“Hvorfor frygter Moskva én mand så meget? Kun fordi jeg kender sandheden, hele sandheden. Kun fordi jeg ikke har noget at skjule. Kun fordi jeg er villig til at stille op for en offentlig og upartisk undersøgelseskommision med dokumenter, kendsgerninger og vidneerklæringer, og til at fremlægge sandheden helt til det sidste. Jeg erklærer: hvis denne kommision finder, at jeg på mindste måde er skyldig i de forbrydelser, Stalin beskylder mig for, så forpligter jeg mig på forhånd til at underkaste mig bødlerne i GPU. Jeg håber, at det er klart. Har I alle hørt det? Jeg kommer med denne erklæring over for hele verden. Jeg beder pressen om at trykke mine ord selv i verdens fjerneste afkroge. Men hvis kommisionen finder, at Moskvaprocesserne er et bevidst og planlagt svindelnummer, så vil jeg ikke bede dem, der anklager mig, om at stille sig op foran henrettelsespelotonen. Nej, den evige skændsel i hukommelsen på adskillige generationer vil være nok for dem! Kan anklagerne i Kreml høre mig? Jeg udfordrer dem. Og jeg venter på deres svar!”

Fra Trotskijs tale for Dewey-kommisionen, april 1937.

I august 1936 førte Stalins svindelnumre til, at de gamle bolsjevikker Kamenev, Zinovjev, Smirnov, Mrakhkovskij og tolv andre blev tvunget til at tilstå forbrydelser, de ikke havde begået, og derefter blev de skudt. I januar 1937 blev andre ledende bolsjevikker, deriblandt Pjatakov, Radek, Sokolnikov og Muralov, også falsk anklaget og enten henrettet eller snigmyrdet. I juni 1937 blev marskal Tukhatjevskij og en gruppe af de højest rangerende generaler i den Røde Hær henrettet. Til sidst, i marts 1938, blev Bukharin, Rykov, Krestinskij og andre også dømt for kontrarevolutionær virksomhed og skudt. De var alle gamle medlemmer af Lenins politbureau, snart var der kun Stalin tilbage. Trotskij var den hovedanklagede i disse processer, selvom han ikke var fysisk tilstede. De blev alle anklaget for at ville snigmyrde Stalin og de andre sovjetledere, ødelægge landet og for at konspirere med efterretningstjenesterne i England, Frankrig, Japan og Tyskland. De blev også beskyldt for at være i hemmeligt forbund med Hitler og den japanske kejser for at stjæle sovjettisk territorium.

Svindelprocesserne blev fulgt af en omfattende udrensning, der berørte millioner. Mange blev henrettet uden rettergang, fordi de nægtede at vidne falsk. De anklagedes tvungne tilståelser var det eneste grundlag for processerne og dommene. Det var kun Trotskij, der var uden for Stalins rækkevidde, og ham kunne man ikke lukke munden på. Ved hver given lejlighed fordømte han stalinistregimets uhyrlige handlinger.

Samtidig spyttede kommunistpartierne over hele verden en lind strøm af propaganda ud imod Trotskij og for processerne. Især de engelske stalinister gik meget op i den disciplin. R. Page Arnot skrev i Labour Monthly: “Trotskijsmen er nu blevet afsløret som fascismens hjælper.” Walter Holmes skrev i Daily Worker (4/9/36): “Hvad bekymrer I jer om? Alle i vores parti er fornuftige nok til at kunne se, at de skal skydes.” John Gollan skrev en pjece med titlen “Trotskijsmens udvikling fra mensjevisme til forbund med fascisme og kontrarevolution.” D.N. Pritt skrev: “Endnu engang trykkes de mere blødhjertede socialister af tvivl og bekymring,” men “endnu engang kan vi være sikre på, at når røgen driver væk fra slagmarken, så vil det stå klart, at anklagen var korrekt, tilståelserne ligeså, og retsforfølgelsen retfærdigt udført.”

Pjatakov

Imens i Rusland væltede stalinistregimet sig i bolsjeviklig. Den tiende august viste Jezjov, der var en af lederne af det hemmelige politi, Pjatakov de vidneudsagn, der var imod ham, og det gav ham et nervesammenbrud. Han prøvede at forsvare sig ved at beskylde “trotskijsterne” for at sprede løgn om ham. Han sagde, at han var skyldig i “ikke at have været opmærksom over for det kontrarevolutionære arbejde, hans egen ex-kone havde deltaget i,” og han bad om at blive straffet hårdt. Han ville gerne “rehabiliteres,” og derfor bad han Centralkomitéen om personligt at få lov til at skyde alle dem, der blev dømt til døden under processerne, inklusiv hans ex-kone. Han anmodede om, at der blev trykt en erklæring om dette i pressen.

