ill1Arbejdsløse i demonstration”Man gik på fagforeningsunderstøttelse, krisehjælp og lånekontor og følte bittert og ubarmhjertigt hvilke fornedrelsens år det var i sin ungdoms ”vår”, romantikkens dyrkere så ofte lovsang. Det var ikke veldædig godgørenhed og almisser man ønskede, men arbejde, først og sidst arbejde! Var hænderne ledige, knyttedes de dog oftere og oftere, var lommer og mave tomme, blev dog hoved og sind langsomt fyldt, blot mere af skygger end af lys... mere af bitre og nedbrydende tanker end menneskeligt opbyggende. Den behandling, man for det meste fik som langvarigt arbejdsløs, arbejdsuvillig, drivert og bums og hvad man ellers ofte måtte bide i sig, udviklede langsomt, men sikkert noget farligt i én... først og sidst et stille luende had til magthavere og -misbrugere blandt arbejdsgivere og myndigheder, politi, retsvæsen og politikere og socialkontorer, der ofte ikke forstod, og tydeligt ikke ønskede at forstå og sætte sig ind i arbejdsløses virkelige tilværelse og tankegang.”
Ernest Hansen, murerarbejdsmand

Fortiden som nutid

Mange danskere i dag vil nok kunne genkende noget af deres egen personlige situation i det overstående citat. De arbejdsløse hvis dagpengeperiode snart udløber. Dem der allerede har mistet den og er tvunget på kontanthjælp. Dem som helt er faldet ud af systemet. For ikke at nævne alle dem, der bliver mere og mere presset i deres hverdag. Dem der må gå ned i løn for at beholde deres job eller opgive bil og hus for at få det hele til at løbe rundt.

Men det overstående citat er slet ikke fra 2014, det er fra 1930ernes Danmark. Meget har ændret sig siden 1930erne, men der er en række lighedspunkter mellem den store depression, der startede i 1929 og den nuværende krise, som startede i 2008. Depressionen varede ’kun’ 4 år i Danmark mens den nuværende krise har varet i over 6 år.

En af de store forskelle mellem dengang og nu, er i det politiske landskab. Det gør det desto mere interessant at skue tilbage til 1930erne. På trods af de mere og mere hysteriske skrig fra de borgerlige medier og politikere, så er det nuværende såkaldte ”opsving” det historisk svageste nogensinde. Den eneste effekt, som opsvinget har haft, er at gøre de rige rigere og alle os andre fattigere. Der kan uddrages en række erfaringer af den store depression, som med fordel kan give stof til eftertanke angående den nuværende krise.

Da krisen kom...

Den 29. oktober 1929 krakkede børsen på Wall Street i New York og kastede verdenskapitalismen ud i dyb krise. Det varede dog næsten et år, før krisen for alvor slog igennem i Danmark. Den danske økonomi var knapt så integreret i verdensmarkedet som nu og derfor tog det noget tid før krisen ramte, men da det skete, var det for fuldt tryk.

En række store danske firmaer gik konkurs og især dansk landbrug var hårdt ramt. Danmark var et udpræget landbrugsland, som i høj grad var domineret af en stor gruppe småbønder. Dansk industri stod kun for 18 procent af eksporten, mens landbruget stod for resten (primært grise).

Der fandtes næsten intet socialt sikkerhedsnet og derfor var det den totale katastrofe, når de forgældede bønder ikke kunne betale deres regninger til banken. De mistede alt. Tallene for tvangsauktioner i perioden taler deres eget sprog:

tvangsauktioner:

1930: 1.822
1931: 2.999
1932: 4.800

Dette betød dog ikke, at den danske arbejderklasse gik fri. Krisen spredte sig med lynets hast til de danske byer. I januar 1933 slog arbejdsløsheden alle rekorder og toppede med 43,5 procent. Igen er Ernst Hansen et udmærket vidne for den desperation, der prægede samfundet:

”Jeg var vist ikke værre eller bedre end de fleste unge dengang, ung gennemsnitskøbenhavner der havde været igennem hele maskineriet som de fleste arbejderbørn... arbejdsdreng og bud til jeg blev 18 år og opnåede retten og pligten til at gå arbejdsløs tre fjerdedele af året. På mig virkede den trøstesløse lediggang først og fremmeste psykisk og moralsk nedbrydende...”

