Det var i dagene den 17. til 19. juli 1936, altså for 40 år siden, at det spanske officerskorps støttet af det spanske højre, ikke mindst kirken og overklassen, startede det militære oprør mod den af et frit valg fremgåede borgerligt-demokratiske regering, hvorved en næsten 3-årig borgerkrig begyndte. De oprørske generaler havde på forhånd sikret sig moralsk og militær hjælp fra Hitlers, Mussolinis og Salazars fascistiske regeringer, og det var kun takket være disses omfattende hjælp i form af tropper, teknikere og krigsmateriel samt de talrige hvervede landsknægte fra Marokko i form af Fremmedlegionen og indfødte mauriske soldater, at de spanske fascister vandt borgerkrigen. De havde ellers regnet med en let sejr, fordi de havde næsten hele hæren på deres side, men de havde undervurderet den spanske arbejderklasses kampvilje og kampevne. Igennem trekvart århundrede havde de talrige anarkister og syndikalister ikke bare forkyndt den »direkte aktion«, men også praktiseret den i talrige strejker, herunder mange generalstrejker, samt væbnede opstande. Og straks da militærkuppet brød ud, samledes arbejderne i deres fagforeningslokaler, især i dem under den store syndikalistiske landsorganisation CNT, og kastede sig uden tøven mod militærets stillinger og kaserner. Skønt de var dårligt bevæbnede og en del af dem helt ubevæbnede, kvalte de ved deres resolutte handling og enestående mod militærkuppet i de tre fjerdedele af Spanien i første omgang. Det var den direkte aktions metode, der triumferede også i Madrid, hvor arbejderne selv med magt skaffede sig våben fra de officielle forråd, da regeringen tøvede.
 |
Pjecen indeholder: |
Derefter solgte Sovjet en del krigsmateriel til den spanske republik, men kun mod kontant betaling i guld og vidtgående indrømmelser mht. politisk indflydelse og kontrol, og en del af de officerer og især de politiske kommissærer samt GPU-folk, der fulgte med det russiske materiel til Spanien, var mere optaget af at bekæmpe antistalinisterne i den republikanske lejr end af kampen mod fascisterne. Dette bevirkede en alvorlig svækkelse af sammenholdet og kampviljen i den republikanske lejr og bidrog således stærkt til fascisternes sejr.
For at forstå denne tilsyneladende selvmodsigende politik fra Sovjets side må man tage i betragtning Stalins daværende udenrigspolitik. der især tilstræbte en militæralliance med de borgerligt-demokratiske stormagter England og Frankrig (og i mindre grad USA) for at bremse de aggressive fasciststater, navnlig Hitler-Tyskland, som i høj grad truede Sovjet. For at gøre sig alliancefæhig hos de store demokratier afblæste Stalin gennem sin kontrol over alverdens kommunistiske partier den klassiske revolutionære politik fra disses side og erstattede den med accept af det borgerlige demokratis grundlag i disse og andre lande, her under også privatejendomsretten til produktionsmidlerne og det almindelige kapitalistiske system. Dette var grundlaget for den såkaldte folkefrontstaktik, der bestod i parlamentarisk samarbejde med eller tilbud herom til de socialdemokratiske og borgerligt radikale partier, ja, endog til konservative antifascister.
Det følger af denne folkefrontslinje, at stalinisterne i Spanien måtte blive de mest indædte og hensynløse fjender i den republikanske lejr af alle socialistiske bestræbelser, og der var noget at tage fat på for den stalinistiske kontra-revolution! For da arbejderne havde besejret fascisterne i store dele af Spanien ved borgerkrigens udbrud, så gik de mange steder videre med den direkte aktion, især i det mest industrialiserede og fremskredne område, nemlig Katalonien, hvor arbejdernes fagforeninger tog magten på arbejdspladserne, til dels gennem forskellige slags arbejderråd, mens bønderne andre steder i stor udstrækning skred til frivillig kollektivisering. En sådan direkte arbejdersocialisme uden om staten og uden det kommunistiske partis kontrol stod i direkte modsætning til det, man i Sovjet kaldte socialisme, og da det desuden virkede som en rød hund i Stalins udenrigspolitiske spil for at vinde kapitaliststaterne i Vest for en alliance, så måtte stalinisterne i Spanien gå til al slags kontrarevolution imod den. Og de led ikke under moralske hæmninger!
