Bragt i Socialist Appeal medio august 1944.

For fire år siden, 20. august 1940, myrdede Frank Jackson, en GPU-lejemorder i Stalins sold, brutalt Leon Trotskij ved at støde en issyl gennem hans kranium. Dette var et veltilrettelagt slag imod den socialistiske revolution og verdens arbejderklasses bedste hjerne.

Leon Trotskij er blevet mere bagtalt og bagvasket af Stalins købte skriverkarle end noget andet menneske i hele historien. Men på trods af alle løgnene og forvrængningerne vil sandheden i det lange løb bane sin vej. Løgnerne tjener reaktionære mål, men de som døde for arbejderklassens sag er altid blevet genindsat på en æresplads i menneskehedens historie.

I forsøg på at give deres udlægning en tilsyneladende rigtighed har stalinisterne været tvunget til at omskrive hele den russiske revolutionære bevægelses historie. Ikke færre end 17 gange er den russiske revolutions historie blevet skrevet for at passe til ændringer i Stalins politik – og derefter blev forfatteren Popov selv ”likvideret” som ”trotskist”! Nu er den helt igennem omskrevne udgave af SUKP’s historie, omskrevet under Stalins personlige tilsyn, blevet udgivet i hundredtusindvis af eksemplarer over hele verden.

I dette land skrev Page Arnot to historiebeskrivelser af den russiske revolution, som modsagde hinanden. Hver ”historie” forsøger yderligere at fordreje den rolle, som Trotskij og andre af Lenins partnere spillede.

Alle disse løgne og falsknerier kan fejes til side af blot en eller to enkle kendsgerninger, som er fremkommet i Lenins samlede værker. En koncis sammenfatning af Trotskijs politiske biografi optrådte som en note til første udgave af Lenins Samlede Værker (engelsk udgave, o.a.), i bind XIV, del 2, side 481-82, udgivet af det statslige forlag i Moskva i 1921. Her, på disse få linjer, der er redigeret under Lenins eget skarpe øje, er svarene på de løgne og fordrejelser, som i de senere år er blevet brygget sammen af revolutionens forrædere.

”L.D. Trotskij, født 1881 (1879), aktiv i arbejderkredsene i byen Nikolajev; i 1898 sendt i eksil i Sibirien; kort efter flygtede han til udlandet og deltog i Iskra. Delegeret fra det sibirske forbund til partiets anden kongres. Efter splittelsen i partiet tilsluttede han sig mensjevikkerne. Før revolutionen i 1905 fremførte han sin egen, i dag særligt bemærkelsesværdige, teori om den permanente revolution, hvori han hævdede, at den borgerlige revolution i 1905 må gå direkte over i en socialistisk revolution og være den første af de nationale revolutioner; han forsvarede sin teori i avisen Nachalo, centralorganet for den mensjevikiske fraktion, der blev udgivet i november-december 1905 i St. Petersborg. Efter anholdelsen af Khrustalov-Nussar blev han valgt til formand for den første sovjet for arbejderrepræsentanter i St. Petersborg. Han blev arresteret sammen med eksekutivkomiteen den 3. december 1905 og sendt i eksil til Obdorsk, men flygtede og emigrerede til udlandet.”

”Trotskij valgte Wien at bo i, og der udgav han en populær avis, Pravda, som cirkulerede i Rusland. Han brød med mensjevikkerne og forsøgte at danne en gruppe uden for alle fraktioner; imidlertid indgik han i en blok med mensjevikkerne og Vyperod-gruppen under fraktionskampen i udlandet imod blokken mellem Lenin og Plekhanov, som bekæmpede likvidatorerne. Fra selve den imperialistiske krigs begyndelse tog han en klar internationalistisk position, deltog i udgivelsen af Nashe Slovo i Paris og tilsluttede sig Zimmerwald.

