Om man er enig i hans politiske ideer eller ej, så kan man ikke fornægte Leon Trotskij indflydelse på historien. Han var en af lederne af den russiske revolution, og efterfølgende stod han i spidsen for kampen mod Stalin og bureaukratiseringen af Sovjetunionen. Denne korte introduktion til hans liv og ideer vil forhåbentlig inspirere læseren til selv at dykke ned Trotskijs skrifter, som er en guldgrube for enhver revolutionær.
Lev Davidovich Bronstein, der senere blev kendt under navnet Trotskij, blev født 7. november 1879 i det nuværende Ukraine, som dengang var en del af det russiske imperium. Han blev født ind i en forholdsvis velhavende bondefamilie og blev sendt til Odessa som 9-årig for at blive uddannet. Odessa var, da Trotskij kom dertil, ulig mange andre russiske byer, hovedsæde for kultur og internationale relationer, selvom det stadig var en tilbagestående by sammenlignet med Sankt Petersborg, Moskva eller Kiev.
I 1896 flytter Trotskij til en anden havneby ved Sortehavet, Mykolaiv, og det er her, at han første gang træder ind på den revolutionære sti. Kapitalismen var begyndt sit indtog i Rusland. Industrien blev udviklet og 1890’erne var præget af store arbejderkampe og det var her, at marxismen først for alvor kom ind på den politiske scene i Rusland.
Trotskij startede organisationen den Sydrussiske Arbejderunion sammen med en række andre unge og fik dæknavnet ‘Lvov’. Igennem arbejdet kom de i kontakt med arbejdere og holdt hemmelige møder i forskellige huse, i skoven og på floden. Det var begrænset, hvad gruppen havde af revolutionært materiale, og de begyndte hurtigt at skrive deres egne artikler og proklamationer, som omhandlede arbejdernes forhold og kampe. Trotskij skrev mange af disse og også gruppens forfatning. Den blev skrevet på et socialdemokratisk fundament, hvor socialdemokratisme på daværende tidspunkt var synonym med revolutionær marxisme.
I starten af 1898 blev gruppen ramt af politiarrestationer, og omkring 200 revolutionære røg i fængsel. Det inkluderede også Trotskij, som var bare 18 år og en af lederne af gruppen.
Kontakt med partiet
Trotskij bliver forflyttet mellem forskellige fængsler og ender med at blive dømt til eksil i Sibirien. Det er i denne periode, at han gifter sig med sin første kone, Aleksandra Sokolovskaya, og med hende får to døtre.
Under sit fængselsophold og eksil bliver han bekendt med Lenin og hans politiske skrifter. Trotskij opdager også uenighederne i Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP): på den ene side står ”økonomisterne”, som mener, at partiets rolle blot er at understøtte arbejdernes rent faglige og økonomiske kampe. På den anden side står Lenin og hans gruppe omkring avisen Iskra (”Gnisten”), der mener, at den økonomiske kamp må forbindes med en bredere politisk kamp for et andet samfund. For Lenin er den marxistiske teori helt afgørende for det revolutionære parti. Trotskij erklærer sig enig med Lenins linje og begynder at skrive for Iskra.
Han undslipper eksil og tager for første gang navnet ”Trotskij” i brug efter en af hans fangevogtere i et fængsel i Odessa. Trotskij tager til London for at deltage i arbejdet med Iskra. Her forsøger Lenin at få Trotskij med i redaktionen, men det bliver forhindret af de ældre dele af af Iskras redaktion. Det er her, at Trotskij møder sin anden kone, Natalia Sedova, som han indtil sin død forbliver gift med og som han får to sønner med.
Den anden kongres
I 1903 afholdt RSDAP sin anden partikongres i London. Her bliver partiet splittet over et tilsyneladende mindre organisatorisk spørgsmål i mensjevikker (”mindretallet”) og bolsjevikker (”flertallet”). Det viser sig senere, at der bag disse organisatoriske uenigheder gemmer sig dybe politiske og teoretiske forskelle, og mens mensjevikkerne går i en reformistisk retning, så forbliver den bolsjevikiske fraktion marxistisk og revolutionær.
