For halvtreds år siden, hørte verden nyheden om Stalins død. I årtier havde den stalinistiske propagandamaskine fremført myten om Stalin som ”Lenin af i dag”, der angiveligt skulle have anført bolsjevikpartiet sammen med Lenin. Men alt dette var blot en konstruktion for at retfærdiggøre en tyrans magtovertagelse, der ødelagde Lenins parti, likviderede de politiske erobringer fra oktoberrevolutionen og fik den Kommunistiske Internationale til at lide skibbrud.
 |
Faktisk spillede Stalin en yderst sekundær rolle i bolsjevikpartiets historie. Han blev medlem af centralkomiteen på et tidspunkt, hvor der var mangel på erfarne folk i Rusland. Stalin deltog i den femte partikongres i London i 1907, men sagde ikke et ord i nogle af debatterne. Stalin var, hvad nogle vil kalde en ”practico” – en komitémand, der var indblandet i de praktiske og administrative aspekter af det revolutionære partis arbejde. Han var aldrig en teoretiker. Han var interesseret i at bygge partimaskinen.
Denne slags mennesker kan spille en vigtig rolle i partiet, så længe de bliver holdt under skarp kontrol af en teoretisk udviklet og ideologisk afklaret ledelse. Men hvis de forsøger at tage kontrol med partiet og udskifte teori til fordel for organisatorisk snæversyn, er det altid en opskrift på katastrofe. I mangel på politisk og moralsk autoritet vil de altid bruge det organisatoriske apparat til at løse interne problemer. Det er en færdig opskrift på kriser og splittelser. Desuden har de en tendens til at tackle alle problemer fra en organisatorisk og administrativ synsvinkel. Dette er sket mere end én gang i den revolutionære bevægelses historie – og altid med de mest negative resultater.
Lenin anskuede aldrig partiet på denne måde, selv om han fuldt ud var i stand til at bygge et apparat, og gjorde dette mere end en enkelt gang. For Lenin var partiet først og fremmest program, ideer, metode og traditioner, og kun i anden række et apparat til at gennemføre disse ideer i praksis. Han forstod de farer, der kunne opstå, hvis partimaskinen forsvandt fra politisk kontrol.
Stalin og oktoberrevolutionen
Ved flere lejligheder stødte Lenin bittert sammen med de bolsjevikiske komitémænd på dette spørgsmål. I kritiske øjeblikke viste disse ”praktikere”, at de aldeles var ude af stand til at forstå marxismens revolutionære ideer og teori, og de mistede orienteringen. Sådan var det med Stalin, den arketypiske komitémand eller parti-apparatchik. Hos sådanne folk afspejler den organisatoriske uforsonlighed (eller ren bølleadfærd) ikke styrke, men politisk svaghed. Stalin var ikke tiltrukket af bolsjevikkerne på grund af deres politiske og teoretiske klarhed, men på grund af, at de var en disciplineret og centraliseret organisation. Ikke for ingenting blev Lenins fraktion i 1903 beskrevet som ”de hårde” i modsætning til ”de bløde”, der støttede Martov.
Imidlertid var bolsjevikkernes ”hårdhed”, deres revolutionære uforsonlighed, kun et udtryk for deres politiske linie, der til gengæld var rodfæstet i marxistisk teori. Den centraliserede organisation har ingen mening i og for sig selv. Det er kun et middel til at nå et mål. Men komitémændene havde en tendens til at se det som et mål i sig selv. På deres egen måde gentog de revisionisten Bernsteins synspunkt, da han sagde: ”bevægelsen er alt, det endelige mål intet”. Sådan en udtalelse (faktisk ganske meningsløs) afspejler mentaliteten hos partiets ”praktiker”, den snæversynede apparatchik eller bureaukrat, der ikke ser revolutionen som arbejderklassens egen bevægelse, men kun gennem partiorganisationens brilleglas.
Som mange andre komitémænd var Stalin i stand til at udvise handlekraft og uforsonlighed på et snævert område, men på klassekampens bredere scene, og frem for alt i revolutionen, var han ude, hvor han ikke kunne bunde. Ved hvert nøglepunkt i bolsjevikpartiets historie i perioden før revolutionen, vaklede Stalin og lagde sig op ad opportunisme og en forsoningslinie. Han beskrev endda forskellene mellem Lenin og mensjevikkerne som ”storm i en kop te” og kævl mellem emigranter. Det førte til skarpe konflikter med Lenin, for eksempel i 1912 og igen i februar 1917, da Stalin sammen med Kamenev var tilhænger af samling mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne.
