trotsky 1918 deskI anledning af 70-året for Trotskijs død har herværende avis påbegyndt en serie i fire dele omkring Trotskijs liv og ideer. Første del behandlede teorien om den ”Permanente Revolution”, som er et af de mange væsentlige bidrag fra Trotskij til marxismens teoretiske arsenal. I denne artikel vil vi se nærmere på udviklingen af bureaukratiet i verdens første arbejderstat og Trotskijs analyse af og kamp imod det.

Revolution i et tilbagestående land

Den russiske revolution er uden tvivl den største enkeltstående begivenhed i menneskehedens historie. For første gang lykkedes det arbejderklassen at sprænge kapitalismens lænker og tage magten. Socialismen var nu ikke bare en fjern drøm eller håb, men et konkret mål.

Som vi skrev i sidste avis, var det ikke tilfældigt, at det skete i et af de mest tilbagestående kapitalistiske lande. Snarere var der tale om, at kapitalismens kæde knækkede i sit svageste led. Altså netop fordi landet var tilbagestående og præget af enorme modsætninger, mellem på den ene side feudale elementer på landet og i staten og et elendigt, svagt borgerskab, og på den anden side nogle af de største og mest moderne fabrikker i koncentrerede urbane centre. Her var også den ”unge” arbejderklasse, næsten lige kommet ind fra landsbyerne. Det betød også, at arbejderbevægelsens organisationer ikke havde gennemgået samme historiske udvikling som den vestlige arbejderbevægelse. Her så man, hvordan fagforeningerne og de store socialdemokratiske partier langsomt var blevet en del af det system, de havde som mål at vælte. Med andre ord var de nærmest smeltet sammen med staten, og virkede derfor som en kraftig modvægt, der kunne holde arbejderklassen tilbage. Disse forhold gjorde det \'lettere\' for den russiske arbejderklasse at vælte borgerskabet af magten, end i de fremskredne kapitalistiske lande.

Revolutionen isoleret

At tage magten er én ting, om end en historisk én af slagsen. Men som Trotskij (og Lenin) skrev allerede tilbage i 1905, ville opbyggelsen af et socialistisk samfund være helt afhængig af hjælp fra socialistiske revolutioner i de avancerede kapitalistiske lande, især Tyskland. En socialistisk republik i Tyskland ville, med sit høje teknologiske og kulturelle niveau, kunne hjælpe med teknik og uddannelse, mens Ruslands enorme naturressourcer ville være fantastisk potentiale for en socialistisk union. Den russiske revolution i 1917 blev af alle bolsjevikker blot set som begyndelsen til den internationale socialistiske revolution. Som et startskud til en verdensomspændende proces.

Isoleret, var revolutionen i Rusland dødsdømt. Man havde simpelthen hverken et teknologisk niveau eller et kulturelt niveau (uddannelse osv.) i de brede masser, der kunne muliggøre, dels at overhale de mest udviklede kapitalistiske lande, som er en af de klassiske marxistiske betingelser for socialisme, og dels at de brede masser kunne styre administration og statsapparat. Den brede befolkning var for ca. 70 procents vedkommende analfabeter. Størstedelen af befolkningen var bønder i tilbagestående landbrug der ikke havde rykket sig i århundreder (arbejderklassen udgjorde kun omkring 4 mio. ud af 150 mio. indbyggere). At forstille sig at et land med så tilbagestående produktionsmidler og en så enorm masse af uuddannede bønder skulle kunne opbygge ”Socialisme i ét land”, som Stalin senere formulerede sin 'teori', kunne ikke ligge mere fjernt fra bolsjevikkernes ideer. Selv Stalin afviste enhver sådan tanke, inden degenereringen af staten og partiet havde sat sig igennem. Revolutionen var international eller intet.

Imidlertid blev revolutionerne i Tyskland i 1918 og '23, og en række andre lande, forrådt af de socialdemokratiske ledere, og de meget unge og uerfarne kommunistpartier var ikke i stand til at bekæmpe dette forræderi succesfuldt, af årsager der ikke er plads til at gå ind i her.

Bureaukratiet vokser frem

Den unge sovjetstat, der fremkom efter Oktoberrevolutionen, var fra begyndelsen under massivt angreb på alle fronter. I forvejen havde 3 års verdenskrig smadret landet og lagt økonomien i ruiner. Efter magtovertagelsen intervenerende 21 udenlandske imperialistiske hære, og indadtil gik kontrarevolutionære styrker, ledt af de tidligere herskende klasser (de såkaldte Hvide Hære), i krig mod arbejderstaten, og landet blev kastet ud i en omfattende borgerkrig, der ikke bare truede med at ruinere landet, men helt at udslette sovjetstaten fra verdenskortet. Ni mio. døde alene på grund af hungersnød, sygdom og kulde. På trods af dette blev alle problemer åbent og frit diskuteret i Bolsjevikpartiet og der blev, trods alle vanskeligheder, taget vigtige skridt hen imod arbejderdemokrati i både hæren og industrien.

