04paask

I år er det 25 år siden, at Danmark blev ramt af de måske mest omfattende strejker nogensinde. Generalstrejke var på dagsordenen i ”ti dage der rystede Schlüter”. Men vi skal ikke blot se nærmere på påskestrejkerne fordi det nu er 25 års jubilæum, eller fordi de fik enorm betydning for en hel generation af arbejdere, men også fordi kampene dengang rummer vigtige lektioner for de kampe, vi står overfor i dag.

Strejker imod de borgerlige

I to uger, mellem den 28. marts og den 12. april 1985, var Danmark på den anden ende. Strejkebevægelsen blev større og større for hver ny mobilisering. Fredag den 29. marts demonstrerede 200.000 i hele landet. Mandag voksede antallet til over 250.000. Endelig kulminerede det den 10. april, da over 300.000 mennesker demonstrerede. Aldrig før har så mange i Danmark samlet sig til demonstration med så kort varsel. Den største massebevægelse siden folkestrejkerne mod nazisterne i 1944 var en kendsgerning. I Ålborg var der praktisk talt 24-timers generalstrejke i forbindelse med demonstrationerne den første og tiende. april. En tredjedel af befolkningen i Ålborg demonstrerede, og halvdelen var i strejke.

Imidlertid var det mest betydningsfulde ved strejken det hastige tempo, som den udviklede sig i. Kampen gik på under to uger fra at være en faglig kamp for 35-timers arbejdsuge til at blive en politisk kamp om at vælte den borgerlige regering og statsminister Poul Schlüter. En bemærkelsesværdig detalje i kølvandet på bevægelsen, var desuden, at SF oplevede en enorm fremgang oven på partiets kamp for en 35-timers arbejdsuge. SF gik fra 387.000 stemmer i 1984 til over 490.000 stemmer i 1987 – partiets til dato højeste antal stemmer ved et folketingsvalg.

Overenskomststrejke

Strejkerne i 1985 startede som en strejke i forbindelse med overenskomstforhandlingerne for de privatansatte. Forhandlingerne mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) om en ny overenskomst brød sammen den 21. marts, og en storkonflikt brød ud fra søndag den 24. marts, for de fleste dog først fra mandag den 25.

Schlüter-regeringen angreb arbejdernes forhold hårdt

Omkring 300.000 arbejdere var omfattet af strejken, enten gennem strejke eller lockout fra arbejdsgiverne. Det svarede til omkring en tredjedel af de privatansatte arbejdere på LO-området. Vigtige områder som Benzin, kraftværker og transport var også udtaget, hvilket hurtigt ville kunne mærkes.

Samtidig var der overenskomstforhandlinger i gang for de offentligt ansatte. Dér var der varslet strejke fra den første april for 200.000. En sådan strejke ville ramme den kollektive trafik, børnepasning, skoler og så videre. Regeringen var bange for, at de to strejker skulle flyde sammen, fordi det ville sætte landet fuldstændig i stå.

Den økonomiske baggrund

Fra 1980 forværredes den økonomiske situation drastisk, og der lukkedes arbejdspladser i hundredvis, mest dramatisk i 1981. Arbejdsløsheden steg voldsomt, og en bedring i beskæftigelsen sås først i 1984. Under årene med krise blev arbejderklassen svækket. Mange dukkede nakken. Vi har set den samme proces siden 2008, hvor krisen for alvor ramte Danmark. Mange af de netværk mellem arbejdspladserne, som eksisterede i 1970’erne, og som havde stået i front i klassekampen, blev nedbrudt under krisen i begyndelsen af 1980’erne.

En dyb krise vil ofte have den umiddelbare effekt at chokere arbejderklassen. Når truslen om massearbejdsløshed hænger tungt i luften, har det naturligt nok en afdæmpende effekt på strejkeaktiviteten. Ydermere led arbejdersiden nogle markante nederlag, hvor havnestrejken 1982-83 var den alvorligste. Denne viste så alvorlige sprækker i arbejderklassens organisering, at det gav borgerskabets høge mod på at indlede et opgør med arbejderklassens forhold og organisering. Som altid indbyder svaghed til aggression. Men den økonomiske vending i 1984 styrkede arbejdernes selvtillid. Samtidig hørte man om det ene enorme overskud efter det andet. De ofre, man havde ydet i kriseårene, begyndte man at kræve sig betalt for.