Trotskij mener, at Lenin er for uforsonlig og centralistisk i sin tilgang til organisation, og han stiller sig til at starte med på mensjevikkernes side og danner efterfølgende en blok med dem. Men denne blok bliver kortlivet, da Trotskij hurtigt finder ud af, at han er principielt politisk og teoretisk uenig med dem, ikke mindst på det afgørende spørgsmål om borgerskabets rolle i revolutionen. Trotskij er enig med Lenins afvisning af, at det russiske borgerskab kan spille en progressiv rolle, en opfattelse der strider mod mensjevikkernes syn på borgerskabet.
Fra da af tilhører Trotskij ikke nogen fraktion, men forsøger at forene de to dele af partiet. Det er først i 1917, at han går med i bolsjevikkerne, som han politisk set har været tættest på hele vejen igennem. Han indrømmer, at hans ”foreningsmaneri” har været en fejl, og at Lenin havde haft ret i at behovet for at bygge et centraliseret, disciplineret kadreparti på et klart revolutionært program.
Den permanente revolution
Det er i årene efter splittet i RSDAP, at Trotskij udvikler sit muligvis vigtigste teoretiske bidrag til marxismen: teorien om den permanente revolution. Marx og Engels udviklede deres teorier, da kapitalismen var i sin begyndelse, og de forventede, at den første socialistiske revolution ville komme i et af de lande, hvor kapitalismen, og dermed arbejderklassen, var mest udviklet: Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Her ville det også være nemmest at udvikle socialisme, fordi det var her, produktionsmidlerne var mest udviklet.
Med udgangspunkt i Rusland videreudviklede Trotskij de marxistiske ideer. Han forklarede, at med kapitalismens udvikling i nogle dele af verden, ville de resterende lande ikke kunne følge samme udviklingsvej. De allerede udviklede kapitalistiske lande førte en imperialistisk politik med eksport af kapital, til de mere tilbagestående dele. Det betød, at man i Rusland fik det, som Trotskij betegnede som en ujævn og kombineret udvikling. Her havde man ikke haft trinvis udvikling af produktionsmidlerne, hvor kapitalismen blev udviklet igennem dens forskellige faser og stadier, som tilfældet havde været i de klassiske kapitalistiske lande.
Tværtimod var udviklingen af kapitalismen foregået meget mere brat og koncentreret. Da industrialiseringen begyndte i Rusland i anden halvdel af 1800-tallet, var det de nyeste fabrikker og maskiner, der blev importeret. Tusindvis af mennesker arbejdede på fabrikker i Ruslands industricentre, mens langt størstedelen af befolkningen stadig var bønder, og mange af dem stadig dyrkede jorden, på samme måde som de havde gjort i mange hundrede år.
Fordi Rusland, så at sige, var kommet sent ind på den historiske scene, så havde det russiske borgerskab heller ikke samme selvstændighed som i de udviklede kapitalistiske lande. I stedet var det på den ene side dybt forbundet med og afhængig af borgerskabet fra de imperialistiske lande, på grund af den kapital, som disse eksporterede til Rusland. På den anden side var det russiske borgerskab forbundet med tusind tråde til de feudale klasser, godsejerne og tsarstyret, eksempelvis igennem ægteskab og forretninger. Ofte var det de samme personer, der ejede fabrikkerne, jorden og sad i tsarens regering.
Derfor kunne borgerskabet i Rusland ikke spille samme revolutionære rolle, som borgerskabet havde spillet i eksempelvis Frankrig og Storbritannien. Her havde borgerskabet stået i spidsen for borgerlige revolutioner, der løste de mest presserende problemer for at overgå til kapitalismen: fordeling af jord til bønderne, indførsel af et parlament, afskaffelse af det enevældige monarki, nationens samling og afskaffelse feudale af jordprivilegier.
Bønderne kan på grund af deres atomiserede natur ikke spille en ledende rolle i en revolution, men må følge en af klasserne i byerne: enten borgerskabet eller arbejderklassen. Trotskij konkluderede, at den eneste klasse, der ville kunne gennemføre den borgerlige revolutions opgaver i Rusland, var den lille, men voksende, arbejderklasse.
