For 10 år siden begyndte en 4 måneder lang konflikt i Århus. Den blev ledt af skraldemændene i Århus i kampen for at forsvare deres arbejdsforhold og deres tillidsmand.
Skraldemændene var organiseret i klubben K.A.O.S. (Klubben af Organiserede Skraldemænd). Gennem mange års kamp var det lykkedes dem at tilkæmpe sig forholdsvis gode forhold. Dette var en stor irritation for lederne af Århus Renholdningsselskab. Da arbejdstilsynet d. 12. december 1995 ændrede reglerne for opbæring af affald til bl.a. at betyde at man kun måtte bære en affaldsspand i stedet for to blev det af ledelsen brugt som en undskyldning til at gå i krig med skraldemændene. Arbejdstilsynets direktiver betød at man måtte gå dobbelt så mange gange. Derfor prøvede klubben at forhandle nye akkordaftaler med firmaledelsen. Dette var firmaledelsen ikke interesseret i. I stedet for beordrede de skraldemændene til at gøre deres arbejde færdigt til trods for at det betød overarbejde. Dette nægtede skraldemændene og derfor fyrede ledelsen 36 af de 170 skraldemænd d. 22. december. Dermed var der lagt op til konflikt. Firmaledelsen mente at tillidsmanden Louie Andersen havde misfortolket overenskomsten da han havde sagt til sine kollegaer at han ikke mente at man skulle arbejde udover de 37 timer. Det gjorde at ledelsen ville af med Louie.
Skraldemændene kører selv
Efterhånden blev det klart at ingen af parterne umiddelbart ville give efter. Dette var et problem for kommunen. Århus daværende borgmester Thorkil Simonsen indkaldte derfor Louie Andersen til et møde hvor han aftalte at skraldemændene skulle give ham 3 dage til at få forhandlet en aftale på plads, de skulle bare love at køre skrald i mellemtiden. Men firmaledelsen havde besluttet sig til konflikt og nægtede at give skraldemændene nøglerne til skraldebilerne. Men skraldemændene fik alligevel fat i nøglerne og begyndte 11. januar at køre skrald med håb om at Thorkil Simonsen ville finde en løsning. Men firmaet nægtede at indgå nogle aftaler, ikke mindst opmuntret af Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening (VA).
Derefter prøvede kommunen så at presse Louie til at stoppe som tillidsmand ved at indkalde ham til et møde. Dette nægtede han og derefter besluttede klubben at ingen skulle gå til forhandlinger eller møder alene.
Den 22. januar faldt der dom i sagen om fyringen af Louie. Foran arbejdsretten var der arrangeret demonstration. Men den faglige voldgift var som sædvanligt ikke på arbejdernes side. Kendelsen fra Faglig Voldgift sagde blandt andet: "Den eneste rigtige reaktion fra Louie Andersens side havde været, om at han havde sagt til sine kollegaer, at de skulle følge ledelsens ordrer." Ifølge den såkaldt objektive faglige domstol skal tillidsfolk altså bare gøre som firmaledelsen siger hvis de ikke vil fyres.
Sympatistrejker – LUK DANMARK
Den 23. januar var der indkaldt til landsdækkende tillidsmandsmøde i Århus. Mellem 800 og 900 dukkede op for at vise deres solidaritet med skraldemændene. Her besluttede man at indkalde til en landsdækkende solidaritetsdag d. 31. januar. Men allerede dagen efter var der strejker over hele Århus. Det samme fandt sted den 31. januar. Omkring 10.000 nedlagde arbejdet begge dage. Skraldemændene kunne selvfølgelig ikke godkende Faglig Voldgifts kendelse. Derfor igangsatte man blokader og turnerede rundt på landets større arbejdspladser for at få opbakning. Man holdt møder med de forskellige klubber og samlede penge ind i kantinerne.
Skruebrækkere
Firmaet annoncerede efter folk der ville tage det strejkeramte arbejde. Der blev holdt møde i Scandinavian Congress Center med de folk der havde meldt sig til at blive skruebrækkere. De blev lovet gode arbejdsforhold af firmaet der jo var meget interesserede i at få nogle til at bryde strejken. Blandt skruebrækkerne var der en gruppe af højreorienterede de af ideologiske grunde ville gøre alt for at ødelægge skraldemændenes kamp. Men de fleste af skruebrækkerne var folk der ikke selv havde oplevet sammenhold og solidaritet og bare ville have et arbejde. Hvor meget man end kan have ondt af den slags mennesker er der ingen undskyldning for at blive skruebrækker. Skruebrækker har altid været en bremse for kampen for bedre arbejdsforhold. Stod det til dem ville vi stadig havde arbejdsvilkår som der eksisterede for 100 år siden. Derfor er de en gruppe mennesker der på ingen måde har gjort sig fortjent til nogen form for forståelse.