 |
Det må her huskes, at den spanske borgerkrig jo fandt sted samtidig med de berygtede Moskva-processer og den øvrige »store udrensning« i Sovjet, der var ledsaget af den største smæde- og løgnekampagne i hele den internationale arbejderbevægelses historie, og at hovedofrene i denne - og i den »store udrensning« - netop bestod af venstresocialister og oppositionelle kommunister, især trotskister, og specielt af folk, der blev stemplet som sådanne, og som tillige blev udskreget som nazispioner, giftmordere o.l. - Allerede fra slutningen af 1936 fastslog spanske og andre stalinister, bl.a. i deres blade, at trotskisterne og anarkosyndikalisterne ville blive ud-ryddet lige så grundigt i Spanien, som de var blevet det i Sovjet, og at de ikke lod det blive ved truslerne alene, fik jeg selv at mærke særdeles tydeligt under mit ophold i Spanien 1936-38.
Forinden jeg beretter nærmere derom, vil jeg understrege, at krigen fra fascisternes side blev ført med frygtelig grusomhed, og blandt de utallige eksempler herpå vil jeg nøjes med at nævne stednavnene Badajos og Guernica. Efter indtagelsen af førstnævnte by blev flere tusinde mennesker mejet ned i byens tyrefægterarena. Bare medlemskort til en socialistisk eller anarkistisk forening eller til en fagforening var ensbetydende med dødsdom over bæreren. Den 28. april 1937 foretog de tyske flyvere et terrorangreb på baskernes hellige by Guernica, som var en åben by uden militær. Angrebet fandt sted om formiddagen, mens der var torvedag i byen, og flyverne forfulgte de flygtende uden for byen og skød dem ned med maskingeværer. Resultatet var et par tusinde mord. Jeg vil tilføje, at i det første år efter borgerkrigen blev der henrettet adskillige titusinder af sejrherrerne - og i alle de her nævnte tilfælde var der altså tale om meningsløse mord på ubevæbnede mennesker - og uden militært eller politisk formål ud over den rene terror: mord for mordets skyld, mord for at skræmme. Helt op til nutiden har der været henrettelser - men nu i begrænset antal.
Det var under en rejse i Jugoslavien sammen med en dansk kammerat og meningsfælle Tage Lau, at jeg oplevede den spanske borgerkrigs udbrud. Vi var rejst fra Danmark på grund af arbejdsløsheden, og vi fik understøttelse og anden hjælp af arbejderesperantister og andre socialister. I Jugoslavien oplevede vi flere store strejker, og vi fik et stærkt indtryk af arbejdernes solidaritet og kampvilje, som verden få år senere så et endnu større udslag af i de jugoslaviske arbejdere og bønders seje kamp mod de fascistiske stormagtshære, der overfaldt deres land. Men ellers var det kampen i Spanien, der optog os mest, og for os som for tusinder ja millioner af arbejdere i alle lande stod de spanske arbejderes kamp næsten som et mirakel. I vinteren 1933 havde vi med gru og skam set den tyske arbejderbevægelses kampløse sammenbrud ved Hitlers magtovertagelse, og året efter oplevede vi februarkampene i Østrig, hvor nogle tusinde medlemmer af den socialistiske forsvarsorganisation Schutzbund i 3-4 dage i en håbløs defensiv kamp søgte at standse fascismens fremtrængen. I Italien sad Mussolini, og i det meste af Syd- og Østeuropa triumferede reaktion og halvfascisme, og selv i vort land beundrede store dele af bonde- og borgerstanden Hitler og Mussolini.
På denne baggrund udløste de spanske arbejderes storslåede og delvis sejrrige kamp mod fascismen en vældig begejstring og beundring hos mange af den tids unge socialister, og hos mig resulterede denne stemning i en beslutning om at tage til Spanien for at deltage i den der rasende, første virkeligt alvorlige modstandskamp mod fascismen.
