Læs første del af artiklen her

Nazi-regimets kollaps

Det tyske borgerskab betalte en høj pris for at overhænde magten til Hitler og hans fascistiske banditter. Da det nazistiske bureaukrati først sad på magten kunne den herskende klasse ikke kontrollere dem. De gik efter deres egne interesser, som ikke nødvendigvis faldt sammen med borgerskabets. Så længe Hitler beskyttede dem mod bolsjevisme, var de tyske kapitalister glade for at bakke ham op. Så længe Hitlers hære gik fremad, sluttede de op i koret af hyldest og fascistiske hilsner. Men da de så, at Tyskland var ved at tabe krigen, ændrede de deres holdning.

banner_reichstag_14

Selv før dette ville borgerskabet slutte krigen og forsøgte at opnå en aftale med englænderne og amerikanerne. Uheldigvis for de tyske banker og industrialister var det ikke muligt at yde indflydelse på Hitler eller at fjerne ham fra posten ved hjælp af lovlige midler. Derfor tyede de til konspirationer med en del af generalstaben. Et forsøg på at myrde Hitler i juli 1944 slog fejl, og en grusom udrensning, hvor tusinder blev arresteret og dræbt, blev sat i værk. Oberst Graf Klaus von Stauffenberg, den hovedansvarlige bag attentatet, blev skudt. Rommel, helten fra togtet i Afrika, var også indblandet, og blev tvunget til at tage gift. Andre officerer var ikke så heldige. Otte af dem blev hængt i en klaverstreng – en utvetydig besked fra Gestapo til enhver officer, der tvivlede på føreren. Efter at have likvideret den borgerlige opposition og terroriseret generalstaben, var Hitler og hans klike mere opsatte end nogensinde før på at kæmpe til den bitre ende, uanset konsekvenserne for Tyskland og Borgerskabet.

Nazi-regimet var nu i en tilstand af total opløsning. Nogle nazistiske ledere håbede stadig på en splittelse mellem USSR og englænderne og amerikanerne. De forsøgte til det sidste at nå til en aftale med de sidstnævnte. Et sådant forsøg blev gjort af Himmler gennem den svenske regering, men det blev ikke til noget. Da Hitler fandt ud af det, blev han rasende. Ifølge øjenvidner var han rasende som en gal, hans ansigt blev højrødt, og han var næsten uigenkendelig.

Lord Acton skrev, at ”magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut.” Hitler var helt ude af kontakt med virkeligheden, og dette påvirkede hans tanker. Til slut var han åbenlyst sindssyg. Han gav ordre til komplet at ødelægge Ruhr, Tysklands industrielle kerneområde, for at det ikke skulle falde i fjendens hænder. Han gav ordre til , at ”alle industrielle og fødevareproducerende installationer i riget, som kan være til umiddelbar eller fremtidig nytte for fjenden i hans kamp, skal ødelægges.” (Milton Shulman, Defeat in the West, s. 283.)

”Stå fat til enden”, beordrede Hitler. Men på dette tidspunkt var Hitler ved at miste sit greb om staten og hæren. Ruhr-disriktet blev ikke ødelagt. General Friedrich Koechlin, leder af det 81. korps, skrev senere: ”Fortsættelsen af modstanden i Ruhr var en forbrydelse.” (ibid., s. 284.) Den 16. april overgav 80.000 tyske soldater sig til de allierede. To dage senere kravlede 325.000 tropper, deriblandt 30 generaler, op af deres huller for at overgive sig.

Lige ved enden fortsatte Hitler med at udstede ordrer til ikke-eksisterende tropper og flytte imaginære fly og divisioner. Men han begik selvmord den 30. april, og hans krop var overhældt med benzin og brændt – en passende beskidt død for et fascistisk monster. Mens hans lig gik op i flammer, kunne man høre russiske geværskud i hjertet af Berlin. Den 1. maj blev sovjetflaget hejst over rigsdagen. Den følgende dag havde de sovjetiske styrker fuld kontrol over den tyske hovedstad.

Da det stod klart, at det var umuligt at opnå en aftale med Storbritannien og USA, kollapsede de nazistiske lederes vilje til at fortsætte kampen. Fem dage senere overgav Tyskland sig.

Kontrarevolutionær politik

Da det var klart, at Sovjetunionen ville gå ud af krigen som den dominerende kraft i Europa, kom Churchills reaktionære tendenser, som han havde forsøgt at skjule, op til overfladen. For denne kontrarevolutionære gangster var hovedfjenden ikke længere Nazityskland. Det var Sovjetunionen. Den røde hær smadrede Hitlers arméer i Østpreussen og var ved at gå ind i Berlin. Churchill skrev til den sovjetiske regering, at den røde hærs bedrifter fortjente ”udelt hæder”, og at fremtidige generationer ville anerkende deres gæld til dem ”lige så uforbeholdent som vi, der har levet og oplevet disse stolte bedrifter.” (Correspondence..., Bind 1, s. 305-6.)