Storblokade
Den 28. februar var der indkaldt til storblokade. 6-700 arbejdere dukkede op. Til trods for at politiet gjorde deres bedste for at bryde blokaden var der intet at stille op. Efter 20 minutters intens skubben måtte politiets blokadeleder trække sine folk tilbage. Skruebrækkerne måtte derfor sidde og kigge ud af vinduerne i Renholdningsselskabet. Bagefter var der fest for skraldemændene og blokadevagterne. Interessant var det at ledelsen af skraldemændenes fagforening (Chaufførernes fagforening i Århus) og LO Århus ikke var til stede. Faktisk havde de dagen inden opfordret byens tillidsmænd til ikke at tage del i blokaden.
Kommunen må ikke køre skrald
Kommunen havde lavet en aftale med skraldemændene om at kommunen selv ville stå for at indsamle skrald. Til det ansatte kommunen de rigtige skraldemænd (altså dem der var i strejke). På den måde sikrede kommunen at der kunne blive samlet skrald ind. Men dette ville arbejdsgiverforeningen ikke bare acceptere. Derfor havde de startet en sag i voldgiftsretten. Den afsagde sin dom den 9. april 1996. Dommen sagde at det var forkert af kommunen at ansætte de strejkende skraldemænd og selv køre skrald da det kunne ses som en støtte til de strejkende. Med andre ord måtte kommunen ikke længere køre skrald. Den dag satte fælledstillidsmanden på Ceres flaget på halvt på Ceres bryggeriet. Skraldemændene som på det tidspunkt jo havde været i konflikt i over 4 måneder var ligeglade med dommen. Blokaderne skulle fortsætte indtil de havde vundet. Men de efterfølgende dage kom der færre og færre skraldemænd til blokaderne. Folk var simpelthen kørt trætte. Derfor besluttede man til sidst at stoppe kampen.
Skraldemændene viser vejen
Skraldemandskonflikten endte altså med et nederlag. Men inden nederlaget var der gået 4 måneder med strejker, blokader og demonstrationer. At det endte i et nederlag skyldes flere ting. For det første var fagbevægelsen rolle elendig. Fra staten af gjorde de alt for at presse skraldemændene til at stoppe deres kamp. De (Chaufførernes fagforening Århus og LO Århus) var på intet tidspunkt med i blokader og demonstrationerne. De brugte truslen om organisationsansvar som undskyldning for ikke at blande sig. Dette kan ikke retfærdiggøres. Arbejderne har stiftet deres fagforeninger for at kunne stå sammen i kampen mod arbejdsgiverne, dette er deres eneste formål. Når en skraldemændene går i kamp for at forsvare deres arbejdsforhold er det fagbevægelsens pligt at støtte deres kamp. I stedet gjorde de det modsatte.
Desværre er toppen af fagbevægelsen fyldt med folk der hellere vil samarbejde med arbejdsgiverne. Men dette samarbejde har ikke forhindret arbejdsgiverne i gang på gang at angribe arbejdernes forhold. En anden ting der har spillet ind var at konflikten startede kort efter Ri-Bus konflikten var stoppet. Ri-Bus konflikten havde fået massiv støtte fra arbejdere overalt i landet. Den konflikt måtte stoppe til sidst da solidariteten efterhånden døde ud. Derfor var det sværere at mobilisere opbakning til skraldemændene. Det er klart at arbejderne ikke kan være i konflikt hele tiden. Arbejdere går på arbejde for at forsørge deres familier, ikke for at strejke. Derfor er der også en begrænsning for hvor længe at man kan kæmpe, især når fagtoppen svigter
Men skraldemandskonflikten har ikke kun afsløret toppen af fagbevægelsens manglende vilje til kamp og dermed behovet for at få en ledelse der tør kæmpe. De har også vist den danske arbejderklasse fra dens bedste side. Den har vist den udholdenhed og solidaritet som arbejderne har. I en tid hvor kapitalisterne presser på med krav om øget arbejdstid og lønnedgang vil arbejdernes udholdenhed og solidaritet være det eneste forsvar.
