third international communist meeting(Redigeret, med indledning af Alan Woods 1975)

Artiklen, der er genoptrykt her, er genudgivet for første gang, siden den blev bragt i 'Workers International News' i juni 1943. Den er skrevet i anledning af opløsningen af den 3. (kommunistiske) Internationale samme år og er af betydelig interesse for alle, der beskæftiger sig seriøst med arbejderbevægelsens historie. Som en kompakt beskrivelse af den internationale organisations storhed og fald, som Lenin og Trotskij startede i 1919 som et middel til at skabe den verdenssocialistiske orden, er den vigtig både som historisk dokument og som et bidrag til diskussionen af socialistisk teori inden for arbejderbevægelsen.

I de 32 år der er gået, siden artiklen blev skrevet, har processen med nationalistisk reformistisk degenerering af de "kommunistiske" partier antaget en endnu mere kronisk karakter. Som forudsagt af Trotskij allerede i 1928 er de kommunistiske partiers ledelse bukket under for nationalismens gift.

Resultatet af godtagelsen af den stalinistiske "teori" om socialisme i ét land kan i dag ses i de rivaliserende bureaukratier i Rusland, Kina, Jugoslavien, Rumænien og Albanien, som hver især skinsygt holder på retten til at "spille herre" inden for deres egne grænser.

Den manglende evne til at forene disse landes økonomier på basis af en demokratisk kontrolleret produktionsplan skaber den absurde situation, hvor det lille Albanien kæmper for at opbygge "sin egen" stål-, lastvogns- og kuglelejeindustri, mens Rusland og Kina i stedet for at samarbejde om i fællesskab at udnytte Sibiriens enorme mineralrigdomme er optaget af en "kammeratlig" diskussion om grænser på et sprog, der består af raketter, tanks og mortérer. I virkeligheden er disse modsætninger, som er imod arbejdernes og bøndernes interesser i disse lande, og som skader verdenssocialismens sag forfærdeligt, dikteret af de nationale bureaukratiers privilegerede stilling, idet de ikke ønsker at afgive den mindste smule af deres magt og materielle fordele til fordel for arbejdende mennesker.

Den kinesisk-sovjetiske konflikt slog voldsomme revner i den stalinistiske "blok" og afslørede dermed alle de modsætninger, der lå bag den. Det har givet den nødvendige løftestang for, at de nationale bureaukratier har kunnet etablere en forholdsvis uafhængighed af Moskva. Hver af dem har udråbt deres egen "vej til socialisme".

Men det har ikke betydet en tilbagevenden til leninistisk internationalisme. Tværtimod, i det omfang, de nationale kommunistpartiers ledelser øger deres uafhængighed af Moskva, bliver de mere og mere afhængige af "deres eget" nationale borgerskab. På jagt efter et respektabelt, patriotisk, parlamentarisk image prøver lederne af kommunistpartierne desperat at indynde sig hos den "offentlige mening" ved at efterabe lederne af de socialistiske og socialdemokratiske partier. I mange lande taler de for alliancer med de liberale (og de konservative som i tilfældet med Italien) og står til højre for Socialdemokratiet.

Fra at have været fortroppen i kampen for socialisme er kommunistpartierne - i det mindste deres ledere - blevet konservative forhindringer på vejen for den socialistiske ændring af samfundet.

De britiske marxister i dag er stolte af at basere sig på de bedste af fortidens traditioner, herunder 3. Internationales første fire kongresser, bolsjevismen, Venstreoppositionen og Overgangsprogrammet. Men for at marxismens program kan blive levende, er det nødvendigt tålmodigt at forklare Marx, Engels, Lenin og Trotskijs idéer for aktivisterne i fagbevægelsen og arbejderorganisationer og i praksis at forbinde marxismes idéer med arbejdernes egne erfaring. Kun ved at overbevise arbejderbevægelsen med argumenter og gennem erfaring kan grunden lægges til sejren for socialismen i Storbritannien og internationalt.

Alan Woods 1975

Tredje internationales storhed og fald

Af Ted Grant juni 1943

Tredje Internationale er officielt blevet begravet. På den mest uværdige og usle måde, man kan forestille sig, er den forsvundet fra historiens scene.

Stalin har på den mest forræderiske måde, forhastet og uden at rådføre sig med de tilsluttede partier, endsige de menige medlemmer over hele verden, opgivet Komintern (Kommunistisk Internationale). Det er sket på grund af pres fra den amerikanske imperialisme uden nogen demokratisk diskussion og beslutning.

