Trotskijs besøg i Danmark i 1932 var en kæmpe begivenhed.
I dag er der ikke mange der kender Trotskij, endsige ved hvad han stod for. Men datidens aviser i Danmark giver det helt klare indtryk, at Trotskij var en verdensberømthed, der stadig kunne tiltrække store menneskemængder.
”Vi behøver ikke her at præsentere Trotskij for læserne, få navne er så kendt i verden som hans.” (Politiken, 24. November, 1932)
Trotskij var indbudt af de Socialdemokratiske studenter, til at holde et foredrag om den russiske revolution i anledning af 15 års jubilæet. Han var landsforvist fra Sovjet, efter kampen mod Stalin og bureaukratiseringen af Sovjet, og boede i Tyrkiet, med sin kone og barnebarn, Esteban Volkov, der kommer til København d. 7 november i år, på 75-året for Trotskijs besøg. Ingen lande ville give ham opholdstilladelse, og de færreste endog indrejsetilladelse. Trotskij fik en uges opholdstilladelse i København, under besøget, under forudsætning af at han ikke ville ”tale politik”. Interviewene fra dengang er derfor mere eller mindre blottet for politik.
Men Trotskijs besøg var en kæmpe begivenhed, der bl.a. blev dækket massivt i både Politiken og Social-demokraten. Vi vil her, ud fra artiklerne fra dengang, forsøge at give et indtryk af hans rejse, stemningen og ikke mindst mødet i Idrætshuset.
Trotskij – en verdensberømt revolutionshelt
Datidens aviser efterlader ingen tvivl om, at Trotskij sammen med Lenin stod i spidsen for den russiske revolution, et faktum som stalinismen (og andre) med held har formået at fordreje fuldstændig.
Politiken skriver i forbindelse med Trotskijs besøg: ”Som revolutionær tilbragte han [Trotskij] krigsårene i landflygtighed. Da det tsaristiske Rusland brød sammen opholdt han sig i New York, men efter en dramatisk dampskibsrejse over Atlanten nåede han tilbage til Petersborg, omtrent samtidig med at Lenin vendte hjem fra Schweiz i det såkaldte ’plomberede’ jernbanetog gennem Tyskland. Sammen med Lenin styrtede han Kerenski og blev en del af den bolsjevikiske revolutions store førere. Han var en ildfuld agitator og folketaler, under Ruslands genopbygning toges hans særlige organisatoriske evner i anvendelse som skaber af den røde hær. Man husker hvordan han på sit berømte pansertog måned efter måned berejste hele det russiske rige og efterhånden sejrrigt afslog angreb af både ydre og inde fjender på atten forskellige fronter. I denne stilling som Folkekommissær for den røde hær vil hans navn ved siden af Lenins gå over i verdenshistorien.” (Politiken, november, 1932)
Men Politiken hjalp stalinismen med at besværte Trotskij politisk, og udråbte ham til en individualistisk Napoleon, der politisk ikke adskilte sig fra Stalin, og de reducerede hele striden mellem Trotskij og Stalin til en strid om personlige interesser, mens de fuldstændig fordrejer Trotskijs position både til femårsplanen og attituden til bønderne, kun et sted har de ret, og det var når de skriver ”I spørgsmålet om udenrigspolitik stod han [Trotskij] på den yderste radikale fløj, idet han hævdede, at det var umuligt at indføre socialismen i et enkelt land, man måtte arbejde samtidig på alle lande, Sovjet ville ikke kunne udvikle sig uden verdensrevolutionen!” (Politiken, november, 1932).
Stor ståhej om Trotskijs besøg, og skarpe sikkerhedsforanstaltninger
D. 23 november 1932 ankom Trotskij til Danmark. Han gik i land i Esbjerg og kørte med tog mod København, undervejs blev han interviewet af bl.a. journalister fra Social-demokraten og Politiken.