Stalin i 1917
I april 1917, da Lenin forlangte at bolsjevikkerne klart meldte ud imod den provisoriske regering, nægtede Stalin og Kamenev ham omgående adgang til at skrive i Pravda og sagde, at hans standpunkt var ”Uacceptabelt da det starter med antagelsen om, at den borgerligt demokratiske revolution er slut (...)” (Pravda, 21. april 1917.) Først efter en skarp intern kamp vandt Lenin partiet for sin position.
I modsætning til den gamle mytologi, var Stalins rolle i oktoberrevolutionen ubetydelig. De forfalskede historiers forsøg i 1930’erne på at tildele en særlig rolle til det såkaldte Militære Revolutionære Center (MRC), hvor Stalin var medlem, er absurd. Denne komité var i virkeligheden blot en underkomité under det Militære Revolutionære Råd, som blev anført af – Leon Trotskij. Faktisk fungerede det berømte MRC aldrig, og det blev kun husket mange år senere, da det blev nødvendigt at finde en slags rolle til Stalin i oktoberrevolutionen.
Da Stalin var en dårlig taler, var hans egentlige handlingsområde ikke barrikaderne, fabrikkerne eller kasernerne, men partikontorerne, hvor han oplærte et lag af håndlangere. Maria Joffe, enken efter den bolsjevikiske leder Adolph Joffe, der begik selvmord i protest mod stalinisterne i 1920’erne, og som selv tilbragte 28 år i Stalins lejre, kommenterer:
”Men en af Smolny-mændene, sølle og ubetydelig (...) gik aldrig ud og besøgte fabrikker eller regimenter; han sad permanent for enden af ledningen, forbundet med alle provinserne og alle byerne. Selv om det var den charmerende, høflige Elena Stasova, der var sekretær for centralkomiteen, bar alle daglige instrukser, alle svar på hastesager og den rutinemæssige telefontrafik – alt sammen hans (Stalins) underskrift. På denne måde skete det, at de forskellige lokale og regionale organisationer mest så og huskede et bestemt navn. Og som følge af en instruktion blev svarene også rettet til ham. Der var ingen, der på det tidspunkt tog notits af, at denne ene mand gradvist og sikkert bejlede til provinserne, fik dem vænnet til ham og vandt dem til sin side. Ind imellem ville han ringe til en ledende arbejder for at få ham til at komme og se ham, og til partiets konferencer så han altid ud til at have flere venner end alle andre. Ved at invitere dem på en ”venlig” drink fik han at vide hvordan en bestemt organisation fungerede. Det var sådan det var i 1917.” (Maria Joffe, One Long Night, Engelsk udgave, side 69-70.)
Det faktum at Stalin praktisk talt var ukendt uden for en snæver kreds af
 |
Sovjetdemokrati En af de mest ulækre løgne, der konstant bliver gentaget i dag, er, at leninisme og stalinisme er det samme. Men der er intet til fælles mellem systemet med arbejderdemokrati, der blev etableret af Lenin og Trotskij, og den totalitære monstrøsitet, som Stalin rejste over bolsjevikpartiets døde knogler.
Allerede i Staten og revolutionen, skrevet i de revolutionære dage i 1917, beskrev Lenin de fire betingelser for sovjetmagt – ikke for socialisme eller kommunisme, men for de første dage med arbejdermagt:
Frie og demokratiske valg med ret til tilbagekaldelse for alle sovjetternes embedsfolk.
Ingen embedsmand skal modtage en højere løn end en faglært arbejder.
Ingen stående hær, men et bevæbnet folk.
Gradvist må alle opgaver i driften af staten gøres af alle efter et rotationsprincip. ”Når alle er en ’bureaukrat’ er der ingen, der er bureaukrat.”
