I 1976 nedlagde arbejderne fra den kongelige porcelænsfabrik arbejdet i en af de mest kendte arbejdskampe i Danmarks historie. Strejken udviklede sig til 13 ugers sej kamp imod cheferne, arbejdsgiverorganisationerne og endda selveste LO-toppen. På trods af at det på det tidspunkt var den længste strejke i Danmarkshistorien, holdt arbejderne modet oppe. Ved at benytte arbejderklassens bedste traditioner lykkedes det arbejderne at få hele landet bag sig og vinde en sejr. Socialistisk Standpunkt har mødt et af medlemmerne af den daværende strejkekomite, Sonja Hansen. Her fortæller hun om kampen.

Vil du starte med at fortælle lidt om din egen og strejkens baggrund?

Jeg hedder Sonja Hansen og strejken fandt som sagt sted i 1976. På det tidspunkt havde jeg arbejdet derinde i 16 år. Strejken startede fordi blåmalerområdet og blåblomst, var de lavestlønnede på hele fabrikken. Jeg tror, gennemsnittet lå på omkring 25-26 kroner i timen på det tidspunkt, hvilket var betydeligt mindre end de andre afdelinger på fabrikken. Vi ville have lønnen skruet op til samme niveau som de andre malere derinde.

Arbejdsgiverne sagde i midlertidig, at det kunne der ikke være tale om. Vi insisterede på lønfremgang. Hele virksomheden gik i sympatistrejke. Strejken varede i tre måneder og der blev lavet nogle forhandlinger undervejs, hvor vi så nåede frem til 30,50 kr. Da vi havde fået det, stemte vi om at gå i arbejde.

Hvordan var strejken organiseret? Var der solidaritet fra fagforeninger og andre?

Til at starte med lavede vi nogle forskellige kontakter rundt omkring i firmaet. Vi lavede en strejkekomite og begyndte at lægge følere ud til forskellige fagforeninger, arbejdspladser osv. Og der kom meget hurtigt solidaritet. Der kom meget hurtigt penge ind. Det var ikke kun os, der var udadvendte, der var også mange arbejdspladser og grupper, der ringede til os og spurgte om de ikke skulle lave en støttekomite. Der var folk fra Esbjerg, Ålborg, alle steder fra, og der blev lavet store demonstrationer, hver gang vi skulle i arbejdsretten.

Vi kom rundt omkring i landet og talte vores sag, samlede penge ind, også på arbejdspladser. Der var én, der samlede penge ind til os, selvom de ansatte dér havde en lavere løn end os. For hvis det kunne lykkes os at få mere i løn, så kunne de andre måske også få det.

Hvis ikke det var solidaritet, så ved jeg ikke, hvad solidaritet er.

Hvordan var det politiske klima i Danmark?

Jamen på det tidspunkt, begyndte vi at se på politik på en anden måde. Det var ikke kun et spørgsmål om at få pengene ind. Vi lærte virkelig af den konflikt. Der var gang i den, det må man sige. Blandt andet i os piger, vi sagde ikke så meget, vi malede og lod mændene tale. Det var der mange, der fik lavet om på. Det her var i 70’erne, hvor der virkelig var gang i den, og kvinderne begyndte jo også at røre på sig. Vi ville ikke finde os i så meget mere.

Hvordan var forholdet til LO? Var der brydninger eller var der meget samarbejde?

Der var ikke samarbejde – der var brydninger. I starten da lod man os jo være, men efterhånden begyndte man fra arbejdsgiversiden at blive lidt bange. Vi havde alt for stor støtte rundt omkring fra. Jeg ved ikke noget helt konkret, men der blev lavet nogle møder med LO og arbejdsgiverforeningen, som strejkekomiteen ikke blev involveret i. Nogle tillidsfolk var med, det er der ikke nogen tvivl om. Hen mod slutningen, lige før vi gik på arbejde, begyndte arbejdsgiverne at rasle med at lockoute alle de største virksomheder i Danmark. Jeg stemte for at fortsætte strejken, for jeg ville gerne have set, hvad der ville være sket. Om arbejderne lige pludselig havde fået en større magt. Men det skete jo ikke, og det kan jeg godt forstå, for de her mennesker havde jo mistet mange penge under konflikten.

De skulle altså betale bod?

Vi betalte lidt tilbage, men det var ikke ret meget. For så kan man jo gøre det at sige: ”Nu er vi enige om at gå på arbejde, men vi vil ikke betale noget bod”. Vi var jo også så heldige, at vi var en arbejdsplads, hvor de gang på gang under konflikten satte vores arbejde fri, men der var jo ikke nogen, der kunne lave det. Der kunne ikke være så meget skruebrækkeri.

Det der var imponerende ved den strejke var, at det var arbejdere, HK’ere og håndværkere der strejkede sammen, det var aldrig set hverken før eller siden. Det var helt fantastisk. Det var så stort, at jeg er lykkelig over at have været med til det. Vi gjorde noget, både for arbejdspladsen, men mest for os selv.