women workers by kronstadter d3dsfmw"Kvindelige arbejdere grib Jeres rifler!", 1918 Bolsjevismens historie fra den tidlige start helt op til Den Russiske Revolution indeholder et væld af lektioner om, hvordan det er klassekampen, der er vejen til at løse kvindespørgsmålet. I denne artikel ser Marie Frederiksen på Bolsjevikpartiets tilgang til kvindespørgsmålet fra de tidlige dage op til revolutionen, og efter at de havde taget magten. Hun ser på de tiltag, som partiet iværksatte for at inddrage kvinder, de progressive tiltag som Bolsjevikkerne indførte, da de var ved magten, men også den senere stalinistiske degenererings negative konsekvenser for kvinder.

Kvindernes situation før revolutionen

Størstedelen af befolkningen i zar-Rusland før revolutionen i 1917 bestod af bønder, der levede i tilbageståenhed på landet, som de havde gjort i århundreder. Kvinderne blev behandlet som mandens ejendom. Rusland var stadig ekstremt patriarkalsk. Ifølge zarens love var kvinden ikke meget andet end mandens slave, og en mand havde f.eks. ifølge loven ret til at slå sin kone. Undertrykkelse af kvinder var udbredt i det kulturelt tilbagestående land, hvor kirken og traditionen havde et fast hold. Ifølge en opgørelse fra 1897 var læsefærdigheder kun udbredt til 13,1% af de russiske kvinder.

I sin analyse af kapitalismens udvikling i Rusland, skrevet mellem 1896 og 1899, undersøgte Lenin i deltaljer forholdene for den russiske arbejderklasse herunder kvindernes dobbeltbyrde. Børn og især piger forventedes at hjælpe til derhjemme og i marken eller på fabrikken. Mange piger blev taget ud af skolen efter et års skolegang, hvis de overhovedet var kommet i skole i første omgang. Kvindelige arbejdere startede deres arbejdsliv på fabrik i en alder af i gennemsnit 12-14 år, og mange af dem endnu tidligere. Arbejdsdagen var op til 18 timer, for elendige lønninger. (Revolutionary Women in Russia 1870-1917 - Anna Hillyar and Jane McDermid, s. 96)

Men Lenin beskrev også, hvordan industriens udvikling var et progressivt skridt, fordi det trak kvinderne ud fra hjemmets fire vægge og de patriarkalske relationer og gjorde dem til en selvstændig del af samfundslivet:

”Maskinindustri i stor skala, som koncentrerer massen af arbejdere, som ofte kommer fra forskellige dele af landet, tolererer på ingen måde at patriarkalisme og personlig afhængighed overlever, og er præget af en helt og aldeles ’hånlig indstilling til fortiden’.

Det er dette brud med en forældet tradition, som er en af de væsentlige betingelser, der har skabt muligheden for og fremkaldt nødvendigheden af, at regulere produktionen og for offentlig kontrol med den. Når vi taler om den forandring, som fabrikken har skabt i befolkningens livsbetingelser, må vi sige, at det at kvinder og unge er trukket ind i produktionen, dybest set er progressivt. Det er ubestrideligt, at den kapitalistiske fabrik giver disse dele af den arbejdende befolkning særligt hårde betingelser, og at for dem er det særligt nødvendigt at regulere og forkorte arbejdsdagen, at sikre hygiejniske arbejdsforhold osv.; men bestræbelserne på helt at forbyde kvinders og unges arbejde i industrien, eller at opretholde den patriarkalske livsform, der udelukker sådant arbejde, ville være reaktionært og utopisk.

Ved at ødelægge den patriarkalske isolation af disse kategorier af befolkningen, der tidligere aldrig kom udenfor de hjemlige, familieforholds snævre rammer, ved at trække dem ind i direkte deltagelse i den samfundsmæssige produktion, stimulerer stor-skala maskinindustrien deres udvikling og øger deres uafhængighed, med andre ord skaber det livsbetingelser, der er usammenligneligt bedre end den patriarkalske ubevægelighed under præ-kapitalistiske forhold." (Lenin, The development of Large-Scale Machine industry, i The Emmancipation of Women s. 15)

Første Verdenskrigs udbrud i 1914 fremskyndede processen med kvindernes integration i arbejdsstyrken. I tekstilindustrien kom kvinderne til at udgøre flertallet af arbejderne i mange fabrikker. Også i metalindustrien steg antallet af kvindelige arbejdere betydeligt. Dette skulle få en enorm indflydelse på, hvordan revolutionen udfoldede sig.

Den første organisering af kvindelige arbejdere

Kvinder havde deltaget i revolutionært arbejde og spillede også en vigtig rolle i de revolutionære begivenheder i de ni måneder mellem februar og oktober. Det ville imidlertid være forkert bare at se kvinderne som nogen, der kom ind på scenen i februar 1917. Det er rigtigt, at før revolutionen blev massen af kvinder fastholdt i en passiv tilstand. Ikke desto mindre havde Bolsjevikpartiet i årevis bevidst arbejdet for at vinde de mest bevidste kvinder og organisere dem inden for partiets rækker. At Bolsjevikkerne kunne tage magten i oktober 1917, var derfor ikke tilfældigt men resultatet af en bevidst indsats for at øge klassebevidstheden og at organisere og forene arbejderklassen ikke kun på tværs af nationale linjer, men også på tværs af køn.

Bolsjevikkernes tilgang til kvindespørgsmålet stod i stærkt kontrast til de borgerlige liberales, der havde et nedladende og moralistisk syn på spørgsmålet. I ord prædikede de ligestilling, mens de i praksis støttede politikker, som fastholdt størstedelen af arbejderkvinderne i fattigdom og dermed økonomisk afhængighed.

Hvis vi går tilbage til den russiske arbejderbevægelses start, kan vi se, at den var præget af isolerede studiecirkler, der især fokuserede på uddannelse af arbejderne og studie af de marxistiske ideer. Den socialdemokratiske bevægelse, der fra sin begyndelse var baseret på de marxistiske ideer med mål om en socialistisk revolution, startede i 1880’erne, da Mikhail Ivanovich Brusnyev opsatte de første studiecirkler i både Sankt Petersborg og Moskva. I starten bestod cirklerne hovedsageligt af mandlige faglærte arbejdere, men efterhånden begyndte der også at deltage kvinder.

Fra omkring 1890-91 begyndte kvinder at deltage i Brusnyevs organisation. De kvindecirkler, der blev opstartet, var hovedsageligt rettet mod kvindelige industriarbejdere, især i tekstilindustrien, men nåede også ud til ikke-fabriksarbejdere som syersker og tjenestepiger. I slutningen af 1890 var der mindst 20 sådanne cirkler. (Revolutionary Women in Russia 1870-1917 - Anna Hillyar and Jane McDermid, s. 64)

Sofia Pomeranets-Perazich, en af de mest aktive kvinder på daværende tidspunkt, erindrer de elendige forhold i Kiev i midten af 1890’erne:

"Jeg husker en cirkel i Podol. Nogen introducerede mig til en kvindelig arbejder fra et værksted for syersker. Gennem hende var jeg i stand til at starte en cirkel bestående af otte personer. Disse var unge jødiske kvindelige syersker, tvunget til at arbejde under forfærdelige forhold. De sov på gulvet og spiste i det rum, hvor de også skulle arbejde; den eneste tid, vi havde til vores studier var, når værkstedets ejere, et barnløst par, gik ud for at se deres venner." (Revolutionary Women in Russia 1870-1917, s. 77).

Søndagsskoler i arbejderkvartererne spillede en vigtig rolle i at sprede socialdemokratisk propaganda blandt arbejderne. Søndagsskolerne var opstartet af regeringen for at lære den voksende arbejderklasse i byerne at læse og skrive. Liberale og marxistiske intellektuelle brugte skolerne til at undervise i og forsøge at tiltrække nye medlemmer til deres undergrundscirkler. Skolerne blev også brugt til at uddele illegal litteratur. Et stigende antal søndagsskolelærere var kvindelige studerende fra højere læreanstalter for kvinder.

I 1895 fusionerede flere af de forskellige socialdemokratiske cirkler og dannede Union of Struggle, forløberen til det Socialdemokratiske Arbejderparti. Der var fire kvinder blandt de 17 stiftende medlemmer: Radchenko, Krupskaja, Nevzorova og Iakubova. De tre sidstnævnte fik alle tildelt ansvaret for forskellige distrikter i Sankt Petersborg. Det revolutionære arbejde blev rettet mere og mere mod massearbejde blandt arbejderne, der fra midten af 1890’erne og frem i stigende grad var involveret i strejker. Det gjaldt også de kvindelige arbejdere, ikke mindst i tekstilindustrien.

I Moskva havde fagforeningen først været imod at acceptere kvindelige medlemmer, da de anså dem for at være mere tilbagestående og konservative – et træk der er udbredt i alle lande i arbejderbevægelsens start. Men gradvist begyndte de bevidste arbejdere at indse behovet for at overkomme splittelsen over køn i arbejderklassen.

Moskvas Arbejderforening, som især bestod af mandlige arbejdere, forsøgte at agitere for enhed i arbejderklassen med løbesedler blandt arbejderne på fabrikkerne. I en af dem kan man læse følgende:

"Vi må aldrig adskille de mandlige fra de kvindelige arbejdere. I mange fabrikker i Rusland udgør kvindelige arbejdere allerede størstedelen af arbejdsstyrken, og de udnyttes endnu mere grusomt af fabrikkens ejere. Deres interesser er ikke forskellige fra de mandlige arbejderes interesser. Mandlige og kvindelige arbejdere må gribe hinanden i hånden og sammen kæmpe for deres befrielse." (Revolutionary Women in Russia 1870-1917, s. 75).

Kvinder i Bolsjevikpartiet

Lenin tillagde kvindespørgsmålet stor betydning. Som hans hustru Krupskaja beretter:

”Da han var i eksil i 1899, korresponderede Lenin med partiorganisationen (første partikongres blev afholdt i 1898), og nævnte de emner, han ønskede at skrive om i den illegale presse. Disse omfattede en pjece kaldet ’Kvinder og arbejdernes sag’.” (Krupskaja, forord til the Emmancipation of Women).

Også Krupskaja var optaget af kvindespørgsmålet. Hun var i født 1869, gik med i Brusnevs gruppe, og mødte i 1894 herigennem Lenin, som hun senere blev gift med. I 1896 blev hun arresteret for medlemskab af Union of Struggle. I 1898 gik hun med i det Socialdemokratiske arbejderparti da det blev stiftet og blev en af de ledende kvindelige Bolsjevikker.

