Den russiske revolutions historie er tæt forbundet til navnene Lenin og Trotskij, revolutionens to største ledere. De modtog al hyldest og var genstand for al hadet. Det er ikke svært at forstå dette. Den russiske oktoberrevolution, der blev ført an af bolsjevikpartiet, var den største begivenhed i historien. For første gang nogensinde tog arbejderne og bønderne magten i egne hænder, fejede godsejere og kapitalister til side, og gik i gang med at organisere en demokratisk arbejderrepublik. Den nye sovjetregerings myndighed hvilede på en kongres af sovjetter (arbejderråd), der blev valgt på fabrikkerne og på kasernerne.

trotsky 1918 deskLeon Trotskij, en politisk kæmpe, opbyggede og anførte den Røde Hær ud fra ingenting. Efter Lenins død var det Trotskij, der førte an i kampen imod stalinismen, og for dette betalte han den højeste pris, da han i 1940 blev myrdet af en stalinistisk agent.

I den seneste tid har der været en sand lavine af bøger, der er udgivet for at tilsværte Lenin, Trotskij og den russiske revolution. I første række blandt disse forfattere er professor Robert Service, forfatter til adskillige bøger, herunder en om Lenin og en anden om Stalin.

Hans seneste bog er en biografi om Trotskij, og det er et forsøg på at forbinde alle tre skikkelser og forbinde dem med Stalins forbrydelser. Denne sammenkædning er ikke en ny metode. Formålet er at bevise, at bolsjevisme fører til stalinisme og totalitarisme og må fordømmes i samme grad.

Antikommunisme

Professor Service kommer fra den race af historikere og intellektuelle, som har gjort antikommunisme til deres levevej. Disse højt betalte akademikeres formål er at miskreditere marxisme, kommunisme og revolution generelt. På trods af al snak om ”objektivitet” indeholder Services bog intet originalt, og det er en gentagelse af alle de gamle løgne og tilsmudsninger af Leon Trotskij, en af de største revolutionære skikkelser i historien.

Robert Service affejer Trotskijs egen selvbiografi ”Mit liv” sammen med sympatiske og anerkendte biografier, der er skrevet af Isaac Deutscher og Pierre Broué, som, ifølge ham, indeholder ”omdiskuterede bedømmelser”. Service ønsker at ”rette” disse bedømmelser med sine egne, forvredne konklusioner.

Service er ude af stand til at forstå historien gennem interaktion mellem ledere, partier, klasser og grupper. Han reducerer overfladisk den historiske kamp mellem Trotskij og Stalin til en personlig eller endda psykologisk kamp uden klasseindhold eller klasseinteresser. ”Stalin udspillede ham. Trotskij tabte ikke til ’bureaukratiet’: han tabte til en mand og en klike, der havde en højere forståelse for det sovjetiske offentlige liv.” (side 4). Dette er at reducere historiske begivenheder til bagateller. Trotskijs nederlag forklares ganske enkelt med personlige mangler og ikke med objektive kræfter.

Liberale dilletanter som vores lærde professor, har aldrig været i stand til at forstå revolutioner eller kontrarevolutioner. For dem er sådanne episoder ”udskejelser” eller ”tilfældigheder”, der afviger fra historiens ”normale” gang. Imidlertid falder en revolution ikke ned fra himlen. Liberal-borgerlig tankegang er ude af stand til at forstå massernes bevægelse og de, der stiller sig på arbejderklassens side, som det var tilfældet med Lenin og Trotskij. Service kan aldrig forstå Trotskij og det, der motiverede ham, hans styrker og svagheder. Hans motiv er ganske enkelt at miskreditere Trotskij og de ideer, han stod for.

Vi er tvunget til at lægge al den bagvaskelse, der rettes imod Lenin og Trotskij, til side, da det ville kræve en hel bog at svare på det hele. Vi har valgt at koncentrere os om de vigtigste spørgsmål, som Service rejser. Professoren siger: ”Uden Lenin ville stalinismen i Sovjetunionen desuden have været umulig…” (Lenin: A Political Life, bind 3, side xix). Dette er sagens kerne. Var Lenin og Trotskijs metoder i virkeligheden ikke anderledes end Stalins? Fører bolsjevisme til stalinisme? Hvad gik kampen mellem Trotskij og Stalin ud på?

