Torsdag den 24. oktober 1929 begyndte panikken på børsen i New York. 12.894.650 aktier skiftede hænder den dag, mange på brandudsalg. Den følgende tirsdag, den Sorte Tirsdag den 29. oktober, begyndte Wall Streets lange nedsmeltning. Krakket på Wall Street er skillelinjen mellem to perioder: den brølende ”jazztid” i 1920’erne, og 1930’erne – depressionens årti.

Alle ved, at aktiemarkedet i New York oplevede en ”lille lokal vanskelighed” i oktober 1929. Og alle ved, at millioner oplevede sult og afsavn i de næste ti år – hårde tider, der kun blev afsluttet af rædslerne under Anden Verdenskrig. Men hvad er forbindelsen?

Kriser er indbyggede i et system, hvor produktionen ikke er planlagt, men udført for privat profit. Kriser tager form af overproduktion, hvor ledige arbejdere står over for ledige maskiner. Hver recession har sine egne kendetræk og kan udløses af forskellige ting. Krakket på Wall Street kan anses som udløser for den Store Depression på samme måde, som ”kreditkrisen” markerede begyndelsen på den nuværende krise. Panikken spillede ganske vist en rolle. I alle kapitalistiske kriser spiller tilsyneladende tilfældige faktorer en rolle. Både i 1929-krisen og i dag ville nedturen være kommet før eller siden alligevel. Industriproduktionen i USA faldt fra et indeks på 127 i juni 1929 til 122 i september, 117 i oktober, 106 i november og 99 i december. Produktionen af biler faldt fra 660.000 biler i marts 1929 til 440.000 i august, 416.000 i september, 319.000 i oktober, 169.500 i november og 92.500 i december.

Med andre ord var nedturen allerede på vej i den ”virkelige økonomi”, da Wall Street faldt sammen. Historikeren Galbraith kommenterer: ”Årsag og virkning går fra økonomien til aktiemarkederne, aldrig den anden vej. Hvis økonomien havde været grundlæggende sund i 1929, havde virkningen af det store krak på aktiemarkedet været lille.” Denne nedgang i produktion afspejlede sig i aktiernes verden, drømme og illusioner. Panikken på Wall Street havde til gengæld en hårdtslående virkning på verdens produktion og profitter.

Krisen i 1930'erne førte til, at arbejdsløsheden eksploderede
Kollapset var uset. I USA faldt den nationale indkomst mellem 1929 og 1933 med 30 procent, og industriproduktionen blev mere eller mindre halveret. I 1933 var mere end en fjerdedel af arbejdsstyrken arbejdsløs. Ifølge Folkeforbundet steg arbejdsløsheden næsten til det tredobbelte fra 1929 til 1932. Efter Første Verdenskrig førte USA an i verdensøkonomiens dynamik – og førte verden i krise. Opsvinget blev drevet af nye eller fremgangsrige industrigrene – masseproduktion af biler og elektriske apparater, elproduktion og byggeri.

De brølende tyvere

Opsvinget i de ”brølende 1920’ere” havde mange vigtige lighedstræk med det opsving, der sluttede i 2007. ”Opsvinget” blev ikke fulgt af stigninger i arbejdernes realløn, men en skarp stigning i ulighed og profit til de rige. Mellem 1925 og 1929 tredobledes prisen på de amerikanske aktier. I 1926 var det klart, at der var et feberagtigt, spekulativt element i opsvinget. Jord-boblen i Florida i 1920’erne har klare fælestræk med boligboblen, der drev det seneste opsving fremad. Og bobler brister.

Det spekulative element blev drevet af en praksis om at købe aktier ”på margin”, hvilket vil sige, kun at betale en lille del af aktiens pris. Så længe næsten alle aktier steg i pris, så dette ud til at være en adgangsbillet til rigdom uden arbejde. Det er præcis det samme som bankernes ”gearing” for et par år siden, hvor de lånte 30 eller 50 gange så meget ud, som de havde, for at drive boligboblen i de senere år. I begge tilfælde endte denne praksis sørgerligt.

Alle kriser er forskellige, selv om de har elementer til fælles. 1929-krakket adskilte sig på vigtige områder i forhold til i dag. Første Verdenskrig havde styrket landbrugseksporten i Nordamerika, Latinamerika og Oceanien for at brødføde soldaterne i Europa. Efter krigen var der institutionaliseret overproduktion og udpantning. I 1920’erne var to tredjedele af verdens befolkning kritisk afhængige af prisen på primære produkter, hovedsageligt landbrugsvarer, for at opretholde levestandarden. Landbrugsprisernes kollaps var en vigtig faktor i udtørring af verdenshandelen.

