800px-Grundlovgivende rigsforsamling - Constantin HansenDen 5. juni er det Grundlovsdag. Det er det borgerlige spejlbillede af arbejderklassens Første Maj. Det er den dag, hvor overklasse Danmark samles og lovpriser det demokrati, vi har i Danmark. De skåler på fortællingen om, at vi i Danmark er åh så demokratiske og frisindede, men i virkeligheden er myten om demokratiet og grundloven langt fra virkeligheden. For at forstå demokratiets nuværende tilstand, må man forstå dets oprindelse...

Det er den 22. maj, og året er 1840. Christian den 8. er lige blevet kronet til enevældig konge af Danmark. Sammen med Dronningen befinder han sig i København på Holmen, hvor han i festligt lag bliver fejret af overklassen og militæret. Da dagen nærmer sig sin afslutning, skal han med Dronningen spadsere til Amalienborg, hvor han på vejen vil modtage folkets hyldest. Han er jo deres landsfader, konge af guds nåde, og alle rigets borgere er hans børn. Folket er stimlet sammen i en tusindtallig skare for at se Kongen på hans gåtur til Amalienborg, men der er ingen, der råber hurra for monarken. Han bliver til gengæld mødt af larmende aggressiv tavshed. Tusindvis af kolde øjne kigger på det royale par. Inden der udbrød panik i det royale par, er de dog nået i sikkerhed på Amalienborg, men den festlige stemning er ødelagt. De næste par dage er der optøjer og uro i hele København, indtil det kulminerer med gadekampe på Gråbrødretorv mellem politiet og borgere den 28. maj. Gadekampen bliver opmærksomt fulgt med stigende uro fra finansministeriet røde bygninger ved siden af Christiansborg. Noget må gøres...

De uduelige og inkompetente konger

Ved Christian den 8.s kroning i 1839 var den danske stat i dyb krise. Før Christian den 8. var Frederik den 6. enevældig konge i 31 år. I løbet af de år var Danmark gået fra den ene katastrofe til den anden. Man mistede flåden til England i 1801, staten gik bankerot i 1813, og til sidst men ikke mindst måtte man afstå Norge til Sverige i 1814. Dette betød, at Danmark fra da af ikke havde nogen som helst udenrigspolitisk betydning. Frederik den 6. havde en enerådig ledelsesstil, hvor han nægtede at følge rådgivningen fra sine embedsmænd og hans handlinger og valg var med til at kaste landet ud i økonomisk ruin og bønderne på hungersnødens rand.

Den danske overklasse brød sig på ingen måde om denne udvikling. De havde nydt godt af Danmarks monopol på fødevarer i Norge, hvor de havde tjent styrtende med penge, men nu måtte de finde sig i at bo i en ligegyldig miniput stat. Der opstod hvisken i krogene, der med tiden steg i styrke. Man begyndte i ledende cirkler at tale om muligheden for reformer (den gang betød reformer positiv forandring) endda måske et nyt system. Der var mange forhåbninger til Christian den 8. ved hans kroning. I hans ungdom havde han været lidt af en liberalistisk talsmand, men det var mange år siden ved hans kroning, og det blev ikke til noget i hans tid. Hvad værre var, så tydede alt på, at hans søn, den senere Frederik den 7., ville blive en kæmpe katastrofe. Frederik var alkoholiker og psykisk ustabil med store humørsvinger, og han havde ingen sønner, hvilket betød, at det kongehus, der havde regeret Danmark siden 1448, ville uddø. Enevælden stod i en politisk blindgyde. Christian d. 8 døde i 1848, et skelsættende år i Europæisk historie. De inkompetente monarker var et tegn på et samfundssystem undermineret af den sociale og økonomiske udvikling, en udvikling ikke bare i Danmark men i hele Europa.

Feudalismen sidste vers

Den enevældige statsmagt forsøgte desperat at forhindre økonomisk og politisk liberalisering, men udviklingen pressede uundgåeligt i den retning.