Disse elementære leninistiske principper var indeholdt i partiprogrammet fra 1919. Det er sandt, at under vanskelige forhold, hvor revolutionen var isoleret i forfærdelig tilbageståenhed, hungersnød og analfabetisme, var der uundgåelige forvrængninger. Så tidligt som 1920 sagde Lenin, at ”vores stat er en arbejderstat med bureaukratiske deformiteter”. Men disse var relativt små deformiteter, og slet ikke som det monstrøse regime, Stalin senere etablerede.
Den virkelige årsag til de problemer, bolsjevikkerne stod over for, var revolutionens isolation. Lenin og Trotskij oprettede den kommunistiske internationale i 1919 som et middel til at bryde denne isolation. Dette var den eneste vej frem. Partiprogrammet fra 1919 var skrevet med de mest kompromisløse proletarisk internationalistiske termer. Det startede med præmissen om, at ”den verdensomspændende proletariske revolutions æra er begyndt”.
Det forklarede, at ”fratagelsen af politiske rettigheder og enhver begrænsning af friheden er nødvendige og midlertidige tiltag” på grund af krigen, og at ”partiet vil sigte efter at udskifte og komplet afskaffe dem”. Men dette mål blev udsat af invasionen af Sovjetstaten af 21 udenlandske hære, der kastede landet ud i et blodbad.
På trods af alt, nød arbejderklassen demokratiske rettigheder. Partiprogrammet fra 1919 specificerede at ”alle de arbejdende masser uden undtagelse må inddrages til at tage del i statsadministrationen”. Styringen af planøkonomien var hovedsageligt i hænderne på fagforeningerne. Kollektivisering blev ikke nævnt, snarere støtte til forskellige typer kooperativer.
Dokumentet blev øjeblikkeligt oversat til alle verdens hovedsprog og blev bredt distribueret. Imidlertid blev det allerede ved processerne i 1936 opfattet som et farligt dokument, og alle udgaver af det blev stille fjernet fra alle biblioteker og boghandlere i Sovjetunionen.
Der blev oprettet en kommission, hvor Stalin var formand, for at producere et nyt partiprogram. Ud over Stalin var der 25 andre partifunktionærer, deriblandt Voznesenskij, Beria og Bagirov – hver af dem blev senere skudt som ”fjender af folket”. Da Lenin og Trotskij stod i spidsen for partiet, blev dets kongresser holdt hvert år uden undtagelse, selv i de vanskelige år under borgerkrigen. Under Stalin gik der 13 år før den 19. partikongres blev afholdt i 1952. Vi havde den groteske situation, hvor Sovjetunionen i mange år blev regeret af et parti, hvis (teoretisk set stadig gyldige) program faktisk var forbudt af censuren.
Generalsekretæren
Generalsekretæren var aldrig den mest betydningsfulde post i bolsjevikpartiets ledelse, og det havde hovedsageligt en administrativ karakter. Før Stalin var generalsekretæren Sverdlov, en enestående organisator og en mand af høj moralsk karakter. Men Sverdlov døde i marts 1919. Lenin var ivrig efter at finde en afløser og troede, at Stalin var den bedste kandidat. Men Stalin var ingen Sverdlov. Fra 1919, med væksten i det nye partiapparat, blev generalsekretærens post mere og mere vigtig. I december 1919 blev der vedtaget en ny regel, der gjorde alle distriktssekretærer til fuldtidsposter.
Fra 1920 og frem var der en stadig strøm af klager over ”bureaukrati” i partiet. Men disse klager var først rettet mod individuelt misbrug, kontorpedanteri osv. På dette tidspunkt var det en relativt sund arbejderstat, kun med mindre bureaukratiske deformiteter. Men dette skulle snart ændre sig.
Samtidig med at arbejderklassen var udmattet og svækket efter de lange år med krig, revolution og borgerkrig, faldt de hen i passivitet. Dette førte til en kolossal vækst i bureaukratiet. Borgerkrigens afslutning forstørrede problemet. Demobiliseringen af den røde hær betød, at et stort antal tidligere militærpersonel blev indlemmet i statsapparatet. Disse folk var hovedsageligt ærlige kommunister, men havde vænnet sig til kommandoens metode.