Under den ugelange rejse fra Tyrkiet til Danmark, var der et massivt sikkerhedsopbud. Han sejlede fra Frankrig til Esbjerg, hvor der ventede en menneskemængde for at få et glimt af Trotskij, og et massivt sikkerhedsopbud. ”Sjældent har en begivenhed formet sig modsat forventningerne, som Trotskijs ankomst til Esbjerg i dag. Den mærkelige nervøsitet hos arrangørerne, den aftalte opmarch af de stedlige kommunister og den skarpe politiafspærring havde indstillet de hundreder, der stod og ventede på Englandskajen i haglbyge og blæst, på en bevæget modtagelse, kommunisterne begyndte også at pibe i fingrene, og nogle enkelte råbte: – Forræder! da ’A.P. Bernstoff’ havde lagt til, og det gik som en løbeild gik gennem mængden: her kommer han! Men næppe var Trotski kommet til syne på landgangsbroen, før mængden tav. Det var glimtet af en historisk skæbne, der greb tilskuerne alle som én, det var billedet af en landflygtig, hvis skikkelse havde bevaret sin rejsning, og hvis ansigt endnu var skarpt som et ørnenæb, der betog dem. Trotski lettede lidt på den bløde hat…” (Politiken, 24. november, 1932)
Trotskijs besøg bemærkedes over hele Danmark. ”Mange mennesker er mødt på banegården i Fredericia for at få et glimt af den russiske revolutions Danten [?] at se. I alle byer, toget passerer, er der skarer af nysgerrige, men sekretærerne ruller gardinerne ned, og ingen steder får de et glimt af Trotski. De aner kun berømtheden bag de nedrullede gardiner, men de føler et pust fra verdenshistorien drage forbi sig.” (Politiken, 24. November, 1932)
Trotskij steg af toget allerede i Tåstrup, pga. sikkerhedsforanstaltninger, og han blev herfra kørt i bil til København, fordi han insisterede på at se København om natten. På Københavns hovedbanegård blev folk skuffede: ”Allerede før toget med Trotski kunne ventes til Hovedbanegården, begyndte folk at strømme til, og ved ankomsttiden var forhallen propfuld af mennesker. Folkemængden blev ordnet af nogle få betjente, der dog ikke havde synderlig besvær med at holde orden. Mellem de ventende var der en klat kommunister, der dog forholdt sig i ro; men da de straks efter togets ankomst fik den meddelelse, at Trotski var stået af ved en mellemstation, havde de vanskeligt ved at kvæle nogle udbrud, og råbet ”Rød Front” hørtes et par gange. Imidlertid havde de fleste af de ventende fået nok af kulden, hvorefter de skyndte sig bort, medens nogle skuffede fotografer snuppede et par billeder. Der skete altså ikke noget, og folket spredtes, da ingen kunne give oplysninger om hvor Trotski ville tage ophold.” (Social-demokraten, 24. November, 1932)
Ifølge Politiken var stemningen alligevel høj; ”Mere end halvdelen af hele ankomsthallen var tætpakket af mennesker. Garderobernes disk var naturligvis blevet erobret. Herfra havde man udsigt ned til perronudgangen. Der kom stadig folk til, og da der ikke længer var plads i hallen, tog man opstilling udenfor. […] Det var ikke de samme fysiognomier, som man ser på kommunister. Kommunisterne havde ikke ladet sig narre. Det var jævne borgere, som ville tage den aftenfornøjelse med, og de socialistiske blåskjorter var rigt repræsenteret. […] De rejsende havde travlt med at komme igennem. Det var lutter runde og rødkindede folk fra Jylland og Fyn. Endelig kom der en lille sortsmudset herre med lorgnetter, som til nød kunne mistænkes for at have noget at gøre med den russiske revolution. – God aften Trotski, var der en der sagde. Folk lo og manden smilede med. Helt ud til den droske, som han lagde beslag på, var han genstand for opmærksomhed. Da han var vel kommet op i vognen, lød der et gemytligt – Rød Tuborg! ’Trotski’ der åbenbart kun havde hørt ’rød’ og mente, at ’Front’ fulgte efter, satte en kommunistisk knytnæve i vejret. Under jubel kørte han bort.” (Politiken, 24. November, 1932)
Trotskij blev indkvarteret privat i København, men hemmeligholdelsen af hans opholdssted, som han måtte fraflytte fra, da det blev opdaget, vidner om alvorligheden af den kampagne, der fra stalinismen blev ført imod ham, og som i 1940 endte med at slå ham ihjel; ”…Stedet er så gedulgt, at selv den aller snedigste ikke ville søge dem der. End ikke politiet kender opholdsstedet, og vi to eneste danskere, der ledsagede Trotski, er ved en virkelig højtidelig ed bundet til at tie med vor viden.” (Social-demokraten, 24. November, 1932).