I eksil brugte Lenin lang tid på udarbejdelsen af partiprogrammet til partiets kongres i 1903, der i realiteten var den stiftende. På hans forslag kom kravet om ”fuldstændig lige rettigheder for mænd og kvinder” med i programmet. Det var ikke fordi, at det krav var særskilt for Bolsjevikkerne - det var en del af alle de russiske oppositionspartiers program, ligesom det var en integreret del af programmet hos alle de socialdemokratiske partier i Anden Internationale.

Det der adskilte Bolsjevikkerne var, at de var helt igennem konsekvente på spørgsmålet. Krupskaja skrev: ”I 1907, i sin rapport om den internationale kongres i Stuttgart, noterede Lenin sig med tilfredshed, at Kongressen fordømte den opportunistiske praksis hos de østrigske socialdemokraters, der førte kampagne for mænds valgret, men udskød kampen for kvinders valgret til 'et senere tidspunkt’.” (Kruspkaja, forord til The Emmancipation of women) Og ikke mindst adskilte det Bolsjevikkerne fra alle andre politiske strømninger, at de rent faktisk gennemførte kravet øjeblikkeligt, da de kom til magten i 1917.

Årene efter det russiske socialdemokratis kongres i 1903 var præget af en strejkebølge, der kulminerede i revolutionen i 1905. Her deltog også de kvindelige arbejdere. Det er et sikkert tegn på en revolution, når de mest undertrykte og politisk tilbagestående dele af arbejderklassen bevæger sig ind på den politiske scene. Revolutionen i 1905 blev af Lenin kaldt ”generalprøven” til Oktoberrevolutionen i 1917. Her opsatte arbejderne for første gang arbejderråd, på russisk sovjetter.

Den første sovjet blev oprettet i Ivanovo-Voznesensk. Sovjetten var aktiv fra 12. maj 1905 til 27. juni 1905. Den blev opsat, da en række lokale strejker i foråret 1905 kulminerede i en generalstrejke i byen. I alt blev 151 delegerede valgt til sovjetten som repræsentanter for de strejkende fabriksarbejdere. Mindst 25 af dem (16,5%) var kvinder og fabrikken Kashintsev’s Bomuldsvæveri valgte flere kvinder end mænd til sovjetten: 7 ud af 8. Andelen af kvinder i sovjetten var bemærkelsesværdigt. Som Hillyar og McDermot skriver i Revolutionary Women in Russia: ”I et så patriarkalsk land, hvor der ikke var nogen forhistorie med demokratisk valgte regeringer, bør dette antal af kvindelige delegerede ses som en bemærkelsesværdig præstation.” (Revolutionary Women in Russia 1870-1917, s. 111)

Man har kun information om omkring halvdelen af de valgte til sovjetten i 1905. Omkring 70 af de delegerede, dvs. 46,3 procent var kendt som Bolsjevikker. I første halvdel af 1905 havde Bolsjevikkerne i Ivanovo 400 medlemmer, hvoraf kun 4 procent var kvinder. Men 11 af de bolsjevikiske delegerede i sovjetten var kvinder. Det betyder, at 62,5 procent af de kvindelige bolsjevikker i byen blev valgt til sovjetten, mens det tilsvarende tal var 15,6 procent for de mandlige bolsjevikker. Det viser noget om kvindernes aktivitetsniveau og den autoritet, de må have haft blandt deres mandlige kolleger.

De kvindelige bolsjevikiske delegerede kom især fra tekstilindustrien. De var i gennemsnit 24 år, men havde allerede mange års arbejde bag sig. Seks af dem var startet med at arbejde på fabrik i en alder af 14-16 år, to af dem allerede som 12-årige. Mange af dem var dog startet med at arbejde endnu tidligere som barnepiger. Fire af dem kunne ikke skrive, og andre delegerede måtte derfor underskrive sovjettens dokumenter på deres vegne.

I byen Kostroma var omkring en tredjedel af alle delegerede kvindelige tekstilarbejdere. Det antal var endnu højere i Rostov, men generelt udgjorde kvinder en lavere andel i de store byers sovjetter.

Trotskij, der i 1905 blev valgt til formand for den ledende Sankt Petersborg-sovjet, beskrev senere bolsjevikken Boldyreva, en af de eneste kvindelige arbejdere valgt til Sankt Petersborg-sovjetten som ”en stemme af håb, fortvivlelse og passion… som en uimodståelig bebrejdelse og appel.” Boldyreva havde heftigt kritiseret de overvejende mandlige arbejdere fra den kæmpe Putilov fabrik, der på trods af deres revolutionære traditioner, ikke havde støttet opfordringen til en generalstrejke med krav om en 8-timers arbejdsdag:

"I har vænnet jeres hustruer til et behageligt liv, og derfor er I bange for at miste jeres løn. Men vi er ikke bange. Vi er klar til at dø for at sikre en 8-timers arbejdsdag. Vi vil kæmpe til den bitre ende. Sejr eller død! Længe leve 8-timers arbejdsdagen!" (Revolutionary Women in Russia 1870-1917, s. 124)

Revolutionen i 1905 endte i nederlag, fulgt af en periode med dyb reaktion. Bolsjevikkerne var tvunget tilbage til primært illegalt arbejde. De kvindelige bolsjevikker var aktive på lige fod med de mandlige. En af de opgaver, der ofte blev tildelt de kvindelige revolutionære, som var ekstremt farlig, var at lede ”safe houses”. Mindst 8 ud af 11 af de kvindelige medlemmer af Ivanovo-sovjetten i 1905 havde stået for ”safe houses”.

Derudover påtog mange kvinder sig rollen som sekretærer i partiet. Det bliver nogle gange affærdiget, som om det ikke var noget særligt, som et ”bevis” på at de kvindelige bolsjevikker ikke fik lov at spille en vigtig rolle. Men det er forfejlet. Både Lenins søster Mariia og hans hustru Nadezhda Krupskaja havde opgaven som sekretær, en rolle som Lenin anså for at være utrolig vigtig. Krupskaja var for eksempel partisekretær i de år, hvor Lenin var i eksil, og spillede en uundværlig rolle i at opretholde kontakten mellem partiets eksil-ledelse og de aktive i Rusland. Hvis man tænker på Lenins forsøg på at få Stalin fjernet som partiets sekretær inden han døde, kan man se, at det ikke var en ligegyldig position.

En anden ledende kvindelig bolsjevik i disse reaktionære år var Samoilova, med dæknavnet Natasha. Samoilovas politiske aktivitet er beskrevet i Katashevas: Natasha - A Bolshevik Woman Organiser. (Natasha - A Bolshevik Woman Organizer). Samoilova blev født i 1876 og blev aktiv revolutionær, da hun var studerende. Efter at nogen måneder i fængsel kom hun i 1902 til Paris. Her modtog hun undervisning fra Lenin og andre, blev overbevist marxist og i 1903 gik hun med Bolsjevikkerne. Hun tog tilbage til Rusland, hvor hun deltog i undergrundsarbejdet, og måtte flytte fra by til by pga. sine revolutionære aktiviteter. Da Molotov i december 1912 blev arresteret, overtog Samoilova hans plads som redaktionssekretær for Pravda, Bolsjevikkernes partiavis. Pravda var på det tidspunkt næsten det eneste sted, hvor arbejderne kunne komme til orde. Hundreder af arbejdere sendte breve eller mødte op på Pravdas kontor. Ofte passerede op mod 300-400 besøgende igennem Samoilovas kontor i løbet af en dag.

"Det ydmyge redaktionskontor var som en bikube. Arbejderne strømmede til: repræsentanter fra fabrikker i strejke, repræsentanter for fagforeninger, forsikringsselskaber og arbejderklubber kom også for at berette om deres liv og arbejde. På stormøder holdt af arbejdere på fabrikkerne blev der indsamlet penge i små beløb til 'vores elskede Pravda’. [...] Ofte kom en vaskekone eller kok, en smed eller en ufaglært arbejder simpelthen for at 'fortælle avisen' om deres problemer. Så satte avisens ansatte og sekretæren selv sig ned med dem og nedskrev, hvad de sagde, i et forsøge på at få fortællerens egne ord med." (Natasha - A Bolshevik Woman Organiser.)

Bolsjevikkerne og de småborgerlige feminister

Bolsjevikkerne var generelt langt bedre til at organisere kvinderne end Mensjevikkerne. Bolsjevikkerne havde fem kvindelige delegerede for hver mensjevikisk ved Socialdemokratiets (fælles) femte kongres i 1907. Men organiseringen af kvinderne var vanskelig, ikke mindst i de reaktionære år der fulgte nederlaget efter 1905. F.eks. deltog ingen kvinder på partikongressen i 1912.

Den nye revolutionære bølge op til Første Verdenskrig førte endnu engang til øget politisk deltagelse fra kvinderne. For eksempel var 10 ud af de 171 delegerede til Bolsjevikkernes sjette partikongres i august 1917 kvinder, omkring 6 procent. Her blev også 3 kvinder - Kollontai, Stasova og Iakovleva - valgt til partiets Centralkomite, den ledelse der endte med at stå i spidsen for Bolsjevikkerne ved Oktoberrevolutionen. Andelen af kvinder i Centralkomiteen var over 9 procent, mens andelen af kvinder blandt medlemmerne var under 8 procent.

I perioden fra 1914, hvor klassekampen fik en ny opblomstring, gik mange nye kvindelige medlemmer med i partiet som del af den generelle medlemsfremgang. Men andelen af kvinder forblev relativt lav. Det var ikke desto mindre en kæmpe bedrift at organisere kvinderne under de vanskelige forhold.

Alligevel blev Bolsjevikkerne angrebet af småborgerlige feminister for angiveligt ikke at ”tage sig af” kvindespørgsmålet. Den småborgerlige feministiske bevægelse i Rusland stod uden for arbejderbevægelsen og var i starten mest optaget af kvindernes muligheder for at uddanne sig, et fokus der under de daværende forhold i Rusland var rettet mod en meget lille andel af de russiske kvinder. En række skolereformer i årene omkring århundredeskiftet skabte flere muligheder for kvinder til at tage en uddannelse, hvoraf mange uddannede sig til lærere. Hvilket også gav sig udtryk i de kvindelige bolsjevikiske lærere i søndagsskolerne.

Industrialiseringen og det deraf voksende proletariat i byerne gav feministerne et nyt fokus: filantropisk arbejde for at skabe et netværk af velgørende organisationer, der kunne lindre de fattige proletariske massers lidelser. De småborgerlige feminister så på konsekvenserne af industrialiseringen som noget, der skulle ”kompenseres” for gennem velgørenhed og reformer. Bolsjevikkerne derimod så udviklingen som et positivt skridt, trods den elendighed og de hårde forhold, som industrialiseringen skabte, da det betød, at kvinderne blev trukket ind i klassekampen.