Det er nødvendigt kort at gennemgå Internationalens stormfulde opståen og endnu mere stormfulde fald, for at forstå, hvordan den organisation, som vakte hele den kapitalistiske verdens terror og had, nu har fået en så vanærende død på kapitalismens befaling. Selve beslutningen om Internationalens opløsning var bare en erkendelse af, hvad alle oplyste mennesker længe havde vidst; at Komintern, som forkæmper for verdenssocialismen, var død og for evigt gået bort fra sine oprindelige hensigter og formål. Dens afgang ved døden var spået og forudset lang tid i forvejen.

Tredje Internationale opstod ud af kapitalismens sammenbrud i 1. verdenskrig. Den russiske revolution sendte en bølge af revolutionær vilje gennem arbejderklassens rækker udover hele verden. For de krigstrætte, desillusionerede og forbitrede masser kom den som et budskab om håb, inspiration og mod. Den viste vejen ud af det blodige kaos, som kapitalismen havde kastet samfundet ud i. Komintern opstod som en direkte følge af forræderiet og sammenbruddet af 2. Internationale, som havde støttet den herskende klasse i 1. verdenskrig. Oven i købet saboterede og ødelagde den endnu mere forræderisk de revolutioner, som fulgte i kølvandet på 1. verdenskrig.

Imperialismens sammenbrud blev markeret af revolutionerne i Tyskland, østrig, Ungarn og revolutionære tilstande i Italien, Frankrig og oven i købet i England. Den socialistiske revolutions spøgelse hang over hele Europa.

Næsten alle borgerlige politikeres erindringer og skrifter på den tid vidner om deres fortvivlelse, manglende tillid til, at borgerskabet kan trodse revolutionen, og anerkendelse af, at de har mistet kontrollen over situationen. Socialdemokratiet reddede kapitalismen. De magtfulde fagforeninger og socialistiske bureaukratier placerede sig i spidsen for massernes voldsomme opstand og førte kampen ad harmløse kanaler. I Tyskland konspirerede Noske1 og Scheidemann med junkerne og kapitalisterne for at ødelægge revolutionen. Sovjetterne af arbejdere, soldater, sømænd, bønder og endog studenter, som var udgået fra Novemberrevolutionen 1918, stod med magten i hænderne. Socialdemokraterne lagde magten tilbage i hænderne på kapitalisterne. Gradvist, langsomt og fredeligt, som deres teoretiske idéer foreskrev, ville de transformere kapitalisme til socialisme.

Kommunistisk Internationales 2 KG 19juli23juli 7august 1920I Italien i 1920 havde arbejderne beslaglagt fabrikkerne. I stedet for at lede arbejderne til erobring af magten påbød socialistpartiet dem at holde op med denne "forfatningsstridige" fremgangsmåde. Sådan var det over hele Europa. Resultaterne af det program er indlysende i dag. Det værste tyranni og den blodigste krig i kapitalismens historie. Men netop på grund af sammenbruddet af international socialisme i 2. Internationale, som havde forrådt marxismen, blev 3. Internationale dannet. Allerede i begyndelsen af 1. verdenskrig redegjorde Lenin for nødvendigheden af en 3. Internationale og stillede vedholdende krav om en sådan. 3. Internationale blev formelt stiftet i marts 1919. Dens erklærede hensigter og mål var at styrte verdenskapitalismen og skabe en verdenskæde af forenede socialistiske sovjetrepublikker for at slutte sig sammen med USSR, som ikke selv var skabt som en uafhængig enhed, men blot som et fundament for verdensrevolutionen. Dens skæbne ville blive afgjort af og var nøje knyttet sammen med verdensrevolutionens skæbne.

Dannelsen af 3. Internationale førte hurtigt til dannelsen af store kommunistpartier i alle de vigtigste lande i verden. I Tyskland, Frankrig, Tjekkoslovakiet og andre lande blev der skabt kommunistpartier med en massemedlemsskare. I England blev der dannet et lille kommunistparti, som havde en bemærkelsesværdig indflydelse. Verdensrevolutionens succes syntes i den efterfølgende periode sikret af begivenhedernes udvikling. De kommunistiske partier i Europa steg støt i antal og indflydelse på bekostning af socialdemokratiet.

