Stalin som Hitlers kvartermester

Der er stadig mange misforståelser omkring anden verdenskrig, særligt omkring Stalins rolle. Forsøget på at portrættere ham som ”en stor krigsleder” er baseret på myter. I virkeligheden satte Stalin ved sin politik Sovjetunionen i den største fare.

Ved slutningen af 1930’erne var krig blevet uundgåeligt. Før han blev stukket ned af en stalinistisk lejemorder, forklarede Leon Trotskij at alle ægte marxister må forsvare Sovjetunionen, men han forklarede også, at det eneste virkelige forsvar for Sovjetunionen var den systematiske forberedelse for at omstyrte kapitalismen i Vesten. Den internationale arbejderklasse må forsvare USSR mod imperialismen, men den største fare for Sovjetunionen var selve Stalins klike. Disse ord viste sig i løbet af kort tid at være absolut korrekte.

I modsætning til Lenin, der stod for en fast internationalistisk politik, var Stalins udenrigspolitik dikteret af snævre nationalistiske overvejelser. Den bestod af en række manøvrer med imperialisterne, der ofrede revolutionens interesser i Vesten for Sovjetunionens formodede interesser. Men i virkeligheden fjernede disse manøvrer ikke krigsfaren, men forøgede den enormt. Hvor Lenin og Trotskij baserede sovjetstatens udenrigspolitik på verdensrevolutionen og udviklede Komintern til dette formål, stolede Stalin ikke på verdens arbejderklasse og havde ikke tid til den Kommunistiske Internationale. Han behandlede den ikke som et middel for verdensrevolutionen, men blot som et redskab for den russiske udenrigspolitik. Han brugte den som en beskidt klud og kastede den til side med foragt. I 1943 opløste han skændigt internationalen uden så meget som at indkalde til en kongres.

Som altid viste de såkaldte realister sig at være de mest håbløse utopister. Udskiftningen af den leninistiske politik med revolutionær internationalisme til fordel for uprincipielle diplomatiske kombinationer satte Sovjetunionen i stor fare. Ved konstant at underminere arbejderklassens revolutionære kampe i Kina, Tyskland, Frankrig og frem for alt Spanien, skabte Stalin forudsætningerne for den fascistiske reaktions sejr i det ene land efter det andet. Nederlaget til den spanske arbejderklasse fjernede den sidste forhindring for en ny europæisk krig. Dette gjorde krig mod Sovjetunionen uundgåeligt.

Efter nederlaget til den spanske arbejderklasse opfordrede Sovjetunionens borgerlige ”demokratiske allierede” Hitler til at vende sig mod øst. De havde tilladt ham at bevæbne sig og besætte Rhinlandet og Østrig uden knurren. I 1938 underskrev den britiske premierminister Chamberlain den berygtede Münchenaftale, der tillod Hitler at sluge Tjekkoslovakiet. Den britiske herskende klasse gav i realiteten Hitler grønt lys til at angribe Sovjetunionen. I frygt for et tysk angreb afbrød Stalin hastigt sine manøvrer med England og Frankrig og indgik en pagt med Hitler.

Underskrivelsen af Hitler-Stalin pagten i efteråret 1939 var et slag i ansigtet på verdens arbejderklasse og den internationale kommunistiske bevægelse. På den anden side var de såkaldte ”europæiske demokratiers” fordømmelse af pagten lige så meget hykleri. I diplomatiske termer var Sovjetunionens handlinger af rent defensiv karakter. Men den måde, Stalin opførte sig på, var forræderi. Selv om det er tilladeligt for en arbejderstat at indgå manøvrer med borgerlige stater, selv de mest reaktionære, bør diplomatiet under ingen omstændigheder udføres på bekostning af arbejderklassens og den internationale revolutions interesser. I sidste analyse har diplomatiske manøvrer kun en sekundær betydning og kan i bedste fald bringe midlertidige fordele.

Stalin troede, at hans manøvrer ville redde Sovjetunionen fra angreb. Hans handlinger var som altid baseret på snæversynede beregninger og ignorerede fuldstændig arbejderklassen i andre lande, undtagen som skakbrikker i det diplomatiske spil. Hans opførsel i forhold til Hitlers Tyskland gik langt ud over, hvad Lenin havde været klar til at tolerere. I sidste ende gav det det modsatte resultat end det ønskede. Ved at samarbejde med Hitler øgede Stalin faren tusindfold. Hans handlinger opmuntrede Hitler og desorienterede arbejderklassen i det ekstremt farlige øjeblik.