Fra Jugoslavien satte jeg derfor kursen mod Spanien, og efter en lang og anstrengende cykeltur nåede jeg til den store sydfranske havneby Marseilles, hvorfra jeg regnede med gode rejsemuligheder til Spanien. Først prøvede jeg at finde frem til trotskisternes og anarkisternes mødelokaler, og jeg traf også nogle anarkister; men da de ikke straks hjalp mig videre mod mit forjættede land, prøvede jeg at skyde genvej til det ved hjælp af den franske fagbevægelse og folkefront. Det gik tilsyneladende fint, for jeg kom om bord på et skib, der skulle føre frivillige af forskellige nationer til Spanien. Jeg boede nogle dage på skibet, hvor jeg kom i åbenhjertige diskussioner med en del af de andre frivillige, her under nogle grækere og tyskere. - Det resulterede i, at jeg blev kaldt ned i et afhøringslokale, hvor tonen over for mig var skarp og politimæssig som mod en morder, og hvor jeg - mod min protest - blev tvungen til at lade mig fotografere. Derpå blev jeg afvist og smidt i land med besked om at være uønsket i Spanien på grund af antistalinistiske, såkaldte »provokatoriske« UDTALELSER. Det var mit første sammenstød med det internationale stalinistiske apparat under den spanske borgerkrig.
Forinden jeg går videre med min politiske rejseskildring, vil det vist være passende med et par ord om min hidtidige politiske udvikling op til sommeren 1936.
Jeg blev medlem af DSU som 15-årig i 1930, og jeg havde forskellige jobs som arbejdsdreng og bud i de følgende år, men gik også meget arbejdsløs. Efter Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933 kom der adskillige politiske emigranter fra den slagne tyske arbejderbevægelse her til landet, og mellem dem var professor Tschachotin, opfinderen af trepilemærket, talsmand for en mere aktiv kamp mod nazismen og derfor oppositionelt indstillet over for det tyske socialdemokratis ledelse. Tschachotin påvirkede mange københavnske DSU-ere i oppositionel retning, deriblandt undertegnede, og jeg husker, at Harvig Frisch deltog i nogle af vore møder og gav udtryk for en vis kritik mod SPDs tolereringspolitik over for Brüning og passivitet i det hele taget over for reaktionen - på samme måde, som han gjorde det i sin bog »Pest over Europa«, der udkom i efteråret 1933. Gennem en den gang meget kendt grosserer Bøggild, der var aktiv i DSU og Socialdemokratiet i København, men som samtidigt havde nær kontakt med de tyske trotskisters emigrantgruppe her i byen, kom jeg i forbindelse med disse trotskister, blev ekskluderet af DSU, og deltog i oprettelsen af en dansk trotskistgruppe, som vi kaldte »Leninistisk Arbejdsgruppe«. Jeg var også medlem af »Antifascistisk Kampforbund«, som var dannet af ekskluderede DSU-ere, der ønskede et vist kampfællesskab med. kommunisterne imod nazisterne, og som sprængte en del af de første nazimøder i København i de år. Før min afrejse fra København i sommeren 1936 gav Leninistisk Arbejdsgruppe mig en skrivelse med til udenlandske kammerater, og det var morsomt for mig at se den forvirring selve gruppens navn affødte hos de stalinister, der fik den at se!
