first internationalFor 150 år siden d. 28. september 1864 blev den Internationale Arbejdersammenslutning, mere almindeligt kendt som Første internationale, født. Det var den første internationale proletariske organisation og den banede vejen for fremvækst af arbejderorganisationer og medførte udbredelsen af de marxistiske idéer på globalt plan. I sine velmagts dage skabte denne revolutionære organisation panik blandt overklassen over hele Europa.

Som navnet indikerer, var det første gang, at en organisation for arbejderklassen var blevet til. Behovet for en sådan organisation udsprang af arbejderklassens position internationalt. Kapitalismen er et globalt system baseret på en international arbejdsdeling og verdensmarkedet. Arbejderklassens position er den samme over hele verden og derfor er dens kamp den samme.

Kapitalismens karakter, arbejderklassens kamp og bevægelsen mod socialisme må derfor være international. Kampen for socialisme er international eller intet. Der kan ikke være tale om ”socialisme i et land”. Den socialistiske revolutions opgave er afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten, et produkt af kapitalismen.

På baggrund af afskaffelsen af nationale barrierer og etableringen af en verdensføderation af socialistiske stater kan den private profits jerngreb afskaffes og planetens ressourcer bruges frit til alles gavn.

Arbejdere i alle lande foren jer!

Med Marx og Engels’ ord; “arbejderne har intet fædreland” og derfor ”arbejdere i alle lande foren jer! Ansvaret for denne kamp falder på arbejderklassens internationale organisations skuldre.” Det var med dette i tankerne, at Marx organiserede Første Internationale.

Den Internationale Arbejdersammenslutning, der blev stiftet i St. Martins Hall i London i september 1864, var ikke en marxistisk organisation. Den indeholdt en lang række politiske tendenser: reformistiske britiske fagforeninger, franske radikale, tilhængere af Proudhon, tilhængere af italienske Mazzini og russiske anarkister. Ikke desto mindre blev Karl Marx, på grund af sin anseelse, internationalens enestående leder og skrev udkastene til den kendte inuaguraladresse (indvielsestale) og vedtægterne, der regulerede dens arbejde.

Selvom den britiske arbejderklasse havde været engageret i faglige og politiske kampe, mest bemærkelsesværdigt i chartistbevægelsen, var arbejderklassen kun ved at opstå som en kraft i Europa og Amerika. Mens de socialistiske ideer som Robert Owens, Saint-Simons og Fouriers havde fået et vist greb, var arbejderbevægelsens stadig i sin spæde start. Mens disse tidlige ideer tilbød en dristig kritik af kapitalismen, var de stadig hovedsageligt utopiske skemaer uden rødder i klassekampen.

Videnskabelig socialisme

I årene op til dannelsen af Første Internationale havde Marx og Engels lagt fundamentet for den videnskabelige socialisme, baseret på historien og klassekampens udvikling. Marxismens fundamentale ideer var indeholdt i Det kommunistiske manifest, et revolutionært dokument skrevet i 1848 til et internationalt arbejderparti. I årene med reaktion, der fulgte revolutionernes nederlag i 1848, holdt Marx og Engels sig i tæt kontakt med lederne af arbejderbevægelsen og den demokratiske bevægelse i en række lande. Deres arbejde med at argumentere for arbejdernes selvstændige aktion havde lagt det teoretiske og praktiske fundament for dannelsen af Første Internationale.

Marx kastede sig ind i etableringen af Første Internationale. Han deltog i den første konference, som repræsentant for de tyske arbejdere, og spillede en vital rolle på mødet.

Konferencen udpegede en provisorisk komite, der skulle skrive vedtægterne for sammenslutningen og det tilfaldt Marx at skrive udkastet til et program, der skulle forene de forskellige tendenser i arbejderbevægelsen, og give organisationen en arbejderklasse karakter, i modsætning til den ide om et samfund til alles gavn, som reformisterne talte for. Marx’ arbejde i Internationalen viste sig at være en milepæl og var med til at promovere de ideer, som senere blev kendt som marxisme i den internationale bevægelse.

Som sekretær for Tyskland fremstod Marx som det ledelse lys indenfor internationalens ledende organ, Generalrådet. Dets ugentlige møder, nedfældet i referaterne, er et katalog over organisationens aktiviteter, udviklingen af arbejderbevægelsen, såvel som kampen for at udvide dens ideer og forståelse.