Stalin, Truman og Churchill til konference i PotsdamStalin, Truman og Churchill til konference i Potsdam

Men disse ord stank af hykleri. I virkeligheden var Churchill overhovedet ikke begejstret for den russiske fremgang. Den amerikanske general Eisenhower planlagde at omringe og ødelægge de tyske styrker, der forsvarede Ruhr, og derefter dele de fjendtlige styrker ved at slutte sig op til den sovjetiske hær. Men denne plan mødte stærk modstand fra Churchill, som for alt i verden ville holde russerne ude af Berlin. Han ønskede, at englænderne og amerikanerne, ikke den røde hær, skulle tage Berlin. Han skrev et telegram til Roosevelt den 1. april: ”Jeg mener derfor, fra et politisk standpunkt, at vi bør gå så langt ind i Tyskland som muligt, og skal Berlin være inden for vor rækkevidde, bør vi helt sikkert tage den.” (Roosevelt and Churchill, Their secret wartime correspondence, s. 669.)

Den britiske premierminister skrev i sine erindringer, at ødelæggelsen af Tysklands militære magt ”havde medført en fundamental ændring i forholdet mellem det kommunistiske Rusland og de vestlige demokratier. De havde mistet den fælles fjende, som var næsten det eneste, de havde til fælles.” Da han opridsede sin strategi, talte Churchill for at oprette en front, der kunne standse den røde hærs fremgang. Denne front måtte være så langt mod øst som muligt. Berlin var hovedmålet. Amerikanerne skulle gå ind i Prag og besætte Tjekkoslovakiet. Og en aftale om alle hovedpunkter skulle nås mellem vest og øst i Europa før englænderne og amerikanerne skulle ”forlade de dele af de tyske territorier, de havde erobret.” (Winston Churchill, The Second World War, bind VI, s. 400.)

Gennem hele krigen var det ikke det besatte Europas befolkningers interesser, der var den største motivation i de ledende kredse i London og Washington. Alle deres handlinger var kun et udtryk for stormagtspolitik. Og frygten for revolution var aldrig langt væk. Således blev det besluttet, at Tyskland skulle afvæbnes, men have lov til at beholde ”de styrker, det kræves til opretholdelse af den offentlige orden.” Disse herrer huskede kun alt for godt den revolutionære bølge, der skyllede over Tyskland efter første verdenskrig.

Churchill frygtede en revolution i Tyskland efter det nazistiske regimes kollaps. Han indrømmede senere, at han i slutningen af april havde givet feltmarskal Montgomery ordre ”til at være forsigtig med indsamlingen af tyske våben, og at opbevare dem, så de let kunne gives tilbage til de tyske soldater,” hvis London anså det for nødvendigt. Det var præcis den samme politik, som englænderne førte efter første verdenskrig, da de tillod den tyske hær at beholde tusindvis af maskingeværer, i modstrid med Versailles-traktaten, for at slå den tyske revolution ned.

Selv mens krigen mod Nazityskland stadig rasede, var de allierede parate til at slå masseopstande ned og indsætte højreorienterede regimer, som Badogilo-regimet i Italien. Den amerikanske historiker D.F. Fleming forklarer: ”Vi forsøgte at fastholde magten hos de øverste sociale lag, som længe havde syret disse lande.” (D.F. Fleming, The Cold War and its Origins, 1917-1960, bind 1, s. 210.)

I januar 1945 foreslog det amerikanske udenrigsministerium oprettelsen af et midlertidigt sikkerhedsråd for Europa eller en nød-højkommision til at ”opnå enhed for politik og fælles handling” i Europa. Formålet med dette organ var at opsætte midlertidige regeringer i Europa efter nazisternes nederlag og ”opretholdelsen af orden” – det vil sige undertrykkelsen af revolutioner. Dokumentets forfattere understregede, at ”ethvert muligt forsøg” burde gøres for at ”få den sovjetiske regering til at blive enig.”

Imperialisterne var rædselsslagne for, at den røde hærs indtog i Østeuropa og omstyrtelsen af de nazistiske marionetregeringer ville starte opstande. Denne frygt var velbegrundet. Den røde hærs opsigtsvækkende sejrsgang og Østeuropas naziregimers kollaps skabte en revolutionær bølge i både Øst- og Vesteuropa. Imidlertid havde Stalin ikke, som Churchill troede, interesse i nye arbejderrevolutioner i Europa, fordi dette ville påvirke arbejderne i Sovjetunionen.