”Deporteret fra Frankrig tog han til USA. Ved sin tilbagevenden derfra efter februarrevolutionen blev han arresteret af Kerenskijs regering og anklaget for at ’anføre opstanden’, men blev hurtigt løsladt på grund af pres fra St. Petersborgs proletariat. Efter sovjetten i St. Petersborg gik over til bolsjevikkerne blev han valgt til formand og i denne egenskab organiserede og anførte han opstanden den 25. oktober. Medlem af centralkomiteen i Sovjetunionens Kommunistiske Parti siden 1917; medlem af Folkekommissærernes Råd, kommissær for udenrigsanliggender op til underskrivelsen af Brest-traktaten, derefter folkekommissær for krig.”

Hele verden står i beundring over den røde hær på nuværende tidspunkt. Den viser, hvad der kan opnås af en arbejderstats hær, selv under en degenereret ledelse som Stalins. Men uden fundamentet, som Trotskij lagde, ville disse resultater have været umulige. Fra Lenin selv har vi et vidnesbyrd om den rolle, som Trotskij spillede i opbyggelsen og udformningen af den røde hær:

”Vis mig en anden mand, der på et år ville være i stand til at organisere en forbilledlig hær, ja, og vinde de militære specialisters agtelse”.

I dag påstår Stalin og hans håndlangere, at det var Stalin, der organiserede oktoberopstanden. Uden så meget som et smil vil disse hyklere, fra Stalin og nedefter, sige, at al ”det praktiske arbejde” blev udført af dem, samtidig med at de kæmpede imod Trotskijs intriger! Men den bog, som Storbritanniens Kommunistiske Parti har udgivet af Stalin, Oktoberrevolutionen, viser, at de har mistet orienteringen i alle deres løgne.

På en side siger Stalin:

”Al det praktiske arbejde med organiseringen af opstanden (i oktober 1917) blev udført under umiddelbar ledelse af formanden for Petrogradsovjetten, kammerat Trotskij. Det kan med sikkerhed erklæres, at partiet frem for alt skylder garnisonens hurtige overgang til sovjettens side, samt den militære revolutionskomités dristige arbejde til kammerat Trotskij.”

Men et par sider senere siger han:

”Kammerat Trotskij spillede ingen særlig rolle hverken i partiet eller oktoberopstanden, og kunne ikke gøre det, da han var en forholdsvis ny mand for vores parti i oktoberperioden.”

Resultaterne, der blev nævnt for oven, ville være tilstrækkelige til for evigt at indskrive Trotskij som en af arbejderklassens største revolutionære ledere. Men den ære og hengivenhed, hvormed fremtidige generationers arbejdere vil anse ham, vil ikke hovedsageligt baseres på disse: det vil være på grundlag af hans arbejde med at bekæmpe den stalinistiske reaktion og i at bane vejen for nye revolutioner for arbejderklassen over hele verden.

Lenin uddannede de bolsjevikiske kadrer på en analyse af den besejrede russiske revolution i 1905, samt på grundlag af Marx’ lære om årsagerne til Pariserkommunens kollaps i 1871. Det var i denne skole, at den sejrende revolution i 1917 blev forberedt. Trotskijs kamp imod de stalinistiske forrædere begyndte med en analyse af årsagerne til den tyske revolutions nederlag i 1923. Et nederlag, som Stalin sammen med Zinoviev og andre bar hele ansvaret for. Ikke kun Tyskland 1923, men også den kinesiske revolution, den britiske generalstrejke, faren for Hitlers magtovertagelse i Tyskland, den spanske revolution, revolutionen i Frankrig, fascismens natur og betydning, Sovjetstatens natur og betydning og det stalinistiske bureaukrati – alle disse spørgsmål blev før begivenhederne analyseret og deres betydning blev belyst.

Det var ikke for ingenting, at Lenin sagde, at der uden revolutionær teori ikke kunne være nogen revolutionær bevægelse. Mens stalinismen er gået fra det ene forræderi til det næste er marxismens levende kerne blevet bevaret i Trotskijs skrifter efter Lenins død. Uden et studie af disse skrifter vil enhver, der hævder at forstå socialistisk teori, forblive politisk ignorant og analfabet. Selv et studie af de andre store lærere er i sig selv ikke tilstrækkeligt, men vil efterlade et ensidigt syn på tendenserne i verdens politik og dens mening i moderne tid.

