Russian Revolution Cover PhotoI februar 1917 havde de russiske arbejdere væltet Zaren. Februarrevolutionen åbnede op for en periode med dobbeltmagt med borgerskabets provisoriske regering på den ene side og arbejdernes sovjetter på den anden. Det var en uholdbar situation – den ene side måtte vinde. Et vigtigt slag i den kamp stod i juni og juli, hvor arbejderklassen i Petrograd forsøgte at sætte magt bag deres krav om fred, brød og jord.

Masserne i Petrograd havde væltet zaren i februar med spontane strejker og demonstrationer uden ledelse fra politiske partier. Zarens terrorapparat var gået i opløsning, da ingen var parate til at forsvare zar-diktaturet. Ikke en gang dets egen soldater.

Baseret på erfaringerne fra revolutionen i 1905 opstod der i februar 1917 sovjetter, dvs. råd.

Igennem direkte valg på fabrikkerne og i arbejderkvarterne valgte arbejderne repræsentanter til sovjetterne. Også blandt soldaterne, der var mobiliseret i millionvis til den russiske hær, der var dybt involveret i Første Verdenskrig, blev der opsat sovjetter.

[Køb bogen Den Russiske Revolution og Borgerkrig hos Forlaget Marx]

Til at lede sovjetterne faldt valget helt naturligt på offentligt kendte socialister, demokrater og oppositionsfolk fra før revolutionen. Masserne valgte de ledere, som de kendte, og dem, der tilbød, hvad der virkede som en ”nem” vej ud. Flertallet gik til de moderate socialister fra de to partier, De Socialrevolutionære og Mensjevikkerne.

Samtidig med at sovjetterne var opstået, havde borgerskabet i al hast opsat en provisorisk regering. Eftersom de moderate socialister mente, at revolutionen i Rusland måtte være borgerlig, overgav de magten til den provisoriske regering. Så selvom borgerskabet ikke havde spillet nogen aktiv rolle i Februarrevolutionen, endte den alligevel med at få magten.

Jubel bliver til frustration

Den umiddelbare stemning efter februar var jubel, fordi masserne havde væltet det forhadte zar-regime. Det blev dog hurtigt fulgt af en vis skepsis og realisering af, at nok var zaren væltet, men det meste var stadig som før.

Det russiske borgerskab kunne ikke, som de moderate socialister håbede, opfylde den borgerlige revolutions opgaver. De bestod i at indføre demokrati, uddele jord til bønderne, og gøre sig fri af udenlandsk dominans. Det russiske borgerskab var med tusinde bånd forbundet til de udenlandske kapitalister og det gamle aristokrati samt kirken. Det russiske borgerskab var numerisk og økonomisk en lille og svag klasse. Til gengæld var det i familie og forretningspartner med hele den gamle elite i Rusland. Det var de interesser den provisoriske regering forsvarede.

Det helt store spørgsmål efter Februarrevolutionen var krigen. Nok var Zaren væk, men krigen fortsatte. Det russiske borgerskab var fuldstændigt i lommen på udenlandske kapitalister. Franske, engelske og amerikanske kapitalister havde store investeringer i Rusland og havde givet store lån til det russiske borgerskab. Samtidig var Frankrig, England og USA allierede med Rusland i verdenskrigen mod Tyskland. Det betød, at hvis Rusland trak sig ud af krigen, ville der falde brænde ned, og de udenlandske kapitalister ville bede om at få deres investeringer og deres lån tilbagebetalt. Det ville ruinere russisk kapitalisme. Det russiske borgerskab ville naturligvis ikke bide den hånd af, der fodrede den. Ergo måtte Rusland forsætte med at deltage i krigen.

Den provisoriske regering brugte krigen som undskyldning for at udskyde alle andre spørgsmål om den grundlovgivende forsamling, jordreform osv. Det hele måtte vente til efter krigen. Men krigen havde ingen ende i sigte. I stedet for at opfylde massernes altoverskyggende krav om fred, lancerede den provisoriske regering en offensiv under pres fra dens allierede.

Masserne og de moderate socialister

En revolution udvikler sig i flere faser. I alle revolutioner ser man den første fase være præget af jubel og optimisme og en følelse af, at alle er i samme båd. Det er først senere og gradvist, at den politiske differentiering sætter ind.

