Battle for Stalingrad 1942 soldater fra røde hær trænger fremDel fire ud af syv i serien 'Besættelse og klasskamp'.

Gå til: del 1 | del 2 | del 3 | del 5 | del 6 | del 7

”Tik-Tak. En tysker dør hvert syvende sekund på østfronten. Stalingrad, massegraven for Hitlers hær!”
Sovjetisk radiopropaganda, Stalingrad-fronten, 17. december 1942

Verdens øjne var rettet mod en lille provinsby ved floden Volga dybt inde i Rusland. Byens navn var Stalingrad, og her blev verdens skæbne afgjort. Hvis noget kan beskrives som helvede på jord, så er det slaget om Stalingrad, men da røgen lagde sig, stod den sovjetiske hær sejrrig over den tyske krigsmaskine. D. 2. februar 1943 overgav den 6. tyske armé sig. Den 6 armé havde været omringet i Stalingrad by og opland siden 23. november og havde gennemlevet et helvede af død, ødelæggelse, sult og kannibalisme. Hitler havde presset sine hære for dybt ind på de russiske vidder. Han havde strakt sine ressourcer for langt. Yderligere var den sovjetiske planøkonomi oppe på fuld damp efter de indledende nederlag i starten af den tyske invasion (se del 3). Den tyske økonomi var fuldstændigt udkonkurreret, og nu vendte krigslykken i sovjetisk favør. 90.000 tyske soldater overgav sig ved Stalingrad, og snart gik nyheden om sejren verden rundt, også til de tysk-besatte lande.

D. 3. juli 1943 iværksatte Hitler sin sidste store sommeroffensiv på østfronten. Slaget om Kursk. Dette blev verdens største panserslag. Tyskerne nåede dårligt nok ud af deres startpositioner, før de blev oversvømmet af tusinder af russiske kampvogne. Den tyske offensiv blev hurtigt vendt til et nederlag. Den sovjetiske planøkonomis overmagt var total. Nu var der kun en vej for de sovjetiske soldater: direkte mod Berlin. Resten af verden blev hurtigt klar over, at Tysklands nederlag nu kun var et spørgsmål om tid. Dette blev også klart for den danske arbejderklasse i sommeren 1943. Tiden for åbent oprør var inde.

Væbnet modstand

dae efter sabotagen den 28 august 1943D.A.E. efter sabotage den 28. august 1943”De første fabrikker [der skulle springes i luften], hvor jeg var inde og genne arbejderne ud, var ikke altid lige morsomme. Tyskernes nederlag ved Stalingrad hjalp dog noget på de valnes holdninger. Men propagandaen i Danmarks Radio - (…) - var så effektiv, at det var lige før jeg også ville sige undskyld. Denne propaganda fik mange til at se negativt på sabotagen. Endelig gjorde vi jo folk arbejdsløse. Mange frygtede at blive sendt til Tyskland. På en måde forstod jeg dem godt. Flere gange mumlede de og kom med spydige bemærkninger: ”Drengerøve, barnerumper”. Værst var det, at mange skyndte sig så langsomt, at de ligefrem gik baglæns. De prøvede at trække tiden ud vel vidende, at tiden arbejdede for dem og imod os.”
Aage Staffe, modstandsmand, 1943

At krigslykken vendte i Sovjetunionens favør fik en stor effekt i det besatte Danmark. Den første effekt var, at væbnet modstand kom på dagsordenen. DKP begyndte fra starten af 1943 at organisere sabotagegrupper, som skulle bombe militære og industrielle mål, som tjente den tyske værnemagt i Danmark. Dette sabotagenetværk blev først kaldt KOPA (kommunistiske partisaner). Det var dog alt for radikalt for DKP’s ledelse, og de skiftede hurtigt navn til BOPA (borgerlige partisaner). Det er dog tvivlsomt, om navneskiftet narrede nogen. De ”rigtige” borgerlige, med baggrund i studenterbevægelsen (se del 3), fulgte hurtigt efter DKP og oprettede sabotage gruppen Holger Danske.