Marx brugte sine evner maksimalt i forsøget på at forene de forskellige grupper af den europæiske arbejderklasse i en samlet international hær. Det viste sig at være en kolossal opgave på grund af de meget forskellige politiske niveauer i sektionerne.

Han formåede ikke desto mindre at skrive et program, der hverken ville ekskludere de britiske fagforeninger eller de franske, belgiske og svejtsiske proudhonister eller de tyske lassalleanere. Kun med denne fleksible tilgang kunne internationalens massekarakter sikres.

Som Marx skrev til Engels 4. november 1864, ”Det var meget vanskeligt at formulere det således, at vores synspunkter fremstod i en form, der ville gøre dem acceptable for den nuværende opfattelse i arbejderbevægelsen. I løbet af et par uger vil de samme folk have møder i fht. stemmeret med Bright og Cobden. Det vil tage tid før genopblomstringen af bevægelsen tillader det gamle dristige sprogbrug. Indholdet må være dristigt, vores tilgang mild.”

Arbejderklassens befrielse

På dette tidspunkt var det Marx’ hovedopgave at sikre organisationens proletariske karakter imod kapitalistiske politikere, der søgte at udnytte bevægelsen til egne formål. I dette søgte han konstant efter at styrke arbejderkernen i Generalrådet og opnå en virkelig international repræsentation. Foreningens generelle regler, skrevet af Marx, åbnede med udtalelsen, ”at arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk; at kampen for arbejderklassens befrielse ikke betyder en kamp for klasseprivilegier og monopoler, men for lige rettigheder og pligter og afskaffelsen af al klassestyre.”

Inauguraladressen, også skrevet af Marx, understregede arbejderklasseformålet: ”At erobre den politiske magt er derfor blevet arbejderklassens store pligt.” Den afsluttede med ordene fra Manifestet: ”Arbejdere i alle lande foren jer!” Som resultat af hans faste standpunkt havde de fleste af middelklasseelementerne forladt Rådet i foråret 1865.

Gennem sit energiske arbejde etablerede Internationalen stærke bånd til de britiske fagforeninger. Den første nationale fagforeningskonference i Sheffield i juli 1866 vedtog en resolution, der opfordrede fagforeningerne til at tilslutte sig Første Internationale eftersom, ”det er afgørende for alle arbejdernes fremgang og velstand.” I 1867 var mere end 30 fagforeninger, med omkring 50.000 medlemmer, tilsluttet. Dette var endnu mere bemærkelsesværdigt, eftersom det var de faglærte arbejderes fagforeninger, der repræsenterede de mere konservative lag af arbejderklassen. Massen af ufaglærte arbejdere forblev uorganiserede på daværende tidspunkt.

Der blev hurtigt etableret sektioner af internationalen i USA og på det europæiske kontinent, inklusiv i Rusland. I Tyskland tog Internationalen initiativ til at etablere fagforeninger og spillede en ikke uvæsentlig rolle i dannelsen af det tyske Socialdemokratiske Arbejderparti.

Kampen for højere løn

Marx benyttede enhver lejlighed til at fremsætte sine ideer i forhold til den konkrete situation. I foråret 1865 fremsatte John Weston, medlem af Generalrådet, et forslag om, at det var ubrugeligt og endda skadeligt for arbejderne at kæmpe for lønstigninger, baseret på den falske ide at lønstigningerne medførte prisstigninger. Marx benyttede muligheden til at debattere med Weston og forklare sine økonomiske teorier. Som konklusion foreslog Marx følgende resolution, der udfoldede hans synspunkter vedrørende fagforeningerne for Generalrådet:

“For det første. En generel lønstigning ville resultere i et fald i den generelle profitrate, men ville stort set ikke have en effekt på varernes pris.

For det andet. Den generelle tendens i den kapitalistiske produktion er ikke at hæve men at sænke den gennemsnitlige løn.