Økonomien var i et sort hul og en stor del af befolkningen lige så. Man skulle tro den svære situation for en stor del af befolkningen, ville vække sympati i de bedrestillede cirkler i samfundet eller blandt den politiske elite på Christiansborg, som trods alt var blevet valgt af den selvsamme befolkning, men der tager man helt fejl.

ill2 med forstorrelse"Lænkedemostration" Læg mærke til billedmanipulationen, hvor arbejdsløse associeres med alkoholisme.

Klapjagten på de arbejdsløse

Siden krisen startede i 2008, har danske medier, erhvervsliv og politikere kørt en decideret ulækker tilsviningskampagne af de arbejdsløse. Med baggrund i mediedøgnfluer såsom ”dovne Robert” har man torpederet deres forhold og anseelse i den brede befolkning. Her er det interessant at konstatere, at denne tilsviningskampagne kun overgås af den, der foregik i 1930erne og også dengang spillede Socialdemokratiet en ledende rolle.

”Forsøgsvis solgte vi Livets kamp [Arbejdsløse-blad. Minder i sin udformning om vor dages Hus Forbi.], fortjeneste 20 øre pr. stk., og lærte hvordan jævne halvfattige familier gerne var de bedste til at købe bladet, eller give en skærv og en kop kaffe. Hvor ofte hørte man ikke i middelstandskvartererne: ”så ung en mand behøver ikke gå arbejdsløs og drive!” Inden døren blev smækket i for næsen af én. Mens aviserne den sommer meddelte om op imod 150.000 arbejdsløse!”
Ernest Hansen

1930erne i Danmark er blevet kaldt socialdemokratiets tiår, da de havde regeringsmagten sammen med de radikale i hele perioden. De fleste i den danske arbejderklasse kan nok genkende den berømte Socialdemokratiske valgplakat ”Stauning eller kaos”, som er blevet et symbol på perioden. Denne periode fremhæves i dag af socialdemokraterne i deres historieskrivning, men ikke desto mindre var perioden defineret af socialdemokratiets massive angreb på deres egen kernevælger nemlig arbejderklassen.

Også de arbejdsløse blev angrebet af Socialdemokratiet, der oprettede en række arbejdsløshedslejre i provinsen, hvor arbejdsløse skulle lave gratis tvangsarbejde for godsejere og storbønder. Der var hegn og vagter og det varede ikke længe, inden de indsatte sammenlignede lejrene med det tilsvarende system, man havde i Tyskland; kendt som KZ lejrene. Arbejdsløshedslejrene var dog ikke KZ lejre, men ikke desto mindre en nedværdige oplevelse for de involverede.

ill3Propagandabillede: lejr for unge arbejdsløse i SønderjyllandMange bed dog i det sure æble og blev indsatte i lejrene, da valget stod mellem det eller decideret sult for dem og deres familier. Den understøttelse, man kunne få fra staten og fagforeningerne, var uhyggeligt lav og grundet de mange tusinde arbejdsløse var der et massivt pres på hele systemet. Systemet var yderligere designet til at være så nedværdigende som muligt. For at få understøttelse mistede man sine borgerrettigheder, inklusiv tab af stemmeretten ved folketingsvalgene.

Umenneskeliggørelsen af de arbejdsløse kulminerende under den tyske besættelse af Danmark i 1940-1942. Danmark var besat af tyske tropper, men man havde stadig et stort problem med arbejdsløshed, så regeringens løsning var at sende dem til Tyskland for at arbejde. Man fik valget mellem Tyskland eller at miste sin understøttelse til at forsørge familien. Omkring 100.000 danske arbejdere blev mere eller mindre tvunget af regeringen til at arbejde i den tyske krigsindustri og dermed tjene verdenshistoriens mest forbryderiske regime.

Hele denne spiral af økonomisk og social desperation for en stor del af befolkningen uholdbar i længden og det fik også vidtgående sociale og politiske konsekvenser.

