kornilovIfølge Marx kan revolutionen have brug for kontrarevolutionens pisk til at drive den frem. I august 1917 marcherede General Kornilov mod Petrograd for at knuse ikke bare arbejdernes voksende styrke, men alt hvad Februarrevolutionen havde opnået. Det skabte et brat skift i situationen. Kontrarevolutionens kup-forsøg gav bagslag og blev i stedet et piskeslag, der drev revolutionen frem igen, frem mod arbejdernes magtovertagelse i Oktober.

I Februarrevolutionen havde arbejderne og soldaterne væltet zaren; men ikke meget havde ændret sig for de russiske masser. Krigen fortsatte, der manglede brød, og bønderne havde ikke fået jord. Februarrevolutionen havde skabt en uholdbar situation med dobbeltmagt. Arbejderne og soldaterne, som var bønder i uniform, havde gennemført revolutionen. På baggrund af erfaringen fra 1905-revolutionen var der opstået arbejder- og soldaterråd: sovjetter. Men lederne af disse sovjetter var de moderate socialister, Mensjevikkerne og De Socialrevolutionære, som mente, at eftersom revolutionen var borgerlig, måtte det være borgerskabet, der ledte den. De havde derfor givet magten til den Provisoriske Regering.

[Køb bogen Den Russiske Revolution og Borgerkrig hos Forlaget Marx]

Denne situation blev i stigende grad uholdbar, da den ikke tilfredsstillede nogen klasser. Arbejderne og bønderne fik ikke løst deres sociale problemer, og deres voksende utilfredshed gav sig udslag i strejker, demonstrationer og bondeoprør på landet. Borgerskabet ønskede ro og stabilitet, hvilket krævede, at massernes bevægelse blev knust og dobbeltmagten afskaffet. I sommeren 1917 var situationen ved at nå et bristepunkt. Den uholdbare situation måtte afgøres ved, at den ene side vandt over den anden: borgerskabet eller arbejderklassen.

I juli havde arbejderne og soldaterne i Petrograd forsøgt at tage sagen i egen hånd. Gennem demonstrationer havde de forsøgt at presse de moderate socialister i spidsen for sovjetterne til at tage magten. De moderate socialister havde i stedet tilkaldt tropper fra provinsen for at nedkæmpe demonstranterne.

Kontrarevolutionær frygt

Juli-demonstrationerne viste, at masserne i resten af Rusland endnu ikke var helt så langt fremme som arbejderne og soldaterne i Petrograd, og at de derfor endnu ikke var parate til at tage magten. Men de viste også, i hvilken retning udviklingen i hele landet gik. Det samme gjorde den stigende opbakning til Bolsjevikkerne. Den truede de moderate socialisters position, og juli-demonstrationerne blev deres undskyldning for at starte en heksejagt mod Bolsjevikkerne. De bolsjevikiske aviser blev lukket, deres kontorer beslaglagt, og partiets ledere blev tvunget under jorden eller i fængsel.

Kerenskij lukkede den bolsjevikiske presse ned. På landet blev de jordkomiteer, som bønderne havde opsat for at overtage jorden, arresteret. Den Provisoriske Regering opløste det finske parlament, hvor Socialdemokraterne i 1916 havde vundet absolut flertal og indført en 8-timers arbejdsdag. De mest revolutionære regimenter blev opløst og arbejderne afvæbnet.

Men det var ikke nok for borgerskabet, og kontrarevolutionen havde langt fra sejret. Stemningen blandt arbejderne og soldaterne i Petrograd var demoraliseret. Pendulet svingede til højre. For hvert slag mod revolutionen blev kontrarevolutionen modigere. Mens bolsjevikker blev fængslet, blev agenter fra de fascistiske bander, de Sorte Hundreder, der havde stået i spidsen for pogromer mod jøder og arbejdere, løsladt. Dele af borgerskabet øjnede nu en chance for at rette et afgørende slag mod revolutionen.

Borgerskabet havde hele tiden anset sovjetterne for at være midlertidige foranstaltninger, som det gjaldt om at komme af med hurtigst muligt. Men selv efter juli-dagene var de ikke stærke nok til at gennemføre det. Tværtimod havde de været nødt til at danne endnu en koalitionsregering med de moderate socialister og denne gang med den socialrevolutionære Kerenskij som ministerpræsident. Men bevægelsen i juli havde skræmt borgerskabet. Dele af borgerskabet kom til den konklusion, at det var på tide at slå ned, ikke bare på Bolsjevikkerne, men at sætte en stopper for den revolutionære bølge overhovedet.

