August 1943. Efter 3 års nazistisk besættelse og samarbejdspolitik bryder utilfredsheden i befolkningen ud i oprør. Sabotage truer militærforsyninger til den tyske hær. Generalstrejker lammer Odense, Aalborg, Århus og Esbjerg. Tusindvis demonstrerer i gaderne og atter tusinde kæmper i gaderne med de tyske soldater og dansk politi. Efter en måneds oprør tvinges samarbejdsregeringen til at træde af og besættelsesmagten lider et alvorligt nederlag.

Inden august 1943 var Danmark det fredeligste af de tysk besatte områder. Flertallet af partierne havde fra starten lagt en underdanig linje an overfor besættelsesmagten og satte deres autoritet og statens magtapparat ind på at under trykke al modstand. Eksempelvis arresterede dansk politi kommunisterne i 1941, bekæmpede sabotage og forfulgte og dræbte britiske agenter.

Denne politik blev støttet af ledelsen af socialdemokratiet og fagbevægelsen og gav blandt de tyske soldater Danmark tilnavnet ”flødeskumsfronten”. Arbejderklassens modstand var lammet af manglende støtte fra arbejderbevægelsens ledere, men efterhånden vistes en voksende vilje til at kæmpe lokalt imod besættelsesmagten og samarbejdspolitikkens konsekvenser.

Særligt angrebene på løn og arbejdsforhold blev mødt med strejker og protester. Den faldende levestandard var til dels en konsekvens af presset fra besættelsesmagten, men skyldtes primært, at de danske kapitalister, og blandt partierne i samlingsregeringen især Venstre, udnyttede tilstedeværelsen af de fascistiske tropper til at tilbagerulle arbejderbevægelsens sejre fra de forudgående 50 år.

Også de store sejre i Europa og Afrika for de allierede øgede kampviljen. Forrest i modstandskampen var DKP – Danmarks Kommunistiske Parti. Hovedfokus for DKP var ikke sabotage, men fagligt arbejde samt oplysning og organisering af masserne, blandt andet gennem illegale aviser. DKP forstod at tage udgangspunkt i arbejdernes mindstekrav som krigsforsikring og risikotillæg og forbinde dem til kampen imod besættelsen.

Samtidig forbandt de den faglige kamp med en voksende sabotage igennem det kommunistisk dominerede BOPA (Borgerlige Partisaner). Det var dette fokus, der viste resultater i 1943 og gjorde, at DKP kunne forbinde sig med urolighederne i arbejderklassen.

Tyskerne ud af fabrikkerne – Tyskerne væk fra gaderne

Det begyndte på Odense Stålskibsværft. I slutningen af juli har arbejderne vundet en sitdownstrejke mod tilstedeværelsen af tyske tropper på værftet. Den 28. juli sprænger danske SOE-agenter (britisk efterretningstjeneste) i samarbejde med BOPA det tyske mineskib Linz på værftet, og tyskerne indsætter igen soldater. Igen kommer der strejke, og den 4. august spredes det til 12 andre industrier i byen. Bange for at strejkerne ville spredes yderligere, giver tyskerne op og slæbte dagen efter skibet væk, og strejken stopper. Men det var allerede for sent.

Natten efter i Esbjerg sætter BOPA ild til titusinde af fiskekasser på vej til Tyskland. Da tyskerne forsøger at slukke ilden, kommer de i slagsmål med forbipasserende danskere. Sympatien for sabotagen samt tyskernes voldsomhed får hurtigt kampene til at sprede sig, og Esbjerg erklæres i undtagelsestilstand. Urolighederne fortsætter dog. Samme aften demonstrerer store menneskemasser i gaderne under afsyngelse af ”Internationale” og ”Der er et yndigt land”.

Den 9. spreder urolighederne sig til industrien, der går i strejke. Ligesom arbejderne i Odense krævede tyskerne ud af værftet, kræver de i Esbjerg tyskerne væk fra gaderne for at stoppe volden. Men ikke alle støtter det begyndende oprør. Socialdemokratiet bekæmper strejkerne Socialdemokratiets ledelse støtter samarbejdspolitikken og har tidligere endda stukket kommunistiske tillidsmænd til tyskerne.

De ser korrekt, at strejkerne ikke kun er en kamp mod tyskerne, men også mod samarbejdspolitikken. De sætter alt ind på at stoppe dem. Dette betyder blandt andet, at DSF (datidens LO) og andre fagforbund tager afstand fra strejkerne.

Baggrunden for socialdemokratiets samarbejdspolitik er reformismen. I sidste ende er den blot et mere ekstremt eksempel på den samme politik om at sikre det ”mindste onde”, som reformisterne i ledelserne af S, SF og Ø fører i dag.