Den røde hærs besættelse af Polen, Finland og de baltiske stater var utvivlsomt også et defensivt træk, der havde til hensigt at styrke Sovjetunionens grænser. Men den måde, det blev gjort på var typisk bureaukratisk og reaktionær. I 1938 var det polske kommunistparti blevet opløst under påskud af, at det var blevet infiltreret af fascister. Næsten alle dets ledere, i eksil i Moskva, blev skudt. For at gavne delingen af Polen mellem Tyskland og Rusland var Stalin ganske klar til at ofre arbejderklassens interesser. Lenin udviste altid den største følsomhed på spørgsmålet om forhold mellem det russiske og de ikke-russiske folk i Sovjetunionen, men Stalins snævre nationalisme trampede hen over folkenes nationale følelser. Resultatet af det finske eventyr var, at finnerne kæmpede som tigre, og den røde hær, svækket af Stalins udrensninger, led svære tab og opnåede ikke sine mål. Dette faktum, mere end noget andet, overbeviste Hitler om at den røde hær ikke kunne stå imod et angreb fra den tyske Wehrmacht.

Efter underskrivelsen af pagten gik Stalin og hans klike til de mest utrolige yderligheder for at tækkes nazisterne. Det følgende uddrag fra Hencke, en tysk diplomat, der beskriver banketten for at fejre pagten, viser hvor langt Stalin var klar til at gå for at berolige Hitler:

”I løbet af samtalen foreslog Herr Stalin spontant det følgende: ’Jeg ved hvor meget den tyske nation elsker sin Führer; jeg vil derfor gerne drikke for hans helbred.’ Herr Molotov drak for Rigets udenrigsministers helbred, og for ambassadøren Grev von der Schulenburg. Herr Molotov rejste sit glas mod Stalin og bemærkede, at det havde været Stalin, der – gennem sin tale i marts i år, der var blevet vel forstået i Tyskland – havde tilvejebragt vendingen i de politiske relationer. Herren Molotov og Stalin drak gentagne gange for ikkeangrebspagten, den nye æra af tysk-russiske relationer og for den tyske nation. Rigets udenrigsminister (Ribbentrop) foreslog til gengæld en skål for Herr Stalin, skål for sovjetregeringen og for en gunstig udvikling af relationerne mellem Tyskland og Sovjetunionen – Moskva, 24. august 1939. (Nazi-Soviet Relations, side 75-6, gengivet i Robert Black, Stalinism in Britain, side 130.)

Lige før pagten, i et forsøg på at behage de antisemitiske nazister, blev den sovjetiske udenrigskommissær Maxim Litvinov (som var jødisk) erstattet med Molotov. Endnu mere utroligt var det at Beria udstedte en hemmelig ordre til gulag-administrationen, der forbød lejrens vagter at kalde politiske fanger for fascister! Dette blev først ændret efter Hitlers invasion af Sovjetunionen i 1941. Værst af alt blev tyske antifascister udleveret til Hitler. Alt dette tjente ikke til at forberede det sovjetiske folk og verdens arbejdere på den forfærdelige konflikt, der var i vente. Sovjetunionen blev lullet ind i en falsk følelse af sikkerhed på det farligste tidspunkt. Forsvaret blev forsømt, og arméerne var i hænderne på inkompetente folk som Voroshilov og Budyonny, der senere blev beskrevet af en sovjetisk general som ”kujoner og spytslikkere”.

Stalin stolede på sine gode relationer til Føreren. Han troede ikke, at Tyskland nu ville angribe Sovjetunionen. Han sendte endda en lykønskning til Hitler, da denne indtog Paris. Handelen mellem Sovjetunionen og Nazityskland steg kraftigt. Fra udbruddet af anden verdenskrig og helt op til juni 1941, hvor Hitler overfaldt Rusland, modtog Tyskland en kraftig stigning i eksport fra Sovjetunionen. Mellem 1938 og 1940 steg eksporten ti Tyskland fra 85,9 mio. rubler til 736,5 mio. rubler, hvilket var en stor hjælp til Hitlers krigsindsats. Trotskij karakteriserede på dette tidspunkt Stalin som Hitlers kvartermester. Dette var temmelig passende.

Stalin underminerer USSR’s forsvar

Sovjetunionens forsvar var blevet komplet undermineret at Stalin og hans kriminelle udrensninger. Den store sovjetiske marskal Tukhachevskij var et militært geni, der konkluderede, at anden verdenskrig ville blive udkæmpet med kampvogne og fly. Da Tukhachevskij og hans kammerater blev myrdet under udrensningerne blev deres plads taget af Stalins håndlangere som Voroshilov, Timoshenko og Budyonny, der troede at den kommende krig ville blive udkæmpet med kavaleri! Den andenrangs og kluntede Voroshilov blev sat i spidsen for forsvarskommissariatet, omgivet af andre af samme kaliber. Disse Stalins skabninger blev ikke forfremmet til nøgleposter på grund af deres personlige evner, men på grund af deres servile loyalitet over for den herskende klike.

