safe imageEfter Anden Verdenskrig opstod der helt nye forhold: stalinismen havde konsolideret sig i USSR, Østeuropa og Kina, og det stalinistiske maskineri så uovervindeligt ud. Alligevel forudså Ted Grant i denne artikel fra juni 1951, hvor han analyserer de ændrede forhold, stalinismens endeligt. Artiklen er et uundværligt dokument til forståelse af stalinismen og udviklingen op til Sovjetunionens kollaps samt som forberedelse til fremtidige begivenheder.

Del 1

Anden verdenskrig sluttede med et komplekst og aldeles uforudset forhold mellem nationerne og klasserne. Den sluttede med sejr til to kontinentale magter på verdensplan: den amerikanske imperialisme og det russiske bureaukrati. Det blev den dominerende faktor på verdensplan: opdelingen af verden mellem to konkurrerende blokke. For første gang i historien blev Europas stormagter reduceret til sekundære positioner; Frankrig, Tyskland og Italien blev besejret, og England blev en andenrangs-magt. Japan blev reduceret til et besat område uden alle sine kolonier og indflydelsessfærer. Kampen mellem klasserne kan kun forstås på baggrund af denne afgørende konflikt i epoken.

Kapitalismens forfald blev frem for alt afspejlet i en svækkelse af imperialismen og opstanden blandt masserne i Asien samt den revolutionære bølge i Vest- og Østeuropa. Massernes opstand i Asien i kampen for national befrielse tvang englænderne til at trække sig ud af Indien, Burma og Ceylon (Sri Lanka) og indgå i et andet forhold med det nationale borgerskab i disse lande.

Den hollandske imperialisme blev tvunget til at trække sig tilbage fra Indonesien og indgå et kompromis med den indfødte herskende klasse. I Indokina har den franske imperialisme lige siden krigen været kørt fast i et desperat forsøg på at holde den nationale frihedskamp nede. I Malaya har den britiske imperialisme på trods af alle sine ressourcer ikke været i stand til at besejre det malayiske folks kamp for uafhængighed. I Kina har den amerikanske imperialisme lidt et hidtil uset nederlag. På trods af den ødsle gaveregn af krigsmateriel og andre forsyninger for at hjælpe Chiang Kai Sheks regime, er det kinesiske godsejervælde-kapitalisme-imperialisme, repræsenteret af den korrupte Kuomintang-klike1, blevet drevet i havet og har kun et usikkert fodfæste på øen Formosa (Taiwan), kun beskyttet af havet og nu også den amerikanske flåde.

At Korea er blevet delt op i russisk og amerikansk indflydelsesområde afslører imperialismens svaghed i hele Fjernøsten. Uden den amerikanske imperialismes direkte intervention ville den koreanske Chiang Kai Shek have kollapset på samme skændige måde som selve Chiang-regimet. I bedste fald vil den amerikanske imperialisme være i stand til at fastholde et fodfæste efter en længerevarende kamp, og de amerikanske styrker vil lide nederlag ligesom de franske styrker i Indokina og de britiske i Malaya, selv i tilfælde af en komplet sejr i syd. Dette er en målestok for forfaldet i kapitalismens og imperialismens gamle forhold. Kapitalismen rådner på sit svageste punkt.

I Europa har Ruslands sejr i krigen og massernes opstand efter nederlaget til tysk-italiensk fascisme også udviklet en kolossal revolutionær bølge, der truede med at feje kapitalismen bort fra hele kontinentet. Imidlertid har Ruslands sejr i krigen haft komplekse og modsætningsfyldte konsekvenser. Midlertidigt, men ikke desto mindre i en hel historisk periode, er stalinismen blevet styrket enormt. På trods af den ødelæggelse og de blodsudgydelser, som Rusland blev udsat for og som efterlod landet i en udmattet og svag tilstand (samtidig med at anglo-amerikansk imperialisme dårligt nok blev rørt i krigen og har lidt små tab af ressourcer og menneskeliv – USA har nået højdepunktet af sin militære og økonomiske magt), på grund af befolkningernes stemning og forholdet mellem klasserne på verdensplan, var imperialisterne ikke i stand til at intervenere imod Rusland.

