For 70 år siden nedlagde Stalin 3. Internationale, også kendt som Komintern. Kominterns historie, der gik fra at være et redskab for verdensrevolutionen til et middel for Stalins manøvrer i Sovjet og i verden, rummer en række vigtige lektioner for alle, der i dag kæmper for en anden verden.

Komintern var blevet oprettet af Bolsjevikkerne efter den russiske revolutions sejr, som det instrument der skulle sikre verdensrevolutionen. Allerede før oktoberrevolutionen havde lederne af revolutionen, Lenin og Trotskij, gjort det klart, at den russiske revolution ikke kunne stå alene, men skulle ses som den gnist, der kunne antænde den europæiske revolution. For dem var den russiske revolutions skæbne uadskillelig fra verdensrevolutionens. Samtidig betød det faktum, at bolsjevikpartiet var det eneste parti, der med succes havde ledt en revolution og dermed havde vundet enorm autoritet, at Komintern skæbne var uløseligt forbundet med udviklingen i Bolsjevikpartiet og dermed Sovjetunionen.

Degenereringen af Sovjetunionen

Den russiske revolution havde, som forudsagt af de bolsjevikiske ledere, antændt en revolution bølge, ikke mindst i det vigtigste industrialiserede land Tyskland. Men revolutionen led nederlag, bl.a. fordi størstedelen af 3. internationales ledere var for uerfarne og fulgte en forkert taktik (se del 2).

Den russiske revolution befandt sig i 1923 fuldstændig isoleret. Samtidig var det et land sønderlemmet af først en verdenskrig, siden en borgerkrig og efterfølgende invasion fra 21 fremmede hære. På grund af viljen hos arbejderklassen, både i Rusland og internationalt, til at forsvare revolutionen stod Sovjetunionen sejrrigt efter krigen, men med en sønderslået økonomi.

Økonomien var langt fra i en tilstand, hvor der kunne sikres nok til alle, og den var endnu længere fra kunne måle sig med de mest udviklede kapitalistiske lande, som er betingelsen for socialisme. Revolutionen havde måttet tage nogle skridt tilbage i retning af kapitalisme med den nye økonomiske politik (NEP) for at sikre landbrugsproduktionen. Det gav grobund for at en privilegeret kaste af bureaukrater voksede sig stærkere og stærkere. Bureaukratiet havde sin sociale base i dette fremvoksende lag, der berigede sig på NEP. Allerede før sin død havde Lenin advaret mod faren for det fremvoksende bureaukrati i partiet og staten, hvor tsarens tidligere folk sneg sig ind på forskellige poster.

Stalin blev sat i spidsen for at modarbejde bureaukratiet, men han brugte i stedet sin position til at bygge en stærk magtbase på baggrund af det selvsamme bureaukrati. Stalin blev den mand, som gruppen der stræbte karrierer og privilegier, satte deres lid til.

I januar 1924 døde Lenin og den virkelige magtkamp i partiet begyndte.

Ofte rejses spørgsmålet: havde det gjort en forskel, hvis Lenin havde levet længere? Den slags kontrafaktiske historieskrivning fører ingen vegne. Krupskaya, Lenins enke, sagde nogle år senere, at havde Lenin levet havde han siddet i et af Stalins fængsler. Degenereringen af den russiske revolution havde sine rødder i landets tilbageståenhed og isolering, og de russiske masser var udmattede efter årevis med krig og revolution, og en stor del af dem, der havde været i revolutionens forreste rækker var slået ihjel på den ene eller anden front.

Socialisme i et land

Det fremvoksende bureaukrati ønskede en ende på den revolutionære uro. I 1924 fremsatte Stalin det teoretiske dække for dette bureaukratis ønsker: teorien om ”Socialisme i et land”. En teori der gik stik imod marxismen tilbage fra det Kommunistiske manifest og hvad Bolsjevikpartiet gang på gang havde slået fast. Selv Stalin havde ikke mere end et halvt år tidligere i en artikel forklaret nødvendigheden af at sprede revolutionen internationalt.

Denne teori viste sig fatal, ikke bare for Sovjetunionen, men for Komintern. Trotskij advarede om at den ville føre til en degenerering af alle sektioner i nationalistisk retning. Derudover markerede den, at internationalens højeste mål ikke længere var verdensrevolutionen, men at bygge socialisme i ét land, dvs. Sovjet. Hele internationalens politik blev underlagt Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser, der nu blev bestemt, ikke af Bolsjevikpartiet ledet af Lenin og Trotskij, men af det stalinistiske bureaukrati.