Men, forklarede Trotskij, når først arbejderklassen havde gennemført den borgerlige revolutions opgaver, så ville den ikke stoppe der, men fortsætte med de socialistiske: nationalisering af økonomien, fjernelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og indførsel af arbejderdemokrati.
Den socialistiske revolution kunne godt starte i et tilbagestående land som Rusland, hvor befolkningen oplevede det værste fra feudalismen og kapitalismen. Men for, at socialisme skulle blive mulig, så måtte revolutionen sprede sig til de mest udviklede kapitalistiske lande, hvor de mest udviklede produktionsmidler og den bedst uddannede arbejderklasse fandtes. Under kapitalismen er produktionen blevet global, og kan ikke holdes inden for et enkelt lands grænser. Derfor er socialisme i ét land umuligt, specielt i et så tilbagestående land som Rusland i starten af 1900-tallet.
På den måde bliver revolutionen ”permanent” på to måder: den fortsætter fra den borgerlige revolutions opgaver over i den socialistiske og den starter i ét land, men spreder sig videre internationalt.
Oktoberrevolutionen og borgerkrig
Trotskijs teori om den permanente revolution blev fuldt bekræftet af begivenhederne. Først negativt af revolutionen i 1905. Trotskij var bare 25 år, da revolutionen brød ud, men han blev alligevel valgt som formand for den vigtigste sovjet, Sankt Petersborg sovjetten. Denne revolution led nedlag, og her blev det russiske borgerskabs kujonagtige sociale rolle i samfundet til fulde udstillet. Da arbejderklassen var sat i bevægelse og klar til at vælte hele det rådne tsarstyre, stillede borgerskabet sig på samme side som tsaren og resten af adelen, for at slå revolutionen ned. Borgerskabet i Rusland frygtede en revolutionær arbejderklasse langt mere end det uhyrlige feudale tsarregime.
Senere blev teorien om den permanente revolution bekræftet positivt med den succesfulde oktoberrevolution i 1917, hvor bolsjevikkerne kom til magten, og Trotskij sammen med Lenin spillede den ledende rolle i revolution. Selvom Trotskij ikke blev medlem af bolsjevikpartiet før sommeren 1917, så kom han med det samme ind i partiets ledelse, hvor han fik ansvarsfulde poster og det var eksempelvis ham, der faciliterede selve magtovertagelsen i oktober 1917.
Efterfølgende blev Trotskij udenrigspolitisk folkekommissær og blev ansvarlig for at forhandle en fredsaftale for at slutte russisk deltagelse i Første Verdenskrig. Da borgerkrigen kort efter revolutionen brød ud i Rusland, blev han leder for den Røde Hær. Tsarens gamle hær var fuldstændig disintegreret, så den Røde Hær måtte opbygges fra absolut ingenting. Det var derfor desto mere imponerende, at den Røde Hær endte med at sejre over den kontrarevolutionære Hvide Hær, som var støttet af 21 udenlandske hære.
Sovjetunionens degenerering
Selv under borgerkrigen havde Sovjetunionen været en relativt sund arbejderstat med plads til diskussion, kritik og demokrati. Efter Lenins død i 1924 blev Josef Stalin personificeringen af det bureaukrati, som i højere og højere grad tog magten i bolsjevikpartiet og arbejderstaten.
Kort inden Lenins død indgik han en blok med Trotskij i en kamp mod den bureaukratisering af staten, der allerede var begyndt at vise sit grimme ansigt. Lenins død accelererede den kamp, der var i gang, mellem forskellige sociale kræfter i Sovjetunionen. Trotskij stod i spidsen for den ene side af kampen og oprettede Venstreoppositionen til at bekæmpe bureaukratiseringen under Stalin. I Bolsjevikpartiet vandt Stalins fløj, og Trotskij blev smidt ud af partiets ledelse i 1926. I 1927 blev han og mange andre ledende fra Venstreoppositionen ekskluderet fra partiet og i 1928 blev han deporteret Alma-Ata i Kasakhstan. Endelig blev han forvist fra Sovjetunionen i 1929 hvorfra han blev sendt til Tyrkiet.