Svarene på disse spørgsmål kan ikke findes i individuelle karaktertræk eller personlige forbindelser, selv om de kan spille en vis rolle, men i de komplekse forhold mellem klasser og forskellige sociale lag, og den objektive situation, der er fremherskende på tidspunktet.

Lenin og Trotskijs liv var uløseligt forbundet med de revolutionære kampe i deres samtid: kampen imod zardømmet, udviklingen af riussisk marxisme, revolutionen i 1905, eksil, årene under krigen, revolutionerne i 1917, erobringen af magten og oprettelsen af den Kommunistiske Internationale. Trotskij levede videre i kampen imod stalinismen og forberedelsen til en ny internationale.

Revolutionær kamp

I sin enestående selvbiografi Mit liv forklarede Trotskij:

”Jeg kender nok til, fra min egen erfaring, historiens ebbe og flod. De styres af deres egne love. Ren og skær utålmodighed fremskynder ikke, at de bliver ændret. Jeg er blevet vant til ikke at se det historiske perspektiv ud fra min egen skæbnes synspunkt. At forstå begivenhedernes kausale rækkefølge og i rækkefølgen finde ens egen plads – det er en revolutionærs første pligt. Og samtidig er det den størst mulige personlige tilfredsstillelse for et menneske, der ikke begrænser sine opgaver til dagen i dag..”

Trotskijs tab af magt efter Lenins død repræsenterede ikke personlig akavethed, men en ændring i forholdet mellem klasserne i Rusland og internationalt. Stalins sejr afspejlede revolutionens isolation i et tilbagestående land, omgivet af fjendtlige kræfter.

I Robert Services fremstilling af oktoberrevolutionen, som han typisk betegner som et ”kup”, er der en afgørende ingrediens, der mangler – massernes rolle, som revolutionen er baseret på. Efter revolutionen, konkluderer Service, ”opfattede de fleste folk i Rusland og resten af verden den bolsjevikiske ledelse som en bande vilde inkompetente, der aldrig kunne fastholde magten.” (Service, Trotsky, A Biography, side 189). Dette er opfattelsen hos de herskende klasser, som Service tager som repræsentant for ”de fleste folk”, men ikke for den internationale arbejderklasse, der samlede sig om den russiske revolutions sag.

”Bolsjevisme,” forklarede Victor Serge, ”er enhed mellem ord og handling. Hele Lenins udmærkelse består i hans vilje til at gennemføre sit program… Jord til bønderne, fabrikker til arbejderklassen, magt til de arbejdende. Disse ord er ofte blevet udtalt, men ingen har nogen sinde tænkt alvorligt på at gå fra teori til praksis.” (Fra Lenin til Stalin.)

Dette var revolutionens essens. I borgerkrigen og den imperialistiske intervention var imperialisternes vigtigste mål med vold at styrte den revolutionære regering og dræbe dens ledere. I august 1918 skød en socialrevolutionær (medlem af bondepartiet) Lenin, der næsten blev dræbt. Trotskij var også mål for gentagne forsøg på snigmord fra de hvide generalers side.

Den første sovjetiske grundlov garanterede enhver frihed til arbejderne. Der var ingen, der tænkte på en totalitær stat. Alle politiske partier, også de kapitalistiske partier, havde frihed til at virke, med undtagelse af de fascistiske Sorte Hundreder. Der var fuldstændig frihed til diskussion og debat i Kommunistpartiet. På spørgsmålet om forslagene i forbindelse med forhandlingerne i Brest-Litovsk om en røverisk fred med Tyskland i 1918 var Lenin i mindretal. Han fremsatte forslag om, at hver gruppe borgere, der blev støttet af 10.000-15.000 arbejdere burde have ret til deres egen avis, hvis de ønskede det, som den eneste vej til at demokratisere pressen.

Oktoberrevolutionen var i høj grad en fredelig begivenhed. ”Næsten ingen blev anholdt,” noterede Serge, ”og de, der blev det, blev hurtigt løsladt. Blandt disse var Krasnov, kosakkernes ataman, der brugte vores mildhed til at indlede en borgerkrig i Don-området – og Purisjkievitsj, den antisemitiske leder.” (Ibid.) Revolutionen var stadig meget naiv. Så snart disse reaktionære blev løsladt, greb de omgående til våben imod arbejderstaten.