Lenin ønskede en stærk person i centrum af partiapparatet for at udrydde korruption og bureaukratisme. Han troede, at Stalin var sådan en person, men han tog fejl. Da Stalin først var indsat på sådan en vigtig post, begyndte han at fylde partiets centrale kontorer med sine ”egne” folk, som for eksempel Kaganovich, der fik ansvaret for partiets organisatoriske departement (Orgotdel). Denne komité kontrollerede udnævnelser. Den havde derfor udnævnelsesret til embeder. Det ville aldrig have faldet Sverdlov ind at bruge denne post til personlig vinding. Og partiet var meget klart på spørgsmålet om udnævnelser og ikke-valgbare positioner generelt. Den tiende partikongres, der blev afholdt under svære omstændigheder, vedtog følgende resolution om fagforeningerne:
”Det er frem for alt nødvendigt (...) på stor skala at udføre princippet om valg til alle organer i praksis (...) og at gøre op med metoderne med udnævnelser fra toppen.”
En anden resolution blev vedtaget om partiet, og den sagde, at alle medlemmer må sikres ”en aktiv del i partiets liv, i diskussionerne om alle spørgsmål, der opstår i partiet”. Og desuden: ”arbejderdemokratiets natur udelukker enhver form for udnævnelse i stedet for valg som et system” (Se KPRSS v rezolyutsiyakh, bind 1, side 516-27 og 534-49, russisk udgave.)
Generelt ville systemet med udnævnelser kun være tilladeligt under illegale undergrundsforhold. Imidlertid brugte Stalin systematisk systemet med udnævnelser til at bygge en støttebase blandt partifunktionærer, der var ham taknemmelige for forfremmelse.
Lenin versus Stalin
Ethvert bureaukrati har en tendens til at blive en lukket kaste af privilegerede elementer, der kun er bekymrede for at forsvare deres egne interesser. At forestille sig at en arbejderstat skulle være immun over for sådanne tendenser, er dumt. Men i en arbejderstat under forhold med ekstrem tilbageståenhed, med en svag og udmattet arbejderklasse og en stort set analfabetisk bondebefolkning var farerne for bureaukratisk degenerering ekstreme. Det er derfor, Lenin var foruroliget. Han så, at bureaukratiet kunne underminere og ødelægge sovjetstaten – og historien har givet ham ret.
I et forsøg på at kæmpe imod bureaukratiet startede Lenin Rabkrin – Arbejder- og bondeinspektionen og satte Stalin i spidsen for den. Men i stedet for at kæmpe mod bureaukrati, blev Rabkrin et arnested for bureaukrati. I et af sine sidste breve siger Lenin, at Rabkrin ikke har det mindste autoritet, og forlanger, at det bliver omorganiseret. Lenin advarede mange gange, særligt i sine sidste skrifter og taler, om faren for bureaukratisme i en arbejderstat. Hans råd om at fjerne Stalin fra posten som generalsekretær var ikke et tilfælde. Han indså gradvist, at Stalin repræsenterede netop de bureaukratiske tendenser, han advarede imod.
 |
Stalins hirdmand Ordzhonikidze blev praktisk talt diktator i Georgien. Lenin bombarderede ham med direktiver, der opfordrede til moderation og rådede til, at der skulle gives indrømmelser til de georgiske mensjevikker. Disse råd blev ignoreret. Situationen blev så slem, at Stalins agenter opførte sig som en besættelsesmagt. De georgiske bolsjevikiske ledere protesterede, men de blev svaret med intimidering og bøllemetoder. I et tilfælde blev en georgisk bolsjevik fysisk overfaldet af Ordzhonikidze. Sådan en handling var fuldstændig uden fortilfælde, selv om den intet var i sammenligning med den storstilede vold, Stalin og hans banditter senere brugte.
Stalin forsøgte at isolere Lenin ved at bruge sin kontrol over partiapparatet og Kremls læger. På trods af sit skrantende helbred dikterede Lenin en række notater til sine sekretærer, og han fik dem smuglet ud ved hjælp af sin kone, Krupskaya. En af disse beskeder var et hemmeligt notat til Trotskij, hvori han bad ham om at forsvare Lenins synspunkter på den kommende partikongres. Eksistensen af denne korrespondance mellem Lenin og Trotskij blev afsløret over for Kamenev af Trotskij, som ikke vidste, at Kamenev og Zinoviev havde dannet en hemmelig blok med Stalin.
