(Se også det nye nummer af Socialistisk Baggrund, som handler om Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og den tyske revolution)

Hvert år i januar er der en imponerende demonstration i den tyske hovedstad Berlin. Her bliver Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht mindet og hyldet. Luxemburg og Liebknecht var de to vigtigste ledere af den tyske revolution og opstanden i 1919. Selv i dag bliver Rosa Luxemburg ivrigt diskuteret af aktive socialister. Dette skyldes styrken og livskraften i hendes ideer. Rosa Luxemburgs skrifter, hvoraf det desværre kun er få, der er oversat til dansk, er en guldgrube for alle, der ønsker at sætte sig ind i den revolutionære marxismes grundlæggende ideer.

Ved udbrudet af første verdenskrig forrådte ledelsen af det tyske socialdemokrati (ligesom de fleste andre landes socialdemokratier) de løfter, de tidligere havde givet om modstand mod krigen. I stedet støttede ledelsen af stort set alle socialdemokratiske partier, at regeringerne skulle sende millioner af arbejdere i døden i skyttegravene i en krig om kolonier og profitter. I Tyskland var der dog én heroisk undtagelse, nemlig Karl Liebknecht, der som det eneste medlem af parlamentet talte imod krigsbevillingerne.

Zimmerwald
Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg var ledere af den revolutionære fløj indenfor det tyske socialdemokrati, og Rosa Luxemburg deltog på Zimmerwald-kongressen i 1915, hvor venstrefløjen i den sammenbrudte socialdemokratiske Internationale mødtes. Rosa Luxemburg var enig med Lenin og Troskij om de grundlæggende ting, og vigtigst af alt om behovet for en socialistisk revolution. Dette havde bragt hende i konflikt med stort set hele den socialdemokratiske ledelse, hvilket blev helt klar, da hun begejstret støttede den russiske revolution i 1917, hvor arbejderrådene, de såkaldte sovjetter, overtog magten efter bolsjevikkerne havde vundet flertal i rådene. Nogle i dag prøver at blæse andre uenigheder mellem Luxemburg og Lenin op – men i de vigtigste spørgsmål var hun altså på Lenins fløj.

karlliebknect
Igennem hele 1918 var der en enorm revolutionær bølge i Tyskland. Flåden gjorde mytteri, og soldaterne i hæren gik med. Arbejderne og soldaterne organiserede sig i ”Arbejder- og Soldaterråd”, de såkaldte A.S.-råd, der svarede til de russiske sovjetter. I Berlin kontrollerede bevæbnede arbejdere og røde soldater gaderne. Kejseren ønskede at knuse arbejderne og mytteristerne med "røgbomber, gas, bombeeskadroner og flammekastere." General Gröner svarede ham ærligt: "Herre, De har ikke længere en hær."

Parlamentarisme
Den vigtigste opgave for de revolutionære i denne situation var at vinde flertallet for en magtovertagelse, for endeligt at gøre op med kejseren og kapitalisternes magt. For Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, der var ledere af Spartakusgruppen – de revolutionære, der under krigen havde brudt med Socialdemokratiet – var det klart fra starten, at hvis revolutionen mislykkedes, så ville det føre til en massakre imod de revolutionære arbejdere og soldater. For at vinde flertallets opbakning til revolutionen var det nødvendigt at nå ud til de brede lag af befolkningen, der endnu ikke var organiseret i fagforeninger eller A.S.-råd. Dette mente Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht at man bedst kunne gøre ved at stille op til parlamentet.

For marxisterne er det kampen uden for parlamentet, der er afgørende. Vi mener, at arbejderne, gennem deres egne organisationer, må overtage styringen af økonomien og samfundet. Men dette betyder ikke, at det ikke er vigtigt at bruge parlamentet som talerstol og mobiliserende faktor – tværtimod. En boykot af et parlamentsvalg kan kun komme på tale, når man har noget andet at sætte i stedet – når arbejdernes egne organisationer udgør konkurerende magtorganer.

For Rosa Luxemburg var parlamentet ikke et mål i sig selv, men et redskab, som socialisterne kunne bruge til at afsløre systemets råddenskab og vinde opbakning blandt masserne uden for parlamentet. Dette var helt i tråd med Lenins politik. Desværre var flertallet i Spartakusgruppen (der skiftede navn til Tysklands Kommunistiske Parti – KPD) ikke enige i dette, og Luxemburg og Liebknecht var i mindretal. Flertallets politik med boykot af parlamentet førte til, at det unge kommunistparti blev isoleret fra masserne, og dermed overgik initiativet til de socialdemokratiske ledere Ebert, Noske og Scheidemann. Disse ledere prøvede, under dække af snak om ”sociale forbedringer” og ”demokrati” af al kraft at opnå et ”kompromis” for at redde kapitalismen i Tyskland fra socialistisk revolution. I sidste ende kunne dette ikke lade sig gøre uden brutal undertrykkelse.