Hitlers sejr markerede et afgørende vendepunkt i Kominterns skæbne. Trotskij kæmpede hårdt og desperat for at ændre den politik, sammensat af dårskab og forræderi, hvormed det kommunistiske parti splittede og lammede de tyske arbejdere og dermed overgav dem, bundne på hænder og fødder, til de nazistiske bødler. Hans bøger og artikler om Tyskland udgør en uforgængelig guide til enhedsfrontens taktik og er et anklageskrift over stalinismens ansvar for fascismens katastrofale sejre i Europa.

”Hvis Hitler kommer til magten og fortsætter med at knuse de tyske arbejderes fortrop, vil den fascistiske regering være den eneste regering, der er i stand til at føre krig imod USSR … I tilfælde af sejr i Tyskland vil Hitler blive verdens borgerskabs super-Wrangel.” (Trotskijs Tyskland, nøglen til den internationale situation, 1931)

”I kampen mod fascismen optager fabrikskomiteerne en enormt vigtig stilling. Her er et særligt præcist handlingsprogram nødvendigt. Hver fabrik må blive et antifascistisk bolværk med egne kommandanter og egne bataljoner. Det er nødvendigt at have et kort over de fascistiske kaserner og alle andre fascistiske støttepunkter i hver by og hvert distrikt. Fascisterne forsøger at omringe de revolutionære støttepunkter. Omringerne må blive omringet. På dette grundlag er en aftale med de socialdemokratiske og faglige organisationer ikke alene tilladeligt, men en pligt. At afvise dette af ”principielle” årsager (i virkeligheden på grund af bureaukratisk stupiditet, eller endnu værre på grund af fejhed) er at give direkte og øjeblikkelig støtte til fascismen.

”Et praktisk program om aftaler med de socialdemokratiske arbejdere blev foreslået af os så langt tilbage som september 1930. Hvad har ledelsen gjort i denne retning? Så godt som intet. Kommunistpartiets centralkomité har gjort alt, undtagen det, der udgør dens øjeblikkelige opgave. Hvor megen værdifuld, uerstattelig tid er bleven tabt? Faktisk er der ikke megen tid igen. Handlingsprogrammet må være strengt praktisk, strengt objektivt, gå lige til pointen, uden nogle kunstige ”krav”, uden forbehold, så enhver socialdemokratisk arbejder kan sige til sig selv: ’Det som kommunisterne foreslår, er aldeles uundværligt for kampen imod fascismen.’ På dette grundlag må vi trække de socialdemokratiske arbejdere med os ved vort eksempel, og kritisere de ledere, der uundgåeligt vil være en hindring og en bremse. Kun på denne måde er sejren mulig.” (Trotskij, For en enhedsfront imod fascismen¸ 8. december 1931.)

Den kriminelle afvisning af at danne en enhedsfont og undladelsen af at lære af nederlaget førte uundgåeligt til, at Komintern gik over på den kapitalistiske kontrarevolutions side. Det var da, at Trotskij talte for dannelsen af Fjerde Internationale, uplettet af de berygtede svigt fra de internationaler, der havde overlevet sig selv.

Vejen var hård og trættende. Trotskisterne forblev en lille minoritet indenfor verdens arbejderklasse. De oplevede forfølgelse og had – ikke blot fra kapitalisterne, men også fra den stalinistiske reaktions agenter. Men Trotskijs grundlæggende forståelse af historiens processer fik ham til at vise begivenhedernes videre gang sikkert og præcist. Opgaven var da at træne fortroppen, selv om den midlertidigt er en lille minoritet. Og i alle vigtige lande lever og arbejder denne vigtige surdej.