Som et tegn på sin ”gode vilje” beordrede Stalin, at den kommunistiske internationale (Komintern), som Lenin og Trotskij havde dannet i 1919 for at hjælpe verdensrevolutionen, skulle opløses. Komintern blev opløst, uden så meget som en kongres, den 15. maj 1943. Det var Stalins tegn til de engelske og amerikanske imperialister om, at de ikke havde noget at frygte fra hans hånd – i hvert fald ikke hvad angik verdensrevolutionen.

En stalinistisk forfatter skrev: ”Stalin svarede Harold King, Reuters’ korrespondent i Moskva, på, hvordan Kominterns opløsning ville påvirke de internationale relationer i fremtiden, at opløsningen af Komintern styrkede den fælles kamp fra de forenede nationer mod en fælles fjende. Kominterns opløsning udstillede den nazistiske løgn om, at Moskva ønskede at intervenere i andre lande for at ’bolsjevisere’ dem.” (V. Sipols, s. 142.)

I 1944 gik de engelske imperialister ind i Grækenland for at knuse partisanerne, som blev anført af det kommunistiske parti. Det var et direkte resultat af Stalins politik. Han havde aftalt med Churchill at opdele Balkan og Østeuropa i russiske og engelske indflydelsesområder. Dette er ikke stedet til at beskæftige sig med de diplomatiske hestehandler, som fandt sted mellem Rusland, USA og Storbritannien i løbet af krigen, men det er klart, at alle tre magter gik efter positioner efter Nazitysklands nederlag. Stalin havde forsøgt at få en aftale med de imperialistiske magter mellem 1944 og 1945 ved de store konferencer mellem de tre i Teheran, Moskva, Yalta og Potsdam. Churchill skrev sin samtale med Stalin ned i oktober 1944:

”Tidspunktet var rigtigt, så jeg sagde, ’lad os enes om Balkan. Dine hære er i Rumænien og Bulgarien. Vi har interesser, missioner og agenter der. Lad os ikke komme på tværs af hinanden over småting. Vedrørende Rusland og Storbritannien, hvad siger du så til, at i får 90 procent af magten i Rumænien, vi får 90 procent i Grækenland, og 50-50 i Jugoslavien?’ Mens dette blev oversat skrev jeg dette ned på et halvt ark papir:

Rumænien: Rusland 90 procent; andre 10 procent
Grækenland: Storbritannien (efter aftale med USA) 90 procent; Rusland 10 procent
Jugoslavien: 50-50 procent
Ungarn: 50-50 procent
Bulgarien: Rusland 75 procent; de andre 25 procent

”Jeg gav dette til Stalin, som da havde hørt oversættelsen. Der var en lille pause. Han tog sin pen og lavede et stort hak på papiret og gav det tilbage til os. Det blev aftalt på mindre tid, end det tager at sætte sig ned. Derefter var der stille i lang tid. Papiret lå midt på bordet. Til sidst sagde jeg ’kan det ikke anses for temmelig kynisk, hvis det ser ud som om vi har håndteret disse ting, som påvirker millioner af menneskers skæbne, på en så let måde? Lad os brænde papiret.’ ’Nej, du kan beholde det,’ sagde Stalin.” (W. Churchill, Triumph , s. 227-8.)

Stalin gav Churchill grønt lys til at knuse revolutionen i Grækenland. I Grækenland smadrede den britiske hær partisanerne i EAM, som havde ført kampen mod den nazistiske besættelse, og gav magten til kongen og hans reaktionære klike. Det førte til en blodig borgerkrig og en reaktionær regering i Grækenland, som varede i årtier.

Kontrarevolution i en demokratisk form

Planerne for opdelingen af Europa efter krigen var allerede begyndt længe før invasionen af Frankrig. USA’s hær skulle besætte Tyskland fra den Schweiziske grænse til Düsseldorf, og den britiske hær skulle besætte området fra Lübeck til Ruhr-distriktet. Amerikanerne ville kontrollere Frankrig og Belgien, og englænderne sigtede på at kontrollere Holland, Danmark og Norge. Situationen i Østeuropa var mere vanskelig på grund af den røde hærs tilstedeværelse. Men selv der forhandlede Churchill med såkaldte eksilregeringer.

Italiens fascistiske diktator blev henrettet af en folkemængdeItaliens fascistiske diktator blev henrettet af en folkemængde

Så tidligt som 1943 begyndte det engelske udenrigsministerium at udarbejde planer for at slå revolutioner ned i det befriede Europa. USA og Storbritanniens intention var at indsætte såkaldte eksilregeringer over de befriede befolkninger i Europa. Disse eksilregeringer var i realiteten ikke andet end borgerlige kliker uden nogen base, som havde siddet i London gennem hele krigen, som Charles de Gaulles eksilregering. Den såkaldte ”Gaullistiske modstandsbevægelse” var ikke nær så betydelig, som franske borgerlige historikere hævder. Den kan ikke sammenlignes med den virkelige franske modstandsbevægelse, som i lighed med ethvert andet land blev anført af kommunisterne. Sidstnævnte var faktisk ansvarlig for befrielsen af Paris. De Gaulle blev sejlet hjem til Frankrig af englænderne og holdt pompøse taler i Bayeux og andre befriede byer, selv om hans virkelige rolle i kampene – ligesom hans ”massive støtte” i Frankrig – var ikke-eksisterende.