Selv intervention i størrelse med den, der fulgte Første Verdenskrig, var umulig. Tværtimod var de allierede tvunget til at sluge russisk herredømme i Østeuropa og dele af Asien, som de endda aldrig ville have afstået til det reaktionære tsardømme. Det russiske bureaukrati opnåede en dominans over regionen, der gik langt videre end tsartidens Ruslands vildeste drømme.

Processen, hvormed kapitalismen blev væltet i Østeuropa og stalinismen blev udvidet, fandt sted på en særlig måde. Tomrummet i statsmagten i Østeuropa, der fulgte efter nazisternes og deres Quislinges nederlag, blev fyldt af den Røde Hærs kræfter. Det svage borgerskab i disse områder var i høj grad blevet udryddet, indarbejdet som Quislinge for den tyske imperialisme eller reduceret til nazisternes små partnere i krigsårene. De havde været relativt svage i Østeuropa selv inden krigen, og staterne i denne region var i høj grad halvkolonier for stormagterne ligesom de sydamerikanske stater. Regimerne før krigen var i konstant krise på grund av balkanisering2 af området og den herskende klasses manglende evne til at løse selv den borgerlig-demokratiske revolutions opgaver. De var næsten alle sammen svage, militariserede diktaturer uden virkelige rødder blandt masserne.

Ruslands sejr i krigen fremprovokerede uden tvivl en opstand blandt masserne, enten hurtigt eller i nogle lande lidt forsinket. Den socialistiske revolution var på dagsordenen. Dette var ikke blot farligt for borgerskabet, men også for det stalinistiske bureaukrati. Bureaukratiet opnåede deres mål ved behændigt at balancere imellem og manipulere med klasserne på en typisk bonapartistisk facon. Kunststykket bestod i at danne en ”folkefront” mellem klasserne og oprette en ”national samlingsregering”. Imidlertid havde denne ”folkefront” et andet grundlag og et andet formål end de tidligere ”folkefronter”.

I Spanien var ”folkefrontens” formål at smadre arbejdernes magt og den arbejderstat, som var i sin kimform, ved at ødelægge arbejdernes revolution. Dette blev opnået ved at lave en alliance med borgerskabet, eller rettere borgerskabets skygge, kvæle den kontrol, som arbejderne havde etableret på fabrikkerne samt de bevæbnede arbejdermilitser, og genetablere den kapitalistiske stat under borgerskabets kontrol. Konsekvensen af denne politik var, at der ved krigens slutning var et militariseret diktatur på begge sider af linjerne.

Formålet med koalitionen med det besejrede borgerskab, eller dets skygge, i Østeuropa havde et andet formål end at give magten tilbage til kapitalistklassen. I tidligere ”folkefronter” var den virkelige statsmagt – de bevæbnede grupper, politiet og statsapparatet – i borgerskabets faste greb, med arbejderpartierne som vedhæng. I Østeuropa var – med den ene eller anden vigtige variation – den virkelige magt, dvs. kontrollen med de væbnede grupper og statsapparatet, i hænderne på stalinisterne. Borgerskabet indtog pladsen som vedhæng uden egentlig magt. Hvorfor da koalitionen? Den tjente som et dække, hvorunder et fast statsmaskineri efter Moskvas model kunne blive opbygget og konsolideret.

Bureaukratiet brugte borgerskabet til at afholde arbejderne, der var blevet vækket af den røde hærs sejr og krigens begivenheder, fra at nå en socialistisk revolution som oktoberrevolutionen. Bureaukratiet spillede ud med borgerskab i enhedens navn imod arbejderklassen. De forhindrede med bonapartistiske manøvrer arbejderne i at få kontrol over fabrikkerne.