Hvordan kunne dette bureaukrati tage magten fra arbejderklassen i Sovjetunionen og forvise Trotskij, som var en af den nye stats absolutte mest populære ledere? Et andet af Trotskijs store bidrag til marxismen er hans analyse af, hvordan Sovjetunionen degenererede fra en relativt sund arbejderstat til Stalins totalitære diktatur. Det bedste værk, der beskriver denne proces, er hans bog fra 1936, Revolutionen Forrådt.
Rusland var i 1917 et ekstremt tilbagestående land, udover de hypermoderne kampfabrikker i de store byer levede resten af landet, som de havde gjort i hundredvis af år under feudallignende forhold. En stor del af befolkningen var analfabeter, og det generelle uddannelsesniveau var meget lavt. Dette blev kun værre af Første Verdenskrigs uhyrligheder og den efterfølgende altødelæggende borgerkrig. Selvom den socialistiske revolution sagtens kunne starte i et tilbagestående land, så var det fuldstændig afgørende, at den spredte sig internationalt og især til de mest udviklede kapitalistiske lande, der havde teknologien og den uddannede arbejderklasse, der kombineret med sovjetunionens enorme ressourcer, kunne have skabt den nødvendige økonomiske fremgang.
Revolution i 1917 spredte sig rent faktisk til arbejderklassen i Europa og i Asien. Lenin og Trotskij havde især håbet på, at revolutionen ville lykkedes i Tyskland, da det var et af de mest udviklede kapitalistiske lande på daværende tidspunkt. Men alle andre steder end i Rusland led revolution nederlag, og Sovjetunionen forblev isoleret.
Det havde altid været ABC for enhver bolsjevik, at den socialistiske revolution var international eller var ingenting. Men efter Lenins død i 1924 fremkom Stalin med en ny teori om ”socialisme i et land”. Her postulerede han, at det ikke var nødvendigt, at revolutionen spredte sig, men at socialisme godt kunne opbygges i Rusland alene.
Teorien stemte overens med interesserne hos det bureaukrati, der havde vokset sig stort i sovjetstaten, og som mest af alt var interesseret i at forsvare sine egne positioner og privilegier. De ønskede fred og ro, ikke international verdensrevolution. De sociale lag i samfundet, som Stalin og bureaukratiet baserede sig på, var først fremmest de millioner af bønder, som havde lidt hårdt under borgerkrigen, hvor de ofte fik konfiskeret deres afgrøder, så arbejderklassen i byerne ikke ville sulte ihjel. Bønderne ønskede have stabilitet og ro, som den uambitiøse teori om ”socialisme i et landet” lovede.
Et andet lag, som bureaukratiet baserede sig på, var de såkaldte nep-mænd og de rige bønder, kulakkerne. Efter borgerkrigen havde sovjetstyret taget et taktisk tilbageskridt i form af den Nye Økonomiske Politik (NEP), som indholdt kapitalistiske indrømmelser til bønderne, der nu i større grad kunne sælges deres produkter på markedet, for at få gang i landbrugsproduktionen og økonomien. Det skabte et helt lag af småhandlende og mellemmænd, de såkaldte NEP-mænd, og et lag af rige bønder, som ikke havde travlt med at sprede verdensrevolutionen, men derimod kun havde travlt med at berige sig selv.
Under borgerkrigen var mange af de bedste klassekæmpere og revolutionære blevet slået ihjel. På grund af det lave kulturelle niveau i Rusland havde bolsjevikkerne været tvunget til at gøre brug af et stort antal af tidligere embedsmænd fra tsarstyret i både hæren og i statsapparatet. Samtidig havde tusindvis af karrieremagere søgt ind i den nye stat. Her havde Stalin spillet en central rolle i at udpege og udnævne bestemte personer til vigtige poster, og havde direkte og indirekte forbindelse til mangen bureaukrater hele vejen ned igennem staten.
