Nu nærmer vi os 90-årsdagen for den russiske oktoberrevolution, og i den anledning bringer vi her første del af en artikel om revolutionens historie, dens konsekvenser og læren af den.
Der er perioder i verdenshistorien, der repræsenterer afgørende vendepunkter. Vi lever selv i en sådan periode. Ligegyldigt om man er tilhænger eller modstander af den russiske oktoberrevolution, så kan der ikke herske tvivl om, at denne begivenhed ændrede verdenshistoriens kurs på en hidtil uset måde. Oktoberrevolutionen har lige siden 1917 været hadet af de borgerlige og af reformisterne i arbejderbevægelsen. Hvorfor? Fordi oktoberrevolutionen 1917 var verdens første succesfulde socialistiske revolution, hvor millioner af arbejdere og undertrykte forsøgte at tage deres egen skæbne i deres egne hænder og ændre samfundet i retning af socialisme. Det er denne enorme bevægelse fra neden, som inspirerede millioner af arbejdere verden over og som stadig er et vigtigt eksempel, der viser, at det er fuldt ud muligt for arbejderne at drive samfundet uden kapitalister, spekulanter og bureaukrater.
Baggrunden for revolutionen
Anden Internationale (en sammenslutning af verdens socialdemokratier), blev stiftet for at varetage traditionerne fra Marx og Engels. I 1912 samledes lederne fra de socialistiske og socialdemokratiske partier verden over til Anden Internationales kongres. Dette var i en periode med massiv oprustning og forberedelse til det, der skulle blive første verdenskrig.
På kongressen blev det vedtaget, at man under ingen omstændigheder ville støtte krigen, men derimod stå fast på et klassestandpunkt, som lå i direkte forlængelse af Marx og Engels ideer. Det blev besluttet at stå fast på, at arbejderne ikke skulle i krig for at forsvare en kapitalistisk stat, men derimod rette sit skyts mod kapitalismen på tværs af landegrænser.
Da første verdenskrig brød ud i 1914, havde de socialdemokratiske ledere åbenbart glemt alt om deres løfter fra to år tidligere. I hvert fald støttede næsten hvert eneste socialdemokratiske parti krigsbevillinger og udsendelsen af arbejdere i krig mod andre arbejdere. Kun i to lande var dette ikke tilfældet. I Serbien og i Rusland. Netop i Rusland var Socialdemokratiet splittet mellem de revolutionære, bolsjevikkerne (som betyder flertalsfolkene) og de reformistiske mensjevikker (mindretalsfolkene). Bolsjevikkerne gik imod krigen. Lenin, der stod i spidsen for bolsjevikkerne, fastholdt, at arbejderne skulle vende våbnene mod kapitalisternes generaler i stedet for mod hinanden.
I krigens første tid var det ikke populært i Rusland (eller nogen andre steder) at tale imod krigen. Bolsjevikkerne fik korporligt tæv flere gange, når de fremførte deres paroler. Men som tiden gik, og tabstallene, arbejdsløsheden og inflationen voksede, da voksede også tilslutningen til bolsjevikkerne. Arbejderne begyndte at strejke for bedre forhold, hvilket tsaren svarede på ved at sende de strejkende til fronten. I stedet hentede man bønder fra landet ind som arbejdskraft på fabrikkerne. Disse bønder lå traditionelt under for kirkens overtro og var, til at starte med, ikke venligt stemt over for bolsjevikkerne og de socialistiske idéer.
Men som krigen skred frem, måtte flere og flere sande, at tsaren var komplet ude af stand til at løse selv de mest basale problemer for arbejderne og bønderne. For slet ikke at tale om soldaterne. Det, at man havde sendt de mest politisk bevidste arbejdere til fronten, begyndte at give bagslag. Langs fronterne fik parolerne om fred, brød og jord større og større sympati.
Revolutionen i februar
På kvindernes internationale kampdag, 8. marts (23. februar efter gammel russisk tidsregning), var der demonstration i Petrograd, arrangeret af de socialistiske partier. Ingen partier, heller ikke bolsjevikkerne havde planlagt strejker. Men de kvindelige tekstilarbejdere fra Vyborg-distriktet tog selv affære og startede en strejke. På andre fabrikker nedlagde arbejderne også arbejdet på opfordring fra tekstilarbejderne. 90.000 strejkede mere eller mindre spontant. Dagen efter gik over to hundrede tusinde i strejke i Petrograd. Deres paroler krævede brød, fred og tsarens afgang.
