De borgerlige historikere – hvis ultimative mål altid er at retfærdiggøre det kapitalistiske samfundssystem, som det eneste brugbare – forsøger altid at drage en lige linje mellem Lenin og Stalin. De hævder, at Lenins virke og metoder uundgåeligt førte til Stalins regime. Men de overser det faktum, at langt de fleste af Lenins tætteste samarbejdspartnere, samt tusinder af kommunister i hele Rusland, igennem cirka 15 år, fra 1923-1938, førte en heroisk kamp for at stoppe stalinismen. De blev kaldt ”oppositioneiri” eller ”trotskister”. Men de kaldte sig selv for ”bolsjevik-leninister”, fordi de anså sig selv som forsvarere og arvtagerne af bolsjevismens virkelige traditioner.
I år udkom for første gang den spanske oversættelse af en bog udgivet i 2003 på fransk. Det drejer sig om den franske marxistiske historiker Pierre Broués bog, ”Kommunister imod Stalin – massakre på en generation”. Dette er den første detaljerede dokumentation for Venstreoppositionen i Rusland, om bolsjevik-leninisternes kamp for at sætte en kæp i hjulet på stalinismens fremmarch.
Bogen er resultatet af et omfattende arbejde; forfatteren har tjekket hundredvis af breve fra arkiverne i Harvard, USA, som indeholder Trotskijs personlige korrespondance med oppositions-undergrundsgrupper i USSR. Men udover det har han også været på jagt i GPU's arkiver (forgængeren til KGB, den hemmelige efterretningstjeneste i USSR), samt interviewet dusinvis af øjenvidner og tidligere aktive i venstreoppositionen. F.eks. fortæller Broué os i sin indledning, at en vis Ivan Vrachev, som var en af lederne af Venstreoppositionen, havde forrådt hundreder af sine oppositions-kammerater og angivet dem til det stalinistiske politi. Siden da havde han angret og følt sig skyldig i resten af sit liv. Så i 1991, da Broué fandt ham i live i Moskva, gav Ivan Vrachev Broué et væld af informationer som han brugte til at skrive bogen. Vrachev sagde, at han havde forrådt Trotskij, og at det var en forbrydelse, så derfor ville han vidne – også selv om det var imod ham selv.
Eftersom at bogen endnu ikke er oversat og udgivet på engelsk (for slet ikke at tale om dansk) – og derfor utilgængelig for de fleste af Socialistisk Standpunkts læsere - vil vi i denne anmeldelse gå lidt længere end blot at anmelde og give nogle af hovedelementerne i bogen, for dermed at udbrede bogens centrale pointer til et bredere lag.
Hvordan oppositionen opstod
De første par kapitler bruger Broué på at give os historien om oppositionens grundlæggelse. Selvom stalinister ser ”trotskister” alle vegne, er kendsgerningen, at den første opposition anno 1923, ikke blev skabt på direkte initiativ fra Trotskij, men derimod igennem ”de seksogfyrres deklaration” - en udtalelse underskrevet af 46 prominente kommunister, blandt andet en del medlemmer af centralkomiteen. Iblandt dem finder vi bl.a. kendte kommunister som Preobrachenskij og Serebriakov (de to tidligere partisekretærer), Muralov, Piatakov, Smirnov, samt et væld af andre ledende partimedlemmer med lang tids medlemskab i bagagen. Udtalelsen kritiserer det fremvoksende bureaukrati i statsapparatet og partiet med mange af de samme argumenter, som Lenin brugte i sine sidste breve og i sit testamente kort før sin død.
Medlemmer af Venstreoppositionen fotograferet i 1927.
Trotskij støttede de grundlæggende argumenter i de 46 kommunisters udtalelse. Især gennem to vigtige dokumenter. Det første er ”Den nye kurs”, skrevet i efteråret 1923 og den anden er ”Læren af oktober”, skrevet et år efter, hvor Trotskij viser de politiske fejl, som den ledende klike omkring Stalin-Zinoviev begik i forbindelse med den tyske revolution, og drager nogle generelle erfaringer i et forsøg på at dreje partiet til venstre igen.