Kornilov

Det borgerlige Kadet-parti og hærens generalstab arbejdede tæt sammen for at udnytte momentum til kontrarevolutionens fordel. Øverstbefalende på den sydlige front, Kornilov, gav ordre om at skyde soldater, der trak sig tilbage. Han havde allerede tidligere krævet dødsstraffen, som var blevet afskaffet af Februarrevolutionen, genindført i hæren. Den 12. juli føjede regeringen sig og indførte dødsstraffen. Næste skridt for hærens overkommando var at få afskaffet soldaterkomiteerne, genetablere magten til de gamle hærchefer og generelt drive politik, dvs. revolutionen, ud af hæren.

Kerenskij gjorde Kornilov til øverstkommanderende for hæren. Kornilov stillede som betingelse for at modtage posten, at han selv skulle udnævne sin overkommando, at fabrikkerne og jernbanerne skulle militariseres, og at dødsstraffen skulle genindføres, ikke bare ved fronten, men også for civile.

Under dække af at redde den Provisoriske Regering fra et bolsjevikisk kup planlagde Kornilov selv et kup mod selvsamme regering. Kerenskij og Kornilov var enige om, at der var brug for en stærk mand, der kunne genindføre ro og orden. De mente dog hver især, at de selv var bedst egnede til at bestride posten som den russiske Bonaparte. Alligevel konspirerede Kerenskij og Kornilov om et plot mod sovjetterne og Den Provisoriske Regering. Først da det blev tydeligt for Kerenskij, at Kornilov krævede diktatorisk magt til sig selv, og der dermed ikke ville blive plads til Kerenskij, gik Kerenskij åbent ud og erklærede, at Kornilov var i gang med et kup.

Kornilov blev bakket op af bankfolk, industrialister, kosak-generaler og hærens hovedkvarter samt ikke mindst De Allieredes ambassader, der tog aktivt del i mobiliseringen af de kontrarevolutionære styrker. Mens juli-dagene var et udtryk for, at Petrograds masser var blevet utålmodige, var Kornilovs kupforsøg et udtryk for utålmodighed fra den anden side, ejendomsbesidderne. Borgerskabet kunne kun vinde over masserne ved at indføre et militærdiktatur og knuse arbejdernes organisationer. Kontrarevolutionen sejr ville på et senere tidspunkt åbne døren for en tilbagevenden til monarkiet.

Kornilov udtalte, at ”det er på tide at hænge de tyske agenter og spioner, først og fremmest Lenin, og opløse Sovjetten af arbejder- og bonderepræsentanter – ja, opløse den, så den aldrig mere bliver i stand til at samles.” Kornilov gav kommandoen over den militære march mod Petrograd til general Krymov, om hvem Kornilov sagde: ”Jeg er overbevist om, at han ikke vil tøve og, hvis behovet opstår, vil hænge samtlige medlemmer af arbejder- og soldatersovjetten.”

Et skarpt skift i situationen

Den 25. august begyndte general Kornilovs march mod Petrograd. Begrundelsen var, at tyskerne var brudt igennem ved fronten ved Riga og nu var på vej mod Petrograd. Men det var blot en undskyldning, for virkeligheden var, at det russiske borgerskab hellere så en tysk sejr, end at Bolsjevikkerne skulle vinde magten.

Kornilovs march udgjorde et pludseligt og skarpt skift i situationen. Selv de moderate socialister kunne godt se, at hvis Kornilovs kup lykkedes, ville det være enden, ikke bare på Bolsjevikkerne, men også på sovjetterne og den Provisoriske Regering og dermed også på dem selv. Der var masser af eksempler på, hvordan revolutionære bevægelser var blevet druknet i blod gennem historien. Det gjaldt for eksempel Pariserkommunen i 1871, hvor op mod 40.000 parisiske arbejdere blev slagtet af kontrarevolutionen.

De moderate socialister var dog udmærket klar over, at hvis de skulle stoppe Kornilov, havde de brug for hjælp fra Bolsjevikkerne, som havde størst autoritet blandt arbejderne i Petrograd. Kort efter juli-dagene var de moderate socialister derfor nødt til at ydmyge sig selv og bede Bolsjevikkerne, som de netop havde forfulgt og fængslet, om at komme dem til undsætning. Bolsjevikkerne blev inviteret til at deltage i Komiteen til kamp imod Kontrarevolutionen. Trotskij og andre bolsjevikiske ledere blev løsladt fra fængslet for at deltage i organiseringen af Petrograds forsvar.