Degenereringen af Sovjetunionen skete som følge af de objektive forhold: ekstrem tilbageståenhed og isolation. Socialisme kræver produktionsmidler, der er så udviklede, at klassemodsætninger og ulighed kan begynde at dø bort, fordi der kan produceres nok til alle. I takt med at klasserne dør bort, gør staten det også. I Rusland med det begrænsede produktionsapparat var det ikke muligt at producere nok til, at alle kunne få nok. Tværtimod var det kun en lille gruppe, der kunne leve et privilegeret liv, og denne gruppe gjorde, hvad de kunne, for at fastholde deres position.
Det eneste, der kunne have reddet den russiske revolution fra at degenerere og endelig kollapse, var en socialistisk verdensrevolution. Nederlagene i Vesten havde ikke bare en materiel betydning for den russiske revolution, men skabte også desillusionering i arbejderklassen i Rusland, hvilket gjorde det endnu lettere for det stalinistiske bureaukrati at konsolidere sin magt.
Venstreoppositionen
Efter Lenins død 1924 startede Stalin en smædekampagne mod Trotskij, og det er her begrebet ”trotskisme” opfindes, for at forsøge at fremstille trotskismen som noget ”andet” end marxisme eller bolsjevisme. Fra da af starter undertrykkelsen af Venstreopposition. Det begynder i den ”bløde” ende, hvor stalinistiske bøller eksempelvis stormer Venstreoppositions møder og holder fløjtekoncert, indtil møderne bliver stoppet. Ikke meget senere begynder fængslingerne, torturen og drabene på Venstreoppositions medlemmer. Det er det endegyldige bevis på, at stalinismen ikke er den naturlige fortsættelse af bolsjevismen og leninismen. For at sejre udryddede Stalin fysisk alle, der havde den mindste forbindelse med bolsjevikpartiet under revolutionen.
Kampen mellem Stalin og Trotskij er ofte blevet fremstillet som en kamp mellem personligheder, et spørgsmål om kløgt og snilde. Men kampen var en kamp mellem modsatrettede sociale kræfter. Lenins enke, Krupskaya, sagde allerede i 1926, at havde Lenin stadig været i live, havde han befundet sig i et af Stalins fængsler. Stalin forsvarede interesserne hos de nye mellemlag og bureaukratiet, mens Trotskij forsvarede den internationale arbejderklasses interesser. Men den russiske og internationale arbejderklasse var svækket af nederlagene og måtte for en periode dukke nakken.
Trotskij og Venstreoppositionen førte en kamp på flere fronter. For det første argumenterede de for nødvendigheden af fem-årsplaner for industrialiseringen af Sovjetunionen. En industrialisering ville ikke bare kunne højne arbejderklassens levestandard, men også sikre en udvikling af landbruget, der var helt afgørende. Han pegede på faren fra de voksende lag af nep-mænd og kulakker. Stalin indså først denne fare, da disse lag havde vokset sig så stærke, at de truede selve sovjetbureaukratiets eksistens. Bureaukratiets privilegier var afhængige af den nationaliserede økonomi, som de derfor forsvarede. I en karikeret form indførte bureaukratiet fem-års planer, der med sine store resultater, viste, at Trotskij havde haft ret i sin forudsigelse af det enorme potentiale for økonomisk vækst.
Trotskij forklarede desuden, at en planøkonomi i sig selv ikke var nok. En planøkonomi har brug for demokrati, som det menneskelige legeme har brug for ilt. Uden det ville den ende med at kollapse, som det skete mange år senere. Bureaukratiet startede med at være en relativ lænke på udviklingen i form af dårlig planlægning, kaos og vanvittige beslutninger såsom tvangskollektiviseringerne af landbruget, der medførte hungersnød. Men efterhånden blev de også en absolut begrænsning på udviklingen; i takt med at en økonomi vokser i kompleksitet og omfang, jo mindre kan den kontrolleres og styres af en lille gruppe bureaukrater.