Den 18. august brød en generalstrejke ud. Fabrikkerne blev besat af arbejderne. Den 19. gik politiet i strejke. Under ledelse af oberst Rol-Tanguy, den tidligere leder af CGT’s metalarbejderforbund, gik den kommunistiske modstandsbevægelse til storoffensiv. Bevægelsen, som fra begyndelsen talte 100.000 oprørere, var så udbredt, at tyskerne intet kunne stille op. En modoffensiv blev overvejet men aflyst. Den tyske kommandør General von Choltitz gik i hemmelige forhandlinger med modstandsbevægelsen med svenske diplomater som mæglere.

En våbenhvile kom i stand, hvori vigtige dele af Paris blev overhændet til modstandsbevægelsen, og tyskerne indvilligede i at behandle alle Marquis’ tropper som soldater. Men våbenhvilen brød sammen næsten øjeblikkelig og gadekampene vendte tilbage. Barrikader blev sat op næsten overalt i Paris. Det var en komplet opstand. De demoraliserede tyske styrker kunne kun mønstre relativ svag modstand. Officererne låste sig inde på hoteller og i barakker for at komme i sikkerhed og ventede på, at de allierede skulle komme og redde dem fra massernes vrede. Efter fem dages kampe faldt Paris - til en revolutionær opstand.
De Gaulle personligt og de allierede tropper spillede absolut ingen rolle i at befri Paris. Fra starten, da de allierede gik ind i landet fra Normandiet, ville de ikke engang gå ind i Paris, men gå syd om. Kun presset fra de Gaulle tvang dem til at ændre planer. Han var ivrig for at gå ind i Paris så hurtigt som muligt, ikke af hensyn til Paris’ befolknings lidelser, men for at undgå en gentagelse af Pariserkommunen fra 1871, men nu under uendelig mere favorable forhold, set fra et revolutionært synspunkt.

Da den kommunistisk ledede opstand brød ud var den anden panserdivision under gaullistisk kommando stadig 200 kilometer fra Paris. Et lille antal kampvogne blev i al hast sendt til hovedstaden for at de gaullistiske styrker i det mindste kunne tage en del af æren for opstanden, men de ankom ikke før den 24., hvor de tyske styrker allerede var slået. Da de Gaulle endelig gik ind i Paris den 26, blev han forfærdet over at se, at Rol-Tanguy havde accepteret og underskrevet general von Choltitz’ officielle overgivelse dagen forinden.

En revolutionær bølge skyllede over Frankrig og resten af Europa. Men den blev forrådt af de socialdemokratiske og stalinistiske ledere. I Italien og Grækenland, ligesom i Frankrig, var modstanden styret af de kommunistiske partier. De kunne have taget magten efter krigen, men blev forhindret af Stalin, som frygtede revolutionen som pesten. I stedet beordrede han de franske og italienske kommunister til at gå med i folkefrontsregeringer, hvorfra de senere blev smidt ud. Som et resultat af dette fik vi en kontrarevolution med demokratisk ansigt i Vesteuropa.

Da Mussolini blev styrtet i juni 1943, skyndte de allierede sig at anerkende den fascistiske marskal Badoglios regering, som skiftede side og endda erklærede Tyskland krig. Men i virkeligheden svævede Badoglios regering i luften. Magten var i hænderne på de italienske arbejdere og patisanerne, som blev anført af kommunistpartiet. Det var ikke tilfældigt, at det britiske luftvåbens første handling var at bombe de nordlige byer i grus for at skræmme masserne og som en advarsel til partisanerne.

Men i 1945 var magten i Italien reelt i hænderne på partisanerne, i hænderne på kommunistpartiet og partisanerne. De fangede og henrettede den forhadte diktator Mussolini, som passende endte sine dage ved at hænge fra en petroleumspumpe sammen med sin elskerinde. Kommunistiske partisaner befriede Milano den 25. april ligesom de tidligere havde befriet Paris. Arbejderne besatte fabrikkerne. Vejen var åben for en socialistisk revolution i Italien. Men Togliatti og de andre ledere af det italienske kommunistparti, som fulgte ordrer fra Moskva, holdt arbejderne fra at tage magten. I stedet talte de for at gå ind i en koalition med kristendemokraterne. Stalinisternes politik afsporede i praksis revolutionen og gav magten tilbage til de reaktionære kredse, som fik støtte fra London og Washington.