 

Enhedsfront

KerenskijAleksandt Kerenskijs regering stod hjælpeløs overfor Kornilovs offensivDe moderate socialister havde stået i spidsen for at forfølge og fængsle Bolsjevikkerne. For mange ville det nok virke indlysende, at Bolsjevikkerne skulle afvise de moderate socialisters appel. Men Lenin og Bolsjevikkernes taktik var langsigtet, og deres fokus var rettet mod, at arbejderne skulle tage magten. De lod sig ikke aflede af personlig stolthed og fornærmethed. Hvis arbejderne skulle kunne tage magten på et senere tidspunkt, var det nødvendigt her og nu at slå den umiddelbare kontrarevolutionære fare, som Kornilov udgjorde, tilbage.

Det var nødvendigt med en fleksibel taktik. Bolsjevikkerne dannede derfor en enhedsfront med de andre sovjetpartier, de moderate socialister. Enhedsfronten er en taktik for at samle arbejderklassen i en fælles kamp, men uden, at hver af de enkelte partier opgiver sit eget program og retten til at kritisere de andre deltagere.

Bolsjevikkerne gik altså med i kampen mod Kornilov, dog uden på nogen måde at give støtte til Den Provisoriske Regering og Kerenskij. Lenin forklarede forskellen:

"Selv nu må vi ikke støtte Kerenskijs regering. Det er principløst. Vi vil måske blive spurgt: Skal vi ikke kæmpe imod Kornilov? Selvfølgelig skal vi det! Men det er ikke det samme: der er en skillelinje her, som bliver overtrådt af nogle bolsjevikker, der forfalder til kompromis og lader sig rive med af begivenhederne. Vi skal kæmpe, og vi kæmper imod Kornilov, ligesom Kerenskijs tropper gør, men vi støtter ikke Kerenskij. Tværtimod, vi udstiller hans svaghed. Der er forskellen. Det er en subtil forskel, men den er helt afgørende og må ikke blive glemt.”

Lenins taktik gennem hele 1917 var at angribe hovedfjenden, som var godsejerne og kapitalisterne, og dermed i praksis vise, at de moderate socialister var ude af stand til at bekæmpe kontrarevolutionen og handle resolut til forsvar for arbejderne og bøndernes interesser. Denne taktik var med til at vinde masserne over til Bolsjevikkerne og overbevise dem om, at de var revolutionens mest resolutte forsvarere.

På mensjevikisk initiativ opsatte Sovjetten en komite til forsvar mod kontrarevolutionen, hvor Bolsjevikkerne kom til at spille den ledende rolle. Under pres fra Bolsjevikkerne anerkendte forsvarskomiteen behovet for at bevæbne grupper af arbejdere til at forsvare arbejderkvarterer, værksteder og fabrikker. Masserne svarede øjeblikkeligt, og i løbet af få dage havde 25.000 arbejdere meldt sig til militsen. Erfarne soldater trænede dem, og den 29. august var der dannet garder i næsten alle distrikter. De ubevæbnede arbejdere dannede kompagnier, der gravede skyttegrave, opsatte pigtrådshegn o.l. Arbejderne på den kæmpe Putilov våbenfabrik arbejdede 16 timer i døgnet for at producere kanoner til hovedstadens forsvar. Efter Kornilovs kupforsøg blev de Røde garder i Moskva og andre russiske industrielle centre legaliseret og bevæbnet efter samme procedure som i Petrograd, hvor de blev til Sovjettens officielle væbnede styrke.

På papiret stod Petrograds arbejdere over for en mægtig fjende i Kornilov, der militært var overlegen. Men jernbanearbejderne saboterede transporten af tropperne, og Kornilovs soldater blev mødt af bolsjevikiske agitatorer. De forklarede dem, at de ikke var på vej til Den Provisoriske Regerings forsvar, som de var blevet fortalt af deres overordnede. Bolsjevikkerne formåede at overbevise soldaterne om ikke at kæmpe. Snart var de oprørske kontrarevolutionære officerer arresteret af deres egne mænd, og den røde fane blev hejst med parolen ”jord og frihed”. Kornilovs oprør smuldrede fuldstændigt. Det var Bolsjevikkerne, der afgjorde udfaldet af kampen mod Kornilov. Uden dem var Februarrevolutionen endt i et blodigt militærdiktatur.