Omkring år 1900 så en politisk demokratisering ud til at være mere en mulighed, og den småborgerlige feministiske bevægelse begyndte en politisk organisering for at sikre, at kvinderne ikke blev glemt, hvis stemmeretten blev indført. Den mest aktive gruppe i det arbejde var Foreningen for Kvinders Lighed, der blev dannet i 1905. En af de ledende aktivister var Anna Miliukov, som var gift med lederen af det konservative Kadet-parti. Bolsjevikkerne kæmpede også for demokratiske krav, der vedrørte alle kvinder uanset klasse, som stemmeretten, retten til skilsmisse osv. Men Bolsjevikkerne afviste, at de krav kunne stå alene – for dem var det uomtvisteligt, at kvindens befrielse kun kunne opnås gennem socialisme. Lenin forklarede forholdet mellem kampen for demokratiske krav og socialisme således:

”Under kapitalismen er det normalt tilfældet, og ikke undtagelsen, at de undertrykte klasser ikke kan ’udøve’ deres demokratiske rettigheder. I de fleste tilfælde udøves retten til skilsmisse ikke under kapitalismen, fordi det undertrykte køn er økonomisk knust; fordi, uanset hvor demokratisk staten kan være, er kvinden under kapitalismen fortsat ’husslave’, en slave af soveværelset, børneværelset og køkkenet. [...]

Men kun dem, der er fuldstændig ude af stand til at tænke, eller dem, der er helt uvant med marxisme, vil deraf uddrage, at en republik derfor ikke er til nogen nytte, at friheden til skilsmisse ikke er til nogen nytte, at demokrati ikke er til nogen nytte, at nationers selvbestemmelse ikke er til nogen nytte! Marxister ved, at demokrati ikke afskaffer klasseundertrykkelse, men kun gør klassekampen klarere, bredere, mere åben og skarpere; og det er det, vi ønsker. Jo mere fuldstændig friheden til skilsmisse er, jo klarere bliver det for kvinden, at kilden til hendes ’huslige slaveri’ ikke er mangel på rettigheder, men kapitalismen. Jo mere demokratisk styreformen er, jo klarere bliver det for arbejderne, at roden til det onde ikke er mangel på rettigheder, men kapitalismen. Jo mere fuldstændig den nationale lighed er (og den er ikke komplet uden frihed til løsrivelse), jo klarere vil det for arbejderne i den undertrykte nation være, at det ikke er et spørgsmål om manglende rettigheder, men om kapitalismen. Og så videre.” (Lenin, From a caricature of Marxism and Imperialist Economisma caricature of Marxism and Imperialist Economism) A caricature of Marxism and Imperialist Economism

Op til 1905 var mange forskellige politiske grupper samlet i opposition mod zar-regimet og kæmpede sammen for demokratiske krav. Men i en revolution bliver klassekampen hævet over alle andre modsætninger. Den småborgerlige feministiske bevægelse var startet af primært intellektuelle fra de bedre stillede lag i Rusland. Det samme gjaldt sådan set også Bolsjevikkerne. Forskellen var, at den feministiske bevægelse var baseret på den borgerlige ide om, at kvinder skulle stå sammen på tværs af klasseskel, og at kvinderne skulle organisere sig separat. Bolsjevikkerne forklarede tværtimod, at klassedelingen er det afgørende skel i samfundet. Når klassekampen spidser til, vil også kvinderne dele sig efter klasse. For arbejderkvindernes befrielse kan kun ske gennem et opgør med den herskende klasses magt og privilegier, som også deles af herskende klasses kvinder.

Den småborgerlige feministiske bevægelses manglende klasseperspektiv førte bl.a. til, at de støttede Første Verdenskrig, da den brød ud, fordi de mente, at kvindernes øgede rolle i samfundet, som konsekvens af mobiliseringen af mændene, kunne bane vejen for politiske fremskridt for kvinderne. Bolsjevikkerne derimod gik imod krigen, som de karakteriserede som en imperialistisk krig, der ofrede de arbejdende masser for at sikre kapitalisternes interesser.

Lenin og Bolsjevikkerne lagde stor vægt på kvindekampen og organiseringen af kvinderne, men de gjorde det som en del af arbejderklassens organisering i kampen mod al undertrykkelse. De mente derfor, at kvinderne måtte organiseres i Bolsjevikpartiet og arbejderklassens andre organisationer som fagforeningerne, ikke i separate kvindeorganisationer. Den herskende klasse gør, hvad den kan, for at splitte arbejderklassen på køn og langs nationale og religiøse linjer. For Bolsjevikkerne var det afgørende at sikre arbejderklassens enhed inklusiv f.eks. arbejdere fra alle de forskellige nationaliteter, der fandtes i zarens Stor-Rusland.

Det betød ikke, at Bolsjevikpartiet var perfekt. Men som Lenin forklarede, må partiet gennemføre den socialistiske revolution ”med menneskene, som de er nu”. Ideen om at revolutionen må udskydes til en tid, hvor menneskeheden har udviklet en ”socialistisk” bevidsthed, svarer til helt at opgive revolutionen - en sådan bevidsthed kan ikke udvikle sig i et kapitalistisk samfund. Bolsjevikpartiet kunne ikke være en kopi af det fremtidige kommunistiske samfund, de kæmpede for. Det ville f.eks. være at skyde helt forbi målet hvis man kritiserede Bolsjevikkerne for ikke at have 50 procent kvinder som medlemmer og i ledelsen. Bolsjevikpartiet udsprang af - og kunne ikke undgå til dels at afspejle - det samfund, de kæmpede imod, hvor kvinderne var en ekstremt undertrykt gruppe. Bolsjevikkernes konstante fokus var at opbygge partiet, så det bedst muligt kunne opfylde sit formål: at organisere arbejderklassen til at tage magten. Og i det spillede kvinderne en afgørende rolle.

Kvinder og Bolsjevikkerne

En række kvinder spillede ledende roller i Bolsjevikpartiet. Aleksandra Kollontai havde, udover arbejdet med at organisere arbejderkvinderne i den socialdemokratiske bevægelse, skrevet en række artikler om spørgsmålet. I 1914 gik hun med i Bolsjevikpartiet og blev som nævnt valgt til Centralkomiteen i 1917. Krupskaja og Samoilova har vi allerede nævnt. Elena Stasova var allerede før 1917 medlem af Centralkomiteen og efterfulgte Krupskaja som partisekretær i 1917. Inessa Armand begyndte sine revolutionære aktiviteter i 1901 og arbejdede fra 1910 tæt sammen med Lenin, som hun også var personligt venner med. Hun blev den første leder af Zenotdhel, kvindeafdelingen i det Alrussiske Kommunistpartis (Bolsjevikkernes) Centralkomites sekretariat, der blev oprettet efter revolutionen for at organisere kvinderne politisk.

Disse kvinder spillede alle ikke bare en en vigtig rolle i at opbygge Bolsjevikpartiet, men også i at organisere kvinderne i partiet. Ikke mindst fra 1914 og frem, hvor partiet begyndte at optrappe indsatsen for at tiltrække kvinder.

Som vi har set begyndte de russiske arbejdere fra 1912 og frem at løfte hovedet igen, efter de reaktionære år der havde fulgt nederlaget 1905. Strejkeaktiviteten voksede også blandt kvinderne. På randen af Første Verdenskrig i 1914 begyndte Bolsjevikkerne at udgive en avis rettet mod kvindelige arbejdere, Rabotnitsa (den kvindelige arbejder). Første udgave kom på kvindernes internationale kampdag det år og avisen nåede at udkomme 7 gange i årets løb. Regimet slog hårdt ned og lukkede avisen, der først igen begyndte at udkommer i 1917.

Første Verdenskrig kom på tværs og satte en midlertidig stopper for den revolutionære bølge. Men krigen gav samtidig fornyet energi til kvindernes politiske organisering. Mobiliseringen af millioner af mænd til hæren resulterede i kæmpe tilgang af kvinder til industrien. Ved krigens slutning udgjorde kvinderne 40 procent af arbejdstyrken i storindustrien og 60 procent af alle tekstilarbejdere i Moskva-regionen.

Under de betingelser bar Bolsjevikkernes arbejde frugt, og de tiltrak et stigende antal kvinder, især kvindelige arbejdere. Før 1905 havde over 60 procent af de kvindelige Bolsjevikker været fra intelligentsiaen og 28,2 procent arbejdere. Efter Februarrevolutionen var 45,6 procent af de kvindelige medlemmer arbejdere (i denne opgørelse tæller stuepiger, sygeplejersker o.l. ikke med i kategorien arbejdere). (Revolutionary women in Russia 1870-1917 s. 164).

Den politiske apati, som krigen havde skabt, varede dog ikke længe. Militære nederlag, økonomisk sammenbrud og fødevarepriser på himmelflugt trak et stort antal arbejdere, inklusiv kvinderne, ud i sporadiske strejker mod de elendige forhold. Det kulminerede i Februarrevolutionen i 1917.

Revolutionen bryder ud

Den russiske revolution startede på Kvindernes Internationale Kampdag den 23. februar 1917 (ifølge den julianske kalender, svarende til den 8. marts i Vesten). Selv de mest bevidste lag i den organiserede arbejderklasse, inklusiv Bolsjevikkerne, havde ikke fuldt ud forstået, hvor moden situationen var for revolution. Selv om de kunne se den komme, følte de, at der var brug for mere forberedende arbejde, som at vinde soldaterne over først. Deres perspektiv var en generalstrejke Første Maj, og for at undgå forhastede sammenstød med statsapparatet forsøgte de at holde arbejderne fra at gå på gaden og begrænse bevægelsens omfang på det tidspunkt til stormøder i fabrikkerne.

Men de kvindelige arbejdere i Petrograd (som Sankt Petersborg var blevet omdøbt til under krigen) havde fået nok. På M. Aivaz fabrikken foreslog kvindelige arbejdere at fejre dagen som en dag for kvinders ligestilling. De pointerede, at kvinder både skulle arbejde på fabrikken, men også skulle tage sig af deres børn derhjemme. De bad de mandlige arbejdere om at støtte deres forslag. Et fabriksmøde besluttede at gå i strejke og sendte arbejderdelegationer ud til andre fabrikker. Flere og flere fabrikker gik med i strejken og demonstrationerne.