De såkaldte ”vestlige demokratiers” kontrarevolutionære politik indebar samarbejde med nazisterne og andre højreorienterede kræfter i Europa. På dette tidspunkt var deres hovedmål at bekæmpe ”kommunismen”. Churchill var hovedmanden bag denne kontrarevolutionære aktivitet, men han blev bakket op (men mere forsigtigt) af Washington. For at undgå revolution støttede Churchill monarkisterne i Italien som et reaktionært bolværk. Det er velkendt, at englænderne og amerikanerne med Vatikanets hjælp hjalp mange nazistiske krigsforbrydere med at flygte fra Italien til Sydamerika. Andre tog til USA, hvor de spillede en aktiv rolle i at hjælpe CIA under den kolde krig.

I Østeuropa forholdt det sig anderledes. Med den røde hærs sejrsmarch kollapsede den gamle statsmagt. Den herskende klasse havde samarbejdet med nazisterne og var flygtet fra de fremrykkende sovjetiske styrker. Igen kunne arbejderklassen have taget magten, men de blev holdt tilbage af stalinisterne, som fik deres ordrer fra Moskva. Koalitionsregeringer blev dannet, hvor kommunisterne var i mindretal. Men de havde altid to ministerier: forsvars- og indenrigsministeriet – hæren og politiet. Derudover var den røde hær til stede som en forsikringspolice.

Trotskij sagde engang, at det kræver en riffel for at slå en tiger ihjel, men for at dræbe en loppe er det tilstrækkeligt med en fingernegl. Stalinisterne likviderede kapitalismen i Østeuropa, men de indførte ikke socialisme. Disse regimer begyndte, hvor den russiske revolution sluttede – som bureaukratiske deforme arbejderstater. Eksproprieringen af kapitalisterne og godsejerne var uden tvivl en progressiv opgave, men den blev udført bureaukratisk fra oven uden arbejderklassens demokratiske deltagelse.

De regimer der opstod ud af dette var bureaukratiske og totalitære karikaturer af socialisme. I modsætning til den russiske arbejderstat, som bolsjevikkerne dannede i 1917, virkede de ikke tiltrækkende på arbejderne fra Vesteuropa. Med undtagelse af Tjekkoslovakiet havde borgerskabet i Østeuropa været svagt før krigen. De amerikanske imperialister forsøgte at styrke de borgerlige elementer og få kontrol med Østeuropa ved at tilbyde dem Marshallhjælp. Stalin forstod denne manøvre og gav ordren. Stalinisterne tog magten ved at ekskludere de borgerlige fra koalitionsregeringerne og nationalisere produktionsmidlerne.

Den kolde krigs rødder

Præsident Roosevelt døde den 12. april 1945 og blev efterfulgt af vicepræsident Truman. Mange folk har formodet, at Roosevelt var mindre antikommunistisk end sin efterfølger. Men det er ikke tilfældet. Grunden til at Roosevelt ikke ønskede en umiddelbar konflikt med Moskva var, at det ikke passede den amerikanske imperialismes interesser at bryde med Moskva på det tidspunkt. Derudover havde amerikanerne en anden grund til ikke at dele Churchills entusiasme for et ”kostog mod bolsjevismen” – eller i det mindste timingen. Amerikanerne var hovedsageligt optaget af krigen i Stillehavet, hvor de stadig var låst fast i en kamp på liv og død med japansk imperialisme.

Atombomben over HiroshimaAtombomben over Hiroshima

Problemet var, at Sovjetunionen havde en kæmpe hær i Europas hjerte. Kun besiddelsen af atomvåben gav USA et potentielt forspring, da Sovjetunionen endnu ikke havde atombomben. Men bomben var ikke blevet testet endnu, og der var ingen garanti for, at den ville virke. Amerikanerne afprøvede den første atombombe den 16. juni 1945 – samme tidspunkt som de allierede mødtes i Berlin for at diskutere situationen efter krigen. Truman og Churchill fik at vide, at prøvesprængningen var gået godt, og Stalin fik det straks at vide. De håbede på at bruge truslen om bomben til at tippe forhandlingsbalancen til deres fordel.

Nogle har påstået, at den kolde krig ikke begyndte før 1947, men faktisk begyndte den lige efter Japans overgivelse, og den blev forberedt endnu før det. D.F. Fleming siger: ”at præsident Truman var klar til at starte den før han havde været præsident i to uger.” (D.F. Fleming, The Cold War and its Origins, 1917-1960, bind 1, s. 268.) Besiddelsen af atombomben gav Truman en følelse af overmagt, som han ikke følte grund til at skjule. James F. Burns, direktør for det amerikanske krigsmobiliseringsministerium, forsikrede Truman om, at atombomben ville gøre USA i stand til at ”diktere vores egne betingelser efter krigen.” (Harry S. Truman, Erindringer, bind 1, Year of Destiny, New York, s. 87.)