I dag prædiker de, at vi må gå med i nedskæringsforlig for at fjerne de værste dele af dem og støtte op om den nuværende regering som et mindre onde end en borgerlig regering. Den samme argumentation står bag samarbejdspolitikken. De argumenterer for, at man ved at underlægge sig tyskerne kan skåne landet for de værste følger af krigen. Men forsøget på at stoppe strejkerne er uden held.

Urolighederne er delvist spontane, men bliver også båret frem af kommunisterne. BOPA koordinerer sabotagen med strejkerne, og kommunistiske tillidsmænd organiserer strejkerne uden om fagforbundene.

DKP’s illegale aviser spreder budskaberne. Det bliver snart klart at, på trods af illegalitet, er opbakningen til DKP stor. Kommunisterne vinder flertal i strejkerådene, og folkemøder med tusindvis af deltagere støtter strejkerne. Derimod bliver socialdemokratiske borgmestre og faglige ledere mødt af pibekoncerter og hån fra arbejderne.

Våbnet fundet - Folkestrejken

Den 11. august kulminerer urolighederne i generalstrejke i Esbjerg. Derfra spredes det til småborgerskabet af butiksejere, der lukker forretningerne i sympati. Selv politiets kontorpersonale strejker. Det eneste, der har åbent, er ekspeditionen for avisen Socialdemokraten!

Folkestrejken er en realitet. ”Folkestrejke” henviser til stalinisternes politik om folkefront, altså alliancer mellem arbejdere og kapitalister. Med småborgerskabets og endda dele af borgerskabets støtte til strejken er betegnelsen ikke helt uden grundlag. Men det er arbejderklassens generalstrejke, der er afgørende, omend alliancen med småborgerskabet er vigtig.

Folkefrontspolitikken har dog et problem, nemlig at alliancen med kapitalisterne sætter begrænsninger. Det ser man eksempelvis under den senere (anden) folkestrejke i 1944, hvor DKP holder sig fra at opfordre til generalstrejke på grund af hensynet til deres borgerlige allierede, og omkring slutningen af krigen hvor DKP’s folkefrontspolitik betyder en reformistisk udvikling af partiet og fører til samarbejde med de borgerlige, et samarbejde de borgerlige hurtigt af bryder, da de ikke længere kan udnytte DKP til egne formål.

Men i august 1943 er problemet endnu til at overse. Det vigtigste er, at general- og folkestrejken virker. Dagen efter accepterer tyskerne et kompromis: esbjergenserne går på arbejde, og undtagelsestilstanden bliver ophævet. Det viser, at det kan betale sig at kæmpe, og at strejker er det mest effektive våben. Som et illegalt blad skriver ” NU ER VÅBNET MOD UNDERTRYKKERNES OVERGREB ALTSÅ FUNDET!! ”

Oprøret spreder sig

Efter sejren over tyskerne i Odense er urolighederne dog ikke stoppet, og sa - botage og daglige gadeslagsmål mod tyske soldater fortsætter i Odense, Svendborg og andre steder. Nu bliver tyskernes vold igen for meget. Den 17. går dele af Odense i strejke, og den 18. erklæres en generalstrejke, der først slutter den 23. Til den tid er strejkerne allerede spredt til blandt andet Nyborg, Middelfart, Frederikshavn, Kolding.

Svendborg, Fåborg og Bogense. Og vigtigere: til Aalborg. Den 23. begraves modstandsmanden Erik Vangsted i Aalborg. Han er få dage forinden blev skudt, og ved begravelsen kommer det til demonstrationer og uroligheder. I den intense stemning i Danmark bliver tyskerne mere desperate og voldelige, og flere mister livet ved begravelsesurolighederne. Den 24. svarer Aalborg igen med generalstrejke, og i modsætning til i resten af landet bakker den socialdemokratiske fagbevægelse i byen 100 procent op bag strejkerne

Imens spredes urolighederne til København, og tusindvis deltager i angreb på tyske soldater. Situationen er desperat for tyskerne såvel som samarbejdsregeringen, der forstår, at hvis København går i strejke, er alt tabt. Med nød og næppe lykkedes det dem at forhindre det.

Socialdemokratiet får flertallet af tillidsmændene til at gå imod en strejke, og tyskerne sætter kampvogne til at patruljere gaderne for at skræmme befolkningen til ro. Men stabiliseringen af København redder ikke situationen.

Den forværrede situation får besættelsesmagten til at kræve indførsel af dødsstraf. Den århusianske modstandsmand Paul Edvind Kjær Sørensen dømmes til døden. I Danmark har der på dette tidspunkt ikke været henrettelser siden 1892, og nyheden er den sidste dråbe. Dagen efter udbryder der generalstrejke i Århus i protest.

Ethvert håb om at få situationen under kontrol er knust. Så bange er tyskerne for konsekvensen af dødsstraffen, at Sørensen i hast flyves til København for at henrettes, og i hemmelighed begraves han i Tyskland.