1. verdenskrig havde ikke været nogen succes med hensyn til at løse nogen af den kapitalistiske verdens problemer. Faktisk havde den forværret dem. Kapitalismen var brudt sammen i sit svageste led, som Lenin udtrykte det. Forsøgene på at ødelægge den unge Sovjetrepublik med interventionskrige havde slået fuldstændig fejl. Tysk kapitalisme, den stærkeste i Europa, fandt sig selv tappet for ressourcer og en del af sit territorium, bebyrdet med uhyrlige krigsskadeserstatninger, og generelt placeret i en umulig position.

Den britiske og franske imperialisme, sejrherrerne i den sidste krig, var ikke væsentligt bedre stillet. Opmuntret af den russiske revolution rørte de koloniale og halvkoloniale masser på sig og forberedte sig til oprør. Masserne derhjemme var rastløse og urolige, og den anglo-franske imperialismes økonomiske position var betragteligt forværret i sammenligning med den japanske og amerikanske kapitalisme.

Det var på denne internationale baggrund, at krisen brød ud i Tyskland i 1923. Tyskland, med sin høje produktionskapacitet, var forkrøblet af de restriktioner, der var pålagt af Versailles2, og var nu blevet det svageste led i verdenskapitalismens kæde. Tysklands svigt med hensyn til at betale afdrag på krigsskadeserstatningerne resulterede i, at de franske kapitalister marcherede ind i Ruhr. Det medvirkede til at fuldstændiggøre sammenbruddet i den tyske økonomi, og det tyske borgerskab gjorde sig umage for at læsse byrderne over på arbejder- og middelklassens skuldre. Markens værdi faldt svarende til, at et engelsk pund steg fra 20 til 40 Mark i januar, til 5 millioner i juli og til 47 millioner i slutningen af august. De indignerede tyske masser begyndte at gå i retning af kommunisme. Brandler, der dengang var leder af den kommunistiske internationale, sagde på et af Kominterns eksekutivkomite møder: "Der var tegn på, at en revolutionær bevægelse rørte sig: Vi havde midlertidigt flertallet af arbejderne bag os, og i den situation mente vi, at vi under gunstige omstændigheder øjeblikkeligt kunne skride til angreb (…)"

Men uheldigvis formåede Internationalens ledelse ikke at leve op til testen og drage fordel af mulighederne. Succes i Tyskland ville uundgåeligt have ført til sejr i hele Europa. Men som i Rusland i 1917, således også i Tyskland i 1923, vaklede dele af ledelsen. Stalin hævdede, at det tyske parti skulle "afholdes" fra at foretage sig noget. Resultatet var, at den oplagte lejlighed til at tage magten i Tyskland blev forpasset, og kommunisterne i Tyskland led nederlag. Også revolutionen i Bulgarien led skibbrud af lignende årsager. Revolutionens nederlag i Europa, forårsaget af ledelsens svigt, fik uundgåeligt alvorlige følger. Som Lenin havde skrevet for at understrege nødvendigheden af at forberede vejen for opstanden i Rusland i 1917: "Både den russiske og verdensrevolutionens succes afhænger af to eller tre dages kamp."

Verdensrevolutionens fiasko og isoleringen af Sovjetunionen, sammen med dets tilbageståenhed, trætheden og apatien blandt de sovjetiske masser, som havde gået igennem år af krig, frygtelige afsavn og lidelser under borgerkrigen og under interventionen, deres desillusionering og desperation, da deres håb om bistand fra arbejderne i Europa blev svigtet: alt dette førte uundgåeligt til reaktion inden for USSR.

I 1924 kom Stalin for første gang frem med den utopiske og anti-leninistiske teori om socialisme i et land og afspejlede dermed, måske ubevidst, det reaktionære og konservative bureaukratis interesser, som netop var begyndt at hæve sig over de sovjetiske masser. Den teori udsprang direkte af det nederlag, som revolutionen havde lidt i Tyskland. Den tilkendegav en opgivelse af principperne om revolutionær internationalisme, som den russiske revolution var baseret på, og som den kommunistiske internationale var bygget på. Af ren og skær vane fra den russiske revolutions traditioner, erklærede Stalin ved Lenins begravelse i januar 1924: "Da han forlod os, pålagde kammerat Lenin os troskab mod den kommunistiske internationale. Vi tilsværger dig, kammerat Lenin, at hellige vores liv til udbredelsen og styrkelsen af unionen af arbejdere i hele verden, den kommunistiske internationale.'' På det tidspunkt havde han ikke den ringeste anelse om, hvor teorien om socialisme i ét land ville føre Sovjetunionen og Komintern hen.