Et planøkonomisk plaster på såret

Det danske landbrug led meget under depressionen og det fik snart et politisk udtryk. Flere tusinde landmand over hele landet organiserede sig i den organisation, der i folkemunde gik under navnet LS (Landbrugenes Sammenslutning). Denne organisation havde stor tilslutning på landet, men forvandlede sig hurtigt i en semifascistisk retning. Med inspiration fra den fascistiske diktator Mussolini i Italien organiserede LS en bondemarch mod København i 1934, men det blev dog en meget harmløs affære i modsætning til Italien. Da Danmark blev besat af tyskerne i 1940, forventede LS ledelse, at kunne overtage regeringsmagten sammen med det danske nazist parti, men de blev snart skuffede, da den tyske militærmagt ikke skulle nyde noget af at samarbejde med den flok af landsbytosser, som den danske højrefløj bestod af. Og tyskerne havde desuden en villig og langt mere effektiv samarbejdspartner i den danske regering og politiske system, herunder det danske Socialdemokrati.

LS fik dog langt pres på Stauning og co. og tvang dem til at handle for at redde det danske landbrug. Løsningen blev et planøkonomisk tiltag, som blev kaldt Valutacentralen. Før depressionen kunne danske politikere ikke drømme om at blande sig i det såkaldte frie kapitalistiske marked, men noget havde ændret sig fundamentalt i Europa. Sovjetunionen var blevet en større og større politisk og økonomisk magtfaktor. I Sovjetunionen havde man total kontrol med økonomien igennem planlægning, og især efter 1928 med den første fem års plan havde Sovjetunionen en eksplosiv vækst på næsten 13 procent gennemsnitligt om året op igennem 1930erne, mens resten af verden befandt sig i dyb krise. Dette havde også en effekt i Danmark.

Den danske befolkning havde ikke meget forståelse for, at det var op til markedskræfterne at regulere økonomien på anarkisk vis, når Sovjetunionen gik fra at være et tilbagestående landbrugsland til at være en af verdens stærkeste industrinationer på rekordtid ved netop at planlægge økonomien. For at modgå de danske arbejderes stigende interesse for sovjetunionens resultater og forhindre den danske økonomis totale kollaps havde regeringen ikke meget valg: den måtte gøre noget, valutacentralen blev indført.

Valutacentralen var basalt set et planøkonomisk tiltag, som kontrollerede udenrigshandlen. Man påstod, at danske firmaer og banker deltog frivilligt, men i praksis var det en nationalisering af udenrigshandelen. Man sikrede, at der blev indført råvarer for at holde dansk industri i gang og at dæmpe overproduktionen i hovedeksportvarer såsom grise. Denne begrænsning blev implementeret for at garantere, at danske varer kunne afsættes. Dette betød, at mange tusinde småbønder overlevede depressionen.

Valutacentralen havde den effekt på dansk økonomi, at industriproduktionen steg med 28 procent og beskæftigelsen med 25 procent. Så på trods at være et kapitalistisk land med en stor afhængighed af eksport til andre kapitalistiske nationer, blev Danmark reelt set reddet fra en finansiel katastrofe af planøkonomisk tiltag. Man kunne halte igennem 30erne og 40erne takket være valutacentralen indtil det gigantiske efterkrigsopsving.

LS var en bevægelse som nød godt af valutacentralen og på trods af deres fascistiske inspiration og fjendtlighed overfor regeringen og det politiske system, blev de mødt med forståelse fra den selv samme gruppe. På trods af deres ret voldsomme demonstrationer i midten af 30erne blev de sjældent chikaneret af politiet eller staten, men det var der andre der i høj grad blev.

ill4Politi arresterer demonstranter foran folketinget 1931

Arbejdsløse foren jer!