Interviews med Trotskij
Som sagt er interviewene desværre meget upolitiske, og derfor ikke videre interessante at komme ind på her, de fylder heller ikke særlig meget i de danske aviser fra dengang. Dog lige et par udsnit.
Socialdemokraten skriver om Trotskij: ”I går ankom den russiske Revolutions største nulevende skikkelse, Leo Trotski, til Danmark. Trotski møder her som en landflygtig revolutionær, forstødt af Stalins utålelige diktatur. Vi er ikke beundrere af Trotski i alt, hvad han har foretaget i den russiske revolution, ikke enige med ham i hans syn på politik og personer, men han er en historisk skikkelse, og han røber i det interview, vor medarbejder har haft med ham, dybere menneskelige følelser og ægtere socialistisk indstilling end mange af de magthavere, som har fortrængt ham fra den revolution, han var fører for.” (Social-Demokraten, 24. November, 1932).
Trotskij forklarer til journalisten fra Social-demokraten at han ikke har talt offentligt i Vesteuropa siden 1914 i Østrig, og at han i de sidste 4 år har været isoleret ikke blot fra politisk liv men også fra videre samfundsliv og samkvem med videre kredse.
Men dette er klart, at politik ikke kan holdes fuldstændig udenfor spørgsmålet om den russiske revolution. Da han spørges, om Lenin var ”selve den russiske revolution”, siger han således til Social-demokraten: ” Som materialist véd jeg, at historien skabes af materielle forudsætninger; men mennesker kan under visse omstændigheder komme til at spille den afgørende rolle. Uden mekanik går maskinen ikke, og uden tændrørets gnist kommer motoren aldrig i gang; selv om alle dens andre dele er i orden. Lenin var den russiske revolutions gnist.” (Social-demokraten, 24. november, 1932)
Selve mødet
Mødet blev afholdt i Idrætshusets festsal på Østerbro, der kan rumme 2500 mennesker. Salen var fyldt, og mange flere ønskede at deltage, men havde ikke muligheden, da man af sikkerhedsårsager ikke solgte billetterne offentligt. Der havde været anmodning om, at talen blev transmitteret over radio i USA, men den danske radiofoni afviste uden begrundelse anmodningen. I stedet blev talen optaget på film, men hvad der er sket med denne ved vi ikke.
Under mødet var der enorme sikkerhedsforanstaltninger, men disse blev heldigvis gjort til skamme., og mødet forløb i ro, kun afbrudt af bifald.
”Trotskimødet forløb i fuldkommen ro. Alle barnlige rygter om attentater, revolvere, tåregas- og stinkbomber blev gjort til skamme; der lød ikke så meget som ét tilråb eller én afbrydelse, og kun klapsalverne, der nu og da afbrød foredraget, røbede, at vi ikke befandt os i et universitetsauditorium.” (Social-demokraten, 28 november, 1932)
Mødet blev indledt af en socialdemokratisk student (for indbyderne), der fastslog at Trotskij blev indbudt som repræsentant for en anden opfattelse end den, der næredes af de indbydende Socialdemokrater. Trotskij indledte ligeledes sin tale med slå fast, at han var kommunist og ikke socialdemokrat.
Socialdemokraten beskriver, hvordan Trotskij går fra i første del af mødet i en foredrags-agtig docerende stil, mere og mere bliver en brændende agitator: ”…efter pausen taler han sig hurtigt op og hænderne blev knyttet. Han gestikulerede ivrigt og næsten heftigt med begge arme, drejede og vendte sig på talerstolen til alle sider, slog en enkelt gang i bordet og spilede øjnene op bag de store briller, mens stemmen, der har en indædt, en smule hæs halsklang, løftedes til stor styrke. Det var en flammende agitator, der sluttede efter 1 ½ times tale, og øjensynligt var han da kun begyndt at tale sig varm.” (Social-demokraten, november 1932)
Social-demokraten bedømte mødet som forholdsvist kedeligt og indholdsløst, hvilket ikke undrer, eftersom de jo ikke var enige i indholdet. Helt anderledes bedømte en af stifterne af Danmarks Kommunistiske Parti, Marie Nielsen, der også var til stede, talen, hun skriver således i sin pjece, Kampen om Trotskij:
”Trotskij kom i 1932 til København på indbydelse af den socialdemokratiske studentergruppe for at tale om den socialistiske opbygning i Sovjet – en enestående lejlighed for danske kommunister til selv at høre – selv at høre – selv at vurdere – til at få bevis for rigtigheden af Arbejderbladets påstand: at han svinede Sovjet til.
