Kamp efter første verdenskrig

Tiden efter første verdenskrig var meget turbulent. Overalt var der oprør, revolutioner og kontrarevolutioner. I Danmark samlede de mest militante arbejdere sig i den syndikalistiske bevægelse, der havde eksisteret i Danmark siden 1910 under navnet Fagoppositionens Sammenslutning, FS (se del 5 i denne serie).

Marie Nielsen, der i 1916 havde forladt hovedbestyrelsen af Socialdemokratiet i protest mod den reformisti-ske linje, dannede i foråret 1918 Socialistisk Arbejderparti sammen med bl.a. sadelmageren Thøger Thøger-sen, Martin Andersen Nexø og Christian Rassow.

Marie Nielsen
Det er absolut ikke i alle historiebøger, at man kan finde navnet Marie Nielsen. Dette til trods for at hun var en virkelig revolutionær pionér, eller måske netop derfor. Hun var skolelærer og havde fra sin ungdom været med i Socialdemokratisk Ungdomsforbund. Hun kæmpede blandt andet for kvindernes ret til ligestilling og stemmeret. Hun var glødende socialist og med i spidsen i arbejdernes kamp. Dette førte til, at hun i novem-ber 1918 blev idømt halvandet års tugthus på grund sit politiske arbejde. Hun var blandt andet redaktør af SAP's blad klassekampen i en periode. Efter hun kom ud af fængslet i påsken 1920, tog hun straks til 3. In-ternationales verdenskongres som delegeret fra Danmark. Da hun kom hjem, var hun blandt stifterne af Danmarks Kommunistiske Parti. Hun blev senere ekskluderet af DKP pga. forsvar af Trotskij og kritik af Stalin. Hun forblev revolutionær socialistisk kvindeforkæmper til sin død i 1951.

Ungsocialdemokraterne starter DKP
Socialdemokratisk Ungdomsforbund holdt kongres i Slagelse i 1919. Her besluttede man, at man ville ophæ-ve samarbejdet med Socialdemokratiet, med mindre det stoppede samarbejdet med de borgerlige partier, den såkaldte borgfredspolitik. Dette havde ledelsen af Socialdemokratiet dog ikke nogen intentioner om at gøre, hvilket førte til, at SUF indkaldte til en ny kongres i Fredericia i november 1919, hvor de beslutter at danne Danmarks Venstresocialistiske Parti, DVP sammen med SAP og partiet Uafhængigt Socialdemokrati, der senere viste sig at være finansieret af kapitalisterne, blandt andet ØK. Da 3. Internationale vedtager sine 21 optagelsesbetingelser i 1920, skifter DVP ifølge disse betingelser navn til Danmarks Kommunistiske Parti.

Murerne går konkurs
Tiden efter første verdenskrig var absolut en hård tid med fattigdom og massearbejdsløshed. I de fattige kvarterer hærgede den ene sygdomsepidemi efter den anden. I slutningen af 1918 brød den spanske syge ud, og den slog 4.200 københavnere ihjel. Næsten alle ofrene var fra de overfyldte arbejderkvarterer. Men arbej-derne havde på ingen måde tænkt sig passivt at lade stå til.

Blandt mange andre havde murersvendene i København stillet krav om 8-timers arbejdsdag. Da arbejdsgi-verne afviste dette, besluttede murersvendenes generalforsamling, at man ville indføre den engelske uge, lige meget om arbejdsgiverne ville være med eller ej. Den engelske uge betød, at man i stedet for at arbejde fra 6-17 alle ugens dage (undtagen søndag) gik hjem kl. 12 om lørdagen. Med en arbejdsuge som ellers var på 56,4 timer må man vel sige, at dette var tiltrængt.

Murerne startede aktionen april 1918 og blev derefter idømt den ene bod efter den anden af den faglige vold-gift. I august skulle der falde endelig dom i arbejdsretten. Murerne kunne se, hvor det bar hen og følte sig derfor pludseligt grebet af omsorg for de ældre murersvende. De forærede al deres ejendom, værdipapirer og penge til stiftelsen for de ældre murersvende, og i september 1918 måtte kongens foged erklære fagforenin-gen for konkurs.

Kamp for 8-timersdagen
Men dette var absolut ikke enden på det. I februar stiller den nyvalgte formand for murerne i København, syndikalisten Christian Rassow, krav til mestrene om øjeblikkelig indførelse af 8-timersdagen. Dette skete, efter at De Samvirkende Forbund, DSF, havde følt sig presset til at overtage kravene for en lavere arbejdstid. Men da de først var nået til forhandlingsbordet, begyndte de at fire på kravene. Og så følte murerne altså, at de måtte skride til handling. De fik stor opbakning fra de andre byggefag, der blev mødt med lockout fra arbejdsgivernes side. Dette satte en stor kampagne i gang for at støtte de lockoutede arbejdere.

På Københavns flydedok besluttede smedene at gå i sympatikonflikt. Dette førte senere også til deres fagfor-enings konkurs, men også til, at syndikalister blev valgt til ledelsen af smedene på flydedokken. Også mange andre steder gik arbejdere med i strejken.

Til sidst genoptog DSF forhandlingerne, og på grund af bygningsarbejdernes og smedenes kamp lykkedes det at presse arbejdsgiverne til at indføre 8-timersdagen fra 1. januar 1920. En del fag var dog ikke med i forliget, bl.a. sømændene, kuskene og landarbejderne. Men bygningsarbejderne havde fået en 8-timersdag, og man fik samtidig en lønstigning på 82% i forhold til 1916.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.