Ved at gennemføre jordreformer og ekspropriere godsejerklassen sikrede de sig for en tid støtte eller accept fra bønderne. Efter at have konsolideret og opbygget en stærk stat under deres kontrol gik de videre til det næste stadie. Ved at mobilisere arbejderne vendte de sig imod borgerskabet, som de ikke længere havde behov for som modvægt til arbejderne og bønderne, og skridt for skridt eksproprierede de dem. Borgerskabet var, uden støtte fra udenlandske imperialisme, ude af stand til at yde afgørende modstand. Et totalitært styre, der mere og mere lignede modellen fra Moskva, er gradvist blevet indført. Efter eliminering af borgerskabet og begyndelsen på en storstilet industrialisering har bureaukratiet vendt sig imod bønderne og er slået ind på en vej med kollektivisering af landbruget.

Jugoslavien

I Jugoslavien og Kina var begivenhederne temmelig anderledes, om end ikke fundamentalt, i forhold til udviklingen i Østeuropa. Efter at Jugoslavien blev underlagt den tyske imperialismes styrker, begyndte en national frihedskamp imod den udenlandske undertrykker at udvikle sig. Dette havde en bred basis på grund af Jugoslaviens traditioner og dets folks kampe imod dominansen fra Tyrkiet og Østrig-Ungarn før Første Verdenskrig.

Dette førte til en bondekrig og guerillakamp i bjergene. Under ”normale” forhold kunne sådan en kamp kun føre til sejr for borgerskabet og muligvis en jordreform, selv hvis den blev ført til sejr. Men de dominerende faktorer i vores epoke udgøres af oktoberrevolutionens sejr samt bureaukratiets deformering af revolutionen. På den ene side er der en stærk ”arbejderstat” (om end i degenereret form), og på den anden side er imperialismen og kapitalismens frygtelige forfald på verdensplan og det lokale borgerskabs manglende evne til at løse en eneste af de nationale og demokratiske opgaver, som landet står over for, og det har skubbet masserne i retning af socialistisk revolution. Endnu en gang fører degenereringen af revolutionen til en mærkelig deformering af de lokale stalinisters kamp.

Bønderne kan ikke spille en selvstændig rolle. De må følge den ene eller anden hovedklasse i det moderne samfund. I modsætning til tidligere tiders klassiske marxistiske teori begyndte kampen med, at små lag af arbejderne og den stalinistiske ledelse tog op i bjergene og organiserede en bondekrig for national befrielse. Langt den største del af befrielseshæren bestod af bønder. Partisanerne var bønder. Dens natur viste sig i borgerkrigen, som allerede begyndte under besættelsen, hvor Draža Mihailović3 repræsenterede kapitalisterne og den øverste middelklasse (eller rettere de rester, der ikke havde solgt fuldstændig ud til tysk imperialisme). Det bonapartistiske bureaukrati baserede sig på bønderne og førte an i kampen under dække af en ”folkefront”, der mindede om de, der senere blev etableret i Østeuropa. Mod slutningen af krigen var store områder af landet, med undtagelse af de store byer, under Titos kontrol, om end der var brug for hjælp fra den røde hær til at indtage Beograd.

Imidlertid udviklede begivenhederne i Jugoslavien sig anderledes end i Østeuropa. I de østeuropæiske lande var partisankampene enten svage, næsten ikke-eksisterende eller fandtes kun i kimform da den røde hær ankom. I de lande, hvor der var en modstandsbevægelse med massebasis, var der særlige forhold, som ikke fandtes i Jugoslavien.

Den vigtige forskel mellem Jugoslavien (og Kina) og resten af Østeuropa ligger i, at Tito og de jugoslaviske stalinister allerede havde etableret en uafhængig statslig basis inden den røde hær ankom. De nød støtte fra det store flertal af masserne til den revolutionære kamp, de havde taget op. Dermed kunne jugoslaverne modstå det russiske bureaukratis forsøg på at opnå fast kontrol. De var ikke så afhængige af Moskva som de andre satellitpartier var.