Kominterns historie har siden de dage i høj grad været bestemt af sovjetbureaukratiets vaklende og svingende politik. Lenin havde vedholdende kædet Sovjetunionens skæbne sammen med arbejderklassens skæbne i hele verden og i særdeleshed med dens avantgarde, Komintern. Selv Den Røde Hærs ed forpligtede de røde soldater til loyalitet mod den internationale arbejderklasse. Faktisk blev Den Røde Hær ikke betragtet som en uafhængig national styrke, men som et af instrumenterne for verdensrevolutionen. Selvfølgelig er alt dette for længst blevet ændret af Stalin.

I forening med Lenin, som i sine sidste år betragtede situationens udvikling med alvorlig bekymring, havde Trotskij allerede i 1923 påbegyndt kampen imod bureaukratiseringen af Bolsjevikpartiet og sovjetstaten. Lenin advarede imod de farer for degeneration, som truede sovjetstaten.

På baggrund af den voksende reaktion, nationalt og internationalt, trådte kampen mellem internationalisterne og Thermidorianerne3 ind i en akut fase. Trotskij forlangte, i alliance med Lenin, genoprettelse af fuldstændigt demokrati inden for Bolsjevikpartiet og inden for sovjetterne. Lenin krævede, for at opnå dette, at Stalin skulle afsættes fra partiets generalsekretærpost, fordi han var blevet det fokus, som bureaukratiet udkrystalliserede sig omkring. Efter Lenins død sikrede Zinoviev, Kamenev og Stalin ("Trojkaen'') en beslutning i centralkomiteen, som gik imod Lenins råd og begyndte en kampagne imod Lenins idéer, fremført af Trotskij, med den løgnagtige opfindelse af legenden om "Trotskisme''.

Kominterns skæbne hang sammen med det sovjetiske bolsjevikpartis skæbne, som på grund af dettes prestige og erfaring naturligvis var den dominerende styrke i Internationalen. Overgangen fra politikken om verdensrevolution til politikken om socialisme i ét land udtrykte en skarp drejning til højre i Ruslands interne politik såvel som i Kominterns politik.

I Rusland blev Zinoviev og Kamenev4 tvunget i opposition af den anti-marxistiske politik, som Stalin nu udviklede. De blev skubbet ind i en alliance med Trotskij og hans tilhængere. Under ledelse af Trotskij foreslog venstreoppositionen en politik for industrialisering af hele Rusland gennem en række femårs planer, men sammen med Bukharin gik Stalin imod dette og fremkom med sin berømte aforisme på centralkomiteens plenarmøde i april 1927:

"At forsøge at bygge den hydroelektriske station i Dnieperstroj ville for os være det samme, som det ville være for en muzhik5 at købe en grammofon i stedet for en ko." Så sent som i slutningen af 1927, under forberedelserne af den 15. partikongres, hvis opgave var at ekskludere venstreoppositionen, sagde Molotov gentagne gange: "Vi må ikke forfalde til de fattige bønders illusioner om kollektivisering af de brede masser. Under de nuværende omstændigheder er det ikke længere muligt." Inden for Rusland var politikken at tillade kulakkerne (de rige bønder) og nep-mændene (kapitalisterne inde i byerne) frit spillerum for økonomisk udvikling. Denne politik blev perfekt symboliseret med Bukharins slogan, som med fuld støtte fra Stalin blev skreget ud for bondestanden: "Berig jer!"

Politikken for Komintern var nu skubbet langt til højre med Stalins optagethed af at finde "allierede" til at "forsvare Sovjetunionen imod angreb."

Komintern var allerede blevet reduceret til rollen som grænsevagt. Uenigheden inden for Bolsjevikpartiet og inden for Internationalen blussede op i forbindelse med spørgsmålet om den kinesiske revolution og situationen i England.

I Kina satte revolutionen fra 1925 til 1927 millioner i bevægelse i Asien. I stedet for at fæste lid til, at arbejderne og bønderne kunne gennemføre revolutionen, nøjagtig som det var den leninistiske politik i Rusland, foretrak Komintern at støtte sig på de kinesiske kapitalister og generaler.

Venstreoppositionen advarede imod følgerne af denne politik. Det kinesiske kommunistparti var det eneste arbejderparti i Kina og havde en dominerende indflydelse på arbejderklassen. Bondestanden så hen til, at eksemplet i Rusland ville vise vejen ud af årtiers lange lidelser under godsejervældet ved overtagelse af jorden. Men Komintern nægtede stædigt at følge princippet om arbejderklassens uafhængighed, som, Lenin havde insisteret på, var en forudsætning for kommunistisk politik i forhold til de borgerligt-demokratiske og anti-imperialistiske revolutioner i øst.

