Kilde: Lenin om kvindens frigørelse, Sputnik, Progres, udgivet af forlaget Tiden Kbh 1980. Teksten er dateret Moskva, slutningen af januar 1925. Artiklen findes også i bogen Kvindekamp er klassekamp. Køb den HER.

Clara Zetkin (1853-1933)Clara Zetkin (1853-1933)... Gentagne gange talte kammerat Lenin med mig om kvindespørgsmålet. Han tillagde åbenbart kvinde­bevægelsen en meget stor betydning, nemlig som en væsentlig bestanddel, under visse omstændigheder en afgørende bestanddel af massebevægelsen. Naturligvis var kvindens fuldstændige sociale ligeberettigelse for ­ham en grundsætning, der for kommunister var hæ­vet over enhver diskussion.

Det var i Lenins store arbejdsværelse i Kreml, at vi havde den første længere samtale om dette emne i efteråret 1920. Lenin sad ved sit skrivebord, der med sine stabler af papirer og bøger fortalte om studium og arbejde uden „genial uorden”.

„Vi må ubetinget skabe en kraftig international kvindebevægelse på et klart teoretisk grundlag," så­dan indledte Lenin samtalen, efter at vi havde hilst på hinanden. „Uden marxistisk teori ingen god prak­sis, det er klart. For os kommunister er den største principielle renhed nødvendig også i dette spørgs­mål. Vi må afgrænse os skarpt fra alle andre partier. Desværre har vor anden internationale kongres[1] svigtet i behandlingen af kvindespørgsmålet. Den har rejst spørgsmålet, men er ikke nået til at tage stand­punkt. Sagen ligger endnu i en kommission. Den skal udarbejde en resolution, teser, retningslinjer. Hid­til er den dog ikke kommet langt. De må hjælpe med her.”

kvindekamp er klassekampKøb bogen kvindekamp er klassekamp.
Klik på billedet for at gå til webshop.
Hvad Lenin sagde, havde jeg allerede hørt fra anden side, og jeg udtalte min forbavselse over det. Jeg var fuld af begejstring for det, de russiske kvin­der havde ydet i revolutionen og stadig ydede for dens forsvar og videreudvikling. Også hvad de kvin­delige kammeraters stilling og beskæftigelse inden for det bolsjevikiske parti angår, forekom dette mig at være et mønsterparti, ja mønsterpartiet slet og ret. Det alene tilførte allerede en international kommu­nistisk kvindebevægelse værdifulde, skolede og erfar­ne kræfter og et stort historisk eksempel.

[Læs også: Hvem står bag Revolution?]

„Det er rigtigt, det er alt sammen godt og smukt," mente Lenin med et stille, fint smil. „I Petrograd, her i Moskva, i byer og industricentre ude omkring i landet har de proletariske kvinder optrådt prægtigt i revolutionen. Uden dem ville vi ikke have sejret. El­ler i hvert fald næppe sejret. Det er min mening. Hvor var de tapre, og hvor tapre er de ikke i dag! Forestil Dem alle de lidelser og savn, de bærer. Og de holder ud, fordi de vil bevare sovjetterne, fordi de ønsker friheden, kommunismen. Javel, vore pro­letariske kvinder er prægtige klassekæmpere. De for­tjener, at man beundrer dem og elsker dem. I øvrigt må man anerkende, at også det konservative borger­skabs damer i Petrograd viste sig meget taprere mod os end de små officerselever. Det er sandt. I partiet har vi pålidelige, kloge og utrætteligt virksomme kvindelige kammerater. Vi har kunnet besætte man­ge vigtige poster i sovjetterne og eksekutivudvalgene, i folkekommissariaterne og de offentlige tjenester af enhver art med dem. Mange arbejder dag og nat i partiet eller blandt masserne af proletarer, bønder, i den røde hær. Det er overordentlig værdifuldt for os. Det er også vigtigt for kvinderne overalt i verden. Det vidner om kvindernes talenter, om den store vær­di, som deres arbejde har for samfundet. Det første proletariatets diktatur er en sand banebryder for kvin­dens fulde sociale ligeberettigelse. Det udrydder fle­re fordomme end bøger fulde af litteratur om kvin­dernes rettigheder. Men uanset alt dette har vi end­nu ingen international kommunistisk kvindebevægel­se, og vi må ubetinget have den. Vi må straks gå i gang med at skabe den. Uden den er vor Interna­tionales og dens partiers arbejde ikke fuldstændigt og vil aldrig kunne blive fuldstændigt. Men vi må udfø­re et fuldstændigt arbejde for revolutionen. Fortæl mig, hvordan det står til med det kommunistiske ar­bejde ude i verden.”

Jeg berettede herom, så godt jeg dengang kunne være underrettet; der fandtes endnu kun en meget løs og uregelmæssig forbindelse mellem de partier, der havde tilsluttet sig Kommunistisk Internationale. Lenin lyttede opmærksomt med kroppen en smule foroverbøjet, uden tegn på at kede sig, blive utålmo­dig eller trættes, og fulgte også bitingene med an­spændt interesse. Jeg har ikke kendt nogen, der lyt­tede mere intenst end han og hurtigt ordnede det hørte og bragte det i almindelig sammenhæng. Det viste de korte, altid meget bestemte spørgsmål, hvor­med han nu og da afbrød beretningen, og hans sene­re tilbagevenden til en og anden enkelthed i samta­len. Lenin gjorde nogle korte notater.

Det var naturligt, at jeg talte særlig indgående om tingenes tilstand i Tyskland. Jeg fortalte Lenin, hvil­ken stor vægt Rosa Luxemburg havde lagt på, at vi samlede de bredeste kvindemasser til de revolutionæ­re kampe. Efter grundlæggelsen af det kommunistiske parti pressede hun på for at få udsendt et kvinde­blad. Da Leo Jogisches under sit sidste samvær med mig — halvanden dag før snigmordet på ham — drøftede partiets nærmeste arbejde med mig og overdrog mig forskellige opgaver, hørte hertil en plan for organiseringen af arbejdet blandt de arbejdende kvin­der. På sine første illegale konferencer beskæftigede partiet sig med dette spørgsmål. Næsten uden undta­gelse var de fremtrædende skolede og erfarne kvinde­lige agitatorer og førere fra førkrigstiden og krigsti­den forblevet hos de to afskygninger af socialdemo­kratiet og fastholdt stadig de proletariske kvinder, der rørte på sig. Imidlertid havde der allerede samlet sig en lille stamme af energiske, opofrende kvindelige kammerater, der deltog i alle partiets arbejder og kampe. Partiet selv havde allerede organiseret en planmæssig virksomhed blandt de proletariske kvinder. Naturligvis var det hele endnu kun en begyndelse, men dog allerede en god begyndelse.

„Ikke dårligt, slet ikke dårligt," sagde Lenin. „De kvindelige kammeraters energi, offervilje og begejst­ring, deres mod og deres klogskab i illegalitetens og halvlegalitetens tid åbner gode perspektiver for ud­viklingen af arbejdet. Det er værdifulde momenter, der vil kunne udvide partiet og øge dets kraft, samle masserne og gennemføre aktioner. Men hvordan står det til med de kvindelige og mandlige kammeraten principielle klarhed og skoling i spørgsmålet? Det er dog af grundlæggende betydning for arbejdet blandt masserne. Det øver stor indflydelse på, hvad der kommer ud blandt masserne, hvad de bliver vundet for og begejstret for. Jeg kan ikke i øjeblikket komme i tanker om, hvem der har sagt: ’For at udføre store ting, må man være begejstret’. Vi og de arbej­dende i hele verden har virkelig store ting at udføre. Hvad er det altså, jeres kvindelige kammerater, Tysk­lands proletariske kvinder begejstres for? Hvordan står det til med deres proletariske klassebevidsthed, samler de deres interesse, deres virke om dagens po­litiske krav, hvad står i centrum for deres tanker?