Men den ledende klike i partiet, centreret omkring triumviratet; Stalin, Zinoviev og Kamenev, gik hårdt til værks; på den ene side begyndte de en smædekampagne imod Trotskij og gravede gamle citater frem, for at ”bevise” at han ikke var ægte bolsjevik. På den anden side gik de i første omgang ind og forbød udbredelsen af de seksogfyrres resolution. Men da denne allerede cirkulerede vidt omkring blandt partimedlemmer, blev de nød til at igangsætte en debat i partiet.
Denne debat viste, at oppositionen havde en vis genklang iblandt partiets medlemmer. I Moskva vandt oppositionen for eksempel flertal i 40 lokalafdelinger (6.954 medlemmer) imod 32 (2.790). I den røde hær støttede flertallet af afdelingerne oppositionen, og iblandt ungkommunisterne var flertallet i centralkomiteen tilhængere af oppositionen.
Men Broué viser med fakta, hvordan Stalin lukkede debatten og brugte apparatet til at overvinde oppositionen; Flertallet i ungkommunisternes centralkomité blev fjernet fra deres poster, Konstantinov - debatredaktøren af Pravda (som gav spaltepads til oppositionen) blev fyret, der opstod udbredt brug af censur og rygtespredning i partipressen, m.m. Vigtigst af alt er dog at resultaterne blev forfalsket således, at oppositionen på trods af stor opbakning – især i Moskva – kun fik tre delegerede til partikongressen i januar 1924. På denne kongres var flertallet funktionærer, og oppositionen blev fordømt som en ”mensjevikisk afvigelse”. Blot tre dage efter denne kongres døde Lenin efter et års intens sygdom, hvor han har været ude af politik.
Nye, men kortvarige allierede
I de næste par kapitler ser vi, hvordan magtkampen udspiller sig; Oppositionen fortsatte med at kæmpe for dens synspunkter, og en intern magtkamp imellem Stalin og Zinoviev/Kamenev, fik de sidstnævnte til at alliere sig med Trotskij og 1923-oppositionen. De indrømmede, at oppositionen havde haft ret hele vejen igennem, og at de tog fejl omkring Stalin. Således var 1925-1926 præget af den forenede oppositions kamp imod Stalin.
Kamenev - Lenin - Trotskij
Ikke desto mindre havde oppositionen svært ved at trænge igennem; Broué viser, hvordan trætheden i arbejderklassen, og især manglen på et gennembrud i den internationale revolution, var udslagsgivende for oppositionens udvikling. For eksempel falder den tyske revolutions nederlag i oktober 1923 sammen med oppositionens første nederlag. På samme måde har den kinesiske revolutions nederlag i 1927 (som er et resultat af, at Stalins underlagde af kommunistpartiet under den borgerligt-nationalistiske Kuomintang bevægelse), en demoraliserende effekt på den sovjetiske arbejderklasse, hvilket resulterede i mindre deltagelse i partiet og dermed mere vind i sejlene til stalinisterne, som baserede sig på partifunktionærer og bureaukrater.
Den forenede opposition havde enkelte succeser, som f.eks. i september-oktober 1926, hvor den vandt flertal på fabrikken Riazan-Uralsk i Moskva, men Stalin sendte specielle patruljer af væbnede gangstere ud til massemøderne, hvor de fløjter for at overdøve oppositionens talere og bagefter tæsker dem med køller.
Ifølge Broué's udregninger havde oppositionen omkring 8.000 organiserede medlemmer på dette tidspunkt. Dette er selvfølgelig ikke meget, hvis vi tager i betragtning at partiet officielt set havde 750.000 medlemmer. Men på dette tidspunkt var der kun omtrent 20.000 partimedlemmer, som var involverede i debatten. Disse tal afslører det virkelige styrkeforhold.