Men DKP\’s medlemmer blev af partiledelsen mobiliseret til gadedemonstration den aften, nogle advaredes mod at gå til mødet blandt andre jeg.
Jeg gik derhen og hørte det klareste kommunistiske foredrag om de vældige resultater, som Sovjet havde nået under den første 5-årsplan, som jeg nogen sinde har hørt. Intet angreb på Stalin og ingen inddragen af den standende strid i foredraget.
Men udenfor larmede de danske kommunister og skreg: Ned med Trotskij!
De vidste ikke, hvad de gjorde!”
Under talen behandlede Trotskij baggrunden for den russiske revolution og udviklingen efter revolutionen, hvor han lagde vægt på planøkonomiens enorme gevinster. Hele talen kan læses her
Af talen blev der i Politiken bl.a. gengivet følgende:
Trotskij startede med at forsikre, at hans foredrag var af videnskabelig og ikke politisk karakter.
” Jeg understreger dette straks fra begyndelsen. Det er imidlertid umuligt at tale om en revolution, som sovjetrepublikken er udgået af, uden at inddrage en politisk stilling. I min egenskab af foredragsholder står jeg under den samme fane, som jeg stod under som deltager i de revolutionære begivenheder.”
Han forklarer derefter om grundlaget for revolutionen, hvordan han allerede i 1905 teoretisk forklarede hvordan revolutionen i Rusland kun kunne blive en socialistisk revolution, i teorien om den permanente revolution, men også at ”… de socialistiske idealer kan ikke virkeliggøres alene for et enkelt land. Sovjetunionen må udvides først til de føderative europæiske sovjetrepublikker, derefter kommer endelig den socialistiske verdensstat.” (Politiken, november, 1932)
Han berørte også, de enorme fremskridt planøkonomien havde frembragt i Sovjet, og forsvarede utvetydigt kampen for en revolution i hele verden.
”Da vi i oktober 1917 greb magten, hånede man os, og spåede at Sovjet ville vare blot 24 timer, i en måned, et år. Nu har den eksisteret i 15 år. Er løfterne nu holdt? Var det ofrene værd? Jeg vil ikke ligge skjul på vanskelighederne, men også i kritik bør der være et vist forhold. Kapitalismen har haft århundreder til at befæste sig i, men endte alligevel med verdenskrigens helvede. Socialismen har kun haft 15 år, den kan ikke straks fremskaffe paradis. Og hvem er det, der spørger, om det var ofrene værd? De samme som før 1914 råbte på krigen! Den russiske revolution er trængt langt dybere ind end andre revolutioner, fordi den har grebet ind i ejendomsretten, man må derfor unde den mere tid.”
[…]
”Resultaterne er allerede overvældende. Hvis vi sætter vor samlede produktion i 1913 til 100, så sank den under borgerkrigen i 1920 til 75, men voksede i 1929 til 200 og er i år 300. Ser vi på den internationale produktion i perioden fra 1925 til 1932, så er Tysklands produktion i dette tidsrum gået ned med to tredjedele, Amerikas med halvdelen, mens Sovjets samtidig er firedoblet. Det kollektive arbejdsprincip er nået en produktivitet som aldrig før i verdenshistorien. ”
[…]
Talen sluttedes absolut politisk…
”Revolutionens hammer har hos os smedet massernes vilje til stål. Den nuværende verdenskrise viser menneskets stadige afhængighed af økonomien. Vi må nu overalt rationalisere produktionslivet og opbygge en socialistisk verden, hvori Sovjet kun er den første etape, men hvori mennesket endelig bliver frit og kan gøre selve det menneskelige til genstand for sine arbejder og bestræbelser.” (Politiken, november, 1932)”
Afslutningen blev mødt af ”stærkt bifald”, hvorefter mødet sluttede med afspilning og afsyngning af Internationale.
Og med den salut, vil vi gerne opfordre alle til at komme d. 7. November, og fejre 90-året for den russiske revolution og 75 året for det ovenfor beskrevne møde!
Se hjemmesiden www.oktober1917.dk, hvor du kan tilmelde dig arrangementet den 7. november i Arbejdermuseet i København.