Mens LS fik forholds frie tøjler af myndighederne, var det på ingen måde tilfældet for arbejderklassens protestorganisationer. De mange tusinder arbejdsløse i byerne organiserede sig i D.A.O. (De arbejdsløses Organisation), hvilket blev den primære organisation igennem 30erne, der arrangerede demonstrationer o.l. DAO forsøgte at appellere til politikerne om at hjælpe de arbejdsløse, men de vendte det døve til, i første omgang. Derudover begyndte de arbejdsløse at arrangere et utal af demonstrationer, men hver gang blev demonstrationerne angrebet på det kraftigste af politiet. Her beskrevet af avisen Politiken:

”I næste nu havde samtlige politibetjente trukket deres stave, og alt blev en kaotisk forvirring. Slagene haglede ned over den forvirrede fortrop, som ikke et øjeblik tænkte på at gøre modstand, men som havde vanskeligt ved at komme væk; rækkerne bagved holdt igen. De måtte løbe ud til siderne, hvor de blandedes mellem de tilfældigt tilstedeværende, hvoraf mange derved fik politikniplerne at føle. En seks-syv mennesker blev slået til jorden, deraf to kvinder. Betjentene stormede videre, og medlidende tilskuere måtte tag sig af de faldende og hjælpe dem til side.”

Den radikale og socialdemokratiske regering var reelt hunderæd for at der ville udbryde revolution, som det var sket i Rusland i 1917. Derfor blev hver eneste demonstration indkaldt af DAO angrebet massivt af politiet.

At arbejderklassens største organisation, Socialdemokratiet, sådan valgte side mod arbejderklassen blev anset som et enormt forræderi og dette fik nogle personer til at udtrykke deres desperation voldeligt. I 1930 prøvede et medlem af DAO, Charles Nielsen, at dræbe den socialdemokratiske socialminister Steincke i Folketinget. Fra Folketingets tilhørerloge skød Nielsen efter Steincke med en pistol, men han blev hurtigt overmandet af rigsdagsbetjente og Steincke undslap uskadt.

Enorm vrede mod myndighederne blev bygget op i samfundet. Denne frustration fik sit voldsomste udtryk 1. maj i Nakskov i 1931. I februar det år havde lokale demonstranter besat rådhuset og aftvunget byrådet en ekstra bevilling til de arbejdsløse. Den blev naturligvis trukket tilbage, og to af initiativtagerne blev sat i fængsel. 1. maj demonstrationen blev på den baggrund forbudt, og da den alligevel fandt sted, udløste den et regulært slag mellem brostenskastende demonstranter og knippelsvingende betjente. Hele byen vendte sig mod politiet og de blev drevet tilbage til arresthuset, hvor de blev belejret. Regeringen besluttede lyn hurtigt at sætte militæret ind. Nakskov blev erklæret i undtagelsestilstand og byen blev besat af militært og dermed endte urolighederne.

Situationen i Danmark var eksplosiv og der var en ny aktør, der var klar til at udnytte netop dette. Det danske kommunistparti stod klar i kulissen.

ill5Aksel Larsen taler fra en robåd i Frederiksholms Kanal 1932

Stalinismens gennembrud i Danmark

Danmarks kommunist parti eller DKP var en af de mest stalinistiske og Moskvatro partier i Europa, men i 1930erne fik de deres gennembrud i Danmark. DKP var det eneste parti, der klart stod på de arbejdsløse side og partiet kom snart til at spille en nøglerolle i DAO. DKP’s karismatiske formand, Aksel Larsen var en god retoriker og formåede at forbinde sig til med dem, der var involveret i og påvirket af de politiske konflikter i samfundet, såsom oprøret i Nakskov.

Da en række ledere fra Nakskov oprøret skulle dømmes ved højesteret i København i foråret 1932, samlede der sig en stor demonstration til støtte og Aksel Larsen beretter videre, hvad der skete:

”En masse mennesker samledes nede omkring slotsholmen, hvor højesteret holder sine møder. 10-15.000 mennesker var der nok. Politiet søgte at drive dem væk uden i første omgang at bruge brutale metoder. Men hvis man gennede dem væk fra den ene side af kanalen, gik de over på den anden side, og det var ikke til at få fjernet. Jeg var også dernede, og nu kom der flere til mig og sagde, at jeg måtte holde en tale.(...) Jeg gik hen og lånte to kroner, for jeg havde ingen penge, og så gik jeg ned i Frederiksholm kanal og lånte en robåd. (…) Så roede jeg om ved Højbro, og fra båden gav jeg mig til at tale til folkemængden på begge sider af kanalen. Politiet forsøgte at drive folk væk, men det var håbløst; for når de drev menneskemængden væk, fulgte båden bare med.(...)”