I løbet af 1927, bliver det klarere og klarere, at oppositionen står over for eksklusion. Trotskij og Zinoviev bliver smidt ud af centralkomiteen. Den 7. november forsøger venstreoppositionen at organisere sin egen blok i mindedemonstrationerne for 10-årsdagen for oktoberrevolutionen. Under parolerne ”Ned med opportunisme”, ”Udfør Lenins testamente”, ”Imod splittelse”, ”For bolsjevikisk enhed”, ”Ned med kulakker, NEP-mænd og bureaukrater”. Bannere forberedes og demonstrationen planlægges omhyggeligt. Men så snart den starter i Leningrad, bliver den omringet af stalinisternes politi, som spreder den med vold. I Moskva går det endnu mere voldeligt til, hvor politiet også smadrer to lejligheder fyldt med oppositionsfolk.
Zinoviev og Trotskij ekskluderes fra partiet den 15. november for ”kontra-revolutionær virksomhed”. Trotskij og hans tætteste allierede mener, at man skal holde sig principfaste, selvom masserne ikke har reageret. Smilga, Rakovskij, Muralov og Radek laver en erklæring med den linje og efterfølgende ekskluderes de fra partiet. Men Zinoviev og Kamenev vakler, og de og deres støtter, ”zinovievisterne”, ender med at kapitulere til Stalin.
I den sidste samtale imellem Trotskij og Zinoviev, siger sidstnævnte; ”Lev Davidovitsj, tiden er kommet til at vise mod til at kapitulere”, hvortil Trotskij svarer; ”Hvis den slags mod var tilstrækkeligt, ville revolutionen have været gennemført i hele verden for længst!”.
Folkene bag venstreoppositionen - hvem var de?
På dette tidspunkt – ved udgangen af 1927 – kan vi danne os et billede af hvem der egentligt udgjorde Venstreoppositionen. Broué forsyner os med, hvad der kunne betegnes som en mini-encyklopædi af navne. Vi vil her holde os til de vigtigste, for at give læseren en smag for, hvor vigtige kræfter der egentligt var med i oppositionen.
Mest kendt af alle er selvfølgelig Leon Trotskij. Vi vil ikke gå i detaljer med ham, men blot huske på, at han var formand for Petrogradsovjetten i 1905, medlem af centralkomiteen i bolsjevikpartiet fra 1917, folkekommissær for udenrigssager efter revolutionen 1917, folkekommissær for forsvar fra 1918, stifter og leder af den røde hær, som vandt borgerkrigen.
Næstvigtigst efter Trotskij er Christian Rakovskij, leder af socialdemokratiet på Balkan, medlem af ledelsen af 2. internationale før krigen, fastholdt en internationalistisk og anti-krigsposition under verdenskrigen. Talte fem sprog og havde et nært venskab med folk som Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Rakovskij gik med bolsjevikkerne i 1917, og Lenin indsatte ham som præsident for Ukraine. Han blev senere ”forflyttet” af Stalin til England – (pga. sin kritik af Stalin om det nationale spørgsmål) - hvor han blev gjort til ambassadør i sommeren 1923. Senere fængslet og deporteret for sin støtte til oppositionen. Er sammen med Trotskij oppositionens klare leder og en nær ven af Trotskij. ”Tilstår” efter hård tortur i 1933 at have lavet kontra-revolutionær virksomhed. Alligevel skriver han til venner og bekendte, at Stalin og hans folk ikke er andet end brutale mordere. Han holdes fængslet og dræbes i 1941 på direkte ordre fra Stalin.
Rakovskij var næst efter Trotskij den vigtigste leder af Venstreoppositionen. Her er de to revolutionære ledere fotograferet sammen omkring 1924.
I.N. Smirnov. ”Gammel” bolsjevik, fabriksarbejder, fængslet og deporteret i flere omgange. Deltog i revolutionerne 1905 og i 1917 i opstanden i Moskva. En af lederne af den røde hær. Ledte forsvaret af byen Sviajsk. Gjort til folkekommissær for post og telegraf-kommunikation. Lenin kaldte ham ”partiets bevidsthed”. Fængslet og deporteret som oppositionstilhænger. Kapitulerer i 1929 til Stalin, men vender tilbage til oppositionen allerede i 1931. Organiserer en ny oppositionsgruppe omkring sig, med tilknytning til venstreoppositionen. Henrettet i 1936, efter at han har kapituleret i håb om at redde sin datter (som stalinisterne dræber alligevel).