Den første sovjetiske regering var en koalition mellem bolsjevikkerne og de venstre-socialrevolutionære, der var en venstreorienteret udsplitning fra det socialrevolutionære parti. Denne koalition sluttede først da de venstre-socialrevolutionære gik sammen med mensjevikkerne og andre kontrarevolutionære, og greb til våben imod regeringen. Det var først efter sommeren 1918, at revolutionen slog tilbage i selvforsvar. Trotskij organiserede den Røde Hær for at forsvare revolutionen.

trotsky redarmy1”Lenin og Trotskij var blevet russisk politiks siamesiske tvillinger,” siger Service, ”bundet sammen i deres faste beslutning om at bruge ubarmhjertige metoder, herunder statslig terror, imod fjenderne.” (Trotsky, a biography, side 190). Men i en situation med borgerkrig og imperialistisk intervention for at vælte sovjetregeringen, hvad skulle de gøre, blot lægge armene over kors og bede til, at kontrarevolutionen ville forsvinde?

De kontrarevolutionære hvide styrker, der blev støttet af 21 udenlandske hære, indtog det meste af landet og gennemførte omfattende overgreb imod arbejderne og bønderne. På et tidspunkt kontrollerede sovjetregeringen kun Moskva og de omkringliggende områder. Revolutionens skæbne hang i en tynd tråd. Det lykkedes for Trotskij at vende situationen, men for en høj pris. Krigsproduktion og sult gjorde det nødvendigt at indføre rationering i byerne og beslaglæggelser på landet. Dette var perioden med ”krigskommunisme”, hvor alt uundgåeligt blev rettet imod krigsindsatsen og det militære forsvar for sovjetrepublikken.

Mytteriet i Kronstadt

Dette førte til, at alt blev spændt til bristepunktet. Forholdet mellem bønderne og arbejderne, revolutionens hjørnesten, nåede et bristepunkt. Der brød bondeopstande ud i 1920 og begyndelsen af 1921. På dette tidspunkt stod sovjetregeringen over for et mytteri på flådebasen i Kronstadt. De havde intet alternativ til at knuse opstanden efter forhandlingerne brød sammen. Hvis dette ikke var blevet gjort, ville det have åbnet portene til militær intervention imod Petrograd. Disse matroser i Kronstadt var ikke de samme revolutionære søfolk som i oktober 1917, men nye værnepligtige fra landet, som var under kontrarevolutionens indflydelse. Da borgerkrigen sluttede blev den Nye Økonomiske Politik (NEP) indført for at formilde bønderne og tillade dem at sælge deres overskydende produktion, hvilket bragte stabilitet til landområderne.

I denne situation, som gjaldt liv eller død, havde bolsjevikkerne intet alternativ til at gribe til defensive nødforanstaltninger. Det samme var tilfældet med Cromwells handlinger i forsvar for den engelske revolution imod royalistisk reaktion, eller Robespierres forsvar for den franske revolution imod det feudale regime, eller Nordstaternes tiltag imod slaveejerne i den amerikanske borgerkrig. ”Et parti der så ud til at være dømt til nederlag i midten af 1918, sejrede ved hjælp af beslutsomhed, organisering og ledels,” erkender Service. (Trotsky, a biography, side 245). Men derefter angriber han disse tiltag for at være ”ubarmhjertige” og ”terror imod fjenderne”.

Hvis sovjetregeringen var blevet styrtet, ville det ikke have ført til liberalt demokrati, men til et fascistisk militærdiktatur under de hvide generaler. Det var dette alternativ til sovjetmagten, som imperialisterne ønskede.

Bolsjevikkerne forsvarede revolutionen for enhver pris, men troede aldrig, at revolutionen kunne fastholdes i længere tid i et tilbagestående land som Rusland. Sovjetstyrets skæbne afhang af verdensrevolutionen. Lenin mente, at hvis isolationen ikke blev brudt, ville den russiske revolution være dødsdømt. Han var parat til ofre alt for en vellykket revolution i Tyskland. Det eneste, de kunne gøre, var at holde ud så længe som muligt, indtil der ankom hjælp fra Vesten. Som vi så, kollapsede revolutionen ikke, som Lenin havde frygtet, men undergik en bureaukratisk degeneration i form af stalinisme.