Den 22. deecember 1922 skrev Kamenev til Stalin:
”Josef,
I aftes ringede T(rotskij) til mig og sagde, at han havde modtaget et notat fra St(arik) (dvs. Lenin, AW), der, selv om han var glad for kongresrapporten om Vneshtorg (ministeriet for udenrigshandel, AW), vil have T(rotskij) til at give en rapport om dette spørgsmål til en del af kongressen og gøde jorden for at dette spørgsmål tages op af partikongressen. Tilsyneladende vil han styrke sin position. Trotskij tilbød ikke sin mening, men han anmod om, at sagen overrækkes til den del af Centralkomitéen, der er ansvarlig for kongressens gennemførelse. Jeg lovede ham at fortælle dig om dette, og det gør jeg.
Jeg kunne ikke få fat på dig via telefon.
I min rapport vil jeg præsentere Centralkomitéens Plenums resolution med inderlighed, Jeg ryster din hånd.
L. Kam(enev)”
Stalin svarede omgående:
”Kammerat Kamenev!
Jeg har modtaget dit notat. Jeg mener vi bør begrænse os til udtalelsen i din rapport uden at bringe det op i fraktionen. Hvordan kunne Starik organisere denne korrespondance med Trotskij? Foerster forbød ham klart at gøre det.
J. Stalin .”
(Izvestiya Ts. Kom. KPSS, 1989, side 191, russisk udgave.)
Disse to breve blev ikke offentliggjort i Sovjetunionen før 1989. Da Stalin blev opmærksom på notatet for han i flint og ringede til Krupskaya for at presse hende til at blande sig uden om. Krupskaya forsøgte at forsvare sig selv, og i løbet af samtalen bandede Stalin ad hende og skældte hende ud på den mest skamløse facon og kaldte hende en ”luder” og en ”syfilisbefængt tøjte”. Disse udtryk illustrerer på tilstrækkelig vis Stalins karakter og graden af hans loyalitet og hengivenhed over for den døende Lenin.
Næste dag skrev Krupskaya til Kamenev og protesterede bittert over Stalins opførsel:
”Lev Borisych,
Angående den korte diktat jeg tog fra Vlad. Ilyich med hans læges tilladelse, talte Stalin i går til mig i de groveste gloser. Dette er ikke min første dag som partimedlem – og i løbet af de 30 år, har jeg ikke hørt et eneste groft ord fra nogle af mine kammerater. Partiets og Ilyich’ interesser er ikke mindre skattet af mig end af Stalin. Nu har jeg brug for at udøve stor selvkontrol. Jeg ved bedre end nogen læge, hvad jeg må og ikke må fortælle Ilyich, da jeg ved hvad der oprører ham, og hvad der ikke gør. Uanset hvad ved jeg det bedre end Stalin. Jeg appellerer til dig og til Grigorii (Zinoviev, AW), som V.I.’s tætteste venner, og jeg tigger jer om at forsvare mig mod den grove indblanding i mit personlige liv mod usømmelig banden og trusler. Jeg drager ikke den enstemmige afgørelse fra Kontrolkommissionen i tvivl, med hvilken Stalin tog sig friheder til at true mig, men jeg har hverken styrke eller tid til dette dumme kævl. Jeg er et menneske, og mine nerver er ekstremt slidte.
N. Krupskaya ”
(Lenin, samlede værker, russisk udgave, bind 54, 1965, side 674-5.)
Den 5. marts 1923 dikterede Lenin et brev til Stalin, hvor han afbrød alle personlige og kammeratlige relationer med ham – en hidtil uset handling. Den samme dag tilbød Lenin Trotskij en blok imod Stalin. Han bad Trotskij ”hastigt at tage Georgiens forsvar op i Centralkomitéen”. Den følgende dag sendte Lenin Trotskij tre noter om det nationale spørgsmål, han havde dikteret omkring ti uger forinden.
Hvis Lenin ikke var blevet syg, ville Stalin utvivlsomt være blevet fjernet fra sin post som generalsekretær. En af hans sekretærer bemærkede, at Vladimir Ilyich ”forberedte en bombe” til Stalin til partikongressen. Han sendte et brev til de georgiske bolsjevikledere Mdivani og Makharadze og gav dem støtte ”af hele mit hjerte” mod Stalin.
