For 20 år siden var stemning blandt det internationale borgerskab euforisk. Sovjetunionen, Østblokken og Balkan var i en fremadskridende proces af opløsning og de såkaldte ”socialistiske” planøkonomier så ud til at have lidt deres endeligt.

Euforien og selvsikkerheden blandt borgerskabet blev tydelig vist i en leder i Wall Street Journal (24/5/89) med overskriften: “Vi vandt” og med Francis Fukuyamas tese om, at: “historien er slut” og den liberale ideologi og markedsøkonomien definitivt havde vist sin overlegenhed. “Socialismen” var blevet afprøvet og havde spillet fallit, så nu måtte man overgive sig til den evige dominans af markedets love.

Hvad der for borgerskabet var en sejr - både ideologisk og økonomisk - var et kæmpe nederlag for arbejderklassen. Ikke bare i Rusland og Østblokken, men i hele verden. Siden sammenbruddet har der været kørt en ideologisk offensiv mod alt, hvad der har med socialisme at gøre. Men Sovjetunionen var ikke, som både borgerlig og stalinisterne påstår, ”den virkeliggjorte socialisme”, men derimod en bureaukratisk, stalinistisk karikatur på alt, hvad marxismen står for.

Revolutionen forrådt
Den russiske revolution i 1917 og etableringen af en planlagt økonomi skabte enorm fremgang i det tilbagestående og semi-feudale Rusland. Revolutionen betød en opblomstring af kunst og kultur og var en enorm inspirationskilde for alle verdens arbejdere. Millioner af bønder lærte at læse og skrive. Nationaliseringen af økonomien lagde grunden for at skabe et samfund uden arbejdsløshed, boligmangel og elendighed.

Den nationaliserede planøkonomi skabte helt usete vækstrater, og landet blev en af de førende økonomier på få årtier. Det løftede millioner af mennesker ud af fattigdom og analfabetismen.

Den Russiske Revolution 1917 var startskuddet til en revolutionær bølge, der skyllede over Europa. Land efter land blev grebet af revolution. Men af historiske årsager, vi ikke har plads til at komme ind på her, forblev revolutionen isoleret i Rusland og de nye sovjetrepublikker. Særligt nederlaget for arbejderklassen i Tyskland i 1923, med sin højt udviklede teknologiske og kulturelle niveau, var et søm i den unge arbejderstats kiste. Bolsjevikkernes perspektiv havde hele tiden været, at den Russiske Revolution kun kunne være startskuddet til en international revolution, da det tilbagestående land aldrig på egen hånd ville være i stand til at skabe socialisme. Efter nederlaget i Tyskland blev det klart, at det var et spørgsmål om at holde stand i Sovjet, indtil de udviklede landes arbejderklasse kunne komme til hjælp, gennem at sprede revolutionen til deres egne lande.

Den internationale isolation af den tilbagestående og krigstrætte russiske økonomi, og den deraf følgende desillusion og udmattelse af den russiske arbejderklasse, ikke mindst gennem den lange borgerkrig, havde imidlertid en direkte effekt på det interne styrkeforhold i Sovjet. I takt med arbejderklassen blev mere og mere desillusioneret, krøb en bureaukratisk kaste gradvist frem i staten og partiet. Stalin, der ikke havde spillet nogen nævneværdig rolle i Bolsjevikpartiet indtil da, repræsenterede denne fremvoksende tendens og blev bureaukratiets personificering og førte en ensidig borgerkrig mod ”Trotskismen” og alle rester af traditioner og minder fra Oktoberrevolutionen.

Bureaukratiets konsolidering af magten i egne hænder satte arbejderstatens overlevelse i fare. Trotskij analyserede dette og fremførte, at ”en planlagt økonomi har brug for demokrati, som menneskekroppen har brug for ilt”. Trotskij forklarede, at hvis ikke arbejderklassen genvandt den politiske magt og indførte et ægte arbejderdemokrati, ville en tilbagevenden til kapitalisme være uundgåelig. Dette skrev Leon Trotskij i sit værk ”Revolutionen Forrådt”, allerede i 1936. Han forklarede den proces, der blev en realitet mere end 50 år efter, med Sovjetunionens opløsning og tilbagevenden til kapitalismen. Det var altså ikke ”socialismen”, der brød sammen i starten af 1990’erne, men den uundgåelige konsekvens af arbejderstatens degenerering.