Landbrugsreformerne fra årene op mod 1800 betød et opgør med fæstesystemet over til, at bønderne selv ejede deres jord og gård (købt for lånte penge), og at hoveriarbejdet og afgifterne til godsejeren blev erstattet med renter og afdrag. Samtidig betød landbrugsreformerne, at husmændene mistede en lang række af deres traditionelle rettigheder, og grunden blev lagt til en ny klassedeling på landet mellem selvejende gårdmænd og landarbejdere, der blev til landarbejdere og besiddelsesløse lønarbejdere.

I løbet af 1830erne voksede både den indenlandske og udenlandske efterspørgsel på landbrugsvarer, og med nye produktionsformer og redskaber, som landbruget ikke selv kunne fremstille, blev landbruget i stigende grad baseret på markedsøkonomi. Ved siden af en beskeden tekstilindustri begyndte der at opstå jernstøberier og maskinfabrikker. Befolkningen voksede, og mange af dem flyttede ind i byerne, hvor byggeriet derfor også voksede, der igen øgede industrialiseringen. Dampkraftens indtog satte yderligere gang i den industrielle produktion. Enevælden blev i stigende grad en hindring for udviklingen af kapitalismen.

Borgerskabet begyndte i stigende grad at vende sig imod enevælden, fordi de ønskede at afskaffe begrænsningerne på det frie initiativ på markedsøkonomisk grundlag. Borgerskabet følte sig samtidig i stigende grad politisk tilsidesat. De indgik en alliance med de selvejende bønder, der også følte enevældens og godsejerne snærende bånd.

De mægtige embedsmænd

Danmark er en af de mest centraliserede bureaukratiske stater på kloden. Det er tilfældet i 2014, og det var det også i 1840. Enevælden var dybt afhængigt af statsbureaukratiet, hvor magten lå på ganske få departementschefer hænder. Kongerne kunne ikke regere uden dem og deres forbindelser. Embedsmændene toplag blev primært rekruttere fra de samme adelige familier. Herfra kan nævnes: Moltke, Plessen, Reedtz-Thott, Reventlow, Holstein, Scavenius, Sehested, Friis og Bülow. En række af Danmarks mest mægtige adelsslægter havde skabt en tradition, hvor deres sønner gjorde karriere i statens embedsværk, og takket være de familiære forbindelser var de altid sikret en toppost, sådan som det havde været siden 1660. Adelen havde magten på landet og embedsmændene i København og takket være deres familieforbindelser i hele landet.

Enevælden var ikke længere et holdbart system, så overklassens ledte efter alternativer. En kreds af liberalt sindede embedsmænd samledes omkring departementschefen Anders Ørsted (bror til videnskabsmanden H.C. Ørsted), som sad i kongens magtfulde kabinet. Ørsted dannede en løs alliance med de mest liberale ejere/redaktører af en række aviser, hvorfra idéen om et borgerligt demokrati efter britisk forbillede blev spredt ud i offentligheden. Det var da også på Ørsteds initiativ, at de første stænderforsamlinger (en slags regionsråd) blev skabt i 1830. Disse forsamlinger skulle fungere som prøvekaniner på det, der senere skulle blive det danske demokrati. Stænderforsamlingen var dog totalt domineret af de største adelige jordejere, udvalgte embedsmænd og kongeligt udpegede repræsentanter, hvor kun de allerrigeste personer havde stemmeret.

Bondeuro

”En tilsyneladende (for jeg kender ham ikke) sindig bonde, med hvem jeg talte om landboforholdene, svarede mig, da jeg ytrede, at der nok ikke var stort i vente i denne henseende, med de ord: ”Ja, hr. kammerråd, gøres der ikke noget for bondestanden, så frygter jeg, at postelinet vil blive slået itu.”
J. C. Drewsen, repræsentant i stænderforsamlingen, Roskilde 1844.

Da de overstående ord blev sagt, skabte det en hysterisk stemning i stænderforsamlingen i Roskilde. Drewsen, som ellers var en pæn fabriksejer, blev beskyldt for at udsprede den kommunistiske lære i den kongelige stænderforsamling. Der var dog god grund til at holde øje med bønderne på daværende tidspunkt.