Da det gik op for arbejderne i Petrograd, at Februarrevolutionen ikke bragte et bedre liv med sig, begyndte de at tage sagen i egen hånd. De gik i strejke med krav om en 8-timers arbejdsdag. Lederne af sovjetterne, som var de moderate socialister, gjorde, hvad de kunne for at stoppe strejkeaktiviteten. Deres begrundelse var, at det ikke var tiden til at rejse sociale spørgsmål. I stedet skulle fokus være på krav om politisk frihed. Gennem egen styrke imod sovjetlederne vandt arbejderklassen 8-timers arbejdsdagen. Gennem egen erfaring havde arbejderne testet ord og handling hos de moderate socialister – en vigtig lektion. Samme proces foregik blandt soldaterne og blandt bønderne på landet. det var ikke i samme tempo over hele landet; men processen var den samme.

I slutningen af april annoncerede den provisoriske regering, at det var på tide at danne en koalitionsregering med de moderate socialister. De ønskede at få sovjetpartierne ind i regeringen for, at de kunne tage et medansvar for regeringens i stigende grad upopulære politik og give den et venstredække.

Første maj stemte Sovjettens Eksekutivkomite for indtræden i koalitionsregeringen. De moderate socialister fik 6 ud af 15 ministerposter. De undgik bevidst at få et flertal af posterne i et forsøg på at undgå at blive pålagt hovedansvaret for regeringens politik. De ønskede stadig at kunne fremstå som en form for (loyal) opposition. Masserne så de nye ministre som ”deres” ministre og håbede, at problemerne nu ville blive løst. De moderate socialisters indtræden i regeringen gav masserne en chance for at sammenligne ord og handling.

Bolsjevikkerne

Før Lenin var kommet tilbage til Rusland fra eksil i april, havde den bolsjevikiske ledelse støttet den provisoriske regering kritisk. Lenins linje var klar. Ingen tillid til borgerskabet og den provisoriske regering! Arbejderklassen kan kun stole på sin egen styrke! Al magt til sovjetterne! Efter en intern diskussion vandt Lenins linje i partiet. Bolsjevikkerne stemte derfor mod sovjetledernes indtræden i regeringen. Lenin forklarede, hvordan Mensjevikkerne og De Socialrevolutionæres indtræden i regeringen i virkeligheden reddede den fra kollaps og fungerede som et skalkeskjul for, at den virkelige magt forblev hos borgerskabet.

Mens de moderate socialister gik ind i regeringen, voksede frustrationerne blandt masserne. Bolsjevikkerne i Petrograd udgjorde de mest revolutionære elementer og var i kontakt med de brede masser, og de blev smittet af den stigende utålmodighed blandt arbejderne. De rejste parolerne om ”længe leve sovjetterne” og ”ned med den provisoriske regering”. Den første parole var Lenin fuldstændig enig i, men den anden kritiserede han for at være lige lidt for langt til venstre. Han forklarede, at borgerskabet på daværende tidspunkt ikke regerede ved magt, men gennem bedrag. Derfor var Bolsjevikkernes opgave tålmodigt at afsløre dette bedrag. Lenin fremsatte i stedet parolen ”Ned med de ti kapitalistiske ministre!” Formålet med denne parole var at øge arbejdernes klassebevidsthed og kløften mellem arbejderne og borgerskabet.

Bolsjevikkerne begyndte at vinde frem. Men de havde lært lektien fra revolutionen i 1905, der var blevet druknet i blod. Det skyldtes, at de mest bevidste lag gik i aktion, før de brede masser var med. Lenin og Bolsjevikkerne forsøgte derfor at holde de utålmodige arbejdere og soldater i Petrograd tilbage, indtil resten af landet var med.

Juni-dagene og Sovjetkongressen.

I midten af maj begyndte den provisoriske regering at mobilisere til en militær offensiv. Kommandostaben anså offensiven for at være håbløs militært set og advarede mod, at den ville ende i en katastrofe. Men det russiske regime var afhængig af sine allierede, som krævede offensiven igangsat. Ydermere tjente den det politiske formål at få de revolutionære soldater ud af Petrograd og svække det revolutionære Petrograd.

Arbejderne og soldaterne i Petrograd var stærkt imod offensiven. De mange soldater i hovedstaden ønskede ikke at give deres liv for en imperialistisk røverkrig. Men den stemning var endnu ikke spredt ud til hele landet. Det blev afspejlet i den første Alrussiske Sovjetkongres, der åbnede i Petrograd den 3. juni. Her havde de moderate socialister overvældende flertal, og en resolution, der godkendte offensiven, blev vedtaget.

