Venezuela, Tunesien, Egypten, Grækenland... en revolutionær bølge spreder sig, hundredetusinder er på gaden i det ene land efter det andet. De protesterer ikke bare mod en bestemt politiker, et bestemt parti eller en bestemt lov – de protesterer mod den måde vores samfund er skruet sammen på. ”Men”, indvender nogen på venstrefløjen, ”det er ikke en revolution, de har jo hverken fremsat krav om planøkonomi, sovjetter eller socialisme”. ”Næh”, siger de, ”det er ikke revolutioner vi ser, for de er ikke som den russiske revolution”. Men dette er ren skematik der intet har at gøre med virkeligheden, og blev i virkeligheden besvaret for næsten 100 år siden af Lenin:

”Den der venter på en ”ren” social revolution skal aldrig leve til at se én. En sådan person hylder i ord revolutionen, mens han viser, at han lige præcis ikke forstår, hvad en revolution er”. (Lenin, juli 1916, The discussion on self-determination summed up).

Beskedne krav

At afvise at det vi ser nu er revolutionær på baggrund af bevægelsens krav, svarer til at benægte at oktoberrevolutionen i 1917 i Rusland var en revolution.
Den russiske revolution i 1917 startede ligesom i Egypten og Grækenland som masseprotester uden klare mål eller krav.

På kvindernes internationale kampdag den 8. marts 1917 (23. februar i den gamle russiske kalender) gik tusinder af kvindelige tekstilarbejdere i Sankt Petersborg i strejke. Kravet var beskedent; brød!

Kvinderne sendte delegerede til andre fabrikker, og overtalte arbejderne her til at gå med i strejken. Bevægelsen fik sit eget momentum, og en revolutionær situation var en realitet. Problemet i 1917 var, som nu, at når kapitalismen står i en blindgyde, kan selv ikke de mest beskedne krav opfyldes.

Kvindernes strejke var den gnist, der fik de underlæggende spændinger i samfundet til at bryde ud i lys lue, ligesom Bouazizi, der satte ild til sig selv i Tunesien, blev gnisten, der antændte den arabiske revolution.

Erfaringen fra 1905

Oktoberevolutionen i Rusland i 1917 baserede sig på erfaringerne fra den russiske revolution i 1905, hvor masserne led nederlag. Lenin kaldte revolutionen i 1905 for oktoberrevolutionens ”generalprøve”. Revolutionen i 1905 blev indledt med en appel til Tsaren ”den lille fader”, som de kaldte ham.

Tusinder strejkende arbejdere gik 9. januar 1905 i demonstration til Tsarens Vinterpalads for at aflevere appellen. I spidsen gik præsten Fader Gapon, som leder af bevægelsen. Arbejderne havde forbudt røde faner i demonstrationen, og socialisterne måtte kun deltage i demonstrationen på betingelse af, at de udgjorde bagtroppen. 140.000 arbejdere, studerende, kvinder og børn samledes foran Vinterpaladset.

Men her lærte de russiske arbejdere en hård lektie om statens undertrykkende karakter. I løbet af dagen, der senere blev døbt ”blodige søndag”, blev 4600 dræbt af hæren. I løbet af de næste 11 måneder forsøgte de russiske masser at vælte det forhadte Tsarstyre med våben i hånd, efter at have forsøgt enhver tænkelig kampmetode fra underskriftindsamlinger, over demonstrationer til politiske generalstrejke og væbnet opstand. Disse erfaringer fra 1905 var uvurderlige i revolutionen i 1917.

Baggrunden

En revolutionær situation er ikke defineret ved de krav og mål, som bevægelsen opstiller.
“Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra modsigelserne i det materielle liv, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold.” (Marx, Bidrag til kritikken af den politiske økonomi).

Rusland anno 1917 var et utrolig tilbagestående land, hvor størstedelen af Ruslands 160 mio. indbyggere levede på landet under forhold, der ikke havde forandret sig i århundreder. Ydermere var Rusland i 1917 dybt involveret i Første Verdenskrig hvor 2,5 millioner russiske soldater blev dræbt.