På trods af, at den røde hærs kombinerede ildkraft var større end tyskernes havde udrensningerne effektivt forkrøblet hæren ved at ødelægge officerskorpset. Dette var det afgørende element, der overbeviste Hitler om at angribe i 1941. Ved Nürnbergprocessen fremgik det af marskal Keitels vidneudsagn, at mange tyske generaler havde advaret Hitler imod at angribe Rusland, fordi de mente, at den røde hær var en formidabel modstander. Da Hitler tilbageviste dem, gav han Keitel hovedbegrundelsen: ”De højtstående førsteklasses officerer blev ryddet ud af Stalin i 1937, og den nye generation kan endnu ikke yde de hjerner, de har brug for.” Den 9. januar 1941 fortalte Hitler til et møde med generaler, der planlagde angrebet på Rusland: ”De har ikke gode generaler.” (Medvedev, Let History Judge, side 214.)

”I de sidste uger før tyskerne slog til,” skriver George F. Kennan, ”opførte Stalin sig meget sært. Han virkede lammet over den fare, der nu gik frem imod ham. Han nægtede resolut at give nogen anerkendelse udadtil af denne fare, eller at diskutere det med udenlandske repræsentanter. Han nægtede endda tilsyneladende at sætte de sovjetiske væbnede styrker i særligt alarmberedskab. Hverken det officielle Sovjet eller det sovjetiske folk fik nogen advarsel på forhånd om den svævende katastrofe. Det var derfor mod et overrasket og i mange aspekter uforberedt Rusland, at Hitlers krigsmaskines fulde magt blev kastet i de tidlige timer den 22. juni 1941.” (G.F. Kennan, Soviet Foreign Policy, 1917-1941, side 113.)

Stalins sære opførsel var temmelig karakteristisk. Legenden om den altseende alvidende leder er en myte, der blev skabt af bureaukratiet, der havde brug for at tro, at deres boss ikke kunne falde. I virkeligheden var Stalin altid en middelmådig tænker, hvis ”visdom” ikke gik langt ud over vulgær empirisme, bakket op af en stor dosis listighed og en total mangel på skrupler for at nå bestemte mål. Hans ”marxisme” var af den mest overfladiske og sølle slags, der blev udtrykt i form af paroler og aforismer, som en præst spreder passende citater fra skrifterne i sine prædikener.

Det er ikke talent hos en revolutionær leder, men blot bedrag hos en bureaukratisk intrigemager. Intriger er højst et lille politisk skift. Kun en provinspolitiker kan forveksle sådan en taktik med noget, der kan løse fundamentale problemer. Evnen til at deltage i manøvrer har en relativ betydning i politik, ligesom i krig. Man må vide, hvornår man skal angribe, og hvornår man skal trække sig tilbage, hvordan man kan spille skuespil på et givet tidspunkt for at bortlede fjendens opmærksomhed fra ens virkelige hensigter og så videre. Men at forestille sig, at alt dette er afgørende i sig selv er at bedrage sig selv. I det bureaukratiske apparats lille verden ser dette forfærdelig vigtigt ud og som et tegn på stor intelligens. Men på verdenspolitikkens store arena har det ikke mere vægt end en flues ynkelige zigzag mod en glasrude.

Hitler og Stalin

Der har været mange forsøg på at sammenligne Stalin med Hitler. Hensigten bag sådanne forsøg er som regel et nedrigt forsøg på at sammenligne kommunisme med fascisme, og at angribe Sovjetunionen. Overfladisk set er der mange ligheder mellem de totalitære regimer i Hitlers Tyskland og Stalins Rusland. Men der er også en fundamental forskel: Stalins regime var en bureaukratisk udvækst på den russiske arbejderstat og hvilede fundamentalt set på de nationaliserede ejendomsformer, som oktoberrevolutionen havde etableret. Hitlers regime var baseret på kapitalistiske ejendomsforhold og afspejlede et monstrøst udtryk for imperialistisk monopolkapitalisme. Det er grunden til, at krigen for at forsvare Sovjetunionen var progressiv mens den for Nazitysklands del var reaktionær.