En anden faktor i nedgangen i handelen, der ramte alle lande, var en bølge af protektionisme og konkurrerende devalueringer, der fulgte med nedturen. Devalueringen tog form af afkobling fra guldstandarden. Dette internationale betalingssystem blev komplet ødelagt under den Store Depression. Det var alt sammen forsøg på at lægge byrden over på andre lande. Virkningen var, at alle blev fattigere.

Hvad var det, der gjorde krakket i 1929 så alvorligt? Modparten til væksten i verdenshandelen i 1920’erne og kollapset i 1930’erne, var de finansielle transaktioner imellem landene. I konventionel økonomisk teori vil fattige nationer låne fra rige lande. Men i 1920’erne blev det fallit-ramte Tyskland plyndret med krigsskadeerstatninger af ”sejrherrerne” England og Frankrig, der til gengæld afleverede pengene til USA som betaling for lån under krigen. Disse pengestrømme var fordærvede og i sidste ende ikke bæredygtige. Deres kollaps ødelagde den internationale kredit-kæde og udtørrede yderligere verdenshandelen.

På samme måde har den største skyldnernation i verden i løbet af de sidste år været USA, der har levet på bekostning af relativt fattige lande som Kina. Martin Wolf, en international guru indenfor finanskapital, har gentagne gange advaret om, at disse ubalancer ikke kan fortsætte. I Financial Times den 2. december 2008 advarer han:
”Det spektakulære kollaps i det vestlige finansielle system er et symptom på denne kendsgerning … I det lange løb vil den globale økonomi være nødt til at genfinde sin balance. Hvis den ikke gør det, kan den åbne verdensøkonomi endda bryde sammen. Ligesom i 1930’erne er det nu en reel trussel.”
Vi har endnu ikke set et fald ned i protektionisme i fuld målestok eller monetært kaos, men spændingerne er til stede, og de kan ikke udelukkes.

De fleste regeringer var mellem 1929 og 1933 hjælpeløse eller uvillige til at blande sig i kollapset i deres økonomier, og de begrænsede sig til kapitalistiske klichéer om behovet for at balancere de offentlige finanser. I løbet af de sidste par år har de kapitalistiske regeringer interveneret massivt ”for at undgå et nyt 1929.” Senere vil vi diskutere, hvor effektive, de har været.

Hvad skabte krakket i 1929?
Den borgerlige økonom John Maynard Keynes mente, at staten skulle køre med underskud i krisetid for at hjælpe på efterspørgslen
Keynesianerne hævder, at den vigtigste årsag var et fald i det private forbrug, især i investeringer. Det er ganske rigtigt, at de private investeringer kollapsede med 90 procent fra 1929 til 1933; byggeriet faldt med 85 procent, og produktionen af kapitalgoder faldt med 75 procent. Men hvorfor? Årsagen ser ud til at være, at de mest profitable muligheder, som de nye industrigrene og markeder kunne tilbyde i 1920’erne, var udtømt i slutningen af årtiet. Med andre ord var opsvinget ved at slutte alligevel. Opsving og kriser er normale kendetræk ved den kapitalistiske udvikling.

Monetaristerne som Milton Friedman skyder skylden på faldet i udbuddet af penge på grund af det storstilede kollaps i bankerne. I 1933 havde 9000 banker i USA lukket dørene for evigt. De tre største bølger af bankkrak var i 1930, 1931 og 1933. Dette skete helt klart for sent til, at det kunne være årsag til kollapset, selv om de kan have gjort det værre. Det finansielle kaos blandede sig med kollapset i produktionen og trak økonomien yderligere ned.