Samtidig med dette var der i byerne opført fabrikker, der teknologisk lå på højde med fabrikkerne i de mest udviklede industrinationer, og størstedelen af de russiske arbejdere, arbejdede i store fabrikker. Det betød, at der på den ene side var skabt en lille, men stærk arbejderklasse, mens landet som helhed var et utroligt tilbagestående landbrugsland i forhold til de udviklede lande i vest. Det svage russiske borgerskab var fuldstændig uløseligt forbundet med de russiske godsejere og adel, både økonomisk og familiært. Samtidig var de russiske industrikapitalister underlagt udenlandsk kapital. Borgerskabet i Rusland kunne derfor ikke spille en revolutionær rolle, som det havde gjort i de borgerlige revolutioner i Europa. Det var, populært sagt, kommet for sent ind på historiens scene og kampen mod Tsarstyret blev overladt til de russiske masser, med arbejderklassen i spidsen. Situationen havde nået bristepunktet for de russiske arbejdere og fattige bønder i 1917.

I Rusland i 1917, var symptomerne på en revolutionær situation, som Lenin opstillede, opfyldt: 1) Udviklingen havde nået et stadie, hvor på den ene side den herskende klasse ikke længere kunne regere, som den plejede, hvilket betød, der opstod splittelser og revner i den herskende klasse, som åbnede op for massernes utilfredshed og 2) masserne ikke længere kunne udholde den eksisterende situation og derfor drages ind i omfattende aktion.
Under overfladen var utilfredsheden blevet opbygget, og den brød frem til overfladen på, hvad der tilsyneladende så ud som et tilfældigt spørgsmål.

Masserne ind på historiens scene

Det, der karakteriserer en revolutionær situation, er massernes indtræden på den historiske scene, at de tager deres skæbne i egne hænder.
“Det mest utvivlsomme træk ved en revolution er massernes direkte indgriben i historiske begivenheder. I almindelige tider løfter staten, hvad enten den er monarkisk eller demokratisk, sig over nationen, og historien laves af specialister i den slags – konger, ministre, bureaukrater, parlamentarikere, journalister. Men på de afgørende tidspunkter, hvor den gamle orden bliver uudholdelig for masserne, bryder de igennem den barriere, der ekskluderer dem fra den politiske arena, fejer deres traditionelle repræsentanter til side og skaber gennem deres egen indgriben begyndelsen til grundlaget for et nyt regime.” (Trotskij, Forord til den russiske revolutions historie)

Masserne går i aktion uden en klar plan og uden klare mål, men gennem kampen udvikler bevidstheden sig med stor hast – under to dages kamp lærer masserne mere end under 20 år med ”normal” udvikling. Et gennemgående træk ved alle revolutioner er et enormt behov fra masserne om at ”forstå”.

Den amerikanske journalist John Reed beskriver i sin øjenvidneskildring fra den russiske revolution ”Ti dage der rystede verden”, hvordan de forfrosne og sultne soldater i skyttegravene, som det første mødte dem, der besøgte fronten, med spørgsmålet; ”har I noget med, vi kan læse?”

Februarrevolutionen i 1917 førte til Tsarens afgang, men som masserne i Egypten og Tunesien er ved at lære nu, er det ikke nok med en diktators afgang; så længe det underlæggende system består, så længe består problemerne.

Den provisoriske regering

Massernes bevægelse og den massive strejkebølge tvang Tsaren til at gå af – i kulissen skyndte repræsentanter for den herskende klasse sig at forberede et overgangsstyre, en såkaldt provisorisk regering. Ikke valgt af nogen, uden forbindelse til massebevægelsen, udråbte de sig selv til Ruslands regering.

Masserne stod med magten i hænderne, men et magttomrum kan ikke eksistere i længere tid, og masserne havde intet at sætte i stedet for Tsar-styret. Derfor var det muligt for borgerskabet at udfylde det opståede magttomrum.

Umiddelbart efter februarrevolutionen var der en periode præget af jubel og optimisme, en fase man ser i alle revolutioner. Den fortog sig dog hurtigt. Netop fordi intet grundlæggende var forandret, blev ingen af massernes problemer løst.
Krigen fortsatte, bønderne manglede stadig jord og masserne brød.
Masserne indså, at det ikke havde været nok at vælte tsaren, at revolutionen ikke var fuldført.

Sovjetterne

Ude på arbejdspladserne og i lokalkvartererne var arbejderne begyndt at organisere sig i råd, for at organisere strejken, madforsyningen, sikkerheden i lokalkvarterne osv. Det russiske ord for råd er sovjet, og det var på disse råd, at Sovjetunionens demokrati blev baseret efter oktoberrevolutionen.
Sovjetterne var ikke noget Marx eller andre teoretikere havde opfundet, men et fænomen som ses i langt de fleste massekampe, helt ned til den mindste strejke, som opstår ud nødvendigheden af organisering.

