The Russian Revolution 1905 Q81553 maniRevolutionen i Rusland i 1905 er mindre kendt end mange andre store begivenheder i verdenshistorien. Dens vigtighed blev understreget af Lenin, der beskrev revolutionen i 1905 som generalprøven for den succesfulde Oktoberrevolution i Rusland i 1917, der ikke havde været mulig uden erfaringerne fra 1905.

De revolutionære, med Lenin i spidsen, der gennemførte Oktoberrevolutionen i 1917, lærte meget af revolutionen i 1905, og det samme er tilfældet for revolutionære i dag, her 110 år efter. Enhver der er seriøs om at ville ændre verden, og ikke blot leger verdensomstyrter om søndagen, må sætte sig ind i tidligere tiders krige, kriser og revolutioner for ikke at blive kastet hid og did af de nuværende og kommende.

Tsarregimets dødskramper

Som det ofte har været tilfældet i historien, opstod revolutionen i 1905 i høj grad på baggrund af krig, som var brudt ud mellem Rusland og Japan i 1904. Japan, som var den unge frembrusende imperialistiske magt, stod på Ruslands østlige dørtrin, hvilket ikke kunne blive tolereret. Krigen gik særdeles godt for Japan, mens Rusland gik fra den ene fiasko til den næste, som afslørede tsarregimets råddenskab.

Krigen havde en fuldstændig reaktionær karakter, som alle krige mellem imperialistiske stormagter har. Japan var en ung og opadstigende magt, som ville ekspandere sit territorium og indflydelsessfære, mens Rusland på den anden side var en trængt og nedadgående magt, som forsøgte at bevare rigets grænser.

Mens den kapitalistiske udviklingsproces havde taget fart i Rusland, specielt fra slutningen af 1800-tallet, så havde den politiske overbygning ikke ændret sig synderligt, i modsætning til lande som Frankrig og England. Her havde man med de borgerlige revolutioner fået indført parlamentarisme, fordelt jorden til bønderne og fjernet monarkiernes magt.

I Rusland havde processen, som Trotskij udtrykte det, været ujævn og kombineret. Mens kapitalismen havde udviklet sig – og med det en arbejderklasse i storbyerne – så var det feudale monarkistiske tsarstyre blevet bevaret. Det betød, at godsejervældet i stor udstrækning var bevaret på landet, hvor bønderne levede under slavelignende forhold, og at det var tsaren, der gennem et jerngreb styrede landet på diktatorisk vis. Krigen med Japan viste hvorledes, at tsarstyret var blevet en lænke om udvikling i Rusland.

Revolutionen starter

På trods af krigens reaktionære karakter blev den i starten mødt med en vis naivitet fra massernes side, hvilket er tilfældet i de fleste krige. Men krigens konsekvenser blev en større og større byrde for de brede masser eksempelvis i form af højere fødevarepriser.

Derfor blev en fredelig demonstration arrangeret foran Vinterpaladset d. 9. januar (22. januar efter vores tidsregning) af præsten George Gapon. Fader Gapon stod samtidig i spidsen for den fagforening med størst opbakning blandt arbejderne, på trods af, at denne fagforening var støttet af politichefen i Sergei Vasilyevich Zubatov.

De fleste arbejdere i byerne i Rusland var på dette tidspunkt første generations-arbejdere, altså bønder der var immigreret fra landet ind til byerne i søgen efter et bedre liv. Mange af arbejderne i storbyerne havde derfor stadig et meget konservativt verdenssyn, og for dem havde tsaren en form for gudestatus, hvilket gav ham tilnavnet ”den lille fader”. Fader Gapons ledelse for arbejderne reflekterede derfor på mange måder bevidstheden hos den dugfriske arbejderklasse, som stadig manglede en klar klasseidentitet.