Herom har jeg hørt mærkelige ting af russiske og tyske kammerater. Det må jeg sige. Man har fortalt mig, at en begavet kommunistisk kvinde i Hamburg udgiver et blad for de prostituerede og vil organisere dem til den revolutionære kamp. Rosa har som kom­munist følt og handlet menneskeligt, da hun i en artikel tog sig af de prostituerede, der var kommet i fængsel for en eller anden forseelse mod politived­tægterne om udøvelsen af deres triste erhverv. De er i dobbelt forstand beklagelsesværdige ofre for det borgerlige samfund. Først ofre for dets forbandede ejendomsforhold og så for dets forbandede moralske hykleri. Det er klart. Kun en rå og kortsynet person kan glemme det. Men et er dog at forstå dette og noget ganske andet at organisere de prostituerede — hvor­dan skal jeg udtrykke det—som en særlig dygtig revolutionær kamptrop og udgive et fagblad for dem. Findes der da i Tyskland slet ingen industriarbejder­sker mere, der bør organiseres, for hvem der skulle findes et blad, der burde drages med i jeres kampe? Det drejer sig her om en sygelig udvækst. Det minder mig stærkt om den litterære mode, der omdigter en­hver prostitueret til en sukkersød madonna. Også her var oprindelsen sund: den sociale medfølelse, oprør mod bedsteborgernes dydige hykleri. Men det sunde blev borgerligt angrebet og udartede. I øvrigt: spørgs­målet om prostitution vil også i fremtiden rejse ad­skillige vanskelige problemer her hos os. De prostitue­redes tilbageførelse til produktivt arbejde, deres op­tagelse i samfundsgavnligt arbejde. Det er, hvad det kommer an på. Men at gennemføre dette med vor økonomis nuværende tilstand og under de givne al­mene omstændigheder, det er vanskeligt og kompli­ceret. Her har De et stykke kvindespørgsmål, der rejser sig vidt og bredt efter proletariatets erobring af statsmagten og kræver en praktisk løsning. Det vil endnu skaffe os mangt og meget at gøre her i Sovjetrusland. Men tilbage til jeres særlige tilfælde i Tyskland. Partiet bør under ingen omstændigheder roligt se på et sådant uvæsen fra sine medlemmers side. Det stifter forvirring og splitter kræfterne. Og De selv, hvad har De gjort mod det?

Endnu før jeg kunne svare, fortsatte Lenin: „Deres synderegister, Clara, er endnu større. Man har for­talt mig, at i de kvindelige kammeraters læse- og diskussionsaftener behandles især det seksuelle spørgs­mål, ægteskabsspørgsmålene. Det er hovedgenstand for interessen, den politiske undervisnings- og uddan­nelsesgenstand. Jeg ville ikke tro mine egne øren, da jeg hørte det. Det proletariske diktaturs første stat kæmper med de kontrarevolutionære fra hele verden. Situationen i Tyskland selv kræver den største kon­centration af alle proletariske og revolutionære kræf­ter for at kaste kontrarevolutionen, der trænger sta­dig mere frem, tilbage. Men de aktive kvindelige kam­merater drøfter det seksuelle spørgsmål og spørgsmå­let om ægteskabsformerne, i fortiden, nutiden og frem­tiden. De anser det for deres vigtigste pligt at oplyse de proletariske kvinder herom. Det mest læste skrift skal være en brochure af en ung kvindelig kammerat fra Wien om det seksuelle spørgsmål. Noget juks! Hvad der står af rigtigt deri, har arbejderne for længst læst hos Bebel. Blot ikke så kedeligt, så stift og skematisk som i brochuren, men agitatorisk griben­de, aggressivt mod det borgerlige samfund. Udvidel­sen med de Freud’ske hypoteser ser ud som ’dannel­se’, ja som videnskab, men er amatørfuskeri. Den Freud’ske teori er et sådant modenarreri for tiden. Jeg er mistroisk over for de seksuelle teorier i artik­lerne, afhandlingerne, brochurerne osv., kort sagt mod teorierne i den specielle litteratur, der vokser så fro­digt op i det borgerlige samfunds mistbænke. Jeg er mistroisk over for dem, der til stadighed kun stirrer på det seksuelle spørgsmål, som den hellige inder på sin navle. Det forekommer mig, at denne overdrivel­se af seksuelle teorier, der for størstedelen er hypote­ser, ofte ret vilkårlige hypoteser, udspringer af et per­sonligt behov, nemlig at retfærdiggøre sit eget unor­male eller overspændte seksualliv over for den bor­gerlige moral og anmode om dens overbærenhed. Den­ne forklædte respekt for den borgerlige moral er mig lige så meget imod som snagen i det seksuelle. Den kan gebærde sig så vildt og revolutionært, den vil, den er dog i sidste instans komplet borgerlig. Det er noget, der navnlig tiltaler intellektuelle og deres nærmeste lag. I partiet, i det klassebevidste; kæmpen­de proletariat er der ikke plads for det.”

Jeg indskød her, at det seksuelle spørgsmål og æg­teskabsspørgsmålet under privatejendommens og det borgerlige systems herredømme rejser mangeartede problemer, konflikter, lidelser for kvinderne af alle sociale klasser og lag. Krigen og dens følger havde netop i de seksuelle forhold skærpet de foreliggende konflikter og lidelser for kvinderne overordentligt, havde gjort problemer, der tidligere var tilsløret for dem, synlige. Hertil føjedes den urolige atmosfære un­der den begyndende revolution. Den gamle følelses- og ideverden var begyndt at vakle. De hidtidige so­ciale bindinger løsnedes og sprængtes, nye forbindel­ser og en ny indstilling mellem mennesker begyndte at danne sig. Interessen for de pågældende spørgsmål var et udtryk for behovet for opklaring og nyoriente­ring. Der åbenbarede sig, også heri en reaktion mod det borgerlige samfunds unatur og hykleri. Ægteskabs- og familieformerne under historiens forvandling, i deres afhængighed af det økonomiske liv var egnet til at ødelægge de proletariske kvinders overtro på det borgerlige samfunds evighed, En kritisk-historisk stillingtagen hertil må blive en hensynsløs sønderlemmelse af det borgerlige system, en afsløring af dets væsen og dets følger, også en brændemærkning af den forløjede seksuelle sædelighed. Alle veje fører til Rom. Enhver virkelig marxistisk analyse af en vigtig del af samfundets ideologiske overbygning, en fremtræden­de social foreteelse måtte føre til en analyse af det borgerlige samfund og dets ejendomsgrundlag, måtte klinge ud i et: Karthago bør ødelægges.

Lenin nikkede smilende. „Der har vi det. De er en veltalende forsvarer for Deres kvindelige kammerater og Deres parti! Naturligvis stemmer det, De siger. Men hermed undskyldes i bedste fald den i Tyskland begåede fejl, den retfærdiggøres ikke. Den er og bli­ver en fejl. Vil De virkelig påstå, at seksual- og ægteskabsspørgsmålet på læse- og diskussionsaftenerne bliver behandlet ud fra den levende, moderne, histo­riske materialisme? Det forudsætter en mangesidig, dyb viden, en klar marxistisk beherskelse af et uhyre materiale. Hvor har I nu kræfterne hertil? Hvis de var til stede, så ville det ikke forekomme, at en bro­chure som den nævnte benyttes som undervisnings­materiale ved læse- og diskussionsaftenerne. Man anbe­faler og kolporterer den, i stedet for at man skulle kri­tisere den. Hvori består da den utilstrækkelige, den umarxistiske behandling af spørgsmålet? I at sek­sual- og ægteskabsspørgsmålet ikke opfattes som en del af det store sociale spørgsmål. Og omvendt, at det store sociale spørgsmål fremtræder som en del af, som et vedhæng til seksualproblemerne. Hovedsagen viger tilbage og bliver biting. Det skader ikke blot klarheden i dette ene spørgsmål, det forplumrer de proletariske kvinders tænkning, klassebevidsthed over­hovedet.

Dertil kommer ikke mindst noget andet. Allerede den vise Salomon sagde, at alt har sin tid. Mon det dog nu er tiden til i månedsvis at underholde de pro­letariske kvinder med, hvordan man elsker og lader sig elske, hvorledes man frier og lader fri til sig? Na­turligvis, ’i fortid, nutid og fremtid’, hos forskellige folk. Hvilket man så stolt kalder historisk materialis­me. Nu må alle tanker hos de kvindelige kammera­ter, det arbejdende folks kvinder være rettet mod den proletariske revolution. Den skaber også grundlaget for den nødvendige fornyelse af ægteskabs- og seksual­forholdene. Nu er det da virkelig andre problemer, der træder i forgrunden, end australnegrenes ægte­skabsformer og søskendeægteskab i oldtiden. Arbejderrådene er stadigvæk et problem, der står på dagsorde­nen for de tyske proletarer. Versailles-traktaten [2] og dens virkninger i kvindemassernes liv, arbejdsløs­hed, faldende lønninger, skatter og meget andet. Kort sagt, jeg holder fast ved, at den slags politisk, social skoling af de proletariske kvinder er falsk, helt igen­nem falsk. Hvordan kunne De dog se til i tavshed? De måtte sætte Deres autoritet ind imod det.”

Jeg havde ikke ladet det mangle på kritik og fore­stillinger over for de førende kvindelige kammerater i de enkelte lokaliteter, forklarede jeg min ivrige ven.

Blot måtte han da vide, at en profet ikke var særlig agtet i sit fædreland og hos sine slægtninge. Jeg hav­de med min kritik gjort mig mistænkt for at bevare „stærke rester af socialdemokratisk indstilling og gam­meldags spidsborgerlighed". Imidlertid var kritikken til syvende og sidst ikke forgæves. Seksual- og ægteskabsspørgsmålet stod ikke mere i centrum for kur­sus og diskussionsaftener. Men Lenin førte de rejste tanker endnu videre.