Kampen i masseorganisationerne
Det nye kommunistparti var ikke opstået ud af ingenting, men bestod af de mest konsekvente og dedikerede elementer, der i årevis havde udgjort venstrefløjen i Socialdemokratiet. Splittelsen mellem den revolutionære (kommunistiske) og den reformistiske (socialdemokratiske) fløj var i starten ikke tydelig for almindelige arbejdere, så det havde ført til komplet isolation, hvis de revolutionære, da de var i mindretal i partiet, var splittet ud og havde udråbt et nyt parti. Hvis man skal bebrejde Luxemburg og Liebknecht noget, så var det, at de ikke forberedte medlemmerne på et brud med reformisterne, som ikke kun var politisk, men også i form af et nyt parti.

rosaluxemburg
De nye kommunistpartier i Europa blev ikke skabt for at de revolutionære kunne have ”ren” samvittighed, men på grundlag af store begivenheder, der rystede hele samfundet – første verdenskrig og den russiske revolution. Lenin opfordrede til, at kommunisterne skulle være fleksible og samarbejde med socialdemokratierne om de ting, man kunne enes om for at vise de socialdemokratiske arbejdere, at kommunisterne var de bedste forsvarere af arbejdernes forhold, af de socialistiske ideer og af internationalismen.

Hensigten med oprettelsen af de nye kommunistpartier var altså at vinde flertallet af arbejdere for den revolutionære politik. Kommunisterne erklærede, at man for at opnå de reformer, som socialdemokraterne lovede, var nødt til at feje kapitalisterne af banen og opbygge en demokratisk arbejderrepublik, fordi sådanne reformer igen og igen vil blive angrebet og trukket tilbage af kapitalisterne. Hvilket præcis var, hvad der skete, og disse angreb kulminerede med Hitlers magtovertagelse i 1933.

De revolutionære er ikke imod reformisterne, fordi de laver reformer (forbedringer af arbejdernes levevilkår), men fordi reformisterne nægter at bryde med kapitalismen, når denne økonomi ikke længere kan tolerere reformer. Kommunisterne sagde derfor, at for at opnå ”minimumsprogrammet” (daglige krav om 8 timers arbejdsdag osv., der i det socialdemokratiske Erfurt-program var adskilt fra kampen for socialisme), måtte man gennemføre ”maksimumsprogrammet” (der indebar nationalisering af produktionsmidlerne og socialistisk planlægning). Dette udtrykte Rosa Luxemburg på Kommunistpartiets stiftende kongres:

"Vores program er direkte i modsætning til Erfurt-programmet; det er direkte i modsætning til adskillelsen af de umiddelbare såkaldte minimumskrav formuleret til den politiske og økonomiske kamp fra det socialistiske mål. I denne bevidste opposition (til Erfurt-programmet) likviderer vi resultaterne af 70 års evolution og, frem for alt, de umiddelbare resultater af verdenskrigen, mens vi siger: For os er der intet minimums og maksimumsprogram; socialisme er en og samme ting: det er det minimum, vi skal virkeliggøre i dag." (Tale til KPD's første kongres, 31. december 1918.)

Januaropstanden
Desværre havde Luxemburg og Liebknecht ikke taget tilstrækkelige forberedelser til splittelsen. Derfor bestod det unge kommunistpartis medlemmer mest af utålmodige elementer, der ikke ville have noget at gøre med socialdemokratiet. Men konsekvensen af denne holdning var, at flertallet af arbejdere blev overladt til socialdemokratiets ledelse, og kommunisterne satte sig selv ud på sidelinjen. Luxemburg og Liebknecht argumenterede, med støtte fra Lenin og Trotskij, for en enhedsfront mellem kommunister og socialdemokrater imod de borgerlige og monarkisterne. Desværre var der ikke flertal i partiet for ideen om enhedsfront, og dette var med til at isolere kommunisterne fra masserne.

I januar 1919 var der opstand i Berlin. KPD havde på forhånd sagt, at det var dødsdømt, fodi man ikke havde resten af landet med. Men når først opstanden var brudt ud, kastede kommunisterne sig af alle kræfter ind i den for at undgå det truende nederlag. Den socialdemokratiske regering svarede igen med at sende de fascistiske frikorps ind i Berlin. Den 15. Januar blev Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg arresteret af frikorpsofficerer. Liebknecht var den første, der blev ført ud. Han blev skudt, angiveligt under et flugtforsøg. Derefter blev Rosa Luxemburg ført ud. Hendes kranie blev knust med en geværkolbe. Den tyske arbejderklasse havde mistet to af sine bedste ledere. Herefter blev 2-3.000 arbejdere dræbt af frikorpsene.