Bønderne var utilfredse, og det kom til uro og ligefrem voldelige optøjer. Vreden var dog ikke ubegrundet. Godsejerne herskede over bøndernes liv, og de blev set som andenrangs borgere. Bønderne havde det moderate ønske at eje de gårde, de boede i, i stedet for at forpagte dem af adelen, men overklassen kunne ikke engang gå med til dette kompromis.

Bønderne var dybt frustreret over, at adelen og embedsmændene ikke var til at hugge eller at stikke i. De begyndte at handle selv. Især i områderne omkring Holbæk og Roskilde gik det hedt for sig. Bønderne begyndte at troppe op i hundredvis på de lokale godser, og krævede at få en menneskelig behandling. Dette skabte frygt i regeringskredse, og fra 1845 var det forbudt for bønderne at samles og tale om deres forhold, uden der var politi tilstede. Dette forbud skabte enorm vrede blandt bønderne. Banen blev kridtet op til et opgør.

Krig og revolutioner: et held i uheld

1848 blev et hektisk år. De samme økonomiske processer, der blev udfoldet i Danmark, sås i endnu mere udtalt grad i andre europæiske lande. Indenfor ganske kort tid udbrød der borgerlige revolutioner over hele Europa med centrum i Paris. Disse spredte sig også til Danmark og især til de tyske hertugdømmer Slesvig og Holsten, der på daværende tidspunkt var en del af det danske monarki. Samtidigt døde Christian den 8. og Frederik den 7. blev kronet til konge. Anders Ørsted og hans allierede iværksatte deres plan, og uden sværdslag opgav Frederik den 7. enevælden og erklærede, at Danmark nu skulle være et demokrati med dertilhørende forfatning. Embedsmændene og de liberale storborgere i København arrangerede et fakkeltog til Amalienborg, hvor man takkede kongen for hans demokratiske sindelag.

Grundlovens tilblivelse var udtryk for et kompromis: kongen gav sig til gengæld for at beholde sit hoved og titel, og borgerskabet accepterede, at kongen blev, selvom monarkiet ikke kan betegnes som andet end et oldtidslevn fra feudalismen. Kongen sikrede sig mod revolution fra neden ved at lave reformer fra oven og borgerskabet beholdt en bastion af reaktion, der kunne være en modvægt mod oprør fra ”pøblen”. Som vi har set det så mange gange siden, er Danmark kendetegnet ved rådne kompromiser mellem lederne af de forskellige klasser, hvor ingen er parate til konsekvent af gå hele vejen, men alle i toppen får en del af kagen og forråder dem, de repræsenterer.

Men kongeriget var allerede i opløsning. Inspireret af de borgerlige revolutioner og deres nationalistiske program udbrød der åbent oprør blandt den tyske befolkning i Slesvig og Holsten. Tyskerne i hertugdømmerne anså, med rette, Danmark for at være et reaktionært og tilbagestående land, og de ønskede at være del af de tyske stater, som på daværende tidspunkt var i en rivende udvikling. Oprørene tog kontrollen med hertugdømmerne med våbenmagt, og krigen med Danmark var en realitet.

Dette viste sig at være et held i uheld for den danske overklasse. Hele samfundet blev grebet af nationalistisk tyskerhad, hvor alle fokuserede på den ydre fjende. Bøndernes vrede og frustration blev ledt over i nationalisme og krigen i hertugdømmerne, men dette skete på et hængende hår:

”(...)Havde vi ikke fælles fjender ved grænsen, ville bevægelsen, der havde været uundgåelig, have fremkaldt splid og krig mellem borgere og stænder indbyrdes, eller mellem folket og kongen.”
-Martin Hammerich, skolemand, den 26. marts 1848, Vordingborg.

Ganske kort tid efter opgivelsen af enevælden og krigens udbrud, mobiliserede bønderne på hele det sydlige Sjælland. Grundet den nationalistiske stemning begyndte de en klapjagt på tyske adelsmænd, som de mistænkte for at støtte oprørene i hertugdømmerne, men snart begyndte de at rejse sociale krav. Kongen havde nedsat en midlertidig regering, som øjeblikkeligt gav bønderne indrømmelser, der forbedrede deres vilkår. Hvis det ikke havde været for krigen i hertugdømmerne, kunne bevægelsen blandt bønderne have udviklet sig til en virkelig demokratisk revolution, med afskaffelse af monarkiet og indførsel af en republik, og ikke indførsel af et ”proforma” demokrati, hvor hele udviklingen blev styret af overklassen.