Efter at være smidt i land fra skibet i Marseilles optog jeg på ny kontakten med anarkisterne der, og de gav mig både en introduktionsskrivelse til de spanske kammerater og en jernbanebillet til den spanske grænse, hvor jeg fik en strålende modtagelse af de spanske anarkister, som også sørgede for min viderebefordring til Barcelona. Det var i august 1936, og jeg var en af de første danske frivillige i Spanien. På en anarkistisk kaserne fik jeg instruktion i brugen af geværer og håndgranater i nogle uger, og så gik turen til Huesca-fronten i Aragonien, hvor jeg var et par måneder. Foruden mig var der på det tidspunkt kun ganske få andre udlændinge i Durruti-kolonnen, som lå her og havde navn efter den berømte spanske anarkist Durruti, hvis liv var en lang kamp for arbejderklassens frigørelse. Han var blevet dødsdømt i 20-erne både i Spanien og Argentina for sin indsats, og han var i spidsen på barrikaderne og under stormen på de fascistiske stillinger i Barcelona den 19, juli 1936. I de følgende uger var Durruti-kolonnen med til at rense Katalonien og det halve Aragonien for fascister, og i de kritiske novemberdage samme år ilede Durruti med 6000 af sin kolonne Madrid til undsætning. Her faldt Durruti den 20. november på et netop da i øvrigt stille frontafsnit, vistnok snigmyrdet af en politisk modstander. Hele Barcelona var på benene ved hans begravelse for at hylde byens gode søn, og Spaniens arbejderklasse græd ved hans båre. Det var nogle ualmindeligt gode kammerater, jeg havde i Durruti-kolonnen, og selv om kun få af dem var sprogkyndige, så var der den bedste forståelse mellem os på grund af den fælles sag, vi kæmpede for. Jeg har nogle gange brugt betegnelsen anarkister om dem, men kunne for så vidt lige så godt have kaldt dem syndikalister. Sagen var nemlig den, at alle medlemmerne af den anarkistiske elite-organisation FAI (Federation Anarquista Iberica) samtidigt stod som medlemmer af den langt større syndikalistiske LO, CNT, hvor de spillede en ledende rolle, så forholdet mellem de to organisationer omtrent var som mellem Socialdemokratiet og LO her i landet.
 |
Også forfatteren Georg Orwell var i Spanien under |
Jeg tog derfor tilbage til Barcelona og meldte mig på Den internationale Brigades kontor. Formålet var dels at komme til en livligere front med bedre våben, dels at agitere blandt de mange tyske stalinister i brigaden; men det viste sig nu at være en illusion at kunne opnå noget ad denne vej. Dertil var partiautoriteten og partidisciplinen hos det overvejende flertal af disse mennesker alt for stærk. Som medlem af brigaden blev jeg sendt i træningslejr i Albacete i Sydøstspanien, og her lærte jeg at betjene maskingeværer; men en tid var jeg desuden beskæftiget med at pakke mexicanske våben ud. Mexico var det eneste land, som leverede den kæmpende spanske republik våben ud fra en åbent proklameret sympati med dens kamp mod fascismen og i modsætning til Sovjet uden at stille særlige betingelser for hjælpen. Det lille og ret tilbagestående Mexico kunne dog naturligvis ikke på langt nær opveje de europæiske fascistiske stormagters massive hjælp til Franco.
Fra Albacete kom jeg til den andalusiske front i Sydspanien, og i bevægelseskrigen her mødte vi meget dygtige marokkanske skarpskytter og fremmedlegionærer, der bl.a. sad oppe i oliventræerne og beskød os, når vi rykkede frem. Det gav os meget store tab, undertiden ligefrem hver anden mand. Der var naturligvis også døde på den anden side, og jeg har fundet adskillige døde marokkanere med hånden lukket om en madonnafigur. Det var ganske mærkeligt, at disse primitive muhamedanere sådan var udstyret med katolske helgenfigurer; men både disse maurere, som de fra gammel tid kaldes i Spanien, og fremmedlegionærerne spillede en stor, ja måske afgørende rolle for fascisternes fremstød, især i de første måneder af borgerkrigen. Det var en meget stor fejl, som tangerer selvmord, at republikken ikke straks ved borgerkrigens begyndelse proklamerede det daværende spansk Marokkos uafhængighed, for det ville efter al sandsynlighed have berøvet fascisterne deres rekrutteringsmuligheder blandt maurerne og tvunget dem til at lade Fremmedlegionen blive i Marokko, hvis de ville have beholdt magten over dette land. Af republikkens partier gik kun det venstresocialistiske POUM ind for Marokkos uafhængighed, mens for eksempel Socialdemokratiet nærede illusioner om hjælp fra England og Frankrig, når bare man ikke fornærmede magthaverne her ved at stimulere uafhængighedstendenser i deres kolonier ved at give spansk Marokko fri. Mærkeligt nok var den store syndikalistiske CNT også passiv i dette spørgsmål, måske en følge af dens ensidige faglig-økonomiske og antipolitiske orientering.