DKP slog ind på sabotagesporet, fordi Moskva ønskede det, mens de borgerlige gjorde det for at trække Danmark over i den allierede lejr. Dansk kapitalisme og politikere havde kørt et intimt parløb med den nazistiske besættelsesmagt, men nu hvor Tysklands nederlag så mere og mere uundgåeligt ud gjaldt det om at skifte hest. De borgerlige studerende ville vise deres støtte til England og USA (der indtrådte i krigen 7. december 1941) med sabotage og likvideringer af tyske mål. Den engelske efterretningstjeneste (SOE) fik da også lynhurtigt etableret kontakt med den væbnede modstandsbevægelse og kunne i høj grad kontrollere den gennem våbenleverancer. Lige nok våben og sprængstoffer til at de kunne holde den gående, men aldrig nok til at de faktisk kunne blive en magtfaktor.

BOPA og Holger Danske havde en tæt kontakt krigen igennem, og de var da også meget enige om de politiske mål: at ende samarbejdspolitikken, trække Danmark over i den allierede lejr og genetablere det borgerlige demokrati ved krigens kommende afslutning. Et ønskescenarie for de borgerlige, men en dybt højredrejet og reaktionær politik fra DKP’s side. Især når det gjaldt udviklingen efter krigens afslutning.

Bybilledet i København og provinsbyerne blev snart præget af den dumpe lyd af bombeeksplosioner i det fjerne, samt spontane skududvekslinger mellem helt unge mennesker med et sammenskrab af våben på den ene side og det svært bevæbnede tyske militær og hemmelige politi på den anden side.

De bevæbnede og aktive modstandsgrupper oversteg aldrig mere end et par hundrede, da bølgerne gik højst omkring årsskiftet 1944-1945. De unge mennesker levede da også en utrolig farlig tilværelse, hvor gennemsnitslevetiden for en modstandsmand var under tre måneder. Det var primært purunge mennesker ned til 16-17 år, der kastede sig ud den nærmest selvmorderisk væbnede kamp mod det danske politi og den tyske værnemagt. Et lag af den danske ungdom var blevet dybt radikaliseret af udviklingen under besættelsen. De hadede de gennemrådne samarbejdspolitikere, såvel som den brutale tyske besættelsesmagt. De ønskede at gøre modstand mod dem begge, men DKP gav intet klart politisk alternativ. De ønskede blot at genindsætte det borgerlige demokrati, uden den tyske hær i landet. De unge så ingen anden kanal end den væbnede kamp til at udtrykke deres foragt overfor nazisterne og deres forræderiske samarbejdspartnere.

Det manglende resultat

”Danmarks landbrugsleverancer svarede til en måneds forbrug for en befolkning på 90 mill. (…). Som allerede nævnt leverede det danske landbrug lige til krigens slutning fødevarer til Det Tredje Rige. Denne var for Tyskland langt mere vigtig end de råvarer, som danskerne fik i stedet. Et forsøg på at afskære denne livsvigtige levering ville have haft katastrofale følger for Tyskland. Ejendommeligt nok gjordes intet forsøg i den retning.”
Karl Heinz Hoffmann, Den øverste Gestapochef i Danmark, 1959

Den militære betydning af modstandsbevægelsens aktioner har efter alt at dømme været minimal. En af grundene var at få sabotageaktioner var rettet direkte mod det tyske militær, men imod arbejdspladser, der producerede for tyskerne. Og her var sabotagen aldrig rettet mod den ene ting, som Danmark producerede, som virkelige havde en betydning for den tyske krigsindustri: fødevarer.

På trods af at man udkæmpede en verdenskrig, så var der en ting, alle de krigsførende magter ville undgå for enhver pris: revolution. Her var det ligegyldigt, om man var tysk nazist, stalinistisk sovjetisk bureaukrat eller vestlig kapitalist. Den russiske og tyske revolution (henholdsvis 1917 og 1918/19) spøgte som alle de herskende klassers mareridt. Revolutionerne var brudt ud på baggrund af en verdenskrig og manglen på basale fødevarer. Hitler førte en bevidst udplyndringspolitik af det besatte territorium for blandt andet at sikre den tyske arbejderklasse en høj levestandard, på trods af krigen, og dermed holde arbejderklassen i ro (se del 2).

Stalin og Vestmagterne ønskede heller ikke en revolutionær bevægelse i den tyske arbejderklasse, som var Europas største. Stalinisterne fordi en revolutionær tysk arbejderklasse ville være en trussel mod deres egen magt og privilegier. Tværtimod nedkæmpede de begge med rå vold revolutionære organisationer og bevægelser. Stalin i Østeuropa. Vestmagterne i Grækenland, Italien og Frankrig.