I selve Sovjetunionen opstod der uundgåeligt konflikter mellem de nationale republikker og det stalinistiske bureaukrati på grund af Moskva-klikens storrussiske tendenser til centralisering og bureaukratisk undertrykkelse. I Ukraine, Georgien, Aserbajdsjan og den Volgatyske republik og alle de russiske republikker udviklede der sig opposition til den kvælende økonomiske og kulturelle nationale undertrykkelse. I Ukraine udviklede undertrykkelsen sig i en sådan grad, at Trotskij fremførte parolen om en uafhængig ukrainsk sovjetrepublik. Massernes opposition i republikken var så omfattende, at den håndplukkede stalinistiske ledelse måtte udrenses og dræbes for at konsolidere bureaukratiets herredømme.

Til dato vedbliver det nationale spørgsmål at være afgørende i kampen imod bureaukratiet. Stalins tilbøjelighed til at gøre Østeuropa til et len til gavn for det russiske bureaukrati gennem underordning af økonomiens interesser i disse lande under Moskva-bureaukratiets økonomiske behov, måtte nødvendigvis vække en modstand hos masserne, der ville give ekko helt ind i de dominerende stalinistiske partier. Det var på dette grundlag, at bruddet mellem det stalinistiske regime i Moskva og det jugoslaviske stalinistiske styre måtte finde sted. Det var på dette grundlag, at det jugoslaviske bureaukrati kunne besejre Kreml på grund af sin uafhængige basis og opbakning fra masserne.

Selv imod den grusomme blokade fra Kominform4 var de, på grund af spændingerne mellem øst og vest, i stand til at fastholde en usikker balance. Det er det nationale spørgsmål, der forklarer den jugoslaviske modstands basis. Det jugoslaviske bureaukrati ønskede at fastholde deres position som en mindre partner snarere end en vasalstat under Moskva. Hvor de ukrainske og georgiske bureaukrater ikke havde held med sig, lykkedes det for det jugoslaviske bureaukrati.

I de andre stater i Østeuropa blev oppositionen behandlet på samme måde som i nationalstaterne i Sovjetunionen. Ledende elementer som Gomulka5, Rajk og Kostov blev henrettet eller fængslet, og statsmaskineriet blev udrenset fra top til bund for at gøre det til et lydigt værktøj. Forsøget i Jugoslavien endte imidlertid med arrestation og fængsling af de stalinistiske agenter Zujobic og Hebrang.

Betyder bruddet mellem Tito og Stalin, at regimet i Jugoslavien ophører med at være stalinistisk? Regimet er fortsat en jugoslavisk variant af den russiske stalinisme. Stalinisme betyder et totalitært styre med en privilegeret bureaukratisk kaste, der hersker over den økonomiske basis i en arbejderstat. Med denne eller hine forskel, med denne eller hine modifikation ligner styret i Jugoslavien ikke desto mindre det i Rusland, på samme måde som Dollfus-regimet i Østrig lignede Hitlers og Mussolinis regimer.

På samme måde, som det er muligt at der kan være forskellige fascistiske regimer i forskellige lande, så kan der under bestemte forhold være forskellig stalinistiske regimer, forskellige demokratiske borgerlige stater og forskellige former for arbejderstater i overensstemmelse med normen.

De afgørende overvejelser i vor karakteristik af et regime er: først de grundlæggende sociale karakteristika – arbejderstat, kapitalistisk stat, feudal stat, slavestat osv. Dernæst, men stadig af vital betydning, dets politiske overbygning. I tilfældet med en kapitalistisk stat – fascistisk, demokratisk, imperialistisk, kolonial osv. I tilfældet med en arbejderstat – bureaukratiseret eller arbejderdemokrati. På dette grundlag vedbliver Jugoslavien at være en deform arbejderstat. Marxisterne støtter de jugoslaviske massers kamp imod det russiske bureaukratis chauvanistiske nationale undertrykkelse på samme måde som vi støtter Ukraines eller Polens kamp for frihed fra Moskvas dominans.
I selve Jugoslavien må Fjerde Internationale kæmpe for at vælte det jugoslaviske bureaukrati gennem en politisk revolution. Denne politiske revolutions krav vil blive for at placere kontrollen i massernes hænder gennem et styre med arbejderdemokrati med – som minimum – ret for alle arbejdertendenser til at deltage frit i al politisk liv, afskaffelse af bureaukratiets privilegier, genindførelse af strejkeretten osv.