Venstreoppositionen

Allerede før Lenins død begyndte triumviratet, Stalin, Zinoviev og Kamenev, en smædekampagne mod Trotskij. De opfandt myten om ”trotskisme” som noget adskilt fra leninismen. Efter Lenins død tog kampagne til, ikke mindst fordi Trotskij konsekvent kritiserede den nye linje.

Trotskij gik kraftigt imod teorien om socialisme i et land og stillede heroverfor nødvendigheden af en internationalistisk revolutionær linje. Internt i Sovjetunionen kritiserede han manglen på demokrati, både i sovjetterne og i partiet. Desuden påpegede han, at NEP politikken var ved at skabe et privilegeret lag af rige bønder og mellemmænd og det var nødvendigt at udvikle industrien gennem fem-års planer, som også var det eneste, der kunne sikre en progressiv udvikling af landbrugsproduktionen.

Trotskij stod absolut ikke alene med sin kritik og omkring ham opbyggedes Venstreoppositionen.

På det internationale plan havde kampen mellem stalinisterne og Trotskij i denne periode især to afgørende begivenheder som omdrejningspunkt: den kinesiske revolution 1925-27 og generalstrejken i England i 1926 og den anglo-russiske fagforeningskomite.

Kina 1925-27: Mulighed for sejr

Kina var endnu mere tilbagestående end Rusland havde været ved revolutionen i 1917, men netop fordi Sovjet eksisterede som et eksempel, behøvede de kinesiske masser ikke gennemgå den samme erfaring som de russiske. Det kinesiske Kommunistparti (CCP) var det eneste arbejderparti i Kina og havde den dominerende indflydelse på den kinesiske arbejderklasse. Også de kinesiske bønder så til Sovjetunionen som et eksempel til efterfølgelse. Den kinesiske revolution brød ud blot 4 år efter dannelsen af kommunistpartiet og den unge kinesiske arbejderklasse havde inden da meget få erfaringer med strejker og klassekamp. Det lagde et endnu større ansvar på ledelsen af Kominterns skuldre – skulle revolutionen lykkes var der brug for deres erfaring. D. 30. maj 1925 begyndte en strejkebølge, der kan ses som startskuddet til den kinesiske revolution 1925-27, en bølge der fortsatte og efterlod det kinesiske borgerskab magtesløse. Det var den kinesiske arbejderklasse, der var i front for revolutionen, præcis som det havde været i Rusland. Da revolutionen nåede sit højdepunkt i marts-april 1927 var CCP blevet et masseparti, der ledte 3 millioner organiserede arbejdere og 15 millioner organiserede bønder. Dets medlemstal kunne tælles i hundredetusinder. Mulighederne for en sejrrig revolution var absolut til stede. Men sådan skulle det ikke gå.

Kina 1925-27: Dårlige råd

Lederne af Komintern beordrede fra 1923 og frem, at CCP og den kinesiske arbejderklasse ikke kunne spille en ledende rolle i den kommende revolution, men allerhøjest kunne give en hjælpende hånd til den borgerligt-nationalistiske bevægelse Kuomintang og det kinesiske borgerskab.

Trotskij forklarede allerede før 1905, i sin teori om den ”permanente revolution”, at borgerskabet i tilbagestående lande kan ikke spille en selvstændig rolle fordi det er for bundet til aristokratiet og imperialismen og fordi de ikke kan sætte arbejderklassen i bevægelse bag borgerskabets krav uden at frygte, at de helt mister deres magt. Bolsjevikkerne havde derfor insisteret på arbejderklassens selvstændighed og at arbejderne, som den eneste konsekvent revolutionære klasse med de fattigste bønder bag sig, måtte lede revolutionen. Trotskijs teori blev bekræftet i praksis af den russiske revolution.

I Kina beordrede lederne af Komintern den stik modsatte taktik.

Sovjetunionens interesser blev set isoleret og bureaukratiet satsede på fredelig sameksistens med sine naboer, uden at forstå at imperialismen og verdens borgerskab aldrig ville kunne acceptere eksistensen af Sovjetunionen som eksempel for deres egne undertrykte klasser.

Komintern krævede, at CCP gik ind i Kuomintang, som individer uden ret til at kritisere Kuomintangs politik, og at arbejderne og bønderne underlagde sig Koumintangs ledelse.

