Tysklands nederlag i den første verdenskrig fik en lang række omfattende konsekvenser for det tyske folk. Krigens sejreherrer viste hurtigt deres bestialske gangstermoral, og tog på bedste imperialistisk vis hver deres bid af kagen for at udrydde enhver form for konkurrence fra deres i forvejen blødende modstander. ”Fredsaftalen” i Versailles 1919 var ikke andet end simpelt imperialistisk rapseri, som skulle få fatale politiske, sociale og ikke mindst økonomiske konsekvenser for et Tyskland, der allerede lå ned.

De tyske kolonier blev delt mellem Italien, Frankrig, Belgien, Japan og Storbritannien, der tog størstedelen, men også selve Tyskland blev sønderrevet. Frankrig fik området Alsace-Lorraine med en befolkning på to millioner og ikke mindre end en tredjedel af den tyske jernproduktion. Ligeledes blev den tyske hær reduceret til 100.000 mand, en hær der øjensynligt blev ladt tilbage som de allieredes forsikring mod en tysk revolution på linje med den russiske fra 1917.

Frankrig besætter Ruhrdistriktet
I maj 1921 krævede de allierede desuden fuld tilbagebetaling for, hvad der var mistet under krigen. Tilbagebetalingen blev en umulig byrde for den tyske økonomi, og allerede i januar 1923 faldt Tyskland bagud i betalingen. Indenfor få dage blev 60.000 franske tropper under ledelse af general Degoutte sendt ind for at besætte Ruhrdistriktet. Ruhrdistriktet udgjorde den industrielle rygrad i Tyskland. 80 procent af Tysklands stålproduktion samt 71 procent af kulproduktionen var samlet i Ruhr-området.

Det gik ikke ubemærket hen. En national modstand spredte sig som løbeild over landet. I Berlin alene demonstrerede 500.000. Regeringen så sig presset fra neden til at organisere en ”passiv modstand”. Ruhrs arbejdere blev opfodret til at føre en ikke-samarbejdspolitik med den franske besættelsesmagt. ”Arbejd langsomt”-kampagner, strejker og sabotage blev brugt mod besættelsesmagten, der svarede igen med 10.000 udvisninger i løbet af 6 måneder. Kamplysten bredte sig gennem det centrale Tyskland i takt med, at levestandarden efterhånden sammen med økonomien styrtdykkede, og inflation blev til hyperinflation.

Prisen på et brød i 1918 var 0,63 mark – i januar 1923 var det 250 mark. Herefter eskalerede inflationen yderligere til den nåede usandsynlige højder. I juli 1923 kostede et brød 3465 mark, i september 1,5 million, og da inflationen var på sit højeste i november 1923, kostede et brød 201.000 millioner mark.

Hyperinflationen betød også, at arbejderne skulle skovle penge op i en trillebør for at betale for et brød. Ligeledes oplevede de, at deres løn var værdiløs, nærmest før den blev udbetalt. Borgerskabet tjente derimod kæmpe summer på spekulation i den værdiløse valuta. De tog kæmpe lån og betalte først tilbage, når pengene var næsten værdiløse Småborgerskabet var i oprør over den desperate situation, og vendte nu blikket mod arbejderbevægelsen.

KPD-lederne tøver
Hele denne kamp, der brød ud som en national modstandskamp mod den franske besættelsesmagt, udviklede sig nu til klassekamp og endda den voldsomste i Tysklands historie. Den 31. marts 1923 forsøgte 53.000 arbejdere at standse de franske vogne med madforsyninger. Episoden endte med 13 dræbte og 40 sårede. 13. april overtog arbejderne i byen Mulheim rådhuset, og oprettede et arbejderråd og forsøgte at oprette en arbejdermilits. I maj blev Tyskland så ramt af en massiv strejkebølge med krav om regeringens afgang. De tyske arbejdere vendte sig nu i større og større grad mod Kommunistpartiet (KPD) i forhåbning om, at de ville tage lederskabet. Muligheden for revolution i Tyskland viste sig nu klart, men desværre fulgte Kommunistpartiets ledere ikke trit med den objektive situation, og benægtede, at det var muligt med arbejdermagt på grund af ”manglende revolutionær vilje”, en fatal fejltolkning af hvad der faktisk gærede under overfladen.

