indsat en midlertidig (ikke-valgt) regering, støttet af de moderate socialister: Mensjevikkerne og De Socialrevolutionære, i spidsen for arbejderrådene, sovjetterne. Men hurtigt blev det klart, at intet fundamentalt havde ændret sig for de russiske arbejdere, bønder og soldater.

Realiteten efter februar var, at magten overgik til politikere, der lovede guld og grønne skove, men intet leverede – præcis som vi kender det i dag. Den umiddelbare jubel efter februar blev derfor afløst af frustration.

Jo, Februarrevolutionen havde indført demokratiske rettigheder, men krigen fortsatte, der var stadig intet brød og det var stadig de store godsejere, der ejede jorden. Selv den lovede Grundlovgivende Forsamling blev hele tiden udskudt. Og da masserne forsøgte at anvende deres demokratiske rettigheder til at få opfyldt deres krav om fred, brød og jord, blev demokratiet lukket ned. De moderate socialister forsøgte at dæmme op for Bolsjevikkernes fremgang ved at forbyde Bolsjevikkernes aviser og udstede arrestordre på partiets ledere i juli 1917.

Den situation med dobbeltmagt, hvor borgerskabets regering eksisterede side om side med arbejdernes magtorganer, sovjetterne, som Februarrevolutionen havde skabt, var uholdbar. En af klasserne måtte vinde. På den ene side radikaliseredes arbejderne og bønderne og på den anden side borgerskabet. De besiddende klasser viste tydeligt, at de ikke havde nogen demokratiske kvababbelser. I september 1917 forsøgte de sig med et militærkup ledt af general Kornilov. Et forsøg der blev afværget af de russiske arbejderes mobilisering, under Bolsjevikkernes ledelse.

Oktoberrevolutionen satte derfor ikke en stopper for en ”folkelig demokratisk udvikling” i Rusland, men var kulminationen på denne til fordel for arbejderne og bønderne. Alternativet havde været at kontrarevolutionen havde vundet. Det havde betydet et blodbad, som vi har set utallige eksempler på i historien, f.eks. i Pariserkommunen. Og de russiske kontrarevolutionære viste tydeligt, at de ikke lod deres internationale klassefæller noget tilbage i brutalitet under den borgerkrig, der fulgte revolutionen.

Myte #2 Bolsjevikkerne havde ikke flertal

Ifølge Per Clausen var bolsjevikkerne ”langt fra at have opbakning fra et flertal i befolkningen, og de var da også klart i mindretal på den kongres, som blev afholdt i oktober måned 1917”. Clausens påstand er en grov fordrejning af, hvad der faktisk skete i oktober.

Den kongres, som Clausen omtaler, er den anden alrussiske sovjetkongres, dvs. den kongres for repræsentanter fra arbejder- og soldaterrådene fra hele Rusland, der blev holdt den. 25. oktober 1917. Repræsentanterne til sovjetterne blev valgt direkte på fabrikkerne, i barakkerne og landsbyerne og kunne øjeblikkeligt kaldes tilbage. Sovjetterne afspejlede derfor stemningen blandt masserne, i modsætning til de borgerlige parlamenter hvor politik laves af ”eksperter”, der vælges hver 4-5 år på løfter, som alle ved, at de ikke har tænkt sig at holde.

I månederne fra februar til oktober havde de moderate socialister vist i praksis, at alle deres løfter forblev ved løfterne. Det var det, der skubbede masserne i armene på bolsjevikkerne, der fremførte en konsekvent revolutionær linje: al magt til sovjetterne, dvs. at masserne selv måtte tage magten gennem deres demokratiske organer og skubbe den ikke-valgte provisoriske regering til side. Sammen med de venstre-socialrevolutionære vandt bolsjevikkerne flertal for denne linje på sovjetternes nationale kongres den 25. oktober. Der var altså et flertal for bolsjevikkernes politik på kongressen.