For det tredje. Fagforeninger fungerer godt som centre for modstand mod indtrængen af kapitalen. De mislykkes delvist på grund af en uforstandig brug af deres magt. De mislykkes generelt set fordi de begrænser sig til guerillakrig mod virkningerne af det eksisterende system, i stedet for samtidig at forsøge at ændre det, i stedet for at bruge deres organiserede styrke som løftestang for arbejderklassens endelige frigørelse, det vil sige, lønsystemets endelige afskaffelse.”

Marx’ rapporter blev udgivet af Eleanor Marx i 1898 under titlen “Løn, pris og profit”, og forbliver den dag i dag en klassisk introduktion til marxistisk økonomi.

Inauguraladressen indtog også et standpunkt på udenrigspolitikken og erklærede, at det var arbejderklassens pligt at ”beherske den internationale politiks mysterier.” Internationalen støttede derfor progressive sager globalt. Under den amerikanske borgerkrig (1861-65) støttede Internationalen de industrielle Nord-stater mod de oprørske slave-ejende Syd-stater. De britiske arbejdere samlede sig bag Nord-staternes sag og gik imod den politiske linje hos den britiske regering, der støttede slave-ejerne, og fik derigennem forhindret Storbritanniens indblanding i borgerkrigen.

Mens Karl Marx naturligvis ikke anså Abraham Lincoln for at være kommunist, forhindrede det hverken ham eller Internationalen i at udtrykke deres dybeste sympati for den revolutionære kamp, han førte imod slaveriet. Internationalen sendte hilsner, skrevet af Marx, til præsident Lincoln, som satte stor pris på internationalens moralske opbakning.

Teori og praksis

Marx samarbejdede aktivt med Engels angående hans arbejde i Generalrådet, som det kan ses i deres korrespondance. Engels var dog ude af stand til at deltage direkte i Generalrådet, indtil han flyttede til London i 1870. Under deres år i Internationalen samlede de omkring sig en galakse af arbejderledere, talentfulde folk, dedikeret til sagen. Marx og Engels udvidede konstant deres internationale samarbejde, især med tyskerne, mest bemærkelsesværdigt Wilhelm Liebknecht og August Bebel.

Marx er til stadighed blevet portrætteret som en “lænestols revolutionær”, der blot var optaget af læserummet i the British Museum. Som det kan ses af hans arbejde i Internationalen, var det absolut ikke tilfældet. Mens Marx understregede den afgørende vigtighed af teori, uden hvilken der ikke kan være en revolutionær bevægelse, anså han teori og praksis som uadskillelige. Teori uden praksis er som en kniv uden blad. Hans år med praktisk arbejde i internationalen er et klart udtryk for denne opfattelse.

I 1870 var der sektioner i internationalen i mere end ti lande. Organisatorisk var de stadig svage og mange af måtte arbejde semi-legalt eller nogen gange decideret undergrunds. Indflydelsen fra Internationalen og dens ideer var dog betydelig bredere end sektionernes direkte grænser; titusinder og nogen gange hundredtusinder var involveret i dens kampagner. På dette tidspunkt skælvede borgerskabet ved tanken om kommunismens spøgelse i form af Internationalen.

Bakunin og anarkisme

Som Internationalen spredte sin indflydelse, tiltrak den anarkisterne, der spillede en negativ og ødelæggende rolle i dens rækker. Til at starte med forsøgte Bakunin, anarkisternes leder, at organisere sin egen revolutionære sammenslutning i Italien. Han flyttede derefter til Svejts og blev valgt til ledelsen i Ligaen for fred og frihed. I 1868 forlod han Ligaen og stiftede den Internationale Socialdemokratisk Alliance. Dette organ ansøgte Generalrådet om optagelse i Internationalen som en separat organisation med egne vedtægter og eget program. Generalrådet afviste kategorisk ansøgningen, fordi det ville have paralyseret Internationalen, men de gik dog med til at tillade dets lokale grupper, hvis Alliancen officielt opløste sig selv.

I en manøvre indvilligede Bakunin, mens han fortsatte med at fungere som før, men som et hemmeligt organ med det mål at kapre internationalen. Bakunisterne erklærede kig mod Gud og staten, men reducerede sit program til afskaffelsen af arveretten. Bakunin foretrak intelligentsiaen, de studerende og de borgerlige demokrater, frem for arbejderklassen, som den klasse der skulle ændre samfundet. Anarkistene afviste arbejderklassens kamp for politisk magt, som de anså for opportunisme. Anarkisterne fremsatte kravet om “lighed mellem klasserne” mens Internationalen talte for “klassernes afskaffelse”.