En mandlig bolsjevikisk arbejder fra Nobels fabrik i Petrograd fortæller, hvordan de kvindelige tekstilarbejdere fra bomuldsspinneriet Bolshaia Sampsonievskaia, der var gået på gaden den dag, kom forbi hans fabrik og overbeviste ham og hans kollegaer om at slutte sig til dem:

”Portene til [bomuldsspinneriet] Første Bolshaia Sampsonievskaia manufakturfabrik stod vidt åbne. En strøm af militante kvindelige arbejdere oversvømmede den smalle gade. De, der lagde mærke til os, begyndte at vinke til os og råbte, ’Kom med ud! Nedlæg arbejdet!’ Snebolde blev kastet gennem vinduerne. Vi besluttede os for at deltage i demonstrationen. Et kort møde fandt sted på hovedkontoret ved portene, og arbejderne gik ud på gaden. De kvindelige arbejdere hilste arbejderne fra Nobels fabrik med ’Hurra-råb’. Demonstranterne gik mod Bolshoi Sampsonievskii prospekt.” (Revolutionary women in Russia 1870-1917, s. 152)

Før revolutionen blev kvinder set som det mest konservative lag i arbejderklassen. Som direkte ansvarlige for familiens omsorg tøvede de ofte eller var endda imod at gå i strejke. Men det blev til sin direkte modsætning, da levevilkårene var blevet uudholdelige, med manglen på brød, den stigende inflation, og for manges vedkommende mænd i kamp ved fronten. Således havde kvindelige arbejdere, især i tekstilindustrien, nået grænsen for, hvad der var menneskeligt udholdeligt, og besluttede sig for at gå i aktion.

Fra de tidlige morgentimer på Kvindernes Internationale kampdag i 1917 gik kvindelige arbejdere i strejke og organiserede massemøder i Petrograd. De appellerede til de mandlige arbejdere om at slutte sig til dem. Den dag var 90.000 i strejke. Den umiddelbare årsag til bevægelsen var manglen på brød. Folket i Petrograd sultede og byrden faldt hovedsageligt på kvinderne, der måtte stå i timevis i endeløse køer i februarkulden og vente på brød, der ofte ikke kom.

I alt deltog mere end 100.000 i demonstrationer den dag i Petrograd. Kravene var ikke bare ”brød” og ”lavere priser”, men også krav som ”Ned med krigen!” kunne høres. I politirapporter fra den 23. februar kan man læse om arrestation af kvindelige arbejdere for at have råbt efter politiet: ”I har ikke lang tid endnu til at more jer – I vil snart hænge og dingle!” (Revolutionary women in Russia 1870-1917, s. 152)

Der opholdt sig tusindvis af soldater i Petrograd på grund af Første Verdenskrig. Kvinderne deltog i fraternisering og agitation for at overtale soldaterne til at gå med i bevægelsen: de tog ud til barakkerne, uddelte løbesedler og organiserede møder. Det virkede. Soldaterne nægtede at adlyde ordrer om at skyde på demonstranterne, men gik i stedet på revolutionens side.

De næste dage voksede demonstrationerne og strejkerne til generalstrejke og opstand. Fem dage senere var den forhadte zar væltet. Uden endnu at have indset det stod arbejderne med magten i hænderne. Det er ingen overdrivelse at sige, at det var de kvindelige arbejdere, der var de mest beslutsomme og militante, og at det var dem, der antændte revolutionen.

Dette var et grafisk billede på, hvad vi har set i alle revolutioner gennem historien: de normalt inaktive, underkuede lag kommer pludselig i forreste linje, og den vrede og frustration, der er ophobet over år, om ikke generationer, forvandler dette passive lag til bevægelsens forreste del. Kvinder havde været passive; nu var de de mest aktive. Denne revolutionære proces brød alle de etablerede delinger i arbejderklassen ned, især mellem mænd og kvinder, og var mere effektiv end tusind underskriftindsamlinger og bønskrifter.

Efter Februar

De kvindelige arbejderes bevægelse havde sat hele arbejderklassen i bevægelse. Forhåbningerne var store efter Februarrevolutionen. Arbejderne rejste krav om brød, en 8-timers arbejdsdag og en ende på krigen. Men efter den første tids jubel blev stemningen mere forbitret, i takt med at arbejderne indså, at det nye regime ikke var klar til at opfylde deres krav. Strejkebevægelsen voksede med masseprotester og demonstrationer for at presse deres ledere til at gennemføre kravene.

Selv om der var vigtige forskelle mellem Bolsjevikkerne og Mensjevikkerne, var alle socialisters ide på dette tidspunkt, at den kommende revolution var borgerlig - med undtagelse af Trotskij, der havde udviklet sin teori om den permanente revolution. Det ville sætte en stopper for det gamle despotiske zar-regime og forberede grunden for kapitalistisk udvikling. Men det russiske borgerskab spillede ingen rolle i revolutionen - de var mere bange for de russiske arbejdere end for monarkiet og havde indtil sidste øjeblik forsøgt at indgå en aftale med det gamle regime. Det var først, da de indså, at de ikke kunne stoppe den revolutionære bevægelse gennem en aftale med monarkiet, at de hastigt opsatte den provisoriske regering.

Men arbejderklassen baserede sig på traditionen fra 1905 og begyndte at oprette arbejderråd, sovjetterne, der opstod som arbejderklassens magtorganer. Lenin forstod, at det gamle perspektiv for en borgerlig revolution var blevet overflødiggjort af arbejderklassens indgriben. Mens de moderate socialister fortsatte med at tilbyde borgerskabet samarbejde, afviste Bolsjevikkerne ethvert samarbejde med den provisoriske regering og fremførte i stedet parolen "Al magt til sovjetterne" som den eneste måde at opfylde kravene om "fred, brød og jord".

De kvindelige arbejdere spillede også en vigtig rolle i denne proces, de deltog ikke bare i strejkerne og demonstrationerne, men også i at organisere det væbnede forsvar for revolutionen, for eksempel i Petrograd under Kornilovs reaktionære kupforsøg i august. De kæmpede og døde side om side med mændene i De Røde Garder. De bolsjevikiske kvinder deltog naturligvis i det revolutionære arbejde, både i det lokale og nationale organisatoriske arbejde, talte til offentlige møder, uddelte løbesedler, transporterede våben, garanterede kommunikationen, og ydede omsorg for de sårede.

Situationen ændrede også dramatisk forholdene for kvinderne på landet. For bondekvinderne havde krigen kun forværret deres dobbeltbyrde. Mens deres mænd var ved fronten, lå al ansvaret for at passe jorden på deres skuldre. Den provisoriske regering snakkede om at løse det agrariske spørgsmål ved at love jord til bønderne, men intet skete. De var alt for bange for godsejerne til at gennemføre en jordreform. I løbet af sommeren spredte den revolutionære bevægelse sig også til landet, hvor der opstod bondeoprør, med hovedkrav om jord og fred. Den revolutionære uro blandt bønderne var så stor, at der på trods af de dominerende patriarkalske relationer var flere tilfælde af oprør blandt bondekvinder.

For eksempel blev Voronezh guvernementet i den tidlige sommer 1917 ramt af opstande blandt soldaterhustruer. Bevægelsen startede, da autoriteterne ignorerede 30 soldaterhustruers krav om, at fordelingen af landsbyjorden skulle udskydes, indtil deres mænd var tilbage fra fronten. 200 soldaterhustruer samledes:

”Først spredte de skelspæle, så raidede de de jordejende bønders gårde, hvor de ødelagde deres køkkenhaver, tog vinduesrammer og døre ud, og i nogle tilfælde gik de ind i husene og smadrede ovne, ødelagde eller stjal møbler, husgeråd og anden ejendom. Grupper af kvinder brød ind i ejendomme, opmuntret af tilråb fra mændene: ’smadr det, kvinder, I vil ikke blive straffet, jeres mænd er ved fronten’”. (Revolutionary Women in Russia 1870-1917, p. 154)

Liberalisme og bolsjevisme

Da de kvindelige arbejdere og bønder - sammen med deres mandlige sidestykker - bevægede sig mod revolution, afslørede det liberale borgerskab sine begrænsninger. På trods af al deres snak om lighed og kvinders befrielse var det liberale borgerskab, som revolutionen hovedkulds havde givet magten, ude af stand til at løse nogle af kvindernes presserende problemer. Det var også tilfældet for den småborgerlige feministiske bevægelse, som ud over at støtte krigen, havde tendens til at affærdige arbejdernes optagethed af ”brød” som ussel materialisme.

De reformistiske socialister - der stadig klamrede sig til tanken om, at borgerskabet skulle lede revolutionen - støttede de liberale og den provisoriske regering. For dem var kampen for arbejderne og bøndernes interesser i dette perspektiv sekundær. Efter Februarrevolutionen forrådte de straks en af arbejdernes centrale krav - en ende på krigen - ved at kræve en krig til "forsvar for revolutionen".

Det ramte især kvinderne. Byens kvinder havde ofte mænd ved fronten, hvilket betød, at de måtte arbejde for at tjene nok til, at de og familien kunne overleve. Og for bondekvinderne betød det, at de mest sunde og raske mænd var væk fra gårdene, som var overladt til de ældre og kvinderne. Krigen havde også ført til kaotisk økonomisk forvridning, som førte til mangel på fødevarer og varer generelt, hvilket også ramte kvinderne, som var ansvarlige for husstanden, hårdest. Desuden fortsatte indkomstforskellene mellem mænd og kvinder, på trods af at de udførte samme slags arbejde. Vi ser her, hvordan masserne havde befriet sig fra zarens direkte undertrykkelse, men at alle de sociale uretfærdigheder fortsatte.

I modsætning til de moderate socialister og småborgerlige feminister gik Bolsjevikkerne forrest i arbejderklassens kamp for ”brød” og forklarede, at den eneste måde at opfylde kravet var ved, at arbejderklassen selv tog magten gennem sovjetterne.

Det var under de betingelser, at Bolsjevikkerne i marts 1917 igen begyndte at udgive Rabotniska. I redaktionen sad Krupskaja, Inessa Armand, Stahl, Kollontai, Eliazarova, Kudelli, Samoilova og Nikolayeva og andre kvindelige arbejdere fra Petrograd. Hver fabrik havde sin egen repræsentant i redaktionen, og der blev holdt ugentlige møder, hvor alle deltog og gennemgik rapporterne fra de forskellige områder. Avisen blev brugt til at hæve kvindernes bevidsthed. Lenin skrev i denne periode mange artikler om behovet for at finde nye metoder til at tiltrække kvindelige arbejdere til kampen for socialisme. Også i marts 1917 skabte Bolsjevikkerne et bureau for at promovere revolutionært arbejde blandt kvindelige arbejdere. I starten blev det dog mest ved hensigterne, men de begyndte at organisere indkaldelsen af en kongres for kvindelige arbejdere. Kongressen endte med at blive udskudt på grund af revolutionen, men blev afholdt i 1918.