Bolsjevikkerne gjorde øjeblikkeligt ord til handling. Den nye sovjetmagt vedtog øjeblikkeligt et dekret til alle krigsførende nationer om at slutte fred, et dekret om fordeling af godsejernes jord til bønderne og indførsel af 8-timers arbejdsdag. Og det var bare starten. Af andre progressive tiltag kan bl.a. nævnes, at kvinder øjeblikkeligt blev juridisk ligestillet med mænd og fik adgang til skilsmisse og fri abort – Et tiltag der først blev indført i Danmark i 1973!

Myte #3 Lenin var for utålmodig

”Lenin var overbevist om, at en revolution var nødvendig for at sætte gang i revolutionerne i resten af Europa. Der var ikke tid til at vente på flertallets opbakning, og Lenin forventede, at denne opbakning ville komme, bare bolsjevikkerne var målbevidste nok. Sådan skulle det ikke gå. Revolutionerne i resten af Europa blev ikke til noget”.

Endnu engang formår Clausen at få vendt det hele på hovedet. Det er simpelthen ikke rigtigt, at Lenin var ligeglad med at vinde flertallet. For det første vandt han, som vi har vist ovenfor, jo faktisk flertal. Men det var helt essentielt for Lenins forståelse af en revolution, at den kun kunne gennemføres af en revolutionær bevægelse fra folkets flertal, og ikke gennem et mindretalskup som han klart afviste.

"For at være vellykket kan en opstand ikke bero på sammensværgelse og ikke på et parti, men på den mest bevidste klasse. Det er første punkt. Opstanden må bero på folkets revolutionære bevægelse. Det er det andet punkt. Opstanden må bero på det vendepunkt i den tiltagende revolutions udvikling, hvor aktiviteten blandt de mest bevidste dele af folket er størst, og hvor ubeslutsomheden i fjendens rækker og blandt revolutionens svage, halvhjertede og tvivlende venner er størst. Det er det tredje punkt. Og disse tre betingelser for at rejse spørgsmålet om opstand adskiller marxismen fra blanquisme [mindretalskup].” skrev Lenin i ”Marxism and Insurrection” i september 1917.

Det internationale perspektiv var rigtig nok helt essentielt for Lenin, men på en anden måde end Clausen fremstiller det. Lenin forklarede allerede før revolutionen, at Rusland var et tilbagestående land og at betingelserne for at skabe socialisme ikke var tilstede i landet alene. Den Russiske Revolution skulle derfor være gnisten, der antændte verdensrevolutionen. Havde arbejderne taget magten i de udviklede kapitalistiske lande, især Tyskland, havde det ændret situationen fuldstændig: en kombination af Ruslands enorme ressourcer og Tysklands teknologi og uddannede arbejderklasse havde kunne skabe et økonomisk kraftværk, der langt overgik ethvert kapitalistisk land.

At revolutionerne i resten af Europa ikke blev til noget, som Clausen formulerer det, skyldes ikke, at Lenins perspektiv om, at Den Russiske Revolution ville sprede sig, var forkert. Tværtimod – Den Russiske Revolution blev en kæmpe impuls til revolutionære bevægelser over hele verden ikke mindst i Tyskland fra 1918-1923. Desværre led disse revolutioner nederlag, primært fordi de ikke havde taget lektien fra Rusland om nødvendigheden af et revolutionært parti som Bolsjevikpartiet til sig i tide.

Myte #4 Bolsjevikkerne tog monopol på magten og smadrede demokratiet

Per Clausen skriver, at Bolsjevikkerne fra ”første dag konsekvent [forsvarede] deres monopol på magten.” De forbød alle andre partier i ”løbet af relativt kort tid” og opløste den konstituerende (grundlovgivende) forsamling, hvor Bolsjevikkerne fik 24% af stemmerne.

Endnu engang fordrejer Per Clausen sandheden, præcis som vi har hørt det utallige gange fra borgerlige kritikere af revolutionen.