Det var med andre ord en kamp på liv eller død for den russiske arbejderklasse og verdens første arbejderstat. Denne massive og langvarige belastning, der drænede de bedste lag af arbejderklassen, ikke bare for revolutionær energi, men bogstaveligt talt også deres blod, havde en afgørende effekt i at trænge arbejderklassen i baggrunden og langsomt lade et bureaukrati tage dens sted i styringen af samfundet og ikke mindst staten.

Men der er mere til forklaringen af hvordan, at arbejderstaten kunne degenerere fra den smeltedigel af håb, kreativitet og demokratisk diskussion af alle spørgsmål, som havde præget de første år, til det stalinistiske politi-regime der gennem en årrække lykkedes i at vriste magten fra masserne, og lægge sig som en dyne af bly over den mest sejrrige arbejderklasse i verden.

Trotskij, i samarbejde med Lenin, så faretegnene på det fremvoksende bureaukrati og gik i åben kamp imod det. Desværre blev Lenin syg og nåede derfor kun at deltage i de indledende favntag, inden han døde. Trotskijs kamp imod Stalins bureaukrati, først som leder for Venstreoppositionen i Bolsjevikpartiet og senere gennem 4. Internationale, for en politisk revolution i Sovjet, kom i høj grad til at præge hans videre politiske og personlige liv til hans død under en GPU-agents hånd i 1940.

Trotskijs analyse af bureaukratiet i Sovjet

Trotskijs videre analyse af bureaukratiet i Sovjet er enestående i det, at han gennem en dialektisk materialistisk metode går dybere end den umiddelbare overflade, og søger forklaringen på det hidtil usete fænomen, som det fremtromlende bureaukratiske regime udgjorde under Stalin. Han søgte den, ikke hos Stalin eller andre 'lederes' karaktertræk eller psykologi, men i de objektive omstændigheder under hvilke revolutionen blev født og siden isoleret. Som Trotskij skriver i sin fremragende bog om emnet ”Revolutionen Forrådt”, der i øvrigt for nyligt er genudgivet af herværende avis:

”På den historiske baggrund af den dybeste fattigdom, der yderligere blev forværret ved ødelæggelserne under den imperialistiske krig og under borgerkrigen, var det langt fra, at "den enkeltes kamp for tilværelsen" forsvandt dagen efter bourgeoisiets fald, eller blot aftog i de følgende år. Tværtimod antog den til tider en uhørt vildskab. Er det nødvendigt at minde om, at visse distrikter to gange er blevet bragt til randen af kannibalisme?” (L. Trotskij: Revolutionen Forrådt)

Netop denne nød, elendighed og generelle mangel i de brede masser, forårsaget af det lave udviklingsniveau af produktionsmidlerne i Rusland, var baggrunden for, at bureaukratiet kunne vokse frem:

”Grundlaget for den bureaukratiske kommanderen er samfundets fattigdom på forbrugsartikler med den deraf opståede 'alles kamp imod alle'. Når der er tilstrækkelig med varer i butikkerne, kan køberne komme, når det passer dem. Når der er mangel på varer, må køberne stå i kø. Når køen bliver meget lang, må der politi til for at holde orden. Det er udgangspunktet for sovjetbureaukratiets magt. Det »ved« hvem der skal have noget, og hvem der skal vente.”

Men den udvikling af produktionsmidlerne, der fandt sted i Sovjet, på baggrund af den nationaliserede planøkonomi, om end langsomt og med utrolige menneskelige og ressourcemæssige omkostninger, gjorde ikke i sig selv at bureaukratiet forsvandt:

"En forhøjelse af det materielle og kulturelle leveniveau burde ved første øjekast forringe nødvendigheden af privilegier, indskrænke området for anvendelse af »den borgerlige ret« og dermed underminere grunden for dens beskytter, bureaukratiet. I virkeligheden skete det omvendte: væksten i produktivkræfterne blev tværtimod årsag til en yderliggående udvikling af alle former for ulighed, privilegier og fordele, og dermed af bureaukratiet. Men heller ikke det sker tilfældigt.

I sin første periode var sovjetstyret uden tvivl langt mere indstillet på lighed og langt mindre bureaukratisk. Men det var mest en lighed overfor den almindelige nød. Landets hjælpekilder var så beskedne, at der ikke var nogen mulighed for at udskille bredere privilegerede lag af masserne. På samme tid dræbte »ligemageriet« i arbejdsaflønningerne den personlige interesse og blev til en bremse på udviklingen af produktivkræfterne. Sovjetsamfundet måtte se at komme ud af sin fattigdom og nå et noget højere trin, før en fedtaflejring – privilegier – kunne blive mulig. Produktionens nuværende stade er endnu langt fra at kunne forsyne alle med det nødvendige. Men den er tilstrækkelig til at kunne forsyne et mindretal med betydelige privilegier og til at forvandle uligheden til en pisk til at piske flertallet frem med. Det er den første grund til, at produktionsstigningen hidtil ikke har styrket statens socialistiske træk, men derimod de borgerlige.