Den fremtidige klassekamps skarpe karakter kunne derfor heller ikke ses i demonstrationen den 9. januar. Tværtimod, så blev den fredelig demonstration ledt af en præst, arbejderne bar religiøse ikoner og man havde medbragt en begæring til ”den lille fader” om at få forbedret de utålelige livsbetingelser, som krigen har bragt med sig.

Arbejdernes illusioner blev dog hurtigt smadret, da demonstrationen blev mødt af kugler fra tsarens politi og soldater. Ubevæbnede mænd, kvinder og børn blev mejet ned, og omkring 1000 uskyldige demonstranter blev slået ihjel. Det var ikke for sjov, at tsaren gik under tilnavnet Nicolas Den Blodige, og den 9. januar er senere blev døbt Den Blodige Søndag.

Tingene ændrede sig lynhurtigt til sin modsætning. Fader Gapon, som jo havde samarbejdet tæt med politiet, opfordrede nu til væbnet opstand og var på et tidspunkt tæt på Bolsjevikkerne. Massernes illusioner til det eksisterende styre var sprængt til atomer og de næste 11 måneder eksploderede landet i strejker, bondeoprør og mytteri. Den første russiske revolution var begyndt.

Det Russiske Socialdemokratiske Parti

Arbejderklassen stod meget svagt i starten af revolutionen. Fagforeninger var forbudt, med undtagelse af de allerede nævnte politifagforeninger. Samtidig manglede arbejderklassen en ledelse i form af et stærkt revolutionært parti.

Det Russiske Socialdemokratiske Parti, som baserede sig på et marxistiske program, stod utrolig svagt i Sankt Petersborg, hvor revolutionen brød ud. Blot to år forinden, i 1903, var partiet blevet splittet i to fraktioner: Bolsjevikkerne og Mensjevikkerne. Begge fraktioner havde meget begrænsede forbindelser med fabriksgulvene i hovedstaden og var meget isoleret fra arbejderne.

Revolutionære vil i sagens natur altid være en minoritet, indtil revolutionen begynder. Men de revolutionære Bolsjevikker begik også en række fejl, der gjorde deres isolation værre end hvad den burde havde været.

Lenin forsøgte at forbinde den bolsjevikiske fraktion så tæt som muligt med masserne, så man ville stå i en så fordelagtig position som muligt, når revolutionen brød ud. Han var selv i eksil, men rådede de lokale bolsjevikker til at forsøge at nå masserne, hvor de nu var. Han mente derfor, at de skulle gå ind i Gapons politifagforening, da det var det eneste sted arbejderklassen kunne organisere sig, og slå rødder blandt arbejderne der. De lokale ledere af bolsjevikkerne gjorde dog ikke dette villigt. De var pessimistiske, klagede over massernes manglende revolutionære entusiasme og så kun deres ignorance.

De boykottede arbejdet i fagforeningerne, selvom det kunne have styrket de lokale bolsjevikkers autoritet blandt arbejderne. Det er ikke første gang, man har hørt om revolutionære, som har nægtet af gå ind i fagforeninger på grund af deres ”reaktionære karakter”, og det samme er tilfældet nogle steder på venstrefløjen i dag, hvor man i stedet mener, at man skal sætte sine egne ”rene” revolutionære fagforeningerne op som alternativ.

Problemet er blot, at arbejdere ikke ser små revolutionære organisationer. Hvis man nægter at gå ind i de traditionelle fagforeninger, som arbejderne kender, så opgiver man samtidig kampen om det politiske lederskab, og man overlader arbejderne til de reaktionære ledere. Pointen er, at man som revolutionær må være, hvor arbejderne er og hele tiden tålmodigt kæmpe for det politiske lederskab. Det gør man ikke ved at opsætte konkurrerende organisationer, men ved at kæmpe inden i dem arbejderne allerede er i.

Det var, hvad Lenin forsøgte at forklare de lokale bolsjevikiske ledere. Desværre fulgte de ikke hans råd, hvilket ville have givet dem en styrket position, da revolutionen startede. Deres negative og pessimistiske attitude imod arbejderne blev dog gjort til skamme efter den Blodige Søndag.