Lad os starte med bolsjevikkernes påståede ”monopol” på magten. På sovjetkongressen i oktober var mensjevikkerne og de højre-socialrevolutionære udvandret fra kongressen, da de indså, at de ikke længere havde flertal. Alligevel blev der reserveret pladser til dem i sovjettens eksekutivkomite – en slags parlament for sovjetten. Det var altså helt op til de udvandrede partier selv, om de ville have en plads i det nye parlament – det krævede blot, at de anerkendte, at sovjetterne havde taget magten. Den nye regering – Folkekommissærernes Råd – kom i starten til kun at bestå af bolsjevikker, fordi de venstre-socialrevolutionære, der støttede op om, at magten skulle overgå til sovjetterne, endnu ikke var parate til at indgå i en sovjetregering. Men de indtrådte kort efter i koalition med bolsjevikkerne og fik posterne som folkekommissærer for henholdsvis landbrug, retsvæsen og post- og telegrafvæsnet.

Så er der opløsningen af den konstituerende forsamling i november efter sovjetternes magtovertagelse. Det er rigtigt, at bolsjevikkerne ikke fik flertal. Men det parti, der faktisk fik det overvældende flertal (58% af stemmerne), De Socialrevolutionære eksisterede reelt ikke længere. Det var splittet i to under Oktoberrevolutionen, netop på spørgsmålet om hvorvidt man skulle støtte sovjetmagten. Men valglisterne stammede fra før Oktoberrevolutionen og afspejlede derfor ikke den nye situation og den politiske polarisering, der havde fundet sted.

Selv borgerlige historikere må indrømme, at venstreudsplitningen, de Venstre-socialrevolutionære, der støttede den nye sovjetmagt, udgjorde majoriteten af partiet. Men på grund af den forældede samlede valgliste gik det store flertal af stemmerne til højrefløjen, som havde siddet i partitoppen. Så reelt havde bolsjevikkerne og de venstre-socialrevolutionære flertal sammen, men det blev ikke afspejlet i det officielle resultat. Bolsjevikkerne og de venstre-socialrevolutionære kunne have valgt at lade legalistiske hensyn gå forud for det virkelige styrkeforhold i befolkningen, som Clausen advokerer for, og tage magten ud af det arbejdende folks hænder og give den tilbage til borgerskabet. Men for bolsjevikkerne og i dette tilfælde også for de venstre-socialrevolutionære var virkeligheden vigtigere end lovens bogstav. De opløste derfor forsamlingen.

Per Clausens kritik af opløsningen af den konstituerende forsamling viser i virkeligheden blot, at han ikke kan se noget alternativ til det borgerlige parlamentariske demokrati.

Lad os slutte dette blik på myten om de ”udemokratiske” bolsjevikker ved at se nærmere på forbuddet mod andre partier. Efter Oktoberrevolutionen fungerede sovjetsystemet på demokratisk vis. Partierne debatterede livligt i sovjetterne og den øverste sovjets eksekutivkomite. Men umiddelbart efter revolutionen startede kontrarevolutionen en blodig borgerkrig med støtte fra 21 udenlandske hære. De højre-socialrevolutionære og Mensjevikkerne gik aktivt ind i borgerkrigen på kontrarevolutionens side. Det fik bolsjevikkerne til den 14. juni 1918 at fremsætte forslag om at ekskludere de partier fra sovjetterne, der opfordrede til borgerkrig og som allierede sig med fjenden. Hvilken anden regering ville have tilladt partier i parlamentet, der var i væbnet kamp mod systemet? Da de venstre-socialrevolutionære gik over på kontrarevolutionens side og bl.a. forsøgte et attentat mod Lenin blev også de forbudt.