Preobratjenskij, medlem af partiet siden 1903. Specialist i økonomi og kendt for diverse skrifter (bl.a. ”Anarkisme og kommunisme”, ”Kommunismens ABC”, etc.). Anholdt og deporteret flere gange til Ural, hvor han var leder af partiet. Medlem af bolsjevikpartiets centralkomité fra 1919 og arbejder på elektrificering af Sibirien. I 1920 sekretær for partiet. Er en af hovedmændene bag 1923-oppositionen. Aktiv i oppositionen til og med 1929, hvor han kapitulerer til Stalin. Omkring 1931 er han med tilbage i oppositionsarbejde igennem Smirnovs gruppe. Bliver henrettet i juli 1937.
Muralov, bolsjevik siden 1903. Deltog i Moskva under revolutionerne 1905 og 1917. Meget populær blandt arbejderne pga. hans rolle i borgerkrigen som leder af forskellige militærdelinger af den røde hær. Støtter oppositionen fra 1923 og fremefter. Fængslet, deporteret og henrettet i 1937.
Serebriakov, metalarbejder indtil 1910, hvor han bliver til professionel revolutionær for partiet. Arresteret i flere omgange, men flygter gang på gang. Med i revolutionen i 1917 og bagefter bolsjevikisk fagforeningsorganisator. Sekretær for partiet sammen med Preobratjenskij i 1920. Fængslet, deporteret og dræbt i januar 1937
Smilga, medlem af partiet fra 1908. Oprindeligt fra Letland, hans far blev henrettet af zaren. Aktiv først i Letland, senere i St. Petersburg og Moskva. Flere gange anholdt. Kommer ind i den bolsjevikiske centralkomité i april 1917, hvor han støtter Lenins aprilteser imod de ”gamle”bolsjevikker (Zinoviev, Kamenev, Stalin, m.fl.). Har derefter vigtige poster i Sovjetregeringen. Kapitulerer i 1929, men bliver alligevel henrettet i januar 1937.
Dertil kommeret et væld af andre kendte personligheder. Blandt andre:
- Karl Radek, en af lederne af Komintern.
- Victor Serge, libertær socialist, som gik med bolsjevikkerne efter revolutionen og arbejdede for Komintern. Kendt for sin selvbiografi En revolutionærs erindringer.
- Sosnovsky, en af lederne af partiet i Ural.
- Grunstein: partimedlem siden 1903, en af lederne af flyakademiet i den røde hær.
- Eltsin, partimedlem siden 1889, medlem af Sovietternes eksekutivkomité.
- Mrachkovskij, partimedlem siden 1905 og velkendt agitator.
- Maria Joffe, enke til A. Joffe, vigtig sovjetisk diplomat som begik selvmord i 1927 i protest mod Stalin.
Victor Serge var en af de vigtige skikkelser i Venstreoppositionen. Hans læseværdige En revolutionærs erindringer skildrer blandt andet oppositionens kamp mod stalinismen.
Men navnene er selvfølgelig kun toppen af isbjerget. I flere zoner havde bolsjevik-leninisterne vigtige rødder i partiet og arbejderklassen:
- I Moskva havde oppositionen hundredvis af medlemmer. Viktor Eltsin, en af organisatorerne, hævder, at de i midten af tyverne har 500 medlemmer, som er ”meget velorganiserede”. I arbejderkvarteret Krasnaya Presnia, som er en af kommunistpartiets bastioner, har oppositionen flertal blandt ungkommunisterne. Også på fabrikkerne Aviopripor og Riazan-Ural har de flertal i fagforeningsledelserne.
- I Ukraine havde oppositionen sin bastion nummer to, som resultat af Rakovskijs arbejde. Flertallet i ungkommunisterne er med oppositionen, som har hundredvis af medlemmer. Ifølge Broué er der flere oppositionsmedlemmer i Krakov i 1927 end der var bolsjevikker før revolutionen i 1917.