Som sædvanlig var Churchill den første til at tale for et antikommunistisk korstog. Denne reaktionære krigsmager gjorde alt han kunne for at presse USA ind i en konflikt med Sovjetunionen. Da general Allen Brooke, lederen af det britiske imperiums generalstab, beskrev Churchill i sin dagbog, skrev han, at ”han altid anså sig selv for at være i stand til at eliminere alle de russiske industricentre og befolkningen (...)” (Arthur Bryant, Triumph in the West, 1943-1946, London, 1959 s. 478.) Men den britiske arbejderklasse havde fået nok af Churchill. De havde også fået nok af krig, og havde absolut intet ønske om at deltage i en ny krig, og mindst af alt en krig mod Sovjetunionen. Ved valget i 1945 sparkede de Churchill og de konservative fra magten og stemte massivt for en Labour-regering.

I hvert tilfælde var Storbritannien allerede reduceret til en mindre magt, en satellit for USA – en rolle, som er fortsat til i dag. Amerikanerne lagde ikke mærke til Churchills vrede fordi de stadig havde ufærdige opgaver i Stillehavet. De havde brug for Sovjetunionens hjælp til at besejre Japan, og derfor havde de ikke travlt med at gå ind i en umoden konfrontation med russerne i Europa. Det kunne vente til Japan havde overgivet sig.

Japans nederlag

Japanerne havde en mægtig hær i Manchuriet, Kwantung-arméen. Den omfattede op mod en million mand. Den havde 1215 kampvogne, 6640 kanoner og morterer og 1907 kampfly. Denne store styrke stod over for 1.185.000 sovjetiske tropper, som var udstationeret i det østlige Sovjetunionen. Disse blev forstærket med yderligere styrker efter Tysklands kapitulation, og da offensiven begyndte den 9. august, omfattede den 1.747.000 tropper, 5250 kampvogne, 29.835 kanoner og morterer og 5171 kampfly. På bare seks dage knuste den røde hær de japanske styrker og gik gennem Manchuriet med lynets hast. De sovjetiske tropper gik ind i Korea, det sydlige Sakhalin og Kurileøerne og var i slående afstand til selve Japan.

Den 6. august smed amerikanerne atombomben over Hiroshima. Tre dage senere smed de en anden bombe over Nagasaki. De gjorde dette på trods af, at det var civile byer uden nogen militær værdi og japanerne allerede var besejrede og søgte om fred. I virkeligheden var disse atombomber en advarsel til Sovjetunionen om ikke at fortsætte den røde hærs fremgang, ellers kunne de have invaderet Japan. Brugen af atombomben var en politisk handling. Det skulle vise Stalin, at USA nu besad et frygteligt nyt masseødelæggelsesvåben, og var klar til at bruge det mod civilbefolkningen. Der var en implicit trussel: det vi gjorde mod Hiroshima og Nagasaki kan vi gøre mod Moskva og Leningrad.

Da Japan havde overgivet sig, ændrede Washingtons holdning til Moskva sig øjeblikkeligt. Hele formen på verden efter krigen var nu bestemt. Verden ville blive domineret af to stormagter: den mægtige amerikanske imperialisme på den ene side og den mægtige russiske stalinisme på den anden. De repræsenterede to fundamentalt forskellige socioøkonomiske systemer med uforenelige interesser. En titanisk kamp mellem dem var uundgåelig.

De amerikanske imperialister følte nu, at de var verdens herrer. De havde lidt relativt lidt fra krigen. Deres produktionsbase var intakt, hvorimod det meste af Europas industri lå i ruiner. To tredjedele af al verdens guld lå i Fort Knox. USA havde en kæmpe hær og monopol på atomvåben. De kunne påtvinge deres betingelser på resten af verden. Kun Sovjetunionen stod i vejen. Den amerikanske magts arrogance blev udtalt af den administrerende direktør for New York Times Neil MacNeil, som skrev at ”både USA og verden behøver en fred baseret på amerikanske principper – en Pax Americana (...) Vi bør acceptere en amerikansk fred. Vi bør ikke acceptere mindre.” Neil MacNeil, (An American Peace, New York, 1944, s. 264.)

Efterskrift: afslutningen på en myte

Sidste måneds fejringer af 60-årsdagen for D-dagen var lavet for at fastholde en myte. Landgangen i Normandiet afsluttede ikke anden verdenskrig i Europa, den blev udkæmpet og vundet på østfronten.