I 1984 havde Danmark 131.700 strejkedage mod 78.800 i 1983. I december 1984 gennemførtes de mest omfattende strejker inden en overenskomstforhandling siden 20'erne. Samtidig var LO blevet presset nedefra til at stå fast på kravet om 35 timers arbejdsuge bl.a. efter inspiration fra den vesttyske metalstrejke.

Regeringsindgreb

For at stoppe strejken greb den borgerlige Schlüter-regering ind i konflikten 30. marts. Indgrebet var endnu hårdere overfor arbejderne end den forligsskitse som parterne havde forkastet. Lønnen skulle kun stige et par procent over de næste år imod de fire procent, der havde stået i forligsskitsen, og arbejdsugen ville først blive sat ned til 39 timer om ugen i 1987 imod de 38,5 timer, de tyske arbejdere havde opnået, og som folk forventede.

SF kæmpede for en 35-timers arbejdsuge i 1985. Ved det efterfølgende valg fik partiet sit bedste valgresultat til dato

Indgrebet gjorde med øjeblikkelig virkning strejken ulovlig. Men det skabte samtidig en enorm vrede. I den periode, hvor strejken var lovlig, var aktiviteten relativt lav. Der var for eksempel kun 20.000, der demonstrerede i København, og 5000 i Aalborg, den 28. marts. Men hele situationen ændrede sig, da den borgerlige regering forsøgte at gribe ind i konflikten. Indgrebet fik den ulmende utilfredshed i arbejderklassen til at vise sig med fuld styrke.

Tillidsmandsmøde 27. marts

Straks da indholdet af det indgreb, som den borgerlige regering havde foreslået, blev kendt, blev der holdt et møde for alle tillidsmænd i København. Især en arbejdstidsnedsættelse på kun én time blev af mange opfattet som en hån mod 35-timerskravet. På mødet, som blev holdt i Nørrebrohallen, blev der desuden inviteret repræsentanter for de forskellige arbejderpartier – Socialdemokratiet, SF, Venstresocialisterne (VS) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Mødets leder var Jan Andersen, der var medlem af DKP og formand for Metals afdeling 13. Jan Andersen var i en årrække en art uformel leder af den københavnske venstrefløj.

Samtlige af de repræsentanter, som arbejderpartierne havde sendt, var imod indgrebet. Imidlertid var det meget få, der anviste en konkret vej til at kæmpe imod indgrebet – faktisk var det VS’ repræsentant, der som den eneste rejste parolen om en generalstrejke. Gert Petersen, der var formand for SF, opfordrede også til aktiv handling imod indgrebet. Han sagde: ”Lad dem [politikerne] forstå, at der ikke kan regeres uden om arbejderklassen.”

Spørgsmålet om generalstrejke

På mødet blev det tydeligt, at der var røre på arbejdspladserne. Der var mange, der nævnte, at det var nødvendigt at vælte Schlüter. Flere grupper af arbejdere – blandt andet stilladsarbejderne og arbejderne på Bing og Grøndahl – rejste behovet for en generalstrejke. Arbejderne på B&W havde besluttet, at de ville nedlægge arbejdet i 24 timer den følgende mandag. Desuden blev der på mødet rejst krav om, at der skulle afholdes et nationalt tillidsmandsmøde i påsken, der var lige om hjørnet.

Selv om mødet var for københavnske tillidsfolk, indløb der hele tiden meldinger fra provinsen, om at der var spirende røre. I sin afrunding af mødet gled Jan Andersen imidlertid behændigt af på spørgsmålet om generalstrejke. Han sagde, at en ”generalstrejke skal ikke proklameres – den skal skabes.” Han tilføjede: ”Hvis aktiviteterne de næste dage bliver tilstrækkelig store og tilstrækkelig mange går med, ja så vil generalstrejken være en realitet.” Det eneste konkrete, der blev vedtaget på mødet, var, at der skulle være et nyt tillidsmandsmøde den 2. april.