Forsøget på at reducere store historiske begivenheder til individuelle ”personligheder” er ekstremt overfladisk og afspejler som regel manglende evne til at se på historien fra en videnskabelig synsvinkel. Imidlertid kan individer spille en vigtig rolle i historien, og klarlæggelsen af karakteren og evnerne eller begrænsningerne hos ledere har relativ vigtighed som en del af det større billede. Selv her fejler forsøgene på at etablere en lighed mellem Hitler og Stalin, fordi det er umuligt at forstå de to mænd uden for deres specielle rolle i en given historisk situation. For at forstå Hitler og Stalin er det ikke nok at opremse deres forbrydelser og vise, at de brugte lignende metoder. Napoleon Bonaparte brugte de samme metoder som Bourbon-monarkerne, der erstattede ham, hvad angår undertrykkelse og diktatorisk herredømme (den opportunistiske politichef Fouche tjente dem begge). Men det er nødvendigt at forklare, hvilken klasse eller socialt lag, de repræsenterede. Ellers får vi en art litterær impressionisme i stedet for præcise sociale karakteriseringer.

Hitler var et monster, men han var en masseleder af den fascistiske type – en småborgerlig eventyrer, der udmærket vidste, hvordan han skulle appellere til de vrede tyske middelklasser, der var blevet ruineret af den tyske kapitalismes kollaps. Han vidste, hvordan han skulle appellere til deres had til de store banker og monopolerne ved at ty til en grov karikatur af ”socialistisk” og ”revolutionær” talemåde, mens han samtidig smigrede deres nationale stolthedsfølelse og racemæssige overlegenhed og rettede deres vrede væk fra de tyske banker og kapitalister og mod ”fjenden udefra” – jøderne og fremmede magter, bolsjevikker og fagforeninger, der ”ødelagde Tyskland”. Alt dette gjorde han med en vis portion behændighed (selv om han stjal det meste fra Mussolini, der var bedre til det). I sin kamp for magten (naturligvis støttet af de tyske banker og kapitalister) udviste han energi og ubøjelig viljestyrke.

Her er spørgsmålet om individuelle karakteristika tæt forbundet med objektive klasseforhold. Hitler var personificeringen af den ruinerede småborger, drevet til galskab af kapitalismens krise. Men hans bevægelse repræsenterede ikke det tyske småborgerskab, men de tyske banker og monopoler, der finansierede den. Fascisme er imperialismens destillerede essens. Dens racelære er blot den destillerede essens af den imperialistiske overbevisning om, at nogle nationer er bestemt til at herske over andre. Den indre trang til krig udsprang naturligt fra den tyske imperialismes position efter 1919. Hitler gav blot denne objektive virkelighed en særlig feberagtig og vanvittig karakter. Hitlers dristighed (blandet med en stor dosis eventyrpolitik) kom fra dette. Han skubbede borgerskabet til side og fortsatte med at herske uden det, og endda nogle gange imod det. Men objektivt set udtrykte nazisterne den tyske kapitalismes behov for at trænge ind på nye markeder og erobre kolonier for at komme ud af krisen og bryde ud af den spændetrøje, som England og Frankrig havde påtvunget den efter første verdenskrig.

Hitlers intellektuelle råhed var sammenlignelig med Stalins. Ligesom Stalin tyede han også til intriger og bedrag som våben. Han fik Chamberlain til at tro på, at han ikke ville fremkomme med yderligere territoriale krav efter Tjekkoslovakiet (i det mindste ikke nogle, der ville påvirke britisk imperialisme). Men hans foretrukne våben var den rå brug af magt. Det ville aldrig have faldet Hitler ind at have nogen tiltro til sine manøvrer. Det var altid knytnæven, der afgjorde spørgsmålene, internt såvel som eksternt.

Både Hitler og Mussolini var kommet til magten som ledere af fascistiske massebevægelser. De var begge trænede i massedemagogigens kunst. De var eventyrere og stod ikke tilbage for dristige handlinger, når det var nødvendigt. Stalin var helt anderledes. Han anførte ikke nogen revolution. Masseaktion var fremmed for ham. Som en dårlig taler var hans naturlige operationssfære i partikontorerne ved telefonen. Den flammende tale og det teatralske kup var ikke noget for ham. Stalin var et produkt af bureaukratiet, der kom til magten da alle oktoberrevolutionens livskræfter var udmattede. Hans største instinkter var en bureaukrats instinkter: forsigtighed, konservatisme og en tendens til at ty til manøvrer og intriger for at gavne sin position og ødelægge sine fjender.