Det var ved kompromisløst at forsvare arbejdernes, både mænd og kvinders, virkelige interesser og samle alle undertrykte lags kamp, at Bolsjevikkerne til sidst kunne vinde flertallet blandt arbejderne i perioden mellem februar og oktober.

Kvinder efter revolutionen

I oktober, ni måneder efter Februarrevolutionen, havde arbejderne taget magten. Bolsjevikkerne havde bevidst kæmpet for lighed mellem mænd og kvinder, et krav de nu kunne omsætte i praksis. Det nye sovjetstyre begyndte kampen for at bygge et samfund uden undertrykkelse og ulighed.

Bolsjevikkerne afskaffede øjeblikkeligt alle love, der stillede kvinder ringere end mænd. Alle restriktioner på kvinders frie bevægelighed blev fjernet. Før revolutionen skulle en hustru ifølge loven bo med sin mand og følge ham, hvis han flyttede. Vidtrækkende ændringer i ejendomsrelationerne svækkede familien som økonomisk enhed og faderens dominerende position i familien. Andre love gav kvinder lige ret til et besidde jord og fungere som overhoved for en husholdning.

Gratis adgang til abort blev indført som en ret for alle kvinder. Kirke og stat blev adskilt, ægteskab, registrering af børn osv. blev fjernet fra kirkens kontrol. Ægteskab foregik nu gennem en simpel registreringsproces baseret på gensidigt samtykke. Hver partner kunne tage den andens navn eller beholde sit eget. Fra 1926 skulle ægteskab end ikke registreres, og skilsmisse blev gjort så nemt som muligt og kunne opnås, hvis den ene krævede det, også uden den andens accept. Konceptet om uægte børn blev afskaffet, så alle børn blev sidestillet, uanset om de blev født indenfor eller udenfor ægteskab. Der blev indført betalt barsel før og efter fødsel, og natarbejde blev forbudt for gravide og kvinder, der lige havde født. Derudover blev der opstartet særlige fødeklinikker.

Det var ekstremt progressivt for sin tid. Først i 1973, mere end 50 år efter Sovjetunionen, blev den fri abort indført i Danmark, samme år den i øvrigt blev indført i USA. I intet kapitalistisk land var kvinder juridisk ligestillet med mænd. I 1917 var Danmark og Norge de eneste europæiske lande, hvor kvinder havde stemmeret. I England blev det indført i 1918, i USA i 1920, Sverige i 1921 og i Frankrig og Italien måtte kvinderne vente yderligere 30 år.

De danske skolebørn lærer, at den første kvindelige minister i verden var socialdemokraten Nina Bang. Hun blev bare først minister i 1924 - syv år efter at Aleksandra Kollontai blev udnævnt til folkekommissær for social velfærd i den første bolsjevikiske ”regering” efter revolutionen. Kollontai var altså verdens første kvindelige minister.

Den juridiske ligestilling i Rusland gjaldt ikke bare kvinder, men undertrykte grupper generelt. Under zaren var homoseksualitet forbudt, og passede man ikke ind i normerne for køn og seksualitet, risikerede man at ryge i arbejdslejr. Alle disse diskriminerende love blev først afskaffet af det nye sovjetregime i 1922. Forud for det blev der i 1918 udstedt et dekret om at stoppe implementeringen af de før-revolutionære zaristiske love. I den nye kriminallov fra 1922 blev homoseksualitet afkriminaliseret.

Georgij Chicherin, der var åbent homoseksuel, var folkekommissær for udenrigsanliggender fra 1918 til 1930. Under Brest-Litovsk forhandlingerne med Tyskland fungerede han som Trotskijs stedfortræder. I den kapacitet skulle han bl.a. ironisk nok forhandle den katolske kirkes status i Rusland efter revolutionen med Eugenio Pacelli, som senere blev Pave Pius XII.

Bolsjevikken Grigorij Batkis, direktør for Instituttet for Social Velfærd, beskrev positionen på følgende måde:

"Den nuværende seksuallovgivning i Sovjetunionen er resultatet af Oktoberrevolutionen. Denne revolution er vigtigt ikke kun som et politisk fænomen, der sikrer arbejderklassens politiske rolle, men også for de revolutioner, der udvikler sig derudfra og når ud i alle livets områder ... [Sovjetisk lovgivning] erklærer staten og samfundets absolutte ikke-indbladning i seksuelle relationer, forudsat at de ikke skader eller krænker nogen ... Homoseksualitet, sodomi og andre former for seksuel tilfredsstillelse, der i europæisk lovgivning anses som forbrydelser mod den offentlige moral, behandles i den sovjetiske lovgivning på linje med såkaldt ’naturligt’ samleje." (Tilgængelig på tysk, Die Sexualrevolution in Russland, Berlin: Fritz Kater, 1925, The Sexual Revolution in Russia - Grigorij Batkis).

Det er en ekstremt progressiv tilgang til dette spørgsmål, især i betragtning af de århundreder af ekstrem tilbageståenhed der stadig vejede på det sovjetiske samfund i perioden. Det viser, hvad der er muligt, når først klassesamfundet er blevet omstyrtet. Sovjetunionen ville utvivlsomt have oplevet en opblomstring af menneskelige muligheder, langt ud over hvad man hidtil har kunne drømme om, hvis ikke isolationen og stalinismens katastrofe var kommet på tværs.

Kvinder i politik

Ligestilling for loven var bare første skridt. Nu handlede det om at involvere masserne, herunder kvinderne, i at lede samfundet mod socialisme. Fire dage efter magtovertagelsen vedtog sovjetregeringen et dekret om indførsel af en 8-timers arbejdsdag, en afgørende faktor for at gøre deltagelse i politik muligt for arbejderklassen, ikke mindst kvinderne. I det nye sovjetregime var det masserne, der skulle styre samfundet. Det betød, at også indholdet af politik ændrede sig:

”Vi siger, at arbejdernes befrielse må gennemføres af arbejderne selv, og på nøjagtig samme måde er de arbejdende kvinders befrielse en opgave for de arbejdende kvinder selv. […]

For at være aktiv i politik under det gamle, kapitalistiske regime var en særlig uddannelse påkrævet, således at kvinder spillede en ubetydelig rolle i politik, selv i de mest udviklede og frie kapitalistiske lande. Vores opgave er at gøre politik tilgængelig for alle arbejderkvinder. Fra det øjeblik privatejendom til jord og fabrikker blev tilintetgjort og godsejernes og kapitalisternes magt styrtet, er de politiske opgaver blevet enkle, klare og aldeles forståelige for de arbejdende masser og de arbejdende kvinder. I det kapitalistiske samfund er kvinden sat i en ikke-ligeberettiget stilling, der betyder, at hendes deltagelse i politik udgør en forsvindende lille del sammenlignet med mandens. Det arbejdende folks magt er nødvendig for at skabe en ændring af denne situation, for så vil hovedopgaverne i politik bestå af spørgsmål, der direkte påvirker det arbejdende folks egen skæbne.” (Lenin, Om opgaverne for den kvindelige arbejderbevægelse i Sovjetrepublikken, september 1919)

Bolsjevikkerne var kommet til magten i et ekstremt tilbagestående land, hvor analfabetisme var udbredt. Der forelå et kæmpe arbejde med at uddanne masserne, så de faktisk kunne deltage i at lede samfundet. I 1919-programmet for det russiske Kommunistparti, som Bolsjevikkerne havde skiftet navn til i 1918, stod der:

”Partiets opgave er på nuværende tidspunkt primært at fortsætte det ideologiske og pædagogiske arbejde med henblik på endeligt at udrydde alle spor af den tidligere ulighed og fordomme, især blandt proletariatets og bøndernes tilbagestående lag. Partiet stiller sig ikke tilfreds med den formelle ligestilling af kvinder, men stræber efter at befri kvinder fra den materielle byrde fra en forældet husholdningsøkonomi, ved at erstatte dette med bo-fællesskaber, offentlige spisesale, centrale vaskerier, vuggestuer m.v.” (Political Program of the CPSU, 1919)

Der åbnede sig et fundamentalt behov for at informere kvinder om deres nye position og at drage dem ind i aktiv deltagelse i det offentlige liv. Især Kollontai, Armand, Krupskaja og Nikolaeva spillede en afgørende rolle i at få Kommunistpartiet til at vedtage at opsætte nye organisatoriske mekanismer til at mobilisere kvinder. Der blev afholdt en række mindre konferencer for kvinder i månederne umiddelbart efter revolutionen, som kulminerede i den første Alrussiske kongres for arbejdende kvinder i november 1918:

”Et-tusind kvinder samledes i Kreml Fagforeningssal, inklusiv arbejdere og bondekvinder fra fjerne egne af landet klædt i farverige lokale klædedragter, for at høre lederen for det nye sovjetiske regime, Lenin selv. Lenin blev mødt med vild begejstring. Efter at have skitseret de tiltag, som den sovjetiske regering allerede havde taget for at forbedre kvindernes stilling, appellerede Lenin til kvinderne om at spille en mere aktiv politisk rolle. ’Erfaringen fra alle frihedsbevægelser’, informerede han dem, ’har vist, at en revolutions succes afhænger af, hvor meget kvinderne deltager i den’”.(Women in Soviet Society, Gail, Warshofsky Lapidus, 1978, s. 63)

Konferencen fandt sted midt i borgerkrigen, og det var en kæmpe bedrift at samle 1.000 kvinder fra hele landet under de betingelser. Konferencen fik skabt bedre forbindelse mellem de udviklede urbane områder og de mere fjerne og tilbagestående egne. Mange kvinder blev tiltrukket til socialismen under konferencen og gik med i Bolsjevikpartiet og de kvindelige militser ”De Røde Søstre” for aktivt at bekæmpe de Hvide kontrarevolutionære styrker.

Konferencen besluttede også at omdanne de kommissioner, der indtil da havde eksisteret for kvindearbejde, til organer tilknyttet Bolsjevikpartiet. Disse organers formål var agitation og propaganda blandt arbejdende kvinder og blev i 1919 til Zhenotdel, der var tilknyttet Centralkomiteens sekretariat. Der blev udviklet et netværk af afdelinger, der var i tæt kontakt med de lokale partikomiteer. Zenotdhel var ledet af Bolsjevikkerne, men var ikke udelukkende en partistruktur. I spidsen for Zenotdhel stod Inessa Armand, og da hun døde i 1920 overtog Kollontai. Lokale Zhenotdel afdelinger var tilknyttet partikomiteerne på alle niveauer af partihierarkiet. Afdelingerne bestod af frivillige rekrutteret blandt partiets kvindelige medlemmer, men også af kvinder, der ikke var medlem af partiet. Deres opgave var at trække uorganiserede kvinder i fabrikkerne og landsbyerne ind i offentlige aktiviteter, politisere dem og tiltrække dem til socialismen og Bolsjevikpartiet.