Selv om Lenin havde afbrudt alle forbindelser til Stalin og forlangt, at han blev fjernet som generalsekretær, formåede Stalin at holde fast i sin position gennem en række manøvrer. Som et resultat blev Lenins testamente ikke offentliggjort, på trods af Krupskayas protester. På mødet i Politbureauet og Præsidiet, hvor sagen blev diskuteret, sagde Stalin:
”Jeg anser, at der ikke er nogen grund til at offentliggøre det, særligt da Ilyich ikke har givet instrukser om at gøre det.” (D. Volkogonov, Trotsky, side 243.)
Lenins skridt med at afbryde forbindelserne til Stalin er uden fortilfælde. Hans testamente var et knusende slag. Men budskabet blev aldrig offentliggjort. Lenins Testamente forblev skjult for folket indtil Krustjov citerede det på den hemmelige del af SUKP’s 20. kongres. Før dette var det blevet udgivet af trotskister i vesten, men fordømt som falskneri af stalinisterne. De var grove og illoyale over for Lenins sidste ønske.
Efter Lenins død
Så længe Lenin var i live, var Stalins klike nødt til at gå forsigtigt frem. Minderne om oktoberrevolutionen var stadig for friske, og Lenins personlige autoritet for stor. Men da Lenin var ude af billedet, begyndte de at manøvrere for at erobre kontrollen med partiet. Stalin, der frygtede Lenin, fik næring til sine ambitioner af Lenins død. Efter Lenins død gik en kaste af privilegerede embedsfolk efter magten i Sovjetunionen. I partiet var de repræsenteret ved den bureaukratiske fraktion, der dannede sig omkring Stalin.
Et hemmeligt triumvirat blev dannet af Zinoviev, Kamenev og Stalin med det mål at isolere Trotskij. I sit testamente refererede Lenin ikke blot til Trotskij som det dygtigste medlem af centralkomitéen, men sagde også, at hans ikke-bolsjevikiske fortid ”ikke bør bruges mod ham personligt”. Alligevel ignorerede triumviratet Lenins råd og igangsatte en bidende kampagne imod Trotskij og opfandt myten om ”trotskisme”. Som del af dette skabte de en Lenin-kult. Stik imod Krupskayas ønsker blev hans lig balsameret og placeret til offentligt skue i mausoleet på den Røde Plads. Senere sagde Krupskaya: ”Hele sit liv var Vladimir Ilyich imod ikoner, og nu har de forvandlet ham til et ikon.”
En fatal rolle i dette blev spillet af Zinoviev og Kamenev, der, motiveret af ambitioner og jalousi, startede en smædekampagne mod Trotskij. Da Lenin i sit testamente beskrev Trotskij som det mest kompetente medlem af centralkomiteen, fornærmede det især Zinoviev, der opfattede sig selv som Lenins naturlige efterfølger. Naturligvis kan ting som personligt fjendskab, jalousi og rivaliseren aldrig bestemme udfaldet af brede historiske processer. De falder snarere ind under kategorien historiske tilfældigheder. Men som Hegel forklarede grundigt, udtrykker nødvendigheden sig gennem tilfældigheder. Ved at opføre sig som de gjorde, tjente Kamenev og Zinoviev utvivlsomt Stalins sag, og de accelererede den bureaukratiske degenereringsproces.
Lenin stolede ikke på Kamenev og Zinoviev, og han advarede i sit testamente om, at deres opførsel under oktoberrevolutionen ikke var en tilfældighed. Igen viste hans bedømmelse sig at være korrekt. Stalin brugte dem til at miskreditere Trotskij, og vendte sig efterfølgende imod dem. Mere korrekt: de vendte sig imod Stalin, da de indså, hvor han førte Sovjetunionen hen. I en tid samarbejdede de med Trotskij i Venstreoppositionen. Og så, typisk, da tingene blev vanskelige, kapitulerede de til Stalin.
