Der er i øjeblikket en masse diskussioner af, hvilken vej arbejderbevægelsen skal bevæge sig. Ledelsen af fagbevægelsen og Socialdemokratiet nægter at bryde med det kapitalistiske system, selvom det i praksis betyder øget stress og nedslidning for det store flertal af befolkningen. Den marxistiske tendens i Socialdemokratiet og fagbevægelsen, som udgiver Socialistisk Standpunkt, har en helt anden holdning. Vi ønsker at skabe fremskridt for arbejderklassen. Det kapitalistiske samfund har, selv under opsvinget i halvfemserne, ikke betydet andet end et umenneskeligt pres på arbejderklassen.

Inden for det offentlige er der nærmest indledt en klapjagt med effektiviseringer, hvilket ikke betyder andet end, at de offentligt ansatte arbejdere må løbe endnu mere. Nu står vi over for en kommende krise. Her vil arbejderklassen blive presset endnu hårdere af en voksende arbejdsløshed med efterfølgende nedskæringer på statsbudgettet. Det kapitalistiske samfund spiller ikke længere nogen progressiv rolle for arbejderklassen. Tværtimod er alle de goder, arbejderklassen har tilkæmpet sig i 60erne nu under massivt angreb. Det er ikke grund til, at holde fast i det kapitalistiske samfund, når det uafbrudt forringer arbejdernes hverdag. I stedet må sættes et samfund, hvor arbejderklassen selv styrer produktionsmidlerne og bruger milliardoverskuddene til, hvad der kommer flertallet til gode. Den kommende tid vil sætte arbejderbevægelsen på en hård prøve.

LO har udgivet 2 store historiebøger i forbindelse med deres 100 års jubilæum. Disse lægger stor vægt på samarbejdet mellem arbejderbevægelsen og arbejdsgiverne. Til gengæld nævnes der alt for lidt om de kæmpe strejkebevægelser og kampe, som er skyld i, at lederne havde styrke til at presse arbejdsgiverne. Vi mener, derfor at historiebøgerne er misvisende og prøver at skabe et billede af, at arbejdernes tilkæmpede rettigheder er opnået ved fredelig diskussioner med kapitalisterne. Intet kunne være mindre rigtigt.

SOCIALISTISK STANDPUNKT vil derfor i dette og kommende numre prøve at give en redegørelse for de kampe og diskussioner, som udgør nogle af de væsentligste begivenheder i den danske arbejderklasses historie. Ud fra dette vil vi bevise den danske arbejderklasses kamptradition og udfordre ledelsen for LO og deres fortolkning af historien og deres politiske linje i dag.



Den danske arbejderklasses fødsel

Den voksende danske arbejderklasse dannedes sammen med det kapitalistiske system. I takt med at handlen øgedes og at landbruget blev mere effektiviseret blev grundlaget for det kapitalistiske system lagt. Nemlig akkumulering af kapital i hænderne på handlende og håndværkere som med teknologiske fremskridt som damp begyndte at seriefremstille produkter på store værksteder, som senere blev til fabrikker. Den anden væsentlige faktor var det eksplosivt voksende proletariat, der var blevet fortrængt fra landet og tvunget til at søge overlevelse i byerne.

Det danske landbrug var, indtil 1780erne, underlagt godsejerne, hvor husmænd og fæstebønder var tvunget (stavnsbundet) til at arbejde gratis for godsejerne mod bagefter at kunne arbejde på deres eget jordlod. Bønderne kunne ikke flytte væk, men var stavnsbundet til at blive.

I 1780erne fik godsejerne gennemført en række landbrugsreformer. Den jord som fæstebønderne tidligere havde dyrket til deres eget forbrug, men som tilhørte godsejerne, solgte godsejerne nu til fæstebønderne. Dette sikrede godsejerne kapital til at investere i maskiner som kunne modernisere landbruget. Stavnsbåndet blev ophævet, så man kunne få en mere bevægelig arbejdskraft, og de fæstebønder, der ikke kunne købe deres egen jord, måtte sælge deres arbejdskraft som landarbejdere til godsejerne.

Disse landbrugsreformer gjorde, at landbruget kunne eksportere sine produkter til udlandet (især England). Det betød også en øget handel mellem land og by, hvor landet solgte fødevarer mod maskiner og redskaber fra byens handlende. Landbrugsreformerne skabte også landarbejder-proletariatet, som levede under utrolig dårlige forhold. Da der ikke var arbejde til alle på landet søgte mange mod byerne. Mellem 1845 og 1890 vandrede ca. 250.000 mod byerne

