Bring-Kampen-Tilbage-I-Kampdagen-Marxist.DK lilleGrafik: Rune AgerhusHipsterne sidder med deres mobile anlæg, og pimper øl i forårssolen, mens arbejderledere, der har solgt deres organisationers sjæl og politiske integritet for årtier siden, holder tale om, hvordan den seneste nedslagtning i den offentlige sektor er nødvendige og fører til ”bedre” og ”billigere” velfærd. Medierne udråber endnu engang klassekampens død og forsøger at tegne et billede af arbejdernes internationale kampdag som én stor drukfest. Det har dog ikke altid været sådan og det er ved at ændre sig igen...

For deltagerne med røde blødende hjerter, og dem er der stadig en del af, er Første maj i Fælledparken ikke endnu en anledning til at drikke sig i hegnet, men en kampdag i ordets egentlige forstand. En kampdag der er købt med blod, sved og tårer igennem årtiers politisk og faglig kamp mod den rige elite i dette land.

Derfor er det også en rød klud i ansigtet, at de nuværende hovedtalere fra arbejderbevægelsen ikke taler til og repræsenterer deres medlemmer og størsteparten af deltagerne i første maj. Det er klart, at mange mennesker mister den politiske interesse i den internationale kampdag, når ledelsen af arbejderpartierne og fagbevægelsen har smidt alt, hvad arbejderbevægelsen bør stå for overbord: ideologi, principprogrammer, traditioner, egne medier og troværdighed.

Ledernes kapitulation til overklassen er ikke desto mere katastrofal, da verden er ramt af en dyb økonomisk krise på snart på sjette år, der rammer arbejderklassen og ungdommen med stigende arbejdsløshed og dertil økonomisk og personlig desperation.

Dette smitter selvfølgelig af på Første maj i Fælledparken. I disse tider er det desto mere vigtigt at huske på den danske arbejderbevægelses traditioner og rødder. Der er jo en grund til, at Fælledparken er rammen om første maj og ikke en anden af Københavns mange parker: det er en slagmark. Det første store slag mellem arbejderklassen og magthaverne i Danmarkshistorien fandt sted her.

Tilbage til rødderne

”Retsvæsnet, ordningens, humanistens, civilisationens sag har sejret!”
- Adolphe Thiers

Disse ord udtalte den franske premierminister Adolphe Thiers i 1871 efter at have give ordre til at det franske militær henrettede 40.000 børn, kvinder og mænd i Paris. Blodet flød i dagevis i Paris’ gader. De franske politikeres vold skyldes, at befolkningen i Paris havde forsøgt at gennemføre den første socialistiske revolution i verdenshistorien. Dette radikale eksperiment blev senere kendt som Pariserkommunen. Kommunen blev kvalt i blod, men dens budskaber om en bedre verdenen fandt genklang i arbejderklassen over hele Europa. Også i København.

Inspireret af kommunes kamp startede i foråret i 1871 Danmarks første socialistiske dagblad: Socialisten. Hovedredaktøren var den excentriske men begavede Louis Pio, hvis medarbejdere var en lille tæt kreds af familie og venner. Igennem avisen opfodrede Pio på flammende vis de danske arbejdere til at organisere sig og at strejke for bedre vilkår.

Disse krav faldt på et tørt sted. Situationen i København i 1870erne var for den almindelige københavner desperat. Byen flød over af ufaglærte arbejdere, der kom fra landet, hvor der ikke længere var brug for dem. De jobs, der var, gik til kvinder og børn, da de var billigere end de voksne mænd. Arbejdsdagen lå normalt på 11 timer om dagen. Derud over var boligerne sygdomsbefæstede rottehuller.

Kort efter Socialistens udgivelse startede Pio den danske sektion af den Første Internationale Arbejderbevægelse. Internationalen var startet af blandt andet Karl Marx i London i 1866. Denne organisation var starten på det, der senere blev til Socialdemokratiet. På få måneder gik den danske sektion fra at have 700 medlemmer til at have over 9000. Det tiltrak sig selvfølgelig myndighedernes opmærksomhed.

Slaget på Fælleden

”Ministre, magistrat, politidirektør, grundejere, pengeposemænd har alle fået travlt med at sammensværge dem mod folket... Men jer, I guldets dyrkere! I de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: I har i årtusinder iskænket os en bitter livsdrik; vogt jer nu. Målet er fuldt. Lad der ikke komme en eneste dråbe til - eller det flyder over.”
- Louis Pio

Dette opråb fra Pios hånd blev kort inden slaget i Fælledparken udsendt i hele København. I foråret 1872 var der stor uro blandt de danske arbejdere, især i byggefagene. Nørrebro og Vesterbro var under opførelse på daværende tidspunkt, men pga. de elendige vilkår var 2000 arbejdere gået i strejke. Pio opfordrede alle Københavns arbejdere til at mødes i Fælledparken for at samle penge ind til de strejkende søndag den 5. maj 1872.

Man havde dog ikke medregnet myndighedernes reaktion. Natten inden den 5. anholdt politiet Pio og hans inderkreds. Derefter blev der hængt plakater over hele byen, som forbød mødet i Fælledparken, men arbejderne kom alligevel. I Fælledparken blev de mødt af en talstærk politistyrke samt hærens rytteri kendt som husarer. Politiet spærrede samtlige veje til Fælledparken, hvorefter fulgte en af Danmarkshistorien største slagsmål. Det hele kulminerede, da rytteriet blev sat ind med dragne sabler. Politirapporten sagde efterfølgende, at 74 husarer og 23 politibetjente var blevet såret. Den sagde intet om antallet af sårede arbejdere. Efterfølgende blev den danske sektion af Internationale forbudt og Pio og hans inderkreds blev idømt flere års fængsel.

Efterspil

I de næste år blev Socialdemokratiet næsten opløst grundet presset fra myndighedernes side, men fra 1880erne vendte udviklingen. I 1889 blev Anden Internationale stiftet og den besluttede at gøre første maj til den internationale arbejderbevægelses kampdag. Det var her helt naturligt at vælge Fælledparken som ramme for kampdagen, da det var her, at det første store slag havde stået mellem over- og under-Danmark.

Den første internationale kampdag blev afholdt i 1890. Ved nyheden om dette bekendtgjort næsten alle store virksomheder i København, at hvis man som ansat deltog, ville man øjeblikkeligt blive fyret. Der var dog kun en virksomhed, som gjorde alvor af truslerne: Tuborg, der fyrede 23 medarbejdere (her er vi jo nok nogen, der får vores grønne Tuborg galt i halsen).

Tilbage til fremtiden

Første Maj i Fælledparken har en hård men stolt historie. Den nuværende ledelse af den danske arbejderbevægelse har valgt at danse efter overklassens pibe, selvom der absolut er brug for kamp. Første maj i Fælledparken kan og må derfor blive en kampplads igen som i fordums tid. Sidste år blev de socialdemokratiske ledere mødt af bl.a. lockoutede lærere, der havde vendt dem fysisk ryggen i protest. Hvis lederne for arbejderbevægelsens organisationer gjorde op med nedskæringspolitikken og i stedet fremlagde et socialistisk alternativ, ville de kunne mobilisere alle dem, de nu dømmer til passivitet i Fælledparken og til hverdag. Kampen tilbage i Fælledparken - kampen tilbage i kampdagen! God Første maj!

Bring-Kampen-Tilbage-I-Kampdagen-Marxist.DK lille

Yderligere information