Stalins tale ved Lenins begravelse var et typisk eksempel på hans hykleri. Han var lettet over, at Lenin var død, da han var klar over, at Lenin ville have ham fjernet. Alligevel gav han en begravelsestale, der mindede om byzantinsk tilbedelse. Det var sikrere at smigre Lenin, da han var død – nogle gange er døde mennesker mere brugbare end de levende. Affattet i et sprogbrug fra den ortodokse kirkes liturgi, som Stalin havde lært på seminariet, mindede det mere om en religiøs besværgelse end en marxistisk tale. Dette var ikke en tilfældighed, for mens han opbyggede en religiøs Lenin-kult, trådte Stalin de mest elementære leninistiske principper under fod. Under ”Leninismens” banner etablerede han en ny stalinistisk trosbekendelse, den fuldstændige modsætning til bolsjevikpartiets ideer.
Der er naturligvis intet nyt i dette. Enhver magtranende kaste i historien har altid været tvunget til at skjule sin revisionisme under dække af ”ortodoksi”. De revolutionære kommunistiske ideer hos de tidlige kristne blev drejet til et forsvar for privilegier og verdslig rigdom, da de blev overtaget af staten under Konstantin. Kirken havde vendt sig til sin modsætning, og den blev en kirke for de rige og privilegerede, men var ikke desto mindre nødt til i ord at tale om en fattig jødisk tømrers oprørske søn fra Galilæa. På samme måde fortsatte Napoleon Bonaparte med at tale republikkens sprog om Frihed, Lighed og Broderskab, samtidig med at han nedtrådte den franske revolutions traditioner og satte kejserkronen på sit hoved.
Den forenede opposition
Stalinismen begyndte som mere end en ide, som en særlig reaktionær stemning blandt embedsfolkene. Kampagne mod ”trotskisme” var i sin kerne en afspejling af en småborgerlig reaktion efter oktoberrevolutionen. De forskellige kaster af sovjetiske embedsfolk var trætte af revolutionens stormfuldhed, som de forbandt med ideen om ”permanent revolution”, selv om den virkelige betydning af dette var en lukket bog for dem.
I en manøvre for at udvande partiet med rå elementer og feje den leninistiske fortrop til side, organiserede Stalin den såkaldte Lenin-udskrivning. Dørene blev åbnet på vid gab, og nye rekrutter i massevis fik lov at melde sig ind og stemme til kongressen i modstrid med partiets regler, der sagde, at de kun havde status af kandidatmedlemmer.
 |
Ved udgangen af 1927 havde over 60 procent af sekretærerne i de vigtigste particeller meldt sig ind efter 1921 – altså efter borgerkrigens afslutning. I perioden med revolution og borgerkrig bød partimedlemskab ikke på nogle fordele og indebar kun risici og ofre. Men efter 1921 havde dette ændret sig. Partiet havde magten og tiltrak alle mulige slags karrieremager-elementer. De skyldte deres egne forfremmelser til Stalin, og han kunne stole på deres støtte imod partiets venstrefløj.
I august 1922 var antallet af fuldtidsansatte partifunktionærer 15.325. Ved den 14. kongres i 1925 var tallet omkring 20.000. Disse funktionærer fik op til 50 procent højere løn end det, der var bestemt for tilsvarende regeringsansatte, og, vigtigere endnu, nød de privilegier, som arbejderne ikke havde adgang til. De havde derfor materielle interesser at forsvare.
Imidlertid måtte den arbejderfjendske og antisocialistiske politik skjules i ”socialistiske” taleformer. Dette blev tilført af den antimarxistiske ”teori” om socialisme i ét land. Men da Stalin fremførte denne reaktionære parole, der gik imod hvert eneste af leninismens principper, var det for meget for Kamenev og Zinoviev. De brød med ham. De forsøgte da at forsvare leninismens og oktoberrevolutionens ideer, om end på en halvhjertet og vaklende facon.
Kamenev og Zinoviev gik til sidst sammen med Trotskij for at danne den Forenede Venstreopposition, der blandt mange prominente gamle bolsjevikker omfattede Lenins enke Krupskaya. Hun sagde til et møde for Venstreoppositionen i 1926, at ”hvis Vladimir Ilyich var i live i dag, ville han sidde i et af Stalins fængsler”. Dette var en indikator på, hvor langt tingene havde udviklet sig. Senere, da Kamenev og Zinoviev kapitulerede og blev myrdet af Stalin, blev Krupskaya gjort tavs af Stalins trusler og afpresning. Han advarede hende om, at hvis hun kom ham på tværs igen, kunne han altid finde en anden ”Lenins enke”.