Politisk deltagelse og effektiv politisk kommunikation var kun muligt, hvis analfabetisme blev udryddet. Zhenotdel blev hurtigt draget ind i kampen for at lære kvinderne at læse og skrive. I løbet af 1920’erne udkom en række magasiner rettet specifikt mod kvinder baseret på et netværk af arbejder- og bondekorrespondenter. Kommitska blev lanceret som Zhenotdels teoretiske magasin, med Krupskaja som redaktør. I 1927 udkom der 18 forskellige kvindeblade med en cirkulation på 386.000. Politisk fokuserede disse aviser på forbindelsen mellem kvindens befrielse og etableringen af socialisme. Hovedmålet var at opmuntre kvinder til at deltage i politik og opbygge en større gruppe af erfarne kvindelige kadrer til parti- og regeringsarbejde.

Et af redskaberne til at nå kvinderne var konferencer for arbejder- og bondekvinder eller delegeretforsamlinger efter sovjet-modellen, for at fremme kvindernes politiske uddannelse og træning og rekrutteringen af kvinder og få dem ind i politiske roller. Der blev organiseret valg af kvindelige arbejdere og bønder til at sende ”delegerede” - en pr. 5 arbejderkvinde og pr. 25 bondekvinde – til at deltage i møder og instruktionskurser under partiets ledelse, og derefter komme i ”praktik” i staten, partiet, fagforeningerne og kooperationerne. Målet var at skabe et voksende lag af kvinder med erfaring og selvtillid, der kunne påtage sig offentlige roller.

Hvor bredt, det kom ud, er svært at sige. Ifølge Stalins organisatoriske rapport til partikongressen i 1926 havde der været 46.000 delegerede i byerne og 100.000 i landsbyerne. Tallene for 1926 viste, at 620.000 kvinder deltog i 6.000 konferencer afholdt i urbane områder og 12.000 i landområder. (Women in Soviet society, s. 65)

Zenotdhel og partiets bestræbelser på at politisere og organisere kvinderne begyndte at bære frugt. Op til 1929 var det især en effekt af politisk mobilisering, mens det i tiden efter også afspejlede det stigende antal kvinder i arbejdsstyrken og udvidelsen af kvindernes uddannelsesmuligheder.

”De meget sparsomme og ikke helt pålidelige statistikker for perioden 1917-1934 viser, at disse tidlige bestræbelser på at trække kvinder ind i politisk aktivitet havde temmelig gode resultater. Andelen af kvinder, som udførte den mest grundlæggende borgerpligt, at stemme ved valg, steg støt i både by- og landområder fra 42,9 procent i byområder i 1926 til 89,7 procent i 1934 og i landsbyerne fra 28 procent til 80.3 procent.

Bestræbelserne på at udvide niveauet og omfanget af politisk engagement ved at trække kvinder ind i arbejdet i de lokale sovjetter opnåede også væsentlige resultater. Andelen af kvindelige deputerede i de lokale sovjetter steg i landdistrikterne fra 1 procent i 1922 til 10 procent i 1926 og til 27 procent i 1934, og i byområder steg det fra 5,7 procent i 1920 til 18 procent i 1926 og til 32 procent i 1934.” (Women in Soviet society s. 204)

I Bolsjevikpartiet steg antallet af kvinder også. Ifølge en opgørelse fra 1922 havde partiet 41.212 kvindelige medlemmer, svarende til under 8 procent af det samlede medlemstal. Det tal begyndte at stige i midten og slutningen af 1920’erne som resultat af bl.a. Zhenotdels bestræbelser. I 1932 var kvindernes andel af partiets medlemmer fordoblet til 15,9 procent. (Women in Soviet society s. 211)

Tredje Internationale og kvindespørgsmålet

Spørgsmålet om arbejde blandt kvinder blev også taget op i Tredje Internationale. Den kommunistiske Tredje Internationale (Komintern) blev oprettet i 1919 som et redskab i kampen for verdensrevolutionen. Den tredje kongres i 1921 diskuterede grundigt kvindespørgsmålet og vedtog resolutionen ”Metoder og former for arbejde blandt kommunistpartiets kvinder: Teser”. Heri beskrives det udførligt, hvordan Internationalens sektioner må arbejde for at organisere kvinder, først og fremmest fordi kvinderne er afgørende i kampen for kommunisme.

"Kominterns tredje kongres fastholder, at uden aktiv deltagelse fra det kvindelige proletariat og de semi-proletariske kvinders brede masser, kan proletariatet hverken tage magten eller realisere kommunismen.”

Men samtidig at kampen for kvindernes frigørelse kun kan lykkes som en del af kampen for kommunisme.

”Samtidig henleder Kongressen atter alle kvinders opmærksomhed på, at uden kommunistpartiets støtte til alle de projekter, der fører til kvindernes frigørelse, kan anerkendelsen af kvinders rettigheder som ligeværdige mennesker og deres virkelige frigørelse ikke i praksis vindes." (Methods and Forms of work among Communist Party Women: Theses, Komintern Third congress)

Kvinderne måtte organiseres som en del af den kommunistiske bevægelse, ikke i separate kvindebevægelser.

”Kommunistisk Internationales tredje kongres støtter den revolutionære marxismes grundlæggende position, at der ikke eksisterer et ’særligt’ kvindespørgsmål, og der heller ikke bør være en særlig kvindebevægelse, og at enhver alliance mellem arbejdende kvinder og borgerlig feminisme eller støtte til de sociale kompromismageres og opportunisters [de reformistiske partier – red] vaklende eller klart højreorienterede taktik vil føre til en svækkelse af proletariatets kræfter, og dermed forsinke tidspunktet for kvindernes fulde frigørelse.

Et kommunistisk samfund vil ikke blive vundet gennem fælles indsats fra kvinder fra forskellige klasser, men gennem alle udbyttedes fælles kamp.” (Methods and Forms of work among Communist Party Women: Theses, Komintern Third congress)

Men kongressen ”accepterede, at særlige metoder for arbejdet blandt kvinder var nødvendigt”, og at alle Kommunistpartier måtte opsætte særlige apparater til dette arbejde. Til hvert niveau i partiet skulle der opsættes særlige organer for kvindearbejdet, og repræsentanterne for disse kvindeorganer havde ret til at deltage i det pågældende niveaus ledelsesmøder (hvis hun ikke allerede var medlem af det pågældende organ). Det ville f.eks. sige, at den nationalt ansvarlige havde ret til at deltage på Centralkomiteens møde med stemmeret på spørgsmål, der vedrørte kvindearbejdet og en rådgivende stemme på alle andre spørgsmål.

Disse særlige organer for arbejde blandt kvinder havde bl.a. til opgave ”at bekæmpe de fordomme mod kvinder, der findes blandt de mandlige proletariske masser, og øge bevidstheden om at arbejdende mænd og kvinder har fælles interesser.” Og videre; ”at gennemføre en veltilrettelagt kamp mod traditionen, de borgerlige skikke og religiøse ideers magt, og rydde vejen for sundere og mere harmoniske relationer mellem kønnene, og dermed sikre det arbejdende folks fysiske og moralske vitalitet.” (Methods and Forms of work among Communist Party Women: Theses, Komintern Third congress)

Metoden til arbejdet blandt kvinderne var ”agitation og propaganda gennem handling”, hvilket betød ”først og fremmest at tilskynde arbejdende kvinder til selv-aktivitet, fordrive deres tvivl om egne evner og trække dem ind i praktisk arbejde indenfor enten opbygning eller kamp.” (Methods and Forms of work among Communist Party Women: Theses, Komintern Third congress)

En ting er dog beslutninger, noget andet er at omdanne dem til praksis. Lenin udtrykte i en samtale med Clara Zetkin, at han mente, at mange af de nationale sektioner sløsede, hvad angik dette arbejde:

”Man betragter den agitatoriske og propagandistiske virksomhed blandt kvindemasserne, deres vækkelse og revolutionering som en biting, som et anliggende for de kvindelige kammerater alene. Dem alene bebrejder man, at det ikke går hurtigere og kraftigere fremad med det. Det er forkert, bundforkert! Virkelig separatisme og kvindesagsideer à la rebours, som franskmændene siger, kvindesagsideer med modsat fortegn! Hvad ligger der da til grund for vore nationale sektioners falske indstilling? Jeg taler ikke om Sovjetrusland. I sidste instans intet andet end ringeagt for kvinden og hendes indsats. Javel. Desværre gælder det også for mange af vore kammerater: ’Krads lakken af kommunisten, og filisteren dukker frem’. Naturligvis må man kradse på det ømfindtlige sted, i hans mentalitet med hensyn til kvinden. Findes der noget mere drastisk bevis herfor, end at mændene roligt ser til, hvorledes kvinderne vantrives i det smålige, ensformige, kraft- og tidsødende og fortærende arbejde i enkelthusholdningen, så at deres ånd derved bliver snæver og mat, deres hjerteslag trægt, deres vilje svag? Jeg taler naturligvis ikke om damerne i bourgeoisiet, der vælter alt husligt arbejde, indbefattet pasning af børnene, over på ansatte. Hvad jeg her siger, gælder for det uhyre flertal af kvinder, også arbejderkvinderne, endda også når de dagen igennem står på fabrikken og tjener penge.

De færreste mænd — også blandt proletarerne —tænker på, hvor meget møje og besvær de kunne lette kvinden for, ja helt frigøre hende for, hvis de ville give en hånd med ved ’kvindearbejdet’. Men nej, det er imod ’mandens ret og værdighed’. Den forlanger, at han har sin ro og bekvemmelighed. Kvindens huslige liv er en daglig ofring gennem tusind ubetydelige småting. Mandens herreret lever videre i det skjulte. Objektivt tager hans slavinde sin hævn derfor. Ligeledes i det skjulte. Kvindens tilbageståenhed, hendes mangel på forståelse for mandens revolutionære idealer mindsker dennes kampglæde og kampvilje. Det ligner et ganske lille kryb, der upåagtet, langsomt, men sikkert underminerer og undergraver. Jeg kender arbejdernes liv, ikke blot fra bøger. Vort kommunistiske arbejde blandt kvindemasserne, vort politiske arbejde blandt dem indbefatter en betydelig mængde opdragelsesarbejde blandt mændene. Vi må udrydde det gamle herrestandpunkt ned til den mindste lille rod. I partiet og blandt masserne. Det hører med til vor politiske opgave, lige såvel som den tvingende nødvendige uddannelse af en stab af kvindelige og mandlige kammerater, der grundigt skolet i teori og praksis gennemfører og leder partiets arbejde blandt de arbejdende kvinder.” (Zetkin, samtaler med Lenin

Nationalisering af økonomien

Lenin talte her som leder af Sovjetstaten, der adresserede aktivisterne i de kommunistiske massepartier, der var tilknyttet Tredje Internationale. Men samtidig var han helt bevidst om, at for at kunne gøre fremskridt i forhold til relationen mellem kønnene, var det også nødvendigt at skabe de materielle betingelser, som ville give det nye samfund mulighed for at gå fra ord til handling. De to hang uadskilleligt sammen.