I modsætning til det tyske borgerskab ønskede det USSR’s bureaukrati ikke krig, men et roligt liv til at komme videre med deres administrative funktioner. Stalin ønskede endnu mindre en krig, siden han frygtede, at en krig fatalt kunne underminere hans position. Stalin frygtede en krig med Tyskland fordi han var bange for, at det kunne føre til hans omstyrtelse. Især var han bange for militæret. Han ønskede desperat fred, og han troede, han kunne opnå det ved en alliance med Hitler. Men ved at gøre dette, undervurderede Stalin og hans klike fatalt Hitler og gjorde krig uundgåeligt.

Her spillede Stalins nationale begrænsninger igen en fatal rolle. At Tysklands objektive situation gjorde krig uundgåeligt var klart for alle, men Stalin så ikke, at Hitler havde bestemt sig for at invadere Sovjetunionen og gøre den til en slavekoloni. Men dette burde være klart for alle, der har læst Mein Kampf. Stalin troede aldrig, at Hitler ville være så tosset at begynde en krig på to fronter. Denne forsigtige bureaukrat forestillede sig, at Hitler ville tænke sig om som han selv. Men Hitler tænkte på en helt anden bølgelængde. Han var fra begyndelsen fast besluttet på at rette et ødelæggende angreb mod Rusland. Forblændet af sine lette sejre i Vesten underminerede han Sovjetunionens militære potentiale.

Under sine generalers protest pegede Hitler på den ringe kvalitet af ledelsen af den røde hær, som demonstreret ved den katastrofale finske kampagne i 1939-40. Og ved hele sin opførsel gjorde Stalin intet for at ryste Hitler i denne opfattelse. Efter at have udraderet den røde hærs bedste kadrer, havde Stalin en så blind tro på sin ”kloge” manøvre med Hitler, at han ignorerede adskillige rapporter om, at tyskerne forberedte et angreb. Da disse illusioner blev smadret af begivenhedernes nådesløse gang, knækkede Stalins nerver og han nedfaldt i en tilstand af afkræftelse.

Hitlers angreb

Ved midten af juni 1941 havde Hitler flyttet enorme militære ressourcer til den sovjetiske grænse. Fire millioner tyske tropper stod klar ved grænsen til at invadere. Der var også 3.500 kampvogne, omkring 4.000 fly og 50.000 kanoner og morterer. Der blev gjort forsøg på at hemmeligholde denne mobilisering, men på grund af dens størrelse kom der adskillige rapporter fra grænseenheder, sovjetisk efterretningstjeneste og endda fra folk i den engelske og amerikanske regering. Stalin nægtede at handle på baggrund af disse rapporter, og skrev i stedet ”til arkivet” på dem. Det blev bekræftet af general Zhukov i hans Reminiscences and Reflections.

I juli 1941 lancerede Hitlers arméer et ødelæggende angreb på Sovjetunionen og gik fremad på en 800 kilometers front. Selv da nægtede Stalin at reagere. Han troede ikke, Hitler ville invadere. Dette afvæbnede fuldstændig Sovjetunionen over for nazistisk aggression. Da den sovjetiske forsvarskommando spurgte om tilladelse til at sætte de sovjetiske tropper i alarmberedskab, nægtede Stalin. ”Tyske fly brød i stigende grad ind i sovjetisk luftrum,” rapporterer luftmarskal A. Novikov, ”men vi fik ikke lov at stoppe dem.” (Citeret i Medvedev, Let History Judge, side 332.)

Efter SUKP’s 20. kongres i 1956 afslørede den sovjetiske leder Nikita Krustjov for første gang den virkelige situation: ”Meget sørgelige konsekvenser, særligt i forbindelse med krigens begyndelse, fulgte Stalins udryddelse af mange militære ledere og politiske arbejdere gennem 1937-41 på grund af hans mistroiskhed og falske anklager. Gennem disse år blev der udført undertrykkelse mod visse dele af de militære kadrer fra kompagni og bataljonniveau og videre op til de militære centre; gennem denne tid blev de ledende kadrer, der havde fået erfaring i Spanien og Fjernøsten, næsten komplet likvideret.
”Politikken med storstilet undertrykkelse mod de militære kadrer førte også til en undermineret militær disciplin, for i mange år lærte officerer af alle rangklasser og selv soldater i partiet og Komsomol at ’fjerne masken’ fra deres overordnede som skjulte fjender. (Bevægelse i salen.) Det er naturligt, at dette førte til negativ indflydelse på disciplinen i staten og militæret i krigens første periode.
”Og, som I ved, havde vi før krigen fremragende militære kadrer, der uden tvivl var loyale over for partiet og fædrelandet. Det er tilstrækkeligt at sige, at de af dem, der overlevede, på trods af den tortur de blev udsat for i fængslet, fra de første krigsdage har vist sig som virkelige patrioter og heroisk kæmpede for fædrelandets hæder; jeg tænker her på kammerater som Rokossovskij (der, som I ved, har været fængslet), Gorbatov, Maretskov (som er delegeret ved denne kongress), Podlas (han var en fremragende leder, der faldt ved fronten), og mange, mange andre. Imidlertid omkom mange sådanne ledere i lejre og fængsler, og hæren så dem ikke igen. Alt dette frembragte den situation, der eksisterede i begyndelsen af krigen og var den store trussel mod vort fædreland.” (Særlig rapport på SUKP’s 20. kongres af N.S. Krustjov, 24-25. februar 1956.)