„Jeg ved det, jeg ved det, sagde han, — også jeg er i denne henseende under mistanke for filisteri hos mange småfolk, selv om dette er mig modbydeligt. Der ligger så meget hykleri og indskrænkethed i det. Nå, jeg bærer det roligt! De små kyllinger med de gule næb, der knap er kommet ud af de borgerlige anskuelsers æg, er altid frygtelig kloge. Det må vi finde os i uden at forbedre os. Også ungdomsbevægel­sen lider af ’modernismen’ i indstillingen til det seksuelle spørgsmål og af at beskæftige sig overvælden­de med det.” Lenin betonede ordet modernisme iro­nisk og skar en afværgende grimasse. „Efter hvad der er blevet sagt mig fra mange sider, udtalte han vi­dere, — er det seksuelle spørgsmål også et yndlings­studium i jeres ungdomsorganisationer. Der skal knap være foredragsholdere nok til det. I ungdomsbevæ­gelsen er dette uvæsen særlig skadeligt, særlig farligt. Det kan meget let hos den enkelte bidrage til over­drivelse og overophidselse af det seksuelle liv, til øde­læggelse af ungdommens sundhed og kraft. De må også kæmpe mod denne foreteelse. Kvinde- og ung­domsbevægelsen har dog ikke så få berøringspunkter. Overalt burde vore kvindelige kammerater sam­arbejde planmæssigt mede ungdommen. Det er en fortsættelse, en udvidelse og højnelse af moderfølel­sen fra det individuelle til det sociale. Og alt våg­nende liv og virke hos kvinderne må fremmes, så at de frigør sig for deres spidsborgerlige individuelle hjem- og familiepsykologis snæverhed. Men dette er sagt i parentes.

Også hos os er en stor del af ungdommen heftigt i gang med at ’revidere den borgerlige opfattelse og moral’ i seksualspørgsmålet. Og jeg må tilføje: en stor del af vor bedste, vor virkeligt lovende ungdom. Det er, som De mente før. Krigens følger og den påbegyndte revolutions atmosfære bevirker, at de gamle ideologiske værdier opløses og mister deres bin­dende kraft, samtidig med at samfundets økonomiske grundlag omstyrtes. De nye værdier udkrystalliserer sig langsomt, under kampe. Også i forholdet mellem ­menneskene indbyrdes, mellem mand og kvinde, re­volutioneres følelserne og tankerne. Der sættes nye grænser mellem den enkeltes ret og helhedens ret, altså nye afgrænsninger for den enkeltes pligt. Tingene er endnu i den mest kaotiske gæring De forskellige modstridende tendensers retning og udvik­lingskraft fremtræder endnu ikke med fuld klarhed. Det er en langsom og ofte meget smertefuld proces af undergang og opståen. Netop også på de seksuelle forbindelsers, ægteskabets, familiens område. Det borgerlige ægteskabs forfald, råddenskab, smuds, med dets vanskelige opløselighed, dets frihed for manden; dets slaveri for kvinden, den seksuelle morals og de seksuelle forbindelsers ækle forløjethed fylder de ån­deligt virksomme og bedste kræfter med dyb afsky.

Postkort fra den socialistiske kvindekongres i København i 1910, der under ledelse af blandt andre Clara Zetkin fastlagde 8. marts som kvindernes internationale kampdagPostkort fra den socialistiske kvindekongres i København i 1910, der under ledelse af blandt andre Clara Zetkin fastlagde 8. marts som kvindernes internationale kampdagDen tvang, som det borgerlige ægteskab og bour­geoisistaternes familielove pålægger, skærper ondet og konflikterne. Det er den ’hellige’ ejendomsrets tvang. Den gør bestikkelighed, nedrighed, smuds hellige. Det honnette, borgerlige samfunds konventionelle hykleri gør resten. Menneskene søger deres ret over for den herskende modbydelighed og unatur. Og den enkeltes følelser ændres hurtigt, begæret og trangen efter en ændring i nydelsen vinder let utøjlet magt i en tid, hvor mægtige riger splittes, gamle herskerforhold sprænges; hvor en hel samfundsverden begynder at synke i grus. Seksual- og ægteskabsrevolution er i an­march svarende til den proletariske revolution. Det er nærliggende, at det dermed oprullede, meget ind­viklede kompleks af spørgsmål både beskæftiger kvin­derne og ungdommen i særlig grad. Begge lider de lige hårdt under nutidens seksuelle misforhold. Ung­dommen rebellerer med sin alders fulde heftighed derimod. Det er forståeligt. Intet ville være mere falsk end at prædike munkeagtig askese for ungdommen eller forlange, at den skal anse den anløbne borgerli­ge moral for hellig. Det er blot betænkeligt, hvis det seksuelle, der allerede fysisk er stærkt fremherskende, i disse år skal stå i midtpunktet også psykisk. Hvilke skæbnesvangre følger har det ikke...

Ungdommens ændrede indstilling til det seksuelle livs spørgsmål er naturligvis ’principiel’ og hviler på en teori. Mange kalder deres indstilling ’revolutio­nær’ og ’kommunistisk’. De tror ærligt, at det er tilfældet. Mig gamle imponerer det ikke. Skønt jeg er alt andet end en dyster asket, forekommer ungdom­mens såkaldte ’nye seksuelle liv’ — mange gange også de ældres — mig ofte nok at være rent borgerligt, som en udvidelse af det ærkeborgerlige bordel. Alt det har intet til fælles med kærlighedens frihed, som vi kom­munister forstår den. De kender sikkert den famøse teori om, at i det kommunistiske samfund skulle tilfredsstillelsen af det seksuelle, driftsliv, kærlighedsbe­hovet, være lige så simpelt og uvæsentligt som ’at drik­ke et glas vand’. Denne vandglasteori har gjort en del af vor ungdom gal, fuldkommen gal. Den er ble­vet mange unge mænds og pigers skæbne. Dens til­hængere hævder, den er marxistisk. Jeg siger tak for en sådan marxisme, der umiddelbart og i lige linje, afleder alle foreteelser og forandringer i samfundets ideologiske overbygning fra dets økonomiske basis. Slet så simple er tingene nu alligevel ikke. Det har en vis Friedrich Engels for længst fastslået med hensyn til den historiske materialisme.

Den berømte vandglasteori anser jeg for fuldstæn­dig umarxistisk og dertil usocial. I det seksuelle liv virker ikke blot det naturgivne, men også det kulturskabende, det være sig højt eller lavt. Engels har i sin ’Familiens oprindelse’ henvist til, hvor betydningsfuldt det er, at den almindelige kønsdrift har udviklet og forfinet sig til den individuelle kønskærlighed. For­bindelsen mellem kønnene er dog ikke simpelt hen et udtryk for vekselspillet mellem samfundsøkonomien og et fysisk behov, der betragtes fysiologisk og derved isoleres rent tankemæssigt. Det ville være rationalisme, ikke marxisme, hvis man uden videre ville føre en forvandling af disse forbindelser tilbage til samfun­dets økonomiske grundlag og altså behandle dem iso­leret og løsrevet fra deres sammenhæng med den sam­lede ideologi. Vist så! Tørst må stilles. Men vil det normale menneske under normale forhold smide sig i gadesnavset og drikke af en vandpyt? Eller blot af et glas, hvis rand er fedtet af mange læber? Men vig­tigere end noget andet er den sociale side. At drikke vand er virkelig noget individuelt. Til kærlighed hører der to, og der kan opstå en tredje, et nyt liv. I dette forhold ligger en samfundsinteresse, en pligt mod fæl­lesskabet.

Som kommunist har jeg ikke den ringeste sympati for vandglasteorien, heller ikke selv om den bærer den smukke etikette: ’Kærlighedens befrielse’. I øvrigt er denne befrielse af kærligheden hverken ny eller kom­munistisk. De vil huske, at den så langt tilbage som midt i forrige århundrede blev prædiket som ’hjer­tets emancipation’ i skønlitteraturen. I bourgeoisiets praksis udfoldede den sig som kødets emancipation. Prædikenen var dengang mere talentfuld end i dag; hvorledes det forholder sig med praksis, kan jeg ik­ke bedømme. Med min kritik vil jeg slet ikke prædike askese. Det falder mig ikke ind. Kommunismen skal ikke bringe askese, men livsglæde, livskraft også i et fuldt kærlighedsliv. Men efter min mening giver den nu så almindelige overdrivelse af det seksuelle ikke livsglæde og livskraft, den mindsker dem kun. I re­volutionens tidsalder er det slemt, meget slemt.