”De erfarne mænds forsamling”

Den midlertidige regering nedsatte en gruppe af såkaldte ”erfarne mænd”, hvilket i realiteten betød, at det kun var overklassens folk, som skulle skrive den nye demokratiske forfatning også kendt som Grundloven. I oktober 1848, mens krigen stadig rasede i hertugdømmerne, skulle en grundlovgivende forsamling vælges, så de kunne stemme for den nye forfatning. Den grundlovgivende forsamling var fuldstændigt domineret af overklassen. For eksempel var over halvdelen af de 49 medlemmer fra Jylland godsejere. Storbønderne fra Sjælland var også godt repræsenteret med 38 pladser ud af 54 fra den region. Den grundlovgivende forsamling bestod af 142 medlemmer, hvorfra 57 var embedsmænd fra den kongelige administrations egen række. Omkring 50 % var konservative indstillede, så man var sikker på, at forfatningen ikke ville indskrænke overklassens privilegier.

Den grundlovgivende rigsforsamlings klassenatur kan meget godt illustreres af den skæbne, der overgik bomuldsvæver Hans Hansen. Hans Hansen var husmand og dermed fra landets store underklasse. Han blev valgt med et stort flertal i Præstø til, som den eneste, at repræsentere underklassen i den grundlovgivende forsamling. Hele den danske overklasse og medieverden stemplede øjeblikkeligt dette som et udslag af pøbelvælde og et klart eksempel på hvorfor, demokratiet var farligt. Hans Hansen blev i de følgende uger udsat for en heksejagt i medierne, hvor han blandt blev beskyldt for at være en tyv, selvom han aldrig var blevet dømt. Hans Hansen trak kort tid efter sit mandat tilbage som en nedbrudt mand. Den grundlovgivende forsamling endte med ikke at have nogen repræsentanter fra den store underklasse.

Efter mange måneders forhandlinger blev grundloven vedtaget den 5. juni 1849. Derfra kendt som grundlovsdag.

Danmark: det tolerante diktatur

I dagens fejring af Grundloven glemmer man ofte at nævne de mange begrænsninger, der var på demokratiet. De såkaldte 5 f’er var således ikke omfattet af demokratiet ved Grundlovens indførsel: Fruentimmere, fattiglemmer, folkehold, fjolser og fanger havde ingen stemmeret.

Det ændrer dog ikke på, at Grundloven var et progressivt skridt fremad på trods af begrænsningerne i demokratiet. Den gav plads til udviklingen af kapitalismen, der betød en enorm udvikling af teknologi og industri, så vi nu kan producere nok til alle, og dermed har lagt grundlaget for socialisme. Samtidig har kapitalismens udvikling skabt den klasse, der kan omstyrte kapitalismen, nemlig arbejderklassen.

Grundlovens indførsel var et resultat af den revolutionære bølge, der fejede over Europa i disse år. Men ligesom i resten af Europa satte kontrarevolutionen ind efterfølgende. Men på trods af at det formelle demokrati blev voldsomt indskrænket i de følgende år, så havde de borgerlige revolutioner gennemført deres historiske opgave: afskaffelsen af enevælden og feudalismen og i stedet det borgerlige demokrati og kapitalismens indførsel.

Selvom den danske grundlov var ret demokratisk anlagt på papiret, så gik der heller ikke her lang tid, før politikkerne og embedsmændene begyndte at ignorere den. Anders Ørsted vendte 180 grader og nok ikke i navn men af gavn genintroducerede embedsmandsvældet i Danmark, nu bare i nye ”demokratiske” klæder. Man tillod dog en bondeopposition i folketinget og senere en socialdemokratisk, hvorfor man kan betegne Danmark som et tolerant diktatur. Man gav kongen meget af hans gamle magt tilbage, så man kunne bruge ham til at sætte oppositionen på plads, når det var nødvendigt.