Stalinisme – det modsatte af bolsjevisme – voksede præcis ud af disse objektive forhold med isolation og forfærdelig tilbageståenhed. Efter borgerkrigen var økonomien aldeles i ruiner. Landet var ødelagt og led af sult og sygdomme. Arbejderklassen var blevet atomiseret. ”De forfærdelige kriser og lukning af fabrikker har tvunget folk til at flygte fra sulten,” skrev Lenin. ”Arbejderne har ganske enkelt forladt deres fabrikker, de har været nødsaget til at slå sig ned på landet og er ophørt med at være arbejdere.” (Samlede værker, engelsk udgave, bind 32, side 199).

Indførslen af NEP i 1921 var et taktisk tilbagetog, der gav indrømmelser til markedet. Det betød en genkomst af kapitalisme i Rusland sammen med købmanden, den lille arbejdsgiver, den rige bonde og sortbørshandleren. Dette gik hånd i hånd med en vækst i bureaukratiet i industrien, staten og endda i bolsjevikpartiet. Stalin, der var en sekundær skikkelse i revolutionen, blev talsmand for dette nye sociale lag, der skubbede arbejderklassen til side.

Statsapparatet

” Det står så sørgeligt, for ikke at sige fælt, til med vort statsapparats anliggender, at vi først skal tænke grundigt over, på hvilken måde man kan bekæmpe dets mangler,” skrev Lenin. (Udvalgte værker bind 14 side 189 - online udgave ) Situationen blev så dårlig, at Lenin og Trotskij i 1922 lavede en fælles blok i 1922 for at bekæmpe bureaukratiets plage. Denne kamp førte til, at Lenin afbrød alle personlige forbindelser til Stalin. Lenin sagde, at han forberedte en ”bombe” til Stalin. Endelig, i sit sidste ”testamente”, anbefalede Lenin, at Stalin blev fjernet som generalsekretær for Kommunistpartiet, og han anbefalede Trotskij som ”den dygtigste mand i Centralkomiteen”.

Ønskerne i Lenins testamente blev ikke udført på grund af personlige intriger fra både Kamenev og Sinovjev, der havde indgået en rådden aftale med Stalin om at holde Trotskij fra magten. Her ser vi, den skadelige rolle, som trods spiller i politik, og dens uforudsete konsekvenser.

Lenins død i januar 1924 faldt sammen med nederlaget til den tyske revolution, som gav de russiske arbejderes moral et dobbelt slag. På dette tidspunkt havde kun en enkelt procent af bolsjevikpartiet haft et medlemskort før marts 1917. Mange af de fremskredne arbejdere og kommunister var omkommet i borgerkrigen. Efter disse slag tog bureaukratiet, gennem Stalins formidling, kontrol over partiet og statsapparatet. Den sociale vægt, som udgjordes af NEP-folkene (småkapitalister, der blev skabt af den nye økonomiske politik) og kulakkerne (rige bønder), voksede eksponentielt. Presset fra disse fjendtlige klassekræfter blev indført i partiet gennem det opstigende bureaukrati.

I slutningen af 1924 fremkom Stalin med sin antimarxistiske teori om ”socialisme i et land”, hvilket afspejlede bureaukratiets konservative udsyn. Dette repræsenterede en fuldstændigt brud med perspektivet om verdensrevolution, som Lenin havde fremsat. Det faldt også sammen med en kampagne for at miskreditere Trotskij, der i 1923 havde oprettet en Venstreopposition for at genoprette partiets demokrati.

Trotskij forsvarede den revolutionære marxismes standpunkt imod Stalins voksende revisionisme. Mens Trotskijs støtte hvilede på de revolutionære arbejdere, hvilede Stalins opbakning på den bureaukratiske reaktion, de millioner af laverestående myndihedsfolk, tidligere zaristiske funktionærer, borgerlige intellektuelle og så videre, der hentede deres levebrød i statens, industriens og partiets apparater. Stalin ble ”leder” af denne kaste, som nu havde sine egne materielle interesser at forsvare. I 1926, da Lenins enke Krupskaja stod tæt på oppositionen, sagde hun, ”hvis Lenin var i live i dag ville han nu være i fængsel.”

Alle, der forstår sig blot det mindste på historien, ved, at hver revolution har fremprovokeret en efterfølgende kontrarevolution, som ganske rigtigt aldrig har kastet nationen hele vejen tilbage til udgangspunktet indenfor den økonomiske sfære, men altid har frataget folket en stor del, sommetider størstedelen, af dets politiske erobringer,” forklarede Trotskij. ”Og det første offer for den reaktionære bølge er som en generel regel det lag af revolutionære, der stod i spidsen for masserne i revolutionens første periode, perioden med offensiv, den ’heroiske’ periode. Denne generelle historiske observation bør føre os til en idé om, at sagen ikke kun drejer sig om behændighed, snilde og evner hos to eller nogle få enkeltpersoner, men om umådeligt dybereliggende årsager.” (Trotskij – Writings 1935-36, side 171).

