Den økonomiske krise der var startet i slutningen af 20erne toppede i januar 1933 med en arbejdsløshedsprocent på 43,8 procent. Altså næsten halvdelen af arbejdsstyrken. Dette gav de danske kapitalister blod på tanden. De forslog en lønreduktion på 20 procent ved overenskomstforhandlingerne i starten af 1933. Som sædvanlig forsøgte de at få arbejderne til at betale kisen i kapitalisternes eget system.
I november 1932 var kommunisterne Aksel Larsen (støberiarbejder) og Arne Munch Petersen blevet valgt ind i folketinget. Dette var et stort gennembrud for kommunisterne, der nu for første gang var repræsenteret i folketinget. Inden da havde kommunisterne startet den Revolutionære Faglige Opposition, RFO, De arbejdsløses Organisation samt Arbejderværnet. Dette var et forsøg på at kunne optræde mere tydeligt som et parti der ville udfordre socialdemokratiets politik. Arbejdsløshedskøernes endeløshed var med til at sikre dem fremgang.

Med kun lidt overhalvdelen af arbejderklassen i arbejde var det danske samfund i en dyb krise, tæt på kollaps. Stauning regeringen blev derfor tvunget til at handle. I 1932 indførte man Valutacentralen som sikrede kontrol med valuta og dermed også udenlandske varer. For at importere varer måtte man nu have denne valutacentrals godkendelse. Dette sikrede staten kontrol med al import, hvilket kunne forhindre at dansk kapital forsvandt ud af landet.

Kanslergadeforliget
I januar 1933 indkaldte Stauning ledende folk fra Venstre til møder med repræsentanter fra de to regeringspartier (socialdemokratiet og det radikale Venstre). Møderne skulle lave et fælles forlig der kunne vende den dårlige udvikling. Dette forlig er siden blevet kendt som kanslergadeforliget, da møder foregik i statsministeren hjem på Kanslergade. Forliget endte med at man indførte lønstop i og med at man forlængede de daværende overenskomster et år. Samtidig indførte man forbud mod strejker og lockout i et år. Dette blev mødet med store protester fra kommunisterne. Ved at gøre dette undgik man en kæmpe konflikt på arbejdsmarkedet. Med halvdelen af arbejdsstyrken uden arbejde og trussel om 20% lønnedgang havde arbejderne snart ikke noget at miste. Frustrationerne og utilfredsheden har uden tvivl været meget store. Derfor havde reformisterne i ledelsen for Socialdemokratiet og lederne af venstre en klar interesse i at sikre ro på arbejdsmarkedet for at undgå en eksplosion. Forliget rummede derudover en kronesænkning for at sikre øgede investeringer, bønderne blev tilgodeset i en række landbrugsordninger og derudover satte man gang i en lang række investeringer i den offentlige sektor. Desuden blev en række sociale ordninger forbedret.

Var kanslergadeforliget godt?
Hvis man ville redde det kapitalistiske system så var forliget godt. Devalueringen af kronen samtidig med et lønstop betød en udhuling af reallønnen. Fra 1931 til 1939 faldt reallønnen med 15%, hvilket svarede til niveauet for 1920. Men statskontrollen med udenrigshandel og igangsætningen af offentlige arbejder var gode tiltag, som var absolut nødvendige for at overkomme krisen. Men havde ledelsen af socialdemokratiet været socialistisk, var reformen blevet fulgt af en overtagelse af de største virksomheder under arbejdernes egen ledelse og kontrol. Kapitalisterne og deres system var skyld i at næsten halvdelen af arbejderklassen var uden arbejde og at resten kunne se deres lønninger og arbejdsforhold blive forringet. Med andre ord havde det kapitalistiske system vist sin egen uduelighed. Hvis ledelsen af socialdemokratiet havde manet til kamp for en afslutning af krisen og for det system d3er havde bragt krisen ville det have vundet massiv tilslutning fra arbejderklassen og store dele af middelklassen der blev ligeså hårdt ramt af krisen. I stedet reddede man systemet.

Generalstrejke i Esbjerg
Kanslergadeforliget første til store demonstrationer. Ved overenskomsterne i 1934 kom det også til demonstrationer mod forliget som kom igennem ved brug af de nyligt vedtagne sammenkædningsregler. Sammenkædningsreglerne blev vedtaget i folketinget i 1934 ved lov om mægling i arbejdsstridigheder. Herefter var det muligt for forligsmanden at sammenkæde forskellige faglige grupper så man på den måde kunne undgå konflikt ved at sammenkæde forbund, der normalt stemte ja med forbund der normalt stemte nej. I Esbjerg gik sømændene i strejke i protest mod overenskomsten, som de havde fået trukket ned over hovedet ved hjælp af sammenkædningsreglerne. Havnearbejderne gik med i sympatikonflikt. Dette medførte store slagsmål med politiet som endte med at flere sømænd måtte på hospitalet. Derefter kaldte fællesorganisationen for alle fagforeninger i Esbjerg. Her mødte 10.000 arbejdere frem som enstemmigt vedtog en 24 timers generalstrejke imod politiets overgreb.