Det første store sammenstød med anarkisterne fandt sted på Basel kongressen i september 1869. Deres forsøg på at påtvinge Internationalen en pseudo-revolutionær attitude ville have reduceret internationalen til en sekt. En sådan forudsætning ville have fremmedgjort internationalens medlemmer og skabt splid i den europæiske arbejderbevægelse. De anså et sådant anarki som en god ting. Bakunisterne forsøgte at lave intriger på hvert stadie for at undergrave internationalen og underminere dets ledelse, begyndende med Marx. De bagtalte Marx konstant som en ”diktator” og Generalrådet som ”autoritære”. De beskyldte endda Marx for at være en af Bismarcks agenter. I Virkeligheden var det Bakunins cirkler, der tiltrak alle mulige slags ubehagelige typer, inklusiv politiprovokatører og andre agenter, der var ivrige efter at promovere gnidninger og splid, hvor end det var muligt.

Pariser kommunen

I Pariserkommunen (18. marts til 29. maj 1871) tog arbejderklassen den politiske magt i Paris. Med Marx’ ord ”stormede [de] himlen” og etablerede kimen til den første arbejderstat i historien. Den ”gamle dristighed” vendte tilbage, som Marx proklamerede Generalrådets ubetingede støtte til kommunarderne. Desværre blev Pariserkommunen besejret på grund af fejlene fra dens ledelse.

Ikke desto mindre forsvarede Internationalen den. ”Alle sektioner af den Internationale Arbejdersammenslutning i alle lande bringe arbejderklassen i aktion,” skrev Marx i Generalrådets anden adresse. ”Hvis de svigter deres pligt, hvis de forbliver passive, vil den nuværende forfærdelige krig blot være en budbringer for endnu mere dødelige internationale fejder, og føre til at herrerne over sværdet, jorden og kapitalen sejrer over arbejdsmanden i alle nationer.”

Samtidig med at Internationalens tone blev mere radikal, blev de britiske fagforeningsledere mere konservative. De blev skræmte af den Gamle Ordens angreb på den revolutionære pariserkommune og dets tilhængere, især Internationalen. De forlod derfor hastigt Internationalen. Ved slutningen af maj måned blev de sidste kommunarder nedslagtet i koldt blod.

“Du ved, at jeg under hele perioden med den seneste revolution i Paris konstant blev fordømt som ’Internationalens anfører’ i Versaille aviserne (der samarbejder Stieber) og i halen på dem af aviserne her,” skrev Marx til Kugelman den 18. juni, 1871.

“Den [Adressen] har skabt en helvedes larm og jeg har æren af for øjeblikket at være den mest bagtalte og truede mand i London. Det gør virkelig godt efter tyve års idyl på bøhlandet. Regeringsavisen – The Observer – truer med retsforfølgelse. Lad dem komme an! Jeg er fuldstændig ligeglad med disse slyngler!”

Internationalen hjalp på alle måder med at tage hånd om de mange flygtninge fra Frankrig, indsamle penge og ressourcer. Marx drog en ekstremt vigtig konklusion fra Pariserkommunen: ”at arbejderklassen ikke bare kan overtage den allerede eksisterende statsmaskine og anvende den til sine egne formål”. Det gamle statsapparat må sønderbrydes og erstattes med en ny arbejderstat efter Pariserkommunens retningslinjer.

”På det seneste er de socialdemokratiske filistre endnu engang blevet fyldt med sund gru ved ordene: proletariatets diktatur”, udtalte Engels senere. ”Godt de herrer, vil I vide hvordan dette diktatur ser ud? Se på pariserkommunen. Det var proletariatets diktatur.”

Pariserkommunens nederlag skabte ufavorable forhold for Internationalen. De britiske fagforeninger trak sig fra Generalrådet. Den tyske bevægelse led et nederlag for undertrykkelsen, med fængslingen af Bebel og Liebknecht. Den franske arbejderbevægelse var fuldstændig paralyseret. I sidste ende blev de franske arbejdere repræsenteret i Internationalen af en gruppe flygtninge, der var påvirket af bitter intern splid. Denne forgiftede atmosfære blev ført over i Generalrådet.