Selv om den røde hærs samlede ildkraft var større end den tyske Wehrmachts, da nazisterne angreb Sovjetunionen, blev de sovjetiske styrker hurtigt omringet og decimeret. Utroligt nok var der ikke forberedt nogle forsvarsplaner i tilfælde af et tysk angreb. Mange sovjetiske kampvogne stod uden deres mandskab. Selv da Hitler faktisk lancerede sin offensiv, gav Stalin den røde hær ordre til ikke at gøre modstand. På den måde var de mægtige sovjetiske styrker lammet i de første 48 timer. Det røde luftvåben blev ødelagt på landjorden. I løbet af de første 24 timer blev over 2.000 sovjetiske fly ødelagt og hundrede tusinder af soldater omringet. På grund af forvirringen og lammelsen i toppen blev store territoriale arealer tabt i de første få uger. Millioner af sovjetiske soldater blev taget til fange med kun lidt modstand. Den militære katastrofe blev levende beskrevet af den sovjetiske krigskorrespondent og forfatter K. Simonov i hans bog Zhiviye I Myortviye (oversat til engelsk som Victims and Heroes, ’Ofre og Helte’, red.)

Denne hidtil usete katastrofe var ikke et resultat af objektiv svaghed, men af dårlig ledelse. Med ordentlig ledelse er der ingen tvivl om, at den tyske invasion kunne være skubbet tilbage til Polen ved begyndelsen af krigen. Der kunne have været tilføjet Hitler et afgørende nederlag så tidligt som 1941. Krigen kunne have været sluttet langt tidligere, og dermed undgået de frygtelige tab, som Hviderusland, det vestlige Rusland og Ukraine led. Det mareridt, som folkene i USSR led var et direkte resultat af den uansvarlige politik, som Stalin og hans klike førte.

Den ”store krigsleder”

Efter krigen blev der gjort ihærdige forsøg fra Kreml på at sprede myten om Stalin som en ”stor krigsleder”. Dette kan ikke klare selv den mindste sandhedstest. Vi har allerede set, hvordan Stalins politik overlod Sovjetunionen til Hitlers nåde. Da Hitler invaderede var de sovjetiske ledere i vildrede. Stalin gik først i panik og skjulte sig. Hans handlinger svarede til total kapitulation. På trods af dette gav han sig selv titel af ”Generalissimo” og overdrev sin rolle i den store fædrelandskrig.

Den virkelige position blev udtrykt af Krustjov i følgende ord: ”Det ville være forkert at glemme, at efter den første store katastrofe og nederlaget ved fronten, troede Stalin, at dette var enden. I en af sine taler i de dage sagde han: ’Alt hvad Lenin har skabt har vi tabt for altid’. Efter dette dirigerede Stalin ikke de militære operationer og ophørte med at foretage sig noget som helst. Han vendte først tilbage til aktiv ledelse, da nogle medlemmer af det Politiske Bureau besøgte ham og fortalte ham, at det var nødvendigt at tage visse skridt øjeblikkeligt for at forbedre situationen ved fronten.”

Ganske typisk fik Stalin henrettet generalen med ansvar for vestfronten, og skød skylden for det nederlag, som Stalin selv var ansvarlig for, over på ham. Stalin beordrede forsinket løsladelsen af tusinder af sovjetiske officerer, der var blevet fængslet under udrensningerne, men Medvedev peger på, at så sent som i ”1942 beordrede Stalin en stor gruppe ledende officerer fra den røde hær skudt i lejrene; han anså dem for en trussel mod sig selv i lyset af ugunstige udviklinger ved den sovjetisk-tyske front”. (R. Medvedev, Let History Judge, side 312.)