I mellemtiden blev en lignende politik tilstræbt i England, hvor masserne gennemgik en intens radikaliseringsproces. Som et middel i kampen mod interventionen imod Sovjetunionen lavede de russiske fagforeninger en aftale med TUC’s (engelsk LO, red.) generalsekretariat. Tendensen i retning af revolutionær udvikling i England ses af den kendsgerning, at en million medlemmer, en fjerdedel af fagforeningsmedlemmerne, var organiseret i Mindretalsbevægelsen (the Minority Movement)6.

Efter at have analyseret situationen i England havde Trotskij forudsagt udbruddet af en generalstrejke. Opgaven for kommunistpartiet og den kommunistiske Internationale skulle have været at forberede arbejderne på uundgåeligheden af forræderi fra dele af fagforeningsledelsens side. I stedet for såede de illusioner i arbejdernes bevidsthed, især da fagforeningsbureaukraterne havde dækket sig selv ind under aftalen med de russiske fagforeninger, hvis prestige de udnyttede som skalkeskjul. Efter fagforeningsbureaukraternes forræderi imod generalstrejken forlangte Trotskij, at de russiske fagforeninger skulle afbryde forbindelserne til TUC. Det nægtede Stalin og Komintern at gøre.

Efter at have brugt den anglo-russiske kommité så længe de havde brug for, afbrød de britiske fagforeningsledere forbindelserne mere end et år efter generalstrejken. Komintern råbte op om, at den var blevet forrådt. Men i mellemtiden var Storbritanniens unge kommunistparti, som burde have forøget sin indflydelse med stormskridt som følge af disse store begivenheder, paralyseret og desorienteret på grund af Internationalens politik og var blevet fuldstændigt miskrediteret og måtte se sin indflydelse blandt masserne skrumpe ind.

Disse yderligere nederlag for Internationalen, direkte forårsaget af Stalins og bureaukratiets politik, forøgede paradoksalt nok i første omgang bureaukratiets magt inden for Sovjetunionen. De sovjetiske masser var blevet endnu mere modløse og desillusionerede af disse nye nederlag for det internationale proletariat, og moralen led yderligere knæk. De nederlag, som havde været en direkte følge af Stalins og bureaukratiets politik, styrkede nu dettes tag om Sovjetunionen yderligere. "Venstreoppositionen" under ledelse af Trotskij, som havde analyseret korrekt og forudsagt disse udviklinger, blev nu ekskluderet af Bolsjevikpartiet og af Internationalen.

De indenlandske resultater af Stalins politik begyndte nu at bære frugt i form af en alarmerende vækst i de rige bønder og kapitalisterne i byernes styrke og indflydelse. USSR stod på randen af en katastrofe. Stalin og bureaukratiet blev i panik og frygt tvunget til at adoptere en karikatur af netop den politik, som Trotskij og hans meningsfæller var blevet udstødt for. I Rusland blev de femårsplaner, som Stalin havde kæmpet så ihærdigt imod, introduceret. Det er på basis af denne planlagte produktion, at USSR opnåede sine største succeser, og USSR baserer sig selv på disse den dag i dag.

I mellemtiden afspejlede den paniske drejning til venstre i indenrigsspørgsmål sig i en panisk drejning til venstre internationalt. Stalin havde brændt fingrene slemt i sine forsøg på at støtte sig til de kapitalistiske elementer i Kina og på at nærme sig Socialdemokratiet. Nu tvang han Internationalen skarpt i den modsatte retning.

I modstrid med sine love havde Internationalen ikke holdt en kongres i fire år. En ny kongres blev indkaldt og den indførte officielt programmet som socialisme i ét land i den Kommunistiske Internationales program. Den proklamerede også afslutningen på kapitalistisk stabilitet og begyndelsen på det, der blev benævnt "den tredje periode". Denne såkaldte "tredje periode" blev anset for at være en forløber for perioden med verdenskapitalismens endelige sammenbrud. På samme tid blev Stalins, dengang så berømte (men nu begravede) teori om, at Socialdemokratiet havde ændret sig til "Socialfascisme", lanceret. Ingen aftaler var nu mulige med "socialfascister", som udgjorde den største fare, arbejderklassen stod overfor, og derfor måtte tilintetgøres.