BOPAS’ ledelse bestod af hardcore ortodokse stalinister styret fra Moskva. I den anden grøft var Holger Danskes ledelse styret af reaktionære og konservative rigmandssønner, som fik opbakning fra London. Ingen af sponsorerne ønskede et oprør i den tyske arbejderklasse og derfor blev sabotageaktionerne vendt mod andre og mindre samfundsdestabiliserende mål.

Til gengæld gik mange aktioner udover normale mennesker fra arbejdsklassen. Der havde været en massiv arbejdsløshed igennem besættelsens første par år (se del 2), men i takt med at dansk økonomi blev fuldstændigt integreret i den tyske krigsproduktion faldt arbejdsløsheden. På trods af at mange arbejdere havde et ambivalent forhold til at arbejde for besættelsesmagten og dens underleverandører, må have været en enorm befrielse med nye arbejdspladser, efter flere års nærmest permanent arbejdsløshed, hvor de arbejdsløse blev behandlet som menneskeligt affald af staten (se del 2).

Det kan nok forstås, at normale arbejdere ikke så med sympati på folk, der sprængte deres arbejdspladser i luften, når de igennem en lang periode havde været periodisk arbejdsløse. Hvad værre var, at deciderede kriminelle senere blandede sig med den væbnede modstandsbevægelse og fremstillede sig som frihedskæmpere for at undgå straf efter krigens afslutning.

Dette kan ikke ændre, at mange af de unge, der blev en del af og ofrede deres liv i modstandskampen, var utroligt modige og var et eksempel for andre i deres aktive modstand mod samarbejdspolitikken og besættelsesmagten. I takt med at den tyske terror mod civilbefolkningen steg, så steg også støtten og sympatien for modstandsmændene i den danske befolkning, og ved krigens afslutning blev de udråbt til helte.

Det var dog ikke modstandsfolkene men den danske arbejderklasse, der væltede samarbejdsregeringen, og dermed trak Danmark i en radikalt anden politisk retning i sommeren 1943. Fra foråret 1943 og hen over sommeren steg antallet af sabotageaktioner kraftigt, men det samme gjorde strejkeaktiviteten. Der havde ophobet sig en enorm vrede i arbejderklassen mod besættelsesmagten, og ikke mindst mod samarbejdspolitikerne, specielt klasseforræderne fra Socialdemokratiet. Alt pegede på en kommende eksplosion. Et oprør mod samarbejdspolitikken var under opsejling. Sabotageaktioner og lignende har nok fungeret som inspiration for den danske arbejderklasses oprør, den berømte dråbe der fik bægeret til at flyde over, men da først den danske arbejderklasse rejste sig i en massebevægelse over det meste af landet, så den væbnede modstandsbevægelse til fra sidelinjen.

Oprøret

augustoprøret odense”Den danske arbejderklasse er nu aktivt trådt ind i de kæmpendes rækker. Den danske modstand er blusset op i et omfang, som aldrig er set herhjemme før.”
Klassekamp, trotskistisk blad, 28. august 1943

Vreden og utilfredsheden voksede og voksede i den danske arbejderklasse i foråret 1943. Antallet af strejker steg og steg. Vreden var ikke blot rettet mod den tyske besættelsesmagt, som nu var i defensiven på alle militære fronter. En stor del af vreden var også rettet mod samarbejdspolitikken. Samarbejdspolitikerne med Socialdemokratiet i front havde smadret levevilkår og underkastet arbejderklassen kapitalens diktat (se del 2). Rundt omkring i landet på de store arbejdspladser pustede menige DKP’ere til ilden, men da det endelig eksploderede, kom det bag på alle.

Det hele startede i Esbjerg. Natten mellem den 5. og 6. august udførte BOPA sabotageaktioner mod et lager på Esbjerg havn, hvor modstandsfolk stak ild på 400.000 tomme fiskekasser. Den eneste alment kendte aktion mod fødevaresektoren under hele krigen. Tyskerne kunne ikke tolerere blot et mindre angreb på fødevareleverancerne, så som modsvar indførte de udgangsforbud fra kl. 22 til kl. 5 om morgen. Dette blev med rette set som en enorm provokation i byen, hvor det de efterfølgende aftener kom til gadekampe mellem Esbjergs ungdom på den ene side og dansk politi og tyske soldater på den anden.