Men det er ikke den eneste grund. Ved siden af den økonomiske faktor, der på det nuværende stadium forskriver kapitalistiske aflønningsmetoder, virker der parallelt dermed en politisk faktor i selve bureaukratiets person. Efter sit egentlige væsen er det ulighedens stifter og opretholder. Det er fra begyndelsen opstået som arbejderstatens borgerlige organ. Ved at oprette og forsvare et mindretals fordele, skummede det naturligvis fløden af for sig selv. Der er ikke nogen, som har goder at uddele, der nogensinde glemmer sig selv. På denne måde udviklede der sig af en social nødvendighed et organ, som i høj grad er vokset ud over sin socialt nødvendige funktion og er blevet til en selvstændig faktor og dermed kilden til en meget stor fare for hele den sociale organisme."
(Revolutionen forrådt)

I ovenstående citat forklarer Trotskij, hvordan bureaukratiet i sovjetstaten opstod som et apparat, til en hvis grad hævet over masserne, ikke kun for at fordele goderne, men i lige så høj grad fordele manglen og regulere den. Efterhånden som revolutionens tid i isolation gik, blev det ikke længere bare et spørgsmål om at holde ud, de måneder der var nødvendige før at revolutionen sejrede i de avancerede kapitalistiske lande. Det blev et spørgsmål om at genopbygge den fuldstændigt smadrede økonomi, med andre ord: give folket mad.

Delingen mellem land og by

Et af den unge arbejderstats udfordringer var den enorme masse af bønder. Størstedelen af mellemlagene i bondestanden havde støttet op om revolutionen for at få jord. Det havde revolutionen nu givet dem. De havde, så at sige, fået hvad de kom efter. Efter revolutionen var bøndernes attitude til det nye regime i høj grad bundet op på dets mulighed for at levere billige produkter fra fabrikkerne, i bytte for landbrugsvarer.

Under borgerkrigen blev det, under indtryk af den generelle elendighed og kollaps af industriproduktionen, umuligt at skaffe fabriksvarer til at bytte for mad, og det blev nødvendigt at sende patruljer fra byerne ud på landet for at hente korn og fødevarer til byerne. Det var det, der kom til at blive kaldt Krigskommunisme. Efterhånden som borgerkrigen lakkede mod enden, nærmede forholdet mellem arbejderstaten og bønderne sig et absolut lavpunkt. Det var kommet til et punkt, hvor det truede selve fundamentet for arbejderstaten, og Lenin og Trotskij, i ledelsen for bolsjevikpartiet, argumenterede for at give indrømmelser til de kapitalistiske elementer og tillade handel med fødevarer mellem land og by. Det blev til den såkaldte New Economic Policy (NEP). ”Den grundlæggende konklusion fra dette var, at mens vi venter på et skifte i styrkeforholdet i Vest, må vi holde nøjere og mere skarpt øje med styrkeforholdet i vores eget land, i Sovjetunionen” (Trotsky, Leon Trotsky Speaks, side 137, egen oversættelse)

Lenin og Trotskij erklærede åbent i utallige diskussioner, internt som offentligt, at der var tale om et midlertidigt tilbageskridt for revolutionen, og at det medførte visse farer med kapitalistiske relationer i økonomien og en genopblomstring af et borgerskab, med base i de rige bønder (såkaldte kulakker) og spekulanter (såkaldte NEP-mænd). Men det var et spørgsmål om arbejderstatens overlevelse.

NEP gjorde det muligt at skaffe mad til arbejderne i byerne. Men i sig selv var det ikke nok for at holde økonomien i gang. På grund af det lave kulturelle niveau blandt de brede masser, og den manglede hjælp fra en sejrrig revolution i de avancerede kapitalistiske lande, havde det allerede under borgerkrigen været nødvendigt at anvende specialister og teknikere fra zartiden, som var neutrale eller endda ofte fjendtlige overfor revolutionen.

Basen for bureaukratiet

Bureaukratiet var ikke en færdiglavet størrelse der stod klar i kulissen til at tage over når den så sit snit, men et produkt af en længere udvikling. Kombinationen, forårsaget af landets tilbageståenhed og isolation, af et statsapparat, der var hævet over masserne (for at regulere forholdet mellem land og by, og ”uddele” elendigheden), med tusinder af specialister, embedsfolk osv. fra zartiden og en åbning overfor kapitalisterne på landet (kulakker og spekulanter), var den sociale base for det fremvoksende bureaukrati. I sidste ende lykkedes dette bureaukrati i at fravriste masserne magten over statsapparatet, og fik Stalin som sin fornemmeste repræsentant.