Det nye sovjetregime i Rusland havde skabt lighed for loven, men det medførte ikke af sig selv reel ligestilling. Gennem nationalisering af økonomien skulle grundlaget lægges for en udvikling af produktionsmidlerne, så husarbejdet kunne socialiseres, og kvindens dobbeltbyrde fjernes. På sigt ville en udvikling af produktionsmidlerne betyde, at det materielle grundlag for al ulighed og undertrykkelse ville forsvinde.

”Den bolsjevikiske, den sovjetiske, revolution har taget så dybt fat om roden til kvindernes undertrykkelse og ulighed , som intet andet parti og ingen anden revolution i verden har vovet at gøre. Her i Sovjetrusland er der intet spor tilbage af lovfæstet ulighed mellem mand og kvinde. Især den nederdrægtige, gemene, hykleriske ulighed i ægteskabs- og familieloven, i forholdet til barnet er blevet fuldstændig afskaffet af sovjetmagten.

Det er kun første skridt til kvindens frigørelse. Men ikke en eneste af de borgerlige, nok så demokratiske, republikker har vovet at tage selv dette første skridt. De har ikke vovet det af angst for ’den hellige privatejendom’.

Andet og vigtigste skridt er afskaffelse af privatejendommen til jord, fabrikker og virksomheder. Hermed og kun hermed åbnes vejen for kvindens fuldstændige og virkelige frigørelse, for hendes frigørelse fra ’husslaveriet’ ved overgangen fra hver enkelt families enkelthusholdning til socialiseret storhusholdning.

Denne overgang er vanskelig, for det drejer sig her om at omforme de mest rodfæstede, vanemæssige, hårdhudede, forbenede ’ordninger’ (sandt at sige uorden og barbari, og ikke ’ordninger’). Men overgangen er begyndt, tingene sat i bevægelse, vi er trådt ind på en ny vej.” (Lenin, Arbejderkvindernes internationale dag, 1921)

Det nye sovjetregime ønskede at socialisere husarbejdet, dvs. fjerne alle de opgaver, der er pålagt de individuelle husholdninger, og som oftest falder på kvindernes skuldre, og omdanne dem til samfundsopgaver. Der skulle bygges vuggestuer, børnehaver, folkekøkkener, offentlige vaskerier osv. Det ville samtidig lægge det materielle grundlag for en ændring af familien. Familien skulle ikke længere være en økonomisk enhed og alle de bånd, som f.eks. økonomisk pres, der fordrejer menneskelige relationer, ville forsvinde, så par kun blev sammen, af ren og skær lyst, ikke ydre pres.

Trotskij, der sammen med Lenin havde stået i spidsen for Den Russiske Revolution, forklarede, hvad opgaven var for den unge sovjetmagt.

”De fysiske forberedelser af forholdene for et nyt liv og den nye familie kan igen grundlæggende set ikke adskilles fra arbejdet med den generelle socialistiske opbygning. Arbejderstaten må blive rigere, for at det kan blive muligt seriøst at tage sig af børnenes offentlige uddannelse og familiens frigørelse fra køkkenets og vaskeriets byrde.

Socialiseringen af familiens husholdning og offentlig undervisning af børnene er utænkelig uden en markant forbedring i vores økonomi som helhed. Vi har brug for flere socialistiske økonomiske former. Kun under sådanne betingelser kan vi fritage familien fra de funktioner og de bekymringer, der nu undertrykker den og får den til at falde fra hinanden. Vask må foretages på offentlige vaskerier, bespisning på offentlige restauranter og syning på offentlige systuer. Børnene må undervises af gode offentlige lærere, der føler et virkeligt kald overfor deres arbejde.

Så ville båndet mellem mand og kone blive befriet fra det ydre og tilfældige, og den ene ville ophøre med at absorbere den andens liv. Ægte lighed ville endelig blive etableret. Båndet mellem dem vil afhænge af gensidig tiltrækning. Og på den baggrund især vil familien opnå en indre stabilitet, naturligvis ikke den samme for alle, men ikke tvungent for nogen.” (Trotskij, Fra den gamle familie til den nye, 1923).

Bolsjevikkernes vision stoppede altså ikke ved en ”deling” af husarbejdet, men gik på at fjerne husarbejdet helt. Ikke sådan forstået at folk skulle være tvunget til at spise i et folkekøkken, men at man havde muligheden, hvis man havde lyst.

Med Marx’ ord er den menneskelige bevidsthed bestemt af den sociale væren, dvs. at de materielle forhold – i sidste ende - bestemmer tanker, ideer osv. Udviklingen af produktivkræfterne var nødvendig for at skabe nye sociale normer:

”Vi marxister siger, at værdien af en social struktur bestemmes af udviklingen af produktivkræfterne. Dette er ubestrideligt. Men det er også muligt at nærme sig problemet fra den anden ende. Udviklingen af produktivkræfterne er ikke nødvendig for sin egen skyld. I sidste ende er der behov for udvikling af produktivkræfterne, fordi det danner grundlag for en ny menneskelig personlighed, bevidsthed, uden en herre over ham på jorden, uden at frygte imaginære Herrer, født af frygt, på himlen - en menneskelig personlighed, som absorberer i sig selv alt det bedste af, hvad der blev skabt af tanken og kreativitet i tidligere tider, der i solidaritet med alle andre går fremad, skaber nye kulturelle værdier, konstruerer nye personlige og familiemæssige holdninger, højere og ædlere end dem, der blev født på baggrund af klasseslaveri. Udviklingen af produktivkræfterne er os kostbar, som den materielle forudsætning for en højere menneskelig personlighed, ikke lukket om sig selv, men samarbejdsvillig, og i fællesskaber.

Ud fra det synspunkt kan det siges, at det sandsynligvis i mange årtier endnu vil være muligt at vurdere et menneskeligt samfund ud fra dets holdning til kvinden, til moderen og barnet - og det gælder ikke kun for at vurdere samfund, men også den enkelte person.” (Trotskij, Protection of motherhood and struggle for culture)

Sovjetregimet påbegyndte denne opgave med at socialisere husarbejdet, men startede fra et meget lavt niveau. Det blev dog vanskeliggjort af, at den gamle herskende klasse, med støtte fra udenlandske magter, umiddelbart efter revolutionen rejste sig i en voldsom borgerkrig, der kom ovenpå Første Verdenskrigs ødelæggelser.

Økonomien lå i ruiner. Allerede før krigen var Rusland ekstremt tilbagestående økonomisk set sammenlignet med de udviklede kapitalistiske lande. Sovjetunionens økonomi var langt fra udviklet nok til at kunne fjerne husarbejdet og erstatte familien som økonomisk enhed. Endnu kunne Bolsjevikkerne kun give politiske rettigheder og økonomiske hensigtserklæringer. I revolutionens første år måtte al energi rettes ind på at sikre, at befolkningen ikke døde af sult.

Trotskij beskrev i 1936 processen således:

”Oktoberrevolutionen opfyldte hæderligt sine forpligtelser overfor kvinden. Den nye regering gav hende ikke blot alle politiske og juridiske rettigheder og ligeret med manden, men hvad der er mere vigtigt, den gjorde alt, hvad den kunne, og i alle tilfælde uden sammenligning mere end nogen anden regering nogensinde har gjort, for reelt at sikre hende adgang til alle former for økonomisk og kulturelt arbejde: Imidlertid kan selv den mest radikale revolution, lige så lidt som det ’almægtige’ engelske parlament, omskabe en kvinde til en mand – eller lad os sige dele de byrder, der følger med svangerskab, fødsel, amning og børneopdragelse lige mellem dem. Revolutionen bestræbte sig heltemodigt på at ødelægge den såkaldte ’hjemmets arne’, denne gammeldags, kvælende og stivnende institution, hvor kvinden fra de arbejdende klasser udfører slavearbejde fra barndom til død. Familiens plads som et i sig selv indelukket småforetagende skulle ifølge planerne omformes og udvides ved et fuldendt system af social forsorg og goder: barselshuse, vuggestuer, børnehaver, skoler, folkekøkkener, offentlige vaskerier, skadestuer, hospitaler, sanatorier, sportsinstitutioner, biografer osv. Når de socialistiske samfundsinstitutioner helt havde overtaget familiens husholdningsfunktioner og havde forenet alle slægtled i solidaritet og gensidig hjælp, skulle det bringe kvinden, også i ægteskabet, en virkelig befrielse fra de tusindårige lænker. Men indtil dato er dette problemernes problem ikke blevet løst. De 40 millioner sovjetfamilier bliver for det overvældende flertals vedkommende ved med at være middelalderlige reder, med kvindeslaveri og -hysteri, med daglig underkuelse af børnene, med kvindagtig og barnagtig overtro. Vi kan ikke tillade os nogen illusion på dette felt. Og det af den simple grund, at de på hinanden følgende ændringer i indstillingen til familieproblemet i Sovjetunionen mest af alt karakteriserer sovjetsamfundets virkelige natur og udviklingen af den herskende klasse.

Det viste sig umuligt at tage den gamle familie med storm, ikke fordi viljen manglede, og ikke fordi familien var dybt rodfæstet i folks hjerter. Tværtimod, efter en kort periode med mistillid til regeringen og dens vuggestuer, børnehaver og lignende institutioner, lærte arbejderkvinderne, og efter dem de mere fremskredne bønder, de umådelige fordele, der var ved den kollektive børneforsorg, så vel som ved socialiseringen af hele familieøkonomien, at kende. Ulykkeligvis viste samfundet sig alt for fattigt og for lidt kultiveret. Statens virkelige hjælpemidler svarede ikke til det kommunistiske partis planer og hensigter. Man kan ikke ’afskaffe’ familien, man må erstatte den. Den virkelige befrielse af kvinderne kan ikke virkeliggøres på basis af ’almindelig fattigdom’. Erfaringen beviste snart denne triste sandhed, som Marx havde fremsat 80 år i forvejen.” (Trotskij, Revolutionen forrådt, kap. 7, Thermidor i familien).