Det jugoslaviske regime er i sine metoder og sit udsyn nærmere stalinismen end den revolutionære marxisme. Stalinismens pres tvinger det jugoslaviske bureaukrati til i høj grad at låne fra den marxistiske kritik af Stalin. Verbale gestikulationer til venstre forvandler ikke regimet til en sund arbejderstat, ligesom den til tider korrekte stalinistiske kritik af reformisme og kapitalisme forvandler det stalinistiske bureaukrati til en ægte marxistisk strømning. På en tilsvarende måde, hvorpå stalinismen fortsat er en centristisk strømning, er det jugoslaviske bureaukrati det også.

Dette bureaukrati er friskere end det, der er i Moskva. Det nyder formentlig en større opbakning hos det arbejdende folk. Femårsplanen her, ligesom i Rusland i begyndelsen, vakt entusiastisk støtte blandt masserne, som tror, at de bygger socialismen. Ikke desto mindre er differentieringen lige så stor, som den var i de første år med femårsplan i Rusland. Den herskende klikes grundlæggende karaktertræk angives af, at de er forblevet i ægteskab med teorien om socialisme i ét land – om end på et lavere niveau, på grundlag af det lille Jugoslavien sammenlignet med Ruslands enorme ressourcer.

Jugoslavernes utopiske position, omringet på den ene side af hadet fra bureaukratiet i øst, og kapitalisme/imperialisme i vest, og deres forsigtige balancegang på disse modsætninger for at opretholde sig selv, viser sig i de første skærmydsler i kampen mellem USA og USSR. Den ynkelige kapitulation til vestlig imperialisme med kravet om FN-mægling i Korea, er det bedste tegn på den ikke-marxistiske karakter af det jugoslaviske bureaukrati.

Da de ikke baserer sig på internationalisme, kan de kun – som andre småstater – smutte frem og tilbage mellem stormagterne Rusland og USA uden mulighed for at have en selvstændig rolle. Kun en internationalistisk position kan redde dem fra den skændige rolle, som Jugoslavien spiller i FN.

Zig-zag sving til venstre i ord kan – ligesom de stalinistiske zig-zag sving til venstre – ikke ændre de grundlæggende forhold i Jugoslavien. Jugoslaviens økonomiske basis – et tilbagestående land, ikke meget mere udviklet end Rusland før dets industrialisering – frembringer ubønhørlige konsekvenser af den bureaukratisering, der blev udviklet i Moskva.

Med krampagtige sving til højre og venstre vil den økonomiske tendens, med de samme årsager, give den samme virkning. Det jugoslaviske regime vil mere og mere nærme sig Moskvas billede.

Stalinismen i Kina

Det særlige styrkeforhold, som førte til stalinismens sejr i Østeuropa, trækker i retning af samme resultater i Asien. I Kina har vi et enestående eksempel på dette resultat af et væld af historiske faktorer. Nederlaget til revolutionen i 1925-27 (på grund af stalinisternes fejltagelser), der havde haft alle muligheder for at sejre, førte den stalinistiske ledelse og de kadrer, de havde fastholdt, til at forlade byerne og søge op i bjergene for at basere sig på bondekrig – en krig, der har haft mange fortilfælde i Kinas lange historie.6

Det feudal-kapitalistiske militærstyres forfald og nedgang fremgik af dets fuldstændigt manglende evne til at løse et eneste af Kinas problemer i perioden 1924-45. Styret, der var langt mere råddent end selv det værste af tsartidens Rusland, var i stand til at gøre hele befolkningen – med undtagelse af den lille klike med Chiang Kai-Shek i toppen – til sine fjender.