Konflikter med Bakunin

På dette tidspunkt nåede kampen med anarkisterne, næret af nederlaget, nye højder. Ifølge Jenny Marx, Marx’ datter: ”i flere måneder formåede de at tage deres intriger ud i alle lande. De gik til arbejdet med så voldsom energi, at i et stykke tid så Internationalens fremtid sort ud.”

Men Marx og Engels tog konstant kampen op. Eftersom en almindelig kongres var umulig, på grund af reaktionen, blev der afholdt en konference for internationalen i London i september 1871, hvor spørgsmålet om den politiske kamp igen blev taget op. Trods Bakuninisternes protester blev de politisk besejret. Konferencen vedtog følgende resolution:

“Under den tøjlesløse reaktion, der voldeligt knuser ethvert forsøg fra arbejderne på deres egen befrielse, og gennem vold foregiver at opretholde forskellen mellem klasserne og den herskende klasses politiske dominans, som resultat af dette;…

Er det at det at samle arbejderklassen i et politisk parti uundværligt for at sikre sejren til den sociale revolution og det ultimative mål – afskaffelsen af klasserne;

At den kombination af kræfter, som arbejderklassen allerede har skabt ved dets økonomiske kamp, på samme tid bør tjene som en løftestang for dets kamp imod godsejerne og kapitalisternes politiske magt -

Konferencen husker alle medlemmer af Internationalen på: at arbejderklassens kamplyst, dens økonomiske bevægelse og dens politiske aktion er uløseligt forbundet.”

Umiddelbart efter konferencen brød en endnu mere brutal kamp ud. De sårede Bakunister erklærede åbent krig mod Generalrådet og krævede en reel kongres til at afgøre spørgsmålet.

Da kongressen blev holdt i Haag i september 1871, blev kamplinjerne trukket op. Marx var til stede, men Bakunin var fraværende. Efter debatten om politisk aktion blev Generalrådets linje igen stadfæstet. Bakunisterne blev tilføjet et knusende nederlag. Marx skrev senere, at Internationalens historie var ”en fortsat kamp fra Generalrådet imod alle sekterne og dilettantiske eksperimenter, der forsøgte at forblive indenfor Internationalen selv imod arbejderklassens virkelige bevægelse.”

En særlig kommission, der undersøgte alle dokumenterne vedrørende Bakunins Alliance, kom til den konklusion, at foreningen havde opereret som en hemmelig organisation indenfor internationalen og foreslog at Bakunin og Guilllaume skulle ekskluderes, hvilket blev vedtaget.

Arven fra Første Internationale

Ved kongressens afslutning blev det, på forslag fra Engels, besluttet at flytte Internationalens hovedkvarter til New York. Det politiske klima havde ændret sig dramatisk i Europa efter Pariserkommunens nederlag, hvor medlemskab af Internationalen i mange lande var blevet forbudt.

Kapitalismens opsving havde lagt enormt pres på organisationen. Haag kongressen viste sig at blive den sidste i Første Internationales historie. Den eksisterede i yderligere et par år, men i 1876 blev den Internationale Arbejdersammenslutning formelt opløst.

Første internationales historiske arbejde, sammen med dets politiske program og principper, trænede arbejderklassen i proletarisk internationalisme og konsoliderede arbejderbevægelsen i en række lande. I Tyskland kulminerede denne proces i 1869 med skabelsen af det første politiske parti, som forenede arbejderklassen på marxistisk fundament. Dette blev en katalysator. Ikke længe efter Marx’ død i 1883 begyndte en genoplivning i arbejderbevægelsen.

Fra 1886 begyndt man at tale om organiseringen af en ny Internationale. Marx og Engels’ arbejde i Første internationale havde båret frugt, som de havde forudset. I juli 1889 blev Anden Internationale dannet, men denne gang bestod den nye internationale af massepartier, som åbent omfavnede de marxistiske principper. Det er dette Marx’ revolutionære internationale program, traditioner og metoder, der i dag – som en udbrudt tråd – videreføres af den Internationale Marxistiske Tendens.

 

Denne artikel blev oprindeligt bragt på socialist.net den 29. september 2014

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.