Det var som soldat i Thälman-bataljonen, som mest bestod af tyskere, men også rummede en del andre udlændinge, at jeg deltog i Den internationale Brigades kampe på Sydfronten og senere på Madridfronten. Jeg gjorde den generelle erfaring, at de fascistiske officerer i militærteknisk henseende var dygtigere end brigadens officerer; men de førstnævnte havde jo også væsentlig bedre udrustning til deres rådighed, end vi havde. På den inden side var der en højere moral og et større mod i brigaden og i den republikanske hær end hos fascisterne, og der tilkommer brigaden en hovedandel af æren for, at det lykkedes at stoppe fascisternes stormløb mod Madrid i slutningen af 1936. - Der gik lang tid imellem. at vi fik orlov, og kosten var fremmedartet og ganske spartansk og bestod for en stor del af dåsemad. Vi blev noget bedre forsynet med spiritus.
Der er talt og skrevet meget om Francos 5. kolonne. Betegnelsen kom af, at der var 4 kolonner, der rykkede frem mod Madrid, mens Franco pralede af, at han havde en 5. kolonne af hemmelige tilhængere inde i byen. Fra stalinistisk side blev betegnelsen 5. kolonne misbrugt på det skammeligste, idet man hæftede udtrykket på alle antistalinister, navnlig på os revolutionære; men at der fandtes en rigtig fascistisk 5. kolonne, er naturligvis ubestrideligt. I Albacete forekom det således, at enkelte folk fra brigaden fik halsen skåret over af barberer i byen. De pågældende forbrydere blev naturligvis selv skudt, når man fik fat i dem; men parolen: »Gå ikke til barber!« var en tid almindelig i brigaden!
Jeg oplevede krigens gru på nært hold og på mange måder. I Syd så jeg således endeløse uhyggelige flygtningetog, og den fascistiske materielle overlegenhed, som var særligt udpræget i luften, viste sig ofte ved især tyske flys luftangreb på flygtningeskarerne. Under bevægelseskrigen i Syd så jeg også mishandlede lig af kammerater, og i Madrids universitetsby, hvor jeg lå i skyttegrave i vinteren 1937, oplevede jeg et sandt helvede. Civilbefolkningen i hovedstaden blev for øvrigt hjemsøgt næsten lige så hårdt som os ved fronten. Der var masser af luftbombardementer med store ødelæggelser og mange døde og sårede. Selv fik jeg et skudsår i benet, og legemligt afkræftet og psykisk deprimeret blev jeg indlagt på et hospital i Madrid nær Puerto del Sol.
Under hospitalsopholdet søgte jeg om udtræden af brigaden. Årsagen var ikke såret og den øvrige legemlige svaghed, men dyb skuffelse over udviklingen i republikken, hvor den stalinistiske indflydelse var steget voldsomt i takt med de russiske våbenleverancer og det russiske tryk, udøvet af alle Sovjets repræsentanter, herunder også det spanske kommunistparti, der var svulmet vældigt op i sin egenskab af politisk talsmand for våbenleverandørerne. En anden kilde til den voksende stalinistiske indflydelse var det spanske KPs optræden som talsmand for alle de småborgerlige, moderate og konservative elementer i økonomisk og social henseende i republikken, især ved partiets kamp mod kollektiviseringen og for reprivatisering. - Ved partiets energiske kamp for enhedskommando og kadaverdisciplin i den nye enhedshær, for genoprettelse af statens og politiets autoritet og ikke mindst ved dets voldsomme hetz mod alle slags revolutionære »eksperimenter« og elementer, blev KP det helt naturlige parti for embedsmændene, officererne og politifolkene. Derimod var dets arbejdertilslutning stadig beskeden og relativt endda mindre end ved borgerkrigens udbrud. Kort sagt: den stalinistiske kontrarevolution var på fuld fremmarch, og som revolutionær arbejder, for hvem opgaven både var krig (mod fascismen) og revolution (mod kapitalismen og feudalismen), befandt jeg mig stadig dårligere i den af stalinisterne beherskede internationale brigade. Som frivillig heri måtte jeg også frit kunne gå igen, når mine oprindelige forudsætninger for tilslutningen ikke længere var til stede, anførte jeg i min ansøgning om udtræden, men fik afslag herpå.
Imidlertid var der stadig masser af revolutionære kammerater i Spanien, både indfødte og udenlandske, og jeg traf altid på nogle af dem, når det kneb. Således også på hospitalet, og nogle af dem hjalp mig ud forbi vagten, da jeg atter kunne gå, idet jeg fulgte med en stor flok ud, så han ikke kunne nå at kontrollere alles papirer.