Navnlig fordi ungdommen har brug for livsglæde og livskraft. Sund sport, gymnastik, svømning, van­dringer, alsidig legemlig udfoldelse, mangesidighed i de åndelige interesser. Lære, studere, undersøge, så vidt muligt i fællesskab! Alt det vil give ungdommen mere end de evige foredrag og diskussioner om seksuelle problemer og den såkaldte uhæmmede livsudfoldel­se. Et sundt legeme, en sund ånd! Hverken munk el­ler Don Juan, men heller ikke som mellemting den tyske filister. De kender jo den unge kammerat X. Y. Z. En prægtig fyr, højt begavet. Jeg er bange for, at der trods alt aldrig bliver noget rigtigt ud af ham. Han suser og raver fra den ene pigehistorie til den anden. Det duer ikke for den politiske kamp, ik­ke for revolutionen. Jeg stoler ikke på pålideligheden, udholdenheden i de kvinders kamp, hos hvem den personlige roman flettes sammen med politik. Heller ikke på de mænd, der løber efter ethvert skørt og lader sig bedåre af ethvert fruentimmer. Nej, nej, det går ikke i spænd med revolutionen." Lenin sprang op, slog hånden i bordet og gik nogle skridt i værel­set.

„Revolutionen kræver koncentration, øgede kræf­ter. Af masserne, af den enkelte. Den kan ikke tåle nogen orgietilstande, som er det normale for d'An­nunzios dekadente helte og heltinder. Det seksuelle livs tøjlesløshed er borgerlig, en forfaldsforeteelse. Proletariatet er en opstigende klasse. Det behøver ikke rusen til bedøvelse eller som stimulans. Det behøver lige så lidt den seksuelle som den alkoholiske berusel­se. Det må ikke og vil ikke forglemme sig selv, ikke glemme kapitalismens afskyelighed, smuds, barbari.

Det får den stærkeste stimulans til kamp fra sin klas­sestilling, fra det kommunistiske ideal. Det har brug for klarhed, klarhed og endnu en gang klarhed. Der­for gentager jeg, ingen svækkelse, ingen bortødslen, ingen ødelæggelse af kræfter. Selvbeherskelse, selvdis­ciplin er ikke slaveri, heller ikke i kærlighed. Nå, men undskyld mig, Clara. Jeg er kommet langt bort fra udgangspunktet i vor samtale. Hvorfor har De ikke kaldt mig til orden? Min tunge er løbet løbsk med bekymringer. Vor ungdoms fremtid ligger mig meget på hjerte. Det er en del af revolutionen. Og når der viser sig skadelige foreteelser, der fra det borgerlige samfund kryber over i revolutionens verden — som rødderne fra mange ukrudtsplanter breder sig langt omkring — så er det bedre at vende sig imod det i god tid. I øvrigt er de berørte spørgsmål jo også dele af kvindespørgsmålet."

Lenin havde talt med stor ivrighed og eftertryk. Jeg følte på hvert ord, at de kom fra hjertet, udtryk­ket i hans ansigtstræk bekræftede det. Ofte understre­gedes en tanke med en energisk håndbevægelse. Jeg beundrede, hvorledes Lenin ved siden af afgørende store politiske spørgsmål også kunne behandle og tage stilling til tilværelsens enkelte sider med så stor op­mærksomhed. Og det gjaldt problemerne ikke blot i Sovjetrusland, men også i de kapitalistiske stater. Som den fremragende marxist han var, opfattede han det enkelte, hvor og i hvilken skikkelse det viste sig, i dets sammenhæng med det store, med helheden og i dets betydning herfor. Hans livsvilje, hans livsmål var en helhed, urokkeligt som en uimodståelig naturkraft rettet mod det ene: at fremskynde revolutionen som massernes værk. Derfor vurderede han alt ud fra dets følger for revolutionens bevidste drivkræfter. Na­tionalt som internationalt, for hans øjne stod altid den ene, udelelige, proletariske verdensrevolution samtidig med, at han fuldt ud anerkendte de historisk givne særegenheder i de enkelte lande og de forskel­lige udviklingsetaper.

„Hvor jeg beklager, at ikke hundreder, ikke tusin­der har hørt Deres ord, kammerat Lenin," udbrød jeg. „De ved jo, at mig behøver De ikke at omvende. Men hvor ville det være vigtigt, at ven og fjende hør­te Deres mening." Lenin smilte godmodigt. „Måske vil jeg engang tale eller skrive om de anførte spørgs­mål. Senere — ikke nu. Nu må al kraft og tid kon­centreres om andre ting. Der er større, tungere be­kymringer. Kampen for at hævde og styrke sovjetsta­ten er langtfra til ende endnu. Vi må fordøje udfal­det af krigen med Polen [3] og søge at få det bed­ste ud af det. Mod syd står Wrangel endnu. Nuvel, jeg er fast overbevist om, at vi nok skal klare det. Det vil også give de engelske og franske imperialister og deres små vasaller noget at tænke på. Vi har endnu den vanskeligste del af vor opgave foran os: opbyg­ningen. Dermed vil også spørgsmålene om de seksuel­le forbindelser, ægteskabet og familien trænge sig på som aktuelle. I mellemtiden må I bakse med dem, når og hvor det gøres påkrævet. I må forhindre, at disse spørgsmål bliver behandlet umarxistisk og giver gro­bund for ødelæggende afvigelser og chikaner. Og her­med kommer jeg endelig til Deres arbejde."

Clara Zetkin var ledende medlem af kommunistpartiet i Tyskland i 1920'erneClara Zetkin var ledende medlem af kommunistpartiet i Tyskland i 1920'erne

Lenin så på uret. „Den tid, jeg har til rådighed for Dem, er allerede halvt udløbet," sagde han. „Jeg har spildt tiden med at snakke. De skal udarbejde ret­ningslinjer for det kommunistiske arbejde blandt kvin­demasserne. Jeg kender Deres principielle indstilling og praktiske erfaring. Vor drøftelse af arbejdet kan derfor blive kort. Altså skyd løs. Hvordan forestiller De Dem retningslinjerne?" Jeg gav et sammentrængt overblik over dem. Lenin nikkede gentagne gange bi­faldende uden at afbryde mig. Da jeg var færdig, så jeg spørgende hen på ham. „Indforstået, sagde han, —drøft også arbejdet med Sinovjev. Det er også godt, hvis De beretter derom og diskuterer det i et møde med de førende kvindelige kammerater. Det er en skam, en stor skam, at kammerat Inessa [4] ikke er her. Hun er syg og er rejst til Kaukasus. Efter diskussio­nen skriver De retningslinjerne. En kommission vil drøfte dem igennem, og eksekutivkomiteen vil træffe den endelige afgørelse. Jeg vil kun udtale mig om nogle hovedpunkter, i hvilke jeg fuldt ud deler Deres indstilling. De forekommer mig også at være vigtige for vort løbende agitations- og propagandaarbejde, hvis dette arbejde skal forberede aktion og kamp og gøre det resultatrigt.

Retningslinjerne må skarpt give udtryk for, at vir­kelig befrielse af kvinden kun er mulig gennem kom­munismen. Den uløselige sammenhæng mellem kvin­dens sociale og menneskelige stilling og privatejen­domsretten til produktionsmidlerne må udarbejdes stærkt. Dermed drages der et fast og varigt skel over for den snævre kvindesagsbevægelse. Men hermed er også grundlaget givet for at opfatte kvindespørgsmå­let som en del af det sociale spørgsmål, arbejderspørgs­målet og som sådan forbinde det fast med den prole­tariske klassekamp og revolutionen. Den kommunisti­ske kvindebevægelse selv må være en massebevægelse, en del af den almindelige massebevægelse. Ikke blot for proletarerne, men for alle mulige udbyttede og undertrykte, alle ofre for kapitalismen eller for en her­skerklasse. Heri ligger også dens betydning for prole­tariatets klassekampe og for dets historiske værk: det kommunistiske samfund. Vi kan med rette være stol­te af, at vi har en elite af revolutionære kvinder i partiet, i Kommunistisk Internationale. Men det er ikke afgørende. Vi må vinde millionerne af arbejden­de kvinder i by og på land for os. For vore kampe og ganske specielt for den kommunistiske omvæltning af samfundet. Uden kvinderne findes der ingen vir­kelig massebevægelse.