Escalade of Dybbol Fort 1864Efter den katastrofale krig i 1864 blev godsejerpartiet Højre (det senere konservative folkeparti) totalt dominerende med hjælp fra sine allierede; kongehuset og det adelige embedsværk. Højre herskede over Danmark til 1901. Partiets leder statsminister Estrup havde da også en klar holdning til demokratiet i Danmark:

”Udholdenhed i kampen skyldtes mit had til masse-herredømmet, min faste overbevisning om, at den almindelige valgrets ene eller dog over-herredømme måtte føre til Danmarks undergang og samfundets opløsning.”

Med trusselen om at starte en borgerkrig overtog bondeopposition, som nu hed Venstre partiet, regeringsmagten i 1901. Venstres første handling var at give de adelige embedsmænd en stor lønstigning og fuldstændigt at rette ind efter deres og kongernes anbefalinger. Dette var også tilfældet for de Radikale Venstre-regeringen, der sad i samme periode, med Socialdemokratiet som støtte parti.

Grundloven gjorde den senere organisering af arbejderklassen langt nemmere i både fagbevægelse og partier, og i modsætning til i Tyskland, i kompromisernes ånd, blev arbejderbevægelsen ikke forbudt, men tværtimod forsøgt indlemmet i den borgerlige stat fra slutningen af 1900-tallet. Det var medvirkende til, at den danske arbejderbevægelse udviklede sig til en af de bedst organiserede og stærkeste i hele Europa. Men magten var mest potentiel, for toppen af bevægelsen fjernede sig fra deres egen klassebase og blev en mere og mere integreret del af det borgerlige statsmaskineri. I 1924 overtog socialdemokraterne regeringsmagten. Deres første udenrigsminister var en del af den gamle adelige slægt Moltke. Man skulle sikre sig, at Socialdemokraterne ikke rykkede for meget ved magtbalancen i Danmark. Lederskabet i Socialdemokratiet, der på det tidspunkt var gennemsyret af reformismen, viste sig at være en fantastisk samarbejdspartner for overklassen. De bevarede status quo, og holdt arbejderne i ro, og som tak blev de lukket ind i det gode selskab.

De adelige embedsslægter, der havde indført ”demokrati” i 1849, gik i de efterfølgende år ind i politik. I de næsten hundrede år mellem 1849 til 1945 sad medlemmerne af disse slægter 36 gange på ministerposter i diverse regeringer. Især slægterne Moltke og Scavenius var godt repræsenteret. Igennem hele perioden, hver gang embedsmændene var utilfredse med den daværende regering, gik de uden om dem og direkte til kongerne, som ofte fik sin vilje igennem. Denne praksis stoppede først i 1947 med Christian den 10.’s død. Danmark blev først et ”reelt” borgerligt demokrati uden kongelige indblanding i 1947.

Grundloven: bare et stykke papir

Grundloven er blevet revideret en del gange, senest i 1953, men langt størstedelen stammer stadig fra 1849. Alle regeringer siden dens vedtagelse har rost den til skyerne, hyldet den som ukrænkelig, men i virkeligheden er den ikke andet end et stykke papir for dem. Et stykke papir, der er belejligt, men som kun gælder fordi det, som hovedformål har at forsvare deres klasseinteresser: den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Efter pariserkommunen i 1871 skrev Marx om parlamentarismen, at den ikke tjente til andet end "en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål i parlamentet." Verden over lærer arbejderklassen gennem bitter erfaring, at det borgerlige, parlamentariske demokrati ikke giver dem en stemme.

Grundloven var stor set ude af kraft fra dens vedtagelse i 1849 til 1901. Siden da er den blevet tilsidesat utallige gang, mest intenst under de to verdenskrige. Med hjælp fra dommerstanden og andre juridiske ”eksperter” kan den altid gradbøjes til at passe til magthavernes formål. Seneste eksempel er, at en tidligere højesteretsdommer har frikendt to embedsmænd i at lyve for Folketinget i den såkaldte Christiania sag. Når det gælder elitens interesser, findes der altid et juridisk smuthul. Der er kun en paragraf i grundloven, der er hellig, nemlig § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed. Den sikrer, at de rige bliver ved med at være rige, og dermed ikke rykker ved overklassens privileger i Danmark. Grundloven fastslår den private ejendomsrets ukrænkelighed, og i 1857 blev næringsfrihedsloven indført, der gjorde det tilladt for alle ustraffede danske borgere at etablere virksomhed, købstædernes særlige privilegier blev ophævet og lavsvæsenet blev der ligeledes gjort op med. Grundloven udgjorde kapitalismens politiske indtog i Danmark.