Per Clausen skriver, at Oktoberrevolutionen blev et ”vigtigt lærestykke i, at når man midlertidigt har indskrænket de demokratiske rettigheder, er det nærmest umuligt at finde det rigtige tidspunkt at genindføre dem på.” Per Clausen lukker fuldstændig øjnene for, hvad den virkelige situation var. Alle andre partier gik over på kontrarevolutionens side og deltog i en blodig borgerkrig mod den unge sovjetmagt. Bolsjevikkerne indførte derfor forbuddet mod andre partier som et midlertidigt tiltag under borgerkrigen ligesom borgerlige regeringer indskrænker demokratiet i krigstid. At bolsjevikkerne kunne vinde borgerkrigen mod de overvældende modstandere (ikke mindst 21 udenlandske hære), vidner om at sovjetmagten stadig havde bred opbakning i befolkningen.

Myte #5 Rosa Luxemburg kritiserede voldsomt bolsjevikkerne

”Det var i denne situation, at den tysk-polske socialist Rosa Luxemburg, som i første omgang begejstret havde hilst revolutionen velkommen, rettede en voldsom kritik mod bolsjevikkerne. Hun vendte sig i 1918 mod koncentrationen af magten hos regeringen og bolsjevikkernes ledelse og mod, at folkets brede masse var blevet udelukket fra initiativ og kontrol.”

Sådan skriver Per Clausen. Han gør som så mange andre og fordrejer fuldstændig, hvad Rosa Luxemburg skrev om Den Russiske Revolution, så det passer til hans reformistiske ideer.

For det første citerer Per Clausen artiklen ”Den Russiske Revolution” af Rosa Luxemburg, som hun skrev i fængsel, med begrænset adgang til data om, hvad der skete i Rusland. Hun ændrede senere syn på en række af sine kritikpunkter. Ydermere blev teksten aldrig udgivet i Rosa Luxemburgs liv – og den fremstår derfor også ufærdig. Sidst men mest alvorligt udvælger Per Clausen de citater, der passer hans egne ideer, og fordrejer dermed fuldstændig meningen i teksten. Rosa Luxemburgs syn på revolutionen vil vi behandle mere indgående i en anden artikel. Her rækker det at bringe følgende citat, som Clausen udelader fra samme tekst, som modsiger hans pointe:

”Bolsjevikkerne har vist, at de kan alt det, som et revolutionært parti er i stand til at yde indenfor de historiske muligheders grænser. De skal ikke lade, som om de kan udrette mirakler. For en mønstergyldig og fejlfri proletarisk revolution i et isoleret land, udmattet af verdenskrigen, kvalt af imperialismen, forrådt af det internationale proletariat, ville være et mirakel. Det gælder om at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige i bolsjevikkernes politik, kernen fra det tilfældige. I denne sidste periode, hvor vi står overfor afgørende slutkampe i hele verden, var og er socialismens vigtigste problem, tidens mest brændende problem, ikke dette eller hint detaljespørgsmål om taktik, men proletariatets aktionsevne, massernes revolutionære handlekraft, i det hele taget socialismens vilje til magt. I denne henseende var Lenin og Trotskij med deres venner, de første som gik foran verdensproletariatet med et eksempel og de er indtil nu stadigvæk også de eneste som kan råbe det med Hutten: Jeg har vovet det!

Dette er det væsentlige og det blivende i bolsjevikkernes politik. Betragtet på denne måde forbliver det deres udødelige historiske fortjeneste at have gået i spidsen for det internationale proletariat ved at erobre den politiske magt og stille virkeliggørelsen af socialismen op som en praktisk problemstilling, ved at have drevet opgøret mellem kapital og arbejde i hele verden kraftigt fremad. I Rusland kunne problemet kun stilles. Det kunne ikke løses i Rusland, det kan kun løses internationalt. Og i denne forstand hører fremtiden overalt ’bolsjevismen’ til.”

Rosa Luxemburg kritiserede flere af de skridt bolsjevikkerne tog, men ikke for at afvise den generelle retning, men for at styrke muligheden for en socialistisk verdensrevolution – det stik modsatte af Clausens kritik, der kritiserer og afviser selve revolutionen.