Bureaukratiet; bremsen for udvikling
Bureaukratiet var en tung lænke på udviklingen. Selv i perioden med de første femårsplaner, hvor bureaukratiet endnu spillede en relativ progressiv rolle i at udvikle produktionsmidlerne, var de direkte skyld i et enormt spild og ineffektivitet.
Samtidig blev det stadig mere umuligt for bureaukratiet at planlægge den mere og mere komplicerede økonomi. En relativt lille bureaukratisk kaste kan nødvendigvis ikke overskue og administrere en moderne produktion og planlægge økonomien som en kommandoøkonomi. Kun et reelt arbejderdemokrati, med streng demokratisk kontrol fra arbejderklassens side, vil kunne køre en effektiv nationaliseret planøkonomi.

Bureaukratiets interesse var først og fremmest at forsvare deres egne positioner og privilegier, og kun derfor forsvarede de i en meget lang periode den planlagte økonomi, fordi den var grundlaget for deres egen magt. Men bureaukratiet var en enorm dødvægt for hele økonomien. Ikke nok med at de havde privileger, som ingen almindelige arbejdere havde, de stødte også hurtigt mod det dilemma, at des mere de kom i modsætning til resten af samfundet, desto mere bange blev de for, at arbejderne ville gøre modstand og dermed måtte de konstant have mere kontrol, hvilket igen kom i konflikt med produktionens behov for fri udvikling.

Fra at være en relativ hindring for økonomiens udvikling blev bureaukratiet en absolut hindring. Fra 1965 begyndte vækstraterne at bremse op. Fra 1965 til 1970 var den årlige gennemsnitlige vækstrate på 5,2 procent og fra 1971 til 1978 faldt den til 3,7 procent. Det vil sige vækstrater, der lignede dem i de udviklede kapitalistiske lande i efterkrigsperioden. I perioden med Khrusjtjov og Bresjnev kom det stalinistiske regime i større og større krise.

Perestrojka og Glasnost
I begyndelsen af 1980’erne var det sovjetiske samfund nået en blindgyde. Bureaukratiet var handlingslammet. Uanset hvilke tiltag det lavede for at udvikle økonomien og tilfredsstille massernes basale behov, mislykkedes det. Der kom også flere og flere sager med bureaukrater, der var involveret i enorm korruption, og masserne havde større og større utilfredshed og mistillid til regimet. Bureaukratiet var splittet i forhold til hvilken vej, de skulle bevæges sig. De så med nervøsitet til massebevægelsen i Polen med arbejderne i Solidarnost-fagforeningen, der i begyndelsen havde revolutionært potentiale, om end bevægelsen hurtigt blev rettet imod planøkonomien, ivrigt hjulpet af vestlige anti-kommunistiske ”demokrater”.

I 1985 blev Gorbatjov generalsekretær for Kommunistpartiet. Han repræsenterede ”reform-fløjen” i partiet. Det bureaukratiske regime var efterhånden blevet så tungt, at det stod klart for alle, at noget måtte ske, ellers ville økonomien brase sammen under sin egen vægt. I et desperat forsøg på dels at undgå dette, og dels af frygt for massernes stigende utilfredshed, forsøgte Gorbatjov at aflede presset ind i sikre kanaler og finde en bureaukratisk, administrativ vej ud af den økonomiske blindgyde. På den 27. Kongres i Kommunistpartiet i 1987 holdt han en tale, hvor han fremlagede et program for perestrojka (restrukturering) og glasnost (åbenhed). Korruptionen og bureaukratiets åbenlyse luksusliv (sammenlignet med masserne) havde nået vanvittige højder. Så Gorbatjov igangsatte, af populistiske årsager, en lettere udrensning blandt dele af bureaukratiet og fyrede de mest ekstremt korrupte bureaukrater, som en gestus til masserne.