Jeg opsøgte nu POUM i Madrid, og her kom jeg mellem meningsfæller, fordi partiet i denne by i modsætning til hovedafdelingen i Katalonien var trotskistisk orienteret, delvis som følge af udenlandske trotskisters indflydelse. POUM var kun et lille parti i Madrid; men det rådede dog, før majkampene i Barcelona i 1937 gav påskud til forbud mod partiet, over en lille systue i Madrid, hvor der blev syet uniformer, samt over en radiostation og en frontafdeling med en lille tank med Trotskijs billede på! Endelig udgav man nogle små frontblade samt spredte partiets hovedorgan »La Batalla«, der udkom i Barcelona. POUM-folkene i Madrid var mest unge mennesker; men der var dog også nogle modne mennesker mellem lederne. Man ventede en udryddelseskampagne fra stalinisternes side og rådede mig til at tage til Barcelona, hvor de antistalinistiske kræfter som helhed stod stærkere end i Madrid, og med en POUM-bil lykkedes det mig at nå til Barcelona fra Madrid over Valencia.
I Barcelona kom jeg til at bo på et hotel, der blev drevet af POUM, og som lå på hovedgaden: Ramblaen, og jeg kom straks i kontant med POUM-folkene og trotskisterne i Barcelona og kom endda i centralkomiteen for trotskistsektionen. Sidstnævnte var ikke særlig stor, og ca. 50 procent af deltagerne i trotskisternes møder var udlændinge. Derimod var POUM et ret talstærkt parti i Barcelona, selv om det på ingen måde kunne hamle op med den mægtige syndikalistbevægelse CNT; som omfattede flertallet af Barcelonas arbejdere.
Det var disse mennesker, som delvis spontant, delvis gennem deres store -fagorganisation CNT, straks efter sejren over militærkuppet der i byen i juli 1936 skred til den største direkte arbejderovertagelse af produktion, omsætning og transport, som verden har set. _Det var en helt fri og folkelig, men også naturlig og effektiv kollektivisering, og gen-nem så forskellige stillinger som tjener på et badehotel, medhjælper i et gartneri og arbejder på en ammunitionsfabrik. hvor vi lavede granater, kom jeg i den følgende tid denne enestå-ende arbejdersocialisme på nært hold. Samarbejdet i disse arbejderstyrede virksomheder var fortrinligt, og ånden mellem alle ansatte så god, som en lønslave under kapitalismen kun kan drømme om det, når han drømmer om arbejderklassens frigørelse. Men for at komme ned på jorden igen, vil jeg tilføje, at varmen i gartneriet og fra højovnene i ammunitionsfabrikken var særdeles ubehagelig for mig – trods kollektiviseringen!
Den 3. maj 1937 udbrød majkampene i Barcelona. Forud var gået en række episoder og en voldsom hetz fra stalinisternes side mod de revolutionære i almindelighed og mod POUM og trotskisterne i særdeleshed, idet de to retninger blev beskyldt for at være Franco-agenter og fascister. Også i strid med sandheden blev POUM af stalinisterne fremstillet som et rent trotskistisk parti; men det var en af deres mere uskyldige løgne. Helt fra juli 1936 havde Barcelonas telefoncentral været kollektiviseret endda af begge de store faglige centralorganisationer, den syndikalistiske CNT og den socialdemokratisk ledede UGT, i forening, og den havde fungeret udmærket under ledelse af de ansatte. Vel som en prøveballon, men vel også som en provokation sendte nu den 3. maj Barcelonas stalinistiske politichef Salas politi mod bygningen for at erobre den fra dens retmæssige ejere: telefonarbejderne og funktionærerne. Så snart politifolkene var trængt ind i bygningen, satte de tilstedeværende sig naturligvis til modværge og slog overfaldsmændene tilbage, men så snart rygtet om overfaldet på telefoncentralen nåede rundt i byen – og det gik meget stærkt – gik Barcelonas arbejdere på gaden ligesom den 19. juli og rejste barrikader overalt. Selv var jeg med til sammen med de andre beboere på POUM-hotellet at bygge barrikader på Ramblaen, og i løbet af få timer var næsten hele byen og især arbejderkvartererne igen behersket af de revolutionære arbejdere. Hvis CNT-lederne havde villet det. kunne vi have knust hele den stalinistiske kontrarevolution i hvert fald i Barcelona og Katalonien; men frygten for, at russerne ville genoptage våbenblokaden mod republikken og Franco udnytte et brud på den officielle anti-fascistiske enhed i republikken, fik disse ledere til at gå på kompromis med stalinisterne. Politichefen Salas gik af, og til gengæld skulle vi andre sløjfe barrikaderne og aflevere vore våben.