På den måde kan man sige, at Stalins klike, og bureaukratiet med ham, repræsenterede de småborgerlige elementer og de mest privilegerede lag af arbejderklassen, samtidig med at bureaukratiet, med Stalin i spidsen, gemte sig under revolutionens symboler og retorik. Stalin repræsenterede med andre ord bureaukratiets reaktion imod revolutionen. Men stadig var alle deres privilegier og positioner baseret på den nationaliserede planøkonomi.

For at bureaukratiet kunne bevare sin stilling, hævet over de forskellige klasser og lag i samfundet, som en 'selvstændig' magt, måtte det balancere mellem de forskellige klasser i samfundet. Det betød først og fremmest, at de måtte gøre op med den fløj af Bolsjevikpartiet, der udgjorde den største fare for deres fortsatte dominans: venstrefløjen.

Venstrefløjen organiseret i den såkaldte Venstreopposition med Trotskij som leder, var opstået som reaktion imod højrefløjen med Bukharin i spidsen (som Stalin støttede), der var drejet kraftigt til højre og stod som forsvarere af bureaukratiet i statsapparatet og partiet. Højrefløjen havde i 1924 ikke bare taget NEP politikken til sig, men ført den til ekstremer, eksemplificeret i Bukharins berømte parole til bønderne: ”Berig jer selv!”

Venstreoppositionen blev dannet på et marxistisk program om internationalisme og industrialisering på basis af femårplaner, i modsætning til Stalins nationalisme og Bukharins ”Opbyggelse af socialisme i sneglefart”.

Venstreoppositionen var altså ikke noget nyt i den forstand, at den blot videreførte de klassiske marxistiske ideer og traditionerne fra oktober, og den havde da også stor opbakning, men i en situation med nederlag på nederlag for arbejderklassen på den internationale scene og frygtelig økonomisk og kulturel tilbageståenhed, kunne den ikke vinde flertal, uagtet at dens ideer var de mest korrekte. Kun en succesfuld revolution i Vest kunne redde arbejderstaten fra degenerering. Da dette perspektiv ikke materialiserede sig, voksede Stalin og bureaukratiet sig stærkere og stærkere, indtil de til sidst kunne læne sig på kulakkerne og de kapitalistiske elementer og slå ned på Trotskijs Venstreopposition. Målet var at udrydde mindet fra Oktoberrevolutionens demokratiske traditioner, ved hjælp af forfølgelser, fængslinger, drab og landsforvisninger for at beholde den politiske magt. På den måde kom en flod af blod til at adskille dem fra traditionerne fra Oktober.

Imidlertid voksede styrken af de kapitalistiske elementer, som Stalins klike havde lænet sig op ad, efterhånden i en sådan grad, at de truede med at undergrave planøkonomien, altså selve fundamentet for bureaukratiets privilegerede position. Derfor blev Stalin og bureaukratiet nødt til, på bonapartistisk manér, at læne sig på arbejderne for at slå ned på Kulakkerne.

De fuldstændigt korrekte ideer som venstreoppositionen havde fremført, om behovet for at styrke industrien, udvikle produktionen og de socialistiske elementer af økonomien blev med et pennestrøg overtaget af Stalin-kliken og fordrejet til absurde karikaturer, i et hovedløst ræs mod opnåelse af utopiske mål, hellere i dag end i morgen (og naturligvis stadig med bureaukratiet ved magten med alle sine privilegier). Det resulterede i kampagner som ”udryddelse af kulakkerne som klasse”, tvangskollektivisering af landbruget og den adventuristiske ide om gennemførsel af femårsplaner på fire år. Kampagner der på ny kastede landet ud i hungersnød og desorganiserede hele økonomien.

For hvert nederlag for revolutionen på den internationale scene, og for hvert ekstreme zigzag i Stalins politik, blev masserne trængt længere tilbage og bureaukratiet tog nye skridt frem. Resultatet blev den enorme absurde kolos af et statsapparat, som vi fra fjernsynet husker, hvordan bragede sammen under sin egen vægt i slutningen af 80'erne.

Den nye Internationale

Indtil marts 1933 troede Trotskij endnu på muligheden af at reformere den sovjetiske stat og den kommunistiske internationale (3. Internationale). Men Stalins blotte affejning af Hitlers sejr i 1933 uden nogen som helst modstand fra 'kommunistpartiet' i Tyskland, overbeviste Trotskij om, at 3. Internationale var død, og at en ny måtte opbygges. Det skulle efter hans eget udsagn blive en hans vigtigste kampe, om hvilken vi vil høre mere i næste nummer af avisen.

Yderligere information