Perestrojka gik på den anden side ud på at åbne mere op for økonomien og der blev introduceret forskellige tiltag for at øge ”incitamentet” til at arbejde hårdere blandt arbejderne. Desuden blev, der gjort øget brug af løndifferentiering. Mange steder førte denne ”økonomiske reform” til direkte lønnedgang. Reformerne var ikke særlig populære blandt masserne og blev i folkemunde omdøbt til katastrojka.

Splittelse i bureaukratiet
Gorbatjov var som en lus mellem to negle. På den ene side måtte masserne få indrømmelser og på den anden side repræsenterede han bureaukratiet og deres interesser. De såkaldte reformer, som Gorbatjov gennemførte, skulle forhindre en revolution fra neden og fastholde bureaukratiets magt. Men denne proces forberedte i virkeligheden, at store dele af bureaukratiet gik direkte mod kapitalisme. Det eneste de havde for øje var, at bevare deres privilegier.
I slutningen af 1980’erne kom den sovjetiske økonomi i en dybere og dybere krise. Perestrojka havde ikke haft den ønskede virkning. I 1989 havde Sovjet et underskud på statsfinanserne på 6,2 procent og den økonomiske vækst var tæt på nul. Køerne foran fødevarebutikkerne blev længere og længere, der var fødevaremangel og levestandarden blandt masserne faldt drastisk.

Samtidig var opløsning i gang i de stalinistiske regimer i Østeuropa,
løsrivelsesbevægelser i de baltiske sovjetrepublikker og i flere af de kaukasiske sovjetrepublikker. Desuden var der strejkebevægelser i flere kulmineområder blandt andet på grund af manglende udbetaling af løn.

Sovjetunionen bevægede sig med hastige skridt mod opløsning. Men bureaukratiet var splittet om, hvilken vej de skulle gå. Der var en del af bureaukratiet, der åbent talte for at gå mod markedsøkonomi, med det klare formål at etablere sig selv som ny kapitalistklasse. Men der var også dele af bureaukratiet, de såkaldte ”hardliners”, der ville fastholde det stalinistiske regime.

Sovjetunionens opløsning
Boris Jeltsin blev en af hovedfortalerne for en tilbagevenden til markedsøkonomi. Han var i 1988 blevet valgt som de facto præsident for den Socialistiske Russiske Sovjet Føderation. Økonomisk set var landet havnet i en blindgyde og den moderate og langsomme reformering, som perestrojka skulle medføre, fungerede ikke. Jeltsin satte derfor i løbet af 1990 og 1991 skub i reformprocessen mod markedsøkonomi.

Imidlertid mødte reformeringen stor modstand i dele af bureaukratiet. Den interne splittelse i bureaukratiet nåede et klimaks, da dele af hæren den 19. august 1991 forsøgte et statskup. En fløj af de såkaldte ”hardliners” sendte kampvogne ud i Moskvas gader og tilbageholdt Gorbatjov. De ville ikke acceptere opløsningen af Sovjetunionen og den begyndende løsrivelse, som var i gang i flere sovjetrepublikker. De ville bevare bureaukratiets magt og måske endda vende tilbage til hård repression for at holde på den. Jeltsin udnyttede situationen og prøvede at mobilisere ”masserne” mod kupforsøget. Men der var ingen respons.

Arbejderklassens passivitet var i virkeligheden bemærkelsesværdig i denne situation. De havde ikke fulgt vestens og Jeltsin’s opfordringen til generalstrejke mod kupmagerne. Der var ikke særlig stor opbakning til den pro-kapitalistiske fløj i befolkningen, men der var på den anden side heller ingen aktiv opbakning til den del af bureaukratiet, der ville bevare den planlagte økonomi. Uden opbakning fra masserne var det ikke muligt at gennemføre kuppet og efter to dage måtte kupmagerne trække sig. Tilbage stod Jeltsin som sejrsherre.

Gorbatjov var blevet marginaliseret efter kupforsøget og Jeltsin stod med magten til at gennemføre de afgørende reformer i retning af kapitalisme. Den 6. november 1991 forbød Jeltsin Kommunistpartiet i hele Sovjetrusland, i løbet af efteråret løsrev alle sovjetstater sig fra Rusland og den 25. december opløste Jeltsin officielt Sovjetunionen.