De frustrerede arbejdere og soldater i Petrograd ønskede at gøre noget for at lægge pres på lederne af Sovjetten. De lagde pres på Bolsjevikkerne for at gøre noget. Bolsjevikkernes militærkomite tog initiativ til en demonstration og sagde, at hvis ikke partiet gik med, ville soldaterne selv tage affære. Demonstrationens paroler skulle være ”al magt til sovjetterne” og ”ned med de ti kapitalistiske ministre”. Den skulle marchere til Sovjetkongressen for at lægge pres på sovjetlederne.

sovietEfter nogen tøven besluttede Bolsjevikkerne at støtte op om demonstrationen. Forberedelserne foregik i det skjulte for ikke at give de Socialrevolutionære og Mensjevikkerne mulighed for modpropaganda. Men de moderate socialister opdagede, hvad der var i gang. De brugte den hemmelige forberedelse som ”bevis på”, at Bolsjevikkerne var i gang med at forberede en militær konspiration.

Sovjetledelsen vedtog et demonstrationsforbud i tre dage. Bolsjevikkerne genovervejede spørgsmålet. De ønskede en fredelig demonstration og ikke en opstand. De besluttede sig derfor for at forsøge at afblæse demonstrationen. Sammen med Sovjetkongressen besluttede de sig for at sende de hundredvis af delegerede ud i grupper på ti til barakkerne og fabrikkerne for at bremse demonstrationen. Det var en brat opvågning for mange af de delegerede, der for første gang fik en virkelig føling med stemningen blandt Petrograds arbejdere og soldater.

Sovjetkongressen besluttede sig i stedet for, at indkalde sin egen demonstration under parolerne om ”universel fred”, ”umiddelbar indkaldelse af den grundlovgivende forsamling” og ”demokratisk republik”. Men de fik sig noget af en forskrækkelse. Omkring 400.000 samledes og langt størstedelen af bannerne bar de bolsjevikiske paroler.

Juli-dagene

Demonstrationen i juni havde vist styrken hos Petrograds arbejdere og soldater, men havde intet løst. Frustrationerne fortsatte med at ophobes. For hver dag steg utålmodigheden, der også begyndte at blive rettet mod Bolsjevikkerne. For første gang begyndte anarkistiske ultra-venstre tendenser at vinde fodfæste i dele af Petrograd. Det var en alvorlig situation. Men Bolsjevikkerne manede stadig til tilbageholdenhed, indtil de brede lag i hele landet var vundet over på deres side.

Den 3. juli besluttede et stormøde for flere tusinde soldater fra Maskingeværregimentet at indkalde til en væbnet demonstration. De udpegede repræsentanter, der blev sendt ud til fabrikker og andre regimenter. Soldaternes formål var ikke et opgør med sovjetten, men at presse den til handling. Demonstrationen fik opbakning blandt arbejderne og soldaterne i Petrograd og blandt matroserne fra det vigtige Kronstadt-fort.

Bolsjevikkernes Centralkomite besluttede at forsøge at tale arbejderne og soldaterne fra demonstrationen, men forgæves. Da det stod klart, at demonstrationen ikke var til at stoppe, ændrede Bolsjevikkerne taktik. For de kunne ikke stå på sidelinjen, når masserne gik på gaden. De besluttede at gå med i demonstrationen og forsøge at gøre den så organiseret, disciplineret og fredelig som muligt.

Demonstrationen marcherede under parolen ”al magt til sovjetterne” og gik til Sovjettens hovedkvarter. De moderate socialistiske ledere af sovjetten fordømte demonstrationen som forræderi mod revolutionen. De trak tiden ud, mens de hidkaldte tropper fra fronten. Demonstrationen fortsatte over flere dage, og Bolsjevikkerne gik med hele vejen.

Da Bolsjevikkerne havde foreslået, at demonstrationen skulle foregå ubevæbnet, var de blevet kategorisk afvist af Petrograds arbejdere og soldater. De ønskede at kunne forsvare sig mod kontrarevolutionen, som de frygtede ville angribe. Det viste sig at være en velbegrundet frygt.