At sige dette er ikke at nedgøre de engelske og amerikanske troppers mod. Soldaterne som måtte gennemgå landgangen i Normandiet gik gennem helvede. Ifølge tal fra de allieredes hovedkvarter mistede de 40.549 i de første 15 dage af slaget. 1842 englændere blev dræbt, 8599 blev såret og 3131 blev meldt savnet. 3082 amerikanere blev dræbt, 13.121 blev såret og 7959 blev meldt savnet. 363 canadiere blev dræbt, 1359 såret og 1093 meldt savnet. Dette er slemt nok. Men det kan slet ikke sammenlignes med de forfærdende tab på østfronten. (Martin Gilbert, Second World War, s. 536.)

Alle folkene betalte en grufuld pris for krigen. De engelske tabstal nåede 370.000, amerikanerne mistede 300.000, men Sovjetunionen mistede 27 millioner – omkring halvdelen af det samlede tabstal gennem hele anden verdenskrig. Ifølge nogle beregninger var 90 procent af alle unge mellem 18 og 21 i Sovjetunionen allerede dræbt inden landgangen i Normandiet. Disse kuldegysende tal udtrykker den virkelige situation. De viser, at Sovjetunionens folk led uforholdsmæssigt mange tab fordi den vigtigste front i Europa var østfronten.

Ud over de forfærdelige tab af menneskeliv blev Sovjetunionens industrielle base alvorligt skadet af Hitlers horder, som bombede, brændte og plyndrede, hvilket førte til aldeles ødelæggelse af industrien i de besatte områder af Sovjetunionen. Alligevel genopbyggede Sovjetunionen sin økonomi på meget kort tid efter krigen. Planøkonomiens overlegenhed, som allerede blev demonstreret af selve krigen, blev bekræftet i perioden med genopbygning efter krigen, da den opnåede en vækst på 10 procent om året.

Vestlige historikere, snarere motiveret af politiske overvejelser end af den historiske sandhed, har systematisk nedgjort Sovjetunionens rolle i anden verdenskrig. Denne systematiske kampagne er vokset 100 gange efter Berlinmurens fald. Fortalerne for kapitalismen vil ikke anerkende den nationaliserede planøkonomis resultater i Sovjetunionen. De kan ikke tillade, at den opsigtsvækkende sejr over Hitlers Tyskland lige præcis skyldtes planøkonomien.

For at nedgøre Sovjetunionens rolle i krigen overdriver de betydningen af ting som de amerikanske lån til Sovjetunionen. Dette falskneri er det let at svare på. Faktum er, at den røde hær havde stoppet den tyske fremrykning og begyndt at angribe tilbage i slutningen af 1941 i slaget om Moskva – før nogle forsyninger havde nået Sovjetunionen fra USA, England eller Canada.

Disse forsyninger kom hovedsageligt i perioden 1943-45, en periode hvor den sovjetiske økonomi allerede producerede mere militært udstyr end den tyske krigsmaskine. De svarede kun til en lille del af den sovjetiske krigsproduktion: to procent af artilleriet, 10 procent af kampvogne og 12 procent af fly. Dette kan på ingen måde anses for at være af afgørende betydning for den sovjetiske krigsindsats. Betydningen af disse forsyninger var marginal.

Den virkelige årsag til Sovjetunionens fantastiske resultater i anden verdenskrig var noget, som de vestlige historikere aldrig er klar til at anerkende - for det første en nationaliseret planøkonomis overlegenhed, og for det andet den sovjetiske arbejderklasses beslutsomhed for at forsvare det, der var tilbage af oktoberrevolutionens erobringer, mod fascisme og imperialisme.

Dette var ikke takket været Stalin og bureaukratiets, som havde sat Sovjetunionen i ekstrem fare ved deres kriminelle og uansvarlige politik før krigen, men på trods af dem. De sovjetiske arbejdere samledes i forsvar for Sovjetunionen, på trods af Stalin og bureaukratiet, og sloges som tigre. Det var det, der i sidste ende garanterede sejren.

Faktisk anerkendte de kapitalistiske regimer i Storbritannien og USA, på en indirekte måde, planøkonomiens overlegenhed over markedets anarki gennem krigen. Da tingene blev virkelig alvorlige og de stod med ryggen mod muren, hvordan reagerede de da? Sagde de, som de gør i dag, at alt skulle overlades til private? Sang de hyldestsange til markedsøkonomiens velsignelser? Nej de gjorde ej!

De indførte nødlove for at centralisere produktionen, særligt for krigsindustrien. De indførte en vis planlægning, målretning af arbejdet, rationering og så videre. Hvorfor gjorde de det? Af en meget god grund: fordi disse metoder gav bedre resultater. Så meget for argumentet om den ”frie markedsøkonomis” påståede overlegenhed!

Selvfølgelig var dette ikke socialisme. Økonomiens grundlag vedblev at være på private kapitalisters hænder. Ægte planlægning er ikke mulig under kapitalisme. Og de nationaliserede virksomheder blev kørt af bureaukrater. Men trods disse begrænsninger gav selv disse elementer af en planlagt økonomi bedre resultater i en tid. Elementer af planlægning, selv på en kapitalistisk basis, gav bedre resultater end en ”fri” markedsøkonomi. Man kan bare forestille sig, hvad der ville være muligt i en ægte socialistisk planlagt økonomi, hvor fordelene ved en central planlægning kombineres med det arbejdende folks demokratiske kontrol og administration.

