Storlockouten

Fagbevægelsen og Socialdemokratiet fortsatte deres fremgang. Fra 1890 til 1899 blev der dannet 974 nye fagforeninger fordelt over hele landet. Organiseringen, som var startet med de faglærte, spredte sig nu også til den enorme gruppe af ufaglærte. Efter at en gruppe smede i 1885 var blevet lockoutet af deres arbejdsgivere, havde der været stilstand i kampen for bedre arbejdsforhold. Smedearbejdsgiverne havde lært af deres arbejdere og slået sig sammen i Fabrikantforeningen i jernindustrien. At man i stedet for at kæmpe på én arbejdsplads nu skulle kæmpe på en lang række arbejdspladser, kom bag på smedenes fagforening, og lockouten endte med, at smedene gav sig på kravet om en mindsteløn på 27 øre. I stedet blev det lovligt for smedene at organisere sig, hvilket trods alt var et fremskridt. Men kun et lille et, da man jo havde organiseret sig tidligere, selvom det ikke var "lovligt". Derfor så mange det som et nederlag.


De ufaglærte vinder frem

Den næste gnist skulle komme fra de ufaglærte. En ung fabriksarbejder, Michael Christian Lyngsie, blev som 26-årig fyret fra Gevær- og Patronfabrikken på grund af socialistisk agitation. I 1891 blev han valgt som formand for Arbejdsmændenes Forbund i København. Denne forening var meget lille og talte kun 340 medlemmer, som hørte til blandt de dårligst betalte. Blandt dem var 7 natmænd, der tømte lokumsspande. De blev fyret af Renovationsselskabet, fordi de var organiserede. Derpå indkaldte Arbejdsmændenes Forbund I København til strejke blandt alle natmænd. Et af midlerne til at stoppe Renovationsselskabet, der havde ansat skruebrækkere, var at få nogle bomstærke jord- og betonarbejdere til at melde sig som skruebrækkere, hvorefter de gjorde alt for at sabotere arbejdet. Blandt andet blandede man alle nøglerne sammen, tabte ting og deslige. Efter 8 dage gav Renovationsselskabet op og gik med til at ansætte organiserede arbejdere og dertil også en lønstigning på 4 kr. om ugen. Ved en anden konflikt samlede man lus i tændstikæsker og smed dem ind i de barakker, hvor skruebrækkerne sov. Alt dette gav et stort løft til organiseringen af de ufaglærte, som i 1897 dannede Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF) med Lyngsie som formand.


Arbejdsgiverne slutter sig sammen

Men de danske arbejdsgivere var ikke så glade for alt dette postyr. De fandt det nødvendigt at organisere sig sammen, så de kunne hjælpe hinanden i kampen mod arbejdernes krav. Som nævnt havde smedearbejdsgiverne gjort det i 1885, og i 1896 dannede man Arbejdsgiverforeningen, der bestod af alle arbejdsgivere (det der i dag hedder Dansk Arbejdsgiverforening). Indtil dette havde arbejderne haft forholdsvis nemt ved at bruge hinandens sammenhold til at sikre ordentlige forhold i de forskellige virksomheder. Men nu lagde arbejdsgiverne op til en endelig styrkeprøve.


Det samme fandt sted inden for arbejdernes rækker, da man i 1898, i Folkets hus, samlede 400 delegerede fra de forskellige forbund og dannede De Samvirkende Forbund (DSF), i dag kendt som LO.


Socialdemokratiet får indflydelse

Socialdemokratiet slog ikke helt igennem ved valgene i 1890 og 1892, men i 1895 og 1898 endte Socialdemokratiet med at have 12 rigsdagsmandater. Dette var et stort fremskridt, som sikrede, at arbejderklassen også havde et talerør i Rigsdagen og kunne bruge pladserne i Rigsdagen til at komme ud til en større offentlighed. Avisen Social-Demokraten gav et stort overskud og fik i denne periode en række lokale afdelinger af avisen. Avisen tog udgangspunkt i arbejderens hverdag og de problemer, arbejderne kæmpede med.