Den russiske adel og borgerskab blev taget på sengen af Februarrevolutionen; men i starten af sommeren var disse begyndt at komme oven på igen. De så arbejderne og soldaterne i Petrograd, som en meget virkelig trussel mod deres magt og ejendom. De begyndte at bevæbne sig og støttede den fascistiske gruppe De Sorte Hundreder, som angreb og dræbte jøder, socialister og arbejdere generelt. Derudover begyndte overklassens sønner, som grundet krigen alle var i officerskorpset at organisere sig i særlige enheder til at bekæmpe arbejderklassen. De Sorte Hundreder og officererne gav demonstrationen i juli en varm velkomst. Snigskytter skød mod demonstrationen, og også regeringstropper blev sat ind.

Bolsjevikkerne opfordrede til, at demonstrationerne ophørte. Og denne gang blev de ikke mødt med protest fra arbejderne og soldaterne. Der var en udbredt følelse af, at spørgsmålet om ”al magt til sovjetterne” var mere kompliceret end som så.

Kontrarevolutionens grimme ansigt

I gaderne blev arbejdere og soldater arresteret. En smædekampagne blev sat i gang om, at Bolsjevikkerne var betalt af tysk guld. Sovjettens ledere var nervøse og ventede stadig på at tropperne kom fra fronten for at skabe fuldstændig ro i Petrograd. De indgik derfor en aftale med Bolsjevikkerne om, at hvis Bolsjevikkerne fik afblæst demonstrationen og sendt soldaterne tilbage til kasernerne, ville de moderate socialister forhindre undertrykkelse af Bolsjevikkerne og forfølgelse af demonstrationerne samt løslade alle politiske fanger.

Men så snart tropperne ankom fra fronten, løb de demokratiske socialister fra aftalen med den begrundelse, at ”styrkeforholdet havde ændret sig”. Bolsjevikkernes aviser blev lukket, deres lokaler beslaglagt. Der blev udstedt arrestordre på de bolsjevikiske ledere, der med rette frygtede for deres eget liv, og derfor måtte gå under jorden. Arbejdere og socialister blev angrebet på åben gade, og revolutionære soldater blev sendt direkte til fronten for at lide ”heltedøden”. Alt dette udført af de såkaldte ”demokrater”, altså de moderate socialister.

Pendulet var svunget kraftigt til højre. Bolsjevikkerne havde vundet massernes opbakning i Petrograd i juli, men havde på baggrund af erfaringerne fra 1905 indset, at resten af landet ikke var klar til arbejderklassens magtovertagelse. En revolution er ikke en lige linje til socialisme. Masserne lærer gennem erfaring, og der opstår tilbageslag og reaktionære perioder undervejs selv i en revolution.

Juli-dagene som optakt til Oktober

july days in russia 1917 1Februarrevolutionen havde givet de moderate socialister magten, som havde videregivet magten til borgerskabet i den provisoriske regering. I den efterfølgende periode blev de moderate socialistiske ledere testet. Masserne kunne ved selvsyn se, at de moderate socialister valgte samm side som borgerskabet imod dem, når de blev presset. De lærte, at de måtte tage sagen i egen hånd. Masserne begyndte at lede efter mere radikale alternativer og så til Bolsjevikkerne.

Tilbageslaget efter juli-dagene var kun midlertidigt. Det var et slag i en længere krig. Bare tre måneder senere stod Bolsjevikkerne i spidsen for arbejdernes magtovertagelse. Deres ageren i juni og juli spillede en afgørende rolle i, således at de vandt flertallet blandt de russiske arbejdere og soldater. De havde advaret mod, at demonstrationen ville blive druknet i blod. Det blev en forudsigelse, der viste sig at holde stik. Alligevel var de gået skulder ved skulder med Petrograds arbejdere og soldater. Det havde givet dem en kæmpe autoritet i massernes øjne.

For Bolsjevikkerne handlede det ikke om at få flest mulige på gaden for at vise utilfredshed. For Bolsjevikkerne handlede det om at forberede arbejderklassen på at tage magten i spidsen for de fattige bønder. Bolsjevikkerne viste i praksis, at for dem var revolutionen ikke et spørgsmål om retorik. De troede rent faktisk på og forberedte arbejderklassens magtovertagelse. I juni og juli gjorde de, hvad de kunne, for at holde bevægelsen tilbage, fordi det var nødvendigt først at vinde de brede masser for magtovertagelsen gennem argumenter. Det var et arbejde. der bar frugt, da de vandt flertal på den Anden Alrussiske Sovjetkongres i oktober. Den socialistiske revolution blev en realitet.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 30, juni/juli 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information