Kravet om en generalstrejke bredte sig på byens arbejdspladser, som et modsvar mod overgrebet fra tyske og danske myndigheders side. De menige DKP’ere blev, dog uden ledelsens godkendelse, presset af arbejderne til at lede strejkebevægelsen, som dem der stod for en politisk opposition og modstand. DKP’erne blev talspersoner og organisatorer af den generalstrejke, der omfattede hele Esbjerg by og et lignende mønster gentog sig i resten af landet.

DKP’s ledelse ønskede på ingen måde en massebevægelse, men da først den danske arbejderklasse bevægede sig, blev de menige medlemmer revet med og spillede en ledende rolle. Havde de ikke gjort det havde de fuldstændige mistet politisk anseelse i arbejderklassen. Generalstrejken kom til at omfatte hele byen, hvor selv de småhandlende blev mere eller mindre presset af arbejderklassen til at lukke deres butikker i solidaritet med bevægelsen.

højttalervogn Kongensgade i odenseDen socialdemokratiske fagbevægelse miskrediterede sig yderligere i alles øjne ved at køre biler med radiohøjtalere rundt i byen hvorfra de opfordrede folk til at genoptage arbejdet. Tyskerne og de danske myndigheder var presset af bevægelsen. Ingen af de to samarbejdspartnere ønskede at nedkæmpe en hel by, hvor civilbefolkningen stod sammen mod dem. De gav efter. Den 12. august ophævede tyskerne udgangsforbuddet, og esbjergenserne genoptog arbejdet.

Urolighederne havde dårligt nok lagt sig i Esbjerg, før bevægelsen spredte sig til Fyn. Fra den 11 og frem kom det til voldsomme gadekampe i Odense. Tyskerne svarede igen ved endnu et udgangsforbud og ved at indsætte kampsoldater i byen, der skød vildt omkring sig i den indre by. Svaret blev en al omfattende generalstrejke, der lukkede hele byen ned fra den 18. til den 23. august. Tyskerne lagde pres på de danske politikere, som mobiliserede politiet til at nedkæmpe arbejderne i Odense. Det danske politi gik til den med blodig ildhu og blev som resultat voldsomt forhadt af den fynske befolkning, men lige meget hjælp det. Gadekampe og generalstrejken bredte sig til alle byer på Fyn, hvor det især kom til voldsomme uroligheder i Svendborg. Tyskerne lagde sig igen fladt på maven. Den 23. blev udgangsforbuddet ophævet, og alle kampsoldater blev fjernet fra Odense.

Bevægelsen havde nu opbygget så meget momentum og gik fra sejr til sejr, at den spredte sig til resten af landet. Det kom til lokale strejker og gadekampe i Korsør, Kolding, Randers, Vejle, Haderslev og Roskilde, men bevægelsens tyngdepunkt blev nu flyttet til Nordjylland.

Her gik Aalborg først med massive demonstrationer og generalstrejke fra den 23. til den 29. Tyskerne frygtede de militante arbejdere i Aalborg og begyndte at skyde direkte ind i mængden af strejkende og demonstrerende arbejdere. Urolighederne i Aalborg satte dog ild til hele Nordjylland og andre dele af Jylland. Frederikshavn og Aarhus gik med i generalstrejken og I Hjørring udbrød der gadekampe. Selv små byer som Skagen og Sæby (henholdsvis 6000 og 3000 indbyggere) havde solidaritetsstrejker i solidaritet med arbejderne i Aalborg.

folkemængde i jernbanegade 19 august Tyske løjtnant Wieseler bliver overfaldetDen militante strejkebevægelse blev siden kendt som Augustoprøret. Strejkerne i de enkelte byer havde ofte simple politiske krav, såsom ophævelse af udgangsforbuddet og fjernelse af de tyske soldater fra byerne. Men i sit egentlige udtryk var de politisk langt klarere: de var direkte vendt mod den tyske besættelsesmagt og ikke mindst forræderne i samarbejdsregeringen. Overalt blev den socialdemokratiske fagbevægelse og parti fejet af banen og mange steder fik dens repræsentanter folkets kærlighed at føle. Det var et oprør vendt mod de herskende. Danske såvel som tyske.