DKP-ledernes rolle

Det var tydeligt, at Jan Andersen og den fløj i DKP, han tilhørte, forsøgte at undgå en generalstrejke. Den ledende linje i DKP havde i mange år (især efter Anden Verdenskrig) bestået i en høj grad af tilpasning til det kapitalistiske samfund. De ledende DKP’ere var (i modsætning til mange af medlemmerne) karakteriseret ved deres manglende tiltro til arbejderne og deres evne til at ændre samfundet. I realiteten havde de ledende DKP’ere smidt ethvert perspektiv om socialisme over bord.

Fra blokaden af Christiansborg

De ledende DKP’ere gjorde under hele forløbet i 1985 alt, hvad de kunne, for at holde bevægelsen ”under kontrol” og modarbejdede alle forsøg på at udvide bevægelsen til en generalstrejke, der kunne vælte den borgerlige regering. Al snak om, at en generalstrejke skal ”skabes” i stedet for at ”proklameres” var kun et dække for ikke at gøre noget, der kunne føre bevægelsen fremad til sejr. I virkeligheden er der slet ikke nogen modsætning mellem at proklamere og skabe en generalstrejke. Ingen af delene kan udelades, hvis en generalstrejke skal blive en realitet.

Selv den mindste strejke eller aktion kræver forberedelse og planlægning. Det kræver desuden, at der bliver stillet et forslag, at man argumenterer for sit forslag, og at forslaget kan blive diskuteret. Det gælder desto mere for en generalstrejke. Hvis en generalstrejke skulle ”skabes” uden at nogen skulle foreslå den eller stemme om den, ville den aldrig blive til noget – og det blev også resultatet i 1985. Det største ansvar for, at generalstrejken ikke blev til noget, hviler på de ledere af DKP, som gjorde alt, de kunne, for at undgå en reel diskussion (for slet ikke at tale om afstemning og forberedelse) af en generalstrejke som et middel til at vælte Schlüter.

Christiansborg bliver blokeret

Ved Christiansborg den 28 marts sker der noget mærkværdigt på slaget otte. Dagbladet Information skrev: ”Efter en nøje fastlagt plan går omtrent 2000 fodgængere i løbet af få minutter i stilling og danner blokader på alle broerne, der forbinder Christiansborg med den øvrige by.”

Fra blokaden af Christiansborg

Blokaden havde været forberedt i god tid med forvisning om at der ville komme et indgreb. En lang række arbejdspladser og 20 fagforeninger deltog. Målet var at blokaden skulle holdes indtil klokken 12, hvor der skulle afholdes demonstration på slotspladsen. Politiet var fuldstændig uforberedt, og i lang tid var betjentene helt magtesløse. Blokaden af Christiansborg var total indtil klokken 9.30. Selv ikke justitsminister Erik Ninn Hansen kom igennem, selvom han trak sit politiskilt. En politibil, der forsøgte at presse sig igennem, blev standset og væltet omkuld af arbejderne.

Gnisten bliver tændt

Først klokken 10 kunne mødet i Folketingssalen begynde, da politiet klokken halv ti havde samlet tilstrækkeligt med mandskab til at indlede et angreb mod arbejderne. Flere steder gik det temmelig voldsomt for sig. Men politiet formåede ikke at bryde blokaderne fuldstændig. Danmarks Radio dækkede løbende blokaden, så mange strejkende kunne følge med i blokaden. Det gjorde, at strejkende over hele landet fulgte med og bakkede op om blokaden.

Centrumdemokraternes medlem af Radiorådet Peter Duetoft erklærede, at DR burde have indstillet udsendelserne allerede om morgenen. Efter hans opfattelse havde de mange reportager om strejker blot medvirket til yderligere at forstærke strejkebølgen

En mejeriarbejder fortalte: “Folk, som dagen før ville være blevet forfærdede, sagde, at det havde de godt af. Alle snakkede om det. Vi grinede alle af politikerne. Det var starten på det, der fulgte.”

Gå til anden del af artiklen

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.