I august var inflationen så massiv, at priserne reelt set fordobledes med kun få timers mellemrum. Spontane strejkebevægelser, der omfattede omkring 3 millioner, kulminerede i en generalstrejke i Berlin, der hurtigt spredte sig gennem landet. Målet med bevægelsen blev hurtigt at vælte den siddende regering, hvilket lykkedes for de tyske arbejdere. Kommunisterne var nu tvunget til at forholde sig til situationen, og ledelsen tog til Moskva for råd og vejledning om, hvordan partiet skulle forholde sig over for et kommende oprør. Trotskij pressede på for, at partiet fastlagde en dato for opstanden for at sikre den revolutionære proces' udvikling, men flere af hans forslag blev forkastet af Kommunistpartiets ledelse. I stedet valgte de at følge rådene fra Stalin, Bukharin og Zinoviev om, at partiet skulle være ”tilbageholdende” og holde sammen på enhedsfronten med Socialdemokratiet i stedet for at forberede sig på en ny revolutionær bølge og planlægge en opstand, hvor magten kunne overgå til arbejderne.

Tidligere var ledelsen af KPD – efter en diskussion i den Kommunistiske Internationale – korrekt gået væk fra den ultra-venstre taktik, de havde ført i marts 1921. De var gået over til systematisk arbejde i fagforeningerne og parlamentarisk arbejde for at vinde opbakning fra masserne til det kommunistiske program. Men efter den første krise blev afværget, faldt lederne i en anden grøft og underordnede sig de socialdemokratiske ledere, der af al kraft prøvede at redde kapitalismen i Tyskland fra en socialistisk revolution.

Kongressen i Chemnitz
Mens de tyske arbejdere gjorde sig klar til kamp, og kommunistpartiets væbnede grupper talte mere end 100.000 arbejdere, fortsatte inflationen, og i september valgte den tyske regering at bøje sig for det tyske borgerskab, der tabte penge, og kræve den franske besættelse af Ruhrdistriktet standset. For at sikre sig mod anti-kommunistiske tiltag besluttede Kommunistpartiet at indtræde i delstatsregeringer, og hjemvendt fra Moskva gik de i regering med de lokale socialdemokrater i 2 delstater. Det bifaldt den centrale regering dog ikke, og efter at have krævet, at arbejderne skulle nedlægge de våben, som Kommunistpartiets væbnede grupper var i besiddelse af, sendte de tropper ind, hvor kommunisterne sad i regering.

Som modtræk blev der indkaldt til fagforeningskongres i Chemnitz, hvor et forslag om generalstrejke blev fremlagt af kommunisten Brandler. Men den socialdemokratiske minister Gaupe blev rasende og truede med, at socialdemokraterne ville forlade mødet, hvis forslaget blev sat til afstemning. I et forsøg på at bevare enheden efter Gaupes farcelignende optræden trak Brandler forslaget, og måtte opgive planerne om generalstrejke og opstand. Da udfaldet af mødet synes klart, blev kommunister sendt ud for at standse deres kammerater fra at starte den halv-planlagte opstand og generalstrejke. Uheldigvis nåede de ikke altid frem i tide, og i Hamburg kæmpede hundredvis af arbejdere således mod politiet i adskillige dage, før opstanden blev slået ned.

Kommunistpartiet havde endnu engang fejlet i en revolutionær situation. Dette skyldtes utvivlsomt, at partiet frygtede en gentagelse af arbejderklassens splittelse i 1921, og derfor gik på kompromis med Socialdemokratiet. Men da massernes orientering skiftede, fastholdt partiets ledere den gamle taktik, (som var udarbejdet til at modgå Kapp-kuppet i 1921 og bryde partiets isolation, men ikke var egnet til en revolutionær opstand), og dermed overgik initiativet til borgerskabet, da arbejderne og det desperate småborgerskab blev skuffede over den mislykkede revolution.

Trotskij forklarede desuden nederlaget som et resultat af manglende handlekraft. Som konsekvens af at have gemt sig i Socialdemokratiets skygge, havde Kommunistpartiet ikke vist arbejderne vejen frem, men i stedet distanceret sig fra dem. Partiet havde handlet som under fredstider og ikke som en kamporganisation, ligesom afvisningen af at sætte en dato for opstanden var en voldsom fejlvurdering:

”Opstand er et håndværk. Værket kræver et klart sigte, en præcis plan og en tidsplan. Det vigtigste var dog dette: i god tid at sikre den præcise taktiske drejning mod magtens erobring. Og dette blev ikke gjort. Dette var den største og mest fatale fejltagelse.” Trotskij.

Vejen var lagt for konsolidering af den tyske kapitalisme, og dermed for Hitlers vej til magten. Det kan du læse mere om i næste nummer af Socialistisk Standpunkt.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.