Uroen bredte sig i hele Rusland, og tsaren opløste parlamentet, som havde eksisteret som en slags ”demokratisk” skalkeskjul for hans styre. Men da var slaget allerede tabt. Overalt var der demonstrationer og arbejdernes deltagelse var massiv. Tsaren blev tvunget af tronen, og hans ministre blev arresteret af arbejdere og soldater.
Efter tsarens afgang lå magten reelt i hænderne på arbejderne og soldaterne. Af 1905 revolutionen havde arbejderne, bønnerne og soldaterne lært, at det var nødvendigt at organisere sig i sovjetter (”råd”), der således direkte repræsenterede deres interesser. Disse skulle senere blive det demokratiske fundament for den arbejderstat, der blev dannet under oktoberrevolutionen.
Men samtidig blev der lavet en (foreløbig) provisorisk regering, der havde til opgave at formulere et grundlag for et borgerligt demokrati, (som vi kender det i Danmark), der repræsenterer den herskende klasse interesser. Dette betød at der i samfundet fandtes en dobbeltmagt. Den herskende klasses interesser der stod, (og stadig står) i direkte modstrid med den undertrykte klasses, kom til udtryk igennem deres organisationer. Når begge gør krav på magten, har man en uholdbar situation, der må finde sit udtryk og afgøres til enten den ene eller den anden klasses fordel.
Desværre var den revolutionære fløj inden for det russiske socialdemokrati (bolsjevikkerne, under ledelse af Lenin), ikke stærk nok til at tage magten på dette givne tidspunkt. Begivenhederne havde endnu ikke tvunget masserne til at drage den konklusion, at de selv måtte tage magten. I stedet overlod de magten til de reformistiske ledere (de socialrevolutionære og mensjevikkerne), som gav den videre til borgerskabet og de liberale i den provisoriske regering.
Aprilteserne og Lenins kamp i bolsjevikpartiet
Selv iblandt bolsjevikkerne var der forvirring om, hvad man nu skulle gøre. Under februarrevolutionen havde partiets kadrer på fabrikker og i industri deltaget og været med til at styrte Zaren, men havde ikke haft et selvstændigt revolutionært program for hvad der skulle gøres. Flere af partiets ledere, inklusiv Stalin og Kamenev, havde endda en vis tillid til den provisoriske regering.
Lenin havde fulgt begivenhederne spændt fra sit eksil i Schweiz. I sine berømte Breve fra det fjerne, som blev udgivet i Pravda, forklarede han, at den russiske revolutions første fase var forbi, og at den nye fase måtte betyde mistillid til den provisoriske regering og at sovjetterne repræsenterede kimen til en ny magt. Denne idé om, at der var brug for en ny fase i den russiske revolution, videreudviklede han i de berømte aprilteser, hvor han talte for sovjetternes magtovertagelse, nationalisering af jorden og en jordreform til fordel for de fattige bønder, statskontrol med bankvæsnet, afskaffelse af politi, hær og bureaukratiet og bevæbning af befolkningen, afskaffelse af alle privilegier og høje lønninger for funktionærer, valg af alle funktionærer, etc. Altså agiterede Lenin for en ny revolution, som indførte en arbejderrepublik i Rusland, i den gamle pariserkommunes billede.
Denne linje mødte hård modstand, ikke bare fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære, men også fra andre bolsjevikker, som ikke var enige i Lenins revolutionære politik. Ikke desto mindre lykkedes det Lenin at vinde flertal i partiet. Han omstillede nu partiet, på at det skulle arbejde tålmodigt og forklare denne linje til arbejderne i sovjetterne og på fabrikkerne. Gennem de næste par måneder måtte arbejderne sande, at den provisoriske regering hverken kunne frembringe bedre forhold eller en afslutning på krigen. Arbejderne havde med andre ord ikke fået valuta for pengene. Der var lagt op til nye opgør. Det ser vi på i del 2, som bringes i næste nummer af denne avis.