Det bemærkelsesværdige ved Augustoprøret er, at København stod udenfor. Socialdemokratiets samarbejde med Gestapo om at udrense og arrestere militante arbejdere i november 1942 havde tydeligvis båret frugt for en tid (se del 3). Arbejderne i København var paralyseret. Deres oprør kom et år senere. På trods af det manglende oprør i København var den tyske besættelsesmagt og ikke mindst samarbejdsregeringen rystet i sin grundvold. Hele fundamentet smuldrede under dem.

Samarbejdsregeringens fald

”Folket i al bred almindelighed havde opsparet en harme – et had om man vil – til tyskerne og til samarbejdsfolkenes snik-snak og æreløse underkastelse. Men samarbejdspolitikerne fandt ikke grænsen, de havde ingen principper, ingen samvittighed – deres indre opløsning og indre moralske sammenbrud var nu åbenbart for alle. Det danske folk tog afstand fra dem ved at smide dem ud den 29. august 1943. Det er en hul løgn, når de senere påstod, at de gik selv. Nej, de var kloge nok til at se, at forsvandt de ikke nu, ville de blive aflivet som de forrædere, de var.”
Aage Staffe, modstandsmand, 2001

Samarbejdspolitikerne kunne ikke bremse den bevægelse, der bredte sig udover Danmark. Da dette stod klart for tyskerne, greb de til det redskab de havde benyttet mest under krigen: terror. For at afskrække og stoppe modstanden ville Tyskerne henrette modstandsfolk, samt bringe politiske fanger til KZ -lejre i Tyskland. De ville dog helst forsætte det gode samarbejde med de danske politikere og bad om deres godkendelse af henrettelserne og deporteringerne, men nu var grænsen nået selv for de danske politikere, som var voldsomt presset af massebevægelsen.

Samarbejdsregeringen nægtede at godkende tyskernes krav og gik af, og det var i sidste øjeblik. De danske parlamentarikere var dybt rystede over den massebevægelse, de havde været vidne til. Især Socialdemokratiet pressede nu på for at lægge afstand til den tyske terror. Bevægelsen i sommeren 43 var umiskendeligt ikke kun rettet mod tyskerne, men i lige så høj grad regeringen og specielt Socialdemokratiet - parti som fagbevægelse. Den socialdemokratiske fagbevægelse havde alle steder prøvet at forhindre strejkerne og lukke dem ned, hvilket var lykkedes i København, men alle andre steder var de blevet fejet af banen, og mange steder var de ligefrem blevet udstødt af arbejdspladserne. Mange steder vendte arbejdernes vrede sig direkte mod de socialdemokratiske ledere.

Den socialdemokratiske ledelse indså hurtigt, at de øjeblikkeligt måtte afbryde klassesamarbejdspolitikken ellers kunne den legitimitet og de rødder, de havde i den danske arbejderklasse, forsvinde, måske for altid. For at sikre sig ikke at miste den fuldstændige kontrol med fagbevægelsen til DKP, måtte de trække sig midlertidigt tilbage. Bevægelsen pressede Socialdemokratiet til at stoppe sin leflen for den tyske våbenmagt og dansk kapital.

Da samarbejdsregeringen trak sig, satte den tyske hær Danmark i militær undtagelsestilstand. Tyske soldater blev i overvældende antal sat ind i alle byer for at skabe ro og orden. Urolighederne og strejkebevægelsen blev lukket ned med rå militær magt. Yderligere opløste tyskerne den lille danske hær, som havde været under våben indtil nu (se del 2). Tyskerne anså den danske hær som en mulig militær trussel i tilfælde af en britisk invasion (hvilket på ingen måde var et realistisk scenarie). Det kom til en kortvarig kamp på kasernerne, og 24 danskere blev dræbt mens der var 5 dræbte på tysk side. Den danske flåde sænkede sig selv i Københavns havn. De danske kommunister, som sad i Horserød-lejren (se del 3), blev øjeblikkeligt sendt til tyske KZ-lejre, hvor mange omkom. De skulle blive efterfulgt af mange flere.

Dog var andre dele af det danske statsapparat intakte og velfungerende. Departementscheferne i det danske statsbureaukrati tog over, hvor politikerne slap, og kørte landet videre, som om intet var hændt. De sørgede for, at den offentlige sektor forsatte sit virke som hidtil. Mere essentielt sørgede de for, at intet kunne hindre fødevareleverancerne til Tyskland. Tyskerne rørte heller ikke ved det danske politi, som nu var styret af departementscheferne. Det danske politi havde vist sig at være en værdifuld samarbejdspartner for den tyske krigsmaskine, og de skulle yderligere bevise det året efter, hvor politiet var langt mere effektive i bekæmpelsen modstandsbevægelsen end tyskerne nogensinde kunne drømme om at blive. Under resten af besættelsen havde politikerne stadig en god kontakt til departementscheferne og de forsatte da også med at trække i trådene fra kulissen.