Kapitalismens indtog
Processen mod kapitalisme var foregået over en næsten tiårig periode, men de afgørende slag mod den planlagte økonomi kom efter opløsningen. Som en af de første handlinger som premiereminister for Rusland ophævede Jeltsin den 2. januar 1992 priskontrollen på varer og statsmonopolet på udenrigshandelen. Det førte til, at mange varer steg 300-350 procent i pris, uden at lønningerne fulgte med. Kort efter blev masseprivatiseringer af industri sat i gang. Mange industrier blev lukket helt ned og det førte til eksplosion i arbejdsløsheden. Hvad man gennemførte i Rusland fra 1992 og årene frem, var ren og skær økonomisk chokterapi. Det førte til et kollaps i økonomien med fald i BNP på årlig basis på mellem 4 og 15 procent.
Introduktionen af markedsøkonomi har direkte ført til social desintegration.

Fattigdom, alkoholisme, stofmisbrug og generel sænkelse af levevilkårene er resultatet for almindelige russere. Det medicinske tidsskrift The Lancet publicerede i 2009 (31/1/09) et studie, der konkluderede, at op mod en million mænd i den arbejdsdygtige alder døde, som en direkte effekt af de forværrede vilkår, bl.a. som følge af arbejdsløshed, efter masseprivatiseringerne fra 1999 til 2002.

For det store flertal i Sovjetunionen og Østeuropa var indførelsen af kapitalisme og rå markedsøkonomi lig med elendighed og usikkerhed. Flere meningsmålinger har vist, at flertallet af befolkningerne i disse lande hellere ville leve under de gamle stalinistiske regimer end under kapitalisme. For eksempel offentliggjorde Det Al-Russiske Meningsmålingscenter i 2005(16/12/05) en måling ,der viste, at 66 procent af befolkningen beklager Sovjets kollaps. Under ”socialismen” var man i det mindste sikret en lejlighed, et arbejde, stabile varepriser og god og billig offentlig transport. Hvad disse mennesker ønsker, er ikke en tilbagevenden til stalinismens rædselsregime. Målingen er tværtimod et udtryk for, at man med planlægning af økonomien kunne sikre folk tryghed og basale nødvendigheder. Intet af dette kan
kapitalismen tilbyde.

Forsvar for planøkonomien - for et nyt Oktober
Som Trotskij forklarede, var bevægelsen mod kapitalisme uundgåelig i Rusland, hvis ikke der kom en politisk revolution, der kunne udskifte den stalinistiske karikatur af et socialistisk regime med ægte arbejderdemokrati. Den kapitalistiske kontrarevolution i starten af 1990’erne var en logisk slutning for bureaukratiet, der kunne overføre deres privilegier til et nyt økonomisk system. Men tilbagevenden til kapitalisme i Rusland var en katastrofe for almindelige mennesker. Den nationaliserede planlagte økonomi var et historisk fremskridt. Hvad der gik galt i Sovjet var ikke socialisme. Det var en stalinistisk karikatur af socialisme.

Den russiske revolution havde fra starten oddsene imod sig. Situationen er en helt anden i dag – både i Rusland og resten af verden. Arbejderklassens uddannelsesniveau er generelt langt bedre og med de multinationale selskaber er teknologi blevet spredt ud i hele verden. Den globale krise viser med al tydelighed, at verdens økonomi hænger uløseligt sammen, ligesom arbejderklassen verden over hænger sammen. En revolution i dag vil derfor have langt mere gunstige vilkår og grundlaget for et socialistisk samfund har aldrig været bedre.

Den nuværende dybe krise i kapitalismen, gør at mange unge og arbejdere sætter spørgsmålstegn ved det økonomiske system, der betyder fattigdom, arbejdsløshed, sult og krige. De søger alternativer. En ny generation af unge i Rusland vokser frem, som er ikke tynget af stalinismens åg, der har miskrediteret ordet ”socialisme”. De har set, at den uplanlagte anarkiske markedsøkonomi betyder fattigdom og massearbejdsløshed.

Kampen er nu for en tilbagevenden til oktoberrevolutionen, men på et højere niveau – en nationaliseret planøkonomi under arbejderklassens kontrol – for en ny Oktoberrevolution.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.