- I Georgien havde oppositionen også stor opbakning, men vi mangler desværre tilstrækkelige informationer om dens omfang. Til gengæld vides det, at Stalins uleninistiske politik på det nationale spørgsmål, gav grobund for meget utilfredshed iblandt de georgiske kommunister.
- I fagforeningsledelserne havde oppositionen også vigtige rødder. De havde ledelsesmedlemmer i fagforeningerne for fødevareindustrien, metalarbejderne, byggebranchen, keramik-industrien og to medlemmer af ledelsen for Profintern (den røde fagforeningsinternationale).
Eksklusionen af Venstreoppositionen er et grønt lys til konsekvent repression imod alle afvigende tendenser inden for Kommunistpartiet. Trotskij bliver deporteret til Alma Ata, men hans planlagte afgang bliver udskudt et par dage, fordi tusinder af mennesker møder op og protesterer ved den togstation, han skal afsted fra. Flere og flere af de kendte oppositionsledere deporteres. I 1930 er der endnu en runde af deportationer; 800 sendes i eksil og 300 sendes i isolationseksil.
Ved slutningen af 1929 og starten af 1930 starter de første henrettelser af enkelte oppositionsledere, for ”kontra-revolutionær virksomhed”.
De fleste oppositionsledere befinder sig dog i Sibirien i eksil. Her forsøger de at holde kontakt med hinanden og fortsætte diskussioner via telegrammer og hemmelige breve, sendt igennem kurerer. Oppositionen bevarer kontakt til Trotskij, ved hjælp af hemmelige rejser imellem Alma Ata og Moskva.
Oppositionen fortsætter med at sende udtalelser ud, som underskrives af hundredvis af eksilfanger. Men flere og flere bliver sendt i isolation og derved stopper GPU kontakten imellem mange af oppositionsfolkene. Nogle af dem bliver også nedbrudt psykisk og kapitulerer til Stalin. Til gengæld er der flere af dem – som Ivan Nikitsj Smirnov – der hurtigt vender tilbage til oppositionen, efter at have kapituleret. Broué giver os også eksempler på ”taktiske kapitulationer”, dvs. oppositionsfolk, som kapitulerer for derved at kunne vende tilbage til Moskva og til partiet og hjælpe til i undergrundsarbejdet.
Tilbage til undergrundsarbejdet
For mange af oppositionsfolkene er det ikke et chok at skulle udføre politisk arbejde under et repressivt regime. Mange af dem tilhører nemlig den ”gamle” garde af bolsjevikker og er derfor vant til undergrundsarbejde fra tiden med zar-regimet.
Broué har fundet adskillige løbesedler udgivet af Venstreoppositionen i illegalitet og eksempler på interventioner på fabrikker. I Moskva organiseres det første center for oppositionen i 1927 og fungerer et par år frem, med skiftende kadrer som ledere. Dette center hjælper oppositionskadrer med arbejderkampe på diverse fabrikker;
På skibsværftet Neva forhindrer arbejderne i 1927 bureaukratiet i at fyre en arbejder, der sympatiserer med oppositionen. I stedet vælger arbejderne ham enstemmigt som formand for sovjetten. En anden begivenhed er en strejke, som finder sted på tekstilfabrikken Jalturinskaya, som har 5.000 arbejdere i Leningrad. Ligeledes intervenerer oppositionen i en strejke på jernbane-bygningsværket i Kremenchug.
Ved 11-årsdagen for revolutionen i november 1928, uddeler oppositionen 10.000 løbesedler, underskrevet ”bolsjevik-leninisterne”. I en hemmelig rapport til Trotskij fra centret i Moskva, dateret oktober 1928, som Broué citerer i bogen, får vi at vide, at oppositionen har vundet mange nye medlemmer, især i Ukraine, i Kiev, Krakov og Don-området. I byen Ekaterinoslav har den 220 medlemmer. 90 procent af dens nye medlemmer er arbejdere og de fleste af dem arbejder på store fabrikker.