Kindleberger har ret, når han siger, at ”ingen kvantitetsteori om penge eller autonome skift i forbrug, med eller uden en nedgang på aktiemarkedet, kan forklare disse pludselige bevægelser. Det kræver en gammeldags teori om kreditsystemets ustabilitet.” Manias, panics and crashes.) Problemet er, at produktionen under kapitalismen er social. Producenter over hele verden afhænger fuldstændig af hverandre. De opdager først dette, når markedssystemet – og det monetære system, der smører dets tandhjul – slår aldeles fejl. Marx forklarede på lignende måde, at ”tyngdeloven viser sig, når et hus falder sammen om ørene på os.” Regeringerne så, at deres skatteindtægter faldt, og deres udgifter eksploderede, da krisen indtrådte. Dette førte til, at staterne kørte med offentlige underskud. Dette underskud blev af tidens økonomer fordømt som finansiel ødselhed. Den engelske Labour-regering, der var en mindretalsregering, blev for eksempel presset af samfundets top til for alt i verden at få det offentlige budget til at balancere. De besluttede at gøre dette ved at skære i understøttelsen til de arbejdsløse og skære i de offentligt ansattes løn. Dette forårsagede naturligvis en splittelse i Labours gruppe i parlamentet. Det vat ikke dette, Labour var blevet valgt til at gøre! Premierminister Ramsey MacDonald og en håndfuld andre forrædere dannede da en ”national” regering for at presse disse tiltag igennem sammen med de konservative. Det efterfølgende parlamentsvalg, da alle tilhængerne af nedskæringerne dannede fælles front imod de uafhængige Labour-kandidater, reducerede partiet til blot at have 54 mandater i parlamentet. Det var, rettere sagt, et enormt psykologisk slag imod arbejderbevægelsen.

Det må imidlertid aldrig glemmes, at denne politik med nedskæringer under krisen overhovedet ikke hjalp til at starte et opsving. Denne strategi blev gentaget af Thatcher i begyndelsen af 1980’erne. Hensigten var ganske klar – at få arbejderklassen til at bære hele krisens byrde. Dette er, hvad de engelske konservative under David Cameron har i støbeskeen, hvis de vinder næste valg. New Labour (højrefløjen i Labour-partiet, red.) ønsker at fortsætte med store offentlige udgifter og et stort offentligt underskud indtil valget næste år. Men de er enige med de konservative i, at der i fremtiden vil være brug for store nedskæringer for at udligne statens finanser.

Roosevelt blev præsident i USA i 1933 midt i den dybe krise. Som en listig kapitalistisk politiker, der repræsenterede Demokraterne, var hans mål at bevare. Hans New Deal repræsenterede de borgerlige politikeres første anerkendelse af, at krisens dybde, samt den vrede, den skabte, truede hele det kapitalistiske systems eksistens.

New Deal
Roosevelts økonomiske aktivisme var i mange henseender sammenfaldende med fremkomsten af de keynesianske økonomiske tanker i 1930’erne som et alternativ til den fejlslagne og miskrediterede økonomiske ortodoksi. Keynes så på ingen måder sig selv som arbejderbevægelsens repræsentant. Han erklærede: ”I krigen mellem klasserne vil jeg altid være på det uddannede borgerskabs side.” I stedet for at balancere budgettet i hårde tider, mente Keynes, at regeringen skulle bruge penge og bevidst køre med offentligt underskud, hvis det var nødvendigt, for at opretholde efterspørgslen. Da Roosevelt blev valgt, inddrog han millioner af arbejdsløse amerikanere i beskæftigelsesprogrammer, og han brugte statens penge til at betale. I dette indviklede system fik arbejderne ikke en fuld løn, men de fik en form for hjælp til at holde fattigdommen fra døren (der var intet samlet system med understøttelse til arbejdsløse i USA). Dette var en lindring, men ikke en kur imod arbejdsløshed. Disse projekter omfattede aldrig mere end hver fjerede arbejsløse.

Roosevelt tog sig også af overproduktion på den eneste måde, det er muligt for kapitalismen. Kapitalismen klarer problemet ved at ødelægge produktivkræfterne. Roosevelt hjalp processen på vej. I 1933 betalte han landmænd for at pløje 40 millioner hektar bomuld op (en fjerdedel af årets høst), og han fik seks millioner svin slagtet. Det rene vanvid – at konsolidere fattigdommen, når der er rigeligt!

Virkede New Deal? Nej. Ligesom nu bekymrede vigtige dele af kapitalistklassen sig mere om at beskære de offentlige udgifter end om at begrænse arbejdsløsheden. Efter at have slået sine republikanske modstandere ved valget i 1936, med entusiastisk støtte fra de fattige, der havde håb i deres hjerter, besluttede Roosevelt sig i 1937 for, under pres fra kapitalistklassen, at beskære underskuddet. Hjælpeprogrammer blev afskaffet, og der begyndte at blive indsamlet føderale skatter til at betale for de sociale tiltag. Det førte til, at statens underskud faldt fra 5,4 procent af BNP til 1,2 procent. Da dette faldt sammen med et stort fald i den økonomiske aktivitet (den såkaldte ”Roosevelt-recession”), steg arbejdsløsheden kraftigt i 1937. Hundredtusindvis blev fyret fra deres beskæftigelsesprogrammer, og millioner af menneskers håb blev knust.