Rosa Luxemburg var en enestående revolutionær, der var kendetegnet ved 100 procent tiltro til arbejdernes evner og kræfter. Hun skjulte aldrig sin politik, og var ikke bange for at være i mindretal, men arbejdede tålmodigt for at få flertal. I sine unge år understregede Rosa Luxemburg arbejdernes evne til ”spontant” at gå i aktion. Dette var rettet imod de socialdemokratiske ”parlamentariske socialister”, der ville lægge en dæmper på arbejdernes selvstændige aktiviteter. Denne snak om ”spontanitet” blev siden misbrugt af nogle til at sige, at der ikke er behov for et klart program eller et revolutionært parti, fordi arbejderne ”spontant” vil gå i aktion.

”Spontanitet”
Den tyske revolution i 1919 led netop nederlag på grund af, at arbejderbevægelsens ledere – folk som Ebert, Noske og Scheidemann – ikke blev reelt udfordret. Al den revolutionære energi, som de tyske soldater og arbejdere udviste, var uden tvivl tilstrækkeligt til at gennemføre op til flere revolutioner. Problemet var mangel på en ledelse, der ville og turde stå i spidsen for en socialistisk revolution. Her kunne nok så megen ”spontanitet” ikke hjælpe – det der var brug for, var en klar retning og en plan. I en revolution er der ikke plads til vaklen. Det udtrykte Rosa Luxemburg i Rote Fahne 7. januar 1919, da hun spurgte, om arbejdernes ledere havde lært lige så meget som de revolutionære arbejdere:

”Vi er bange for, at vi ikke kan svare på disse spørgsmål med et klart ja. Vi frygter, at lederne stadig de samme, som de var 9. november, at de ikke har lært meget mere. 24 timer er gået siden Ebert-regeringens angreb på Eichorn. Masserne fulgte entusiastisk deres lederes appel; spontant og ved egen kraft fik de genindsat Eichorn. På deres eget revolutionære initiativ besatte de Vorvärts og arresterede de borgerlige redaktører og besatte W.T.B’erne (Wolffs Telegrambureau), og så vidt muligt bevæbnede de sig selv. De venter på yderligere instrukser og træk fra deres ledere.

Og i mellemtiden, hvad har disse ledere gjort? Hvad har de besluttet? Hvilke tiltag har de taget for at sikre revolutionens sejr i denne anspændte situation, hvori revolutionens skæbne vil blive afgjort, i det mindste for den næste periode? Vi har intet set eller hørt! Muligvis konfererer arbejdernes delegerede dybt og produktivt. Nu er det imidlertid tid til at handle.” (Hvad laver lederne?, Rote Fahne 7. jan. 1919.)

Hvad vi læser hos Rosa Luxemburg er selve forståelsen af arbejdernes bevægelse og revolutionen. Hun understreger igen og igen arbejdernes spontanitet – men hun understreger samtidig, at ”spontanitet” langt fra er tilstrækkeligt!

Den fejl, der kan bebrejdes Rosa Luxemburg, er at hun ikke arbejdede tilstrækkelig målrettet for at organisere et revolutionært parti, der kunne stå i spidsen for revolutionen. En af de vigtigste årsager til revolutionens nederlag i Tyskland var, at de reformistiske socialdemokratiske ledere stadig havde ledelsen af arbejderbevægelsen, og at denne position ikke for alvor blev udfordret af det unge kommunistiske parti, der havde for få kræfter.

Selve det, at de socialdemokratiske ministre Gustav Noske og Philipp Scheidemann fandt det nødvendigt at myrde Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht er et vidnesbyrd om, at "spontanitet" ikke er tilstrækkeligt for at vinde en revolution eller en strejke. Arbejderne går i kamp af egen kraft og i egen desperation – men for at kampen kan vindes er det nødvendigt med en revolutionær ledelse med klare ideer og en klar plan for, hvordan man vinder. Da Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev myrdet af de socialdemokratiske ledere – en forbrydelse, der for altid vil klæbe til reformisterne – mistede de tyske arbejdere de bedste revolutionære ledere, og vejen var dermed banet for, at kontrarevolutionen kunne vinde.

(Se også det nye nummer af Socialistisk Baggrund, som handler om Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og den tyske revolution)

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.