Hvor de isolerede bolsjevikker før fik tæsk, når de forsøgte at dele deres løbesedler om kampen for en republik ud til arbejderne, så vendte situationen 180 grader efter den 9. januar. Nu kom arbejderne til bolsjevikkerne og krævede, at de skulle bevæbne dem, så de kunne bekæmpe tsarstyret med våben i hånd!

Arbejderklassen træder ind på historiens scene

Den 10. januar blev der sat barrikader op i Sankt Petersborg. På en uge var 160.000 arbejdere gået i strejke. Igennem hele januar gik 400.000 arbejdere i strejke over hele Rusland, og uroen bredte sig til de baltiske lande, Polen, Georgien, Armenien og ind i det centrale Rusland.

Regimet var presset. De havde forsøgt at lære masserne en lektie med pisken, men det havde givet bagslag og blot fremprovokeret revolutionen. Nu forsøgte tsaren i stedet at bruge guleroden ved at give indrømmelse. Under truslen om en endnu større strejkebevægelse udsendte han den 18. februar et manifest, som lagde op til en ny grundlov og nye reformer. Denne manøvre var et forsøg på at splitte bevægelsen og desarmere den. Men det var for lidt for sent og bevægelsen forsatte med at intensiveres.

Den unge russiske arbejderklasse var for alvor trådt ind på historiens scene. Regimet, som var et af de mest repressive i Europa, anede ikke sine levende råd, og havde ingen idé om, hvordan de skulle ødelægge bevægelsen.

Samtidig havde både Bolsjevikkerne og Mensjevikkerne medvind, og voksede i store spring. Lenin kunne fra udlandet følge med i begivenhederne, og opfordrede partiet til at åbne op for de nye revolutionære elementer blandt unge og arbejdere. På den politiske front kæmpede han indædt imod de liberale og Mensjevikkernes håb om at indgå et kompromis med tsaren. Han mente derimod, at den eneste måde bevægelsen kunne få succes, ville være hvis arbejderne blev bevæbnet og væltede tsaren selv.

Boykot af valget

Henover foråret og sommeren holdt bevægelsen i Sankt Petersborg igen, men pendulet svang stadig til venstre. Nye strejker brød ud i provinserne, som fik en stadig mere politisk karakter, og der var mytteri i Sortehavsflåden.

Den forsatte trussel, der hang over tsarens hoved, fik ham til at give nye indrømmelser. I august var han tvunget til at indgå fred med Japan, og samtidig annoncerede han en ny duma (parlament). Sidstnævnte var dog et tomt løfte. Det ville kun være godsejerne og middelklassen i byerne, der kunne stemme til den nye duma, hvilket ekskluderede langt størstedelen af befolkningen fra demokratisk indflydelse.

Bolsjevikkerne valgte at opfordre til at boykotte valget og forklarede, at den eneste måde masserne kunne opnå ægte demokrati var ved at vælte tsaren. Det var dog ikke et princip for dem at boykotte valg til parlamentet, men en taktisk beslutning som blev nøje overvejet i forhold til de konkrete omstændigheder.

Hvis de havde opfordret til at deltage i valget, havde de været med til at legitimere det i massernes øjne, og det ville have været en bremse på den revolutionære bevægelse. Men bevægelsen gik fremad og Bolsjevikkerne kunne fremsætte et alternativ for masserne til tsarens duma: vælt den diktatoriske tsar, hvis garantier om demokrati ingen kan stole på, og vær selv garant for at der bliver indført ægte parlamentarisk demokrati. Under andre omstændigheder, eksempelvis efter den revolutionære bevægelse var døet ud, kunne det have givet mening at deltage i et valg, så man havde en platform, hvorfra man kunne komme ud med sine ideer. Men det var langt fra tilfældet på daværende tidspunkt.