Herefter var stalinisterne og deres hjælpere så langt de stærkeste, for ofringen af Salas havde kun symbolsk betydning, og da centralregeringens chef Largo Caballero, som var venstresocialdemokrat, og de 4 CNT-ministre i samme regering nægtede at gå med til stalinisternes krav om forbud mod POUM, så blev de tvunget til at gå af efter den russiske ambassadørs krav derom, og en staliniseret socialdemokrat dr. Negrin kom i spidsen for den nye regering. Herefter havde terroren frit slag mod alle slags revolutionære, især POUM og trotskisterne samt de udenlandske antistalinistiske kammerater, som var ilet til Spanien for at deltage i kampen mod fascismen og hjælpe med til den socialistiske opbygning i republikken.
Selv blev jeg arresteret efter nogle døgn på barrikaden, da jeg sammen med nogle kammerater fra POUM-hotellet var på vej til et arbejderkvarter for at slutte os til meningsfæller der. Vi blev dog alle løsladt efter 1½ døgn, og jeg boede så en tid halvvejs oppe på Mont Monich-bjerget hos en fængslet anarkists kone, og der blev jeg igen arresteret en tidlig morgen af spaniere i GPUs tjeneste, og det samme overgik en kammerat, jeg boede sammen med – samt hele trotskistgruppen i Barcelona. Vi blev først anbragt i et almindeligt fængsel med flere i hver celle, og derfra lykkedes det mig at få udsmuglet et brev til lederen af den danske trotskistgruppe Poul Moth med en indpakket beskrivelse af situationen i håb om, at han kunne starte en hjælpeaktion gennem vor internationale bevægelse. Det var m dog umuligt at komme os til hjælp udefra. Jeg har senere hørt, at en af Trotskijs fhv. sekretær ved navn Erwin Wolf skulle have søgt det; men han blev kidnappet sammen en anden trotskist Hans Freund af GPU i Spanien og er aldrig set siden. Det kan også nævnes. at da POUM-lederen Andreas Nin forsvandt i GPUs klør i sommeren 1937, så tog lederen af Det uafhængige Arbejderparti i England James Maxton en stor undersøgelsesrejse til Spanien, men opnåede kun, at ikke mindre end tre af centralregeringens ministre fortalte ham, at Nin aldrig havde siddet i et regeringsfængsel, men forsvandt i et privat hus. En af dem føjede til, at der ikke var noget bevis for anklagerne mod POUMs ledere for spionage! – Trods det var de alle blevet arresterede kort forinden!
I lighed med Nin blev også mine trotskistiske kammerater og jeg selv overført til et privat GPU-fængsel i en villa, og her blev vi alle underkastet mange og langvarige natlige forhør på engelsk og tysk hos renlivede sadister og psykopater af forskellige nationaliteter: Vi fik forevist et billede af en ung tysk kaptajn i Den internationale Brigade, hvor han arbejdede for trotskisterne, og billedet viste os ham som et frygteligt lemlæstet og maltrakteret lig; men han var myrdet et andet sted, end billedet var taget. Vi blev beskyldt for at have myrdet ham, hvilket vi selvfølgeligt ikke havde. Måske havde GPU mishandlet ham, så han døde af det, for at få oplysninger ud af ham om andre? Under forhørene blev jeg udsat for spark og anden grov mishandling, voldsomt elektrisk lys i ansigtet og konfrontation med en italiener, de helt havde knækket, så han aflirede ganske utrolige falske vidneudsagn imod mig. Foruden mordet på den nævnte kaptajn, som vi skulle have betragtet som forræder, blev jeg også anklaget for attentatplan mod dr. Negrin osv.. Det samme blev de andre trotskister, og villaen genlød ofte af frygtelige skrig fra fangerne.