I 1905 havde de russiske arbejdere spontant opsat sovjetter, og det var disse traditioner, der blev genoplivet ved februarrevolutionen i Rusland. Efter februar eksisterede de side om side med den provisoriske regering, hvilket skabte en fuldstændig uholdbar situation med dobbeltmagt. Ligesom der ikke kan eksistere et magttomrum, kan der heller ikke eksistere to magtformer ved siden af hinanden i længere tid.

Dobbeltmagten betød at borgerskabet og den gamle herskende elite stadig regerede Rusland, nemlig gennem den provisoriske regering, men de gjorde det nu på arbejderklassens nåde, hvis magt var organiseret i sovjetterne. På den måde herskede en ustabil og skrøbelig magtbalance, hvis forudsætning var at borgerskabet var for svagt til at slå ned på arbejderklassen, mens arbejderklassen på sin side ikke var godt nok organiseret og bevidst om sin styrke til at tage magten gennem sovjetterne, der var kimen til en egentlig arbejdermagt, til et nyt samfund. Det var essensen af dobbeltmagten.

Det kunne lade sig gøre, fordi ledelsen af sovjetterne bestod af de moderate socialister eller ”højresocialisterne” fra partierne, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære. Det er endnu et kendetegn ved en revolutionær situation, at arbejderne tester de forskellige politiske tendenser, begyndende med de mest moderate. Begge partier mente, at den russiske revolution var en borgerlige revolution, og magten derfor naturligt lå hos borgerskabet, repræsenteret ved den provisoriske regering. De støttede derfor den provisoriske regering som Ruslands legitime regering, og det var det, der holdt den provisoriske regering ved magten.

Da regeringen vaklede under massernes pres, gik de moderate socialister med i en koalitionsregering og fik flere ministerposter. På den måde fik arbejderklassen en mulighed for at teste dem i praksis, at sammenligne ord og handlinger. En test der ikke faldt ud til de moderate socialisters fordel.

Bolsjevikkerne

Bolsjevikkerne udgjorde den revolutionære del af arbejderbevægelsen. Partiet havde ved februarrevolutionen langt under 10.000 medlemmer og en utrolig svag ledelse, da ledende partimedlemmer var sendt i arbejdslejre eller var i eksil. Da februarrevolutionen brød ud, var partiet tøvende overfor revolutionen, og for hvilken strategi partiet skulle følge. Blandt nogle af de første ledere for partiet, der vendte tilbage til Rusland, var Stalin, der bl.a., som redaktør for partiets avis, udtalte støtte den provisoriske regering.

Lenin var i eksil i Svejts og blev også overrasket over revolutionens udbrud. Så sent som 22. januar 1917 havde han udtalt på et offentligt møde, at ”vi i den ældre generation lever måske ikke så længe, at vi vil se de afgørende kampe i den kommende revolution”.

Han indså dog hurtigt bevægelsens betydning og revolutionære omfang, og da han vendte tilbage til Rusland i april 1917, satte han alt ind på at overbevise Bolsjevikpartiet om, at det var nødvendigt, at revolutionen bevægede sig ind i sin anden fase, og at bolsjevikpartiets opgave var at forberede arbejderklassen på at tage magten. Han vandt flertal for denne linje på partikongressen i april og herfra blev bolsjevikkernes hovedparole: ”Al magt til sovjetterne”.

Selvom partiet var lille ved februarrevolutionens udbrud, havde det den styrke, at det havde dybe rødder i arbejderklassen, som var opbygget over en lang årrække og ikke mindst 1905 revolutionen. På mange arbejdspladser var det bolsjevikker eller tidligere bolsjevikker, der var de naturlige ledere, da revolutionen brød ud.

Forklar tålmodigt

Masserne lærer ikke gennem bøger, men gennem erfaringer. Bolsjevikkernes strategi var at forklare tålmodigt. I kritikken af den provisoriske koalitionsregering sagde de ikke ”ned med regeringen”, men ”ned med de borgerlige ministre”. På samme måde når de sagde ”al magt til sovjetterne”, betød det i virkeligheden, at magten ville overgå til de moderate socialister, fordi de havde flertallet i sovjetterne. Men parolen var en måde at afsløre overfor masserne, at de moderate socialister kunne tage magten, hvis de ville. At magten var inden for arbejderklassens rækkevidde, men at de moderate ledere ikke ville give arbejderne magten.