Af vor ideologiske opfattelse følger også det orga­nisatoriske. Ingen specialforeninger for kommunistiske kvinder. Den kvinde, der er kommunist, hører hjem­me i partiet som medlem ligesom den mandlige kom­munist. Med samme pligter og rettigheder. Herom kan der ikke være to meninger. Men der er en er­kendelse, vi ikke må lukke os ude fra. Partiet må have organer, arbejdsgrupper, kommissioner, udvalg, afde­linger, eller hvad man vil kalde det, der har den sær­lige opgave at vække de bredest mulige kvindemasser, forbinde dem med partiet og varigt at holde dem un­der dets indflydelse. Hertil hører naturligvis, at vi absolut systematisk er virksomme blandt disse kvin­demasser. Vi må skole de vakte og vinde og udruste dem til de proletariske klassekampe under det kom­munistiske partis ledelse. Jeg tænker ikke alene på proletarkvinderne, enten de nu står på fabrikken el­ler i hjemmet. Jeg tænker også på smålandbrugets kvinder, småborgerskabets kvinder fra de forskellige lag. De er alle sammen blevet bytte for kapitalismen, efter krigen mere end nogen sinde. Disse kvindemas­sers lidet politiske, lidet sociale, tilbagestående psyke, deres isolerede virkefelt, hele tilsnittet af deres liv er kendsgerninger. Det ville være tåbeligt ikke at se det­te, ganske tåbeligt. Vi har brug for egne organer til arbejdet blandt dem, særlige agitationsmetoder og or­ganisationsformer. Det er ikke feminisme, det er prak­tisk, revolutionær formålstjenlighed."

Jeg sagde til Lenin, at hans fremstilling var en værdifuld opmuntring for mig. Mange kammerater, meget gode kammerater, bekæmpede på det mest energiske, at partiet skabte specialorganer for det planmæssige arbejde blandt kvindemasserne. De for­dømte det som kvindesagsideer og tilbagefald i so­cialdemokratiske traditioner. De gjorde gældende, at de kommunistiske partier, fordi de principielt tilstår kvinderne ligeret, følgelig også skulle være virksom­me uden differentiering blandt de arbejdende masser overhovedet i deres helhed. Kvinderne måtte inddra­ges sammen med mændene og under de samme betingelser som dem. Enhver agitatorisk og organisato­risk iagttagelse af de af Lenin fremhævede omstæn­digheder blev af den modsatte anskuelses forfægtere betegnet som opportunisme, som prisgivelse af prin­cippet og forræderi.

„Det er ikke noget nyt og intet bevis," sagde Le­nin. „I må ikke lade jer forvirre af det. Hvorfor har vi ingen steder — ikke engang her i Sovjetrusland —lige så mange kvinder som mænd i partiet? Hvorfor er antallet af fagligt organiserede kvinder så lavt? Det giver grund til overvejelse. Fornægtelsen af de uundværlige særlige organer for vort arbejde blandt de brede kvindemasser er en aflægger af den også me­get principielle, meget radikale opfattelse blandt vo­re kære venner fra Kommunistisk Arbejderparti [5]. Ifølge denne må der kun findes en eneste organisa­tionsform: arbejderunionen. Jeg kender det. Der er adskillige revolutionært sindede, men uklare hoveder, der altid kommer i tanker om et princip, ’når be­greberne ellers mangler’. Det vil sige, når man ikke vil se de nøgterne kendsgerninger, der skal tages med i betragtning. Hvorledes klarer sådanne vogtere af ’det rene princip’ sig, når de skal tage stilling til, hvad vi historisk er nødt til at gøre i vor revolutionspolitik? Al denne snak bryder sammen over for den ubønhør­lige nødvendighed. Uden millioner af kvinder med os kan vi ikke udøve det proletariske diktatur, kan vi ikke opbygge på kommunistisk vis. Vi må søge ve­jen til dem, må studere, prøve os frem for at finde den.

Det er derfor også rigtigt, at vi rejser krav til gunst for kvinderne. Det er ikke mindste- og reformprogram som i socialdemokratierne, i II Internationale [6]. Ik­ke nogen bekendelse af, at vi tror på bourgeoisher­lighedens og bourgeoisistatens evighed eller blot lang­varige eksistens. Ikke et forsøg på at snakke godt for kvindemasserne ved reformer og lokke dem bort fra den revolutionære kamps vej. Det er slet ikke noget af alt dette og anden reformistisk svindel. Vore krav er blot praktiske konklusioner, som vi drager af, hvad kvinderne virkelig har brug for, af deres skændige ydmygelser som svage og retsløse i det borgerlige sy­stem. Vi beviser derved, at vi kender disse behov og ydmygelser, som kvinderne føler, og vender os mod mandens forret. At vi hader alt, ja hader og vil af­skaffe det, der trykker og piner arbejderkvinden, ar­bejderhustruen, bondekonen, den lille mands kone, ja i mange henseender endog de besiddende klassers kvinder. De rettigheder og sociale foranstaltninger, vi forlanger for kvinderne i det borgerlige samfund, er beviser for, at vi forstår kvindernes stilling og deres interesser og vil tage hensyn til dem under det pro­letariske diktatur. Naturligvis ikke som søvndyssende reformister, der optræder i en formynders rolle. Nej, slet ikke. Som revolutionære, der opfordrer kvinderne til som ligeberettigede at arbejde med på omskabel­sen af det økonomiske liv og den ideologiske overbyg­ning.”

Jeg forsikrede Lenin, at jeg delte hans opfattelse, men at den sikkert ville støde på modstand. Usikre og ængstelige gemytter ville vise den tilbage som betæn­kelig opportunisme. Man kunne heller ikke benægte, at vore dagskrav for kvinderne kunne blive forkert opfattet og udlagt.

„Åh, hvad!” udbrød Lenin gnavent. „Den fare findes for alt muligt, som vi siger og gør. Hvis vi af frygt for det lader os holde tilbage fra at gøre det formålstjenlige og nødvendige, så kan vi lige så godt med det samme gøre os til indiske søjlehelgener. Ikke rø­re, endelig ikke røre, vi kunne tumle ned fra vore princippers høje søjle! I vort tilfælde er det ikke blot hvad, men også hvordan, det kommer an på i vore krav. Jeg tror, at jeg har antydet det tilstrækkeligt klart. Det er en selvfølge, at vi ikke aflirer vore krav for kvinderne propagandistisk som perlerne i en ro­senkrans. Nej, alt efter de foreliggende omstændig­heder må vi kæmpe snart for dette, snart for hint. Na­turligvis altid i sammenhæng med de almindelige pro­letariske interesser.

Enhver sådan kamp bringer os i modsætning til det storborgerlige slæng og til dets værdige reformistiske lakajer. Den tvinger disse til enten at kæmpe med un­der vor ledelse — hvad de ikke vil — eller også til at afsløre sig selv. Altså, kampen udmejsler os og viser vort kommunistiske ansigt. Den skaffer os tillid blandt brede kvindemasser, der føler sig udbyttet, undertrykt, trådt under fode. Af mandens herredømme, af arbejdsgiverens magt, af hele det borgerlige samfund. Forrådt, forladt af alle erkender de arbejdende kvin­der, at de må kæmpe sammen med os. Må jeg endnu specielt sværge for Dem eller få Dem til at sværge på, at også kampene for kvindekravene må forbindes med målet: erobring af magten, oprettelse af det proleta­riske diktatur? Det er og forbliver i denne tid vort alfa og omega. Det er klart, fuldstændig klart. Men de bredeste kvindemasser i det arbejdende folk vil ikke føle sig uimodståeligt drevet til at deltage i vore kam­pe om statsmagten, hvis vi dertil kun blæste i basu­ner for dette ene krav, om det så var med Jerikos basuner. Nej, nej! Vi må også i kvindemassernes be­vidsthed knytte vor opfordring politisk sammen med de arbejdende kvinders lidelser, behov, ønsker. De må vide, hvad det proletariske diktatur betyder for dem: fuld ligeberettigelse med manden i lov og i praksis, i familien, i staten, i samfundet; omstyrtelse af bour­geoisiets magt.”

„Sovjetrusland beviser det,” brød jeg ind. „Det vil være vort store skoleeksempel.”

Lenin fortsatte: „Sovjetrusland rykker vore kvin­dekrav ind i en ny belysning. Under det proletariske diktatur er de ikke kampobjekt mellem proletariat og bourgeoisi. Gennemført bliver de til byggesten i det kommunistiske system. Det viser kvinderne derude den afgørende vigtighed af proletariatets magterobring. Forskellen må skarpt udarbejdes, for at I kan vinde kvindemasserne for proletariatets revolutionære klas­sekampe. Deres mobilisering, gennemført i klar prin­cipiel forståelse og på fast organisatorisk grundlag er et livsspørgsmål for de kommunistiske partier og de­res sejre. Men lad os ikke bedrage os selv. Vore natio­nale sektioner mangler endnu stadig den rette forstå­else herfor. De er afventende, skødesløse over for den opgave at skabe en massebevægelse af de arbejdende kvinder under kommunistisk ledelse. De forstår ikke, at udfoldelsen og ledelsen af en sådan massebevægel­se er en vigtig del af partiets samlede virksomhed, ja halvdelen af det samlede partiarbejde. Deres lejlighedsvise anerkendelse af nødvendigheden og værdien af en kraftig, målbevidst kommunistisk kvindebevæ­gelse er en platonisk bekendelse i ord alene, ikke par­tiets stadige omsorg og arbejdspligt.