På trods af at der ikke længere var en folkevalgt regering, som besættelsesmagten kunne forhandle med, var den tyske besættelsesmagt mere end villig til at lade store dele af den danske stat forblive intakt, så længe de ikke blev anset for at være en militær trussel. De danske politikere og statsapparatet kunne administrere Danmark langt nemmere og mindre konfliktfyldt end den tyske hær kunne. Den danske stat og elite viste igen og igen, at de var en drømmepartner for den tyske nazisme.

Jødeaktionen

Flygtningetransport flygtning i baad”(...) vi forsvarer jøderne over for sådanne forfølgelser, der kun tjener Tysklands imperialistiske mål. Vi forsvarer dem som mennesker, der har krav på akkurat de samme demokratiske rettigheder som nogen som helst 'god' dansker. Den jødiske kapitalist bekæmper vi på samme måde, som vi bekæmper enhver dansk kapitalist. Men selv en jødisk kapitalist må vi forsvare, når han eftersøges og jages af fascisterne, fordi de ikke jager ham som kapitalist, men som menneske.”
Klassekamp, trotskistisk blad, 1941

Den tyske ledelse af Danmark var blevet voldsomt upopulær i Hitlers hovedkvarter. Augustoprøret blev opfattet, som det det var, i Berlin: Et åbent oprør mod besættelsesmagten. Samtidigt var samarbejdspolitikkens sammenbrud et vink med en vognstang om, at de tyske ledere i Danmark langt fra havde situationen under kontrol. Massebevægelsen var blevet lukket ned, og nu ønskede besættelsesmagten at sende et signal til Berlin om, at de var tilbage i kontrol. Det blev besluttet, at Danmarks 7000 jøder skulle sættes i KZ, som led i nazismens uhyrlige holocaust mod alle de, som nazisterne betragtede som mindreværdige racer.

Den tyske ledelse i Danmark var dog stadig dybt rystet efter sommerens begivenheder. De ønskede ikke at fremprovokere endnu en massebevægelse rettet mod dem selv. Ledelsen ville fedte for Berlin, men ikke starte endnu et oprør i Danmark, hvilket førte til, at de mere eller mindre åbenlyst fortalte alle deres danske kontakter, at de ville likvidere jøderne. Efter hensigten spredte denne information sig hurtigt i det danske samfund. Der blev lynhurtigt mobiliseret et nyt radikaliseret lag af den danske befolkning, som kastede sig ind arbejdet med at fragte de danske jøder til det neutrale Sverige.

500 jøder blev taget af tyskerne og deres håndlangere. Tyskerne kunne ånde lettet op. De havde sendt et signal til sine overordnede i Berlin, men uden at fremprovokere et nyt folkeligt oprør. Jødeaktionen havde dog mobiliseret et nyt lag i den danske befolkning, som efterfølgende kastede sig ind i den væbnede modstandskamp.

At så relativt få danske jøder blev ofre for holocaust er siden blevet udråbt som resultat af en national redningsaktion fra hele befolkningens side, men som i alle andre store begivenheder var klassekampen allestedsnærværende. Eller med den danske jødinde Doras ord:

”I samråd med min mand besluttede vi, at jeg skulle til Sverige. Han skaffede en transport, som skulle afgå fra Espergærde. Jeg stod på stranden med mit spædbarn i armene klar til at gå om bord, blev jeg og syv andre skubbet til side, der var nemlig dukket nogle velhavende jøder op med nogle meget store poser penge. En kvinde betalte 16.000 kr. til transportfolkene, hvilket fik det resultat, at jeg med mit spædbarn og de andre flygtninge blev skubbet til side og stod hjælpeløse tilbage på den øde strand i efterårsmørket. Et let bytte for de tyske patruljer.”
Dora Brandt, 2. oktober 1943

Gå til: del 1 | del 2 | del 3 | del 5 | del 6 | del 7

[Læs også: Hvem står bag Revolution?]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.