Redaktionens note: Denne artikel er bragt i nr. 36 af avisen Socialistisk Standpunkt, som netop er i trykken og vil udkomme imorgen og blive solgt i fagforeninger og i fælledparken i København, samt i Århus i Tangkrogen. De to sidstnævnte steder vil vi have boder med marxistiske pjecer og bøger, samt en hel ny t-shirt. Kig forbi!


Hele verden over fejres den 1. maj som arbejderklassens kampdag. Det medfører så godt som altid hånlige og sarkastiske indslag i de borgerlige medier, der prøver at fremstille dagen som en festdag uden politisk indhold. Det nager nemlig de borgerlige redaktører at der stadig samles titusinder af arbejdere og unge hvert år under røde faner og med diverse politiske krav.

Forsøget på at latterliggøre 1. maj er en del af deres generelle linje, hvor de prøver at erklære arbejderklassen for ikke eksisterende og klassekampen for død. Men 1. maj 2007 finder sted hvor klassekampen er yderst levende. 2006 har været ramt af den ene enorme demonstration efter de anden. 17. maj var over 100.000 på gaden mod forringelserne af efterlønnen, dagpengene, uddannelserne og forholdene for indvandrere og flygtninge. I efteråret var der strejker og protester over hele landet, og især i Århus hvor pædagogerne var i strejke i 4 uger. Det er klassekamp.

1. maj er en meget vigtig tradition. I modsætning til hvad man kan læse i de borgerlige medier er det en international manifestation af klassekampen. 1. maj udspringer af den internationale klassekamp. Rent faktisk var det arbejderne i USA som er årsag til at det er 1. maj vi mødes. I USA havde man allerede fået indført en lov om 8 timers arbejdsdag i 1868, denne lov blev dog aldrig overholdt. Så da arbejderne i Nordamerika og Canada begyndte at organisere sig i 1880’erne, besluttede de at gøre 1. maj 1886 til den dag, hvor man skulle have indført 8 timers dagen.

For første gang i USA\'s historie blev der derfor arrangeret massemøder og demonstrationer over hele USA. Flere steder blev demonstrationerne angrebet af politiet, værst gik det dog til i Chicago, hvor der var flere dræbte og hårdt sårede blandt arbejderne. Da der den 3. maj var en massedemonstration og blokade ved en fabrik, blev den angrebet af omkring 300 skruebrækkere og 500 politifolk, igen blev flere arbejdere dræbt og såret. Dagen efter var der indkaldt til et protestmøde på Haymarket i Chicago, der mødte ikke mange frem, og politiet besluttede sig for at opløse mødet. Samtidig blev der kastet en bombe, som resulterede i flere døde og tilskadekomne. Selvom de ansvarlige aldrig blev fundet, blev syv fagforeningsledere anklaget og senere dømt for bombesprængningen, 4 blev hængt, 2 fik livsvarigt fængsel, og den sidste begik selvmord. Dette var selvfølgelig ikke fordi myndighederne virkeligt troede, at de havde gjort det, men fordi man ville skræmme den amerikanske arbejderklasse fra at kæmpe for bedre forhold.

På 2. Internationales stiftelseskongres i 1889 blev det derfor besluttet, at man i solidaritet med de amerikanske arbejdere ville demonstrere for en 8 timers arbejdsdag på den 1. maj 1890. Opfordringen fra 2. internationale blev fulgt verden over. 100.000 arbejdere var på gaden i Barcelona, 120.000 i Stockholm, 8.000 Warszawa. Der var strejker i Østrig, Ungarn, Italien og Frankrig hvor 10 arbejdere blev skudt. I England og Tyskland afholdt man arrangementet den efterfølgende søndag.

1. maj i Danmark
I Danmark gik arbejderbevægelsen også på gaden og demonstrerede for overstående krav om 8-timersarbejdsdage. 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Nørre Fælled (Fælledparken) blev valgt som samlingssted i København. Med til demonstrationen var 30.000 arbejdere. Politiet frygtede optøjer, men dagen forløb fredeligt i hele landet. I starten var politiet meget strikse og dannede et jerngreb om Fælledparken. Efterhånden blev røde faner, marchorkestre og stjernedemonstrationer tilladt.

I 1931 blev 1. maj dog forbudt i Nakskov. Det skyldtes at tusindvis af arbejdere, der havde mistet deres job på grund af den voksende krise, havde stormet et aftenmøde i byrådet hvor de krævede bedre forhold for de arbejdsløse. Dette gjorde at politiet forbød 1. maj demonstrationerne få dage efter. Arbejderne demonstrerede dog alligevel og blev mødt med massiv knippelsuppe fra politiet. Efter hårde kampe blev arbejderne trængt tilbage. Dagen efter var de dog på gaden igen. Og denne gang mere forberedte på politiets angreb. Efter nye sammenstød endte det med at betjentene måtte flygte ind på politistationen hvor de forskansede sig. Først da politiet fik hjælp fra hæren lykkedes det at nedkæmpe arbejderne i Nakskov.

En dag i arbejdernes tegn
I dag lyder det at klassekampen er død og at man ikke kan tale om en arbejderklasse. Men det sidste års begivenheder beviser at arbejderklassen er vågnet op til dåd. Klasseforskellene eksisterer: Imens arbejdsgiverne har millionlønninger samt enorme bonusser, bliver lønarbejderne konstant udsat for øget pres. Stres er blevet en folkesygdom i Danmark, og arbejdspresset er ved at nå bristepunktet. Folk skal løbe hurtigere og hurtigere.

De store velfærdskampe, så som 17. maj og 3. oktober har været udtryk for den stigende utilfredshed og et godt billede for den stadig eksisterende klassekamp.
De offentlige ansatte har i sin gode ret demonstreret og strejket i mod regeringens nedskæringspolitik.
De unge er også vågnet op til dåd, og har forstået samfundets råddenskab. Der har været store protester på gymnasierne, universiteterne og folkeskolerne de sidste år, og senest med ungdomshuskonflikten har de unge været på gaden.

Så vi har stadig noget at fejre den 1. maj, og vi har stadig mere end rigeligt at kæmpe for. Lad 1. maj være startskuddet på en kampperiode for bedre vilkår.


Arbejdere i alle lande – foren jer!