Dette var med til at skabe fremgang og udvikling i byerne. I 1787 boede der ca. 175.000 i byerne i Danmark og i 1855 240.000. Byerne var styret af laug indtil indførelsen af næringsfrihedsloven i 1862. Disse laug bestod af håndværksmestre og svende og skulle indadtil regulere antallet af mestre, svende og lærlinge og udadtil fastholde priserne. Indførelsen af landbrugsreformerne var med til dannelsen af kapitalistklassen. De handlende opkøbte nu landbrugsproduktionen og solgte den videre til udenlandske markeder ( især England). Inden for håndværket blev mestrerne større, ansatte flere svende og bevægede sig derfor ind i kapitalistklassen. Flere af mestrerne startede også mindre fabrikker. Alt dette gjorde laugssystemet forældet, da laugene havde en vis lighed mellem svende og mestre hvilket gjorde, at de blev en hindring for kapitalisternes udvikling. Den voksende kapitalist- og middelklasse i land og by stillede derfor krav om et endeligt brud med feudalismen og det enevældige kongestyre. I Frankrig blev den borgerlige revolution gennemført i 1789, hvilket sikrede mere magt til den opvoksende kapitalist klasse. Endnu en revolution i 1848 fastslog kapitalisternes sejr i Frankrig. Dette skabte dønninger over hele Europa. I Danmark foregik den borgerlige revolution fredeligt ved, at borgerskabet marcherede op til kongen og krævede enevælden opløst. Belært af den franske revolution i 1789 vidste den danske konge, at hans hoved var på spil, og af frygt for en voldelig revolution opløste kongen enevælden og erstattede det med parlamentarisme, hvor monarkiet dog stadig havde stor indflydelse. Parlamentarismen var begrænset til kapitalist- og middelklassen, da lønarbejdere ikke havde stemmeret. Alt dette blev slået fast med grundloven i 1849, som garanterede ejendomsrettens ukrænkelighed. Med indførelsen af tyendeloven fra 1854 og straffeloven fra 1866 blev kapitalisternes magt yderligere slået fast. Den borgerlige revolution i Danmark var dermed gennemført.

Men med den opblomstrende kapitalisme kom også arbejderklassen. Med Karl Marx' ord fra Det Kommunistiske Manifest: "De våben, som bourgeoisiet (kapitalisterne) brugte til at slå feudalismen ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv. Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben - de moderne arbejdere, proletarerne. .... Den moderne industri har forvandlet den patriarkalske mesters lille værksted til den industrielle kapitalists store fabrik. Arbejdermasserne, som stuves sammen i fabrikken, bliver organiseret som soldater. Som menige industrisoldater bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og underofficerer. De er ikke blot bourgeoisklassens, bourgeoisstatens trælle, men de underkues hver dag, hver time, af maskinen, af opsynsmanden og først og fremmest den enkelte fabrikant selv. Jo mere åbent dette despoti proklamerer profit som sit mål, jo mere småligt, afskyeligt og oprørende virker det."



Arbejderklassens begyndende organisering

Kapitalismen og den borgerlige revolution bød ikke på gode vilkår for den arbejdende befolkning. Dødeligheden var høj, hvert 3. arbejderbarn døde, før det blev 6 år. 15% af lejlighederne i København i 1885 var etværelses, hvor der i gennemsnit boede 2,5 mennesker. Det normale ugentlige indkøb af mad bestod af : 3 rugbrød, ½ kg fedt, ½ kg smør, 125 gram kaffe, 1 kg puddersukker og kartofler eller grød som varm mad en gang om ugen. Arbejdsdagen var på 14-16 timer, der eksisterede børnearbejde og der var udbredt sult og sygdomme i arbejderkvartererne.

Arbejderne var ikke organiseret som klasse og prøvede at klare sig individuelt i konkurrence med de andre arbejdere. Men allerede i 1851 startede murersvendene omgangsskruen. Da de ikke havde økonomiske midler til, at alle gik i strejke, lavede de derfor strejke hos skiftende mestre, så de murersvende, der ikke var i strejke, kunne give strejkebidrag fra deres løn til deres strejkende kammerater. På den måde gik de fra mester til mester og "skruede" forholdene bedre. Denne strejke blev imidlertid slået hårdt ned af politiet. Gennem 1850erne og 60erne voksede arbejdernes utilfredshed med deres arbejdsgivere og diverse lokale strejker og kampe fandt sted. Kapitalisterne var ikke så glade for dette, og så helst, at arbejderne frivilligt tog imod hårdere arbejdsbyrder. I en revyvise sagde man blandt andet: "Om end din lod er fattigdom - så bliv du glad, blot du er from".



Den Internationale Arbejderassociation

Ikke kun i Danmark blev modsætningerne mellem de nye magthavere kapitalisterne og den voksende arbejderklasse større. Det samme fandt sted i alle de industrialiserede lande. I 1848 udgav den internationale arbejdersammenslutning "Kommunisternes forbund" det kommunistiske manifest skrevet af Karl Marx og Friedrich Engels. Disse to var de væsentligste skikkelser i at samle den internationale arbejderklasse i én organisation med et klart revolutionært og socialistisk program. Deres ideer, som siden er blevet kaldt marxismen, vandt tilslutning overalt. Det førte til dannelsen af International Working Men´s Association på dansk Den Internationale ArbejderAssociation IAA. Denne internationale sammenslutning, som siden er blevet kaldt 1. internationale, var en revolutionær internationale, der forsøgte at samle verdens arbejdere i en verdensorganisation, hvor de nationale sektioner var afdelinger. Dette gjorde man for at sikre, at arbejdere i et land ikke skulle kæmpe alene mod deres nationale kapitalister, men få støtte fra hele verden. Samtidig havde kapitalismen allerede på det tidspunkt udviklet et verdensmarked, hvilket gjorde, at kampen for socialisme ikke kunne isoleres til nationale kampe, men var en international kamp.



Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.