Selv på Kominterns 6. kongres i 1928, formår oppositionen at intervenere. Igennem et infiltreret oppositionsmedlem, lykkes det at få uddelt et eksemplar af Trotskijs kritik af programudkastet til hver delegation. Et af resultaterne er, at James P. Cannon – lederen af den amerikanske delegation på kongressen og Maurice Spector fra Canada – bliver vundet over til Venstreoppositionen og opbygger vigtige oppositionsgrupper i deres hjemlande.
Men som vi har forklaret forstærkes repressionen. Den nye runde af anholdelser i 1930 gør en ende på centret i Moskva. Et nyt oppositionscenter bliver derfor oprettet i eksil, omkring Christian Rakovskij. Herfra smugles tekster og deklarationer fra oppositionen ud, bl.a. ved hælp af Smirnovs datter, Olga Smirnova. Men i december 1930 trevler GPU centret op og anholder den lille skare af kammerater som driver det.
Oppositionsbulletinen
Efter Rakovskij-centret er blevet opløst af GPU, hviler den eneste mulighed for et nyt center på Trotskij. Sammen med sin ældste søn Leon Sedov beslutter han, at der er brug for at lancere et nyt centralt organ med den samme metode, som Lenin brugte i undergrundsarbejdet under zarismen; opbyg et center et sikkert sted i udlandet og brug dette som center for udgivelse af et organ og dets indsmugling via hemmelige kurerer ind i Rusland.
Således flyttede Leon Sedov til Berlin, hvorfra han udgav Biulleten Opositsii (Oppositionsbulletinen). Denne avis bestod, på nøjagtig samme vis som Iskra, af forskellige rapporter og breve fra oppositionstilhængere inde i Rusland. Broué viser os tilmed, hvordan Sedov organiserede hemmelige rejser for betroede oppositionstilhængere til Moskva og andre regioner. Igennem de næste par sider får vi en relativt detaljeret beskrivelse af nogle af de centrale personer i Sedovs netværk. Men som Broué også indrømmer, er der mange, mange flere, som anonymt bidrager til breve og artikler i Oppositionsbulletinen. På trods af de svære vilkår har bulletinen en imponerende virkning – den kommer rundt til mange af de deporterede, og britiske og tyske sømænd smugler den videre til deres russiske kollegaer i havnene. Også Stalin læser bulletinen minutiøst – som regel før de fleste oppositionstilhængere får fat på den.
Udsnit af forsiden på første udgave af Biulleten Opositsii, oppositionens organ i Rusland.
I et af de næste kapitler, giver Broué os et resumé af brevene i oppositionsbulletinen. De gengiver forskellige russiske oppositionskorrespondenters indtryk fra hverdagen i Rusland anno 1931-34. Anekdoter fra landsbyer og fabrikker viser dels en stemning af apati i befolkningen, men også en afsky for bureaukraterne, især iblandt arbejderne. Først og fremmest er det et godt modstykke til de løgnagtige beskrivelser af total opbakning til Stalin, som blev gengivet i de fleste vestlige medier på det tidspunkt.
Imidlertid har Stalin besluttet sig for, at ty til fysisk udslettelse. Ikke kun af Venstreoppositionen, men af alle personer, der har haft forbindelse til den eller med tråde til oktoberrevolutionens første år. Således arrangerer han i 1934 mordet på Kirov, den næstkommanderende i partiet – og finder en ”trotskist” som syndebuk. Dette bliver undskyldningen til at indlede en offensiv imod ”kontrarevolutionær terror” – en massakre på tusinder af gamle bolsjevikker.
Sultestrejkerne i Kolyma-Magadan og Vorkuta
De fleste har hørt om Moskva-processerne i 1936-37. En monstrøs proces, hvor et par dusin tidligere bolsjevik-ledere, som havde kapituleret til Stalin (bl.a. Zinoviev, Kamenev, Radek, m.fl.), blev anklaget for en hemmelig konspiration i ledtog med Trotskij (som var i eksil i Mexico) og med fascismen, for at vælte Stalin. Alle ”tilståelserne” ved denne retssag, blev opnået ved hjælp af timelange ”forhør” og tortur. Ved brug af disse uhyggelige metoder formåede Stalin at likvidere hele den gamle garde af bolsjevikker.