Stalin drejede nu til højre og slog sig sammen med Bukharin, der stod i spidsen for den del af partiet, der talte for indrømmelser til de rige bønder (kulakkerne). Han fremførte parolen rettet mod bønderne: ”Berig jer selv, udvikl jeres gårde og frygt ikke, at I vil blive underlagt restriktioner.”
Eksklusion af oppositionen
Oppositionen forsvarede principperne fra leninismen og oktoberrevolutionen. Den advarede imod den katastrofale politik med at gå på kompromis med de rige bønder, og talte for at beskatte kulakkerne og for industrialisering, derunder femårsplaner, forbundet med midler til at genoprette arbejderdemokratiet, imod bureaukratisme og for proletarisk internationalisme.
Men kampen var ulige. Stalin mobiliserede apparatets fulde vægt for at knuse oppositionen. Oppositionsfolk blev fyret fra deres job, smidt ud af partiet, retsforfulgt og arresteret. Stalin brugt hooligans for at smadre oppositionens møder. Alt dette var komplet fremmed for bolsjevikpartiets rene traditioner.
Den højredrejede zig-zag kurs i Rusland blev fulgt af en højredrejet zig-zag kurs internationalt. Stalin og Bukharins politik var ødelæggende for den Kommunistiske Internationale. De førte til det ene nederlag efter det andet – i Estland, Bulgarien, Storbritannien, og værst af alt i Kina.
Stalin, den snæversynede ”praktiker” forsøgte at basere sig på højrefløjen internationalt, ligesom han havde forsøgt at basere sig på kulakkerne i Rusland. Da han ikke havde nogen tillid til arbejderklassen eller den Kommunistiske Internationale, søgte han aftaler og alliancer med de højreorienterede fagforeningsledere i Storbritannien og med Chiang Kai Shek i Kina. Chiang blev endda medlem af den internationale eksekutivkomité i Komintern, kun med én stemme imod – Leon Trotskijs.
Hvert nyt nederlag til den internationale revolution gjorde de sovjetiske arbejderes afmagt og desillusioner dybere og styrkede bureaukraternes tillid.
Til sidst, i 1927, stemte den 15. partikongres for at ekskludere Oppositionen. Der var fyldt med Stalins tilhængere, så resultatet kunne siges på forhånd. Trotskij og de andre talere fra Oppositionen blev hujet ad og afbrudt af stalinisterne – en højrøstet afsked med de strengt demokratiske traditioner i Lenins parti.
Bureaukratiet sejrede ikke på grund af Oppositionens fejltagelser eller på grund af Stalins fremsyn, men på grund af, at arbejderklassen var udmattet efter de lange år med krig, revolution og borgerkrig. De var skuffede og havde mistet modet.
De sovjetiske funktionærer længtes efter fred og orden, så de hurtigt kunne komme videre med deres administrative opgaver. De forstod ikke den bolsjevikiske internationalisme og mistroede den. De var fjendtligt indstillede over for sovjetdemokratiet, der tillod arbejderne at ”blande sig” i deres planer og den måde, deres afdelinger fungerede på.
”En politisk kamp er i sit væsen en kamp mellem interesser og kræfter,” skrev Trotskij, ”ikke mellem argumenter. Kvaliteten af en ledelse er selvfølgelig langt fra ligegyldig for udfaldet af konflikten, men det er ikke den eneste faktor, og i den sidste ende er den ikke afgørende. Hver af de kæmpende lejre kræver desuden ledere i dens eget billede.” (Revolutionen Forrådt, side 86-7, engelsk udgave.)
Argumentet om at Stalin vandt, fordi han var dygtigere og mere skarpsindig end Trotskij er aldeles forkert. Kampen blev afgjort af styrkeforholdet mellem klasserne, der på dette tidspunkt var ugunstigt for den proletariske avantgarde. De kæmpende kræfters personligheder var et aldeles sekundært anliggende. Det, der skete, var bureaukratiets triumf over den sovjetiske arbejderklasse og dens fortrop. I Stalins person fandt bureaukratiet en leder i sit eget billede.