I København stilles den danske regering overfor et ultimatum fra tyskerne om hårdere undertrykkelse, men de ellers så samarbejdsvillige politikere tør ikke mere. De frygter befolkningens reaktion, og regeringen træder af den 29. august. Strejkerne slutter den 30. august. Samarbejdspolitikken er slut, besejret af et folkeligt oprør.

Resultatet af oprøret

Med regeringens afgang indføres der tysk militærdiktatur, og for at sikre kontrollen angriber den tyske hær resterne af den danske. Kasernerne stormes og det kommer til kamp og tab på begge sider, på dansk side flere end ved invasionen den 9. april 1940.

Flåden forsøger at flygte for at slutte sig til de allierede, men mislykkes de fleste steder. Dog lykkes det at sænke mange af skibene, så tyskerne ikke kan bruge dem. Umiddelbart betyder ophøret af samarbejdspolitikken forværrede forhold i Danmark.

Dødsstraf, strengere censur, afskaffelse af demokratiet og stærkere tilstedeværelse af tyske soldater og danske nazister, især med interneringen af politiet i 1944. Også holocaust kommer til Danmark omend det lykkes for modstandsbevægelsen at smugle de fleste jøder til Sverige.

En sejr

Ikke desto mindre anser vi Augustoprøret som en sejr. Hvorfor? På trods af den forværrede situation, redder Augustoprøret relt Danmark på længere sigt. Før var Danmark ikke regnet som besat land af de allierede, men som allieret med Tyskland. Det skyldes, at store dele af overklassen ønsker at tilpasse sig det nazistiske Tyskland og regner med, at de vil vinde krigen.

I modsætning hertil viser oprøret, at arbejderklassen er forenet i sin modstand til besættelsen. Samarbejdspolitikken betyder, at Danmark skal betale krigsskadeserstatning efter krigen. Men regeringens fald og folkestrejkerne i 1943 og 1944 rydder forsider over hele verden og betyder Danmarks senere anerkendelse som allieret mod Tyskland.

Det er også vigtigt at huske på, at Danmark ikke er isoleret. Den relative fred i Danmark betyder, at den tyske hær sikres stabile fødevareleverancer og kan fokusere på andre områder. Freden i Danmark betyder altså en forlængelse af krigen og betales med blod fra Sovjetunionen, fra jøderne i koncentrationslejrene og fra kæmpende besatte lande som Norge.

Men med oprøret bliver det nødvendigt for tyskerne at øge antallet af soldater i Danmark, soldater de må fjerne fra den hårdt pressede østfront. Arbejderklassen i Danmark leverer således sin del til sejren over fascismen.

Det bør også huskes, at hvis alle lande havde ført den samme samarbejdspolitik, så havde Tyskland vundet krigen. Så havde det kun været et spørgsmål om tid før fascistisk diktatur og jødeudryddelse ville komme til Danmark.

Læren til i dag - Revolution eller reformisme

Læren af Augustoprøret kan også bruges i dag. Også i dag argumenterer reformisterne i arbejderbevægelsen for, at man må indgå forlig med borgerskabet for at opnå det ’mindste onde’. Men det er på bekostning af muligheden for sejr på længere sigt.

Denne politik indgyder pessimisme og apati i arbejderklassen og ødelægger dermed dens kampånd. Samtidig låser det arbejderbevægelsen fast i forlig med de borgerlige i stedet for aktiv kamp imod dem. Folkestrejken var reelt en kamp mellem en reformistisk og en revolutionær strategi og adskiller sig derfor, på trods af store forskelle, ikke grundlæggende fra den kamp, arbejderklassen i dag står overfor mod den kapitalistiske krise.

En anden lære er spørgsmålet om revolution og demokrati, en diskussion der blandt andet prægede Enhedslistens årsmøde. Her argumenterede reformisterne i ledelsen for, at en revolution kun kan foregå indenfor grænserne af det borgerlige demokrati, gennem valg, og at alt andet er udemokratisk.

Men Augustoprøret viser det modsatte. I marts 1943 var der folketingsvalg i Danmark med den højeste valgdeltagelse nogensinde. Kun DKP var forbudt. Danmark var altså stadig officielt et demokrati. Alligevel hylder de fleste i dag det voldelige Augustoprør og modstandskampen på trods af, at den også kæmpede imod den valgte regering.

Pointen er, at oprøret var støttet af flertallet af befolkningen og altså en demokratisk handling i ordet reelle betydning: folkestyre. Når vi i denne måned hylder Augustoprøret og mindes frihedskampen må vi også huske på, at den var baseret på den aktive klassekamps metoder og ikke på reformisternes forlig, at det var arbejderklassen og kommunisterne der bar den fremad og at det var massernes uforsonlige kamp imod såvel besættelsen som den danske regering, der gav frihedskampen sejr.

 

Yderligere information