Bevægelsen forsætter og repressionen starter

En ny revolutionær impuls kom i efteråret startende med en strejke i Moskva blandt trykkeriarbejdere som hurtigt spredte sig til jernbanearbejderne. I oktober havde strejken spredt sig til 750.000 jernbanearbejdere. Den 10. oktober startede en politiske generalstrejke i Moskva Kharkiv og Revel (nu omdøbt til Tallinn), og de kommende dage til Smolensk, Kozlov, Yekaterinoslav, Lodz, Kursk, Byelgorod, Samara, Saratov, Poltava, Sankt Petersborg, Orsha, Minsk, Odessa, Riga, Warszawa og andre steder.

Trotskij bemærkede om oktoberstrejken, at den viste, hvordan arbejderklassen var den absolutte dominerende kraft i, hvad der var en borgerlig revolution og hvordan, at det var byen, der ledte landet, i et land der primært bestod af bønder. Det var en test af styrkeforholdet mellem klasserne i samfundet, og arbejderklassen viste hvilken klasse, der i praksis får samfundet til at køre rundt.

Tsaren var tvunget til nye indrømmelser og udstedte et nyt manifest den 17. oktober, hvis eneste effekt dog var at løsrive de liberale fra det hjørne af den revolutionære bevægelse, som de stadig holdt fast i. Revolutionen gik stadig fremad. Tsaren kunne godt se, at han kæmpede en dødskamp, og det nu var nødvendig at knuse den revolutionære bevægelse en gang for alle. Så sammen med oktobermanifestet kom repressionen.

Det var i denne situation, at general Trepov udstedte sin berømte ordre: ”Ingen blanke salver og spar ingen kugler”. Udover de officielle repressive styrker satte tsaren også de fascistiske Sorte Hundrede bander ind mod de revolutionære. Det er blevet estimeret, at omkring 4.000 blev myrdet i pogromerne og omkring 10.000 blev såret.

Sankt Petersborg Sovjetten

Der var ingen tvivl om, at revolutionen blev nød til at bevæbne sig i selvforsvar. Denne opgave tilfaldt Sankt Petersborg Sovjetten. Sovjetten var blevet oprettet d. 13. oktober og havde under oktoberstrejken fungeret som en udvidet strejkekomite, hvor der var en delegeret pr. 500 arbejder. Under revolutionens forløbs sprang der omkring 40 sovjetter op rundt omkring i de største byer i Rusland.

Sovjetterne var skabt af arbejderne selv på baggrund af de opgaver, som revolutionen stod overfor, og var hverken blevet forudset af Marx, Engels eller nogen anden revolutionær teoretiker. Sovjetten udnyttede tsarens indrømmelse i forhold til pressefrihed og overtog flere trykkerier, hvorfra de udgav deres egne aviser. I praksis var det arbejderne, der gennem Sovjetten styrede meget af livet i byen. I Sankt Petersborg indførte den en 8 timers arbejdsdag, sørgede for arbejderkontrol på visse fabrikker, oprettede sin egen bevæbnede arbejdermilits og arresterede endda upopulære politichefer.

Desværre forstod de lokale Bolsjevikker ikke vigtigheden af disse organer for arbejdermagt. De så tværtimod Sovjetten som en politisk rival. Derfor endte de med at gå ind til et af Sovjettens møder, hvor de læste en resolution højt, der krævede, at sovjetten underlagde sig socialdemokratiets fulde revolutionære program eller opløste sig selv, hvorefter de udvandrede. De delegerede til mødet løftede hovederne og efter Bolsjevikkerne havde forladt mødet, forsatte de ufortrødent med deres arbejde.