DKP’s indsats i DAO og Aksel Larsens taler ved demonstrationerne gjorde et stort indtryk og ved folketingestvalget i november 1932 fik DKP for første gang to mandater. Socialdemokratiet var presset fra venstre.

Velfærdsstaten et resultat af kamp

Oprøret ulmede i landet. Borgerskabet, der var presset af depressionen, ønskede, at arbejderklassen skulle bære krisens hovedbyrde. Arbejderklassen så med stigende mistillid til Socialdemokratiet. Der var uro i fagbevægelsen. Man snakkede om generalstrejke og kommunisterne vandt frem overalt. Noget måtte gøres.

Dette noget blev kanslergadeforliget i januar 1933, som gav en række indrømmelser til arbejderklassen. Forliget førte en stor socialreform med sig, der bragte bedre forhold til den danske arbejderklasse. Kanslergadeforliget og socialreformen er efterfølgende blevet betegnet som startskuddet på den socialdemokratiske velfærdsstat, som i disse dage er ved at blive nedbrudt. Årsagen til at velfærdsstatens fundament på daværende tidspunkt blev lagt, forklarer systemets hovedarkitekt; socialminister Steincke:

”(...) at gennemføre et system, der var humant, men ikke blødsødent, demokratisk, men ikke demagogisk, radikalt og konservativt i den blanding, der er nødvendig, hvis man ikke skal ende i reaktion eller bolsjevisme.”

Reformen kom lige i tide. I foråret og sommeren 1934 eksploderede utilfredsheden. Esbjerg, Aalborg og København så militante generalstrejker og voldsomme gadekampe mellem arbejdere og politiet. Kommunisterne spillede en ledende rolle under forløbet, men grundet kanslergadeforliget og socialreformen var man ikke i stand til at mobilisere hele fagbevægelsen og derfor led bevægelsen nederlag. Socialdemokratiet havde købt sig selv tid.

Kanslergadeforliget blev til under trusselen fra arbejderklassen og dens organisationer og kom i stand for at ligge en dæmper på kommende revolutionære bølger i Danmark.

1930erne set fra 2014

1930erne kan føles utroligt langt væk i dag, især fordi der er få tilbage som faktisk deltog i begivenhederne, men perioden indeholder interessante elementer til vores erfaringer i dag.

For det første; de ledende cirklers hetz mod arbejdsløse og andre sårbare grupper i samfundet er langt fra noget nyt fænomen. De vil bruge alle midler til rådighed for at forsvare deres privilegier og splitte arbejderklassen for at svække den. Uanset om det er danskere mod udlændinge eller folk i job mod arbejdsløse.

For det andet er selv såkaldte venstreorienterede regeringer under kapitalismen meget mere villige til at give ekstremistiske højreorienteret bevægelser løbepas kontra venstreorienterede. De højreorienterede grupperinger forsvarer i bund og grund det daværende samfund og er derfor mindre farlige for overklassen i modsætning til de revolutionære venstreorienterede organisationer. Et blik på Sverige og Ukraine i dag vil bekræfte dette.

Den tredje, og nok vigtigste, lektion: Myten om det danske kompromis om velfærdsstaten er netop det; en myte. Alle store indrømmelser og forbedringer den danske arbejderklasse har opnået igennem historien, er kommet på baggrund af massiv klassekamp eller seriøse trusler om netop dette. Hvis man skal forsvare resterne af velfærdsstaten i 2014 eller ønsker reelle forandringer, er der kun en vej og det er ikke småsure læserbreve i Information men benhård klassekamp.

 

Litteratur:

Andersen, R., 1968, Danmark i 30'erne, Gyldendals bogklub, København.

Kaarsted, T., 1991, Danmarks historie, bind 13, 1925-1950, Gyldendalske boghandel, Viborg.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.