Den Revolutionære Fagopposition RFO
Kommunisterne havde startet RFO som et middel til at promovere de revolutionære i fagbevægelsen. I 1932 talte RFO 18.000 arbejdere og var ledende i strejkerne der fandt sted. RFO fik forholdsvis stor indflydelse i Landarbejderforbundet der senere blev en del af Dansk Arbejdsmands Forbund, DAF (det nuværende SiD). RFO fik flertal i Søfyrbødernes Forbund og i Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund, DSMF (det nuværende Dansk Metal) afdeling 17. derudover vandt de frem i Sømændenes Forbund og i afdelinger hos malerne, typograferne, droskechaufførerne og Kvindeligt Arbejder Forbund afd. 5. Dette gav også resultater for DKP. Deres blad arbejderbladet begyndte i den samme periode at udkomme som et dagblad.
Kommunisternes zigzag
Men kommunisterne var i samme periode under kraftig styring er den kommunistiske internationale. Denne havde i 1928 udover at gøre socialisme i et land til officiel del af partiprogrammet fastslået at man nu var i den tredje periode som var lig med kapitalismens endelige kollaps. Alle partier der ikke kunne indse det var derfor socialfascister, og dette gjaldt især for Socialdemokraterne. Man begyndte derefter internationalt at angribe socialdemokratiske arbejdere for at være fascister og splittede i mange lande fagforeningerne op i to, socialdemokraternes og de kommunisternes. Dette foregik i en tid hvor fascismen var ved at vokse sig stærk og fik det resultat at man splittede og svækkede arbejderklassen internationalt. I Danmark fulgte man lydigt partiet (ellers kunne man nemt ryge en tur i et af Stalins fængsler, hvor mange ledende kommunister endte). Man begyndte derfor at angribe socialdemokraterne for at være fascister.

Folkefront
Denne linje ændredes kort efter at Hitler kom til magten grundet den splittede tyske arbejderklasse. Nu mente Stalin at man måtte alliere sig med vesten og derfor nedtonede han kritikken af socialdemokraterne og al snak om at tiden nu var inde til socialisme. Dette sving til højre gjorde at man nu i Danmark nedlagde RFO efter Komiterns 7. verdenskongres i 1935. Derefter skulle kommunisterne i stedet for at erklære krig mod socialdemokraterne nu gå ind i samarbejde med dem og ikke bare det. De skulle gå samme med progressive borgerlige i kampen mod fascismen. Dette var ensbetydende med at kommunisterne herefter nedtonede der politiske program. Dette var dikteret af Komitern Stalin bureaukratiet der nu skulle holde sig gode venner med de vestlige lande. I Danmark gik det dog ikke så godt da Socialdemokratiets ledelse ikke var meget for at samarbejde med DKP og da mange socialdemokratiske arbejdere var skeptiske over at de der i går havde kaldt dem fascister i dag ville forenes i kampen mod fascisme. Alligevel steg DKP medlemsmæssigt til 5.000 i 1939 og fik næsten 41.000 stemmer til valget samme år.

Verden i brand
Flygtningestrømmen fra Nazityskland tog til. Socialdemokratiet forsøgte at begrænse asylretten for ikke at gøre nazi naboen utilfreds, men kommunisterne og andre venstreorienterede organiserede den ”Røde hjælp” for at hjælpe flygtningene. I Rusland udrensede Stalin bureaukratiet næsten alle de bolsjevikker der havde været med at til at gennemføre den russiske revolution. I Spanien angreb fascisten Franco den Spanske republik og startede dermed den spanske borgerkrig. 550 danskere, næsten alle arbejdere, meldte sig til den internationale brigade. Omkring halvdelen af dem blev dræbt. Dem der vendte tilbage blev ikke modtaget med åbne arme – af regeringen i hvert fald. Regeringen havde forbudt alle at deltage i borgerkrigen og mange måtte ”snige” sig ned til Spanien og tilbage igen. Men blandt arbejderklassen blev de modtaget som helte. Den spanske borgerkrig havde tændt håbet hos arbejdere i hele verden og den dag i dag synges sange som ”En hilsen til jer kammerater” stadig i arbejderbevægelsen. Under borgerkrigen arrangerede man talrige indsamlinger til støtte for borgerkrigen og mange hundrede forældreløse børn fra Spanien fik nye hjem blandt arbejderfamilier i Danmark. Med andre ord var verden i flammer, flammer som snart skulle komme til Danmark.

Yderligere information