De lokale Bolsjevikker udviste samme sekterisme, som med Gapons politifagforening, hvilket betød af de mistede store muligheder for at lede den revolutionære massebevægelse. Attituden til Sovjetten blev først for alvor ændret, da Lenin kom tilbage i starten af november,

Den største rolle under hele dramaet i 1905 blev uden tvivl spillet af Trotskij, der under splittet i Socialdemokratiet mellem Mensjevikker og Bolsjevikker 1903 var forblevet uden for begge fraktioner, selvom han politisk set lå tættest på Lenin og Bolsjevikkerne. Af alle de socialdemokratiske ledere var han en af de første, der var kommet tilbage fra eksil til Rusland, havde forstået betydningen af massebevægelsen og hvordan den bevægede sig. På trods af sin unge alder blev han hurtig formand for Sankt Petersborg Sovjetten, hvor han skrev alle Sovjettens vigtigste resolutioner og manifester. I 1905 var der ingen anden leder, som nød lige så stor popularitet som Trotskij.

Revolutionen bliver knust

Generalstrejken og mytterier i hæren forsatte ind i november. På trods af flere indrømmelser fra regimet var arbejderklassen i Sankt Petersborg, efter snart et års kamp, fuldstændig udmattet. Den 3. december blev hele ledelsen af Sankt Petersborg Sovjetten arresteret.

Fra starten af december blev det revolutionære tyngdepunkt rykket til Moskva. Den 2. december opstod der mytteri i Rostov regimentet i Moskva, men det blev undertrykt. Stemningen blandt arbejderne var dog ved at nå et højdepunkt, som også havde effekt på Moskva Sovjetten. Den erklærede en generalstrejke den 7. december, som i effekt var det samme som at indkalde til væbnet oprør.

Generalstrejken fik genklang i Sankt Petersborg, hvor 83.000 arbejdere gik i strejke. Regeringen begyndte at bruge sine tropper i Moskva til at bryde arbejdermøder op, da generalstrejken startede. Det var enkelte gadekampe rundt om i byen. Ledelsen af Moskva Sovjetten vaklede dog, hvilket indbød regeringen til endnu hårdere angreb mod arbejderne. Dette provokerede arbejderne til at starte en væbnet opstand. Barrikader blev sat op i hele byen, og der brød åbne kampe ud mellem regeringens tropper og arbejdernes militser.

Regeringens tropper forblev dog loyale mod regeringen, og der brød ingen opstand ud i Sankt Petersborg, så i sidste ende blevet oprøret slået ned. Det var et alvorligt slag imod revolutionen, som viste sig at være starten på slutningen. Bevægelsen var definitivt slået ned i storbyerne, men bønderne begyndte nu at rejse sig ude på landet. Bønderne kom dog for sent ind på scenen, og uden arbejderklassen var bøndernes kamp dømt til at lide nederlag.

Med revolutionens nederlag satte reaktionen ind. Arbejdere, der havde deltaget i revolutionen, blev fængslet, sendt i eksil, tortureret og henrettet. Tsarregimet forsøgte at vaske alle spor af revolutionen væk i blod. I tiden efter 1905 begik mange unge, der havde deltaget i revolutionen, selvmord, fordi de troede, at revolutionen var endeligt og uigenkaldeligt knust, og reaktionen havde sejret for evig tid.

Var revolutionen i 1905 forgæves? På ingen måde. Det var netop revolutionen i 1905, der gjorde Oktoberrevolutionens succes i 1917 mulig. Det havde ikke været muligt uden erfaringerne fra 1905.

Vi står selv i en tid, hvor revolutioner er på dagsordenen. Ligesom tsarregimet havde opbrugt sit historiske potentiale i Rusland i 1905, så er kapitalismen på verdensplan blevet udtømt for al progressivt indhold, og holder nu menneskehedens udvikling tilbage. Vi må derfor sætte os ind i tidligere kampes erfaringer, så vi kommer til at stå stærkest i de fremtidige kampe og kan sikre, at kapitalismen bliver kastet på historiens mødding.

Denne artikel blev bragt i Revolution Nr. 5, januar 2015. Tegn abonnement og støt sagen!

Yderligere information