Dog er det vigtigt at konstatere, at dette kun var toppen af isbjerget. Samtidig med at disse 30-40 tidligere ledere af partiet blev skudt, kørte en sideløbende proces i Sibirien, hvor tusinder af bolsjevik-leninister – som ikke havde kapituleret – blev myrdet af de stalinistiske bødler.
De sidste to kapitler af vor anmeldte bog, er mildest talt hårrejsende. Broué gengiver en af historiens mest skånselsløse massakrer. Vi følger to sideløbende bevægelser i Sibirien i 1937, hvor tusindvis af bolsjevik-leninister var blevet henkastet til et liv i fangelejre. Den første er i Kolyma-Magadan, hvor fangerne har modsat sig transporteringen til Gulag-lejren ved at lave en demonstration med hjemmelavede bannere og appeller til byens indbyggere.
Da de ankommer til fangelejren i Kolyma, grupperer disse tusinder af bolsjevik-leninister sig i celler, diskuterer politik og fortsætter med at organisere sig. De starter i juli en sultestrejke. Deres krav er simple og beskedne; de kræver at blive adskilt fra de kriminelle fanger og behandles som politiske fanger og få en normalisering af forholdene (ingen overlast i arbejdet, løn, normale madrationer, etc.). Strejken fortsætter i et stykke tid, men bliver forrådt af en GPU-infiltrator. Dette er signal til, at alle bolsjevik-leninisterne henrettes i grupper af 100. Iblandt dem er Alexandra Lvovna Sokolovskaya, Trotskijs første kone, som var forblevet venner med ham resten af sit liv og som, efter alle beretninger at dømme, var en enestående person i bolsjevikpartiets historie.
Den anden bevægelse, som ikke har nogen direkte sammenkædning med den første, foregår i Vorkuta-lejren. Her befinder bl.a. Maria Joffe sig, som på mirakuløs vis overlever og bagefter skriver erindringer fra lejren. Sultestrejken udvikler sig over efteråret 1937, og efter 135 dage (skiftende strejker og flere omkomne), vælger Moskva at imødegå de strejkendes krav, som minder meget om de beskedne krav fra Magadan. Men i virkeligheden er det et trick for at stoppe bolsjevik-leninisternes indflydelse på massen af fanger. Lidt efter lidt forflyttes de mest revolutionære fanger til en nærliggende forladt fabrikshal. Her henrettes de i grupper, som dagene går. Øjenvidner forklarer, hvordan de fortsatte med at synge internationale, imens de blev ført ud til henrettelsespelotonen.
Tusindvis af oppositionsfolk blev dræbt i Stalins lejre. Her ses tvangsarbejde i Vorkuta-lejren i 1929.
Ifølge Broué, døde omkring 8.000 i Kolyma, imens tabstallene i Vorkuta er sværere at regne ud. Nogle kilder siger ”tusindvis”, mens en anden øjenvidneberetning giver tallet 27.000. Ifølge Broué havde omtrent 6.000 af de dræbte i Kolyma en eller anden forbindelse til Venstreoppositionen, hvilket han blandt andet beviser ud fra GPU’s egne arkiver. I Vorkuta ved vi med sikkerhed, at minimum 1.082 fanger (de fleste bolsjevik-leninister) blev myrdet på den omtalte murstensfabrik. Ifølge GPU’s egne arkiver blev lidt over 10.000 henrettet for at være ”kontrarevolutionære trotskister”.