Der var ingen, der var villige til at forsvare styret i farens stund. I den samme periode gjorde imperialismens forfald efter Anden Verdenskrig, at imperialisterne var ude af stand til at intervenere. I 1925-27 besvarede den britiske imperialisme en ”fornærmelse mod flaget” ved at bombardere Kinas vigtigste havne fra sine krigsskibe. Dette skete med opbakning fra lederne af fagforeningerne og Labour. I 1949 var styrkeforholdet sådan, at imperialisterne jublede over, at det lykkedes krigsskibet Amethyst at flygte ud af floden Yangtze! Sådan har styrkeforholdet ændret sig. De amerikanske imperialister intervenerede med store mængder våben, penge og ammunition som hjælp til Chiang Kai-Sheks bande, men næsten alle forsyningerne faldt i hænderne på Kinas Røde Hær.7

Disse faktorer, sammen med den kendsgerning at det mægtige Rusland var nabo, påvirkede alle sammen den politisk udvikling i Kina. Under ”normale” omstændigheder ville bondekrigen i Kina være endt således som alle sådanne krige tidligere er endt, eller de kinesiske bønders ledere ville have slået sig sammen med de kapitalistiske elementer i byerne og forrådt bøndernes masser. Revolutionen ville have antaget en kapitalistisk karakter.

Imidlertid førte ovennævnte faktorer til et andet resultat end det, der kunne forudsiges. Uden Rusland som nabo, uden det russiske styres degeneration som en yderligere faktor, uden den fuldstændige nedbrydning af det kinesiske regime, hvor den gamle herskende klasse så ynkeligt havde overlevet sig selv, uden den internationale stalinistiske bevægelses degenerering, uden den ægte marxistiske strømnings ekstreme svaghed, uden imperialismens svaghed på verdensplan, ville begivenhederne i Kina og resten af Asien være faldet anderledes ud. Enten i retning af en arbejderrevolution ifølge normen (med al dens internationale betydning i form af udbredelse af revolutionen til Europa og resten af verden) eller også sejr til en kapitalistisk kontrarevolution. Dette havde været alternativerne.

Men historien er fuld af utallige varianter, der ikke kan forudsiges. Teori er grå, men livets træ er grønt. Alle de komplicerede faktorer har tilsammen ført til, at revolutionen er blevet gennemført på en anden måde, end teorien tidligere havde peget på. Ved den samme teknik som i Jugoslavien – med bøndernes massebevægelse som grundlag – har Mao og Kinas Røde Hær (muligvis med en endnu større folkelig massebasis end Tito havde) ført en revolutionær krig om jorden. Koumintang-klikens hære smeltede bort. Her var en bondekrig i den klassiske, revolutionære tradition. Stalinismens bonapartistiske klike baserede sig på bøndernes ønske om jord. Ved at anføre bondekrigen fik de massernes kraftfulde opbakning. Her har vi en særlig variant af den permanente revolution (hvor en sejrende bondehær blev anført af ex-marxister).

På grund af regimets krise og stalinismens lammelse af bevægelserne i byerne, opnåede Mao Tse Tung og de andre stalinistiske ledere et uafhængigt grundlag i bondehæren, bonapartismens klassiske redskab. Men som følge af epoken og de forskellige faktorer, vi allerede har behandlet, kunne det ikke ende, som en bondekrig uafhængigt af en massebevægelse i byerne normalt ville ende. Mao Tse Tung og hans gruppe havde held til, efter at have indtaget byerne med i hvert fald passiv accept fra arbejderklassen og småborgerskabet i byerne, at balancere mellem klasserne på bonapartistisk manér.