Det var netop i denne periode, at den hidtil værste krise 1929-33 ramte verden. Først og fremmest Tyskland. De tyske arbejdere blev trængt ind i en tilstand af nedværdigelse og elendighed, og middelklassen blev ruineret. De tyske arbejdsløshedstal steg støt til de nåede 8.000.000. Middelklassen, der ikke havde fået noget ud af revolutionen i 1918, og som var skuffede over, at kommunisterne ikke havde taget magten i 1923, begyndte nu i angst og desperation at se efter en løsning på sine problemer i en anden retning. Understøttet og finansieret af kapitalisterne begyndte fascisterne at sikre sig en massebasis i Tyskland. Ved valgene i september 1930 sikrede de sig næsten 6,5 millioner af stemmerne.

Selv om Trotskij og hans tilhængere var blevet ekskluderet af Kommunistisk Internationale, betragtede de sig stadig som en del af den, og forlangte vedholdende at få tilladelse til at vende tilbage til rækkerne. På samme tid kritiserede de skarpt den selvmorderiske teori, som nu var blevet antaget af Komintern. I stedet for denne forlangte de en tilbagevenden til den realistiske leninistiske politik, enhedsfronten7, som et middel til at vinde masserne gennem kamp og gennem deres egen erfaring til kommunisme.

Ved Hitlers sejr ved valgene slog Trotskij alarm. I en pjece med titlen "Den nye kurs i Den Kommunistiske Internationale - situationen i Tyskland" udsendte han startskuddet til en kampagne, som blev fremført i tre år af Kominterns internationale venstreopposition, som trotskisterne betragtede sig selv. I Tyskland, Frankrig, USA, England, Sydafrika og i alle lande, hvor de havde grupper, førte trotskisterne en kampagne, der krævede, at det tyske kommunistparti startede en kampagne for en enhedsfront sammen med socialdemokraterne for at forhindre Hitler i at komme til magten.

På Stalins og Kominterns direkte anvisning og påbud, fordømte det tyske kommunistparti denne politik som en kontrarevolutionær "socialfascistisk" politik. De kæmpede ihærdigt imod Socialdemokratiet som arbejderklassens "hovedfjende" og hævdede, at der ikke var forskel på demokrati og fascisme.

I september 1930 proklamerede "Røde Fane", det tyske kommunistpartis organ: "Dagen i går var hr. Hitlers største dag, men nazisternes såkaldte valgsejr er begyndelsen til enden". Gennem alle disse år fortsatte Komintern sin skæbnesvangre kurs. Da Hitler organiserede en folkeafstemning i 1931 for at fjerne den socialdemokratiske regering i Prøjsen, stemte de tyske kommunister sammen med nazisterne imod socialdemokraterne, på Stalins og Kominterns direkte opfordring. Så sent som i maj 1932 kunne den britiske "Daily Worker" stolt anklage trotskisterne for deres politik i Tyskland på denne måde:

"Det er betegnende, at Trotskij er gået til forsvar for en enhedsfront mellem de kommunistiske og socialdemokratiske partier imod fascismen. Ingen mere splittende og kontrarevolutionær klasseledelse kunne overhovedet være givet i en tid som den nuværende." I mellemtiden havde Trotskij skrevet fire pjecer og snesevis af artikler og erklæringer, og overalt udnyttede de internationale trotskister enhver mulighed for at lægge pres på Komintern, for at få den til at ændre sin politik. Men forgæves.

I 1933 var Hitler i stand til at tage magten uden nogen form for organiseret modstand overhovedet, i et land med den bedst organiserede arbejderklasse og med det stærkeste kommunistparti uden for Rusland. For første gang i historien var reaktionen i stand til at erobre magten uden nogen modstand fra arbejderklassens side. Det tyske kommunistparti havde 6.000.000 tilhængere, Socialdemokratiet 8.000.000 tilhængere. Tilsammen var de den mægtigste styrke i Tyskland. Ved dette forræderi var det tyske kommunistparti fortabt for evigt. Men Komintern havde langt fra opfattet katastrofens omfang. I stedet godkendte den højtideligt det tyske kommunistpartis og Internationalens politik som absolut korrekt.