Derudover fastholdt Venstreoppositionen perspektivet om en socialistisk verdensrevolution. Trotskij forudsagde, at hvis ideen om ”socialisme i et land” blev den dominerende i bolsjevikpartiet i Rusland, så ville det betyde en nationalistisk degenerering af samtlige sektioner i 3. Internationale. Det blev også tilfældet, og kommunistpartierne verden over blev blot nikkedukker for bureaukratiet i Sovjetunionen, og førte i stigende grad en nationalistisk politik. Venstreopposition blev ekskluderet og forfulgt i kommunistpartierne kloden rundt.
Efter at være blevet sendt i udlandseksil, levede Trotskij først en række år i Tyrkiet ved kysten ved Istanbul. Herfra rejste han til Frankrig, hvor han levede indtil landet smed ham ud. I Norge han møder han samme skæbne. Efter at alle vestlige ”demokratier” har afvist ham, ender han i Mexico, hvor han bor, indtil han myrdes af en stalinistisk agent i 1940.
I mexico begynder det arbejde, som Trotskij selv har betegnet som det vigtigste i sit liv: at redde de marxistiske ideer og arven fra Lenin og bolsjevikkerne fra den stalinistiske skoles forfalskninger.
Stalinisterne har intet teoretisk kompas og zigzagger fra den ene katastrofale politik til den anden. I 1926 indgår de i England en alliance med det reformistiske fagforeningsbureaukrati, der forråder den britiske generalstrejke. I Kina i 1927 indgår de i den endnu mere katastrofale ”folkefront” med Kuomingtang, der ender med at drukne den kinesiske revolution i blod. I Spanien fører de bevidst samme katastrofale folkefrontspolitik, hvor arbejderklassen og bønderne skal underordne sine interesser under borgerskabet i kampen mod fascisme. Det ender som bekendt i fascismens sejr, fordi borgerskabet ikke er i stand til effektivt at bekæmpe fascismen, og den eneste måde at overvinde fascismen er i en kamp for socialisme. Alt dette forklarer Trotskij i utallige artikler og dokumenter.
Også i Tyskland fører stalinisternes katastrofale politik til fascismens sejr. Her går kommunisterne i flere tilfælde sammen med nazisterne om at bekæmpe socialdemokraterne, som stalinisterne har betegnet som socialfascister. Trotskij argumenterer for, at kommunisterne bør tilbyde socialdemokraterne en enhedsfront mod nazisterne, for at bekæmpe den fælles fjende og gennem fælles kamp at vinde de socialdemokratiske arbejdere over til kommunismen. Først da Hitler er kommet til magten uden modstand fra den store tyske arbejderbevægelse, skifter stalinisterne taktik til folkefronten.
Indtil 1933 havde Trotskij og Venstreoppositionen betragtet sig selv som en del af den kommunistiske 3. Internationale. Men efter Hitlers magtovertagelsen i 1933, afskrev Trotskij 3. Internationale som et værktøj i kampen for verdensrevolution og socialisme. Herfra begynder arbejdet for at opbygge en ny, fjerde, internationale, der officielt blev stiftet i 1938.
De sidste år af sit liv brugte Trotskij på, at opbygge 4. Internationale og hjælpe de enkelte sektioner. Men vigtigst af alt forsøgte han, at uddanne en rygrad af marxistiske kadrer til en fremtidig revolutionær masseinternationale. Trotskijs skrifter fra denne periode er en guldgrube for enhver revolutionær i dag. Stalinisterne har gjort, hvad de kunne, for at gøre trotskisme til noget ”særligt” udenfor den revolutionære arbejderbevægelse. Men trotskisme er intet andet end et forsvar for marxismen, et forsvar for arven fra Lenin og bolsjevikkerne samt kampen mod stalinismen.
20. august 1940 bliver Trotskij slået ihjel af en stalinistisk agent, som har infiltreret hans organisation i Mexico. Stalin håbede, at han kunne ødelægge 4. Internationale ved blot at fjerne Trotskij. Det havde han for så vidt ret i, da kvaliteten af de andre ledere i 4. Internationale var virkelig lav, og det betød, at Fjerde Internationale aldrig kom til at spille en afgørende rolle. Men hvad Stalin hverken kunne fjerne eller ødelægge, var Trotskijs ideer – de marxistiske ideer, som lever videre den dag i dag.