Det bonapartistiske bureaukrati begyndte med den gradvise eliminering af godsejervældet i de områder, de havde erobret (efter bevægelsens første stadier bekymrede bureaukratiet sig om at forhindre enhver uafhængig bevægelse blandt bønderne eller arbejderne, der ikke direkte kunne tøjles og kontrolleres af bureaukratiet selv), og de konfiskerede med det samme det, som de kaldte for ”bureaukratisk kapitalisme”, det vil sige de vigtigste midtpunkter for den storindustri og finanssektor, der fandtes, og det bonapartistiske bureaukrati kunne manøvrere mellem klasserne. I en midlertidig periode, og for at hjælpe til med at konsolidere den bureaukratiske kaste, har de tålt handels- og industrikapitalisme i en ny version af NEP.8

Ved at manøvrere mellem klasserne vil de etablere et befæstet og stærk statsapparat. Ved at basere sig skiftevis på bønderne, arbejderne og borgerskabet for at opnå forskellige mål vil de balancere imellem dem som en ”overdommer” og formynder af klassernes indbyrdes forhold. De vil uundgåeligt gå videre og på et senere tidspunkt konfiskere den private ejendom i industrien, samt ekspropriere bønderne ligesom i Rusland og i Østeuropa. På grund af magtesløsheden og svagheden hos borgerskabet, der står uden et historisk perspektiv og uden en historisk opgave at udføre, vil det blive elimineret med forholdsvis lethed. Mao vil basere sig på arbejderne for at rette slag imod borgerskabet ligesom Stalin gjorde, da kulakkerne og NEP-folkene blev elimineret.

Et stalinistisk bureaukrati kan ikke tolerere at dele magten med borgerskabet, fordi dette ville gøre det svagt og reducere det til at spille en underordnet rolle, med et tilsvarende tab af indtægter, magt og privilegier. Bønderne, der er ude af stand til at finde en anden vej, vil nådesløst blive undertrykt. Gradvist vil der blive etableret en totalitær stat, der mere og mere svarer til Moskva. Efter i en tid at have baseret sig på arbejderne for at eliminere kapitalisterne og konsolidere sin magt, vil bureaukratiet vende sig imod arbejderklassen og knuse ethvert element af arbejderdemokrati, der måtte eksistere eller hav udviklet sig i processen.

Stalinismen i Kina står over for et langsigtet perspektiv med magt, vækst og konsolidering på trods af de sociale krampetrækninger. Den er relativt progressiv på grund af udviklingen af industrien og samlingen af Kina for første gang, og på dette grundlag får udviklingen af produktivkræfterne et vældigt skub fremad. De kan på grundlag af de kinesiske forhold fastholde deres herredømme i lang tid. De vil konsolidere sig mere og mere fast i den kommende periode. De faktorer, der gør dette muligt, har været den endeløse krig og borgerkrig, som Kina har befundet sig i i de seneste to årtier, trætheden hos befolkningen, der kræver fred, den relativt progressive rolle, de spiller i Kina samt fraværet af ethvert alternativ på kinesisk grundlag alene. Alle disse faktorer styrker mægtigt den kinesiske stalinismes rolle.

Naturligvis kan begivenhederne i Kina accelereres eller hæmmes af udviklingen i Vesteuropa, USA og Rusland. Disse vedbliver at være de afgørende dele af verden. En vellykket proletarisk revolution i Vesten, der skaber en arbejderstat ifølge den marxistiske norm, vil naturligvis føre til en genoplivning af revolutionen i Kina og bane vejen for en sund udvikling ved at accelerere den politiske revolution. Men med de kinesiske styrkeforhold som grundlag er det klart, at Mao ligesom Stalin vil udvikle de kræfter, der i fremtiden vil vælte hans maskineri.

Den relativt strenge regering, der ikke er under massernes kontrol, vil blive mere og mere korrupt. Statsmagt er en kraftfuld kilde til infektion og sygdom. Den bureaukratiske kaste vil øge deres adskillelse fra masserne, hæve sig selv højere og højere over befolkningen og – som et nyt aristokrati – fremprovokere had iblandt masserne.