Intern uro

Men internt i partiet var det store diskussioner. Gerson Trier og Nikolaj Petersen var blandt de ledende til at udgive avisen Arbejderen (udkom siden 1. april 1889), der kritiserede den Socialdemokratiske ledelses højredrejning. De havde begge været i England, hvor de blandt andet havde opholdt sig hos Engels. De var der blevet overbeviste marxister, og efter deres hjemkomst kritiserede de ledelsen for samarbejdet med det borgerlige parti Venstre. Dette samarbejde blev blandt andet brugt som undskyldning for at nedtone kampen for en socialistisk stat. De skrev blandt andet, at man ikke kunne nå frem til det socialistiske samfund "ved småborgerlige lapperier på det kapitalistiske samfunds klædebon, men kun ved en fuldstændig omvæltning af det bestående samfund". Trier, Nikolaj Petersen og 5 andre blev derefter ekskluderet den 21. november 1889 (men i 1901 blev de genoptaget i partiet. Det skete samtidig med at Venstre var blevet leder af en borgerlig regering, og Venstre-samarbejdslinjen i Socialdemokratiet viste sin fallit, i og med at det såkaldte "progressive" borgerlige parti førte en klar arbejderfjendsk politik.)


Storlockout 1899

Arbejdsgiverforeningen og DSF havde i foråret 1899 indgået et overenskomstforlig. Dette betød blandt andet, at arbejdere i provinsen fik lavere løn end dem i hovedstaden. Dette gik snedkerne i 7 jyske byer imod og indledte en strejke mod det uretfærdige forlig. Det så de danske kapitalister som en kærkommen mulighed for at sætte arbejderne på plads. Dette skulle ske gennem lockout, hvor Arbejdsgiverforeningens styrke skulle komme på prøve. Arbejdsgiverne lockoutede hele snedkerfaget og derefter 13 andre fag inden for byggeriet – i alt 30.000 arbejdere. Dette var en benhård konflikt, blandt andet fordi fagforeningernes strejkekasser var meget små. Men arbejderne blev blandt andet støttet kraftigt at småbønderne, som også blev tyranniseret af den store gruppe af godsejere og kapitalister, og de bragte enorme mængder af landbrugsvarer ind til de strejkende. Også fra udlandet, især Sverige, kom der stor støtte til de strejkende, hvilket løb op til ¾ million. For at sikre mad til de strejkende lavede man offentlige bespisninger, og i alt 10.000 arbejderbørn kom på ferie på landet, så man sikrede, at de fik mad.


Nederlag eller sejr

Det hele endte den 4. september med et forlig (Septemberforliget). Begge parter sagde, at de havde vundet. Resultatet var, at arbejderne fik lov til at organisere sig, mod at man anerkendte kapitalisternes uindskrænkede ret til at lede og fordele arbejdet. Man gik også med til at garantere "fred" imellem overenskomster, og at organisationerne kunne stilles til regnskab for medlemmer, der brød "freden" - det vil sige strejkede eller lockoutede. Som konsekvens af dette blev der senere oprettet den Permanente Voldgiftsret, der skulle dømme i tvister.


Nogle strømninger inden for arbejderbevægelsen ser dette som en sejr, fordi man nu frit kunne organisere alle arbejdere uden modstand. Men vi marxister mener, at det var et nederlag. Det er positivt, at man vandt retten til at organisere sig, men den ret blev udhulet, da man kun måtte bruge den ved overenskomstkonflikter. Fredspligten betyder, at man ikke må strejke imellem overenskomstforhandlingerne, men det betyder ikke, at kapitalisterne ikke må skrue tempoet op eller fyre en masse ansatte. Derfor er denne fredspligt meget ensidig. I dag bliver den brugt som en undskyldning for fagbevægelsens ledelse til ikke at støtte deres medlemmers kamp mod arbejdsgiverne. Det er også denne fredspligt, der har ført til store erstatningskrav over for forbund, der har støttet deres medlemmer i konflikter, blandt andet HT-konflikten i 1984 og Ribus i 1995. Under alle omstændigheder lagde Septemberforliget en række bånd på den fortsatte kamp. Læs mere i næste nummer af Socialistisk Standpunkt.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.