Så sent som i 1940 var der stadig over 10 millioner arbejdsløse i USA. Som den keynesianske økonom Paul Krugman formulerer det: ”Et enormt program for offentlige arbejder … også kendt som Anden verdenskrig, genetablerede fuld beskæftigelse.” Den lille hage ved krigen var naturligvis, at 50 millioner mennesker døde. Arbejderklassen byttede den ene kapitalistiske rædsel ud med en ny.

En stor forskel mellem nu og 1929 er, at regeringerne intervenerer i frygt for de politiske konsekvenser af passivitet. I USA før valget af Roosevelt gjorde præsident Hoover overhovedet intet for at lette elendigheden. Hans eneste historiske mindesmærke er ordet ”Hooverville”, der beskriver de slumbyer, der husede de arbejdsløse, hjemløse og depressionens ofre.

Siden 2007 har regeringerne interveneret imod kollapset. De har i hovedregelen interveneret for at redde bankerne. Ved at gøre dette har de taget Mussolinis tilgang fra den Store Depression til sig, om at profit er privat og individuel, men tab er offentligt og socialt. De har nationalieret bankernes tab og efterladt profitterne på private hænder. Det har ført til, at 1,5 trillioner pund (12.500.000.000.000.000.000 kroner, red.) er blevet føjet til den offentlige gæld i England, og at den engelske regering kører med et underskud på over 10 procent af BNP. I USA har omkostningerne ved bank-hjælpen blevet anslået af formanden for hjælpeprogrammet til at udgøre 23,7 trillioner dollars (118.250.000.000.000.000.000 kroner, red.), men endnu mere astronomiske beløb er blevet nævnt. Disse penge er blevet lånt, og de vil før eller siden skulle betales tilbage. Der er fare for, at dette vil kvæle en fremtidig økonomisk bedring allerede ved fødslen.

Der er blevet brugt pengepolitik for at nedbringe renterne til rekordlave niveauer over hele verden, men det ser ikke ud til, at det har megen virkning på økonomien. Hvad angår finanspolitik, så ser det ikke ud til, at de offentlige underskud, som keynesianerne anbefaler, styrker den samlede efterspørgsel, da bankerne blot har slugt pengene for at genopbygge deres aktiver. På det nuværende stadie ved vi ikke, om regeringernes intervention har lagt en bund i krisen, men det ser aldeles ikke ud til, at det har skabt en hurtig og let vej til økonomisk bedring.

Der er en parodi over marxister og marxismen, der går ud på, at vi hilser økonomisk krise velkommen. Det siges, at vi ikke bekymrer os om massernes problemer. At vi kun bekymrer os om den radikaliserende effekt på bevidstheden, som disse afsavn angiveligt vil medføre. At vi gnider os i hænderne og siger, ”dette er, hvad vi har ventet på!”

Faktisk er dette meget langt fra den sobre analyse af de økonomiske processer og deres virkning på bevidstheden, som Lenin og Trotskij viste i deres skrifter. Her er et eksempel. Trotskij skrev i 1930 (Third Period of the Comintern errors):
”Problemet er, at stigende udbytning ikke altid hæver proletariatets kampvilje. I en konjunkturnedgang, der er fulgt af stigende arbejdsløshed, især efter nederlag, fremmer øget udbytning ikke radikalisering blandt masserne, men tværtimod demoralisering, atomisering og opløsning. Vi så dette, for eksempel, blandt briterne lige efter strejken i 1926. Vi så det i endnu større målestok i Rusland, da den økonomiske krise i 1907 faldt sammen med nederlaget til revolutionen i 1905. Hvis de seneste to års intensiverede udbytning har medført en stigende strejkebevægelse, blev grundlaget lagt af en stigning i økonomien, ikke en nedgang."