En organisation, der ikke vil lære af historien, er fortabt. Som en kraft, der arbejdede for verdenssocialismen, var Den Kommunistiske Internationale død. Den internationale Venstreopposition brød ud og proklamerede nødvendigheden af en ny internationale. Men det, der var synligt for fortroppen, som havde opgivet forsøget på at reformere Komintern, kunne de brede masser ikke umiddelbart se. Kun gennem store begivenheder kunne de lære det.

Den Kommunistiske Internationale fortsatte med at føre denne forkerte politik helt frem til 1934. Da fascisterne i Frankrig, opmuntret af fascismens succeser i østrig og Tyskland, anførte væbnede demonstrationer for at vælte den liberale regering og parlamentet, udstedte Kommunistpartiet ordre til at demonstrere sammen med dem. Men nu var den fare, som Hitler udgjorde i forhold til Sovjetunionen, åbenlys for enhver. Stalin og bureaukratiet var panikslagne. Som en kynisk hån imod Kominterns muligheder som redskab for verdensrevolutionen, gjorde Stalin den ganske åbenlyst til et redskab for russisk udenrigspolitik.

En organisation, som i klassesamfundet ophører med at repræsentere arbejderklassen, kommer uundgåeligt under indflydelse og pres fra borgerskabet. I sin søgen efter allierede vendte Stalin sig nu i retning af det britiske og franske borgerskab. På Internationalens sidste kongres, som blev afholdt i 1935, blev "folkefronts"-politikken startet og tiltrådt. Denne koalition med de liberale kapitalister er en politik, som Lenin havde kæmpet imod hele sit liv. Den repræsenterede et nyt stadium i degenereringen af Komintern og den første arbejderstat.

Med Hitlers fremgang, der igen var forårsaget af Stalins politik, blev bureaukratiets kvælertag inden for Sovjetunionen yderligere forøget. Bureaukratiet havde hævet sig selv højere og højere over de sovjetiske masser og havde forøget sin magt. Men den fremadskridende degenerering har gennemgået kvalitative forandringer.

Fra blot at være ude af stand til at sikre andet end nederlag for arbejderklassen i hele verden, er stalinismen nu blevet en direkte modstander af arbejderrevolution i andre lande. Moskva-processerne, mordene på de gamle bolsjevikker, udrensningerne, mord på og landsforvisning af titusinder af blomsten af de russiske kommunistiske arbejdere fuldstændiggjorde den stalinistiske kontrarevolution inden for Sovjetunionen.

Begivenhederne i Frankrig og Spanien8 er friske i enhver revolutionærs bevidsthed. Komintern spillede den afgørende rolle i ødelæggelsen af den revolution, som kunne have været fuldført. De afslørede i sandhed sig selv som kontrarevolutionens kæmpende avantgarde. Arbejderklassens nederlag førte uundgåeligt til en ny verdenskrig.

Ironisk nok blev krigen indvarslet ved en pagt mellem Hitler og Stalin. Således rettede Stalin nye slag mod verdens arbejderklasse og mod Komintern. Denne udførte nu en saltomortale og indledte en kampagne for fred i Hitlers interesse, med en behændig forfalskning af "revolutionær" politik. Som Trotskij, i en artikel skrevet i marts 1933, forudså om Stalin-Hitler pagten:

"Det fundamentale træk i Stalins internationale politik i de senere år, har været dette: at han handler med arbejderklassebevægelserne, nøjagtig som han handler med olie, mangan og andre varer. I denne udtalelse er der ikke en tøddel af overdrivelse. Stalin betragter sektionerne af Komintern i de forskellige lande og undertrykte nationers frihedskamp som småpenge i handlen med imperialistiske magter. Når han behøver Frankrigs bistand, så lader han de franske arbejdere underkaste det radikale bourgeoisi. Når han skal støtte Kina imod Japan, så lader han det kinesiske proletariat underkaste Kuomintang. Hvad ville han gøre i tilfælde af en aftale med Hitler? Det er helt sikkert, at Hitler ikke i særlig grad behøver Stalins assistance for at kvæle det tyske kommunistparti. Den betydningsløse tilstand, som sidstnævnte befinder sig i, er desuden blevet sikret af hele dets forudgående politik. Men det er meget sandsynligt, at Stalin vil gå med til at afskære al pengehjælp til illegalt arbejde i Tyskland. Dette ville være en af de allermindste indrømmelser, som han ville blive nødt til at gøre, og han ville såmænd være mere end villig til at gøre det. Man må vel også formode, at den larmende, hysteriske og falske kampagne imod fascisme, som Komintern har ført inden for de sidste få år, vil blive "kvalt i stilhed"."