Efter 1945 blev FN dannet, angiveligt for at garantere verdensfred. Men i dag, seks årtier efter D-dag, er verden alt andet end fredelig. Den ene krig afløser den anden på det ene kontinent efter det andet. I den moderne periode er krige et udryk for de uforsonlige modsætninger, som stammer fra selve det kapitalistiske system. Hele verden er domineret af en håndfuld superrige og magtfulde virksomheder og banker. Deres handlinger er bestemt – som de altid er bestemt – af begær efter renter og profit, efter markeder, råmaterialer og indflydelsessfærer.

Under anden verdenskrig døde 55 millioner mænd, kvinder og børn. Flere millioner vil dø i de kommende år og årtier, bare ikke i krige og andre militære konflikter, men af sult og epidemier som malaria, aids og simple sygdomme, som skyldes mangel på rent drikkevand.

Det værste ved dette er, at det objektivt set er unødvendigt. I det første årti af det 21. århundrede, hvor videnskaben og teknologien har udført uhørte mirakler, står størstedelen af menneskeheden overfor en hård kamp for at holde sig i live. Kløften mellem rig og fattig er blevet afgrundsdyb, og på samme tid har forskellen mellem såkaldte rige og fattige lande aldrig været større.

Disse omstændigheder ligger bag de spændinger og modsætninger, som skaber krige, terrorisme og alle de andre rædsler, som hjemsøger vores torterede og turbulente planet. Så længe disse centrale modsætninger ikke løses vil krige og andre voldelige konflikter fortsætte med at sprede død og ødelæggelse. Det er nyttesløst at begræde krigs resultater, som moralister og pacifister gør. Det er nødvendigt at stille den rette diagnose for sygdommen og udskrive en kur.

Det enorme potentiale, der ligger i en nationaliseret planøkonomi, blev demonstreret af Sovjetunionen før, under og i de første 25 år efter anden verdenskrig. På trods af alle borgerskabets og dets prostitueredes forsøg på at benægte det, er det et faktum, at Sovjetunionen (og senere Kina) viste, at det er muligt at køre en økonomi uden private kapitalister, banker, spekulanter og godsejere, og at en sådan økonomi kan opnå spektakulære resultater.

Ah, men Sovjetunionen kollapsede. Ja, Sovjetunionen kollapsede efter årtier med bureaukratisk og totalitær styring, som komplet likviderede arbejderdemokratiet fra 1917. Så tidligt som 1936 foruså Leon Trotskij, at det stalinistiske bureaukrati, som greb magten efter Lenins død, ikke ville være tilfreds med dets lovlige og ulovlige privillegier, men uundgåeligt ville gå efter at erstatte den nationaliserede planøkonomi med privatejede monopoler.

Den kapitalistiske kontrarevolution i Rusland tilbyder imidlertid ikke nogen vej frem for folkene i det tidligere USSR. Den er blevet ledsaget af et grufuldt kollaps i den russiske økonomi, levestandard og kultur, som Trotskij forudså. Hvis der er et land i verden, hvor kapitalismen er forbandet, er dette land Rusland.

Fortsættelsen af kapitalismen truer fremtiden for menneskelig kultur, civilisation, demokrati og måske endda selve menneskehedens overlevelse. Verden råber på en fundamental social og økonomisk ændring. Menneskehedens eneste håb er afskaffelsen af kapitalismen og etableringen af et harmonisk produktions- og distributionssystem, baseret på fælleseje af produktionsmidlerne under arbejdernes demokratiske kontrol og administration.

Den fremtidige socialistiske planøkonomi vil ikke blive baseret på et tilbagestående land, som styret, som bolsjevikkerne under ledelse af Lenin og Trotskij etablerede i 1917. Den vil trække på de kolossale landevindinger indenfor industri, videnskab og teknologi, som vil tjene menneskelige behov, ikke profit og grådighed.

På basis af en moderne teknologisk avanceret økonomi vil en rationel planlægning fremme produktionen til et hidtil uset niveau. Det vil være muligt på relativ kort tid at afskaffe sult, hjemløshed, elendighed og analfabetisme og alle de andre elementer af barbari, der gør livet til et sandt helvede for utallige millioner af mennesker. I stedet for den gamle strid og rivalisering mellem nationer vil det være muligt at forene hele planetens produktivkræfter i et socialistisk fællesskab, hvor krige sammen med slaveri, feudalisme og kannibalisme, vil begrænses til et museum for barbariske levn fra fortiden.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.