Krise og bevidsthed
Generelt er der ikke et automatisk forhold mellem krise og udvikling af bevidstheden. Hvorledes arbejderne vil tænke, og hvilke konklusioner, de drager, afhænger af hele den forudgående periode af klassekamp, som de har oplevet den. Det er sandt, at krisen medfører, at der grundlæggende bliver stillet spørgsmålstegn ved den kapitalistiske økonomis natur og klare fejl. Tingene kan ikke fortsætte på den gamle måde. Men krisen skaber ikke nødvendigvis øjeblikkelig revolutionær handling. I løbet af en årrække skabte krisen i 1929, der var politisk såvel som økonomisk, revolutionære muligheder og kontrarevolution over hele verden. Det, der skete i hvert land, afhang kritisk af ledelsen for arbejderklassen.

Lad os tage den engelske arbejderklasse først. De engelske arbejdere gik ind i den Store Depression blot tre år efter det største nederlag i deres historie. I 1926 indkaldte det britiske LO (TUC) til generalstrejke imod et stort anlagt forsøg fra den herskende klasses side på at forringe minearbejdernes forhold gennem lønnedgang og øget arbejdstid. Generalstrejken var massiv. I rædsel over de revolutionære perspektiver, strejken åbnede, standsede TUC-lederne strejken uden at have opnået noget, og overlod det til minearbejderne at kæmpe alene. Efter at have lidt nederlag på den faglige front gik arbejderne ind på den politiske scene og valgte en Labour-regering i 1929. Denne regering sad magtesløs, mens arbejdsløsheden steg til over tre millioner i 1931. Premierminister MacDonald og co. gik over til de konservative, og Labour led et kraftigt nederlag.

Hvor skulle de britiske arbejdere vende sig hen? De havde lidt både fagligt og politisk nederlag i løbet af fem år. Der var ingen vind i arbejderklassens sejl, og krisens dybde underminerede deres forhandlingsposition. De første år i årtiet var vidne til en barsk række sult-demonstrationer og lokale kampe imod nedskæringer i understøttelsen. Det er sandt, at i anden halvdel af 1930’erne havde visse dele af arbejderklassen sundet sig tilstrækkeligt til at begynde at kæmpe, men den nye kampvilje blev afbrudt af krigsudbruddet.

I USA havde fagforeningerne oplevet nedgang i 1920’erne. De eneste arbejdere, der var ordentligt organiseret, var de faglærte arbejdere indenfor gamle fag. Men det karakteristiske for årtiet var fremkomsten af ny masseproduktion i brancher som bilindustrien, hvor der var en halv-faglært eller ufaglært arbejdsstyrke. Fra 1929 til 1932 steg arbejdsløsheden til 15 millioner, en tredjedel af arbejderklassen. De, der stadig havde arbejde, klyngede sig til jobbet med deres liv, bed tænderne sammen, og der var en atmosfære af frygt på fabriksgulvet.

Ud fra et overfladisk synspunkt så det ud til, at arbejderne var kuet. Men det ville være aldeles forkert at se dette som et tegn på accept af kapitalismen. Arbejderne var vrede, men følte sig hjælpeløse. Da økonomien vendte en smule op fra dybet i 1933, så nogle arbejdere deres chance for at slå tilbage.

Strejkerne i Minneapolis i 1934 indvarslede en periode med stor strejkeaktivitet i USA
I hele tiåret fra 1923-32 var der mindre end 10.000 strejker i USA, og de omfattede under fire millioner arbejdere. Men bøtten vendte i 1934 med store strejker i Toledo Auto-Lite, chaufførerne i Minneapolis og med en generalstrejke blandt havnearbejderne i San Fransisco. Disse strejker blev anført af en ny generation af militante ledere, ikke den miskrediterede generation af kompromissøgende, der anførte fagforeningerne i 1920’erne.

Strejkebølge
Fra 1936-45 var der 35.000 strejker. Næsten 16 millioner arbejdere var indblandet i kamp. Det, der er blevet kaldt ”arbejderbevægelsens store skridt frem” indebar en bølge af organisering blandt alle arbejdere, uanset hvilket værktøj de arbejdede med. Radikaliseringen bredte sig også til de politiske holdninger. Flere og flere arbejdere så gennem New Deal og kæmpede for et ægte arbejder-alternativ til de kapitalistiske politikere.

Årtiet, der fulgte efter krakket i 1929 på Wall Street skabte politiske omvæltninger. Det gav revolutionære muligheder i Frankrig og Spanien, og det førte til sort kontrarevolution i Nazityskland, og efterfølgende til verdenskrig. Det afgørende for udfaldet var ledelsen i arbejderbevægelsen. Det er af denne grund, at epoken er værd at studere, nu hvor vi går ind i en ny periode med økonomisk og politisk turbulens.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.