Kuomintang blev endda optaget i Komintern som sympatiserende sektion og dets leder Chiang-Kai-Shek i den internationale ledelse. Kun Trotskij stemte imod. Imens forberedte Chiang-Kai-Shek den blodige repression af revolutionen. De kinesiske arbejdere og bønder ville ikke acceptere at underordne til Kuomintangs klasseinteresser, dvs. at fastholde borgerskabet og godsejernes ejendomsret. Under dække af CCP druknede Kuomintang revolutionen i blod, hvor tusindvis af arbejdere der praktisk talt havde taget magten i Shanghai blev massakreret af Kuomitangs tropper. Det blev lettet betragteligt af at CCP på Kominterns råd havde begravet deres våben og afvæbnet arbejderne, for ikke at fremprovokere et ”sammenstød” med Chiang-Kai-shek. Det anslås, at omkring 12.000 CCP medlemmer og sympatisører blev slået ihjel i Shanghai i april måned 1927.

England 1926 generalstrejke

Som led i strategien om at skabe alliancer, der kunne sikre Sovjetunionen mod angreb, indgik de sovjetiske fagforeninger med den engelske fagforening TUC (svarende til LO i Danmark) i the Anglo-Russian Trade Union Comittee. Toppen i de engelske fagforeninger så det som en belejlig alliance, der fik dem til at fremstå mere venstreorienterede, end de egentlig var. De havde aldrig støttet den russiske revolution, men komiteen gav dem et revolutionært dække.

Årene op mod 1926 skete der en voldsom radikalisering i det britiske samfund, der kulminerede i en generalstrejke i 1926, den hidtil største strejke i England. Generalstrejken startede 3. maj, varede i 9 dage, og rystede det britiske samfund i sin grundvold, og kunne have haft revolutionære implikationer, med den rette ledelse. I stedet led bevægelsen nederlag.

Det britiske Kommunistparti havde i starten af 1926 grupper i 300 miner og fabrikker og besad vigtige positioner i de faglige klubber, der spillede en vigtig rolle i den lokale organisering af generalstrejken. Men kommunistpartiet begrænsede sig til at støtte de venstreorienterede faglige ledere og kunne ikke se et revolutionært potentiale i bevægelsen. Karl Radek i Rusland, en af lederne af Komintern fortalte det britiske Kommunistparti at ”dette er ikke en revolutionær bevægelse. Det er blot en lønkonflikt.”

Det er rigtigt, at det ikke var en revolutionær situation, endnu. Men det var så langt fra heller blot en lønkonflikt: ikke i mange lønkonflikter ser vi generalstrejker, aktionskomiteer og starten på en dobbeltmagt opstå. Det var en defensiv kamp, men en hvor arbejderklassens selvtillid voksede time for time og hvor de kunne se og føle deres egen magt.

I store dele af landet var kontrollen med vejene, transport og distribution i hænderne på lokale aktionskomiteer. Men disse blev aldrig forbundet og der var ingen nationalt koordineret politik. Var aktionskomiteerne blevet forbundet på national plan, kunne det have udgjort en alternativ regering, en arbejderregering. Det ville have taget kampen fra en defensiv til en offensiv kamp for at forandre samfundet. Desværre var lederne af TUC ikke engang parate til at føre en defensiv kamp.

Kommunistpartiet kunne være vokset hurtigt med en korrekt politik. Men i stedet for at kritisere de britiske faglige lederes bankerot, underlagde de sig deres fejlslagne politik.

Ikke engang efter generalstrejkens nederlag trak de sovjetiske fagforeninger sig fra the anglo-russian comittee. Først et år efter blev komiteen nedlagt, fordi de britiske fagforeninger ikke længere havde brug for komiteen og derfor trak sig ud. I stedet for at komme styrket ud af den voksende radikalisering, stod Kommunistpartiet svækket og demoraliseret tilbage.

Demoralisering får sin egen logik

Nederlaget i England og til den kinesiske revolution havde en demoraliserende effekt inde i Sovjetunionen, hvilket paradoksalt nok styrkede de kræfter, hvis råd havde ført til nederlagene – det stalinistiske bureaukrati. Trotskij anså på dette tidspunkt Kominterns forfejlede politik som et udslag af manglende forståelse, ikke af bevidst sabotage. Men fejlene fik sin egen indre logik.

Fra at begå fejl, begyndte det stalinistiske bureaukrati senere bevidst at sabotere revolutionære bevægelser, for at sikre sin egen privilegerede position: en sejrrig revolution i et udviklet land (som fx Spanien) ville både havde givet fornyet energi til de russiske arbejdere og have vist dem, at arbejderdemokrati var muligt og det ville samtidig have forstyrret sovjetunionens forsøg på at holde sig på venskabelig fod med de imperialistiske stormagter.

Bureaukratiet gik fra med Trotskijs ord at have været en relativ bremse på udviklingen til en absolut.