Clara Zetkin og Rosa Luxemburg i 1910Clara Zetkin og Rosa Luxemburg i 1910Man betragter den agitatoriske og propagandistiske virksomhed blandt kvindemasserne, deres vækkelse og revolutionering som en biting, som et anliggende for de kvindelige kammerater alene. Dem alene bebrej­der man, at det ikke går hurtigere og kraftigere frem­ad med det. Det er forkert, bundforkert! Virkelig se­paratisme og kvindesagsideer à la rebours, som fransk­mændene siger, kvindesagsideer med modsat fortegn! Hvad ligger der da til grund for vore nationale sek­tioners falske indstilling? Jeg taler ikke om Sovjet­rusland. I sidste instans intet andet end ringeagt for kvinden og hendes indsats. Javel. Desværre gælder det også for mange af vore kammerater: ’Krads lak­ken af kommunisten, og filisteren dukker frem’. Na­turligvis må man kradse på det ømfindtlige sted, i hans mentalitet med hensyn til kvinden. Findes der noget mere drastisk bevis herfor, end at mændene roligt ser til, hvorledes kvinderne vantrives i det smålige, ensformige, kraft- og tidsødende og fortærende arbejde i enkelthusholdningen, så at deres ånd derved bliver snæver og mat, deres hjerteslag trægt, deres vilje svag? Jeg taler naturligvis ikke om damerne i bourgeoisiet, der vælter alle huslige arbejder, ind­befattet pasningen af børnene, over på lejet arbejds­kraft. Hvad jeg siger, gælder for det uhyre flertal af kvinder, også arbejderkvinderne, endda også når de dagen igennem står på fabrikken og tjener penge.

De færreste mænd — også blandt proletarerne —tænker på, hvor meget møje og besvær de kunne let­te kvinden for, ja helt frigøre hende for, hvis de ville give en hånd med ved ’kvindearbejdet’. Men nej, det er imod ’mandens ret og værdighed’. Den forlanger, at han har sin ro og bekvemmelighed. Kvindens huslige liv er en daglig ofring ved tusind ubetydelige småting. Mandens herreret lever videre i det skjulte. Objektivt tager hans slavinde sin hævn derfor. Lige­ledes i det skjulte. Kvindens tilbageståenhed, hendes mangel på forståelse for mandens revolutionære idea­ler mindsker dennes kampglæde og kampvilje. Det ligner et ganske lille kryb, der upåagtet, langsomt, men sikkert underminerer og søndergnaver. Jeg ken­der arbejdernes liv, ikke blot fra bøger. Vort kommu­nistiske arbejde blandt kvindemasserne, vort politiske arbejde blandt dem indbefatter en betydelig mæng­de opdragelsesarbejde blandt mændene. Vi må ud­rydde det gamle herrestandpunkt indtil den fineste lille rod. I partiet og blandt masserne. Det hører med til vor politiske opgave, lige såvel som den tvingende nødvendige uddannelse af en stab af kvindelige og mandlige kammerater, der grundigt skolet i teori- og praksis gennemfører og leder partiets virksomhed blandt de arbejdende kvinder.”

På mit spørgsmål om forholdene på det pågælden­de område i Sovjetrusland svarede Lenin: „Det pro­letariske diktaturs regering opbyder naturligvis i for­bund med det kommunistiske parti og fagforeninger­ne alt for at overvinde mændenes og kvindernes til­bagestående opfattelse, for at tage grunden bort under den gamle ukommunistiske mentalitet. Kvindens og mandens fulde ligeberettigelse i lovgivningen er en selvfølge. På alle områder viser der sig oprigtig bestræbelse på at gennemføre ligeberettigelsen. Vi inddrager kvinderne i samfundsøkonomien, admini­strationen, lovgivningen og regeringen. Vi åbner alle kurser og læreanstalter for dem for at højne deres faglige og sociale ydedygtighed. Vi opretter fælleskøk­kener og offentlige spisehuse, vaskerier og reparationsværksteder, vuggestuer, børnehaver, børnehjem, op­dragelsesinstitutter. Kort sagt, vi gør alvor af vort programmatiske krav om at overføre den individuel­le husholdnings økonomiske og opdragende funktio­ner til samfundet. Derved frigøres kvinden fra det gamle husslaveri og enhver afhængighed af manden. Der åbnes hende alt efter begavelse og tilbøjelighed mulighed for fuld udfoldelse i samfundet. Børnene får gunstigere udviklingsbetingelser end derhjemme. Vi har de mest fremskredne beskyttelseslove for arbej­derkvinderne i verden, og de organiserede arbejderes tillidsmænd gennemfører dem. Vi opretter fødeklinik­ker, mødre- og spædbørnshjem, organiserer rådgiv­ningssteder for mødre, kurser for spædbørns- og små­børnspleje, udstillinger for moder- og spædbarnsbe­skyttelse og lignende. Vi gør os de alvorligste anstren­gelser for at fjerne uforsørgede, arbejdsløse kvinders nød.

Vi ved udmærket, at dette endnu ikke er så meget, målt med de arbejdende kvindemassers behov, at det endnu langtfra er alt, hvad der er nødvendigt for deres virkelige befrielse. Alligevel er det et uhyre fremskridt, sammenlignet med det, der var i det tsa­ristisk-kapitalistiske Rusland. Det er endda meget, sammenlignet med det, der findes der, hvor kapita­lismen endnu hersker uindskrænket. Det er en god begyndelse i den rigtige retning, og vi vil konsekvent videreudvikle den. Med al energi, det kan I stole på derude. For med hver dag, sovjetstaten eksisterer, vi­ser det sig tydeligere, at vi ikke kan komme fremad uden kvindernes millionmasser. Forestil Dem, hvad det betyder i et land, hvor godt 80 procent af befolk­ningen er bønder. Smålandbrug betyder enkelthus­holdning, lænkning af kvinden til den. I vil i denne henseende have det langt bedre og langt lettere end vi. Forudsat, at også jeres proletarer endelig engang forstår tingenes historiske modenhed for magterobrin­gen, revolutionen. Imidlertid fortvivler vi ikke trods store vanskeligheder. Vore kræfter vokser med dem. Nødvendigheden i praksis vil også føre os ind på nye veje for at befri kvindemasserne fra slaveri. I sam­arbejde med sovjetstaten vil kooperationen yde et stort bidrag. Naturligvis kooperationen i kommunis­tisk, ikke i borgerlig betydning, som reformisterne prædiker den nu, hvor deres tidligere revolutionære begejstring fordunster i billig trummerum. Hånd i hånd med kooperationen må der også gå et person­ligt initiativ, der bliver fællesbeskæftigelse og smelter sammen med den. Under det proletariske diktatur vil kvindens befrielse, efterhånden som kommunismen virkeliggøres, også foregå på landet. Her venter vi os meget af elektrificeringen af vor industri og vort land­brug. Det er et storslået værk! Store, uhyre store er vanskelighederne ved dets gennemførelse. De vældig­ste massekræfter må udløses, opdrages til at mestre det. Millioner af kvinders kræfter må være med her."

I de sidste ti minutter havde det banket på døren to gange. Lenin havde talt videre. Nu åbnede han døren og råbte ud: „Jeg kommer straks." Henvendt til mig tilføjede han leende: „Hør, Clara, jeg vil ud­nytte, at jeg var sammen med en kvinde. Jeg for­klarer naturligvis min forsinkelse med den velkendte kvindelige snakkesalighed. Skønt snakkesaligheden denne gang virkelig ikke var på kvindens, men på mandens side. I øvrigt giver jeg Dem attest for, at De virkelig forstår at lytte. Men måske har netop dette ægget mig til at tale så meget." Lenin hjalp mig un­der disse spøgefulde ord frakken på. „De må klæde Dem varmere på," mente han omsorgsfuldt. „Moskva er ikke Stuttgart: Man må passe på Dem. Bliv ikke forkølet. På gensyn." Han trykkede mig kraftigt i hånden.

Omkring to uger senere havde jeg endnu en samtale med Lenin om kvindebevægelsen. Lenin kom til mig. Som næsten altid var hans besøg uventet, en impro­visation midt i den kæmpemæssige arbejdsbyrde, som­ lederen af den sejrrige revolution overkom. Lenin så meget udslidt og meget bekymret ud. Endnu var Wrangels nedkæmpelse ikke afgjort, og levnedsmid­delforsyningen til de store byer stod for sovjetregerin­gen som en ubønhørlig sfinks.

