Samarbejdspolitik og splittelse

Septemberforliget (se del 4 af Arbejderbevægelsens historie) markerede en ny tid for den danske arbejderbevægelse. Man var nu blevet "lovliggjort" af kapitalisterne og den borgerlige stat mod, at man begrænsede strejker til overenskomstsituationer. På den måde var man blevet en "samarbejdspartner" og sad nu med til møderne med alle de fine herrer. Under en debat i Folketinget i 1910 om arbejdsretten udtalte den konservative Professor Birck: "Fagforeningerne har været til nytte for det danske samfund. Det er blevet det bestående samfunds støtter og for så vidt en konservativ magt. Det er i virkeligheden efter mit skøn et stort gode at have underklassen samlet organiseret, så man kan forhandle på lige fod med dem og binde dem til at holde aftaler."


Dette markerede en ny linje blandt de danske kapitalister. I stedet for at afvise alt og gøre det til en kamp om alt eller intet – socialisme eller kapitalisme – gik man nu med til at sikre en række sociale love for at bekæmpe den ekstreme fattigdom blandt danske arbejdere. Allerede i 1891 blev fattigloven gennemført sammen med den første alderdomsforsorg. Disse love sikrede et spinkelt levegrundlag til de allermest forarmede i samfundet. I 1892 anerkendte man sygekasserne, som blandt andet var skabt af arbejdernes organisering. I 1898 gennemførtes den første lovpligtige ulykkesforsikring, der gav en smule hjælp til arbejdere, der blev invalideret af deres arbejde. I 1907 blev arbejdsløshedskasserne anerkendt, og ved at være medlem af dem kunne man få et beløb af staten, hvis man blev arbejdsløs. I april 1911 vedtog Rigsdagen loven om "Den faste voldgift", der skulle give bøder til kapitalister eller arbejdere, der brød fredspligten eller overenskomsten. Dermed var arbejdsretten en realitet.


Syndikalisterne

Hele denne udvikling gav en klar styrke til de reformistiske kræfter i den danske arbejderbevægelse. Idéer om revolution og lignende blev lagt på hylden til fordel for "realpolitik", og ledelsen glemte alt om, at reformer kun kan gives, så længe kapitalismen går fremad, og at dette kun kan ske i en begrænset periode. Denne drejning førte blandt andet til dannelsen af Fagoppositionens Sammenslutning i 1910, som bestod af en lang række grupper af arbejdere, der var imod samarbejdslinjen. Nogle af disse kaldte sig selv for syndikalister. Som reaktion mod højredrejningen af Anden Internationale fremavlede de ideer om, at et politisk parti ikke var nødvendigt, og at fagforeningerne i stedet skulle overtage virksomhederne og styre dem demokratisk. Den internationale syndikalistiske bevægelse bestod af mange forskellige retninger, og langt de fleste af dem gik med i dannelsen af Tredje Internationale og var med til at opbygge de kommunistiske partier. Men på dette tidspunkt udgjorde de ledelsen for de venstreorienterede arbejdere. De udgav blandt andet bladet Solidaritet. Lederen af Fagoppositionens Sammenslutning var fra 1910-21 Christian Christensen, der også en overgang var formand for jord- og betonarbejderne.


Opløsning og stiftelse af SUF

Også i Socialdemokratiet var der politiske kampe. Her var der en opdeling i en revolutionær fløj med blandt andet Gerson Trier og Gustav Bang og så ledelsen, som blev mere og mere reformistisk. De unge socialister kaldte sig dengang Socialistisk Ungdoms Forbund, og de var meget imod den socialdemokratiske ledelses given køb på de revolutionære marxistiske ideer. Der var stor diskussion i ungdomsforbundet, om man skulle være et rigtigt partitilknyttet forbund, eller en uafhængig organisation. Dette førte til, at der i 1906 i stedet blev dannet Socialdemokratisk Ungdoms Forbund, der nu var partiets egentlige ungdomsorganisation. Dette faldt dog ikke videre heldigt ud for ledelsen af Socialdemokratiet. Den nye organisation havde til ledelsens ærgrelse stadig et flertal af unge revolutionære arbejdere, og deres blad Fremad var klart i opposition til Socialdemokratiets "realistiske" politik.


International kongres og trussel om krig

Også internationalt var der gang i disse diskussioner. 2. internationale var splittet mellem revolutionære som Keir Hardie (England), Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht (Tyskland), Lenin (Rusland) og reformisterne Ramsay McDonald (England), Friedrich Ebert (Tyskland) osv. Alle disse var i 1910 samlet i Danmark (sammen med 889 andre) til kongres i 2. Internationale. Her var holdningen til den truende verdenskrig på dagsordenen. Man havde brug for en fælles linje. Men her var der ganske store uenigheder. Venstrefløjen argumenterede for en klar afstandstagen til krigen, og at det skulle indkaldes til fælles generalstrejke mod krigen, hvis den skulle bryde ud. Dette blev dog ikke vedtaget. I stedet blev der vedtaget en resolution, der gjorde det klart, at det var alle landes arbejderklassers pligt at gå imod en krig. Men da første verdenskrig brød ud, glemte lederne af de europæiske socialdemokratier deres fælles linje og gik i stedet ind for "forsvar for fædrelandet".


Første verdenskrig førte til en splittelse i den internationale arbejderbevægelse også den danske, ikke mindst opmuntret af revolutionen i Rusland. Dette er der mere om i næste nummer.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.