Trotskij viste, at de gamle organisationers udeladelse af at løse vor tids problem, modsætningen mellem produktionsmidlernes udvikling og den private ejendomsrets og nationalstatens begrænsninger, uundgåeligt førte til en ny imperialistisk krig. Stalinisterne og Anden internationales forræderi i deres støtte til den imperialistiske krig ville være lige så uundgåeligt. Trotskij gjorde nar af Stalins groteske illusioner om, at Rusland ville være i stand til at stå uden for sådan en storbrand på verdensplan. Men samtidig understregede han over for verdens proletariat nødvendigheden af at forsvare Sovjetunionen på trods af Stalins forræderi.

Han viste, at alle kræfterne i det gamle samfund var ansvarlige for krigen. Krigen ville i sit følge bringe fascismens, imperialismens og stalinismens dødskamp. Imperialisterne kan opnå krigen; de vil ikke opnå freden. I krigen og dens efterspil ville imperialisterne blive stillet til ansvar for deres forbrydelser. En ny æra med revolutioner ville begynde, og den ville omskrive alle beslutningerne fra slagmarken.

Våbnene i Trotskijs arsenal, der naturligvis har brugt metoderne fra Marx og Lenin, giver os en forståelse af udviklingerne i krigen og dens efterspil. Men det er en historisk ironi, at de stykker, der forbliver tilbage af ”det stinkende lig” af den engang revolutionære internationale, som Lenin og Trotskij stiftede, skulle være en af de største forhindringer for arbejderklassens befrielse. Deres forberedelse til revolutionen på nuværende tidspunkt består i udbredelse af den værste form for tilskyndelse til chauvanisme og racehad som overgår Vansittart og selv Hitlers race-vanvid. Men al denne nationalistiske gift blev forudset. Overtrædelse af marxismens principper fører uundgåeligt til opportunistiske forbrydelser i praksis. Kimen til denne sygdom blev plantet med teorien om ”socialisme i et land”, der er kommet til at betyde ”ingen socialisme nogen vegne overhovedet”.

Revolutionens rensende bølge vil sætte alle tendenser for en ny og nådesløs prøve. Bolsjevismen og Trotskijs ideer vil blive den internationale arbejderklasses ide. Det revolutionære væsen i Trotskijs lære ligger i nødvendigheden af et revolutionært parti med en revolutionær ledelse, der er trænet og uddannet i marxismens ideer, beriget med lærdommene fra det sidste århundredes begivenheder, og dermed udstyret med en helt igennem revolutionær politik.

Hele Trotskijs liv var optaget af dette ene mål. Han viste hvordan, at kapitalismens forbrydelser igen og igen har drevet masserne ned af den revolutionære vej. Masserne havde vist det nødvendige heltemod for at opnå sejr mange gange i Spanien, Kina, Tyskland, Italien og andre lande. Kun en gang sejrede de, i den russiske revolution i 1917. Og de sejrede på grund af bolsjevikpartiet og dens ledelses eksistens og politik, der baserede sig på marxistisk teori.

Trotskijs største bidrag ligger ikke i årene med succes for den internationale arbejderklasse, hvori han spillede en stor og heroisk rolle, men i årene med de største nederlag og katastrofer for arbejderne, hans hårdeste og mest plagede år.

I disse år udførte Stalin en personlig vendetta, der sjældent er set lige i historien, hvori han ikke blot myrdede Lenin og Trotskijs medarbejdere, mange af Trotskijs sekretærer og mange af Fjerde Internationales ledere, men selv Trotskijs børn. Han drev en til selvmord, og resten snigmyrdede han. Efter næsten en snes forsøg lykkedes det til slut for ham at myrde Trotskij. Dette var utvivlsomt et forfærdeligt slag imod socialismen og verdens arbejderklasse. Men det var ikke afgørende. Det vil ikke redde kapitalismen eller det stalinistiske bureaukrati. Trotskij blev myrdet. Men det er umuligt at slå hans ideer og hans metoder ihjel. Disse lever videre i Fjerde Internationales arbejde. Selv i sin dødsstund markerede ”den gamle mand” (som hans tilhængere kaldte ham) den tillid, han havde til sit livsværks succes. Han gav en besked for at inspirere de, der er efterladt, til at fortsætte hans arbejde: ”Gå fremad! Jeg er sikker på Fjerde Internationales sejr!”

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.