En unik situation

Efter Kornilovs nederlag opstod der en unik situation. Lenin påpegede, at muligheden for en fredelig revolution opstod i Rusland netop ud af Kornilovs nederlag. Han forklarede, at en regering, der baserede sig på arbejderne og bønderne, endte krigen, gav jord til bønderne, forsvarede arbejdernes interesser, og kunne feje de ejendomsbesiddende klassers modstand til side- På det grundlag var en fredelig udvikling af revolutionen mulig og sandsynlig, hvis al magten overgik til sovjetterne.

I artiklen ”On Compromises” erklærede han, at Bolsjevikkerne var parate til at indgå et kompromis med de moderate socialister. Det bestod i, at hvis de tog magten gennem sovjetterne, ville Bolsjevikkerne begrænse sig til fredeligt at kæmpe for flertallet i sovjetterne.

Bolsjevikkerne er i eftertiden blevet fremstillet som blodtørstige krigeriske kupmagere, så det er værd at citere et længere uddrag fra Lenins artikel efter Kornilov kuppet:

”Vores parti stræber som ethvert andet politisk parti efter politisk dominans til os selv. Vores mål er proletariatets revolutionære diktatur. Seks måneders revolution har vist meget klart, kraftigt og overbevisende, at dette krav er korrekt og uomgængeligt for denne revolution, for ellers vil folket aldrig opnå en demokratisk fred, jord til bønderne eller fuld frihed (en fuldstændig demokratisk republik). [...]

Den russiske revolution oplever et så abrupt og originalt skift, så vi som parti kan tilbyde et frivilligt kompromis – sandt nok, ikke til vores direkte og vigtigste klassefjende, borgerskabet, men til vores nærmeste modstandere, de ’herskende’ småborgerlige-demokratiske partier, de Socialrevolutionære og Mensjevikkerne.

Vi kan kun tilbyde disse partier et kompromis som en undtagelse og kun på grund af den særlige situation, som tydeligvis kun vil vare meget kort tid. Og jeg tror, at vi burde gøre det.

Kompromiset fra vores side er vores tilbagevenden til præ-juli kravet om al magt til sovjetterne og en regering bestående af socialrevolutionære og mensjevikker, der er ansvarlige over for sovjetterne.

Nu og kun nu, måske kun i løbet af få dage eller en uge eller to, kunne en sådan regering blive oprettet og konsolideret på fuldstændig fredelig vis. Sandsynligvis kunne det sikre hele den russiske revolutions fredelig fremgang og give usædvanligt gode chancer for at gøre store fremskridt i verdensbevægelsen mod fred og socialismens sejr.

Efter min mening kan og bør Bolsjevikkerne, som er forkæmpere for verdensrevolutionen og revolutionære metoder kun acceptere dette kompromis af hensyn til revolutionens fredelige udvikling - en mulighed der er yderst sjælden i historien og yderst værdifuld, en mulighed som kun opstår en gang imellem. […]

Måske er det allerede umuligt? Måske. Men hvis der er bare en hundrededels chance, er forsøget på at realisere denne mulighed det stadig værd.”

Kontrarevolutionens nederlag åbnede efter Lenins mening op for en helt unik mulighed for at sovjetterne fredeligt kunne tage magten. Det var en mulighed, som Bolsjevikkerne absolut var parate til at afprøve. Men det afhang af de moderate socialister, som var i spidsen for sovjetterne.

Fremad mod Oktoberrevolutionen

Men de moderate socialister nægtede at tage magten. Det er reformismens paradoks. Ved at holde fast i ideen om en langsom, gradvis og fredelig omdannelse af samfundet, skaber de katastrofale og voldelige betingelser for kontrarevolutionens sejr. På trods af, at borgerskabet tydeligt havde vist sine intentioner med Kornilovs kup, fortsatte de moderate socialister med at holde dem til magten i stedet for at stå i spidsen for massernes magtovertagelse.

Situationen var stadig uholdbar. Stadig måtte en af siderne i dobbeltmagten vinde. Efter at de moderate socialister havde forspildt chancen efter Kornilov-kuppet, blev al Lenins fokus rettet ind mod arbejdernes magtovertagelse i en opstand. Nu var der ingen anden vej åben for Bolsjevikkerne anden end vejen til Oktober.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 31, august 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.