Ledelsen af internationalen ville ikke indrømme sine egne fejl, og i stedet for at tage en åben og ærlig diskussion, som havde hævet det politiske niveau blandt hele internationalens medlemmer, styrkedes bureaukratiets greb om Komintern og demokratiet blev yderligere indskrænket. Syndebukke skulle udpeges og ledelser blev skiftet ud ovenfra.

I CCP havde der været stor modstand mod Stalins linje om at gå med i Kuomintang, men i stedet for at lytte på indvendingerne, blev ledelsen skiftet ud. CCP gik fra at have årlige kongresser, og en ledelse valgt af medlemmerne, til at være kontrolleret fra Moskva med masseeksklusioner af alle der sympatiserede med Venstreoppositionen i Rusland (mange unge CCP medlemmer var blevet sendt til Moskva for at studere og kom der i kontakt med Venstreoppositionen). På et tidspunkt gik der 17 år uden af CCP holdt kongres. Sådan gik det de fleste sektioner. Og sådan gik det også i Internationalen, der indtil 1924 holdt kongres hvert år. Stik imod vedtægterne gik der hele fire år, før Kominterns næste kongres blev holdt i 1928.

Venstreoppositionen ekskluderes

Både i Rusland og resten af internationalen startede en heksejagt mod alle, der kritiserede ledelsen, under dække af en kampagne mod ”trotskismen”.

I Rusland fortsatte bureaukratiet med at uddybe den nye økonomiske politik (NEP). Bukarin, der var på bolsjevikkernes højrefløj, opfordrede NEP-mændene til at ”berige sig”. Det var Bukarins linje, der herskede i Rusland i disse år.

Stalinisternes anti-marxistiske politik var dog mere end mange ”gamle” bolsjevikker kunne sluge og bl.a. Zinoviev og Kamenev, de to der sammen med Stalin havde opfundet begrebet ”trotskisme” og spillet en vigtig rolle i de bureaukratiske manøvrer mod venstrefløjen, gik nu over til oppositionen i kampen mod Stalin og bureaukratiet.

På d. 15. partikongres i det Sovjetiske Kommunistparti (tidligere Bolsjevikkerne) i 1927 blev venstreoppositionens støtter ekskluderet, og senere samme år blev Trotskij deporteret til Centralasien i eksil (2 år senere blev han landsforvist og vendte aldrig igen tilbage til Rusland).

I Sovjetunionen blev det dog i stigende grad tydeligt også for bureaukratiet selv, at deres politik var ved at føre til en katastrofe og en tilbagevenden til kapitalisme. Bureaukratiet berigede sig selv, men samtidig beskyttede de revolutionens vigtigste fremskridt, planøkonomien, fordi den var grundlaget for netop disse privilegier. På trods af bureaukratiet og deres heksejagt på ham, hans familie og tilhængere forsvarede Trotskij planøkonomien og dermed Sovjetunionen. Han forklarede, at planøkonomien måtte forsvares af alle revolutionære, men samtidig at den eneste måde at sikre denne, var at sprede revolutionen internationalt og bekæmpe bureaukratiet. Uden arbejderdemokrati ville planøkonomien ikke kunne overleve og Sovjetunionen ville før eller senere kollapse (som vi så det ske årtier senere).

Et karikeret venstresving

Bureaukratiet blev alarmeret over væksten i lagene af NEP-mænd, rige bønder (kulakkerne) og kapitalister i byerne. Stalin og bureaukratiet gik i panik og kort efter at have ekskluderet venstreoppositionen, antog de en karikatur af selvsamme venstreoppositions program med industrialisering gennem 5 års planer.

Bureaukratiet forvanskede fuldstændig Venstreoppositionens politik. Det hastede industrialiseringsplanerne igennem: ”5 års planer på 4 år!” blev sloganet, uden hensyn til behov og kvalitet og med manglen på demokrati var der ingen end ikke eksperter, der turde rejse bekymringer og kritik. Landbruget blev tvangskollektiviseret, hvilket førte til en katastrofe. Fra den ene dag til den anden blev næsten al jord tvangskollektiviseret og det førte til en massiv destruktion af fødevarer: bønderne ville hellere destruere maden end give den frivilligt og gratis til staten. Venstreoppositionen havde talt for kollektiviseringer, men ikke på denne måde. De havde talt for, at gennem en udvikling af industrien og opsætning af frivillige kollektive mønsterlandbrug kunne bønderne gennem eksemplets magt overbevises om det kollektive landbrugs overlegenhed. Men dette forudsatte netop en industri på et vist niveau: kollektivt landbrug giver kun mening med traktorer, ikke med træplove.

Bureaukratiets ultravenstresving blev også afspejlet i Internationalen, hvor den 3. periode blev proklameret.

Det skal vi høre om i næste og sidste del…

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.