Til slut vandt Sovjetunionen krigen mod Hitler alene. Englænderne og amerikanerne var blot tilskuere til et gigantisk slag mellem Sovjetunionen og Hitlers Tyskland med Europas samlede produktivkræfter bag sig. Den røde hærs storslåede sejr er et vidnesbyrd om en nationaliseret planøkonomis kolossale overlegenhed, hvilket gjorde USSR i stand til at overleve de første katastrofer og reorganisere produktivkræfterne bag Uralbjergene. I 1942 kom økonomien sig hurtigt. I 1943 producerede Sovjet mere end fjenden, og nedskød ham. Udstyret og våbnene, som Sovjetunionen producerede var af førsteklasses kvalitet og var overlegent i forhold til det, der blev brugt af tyskerne eller englænderne og amerikanerne. Det er hemmeligheden bag deres succes. Det viser, at den ofte gentagede anklage om, at en nationaliseret planøkonomi ikke er i stand til at producere varer af høj kvalitet, er løgn.

Marskal Zhukov erindrer: ”I 1943 producerede vores industri 35.000 krigsfly af høj klasse, 24.000 kampvogne og selvkørende stykker artilleri. Hvad dette angår var vi allerede langt foran Tyskland, både i kvalitet og kvantitet. Den nazistiske højkommando udsendte en særlig ordre om at undgå ildkamp med vores tunge kampvogne…” (G. Zhukov, Reminiscences and Reflections, side 214.)

Men selv da de sovjetiske styrker var i stand til at gå i offensiven, spillede Stalin en negativ og forstyrrende rolle og blandede sig i den militære kommando og gav ordrer, der øgede antallet af sovjetiske tab alvorligt. Stalin gav en ordre om, at ”ikke én fod jord” skulle overgives. Dette var en vanvittig ordre, siden der altid vil være forhold, hvor hæren må trække sig tilbage for at undgå at blive omringet og slået. Her igen forventedes krigens komplekse ligning at passe ind i de arbitrære beslutninger, som bureaukraten tager i sit kontor uden hensyn til de virkelige forhold på landjorden. Som om det ikke var slemt nok, sagde den berygtede ordre 270, at ingen sovjetisk soldat kunne overgive sig, og at alle der gjorde det, ville blive betragtet som forrædere. Et stort antal sovjetiske soldater, der var blevet omringet og taget til fange i 1941 som et direkte resultat af Stalins bommert, fandt sig under mistanke og sendt til Sibirien efter krigen.

Under chefens instruktioner, der gik imod generalstabens synspunkter, blev dårligt forberedte offensiver lanceret under forhold, der kun kunne ende med nederlag. I en sådan offensiv, hvor Stalin beordrede Leningrads forsvarere at bryde ud (en umulig opgave under vinteren 1941, hvor byen var belejret og sultede), led den røde hær 250.000 tab og de tyske linier forblev intakte. Der var mange af sådanne tilfælde, der viser Stalins negative rolle under krigen. Sandheden er, at krigen blev vundet af de sovjetiske arbejdere og bønder, ikke takket være, men på trods af Stalins regime. På basis af forfærdelige ofre demonstrerede de uden for enhver tvivl levedygtigheden af de nye ejendomsformer, som oktoberrevolutionen havde etableret. Men de betalte en forfærdelig pris med 27 millioner døde og en aldeles ødelæggelse af produktivkræfterne.

Ikke desto mindre styrkede Sovjetunionens sejr i krigen det stalinistiske regime i en hel periode. Desuden tog stalinisterne magten i Østeuropa og Kina, selv om disse revolutioner var deforme fra selve begyndelsen. De var ikke baseret på arbejderdemokratiet fra 1917, men på den bureaukratiske totalitære karikatur i Stalins Rusland.

Stalin og det nationale spørgsmål

Lenin hadede passioneret storrussisk chauvinisme og kæmpede imod den hele sit liv. Stalin, på den anden side, baserede sig selv på den. Han var selv georgier – en nationalitet, der blev undertrykt af russisk zarisme i en lang periode. Men ligesom den korsikanske Bonaparte blev den mest ihærdige forsvarer af fransk centralisme, så omfavnede Stalin alle de mest negative egenskaber ved storrussisk nationalisme. I efteråret 1945, i en af sine sejrstaler, refererede Stalin til den ledende rolle i sejren over Hitler, som ”det russiske folk” havde spillet. Dette var et slag i ansigtet på alle andre folk i Sovjetunionen, der havde kæmpet imod den nazistiske invasion. Det annoncerede også genkomsten af storrussisk nationalisme.