Denne politik, som Stalin og Kominterns "stinkende lig" førte, led uopretteligt nederlag og ruin, da nazisterne invaderede Sovjetunionen. Komintern måtte udføre en øjeblikkelig vending og atter engang kaste sig selv ned som dørmåtte for Roosevelt og britisk imperialisme. Men med Stalins stigende afhængighed af amerikansk og britisk imperialisme kom også et stigende pres fra de kapitalistiske "allieredes" side. Især amerikansk imperialisme forlangte at se afslutningen på Komintern som en endegyldig garanti imod faren for social revolution i Europa, efter Hitlers fald.

Det langtrukne skuespil er overstået. Stalin har opløst det degenererede Komintern. I og med han har gjort det, har han åbenlyst bekendtgjort, at han er gået over på den kapitalistiske kontrarevolutions side, for så vidt angår resten af verden. Men imperialisterne, der tvang Stalin til at gøre dette træk til gengæld for indrømmelser og "billige tilbud" fra deres side, har ikke forstået de konsekvenser, som det vil have.

Det kan og vil ikke forhindre fremkomsten af nye revolutioner i hele verden. I de mindre end to årtier, der er gået siden påbegyndelsen af dens degeneration, har Komintern forspildt mange gunstige situationer i mange lande.

De kommende årtier vil med kapitalismens sammenbrud være vidne til mange revolutioner. Selv den voldsomt turbulente epoke i perioden mellem krigen vil synes forholdsvis rolig sammenlignet med den periode, som ligger forude.

På den baggrund af storme og omvæltninger vil et virkeligt instrument for verdensrevolutionen blive skabt. Hvad arbejderne uden for Rusland manglede i de sidste årtier var et bolsjevikisk arbejderparti og en bolsjevistisk ledelse. Kominterns storhedstid i 1917-23 vil leve igen. Støtten til de marxistiske ideer vil vokse internationalt, baseret på bolsjevismens traditioner, fortidens rige erfaringer, og læren fra arbejderklassens nederlag kan igen føre til kapitalismens omstyrtelse og til verdens socialistiske republik.


1. Leder i højrefløjen af SPD. Gustav Noske, organiserede, som krigsminister, undertrykkelsen af de tyske arbejderes opstand i januar 1919 og sanktionerede mordene på Luxemburg og Liebknecht. Philipp Scheidemann blev kansler i 1919. Junkerne var reaktionære prøjsiske aristokrater, der dominerede militæret og statsforvaltningen indtil 1930’erne. See: Germany - From Revolution to Counter-Revolution by Rob Sewell (Fortress).

2. Versailles-traktaten blev underskrevet i 1919 og pålagde Tyskland hårde vilkår efter afslutningen af Første verdenskrig.

3. Fra Thermidor: et begreb der bruges til at beskrive politisk reaktion uden en social kontrarevolution. Det er udsprunget fra analogien med magtskiftet i den franske revolution i måneden med Thermidor (juli) 1794, da de radikale Jakobinere ledet af Robespierre blev væltet af et højreorienteret kup, mens den sociale revolutions fundamentale sejre (kapitalistiske) forblev intakte. Thermidorianere: Støtter af den politiske reaktion i Rusland.

4. Grigori Zinoviev og Lev Kamenev var gamle bolsjevikker. Den første var den kommunistiske internationales første præsident, den anden var tidligere stedfortræder for Lenin. Begge var på daværende tidspunkt imod bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917. Senere blokerede de sammen med Stalin implementeringen og nægtede eksistensen af Lenins testamente, der krævede at Stalin blev fjernet fra sin post som partiets generalsekretær. Begge blev henrettet i 1936 under udrensningerne.

5. Et russisk udtryk for bønder.

6. En organisation der samlede venstrefløjen i de britiske fagforeninger i 1920’erne. Den var startet og hovedsageligt ledet af Kommunistpartiet.

7. Enhedsfronten blev anset for at være en midlertidig aftale mellem arbejdernes masseorganisationer om handling på særlige spørgsmål, mens man opretholdt programmernes selvstændighed.

8. I Spanien februar 1936 og Frankrig juni 1936 blev der valgt folkefrontsregeringer. Som i Spanien skred de franske arbejdere øjeblikkeligt til handling, besatte fabrikker og etablerede arbejderkomiteer. I begge lande fungerede folkefrontsregeringen som strejkebrydere, i Spanien åbnede de vejen for Francos fascistiske opstand I juli 1936.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.