Lenin spurgt, hvordan det stod til med retningslinjerne eller teserne. Jeg fortalte ham, at en stor kommission havde holdt møde, og at alle i Moskva værende ledende kvindelige kammerater havde del­taget i mødet og udtrykt deres meninger. Retnings­linjerne var færdige og skulle i nærmeste fremtid drøf­tes i en lille kommission. Lenin mente, at vi skulle stræbe efter, at den tredje verdenskongres [7] be­handlede spørgsmålet med den nødvendige grun­dighed. Allerede denne kendsgerning alene ville over­vinde adskillige fordomme hos kammeraterne. I øvrigt måtte de kvindelige kammerater i første række tage fat og det kraftigt. „Ikke kvidre som rare tanter, tale højt, tale tydeligt som kæmpende kvinder," udbrød Lenin livligt. „En kongres er ikke nogen salon, hvor kvinderne skal brillere med deres ynde, som det hed­der i romanerne. Den er en kampplads, hvor vi stri­des om erfaringer for revolutionær handling. Bevis, at I kan kæmpe. Naturligvis i første række mod fjen­derne, men også i partiet, hvis det er nødvendigt. Det drejer sig jo dog om de store kvindemasser. Vort rus­siske parti vil gå ind for alle forslag og foranstaltnin­ger, der bidrager til at vinde dem. Hvis disse masser ikke er med os, da kan det lykkes for de modrevo­lutionære at føre dem mod os. Det bør vi altid tæn­ke på." „Kvindemasserne, vi må have dem, også selv­om de, som det hed fra Stralsund, skulle være bun­det til himlen med lænker," fortsatte jeg Lenins tan­ker. „Her i revolutionens midte med dens rigt pul­serende liv, dens raske, stærke pulssag, har jeg fundet planen for en stor international aktion blandt de ar­bejdende kvindemasser. Jeres store partiløse kvindekonferencer og kvindekongresser har givet mig det særlige stød dertil. Vi burde vove forsøget på at over­føre dem fra det nationale til det internationale. Det er en kendsgerning, at verdenskrigen med dens føl­ger har rystet de bredeste kvindemasser fra de for­skellige sociale klasser og lag på det dybeste. De er kommet i gæring, i bevægelse. I form af de bitreste bekymringer for livets opretholdelse og livets indhold, som de fleste tidligere næppe har anet, de færreste klart opfattet. Det borgerlige samfund er ude af stand til at give et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål. Kun kommunismen er i stand til det. Det bør vi gøre de bredeste kvindemasser i de kapitalistiske lande klar over, og til dette formål bør vi foranstalte en parti­løs, international kvindekongres.”

Lenin svarede ikke straks. Med et ligesom indad­vendt blik, munden fast sammenpresset, med under­læben skudt noget frem, overvejede han. „Ja, sagde han så, — det burde vi. Planen er god. Men den go­de, ja den mest fremragende plan duer ikke noget, hvis den ikke bliver godt gennemført. Har De alle­rede tænkt over gennemførelsen? Hvordan forestiller De Dem den?" Jeg fremlagde udførligt mine tanker herom for Lenin. Først måtte der i stadig, meget snæ­ver forbindelse med vore nationale sektioner dannes en komite af kvindelige kammerater i de forskellige lande til forberedelse, gennemførelse og muliggørelse af kongressen. Om denne komite straks skulle begynde at arbejde officielt og offentligt, var et spørgsmål om formålstjenlighed, der endnu burde overvejes. I hvert fald måtte det være den første opgave for dens medlemmer i de enkelte lande at træde i forbindelse med de kvindelige ledere af de fagligt organiserede arbej­dersker, den politiske proletariske kvindebevægelse, de borgerlige kvindeorganisationer af enhver art og retning, med ansete kvindelige læger, lærerinder, for­fatterinder osv. og sammensætte et nationalt partiløst forberedelses- og arbejdsudvalg. Af medlemmerne af disse nationale komiteer skulle der dannes et interna­tionalt udvalg, der skulle have til opgave at forbe­rede og indkalde den internationale kongres og fast­lægge dens dagsorden, sted og dato for dens af­holdelse.

Clara Zetkin i 1897Clara Zetkin i 1897Kongressen skulle efter min opfattelse i første ræk­ke behandle: Kvindens ret til erhvervsarbejde. Herun­der skulle man oprulle spørgsmålene om arbejdsløshe­den, lige løn og gage for lige ydelse, den lovfæstede otte timers dag og beskyttelse af arbejderkvinderne, fagforenings- og erhvervsorganisationen, den sociale forsorg for mor og barn, de sociale indretninger til aflastning af husmoderen og moderen osv. Yderligere burde man på dagsordenen sætte: Kvindens stilling i familie- og ægteskabslovgivningen og i den offentligt-politiske ret. Jeg begrundede disse forslag og udvik­lede derefter videre, hvorledes de nationale udvalg i de enkelte lande grundigt skulle forberede kongressen ved en planmæssig kampagne på møder og i pressen. Denne kampagne måtte være af særlig vigtighed for at få de største kvindemasser i tale, at få dem til på det alvorligste at beskæftige sig med de problemer, der var stillet til diskussion og at rette deres opmærk­somhed mod kongressen og dermed mod kommunismen, mod Kommunistisk Internationales partier. Kampagnen måtte henvende sig til de erhvervsbeskæf­tigede, de arbejdende kvinder fra alle sociale lag; den burde sikre kongressen, at repræsentanter fra alle ved­kommende organisationer kom til stede og medarbej­dede sammen med de delegerede fra offentlige kvin­demøder. Kongressen måtte på en ganske anden må­de end de borgerlige parlamenter være en „folkere­præsentation”.

Selvfølgelig måtte kommunisterne ikke blot være den drivende, men navnlig også den førende kraft i det forberedende arbejde. Vore sektioner måtte yde det den mest energiske støtte. Alt dette gælder natur­ligvis også det internationale udvalgs virksomhed, sel­ve kongresarbejdet og den omfattende nyttiggørelse af det. Kongressen skulle til alle dagsordenens spørgs­mål have forelagt kommunistiske teser, henholdsvis resolutioner, der var principielt skarpt tilskårne og samtidig begrundet sagligt og med videnskabelig be­herskelse af de virkelige sociale forhold. Disse teser burde i forvejen være gennemdrøftet og billiget af Kommunistisk Internationales eksekutivkomite. De kommunistiske løsninger og paroler burde stå i cent­rum for kongressens arbejde og den offentlige opmærksomhed. De burde efter kongressen bæres ud i de bredeste kvindemasser ved agitation og propagan­da og blive bestemmende for kvindernes internationa­le masseaktionen Det måtte naturligvis være en ab­solut forudsætning, at de kommunistiske kvinder selv i alle udvalg og på kongressen til stadighed optrådte som en fast, sluttet enhed, at de samarbejdede principielt klart og urokkeligt planmæssigt. Der måtte ik­ke forekomme nogen vaklen i geledderne.

Under min redegørelse havde Lenin flere gange nikket bifaldende eller gjort små, tilsluttende afbry­delser. „Det forekommer mig, kære kammerat, sagde han, — at De politisk har gennemtænkt sagen ud­mærket og også i hovedsagen organisatorisk. Jeg er helt og fuldt af den opfattelse, at i den givne situa­tion ville en sådan kongres kunne yde noget vigtigt. Den indebærer muligheden for at forbinde os med de bredeste kvindemasser. I særlig grad med erhvervsbeskæftigede kvinder af enhver art, industriarbejder­sker, hjemmearbejdersker og også lærerinder og an­dre kvinder i det offentliges tjeneste. Det ville være godt, meget godt! Lad os tænke på situationen un­der store økonomiske kampe eller også under poli­tiske strejker. Hvilken magttilvækst til de revolutio­nære proletarer af kvindemasser, der rejser sig be­vidst! Naturligvis forudsat, at vi får sådanne og for­står at bevare dem. Gevinsten ville være stor, ja li­gefrem uhyre. Men hvad mener De om visse spørgs­mål? Det er sandsynligt, at statsmagten ville tage kon­gresarrangementet meget unådigt op, at den ville for­søge at forhindre den. Den vil dog næppe vove at undertrykke den brutalt. Det, der kommer fra den side, ville ikke afskrække jer. Men frygter De ikke, at de kommunistiske kvinder i udvalgene og på kongres­sen selv vil ligge under for de borgerliges og refor­misternes numeriske overvægt og deres utvivlsomt sto­re rutine? Og desuden og fremfor alt, har De virke­lig tillid til vore kvindelige kammeraters marxistiske skoling, så at der kan rekrutteres en stødtrop af dem, der vil bestå kampen med ære?”