I takt med at problemerne fortsatte steg utålmodigheden blandt masserne, især dem der havde været forrest i februarrevolutionen; arbejderne og soldaterne i Sankt Petersborg. De ønskede handling her og nu. Problemet var, at arbejderne og bønderne i resten af Rusland ikke var nået lige så langt i konklusionerne, og en bevægelse i Sankt Petersborg risikerede derfor at blive isoleret og slået brutalt ned. Bolsjevikkerne advarede mod dette scenarium, men da det ikke lykkedes dem at overbevise arbejderne, gik de skulder ved skulder med arbejderne i deres bevæbnede demonstration i Sankt Petersborg i juli for at holde den størst mulige organisering og disciplin. Bevægelsen blev slået ned, og reaktionen satte ind.

Bolsjevikkerne blev forbudt, og på overfladen kunne det se ud til, at revolutionen havde lidt nederlag. Men tilbageslaget var kun midlertidigt. Bolsjevikkerne vandt autoritet, ved at have forudset udfaldet af juli-dagene, og på trods af dette ikke at have veget fra arbejderklassens side. I flere og flere sovjetter vandt de flertal. Men det afgørende vendepunkt kom, da kontrarevolutionen forsøgte at sætte alt ind på at besejre revolutionen ved at lade den reaktionære general Kornilov marchere mod Sankt Petersborg.

Det bragte hele revolutionen i dødelig fare, og de moderate socialister måtte indtrængende bede bolsjevikkerne, som de lige havde forbudt, om hjælp i revolutionens forsvar. Kornilov blev stoppet af arbejderne, men hans kupforsøg pressede arbejderne til at indse, at revolutionen var i fare, hvis ikke der blev taget drastiske skridt frem.

Revolutionen et politisk spørgsmål

Sovjetternes ledelse, de moderate socialister, blev ved at udskyde indkaldelsen af en national sovjet-kongres, fordi de kunne se, at de ville miste flertallet i sovjetternes nationale ledelse til bolsjevikkerne. Men bolsjevikkerne fik presset indkaldelsen af en kongres igennem, der skulle åbne den 7. november.
De indså, at tiden var kommet til, at arbejderklassen tog magten. I en revolutionær situation kan udfaldet i sidste ende afgøres på kort tid.

Selve magtovertagelsen blev organiseret gennem den Militære Revolutionskomite, der var tilknyttet Sankt Petersborg sovjetten, hvor der var bolsjevikisk flertal. Natten til den 7. november overtog arbejdermilitser de afgørende strategiske punkter i Sankt Petersborg. Magtovertagelsen skete næsten uden egentlig kamp. Rent militært er arbejderklassen altid svagere end staten, med dens enorme undertrykkelsesapparat. Reduceres revolutionen til et militærteknisk spørgsmål (omend det er et afgørende spørgsmål), er det yderst vanskeligt at besejre det borgerlige statsapparat, som vi ser det lige nu i Libyen. Men bolsjevikkerne havde gjort 9/10 af arbejdet inden selve magtovertagelsen, ved at bolsjevikkerne politisk havde vundet, ikke bare arbejderne, men også flertallet af soldaterne over på revolutionens side.
På sovjetkongressen vedtog flertallet, at al magt skulle overgå til sovjetterne, og revolutionen var en realitet.

Revolutionens sejr

Sankt Petersborgs arbejdere startede ikke den russiske revolution som en bevidst kamp for socialisme. Det var omstændighederne, der pressede de russiske masser ud i kamp, en kamp der blev en kamp mod hele det kapitalistiske system, fordi kapitalismen ikke var i stand til at opfylde selv de mest beskedne krav.
Bolsjevikkerne fremførte massernes krav om fred, brød og jord, og viste, ved at gå med i alle kampens stadier, at den eneste vej til kravenes opfyldelse var, at magten overgik til sovjetterne, dvs. at arbejderklassens selv tog magten.

Igennem historien har vi set flere revolutionære bølger, og vi er netop gået ind i en sådan ny periode. Den russiske revolution sejrede, fordi der eksisterede en revolutionær ledelse, der kunne stå i spidsen for arbejderklassen. Den ledelse eksisterer ikke endnu i nogen lande, andet end i kimform. Derfor vil den kommende periode blive langstrakt. Masserne må lære erfaringerne på den hårde måde, og der må opbygges en fremtidig ledelse. Lykkes det, kan den revolutionære bølge ende i socialismens sejr, og der kan for bestandigt blive sat en stopper for det vanvittige system, vi lever i dag, hvor millioner kastes ud i fattigdom og sultedøden, mens potentialet for de brede massers leveforhold aldrig har været større.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.