Til sidst blev vi alle stillet for en regulær spansk dommer, og som et resultat af den grundige behandling kunne vore plageånder forelægge flere falske tilståelser for ham, både fra den før nævnte italiener, men også fra en franskmand og enkelte andre. Ligheden med de »rigtige« Moskva-processer var altså betydelig; men der var dog den væsentlige forskel, at de fleste af os anklagede nægtede. Anklageren krævede dødsstraf over os alle; men en spansk anarkist blandt vagtmandskabet i retten hjalp mig til flugt, så jeg oplevede ikke processens afslutning.
Jeg gik lige op i CNT-FAls hovedkvarter og forelagde den kendte tyske syndikalist Augustin Souchy hele sagen i håb om, at anarkosyndikalisterne kunne stoppe den. Jeg husker, en ledende spansk anarkist her sagde til mig: »I trotskister fører os til katastrofen!«, hvorpå jeg svarede: »I anarkister har ført os til katastrofen!«
Jeg indrømmer, at situationen var vanskelig for CNT-lederne; men efter min mening burde de have handlet imod GPU. Der var også mellem anarkosyndikalisterne en opposition, der kaldte sig »Durrutis venner«, og som opponerede mod deres lederes kompromispolitik; især regeringsdeltagelsen og det rådne forlig efter majkampene. De stod trotskisterne og venstrefløjen af POUM nær, gik ind for arbejderklassens magtovertagelse, men fik desværre ingen, afgørende indflydelse.
Anarkismen er en skøn drøm, hvoraf en del var ved at materialisere sig i Spanien i sommeren 1936; men ved de spanske anarkistlederes eftergivenhedspolitik i de følgende par år skuffede de deres arbejderbasis så grundigt, at da Francos tropper den 25. januar 1939 rykkede ind i Barcelona, så blev der ikke rejst en eneste barrikade imod dem – og der kom heller ingen våben fra de demokratiske lande, ligesom russerne efterhånden standsede deres tilførsler til republikken, trods eftergivenhedspolitikken fra CNT-FAI over for stalinisterne.
Efter min flugt fra GPU-fængslet boede jeg en tid i CNTs bygning, fik flere gange håret farvet sort og fik mad og en ret god pengeunderstøttelse fra CNT, og jeg gik kun ud, når det var mørkt. Senere fik jeg et godt logi i et stort værelse hos en anarkistisk lægefamilje, og jeg slap ud af Spanien ved hjælp af skandinaviske søfolk, der førte mig om bord i deres skib i en fingeret og kollektiv skrålende brandert. Forinden havde jeg opsøgt den danske konsul i Barcelona; men han nægtede mig enhver hjælp og stemplede mig som »eventyrer«! I Marseilles blev jeg arresteret og udvist, og herhjemme vakte mine beretninger fra Spanien ikke udelt begejstring i alle kredse. Under et møde Malernes Hus i København fik jeg således en paraply i hovedet af en stalinistisk kvinde, og jeg blev også engang overfaldet af ungstalinister.
I november 1942 blev jeg interneret af det danske politi som de fleste andre Spaniensvillige; men jeg blev løsladt i sommeren 1943 måske fordi jeg aldrig har tilhørt DKP el. DKU. Det danske politi stjal bøger fra mig bl.a. Lenins værker og anden arbejderlitteratur, samt dagbøger med forsøg på at rekonstruere mine oplevelser og erfaringer i Spanien. Også GPU stjal mine Spaniens-dagbøg fra mig dernede, da jeg faldt i deres klør.
Endelig kan jeg oplyse, at i hvert fald en del af mine lidelsesfæller i den omtalte »lille Moskva-proces« slap fra den med livet, for jeg ved, at en af trotskisternes ledere i sagen Barcelona i 1937 kom til Frankrig ved republikkens sammenbrud. Han hed Muniz Granizo. Efter at han var blevet uenig med lederne for 4. Internationale, tog han tilbage til Spanien, hvor han fængsledes og fik 20 år. Måske sidder han endnu og rådner op i et af de spanske fængsler, hvis han ikke er død.