Også på internationalt plan er forfølgelsen omfattende i årene 1937-38. Leon Sedov, Trotskijs søn og leder af Venstreoppositionen, forgiftes af stalinister på et hospital i Paris. Liget af Rudolf Klement, sekretær for Fjerde Internationale, bliver fundet i floden Seine i Paris – dræbt af stalinistiske gangstere. Ignaice Reiss, en tidligere GPU-agent som brød offentligt med Stalin og gik over til Trotskij, blev fundet dræbt i Schweiz. To trotskister, Erwin Wolf og Moulin bortføres i Spanien og henrettes af Stalins agenter. Det samme sker med hundredvis af andre trotskister, anarkister og POUM-medlemmer, som er aktive under den spanske revolution, vigtigst iblandt dem er Andrés Nin, Trotskijs tidligere sekretær og leder af POUM.
Efter 1938 er det kun Trotskij, Rakovskij og et par få andre som er i live. Førstnævnte myrdes af en stalinistisk agent den 20. august 1940, sidstnævnte skydes i fangenskab i 1941 i Orel.
Historien må erobres tilbage
”Kommunister imod Stalin” er på alle måder et mesterværk. Selv om man til tider skal holde tungen lige i munden, for at finde hoved og hale i den overflod af kendsgerninger og navne, som forfatteren forsyner os med, så er og bliver bogen et unikt stykke historisk dokumentation. Og ikke kun det. Bogen er nemlig en hyldest til de tusindvis af mænd og kvinder, som ofrede deres liv i kampen for at redde den revolution, som de selv anså, for at være det eneste håb om en vej ud af kapitalismens blindgyde. Når Broué nævner så mange navne, er det uden tvivl fordi han ønsker at hylde den store skare af kæmpere, hvis navne i årtier var gået glemt, skjult under ligene på en hel generation. Historien må erobres tilbage – det er essensen af ”Kommunister imod Stalin”.
“Her er begrundelsen for denne bog. Lad den blive et våben imod fortidens rædsler og alt hvad der minder om dem i dag, et eksempel på mod og værdighed, en evaluering af en kollektiv erfaring, hvilken vi foruden ville være dømt til konstant at begå de samme fejl og gå igennem de samme nederlag. Og vi håber, at læseren efter at have læst bogen, uanset hvilken baggrund vedkommende har, vil tage parti med de undertrykte og kæmpende fra Vorkuta og Magadan”. (s. 373-374).Venstreoppositionen var ikke en lille flok sekterikere, som stalinisterne på kynisk vis hævdede, og fortsat hævder. Tværtimod kan vi efter at have læst Broué’s bog sige – uden at overdrive - at Venstreoppositionen var den virkelige fortsættelse af bolsjevikpartiet.
Vi finder også et andet vægtigt argument, som i sig selv beviser, at Venstreoppositionen ikke var en håbløst isoleret skare, men derimod en reel trussel; Det faktum, at Stalin måtte ty til en så hård repression. Ikke bare tusinder af ”forflytninger”, eksklusioner, fængslinger og deportationer, men kulminationen på det hele – nemlig massakren på en hel generation. Selve den kendsgerning at Stalin måtte ty til fysisk udryddelse af bolsjevik-leninisterne viser, at disse var en reel trussel. De måtte for alt i verden udslettes, for ellers ville de med tiden have været i stand til at vælte stalinismen og genindføre arbejderdemokratiet.
“Men hvem protesterede dengang? Hvem talte imod? Det er trotskisterne, der har den fortjeneste. De fulgte det eksempel, som deres leder havde sat, og som han blev belønnet for med en isøkse, og de kæmpede imod stalinismen indtil døden, og de var de eneste, der gjorde det. I dag har trotskisterne ret til at fordømme dem, der dengang hylede sammen med ulvene. Men lad os ikke glemme, at de havde det store fortrin frem for os, at de havde et sammenhængende politisk system, der kunne afløse stalinismen. De havde noget at holde fast i midt i deres dybe fortvivlelse over at se revolutionen blive forrådt. De “tilstod” ikke, for de vidste, at deres “tilståelse” hverken ville gavne Partiet eller Socialismen.”Pierre Broué, ”Comunistas contra Stalin – Masacre de una generación”, Editorial Sepha 2008 (original på fransk udgivet 2003), 23 euro, kan købes på www.editorialsepha.com