Jeg svarede Lenin, at myndighederne næppe ville gå frem med den pansrede næve mod kongressen. Chikanerier og brutaliteter mod den ville kun agitere for den, agitere for os. Over for antallet af og rutinen hos ikke-kommunistiske elementer havde vi kommu­nistiske kvinder at stille den historiske materialismes videnskabelige overlegenhed i forståelsen og belys­ningen af de sociale problemer, i konsekvensen i vore krav til deres løsning og endelig og ikke mindst den proletariske revolutions sejr i Rusland og dens grund­læggende værk for kvindens frigørelse. Svagheder og mangler i enkelte kvindelige kammeraters skoling og modenhed ville kunne udlignes ved planmæssig for­beredelse og samarbejde. I denne henseende ventede jeg meget af de russiske kvindelige kammerater. De ville være den faste kerne i vor falanks. Sammen med dem ville jeg tillidsfuldt vove ganske andre ting end kongreskampe. Desuden: selv om vi blev stemt ned, ville selve vor kamp skyde kommunismen i forgrunden og være af overordentlig stor propagandistisk virkning, og skaffe os tilknytningspunkter for senere arbejde.

Lenin lo hjerteligt. „Altid den samme entusiast for de russiske revolutionære kvinder. Ja, ja, gammel kær­lighed ruster ikke. Jeg tror, De har ret i sagen. Også et nederlag efter en varm kamp ville være en fordel, en forberedelse af kommende erobringer blandt de arbejdende kvindemasser. Alt i alt drejer det sig om et forehavende, der er indsatsen værd. Vi kan aldrig helt tabe ved det. Men naturligvis håber jeg på sejren, ønsker jeg af hele hjertet sejren. Dette ville brin­ge os en betydelig styrkelse af vor magt, en stor ud­videlse og befæstelse af vor kampfront, bringe liv, bevægelse, aktivitet ind i rækkerne. Det er altid til gavn. Desuden ville kongressen fremkalde og forøge uro, usikkerhed, modsætninger, konflikter i bourgeoi­siets og deres reformistiske venners lejr. Forestil Dem, hvem de mennesker er, der skal holde møde sammen med ’revolutionære hyæner’ og, hvis det går godt, un­der deres ledelse: brave, tamme socialdemokratiske kvinder under Scheidemanns, Dittmanns og Legiens overledelse; fromme kristne kvinder, velsignet af pa­ven eller sværgende til Luther; geheimerådsdøtre og nybagte regeringsrådinder i egen person, engelske la­dylike pacifistkvinder og lidenskabelige franske kvin­desagskvinder. Hvilket spejlbillede af den borgerlige verdens kaos og forfald måtte kongressen ikke give. Hvilket spejlbillede af dens mangel på udvej og af dens håbløshed! Dens virkning ville fremme opløs­ningen og derved svække modrevolutionens kræfter. Enhver svækkelse af fjendens kræfter er ensbetyden­de med en styrkelse af vor magt. Jeg er for kongres­sen, tal med Grigorij om den. Han vil fuldt ud for­stå sagens vigtighed. Vi vil energisk understøtte den. Altså begynd og lykke med kampen."

Vi talte endnu om situationen i Tyskland, især om den forestående „foreningskongres" af de gamle „spar­takister”[8] og venstrefløjen af de uafhængige [9]. Så skyndte Lenin sig af sted; han hilste hjerteligt på nogle kammerater, der arbejdede i et værelse, han måtte igennem.

Også kammerat Sinovjev billigede min plan. Jeg gik glad og forhåbningsfuldt i gang med de forbere­dende arbejder. Desværre blev kongressen ikke til no­get på grund af indstillingen hos de tyske og bulgar­ske kvindelige kammerater, der dengang besad den bedste kommunistiske kvindebevægelse uden for Sovjetrusland. De afviste kongressen. Da jeg meddelte Lenin det, svarede han: „Det var en skam, en stor skam! De kvindelige kammerater har ladet en strå­lende lejlighed gå fra sig til at åbne et perspektiv af håb for de bredeste kvindemasser og derved føre dem til proletarernes revolutionære kamp. Hvem ved, om en så gunstig lejlighed så snart vender tilbage. Man skal smede, mens jernet er varmt. Men selve opgaven består. I må søge vejen til kvindemasserne, der af kapitalismen stødes ud i frygtelig elendighed. Ubetinget, I må søge den! Der findes ikke nogen mulighed for at undgå denne nødvendighed. Uden organiseret massevirksomhed under kommunisternes ledelse in­gen sejr over kapitalismen, ingen opbygning af kom­munismen. Derfor må også kvindemassernes Acheron nu endelig bevæge sig.”

Det revolutionære proletariats første år uden Lenin. Det har bevist bestandigheden i hans værk, lederens overvældende genialitet. Det har gjort det føleligt, hvor stort og uerstatteligt det lidte tab er. Kanonskud forkynder den tunge stund, da Lenin for et år siden for stedse lukkede sine vidt- og dybtskuende øjne. Jeg ser de endeløse tog af alvorlige mænd og kvinder fra det arbejdende folk, der drager til Lenins hvilested. Deres sorg er min sorg, er millioners sorg. Af den genvakte smerte stiger erindringen overvældende frem, en virkelighed, for hvilken den smertelige nutid svin­der bort. Jeg hører hvert ord, Lenin siger under sam­talen. Jeg ser hver forandring i hans minespil... Fa­ner sænker sig foran Lenins hvilested, faner med en farve som revolutionæres blod. Der nedlægges laur­bærkranse. Ingen er for meget. Jeg føjer disse be­skedne blade til dem.

[Læs også: Hvem står bag Revolution?]


Noter:
1: Det drejer sig om Kommunistisk Internationales 2. kongres, der fandt sted fra d 19. juli til 7. august 1920.

2: Versailles-traktaten blev indgået efter 1. verdenskrig i Versailles 28. juni 1919 mellem USA, England, Frankrig, Italien, Japan og andre på den ene side og det kapitulerende Tyskland på den anden side. Traktaten legaliserede opdelingen af den kapitalistiske verden mellem de sejrende magter og skabte et internationalt system, vendt mod Sovjetrusland og den revolutionære bevægelse verden over.

3: Her sigtes til de polske godsejeres og det polske bourgeoisis krig mod sovjetrepublikken april-oktober 1920.

4: Inessa Armand – red.

5: Tysklands kommunistiske arbejderparti – anarkosyndikalistisk småborgerlig gruppe, dannedes i 1919 af ”venstre” elementer, der spaltedes ud af Tysklands kommunistiske parti. Gruppen fik ingen støtte blandt arbejderbefolkningen i Tyskland og udartede senere til en intetsigende sekt, der var fjendtligt indstillet til det kommunistiske parti og arbejderklassen.

6: II Internationale – international sammenslutning af socialistiske [socialdemokratiske] partier, dannet 1889. Da 1. verdenskrig begynde, forrådte II internationales ledere socialismen til fordel for deres respektive imperialistiske regeringer, og II Internationale opløstes. Venstrepartier og –grupper, der havde tilsluttet sig II Internationale på et senere tidspunkt, sluttede sig til Kommunistisk (III) Internationale, grundlagt i Moskva 1919. II Internationale blev genoprettet på en konference i Bern, Svejts, også i 1919, af partier, der repræsenterede den højreopportunistiske fløj i den socialistiske bevægelse.

7: Kominterns 3. kongres afholdtes fra 22. juni til 12. juli 1921. Clara Zetkin holdt et indlæg om den revolutionære kvindebevægelse; kongressen vedtog følgende resolutioner: 1) Om styrkelsen af de internationale forbindelser mellem kommunistiske kvinder og opgaverne for Kominterns internationale sekretariat angående arbejdet blandt kvinderne og 2) Om former og metoder for kommunistisk arbejde blandt kvinderne.

8: Spartakisterne – medlemmer af Spartakusforbundet, revolutionær organisation, dannet af tyske venstresocialdemokrater i begyndelsen af 1. verdenskrig. Stifterne var Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, Franz Mehring, Clara Zetkin, Julian Marchlewski, Leo Jogisches (Jan Tyszka) og Wilhelm Pieck. Spartakusfolkene drev revolutionær massepropaganda, organiserede antikrigsaktioner, anførte strejker og afslørede verdenskrigens imperialistiske karakter og de opportunistiske lederes forræderi. Tilsluttede sig april 1917 Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, men opretholdt organisatorisk uafhængighed. Under den tyske revolution november 1918 dannede de Spartakusbund, Spartakusforbundet, og afbrød forbindelsen med de centristiske Uafhængige. I december 1918 offentliggjorde de deres eget program og dannede Tysklands Kommunistiske Parti på en kongres 30. december 1918- 1. januar 1919.

9: Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti – centristisk parti, stiftet april 1917 af oppositionsfolk i det tyske socialdemokrati. Partiets kongres i Halle 1920 resulterede i en splittelse, og en betydelig del af medlemmerne tilsluttede sig december 1920 Tysklands Kommunistiske parti. De tilbageblevne ”uafhængige” gik 1922 atter ind i socialdemokratiet.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.