Myte #6 Stalin var en konsekvensen af bolsjevikkernes ”kup”

”Konsekvensen af bolsjevikkernes kup i oktober 1917 blev ikke en hurtigere indførelse af socialisme, men Stalins diktatur. Det skete ikke uden politiske kampe og modstand i Bolsjevikpartiet, men forudsætningerne for, at hans magtovertagelse var mulig, blev etableret i oktober 1917 og tiden umiddelbart herefter”.

Sådan slutter Clausen sin kritik af Oktoberrevolutionen af. Endnu engang ser Clausen bort fra kendsgerningerne. Stalins regime udryddede alt, der havde med Bolsjevikpartiet at gøre. I 1939 var der kun 2 af de oprindelige medlemmer af partiets Centralkomite fra oktober 1917 i live. Den ene var Kollontai, der var ambassadør i Sverige, og den anden var naturligvis Stalin. Alle, der var kritiske overfor regimet, blev politisk forfulgt og myrdet. Det er en blodig linje, der adskiller Stalins diktatur fra bolsjevikkerne og Oktoberrevolutionen. Årsagerne til, at Stalin kunne komme til magten, skal ikke findes i bolsjevikkernes ageren efter Oktober, men netop i det som Rosa Luxemburg beskriver: at revolutionen sejrede i et tilbagestående land og at problemet med socialismens virkeliggørelse kun kunne stilles i Rusland, men ikke løses der alene. Det kunne kun løses internationalt. Den internationale revolution led nederlag og efterlod den unge sovjetmagt isoleret. Det var baggrunden for, at stalinismen kunne sejre i Rusland.

Rosa Luxemburg taget som gidsel

Hvad formålet er med Clausens myter, kan kun han selv svare på. Men resultatet er klart: formår Clausen at overbevise nogen, vil de blive afskrækket fra at studere bolsjevikkernes erfaringer og Oktoberrevolutionens forløb. Men skal vi lære af historien, må vi tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i borgerlige myter.

Per Clausens afvisning af Oktoberrevolutionen stemmer fuldstændig overens med hans partis afvisning af at kæmpe for en socialistisk revolution i dag. Per Clausens og Enhedslistens linje er ikke Rosa Luxemburgs, som han påstår, men mensjevikkernes i Den Russiske Revolution: at revolutionen skulle være stoppet efter februar. Lad os slutte med Rosa Luxemburgs ord, som er et glimrende svar til Per Clausens kritik af bolsjevikkerne og Oktoberrevolutionen:

”Den ’gyldne middelvej’ lader sig nu engang ikke opretholde under nogen revolution, dens naturlov kræver en hurtig afgørelse. Enten bliver lokomotivet i fuld fart drevet op af historiens bakke til det yderste punkt eller også ruller det ved sin egen tyngdekraft igen tilbage til udgangspunktet nede i lavningen og river dem, som med deres svage kræfter forsøger at standse det på halvvejen, redningsløst med sig ned i afgrunden.

Dette giver forklaringen på, at i enhver revolution lykkes det kun for det parti at tage føringen og magten, som har mod til at udstede de paroler, der peger fremover og tage konsekvensen af det. [...]

Lenin-partiet var det eneste, som forstod kravet til et virkelig revolutionært parti, og som med parolen: Al magt i proletariatets og bondemassernes hænder! sikrede revolutionens videre udvikling. […]

Bolsjevikkerne har også straks som mål for denne magtovertagelse opstillet et omfattende og vidtgående revolutionært program: ikke sådan noget som sikring af det borgerlige demokrati, men proletariatets diktatur med sigte på socialismens virkeliggørelse. De har hermed indlagt sig den store og uforgængelige fortjeneste for første gang at proklamere socialismens endelige mål som direkte program for praktisk politik.

Hvad et parti i en historisk stund formår at mobilisere af mod, handlekraft, revolutionært udsyn og konsekvens - det har Lenin, Trotskij og kammerater ydet til overflod. Hele den revolutionære, ære og aktionsevne, som manglede i vestens socialdemokrati, var ikke kun den faktiske redning for Den Russiske Revolution, men også en genoprejsning for den internationale socialisme.”

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 33, oktober 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information