Stalins revisionisme

Årene med afsavn og nederlag havde lagt sig tungt på de russiske masser. I takt med at bureaukraternes magt og uforskammethed voksede, blev de revolutionære arbejderes stemme svagere. Bolsjevik-leninisterne omkring Trotskij tiltrak titusinder af de bedste revolutionære, og de vandt sympatien hos de fremskredne arbejdere, men sympatien forblev passiv. De var udmattede, og kun en sejr på internationalt plan kunne have vækket dem til live. Samtidig skældte det stalinistiske bureaukrati ud på ”permanent revolution” internationalt og unødige omvæltninger hjemme. ”Vi vil bygge det socialistiske samfund i Rusland,” erklærede de. Dette vandt et ekko blandt de trætte og tilbagestående masser, hvilket tjente til at isolere den bolsjevikiske fortrop. ”Deri ligger hemmeligheden bag det thermidorianske bureaukratis sejr,” forklarede Trotskij. ”Magt er ikke en præmie, som den ’dygtigste’ vinder. Magt er et forhold mellem enkeltpersoner, i sidste ende mellem klasser.” (Ibid., side 176-77).

Flod af blod

Stalin brugte sin dominerende stilling til at ekskludere Trotskij og sende ham i eksil fra Sovjetunionen. I midten af 1930’erne besluttede Stalin sig for, på trods af alle kapitulationerne fra tidligere oppositionsfolk omkring Sinovjev og Kamenev, fysisk at udrydde alle, der var forbundet med oktoberrevolutionen. Revolutionen i Spanien, der var under udvikling, truede med at genantænde de russiske massers entusiasme. Dette ville have været en dødsdom over bureaukratiet. Derfor førte Stalin en ensidig borgerkrig imod de gamle bolsjevikker. Det kulminerede med udrensningerne i 1936-38, hvor de, der var forbundet til oktober blev fysisk elimineret. Millioner omkom i det hemmelige politis lejre og hemmelige kældre. Til de, der, som Service gør, siger, at bolsjevisme fører til stalinisme, siger vi, at der tværtimod er en flod af blod, der adskiller stalinisme og bolsjevisme.

Den eneste måde, hvorpå stalinismen kunne konsolidere sit herredømme, var over ligene fra de kommunister og trotskister, der forblev tro imod idealerne fra oktober. Trotskij kæmpede imod stalinisme til sin død. Han nægtede at kapitulere, da dette kun ville have miskrediteret marxismens ideer. For dette betalte Trotskij med sit liv.

Rent flag

På trods af alle de forfærdelige odds, mordene på hans nære familie og samarbejdspartnere, fortsatte Trotskij med at forsvare det rene flag fra Marx og Lenin imod stalinismens rædsler lige til den bitre ende. Typer som professor Service bliver frastødt af dette. Selv Deutcher forstod ikke den virkelige Trotskij og mente, at han ganske enkelt skulle koncentrere sig om at skrive og ikke bekymre sig om at organisere kræfterne til en ny revolutionær internationale. Imidlertid anså Trotskij denne opgave for det vigtigste arbejde hele sit liv.

På trods af Trotskijs død lever hans ideer videre. Stalinismens kollaps, som han forudså, og den globale krise i kapitalismen, vil endnu engang gøre disse ideer til de mest attraktive ideer i verden.

”Der var engang, hvor Trotskij var et hyppigt diskussionsemne i hvert fald uden for Sovjetunionen. De dage er forbi,” siger Service. Imidlertid ændrer tingene sig under krisen i dag. Der er en fornyet interesse i Lenin, Trotskij og deres ideer. Det er af denne grund, at Service har udgivet sine bøger. Men de vil kun have lille virkning.

Vi bør studere Trotskijs skrifter sammen med andre store marxisters skrifter, som er et skatkammer af erfaring og teori. Med disse ideer kan den nye generation finde en vej frem i omstyrtelsen af kapitalismen og oprettelse af verdenssocialisme. Hvad angår typer som professor Service, så lader vi med Biblens ord de døde begrave deres døde.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.