Revolutionens degenerering

Lenin og Trotskij havde allerede i 1917 forklaret, at den Russiske Revolution var gnisten, der skulle antænde verdensrevolutionen. Rusland kunne kun begynde revolutionen, men ikke føre den til ende. Til det havde landet brug for teknologien og den uddannede arbejderklasse i de udviklede kapitalistiske lande, først og fremmest Tyskland.

Revolutionen spredte sig, men endte i nederlag af årsager, vi ikke her kan komme ind på. Produktionsmidlerne i Rusland var langt fra udviklet nok til at sikre nok til alle, og det førte til udkrystalliseringen af et bureaukrati under Stalins ledelse, der rejste sig over samfundet og førte til revolutionens degenerering. Denne politiske kontrarevolution kom tydeligt til udtryk i kvindernes stilling i samfundet.

Forholdene for kvinder er et af de mest følsomme barometre for et samfunds kulturelle udvikling. Med stalinismens fremvækst kom også tilbageskridt og en tilbagerulning af mange af revolutionens gevinster. Det fremvoksende stalinistiske bureaukrati havde brug for den ”gamle” borgerlige familie som social basis for sin bureaukratiske politiske kontrarevolution.

Det stalinistiske bureaukrati proklamerede, at socialismen var indført, selvom det var meget langt fra sandheden: der var stadig udbredt mangel, og virkelig materiel ulighed levede i bedste velgående. Kvinderne var stadig for langt størstedelens vedkommende bundet til hjemmet af tusinde huslige opgaver. I 1930 blev Zenotdhel lukket af det stalinistiske bureaukrati med argumentet om, at ”kvindespørgsmålet nu var løst i Sovjetunionen”.

Trotskij forklarede, at det på ingen måde var tilfældet:

”[…] bureaukratiet [har], styret af sit konservative instinkt, slået alarm over familiens ’desintegration’. Det begyndte at synge lovtaler over familiemåltidet og familiens tøjvask, dvs. kvindens huslige slaveri. Som kronen på værket har bureaukratiet genindført kriminel straf for abort, og dermed officielt bragt kvinder tilbage til status af pakdyr. I fuldstændig modstrid med kommunismens ABC har den herskende kaste dermed genoprettet den mest reaktionære og formørkede kerne af klassesystemet, det vil sige den småborgerlige familie.” (Trotskij, Citeret i forordet til Woman and the family)

Stalin og bureaukratiet genintroducerede den gamle borgerlige indstilling til familien, som samfundets kerne og lagde vægt på kvindens moderrolle. Skilsmisse blev gjort besværligt og dyrt, og dermed forbeholdt bureaukratiet, og der blev indført præmier til familier med mange børn. Åbningstiderne for børnepasning blev beskåret til at falde sammen med arbejdsdagen. Bureaukratiet indførte kønsopdelt undervisning i skolerne, og piger fik undervisning i særlige ”pigeemner” for at forberede dem til deres rolle som husmødre.

I 1936 blev abort gjort ulovligt. Det var ikke et populært tiltag og på trods af det diktatoriske regime i Sovjetunionen, fremkom der kritik i pressen. Men det stalinistiske regime svarede med en modkampagne, der lovpriste moderskabets lyksaligheder og sidestillede kritik af forbud mod abort med kritik af sovjetmagten selv:

”En massiv pressekampagne knyttede moderskabets glæder sammen med fordelene ved sovjetmagten. ’En kvinde uden børn fortjener vores medlidenhed, for hun kender ikke livets fulde glæde. Vores sovjetiske kvinder, fuldblodsborgere i det frieste land i verden, har fået givet moderskabet lykkesaglighed.’ Denne idealisering af familien og af ægteskabelig stabilitet og tætte forbindelse mellem kvindelighed og moderskab havde som modstykke undertrykkelsen af seksuel afvigelse som en social forbrydelse." (Women in Soviet Society s. 112)

Prostituerede blev anholdt, i modsætning til den tidligere bolsjevikiske politik med kun at anholde bordelejerne og udstille de mænd, der købte prostituerede, samt at tilbyde de prostituerede frivillig introduktion til produktivt arbejde. I 1933 blev homoseksualitet igen kriminaliseret, i en omstødning af den tidligere lov fra 1922, med en strafferamme på op til 5 års strafarbejde. Den stalinistiske propaganda sidestillede homoseksualitet med reaktionær dekadence ved at forbinde det både med den gamle herskende klasse og fascisme. Dette tilbageslag spredte sig også til de nationale Kommunistpartier i Tredje Internationale.

Fremskridt på trods

Stalinismens fremkomst betød massive sociale tilbageskridt, med drastiske konsekvenser for kvinderne. Men samtidig skabte de første femårsplaner, der fra 1928 blev indført i Sovjet, økonomisk fremskridt, der betød, at kvinderne blev trukket ind i arbejdsstyrken i større skala, med nogen fremskridt hvad angik uddannelse, børnehaver o.l. Efter Stalins død tillod den fortsatte økonomiske vækst efter Anden Verdenskrig yderligere materielle fremskridt.

Den forventede levetid for kvinder blev mere end fordoblet fra 30 år på zarens tid til 74 år i 1970'erne. Gravide fik ret til at skifte til lettere arbejde med fuldt betalt barsel 56 dage før og efter fødslen. I 1970 blev natarbejde og arbejde under jorden forbudt for kvinder. Børnedødeligheden blev reduceret med 90 procent.

Det nye sovjetregime havde i 1917 en intention om at bygge vuggestuer og børnehaver, men havde ikke de materielle ressourcer til at begynde arbejdet. Det var først med den første fem-års plan, hvor et stort antal kvinder kom ud i industrien, at arbejdet for alvor begyndte. Mellem 1927 og 1932 steg antallet af børnehaver fra 2,155 til 19,611. Igen i 1960’erne kom der en eksplosiv vækst, i 1960 var der 4,4 millioner børn med plads i faste vuggestuer og børnehaver, i 1976 var det tal steget til 12 millioner. (Women in soviet society s. 131)

Uddannelsesniveauet steg generelt, især fra 1930 og frem. F.eks. steg andelen af en årgang indskrevet på andet skoleniveau (5.-7. klasse) fra 10 procent i 1926 til 65 procent i 1939 og 97 procent i 1958. Pigernes andel steg fra allerede rimeligt høje 44,4 procent i 1927 til næsten halvdelen. Andelen af kvinder på de videregående uddannelser steg fra 28 procent i 1927, til 43 procent i 1960, og 49 procent i 1970. De eneste andre lande i verden, hvor kvinder på det tidspunkt udgjorde over 40 procent på de videregående uddannelser var Finland, Frankrig, Sverige og USA. (Women in Soviet Society s. 148) I 1950 var der 600 kvinder med en videnskabelig doktorgrad, i 1984 var det tal steget til 5.600!

Mønstret for kvindernes uddannelse afspejlede et vist opgør med køns-stereotyper indenfor særlige områder. Traditionelle ”kvinde”-områder som uddannelse og sundhed lå også højt blandt russiske kvinder, men der var også et stort antal kvinder indenfor forskning og industriteknik, hvilket adskilte kvindernes uddannelsesmønster i Sovjetunionen markant fra det i Vesten. I 1959 arbejdede en tredjedel af kvinderne indenfor udprægede kvindeerhverv, mens det tal i 1970 var steget til 55 procent. På det tidspunkt var 98 procent af sygeplejerskerne kvinder, og 75 procent af lærerne, 95 procent af bibliotekarer og 75 procent af lægerne.

Kampen fortsætter i dag

Lenin var af den faste overbevisning, at ”en revolution ikke er mulig uden kvindernes deltagelse”. Den russiske revolution viste til fulde kvindernes revolutionære potentiale. De russiske kvinder startede ikke bare revolutionen, men tog aktivt del i den. Og med god grund.

Forud for Oktoberrevolutionen var gået års tålmodigt arbejde med at organisere de russiske arbejdere under Bolsjevikkernes faner. Bolsjevikkerne insisterede på, at kvindernes befrielse kun kunne ske som led i arbejderklassens befrielse i kampen for et kommunistisk samfund. Bolsjevikpartiet formåede at forene kampen på klassebasis på tværs af køn, religion, nationalitet osv. Kun sådan kunne de vinde flertallet i Oktober 1917.

Oktoberrevolutionen betød et kæmpe fremskridt for de russiske kvinder. Revolutionen var en forudsætning for kvindernes frigørelse, men løste ikke af sig selv problemerne. Den var blot begyndelsen på at frigøre kvinderne fra husslaveriet, gøre dem til en ligestillet del af samfundet, fjerne fordomme og øge uddannelsesniveauet og bevidstheden.

Men på grund af landets økonomiske tilbageståenhed kunne Bolsjevikkerne blot påbegynde opgaven, de kunne ikke føre den til ende. I dag står vi i en langt stærkere situation. Den teknologiske udvikling har frembragt vidundere, som Bolsjevikkerne ikke i deres fjerneste fantasi kunne forestille sig: vaskemaskiner, opvaskemaskiner, robotstøvsugere osv. Og det vil være vand i forhold til, hvad man kunne udvikle, hvis ressourcerne blev brugt på at udvikle socialt nyttig teknologi i stedet for det enorme spild, der er indbygget i kapitalismen, inklusiv de enorme ressourcer der hver dag ødsles væk på at producere våben nok til at kunne destruere jorden utallige gange.

I dag ser vi igen unge og arbejdere gå på gaden i protest over nedskæringer, undertrykkelse, sexisme og racisme. I Polen strejkede og protesterede kvinderne mod alvorlige indskrænkninger i abortlovgivningen. I USA blev Trump mødt af millioner af vrede kvinder, og mænd, der protesterede mod hans sexisme og kvindefjendske politik. I år på 8. marts så vi massive mobiliseringer som de enorme demonstrationer i Madrid.

Kvinder involveres i sociale kampe, og spørgsmålet om kvinders undertrykkelse er på dagsordenen i en grad, som vi ikke har set i årtier. Sexisme og kvindeundertrykkelse er en integreret del af kapitalismen, og de kan kun fjernes ved at rive systemet op ved roden. En socialistisk revolution er forudsætningen for kvinders befrielse.

Den Russiske Revolution og de russiske kvinders revolutionære energi viser den reserve af kampvilje og mod, der kan mobiliseres i kampen for en socialistisk revolution. Bolsjevikkerne påbegyndte i 1917 arbejdet for kvindernes befrielse, det er op til os at færdiggøre det!

[Bemærk: Selvom jeg ikke har citeret direkte fra The Emancipation of Women in Russia before and after the Russian Revolution, af Elisabetta Rossi den 8. marts 2004, var artiklen en nyttig kilde til perioden og jeg anbefaler alle at læse den sammen med herværende artikel].

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information