I løbet af revolutionen havde de fleste folk i Kaukasus (undtagen georgierne, der havde holdt fast ved mensjevisme) støttet bolsjevikkerne, og de havde opnået meget ved revolutionen. Bolsjevikkerne byggede veje og skoler og bragte civilisationen til de tilbagestående stammer i Kaukasus. De befriede kvinderne, der havde været slavebundet og undertrykte. Ante Ciliga husker en diskussion på en partiskole i Ingusjetien i slutningen af 1920’erne:

”En kvindelig student på skolen, formand for en sovjet i en aoul i Kabardien, talte i løbet af diskussionen. Denne 50-årgige kvinde udtrykte med oprigtig entusiasme de håb, som bjergfolkene byggede på sovjetstyret; med indignation huskede hun på den gamle undertrykkelse fra de zaristiske kolonialister; til sidst, hendes øjne lyste op, talte hun om frigørelsen af de kaukasiske kvinder, engang uudannede og slavebundne – en firgørelse, som skyldte alt til oktoberrevolutionen.” (Ante Ciliga, The Russian Enigma, side 42-43.)

Men alle disse resultater blev undermineret af Stalin. I anden verdenskrig fik han hele folkeslag deporteret til Sibiriens isnende sletter for angivelig illoyalitet. Syv nationaliteter – volgatyskerne, krimtartarene, Kalmykkerne, Tjetjenerne, Ingusjeterne, Karachaierne og Balkarene – blev deporteret en masse. Der blev ikke gjort nogle undtagelser – kommunister, fagforeningsfolk, selv soldater fra fronten, dekoreret for heltemod i deres kamp mod Hitlers hære – alle blev sat ombord på GPU’s lastbiler og kørt til Sibiriens frosne vildnis, hvor mange døde af kule og sult. Det totale antal deporterede oversteg en million. En bitter arv af had blev ladt tilbage, og dennes giftige frugter skaber stadig lidelse og død i dag.

Det giftigste udtryk for russisk nationalisme er antisemitisme. Bolsjevikpartiet førte en uforsonlig kamp imod denne ideologi fra de Sorte Hundreder og kæmpede imod de racistiske bander på gaderne med våben i hånd. Efter oktoberrevolutionen var mange prominente ledere af sovjetstaten af jødisk oprindelse. Det var ikke overraskende, siden jøderne, som et af de mest undertrykte lag i samfundet, altid havde spillet en meget aktiv rolle i den revolutionære bevægelse.

Så tidligt som i 1920’erne brugte stalinisterne antisemitisk gift i deres angreb mod Venstreoppositionen. Men det blev gjort hviskende, ikke offentligt. Sådan en ting ville have været chokerende på det tidspunkt, da traditionerne fra den leninistiske internationalisme endnu ikke var død. Men med den stalinistiske kontrarevolutions fremgang, voksede disse antimarxistiske tendenser sig stærkere.

Efter underskrivelsen af Hitler-Stalin pagten blev Litvinov, der var jødisk, fjernet som udenrigsminister for at tilfredsstille Berlin. Der fremkom let tilslørede antisemitiske tendenser i Sovjetunionen før den tyske invasion. Disse tendenser måtte holdes under kontrol under krigen. Men de fremkom med forøget styrke efter 1945. Bolsjevikkerne havde tilladt komplet frihed for udviklingen af den jødiske kultur. I 1949 blev alle udgivelser på Yiddish lukket, det samme overgik det Yiddish-sprogede teater. En tyndt tilsløret antisemitisk kampagne blev lanceret, og ord som ”rodløs kosmopolit” blev brugt som synonym for jøde. I 1953 blev næsten alle de jødiske kulturelle ledere skudt. Mange arrestationer fandt sted, og dette blev kun stoppet af Stalins død.

De antisemitiske tendenser blev eksporteret til de andre stalinistiske partier i Østeuropa, hvor Stalin arrangerede en række skueprocesser mod lederne af ”kommunist”partierne, som sagen mod Slansky i Tjekkoslovakiet. Mange af de anklagede var jødiske. De fleste blev skudt. Resultatet blev, at mange af de jødiske borgere i Sovjetunionen, der havde set oktoberrevolutionen som deres store håb, mistede al tro på den og lavede kampagne for at flytte til Israel. Paradokset er, at på revolutionens tid havde zionisme næsten ingen støtter blandt Ruslands jøder, på trods af de forfærdelige pogromer og undertrykkelsen, der kendetegnede det zaristiske Rusland. Det krævede Josef Stalin og den antisemitiske gift fremført af det storrussiske bureaukrati for at skabe sympati og støtte til den reaktionære zionisme i USSR.