Demokratiets nuværende tilstand

Siden 1945 har de adelige embedsmænds slægter ikke haft ministerposter, dog har mange familiemedlemmer haft folketingspladser langt ind i 1970erne. Deres pladser er nu overtaget af en ny tids politiske klaner med navne såsom Hækkerup og Tørnæs. Slægterne er dog ikke forsvundet. Fra 1980erne blev de mere og mere aktive i det private erhvervsliv. I dag besidder deres nulevende slægtninge diverse bestyrelsesposter i de største danske kapitalistiske firmaer. Man kunne måske mene, at de adelige slægtsbånd er erstattet af VL grupperne, der er grupper for virksomhedsledere og andre i toppen af det danske samfund, med det formål bl.a. "i fortrolighed" at "udveksle erfaringer og drøfte holdninger" og "være med i tiltag vedrørende ledelsesmæssige, samfundsmæssige og økonomiske forhold på højt plan sammen med folk, der har et udgangspunkt svarende til ens eget". I alt har VL grupperne mere end 3800 medlemmer. Blandt deres medlemsskare kan findes alt fra direktører fra de største danske virksomheder til professorer, advokater, bankdirektører, hofmarskaller, militærchefer og politikere.

Det er vist et vink med en vognstang om, hvor det virkelige magtcentrum er henne i det danske demokrati i dagens Danmark. God Grundlovsdag!

 

MARXISTISKE STUDERENDE INVITERER TIL ALTERNATIVT GRUNDLOVSMØDE
Foredrag ved Kalle Kühlmann.
5. juni kl. 16.00 i Studenterhuset, Købmagergade 52, 1. sal.

 

Et udsnit af medlemmerne i VL gruppe 13:

Børne- og undervisningsminister MF Christine Antorini fra Socialdemokratiet, Chef for forsvarsstaben Bjørn Bisserup, Kabinetssekretær i Kongehuset Henning Fode, Rektor på KU Ralf Hemmingsen, Politikens chefredaktør Bo Lidegård, Bankdirektør i Danske Bank Lars Stensgaard Mørch, Koncerndirektør i Novozymes Peder Holk Nielsen, direktør i Kolind A/S Lars Kolind, Head off finance i A.P. Møller Mærsk Jørgen A. Engell, Administrerende direktør og Generalkonsul Fritz Henrik Schur samt yderligere mere end 10 direktører og andre godtfolk fra magtens elite. (Kilde: vl.dk)

Litteratur:

Pedersen, S. (2011) Min Grundlov. 8 udgave, 1. oplag. Rosendahls. København.
Christensen, J., Due, J., Knudsen, T. & Tamm, D. (1997) Politikere og embedsmænd. 2. udgave. Jurist- og Økonomforbundets forlag. København.
Bjørn, C. (1990) Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 10. Nordisk Forlag A/S & Politikens Forlag A/S. København.
Hvidt, K. (1990) Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 11. Nordisk Forlag A/S & Politikens Forlag A/S. København.
Christiansen, N. Lammers, K. og Nissen, H. (1988) Danmarks historie Bind 7. Copenhagen: Nordisk Forlag A.S.
Feldbæk, O. (1982) Danmarks historie Bind 4. Copenhagen: Nordisk Forlag A.S.
Jespersen, K. (1989) Danmarks historie Bind 3. Copenhagen: Nordisk Forlag A.S.
Rasmussen, H. og Rüdiger, M. (1990) Danmarks historie Bind 8. Copenhagen: Nordisk Forlag A.S.
Rerup, L. (1989) Danmarks historie Bind 6. Copenhagen: Nordisk Forlag A.S.
Skovgaard-Petersen, V. (1985) Danmarks historie Bind 5. Copenhagen: Nordisk Forlag A.S.
Christensen L. K. m.fl. (2007) Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000: SFAHs skriftserie nr. 46

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.