På grund af Kinas historie, dets traditioner og forfærdelige tilbagestående udvikling, vil den kinesiske stalinisme med egne kræfter uundgåeligt udvikle et endnu mere uhyrligt undertrykkelsesmaskineri end stalinismen i Rusland. Den bureaukratiske kaste, der krystalliserer sig mere og mere, vil kun blive fjernet med magt. Den nye politiske revolution vil føre til oprettelse af et sundt arbejderdemokrati, men på et højere industrielt niveau. I det lange løb vil Kinas skæbne, ligesom resten af Østen, blive afgjort af revolutionens skæbne i Østeuropa og USA.

Med et uafhængigt grundlag vil Mao Tse Tungs styre sandsynligvis komme i konflikt med det stalinistiske bureaukrati i Rusland. Modvilligt, efter erfaringen med Jugoslavien, er bureaukratiet blevet tvunget til at behandle Folkerepublikken Kina som en mindre samarbejdspartner snarere end en ren satellit eller provins under Moskva. På trods af forsøgene på at undgå det, er det ret sandsynligt at Mao Tse Tung – hvis han kan opnå fordelagtige aftaler med Storbritannien og USA – vil bryde ud og spille en uafhængig rolle. I denne forstand er det – så snart der er etableret et uafhængigt grundlag – vanskeligt, hvis ikke umuligt, for Moskva at fastholde direkte styre eller dominans.

Læs anden del af artiklen her


Noter:

1. Kuomintang (KMT) var et borgerligt nationalistisk parti i Kina, stiftet af Sun Yat-Sen i 1912. I 1927 undertrykte KMT under ledelse af Chiang Kai Shek blodigt arbejderregeringen i Shanghai og stod i spidsen for en svag og ustabil militærregering indtil de blev besejret i revolutionen 1946-49. Derefter flygtede resterne af KMT til Formosa (Taiwan), hvor de stadig har magten.

2. Begrebet – afledt af Balkan – henviser til opdeling af et område i småstater med indbyrdes modstridende interesser.

3. Draža Mihailović var leder af Tjetnikkerne, en ultranationalistisk milits, der hjalp nazisterne i kampen mod Titos partisaner.

4. Kominform (Kommunistisk Informationsbureau) var navnet på det fælles forum for kommunistpartierne efter opløsningen af Komintern i 1943. Kominform blev dannet i 1947 på en konference i Polen, der blev indkaldt af Josef Stalin som reaktion på uenighed imellem de østeuropæiske regeringer om, hvorvidt man skulle deltage på Paris-konferencen om Marshallhjælp i juli 1947. [Oversætterens note]

5. Władysław Gomułka var generalsekretær for Polens Arbejderparti fra 1945-48. Han blev fjernet og fængslet i 1951-54. Han blev løsladt i 1956 og blev førstesekretær i partiet indtil opstanden i 1970. Traicho Kostov Djunev var medlem af Ungarns Kommunistparti i 30 år, og mens han var premierminister i 1948 blev han henrettet som ”agent”. Laslo Rajk, livslangt medlem af Ungarns Kommunistparti, blev henrettet i 1948 som ”fascistisk spion”.

6. Mao Tse Tung (i artiklen bliver den gamle translitteration benyttet – den moderne form er Mao Zedong) deltog på den stiftende kongres for Kinas Kommunistparti i 1921. Efter nederlaget i 1927 førte Mao an i partiets flugt til landområderne og organiserede den ”lange march”. Han blev formand for Kinas Kommunistparti i 1935 og var leder af Folkerepublikken Kina fra 1949 til sin død i 1976.

7. Kinas Røde Hær blev dannet i 1927, og blev siden hen omdannet til Folkets Befrielseshær – Folkerepublikken Kinas militær. [Oversætterens note]

8. Den ”Nye økonomiske politik” (NEP) blev indført af bolsjevikkernes regering i Rusland i 1921 for at erstatte ”krigskommunismen”. Det var et midlertidigt tiltag, der havde til formål at give begrænsede indrømmelser til små forretningsdrivende for at puste liv i økonomien, der var blevet ødelagt af krig og efterfølgende borgerkrig. Den blev erstattet af den første femårsplan. NEP-folk blev et andet ord for spekulanter.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.