“Da Stalin rapporterede dette til decembermødet i Centralkomitéen i 1936,” – skriver Vadim Rogovin i sin fremragende bog “1937: Stalins terrorår” – “så sagde han, at Pjatakov “med glæde” ville spille rollen som anklager. 'Men da vi tænkte nærmere over sagerne, besluttede vi, at det ikke ville du. Hvad ville der ske, hvis vi brugte ham som offentlig anklager? Han ville sige en ting, og så ville de anklagede protestere og sige: 'Se hvor du er havnet – i anklagerens stol. Men arbejdede du ikke med os førhen?!' Og hvad vil det føre til? Det ville gøre processen til en komedie og forstyrre det hele.'” (Rogovin, s. 69)

På den ene side viste dette, hvor meget de havde fået knækket Pjatakov, og hvor desperat han var for at undgå sin uundgåelige skæbne. Han kastede sig i støvet for Stalin. Hans bøn om at blive anklager blev endda kynisk overvejet af Stalin, men afslået af frygt for, at det ville forstyrre processen.

Dernæst overvejede Stalin Pjatakovs anmodning om at få lov at skyde de anklagede, inklusiv ex-konen, men han fandt det uklogt: “hvis vi besluttede det, så ville ingen tro på, at vi ikke havde tvunget ham til det. Vi sagde, at det ikke ville fungere, ingen ville tro, at du frivilligt havde besluttet at gøre det uden tvang. Jo, og for resten, så har vi aldrig offentliggjort navnene på dem, der fuldbyrder dommene.” (Citeret i Rogovin, s. 70)

Da Tomskijs navn blev nævnt i Pravda i forbindelse med “Trotskij-Zinovjev-banden,” skød han sig. Han efterlod et brev til Stalin: “Jeg har aldrig været med i nogen sammensværgelse mod partiet.” Forhørene af Radek, Sokolnikov og Pjatakov tjente til at sværte deres navne til. De tilstod, at der eksisterede et mystisk “netværk,” som Trotskij skulle have brugt til at organisere terror inde i USSR. De blev dømt skyldige. Pjatakov blev skudt, og Radek og Sokolnikov kom i fængsel – for senere at blive myrdet i 1939 af andre fanger i fængslet, tilsyneladende efter ordre fra sikkerhedsstyrkerne.

I begyndelsen af 1935 blev Trotskijs søn Sergej Sedov arresteret og sendt i eksil i Vorkutalejren. Der blev fremlagt nye anklager mod ham for at have forgivet arbejdere. Han blev dømt skyldig og skudt 29. oktober 1937. Hele Trotskijs familie – i hvert fald dem, myndighederne kunne finde - blev senere arresteret. “Alene navnet Trotskij vækkede en mystisk rædsel i hjertet på folk, der levede under den store udrensning,” noterede Runin, Sergejs svoger. “Og når min søster havde forbindelse til det navn, så blev hun – og hele vores familie – til forbrydere mod staten, 'kollaboratører', 'spioner', 'sammensvorne', kort sagt 'agenter for den største skurk i moderne tid, Sovjetmagtens værste fjende.' ” (Citeret af Rogovin, s. 152-3)

Tilståelser

Der var mange, der under langvarigt forhør tilstod forbrydelser, de ikke havde begået, men der var også mange, der ikke gjorde det. De fleste blev skudt. Der var nogle, der overlevede, så som D.B. Dobrusjkin, en ingeniør fra Moskva. Han blev udsat for to års forhør, hvorunder han mistede synet på højre øje. Til sidst blev han løsladt.

Heksejagt-stemningen påvirkede alle, selv de mest indædte stalinister. Ordzjonikidze begik f.eks. selvmord i starten af 1937, efter at han konstant var blevet generet af Beria fra GPU. I februar-marts blev der på Centralkomitéens møde konstrueret en anklage mod Bukharin og Rykov. De blev tvunget til at krybe i støvet for deres bødler. Da Bukharin undskyldte for sin politiske kortsynethed, afbrød Stalin ham: “Det er ikke nok, det er ikke nok!” Så bønfaldt han Centralkomitéen om “endnu engang at tilgive mig.” Efter fire dages forhør var både Bukharin og Rykov ekstremt udmattede og fortvivlede. Når de talte, blev de konstant afbrudt og sendt tilbage til deres celler. På et tidspunkt, da Bukharin havde talt, kom der tilråb fra tilhørerne: “Han skulle have været smidt i fængsel for længe siden!” Stalin opfordrede dem til at “rense sig” ved at vidne imod sig selv og andre.

Stalins agenter havde også travlt på den internationale arena – med at afsløre trotskijstiske “kontrarevolutionære.” I Spanien forfulgte og snigmyrdede GPU under ledelse af Alexander Orlov trotskijster og også antistalinisterne i POUM. Deriblandt var Trotskijs sekretær i Norge, Erwin Wolf, og POUM-lederen Nin, der blev udsat for nådesløs tortur, hvorefter hans lig blev skaffet hemmeligt af vejen. I 1937 brød GPU-agenten Ignace Reiss offentligt med Stalin og gik med Trotskij. Han blev jaget, opsporet og myrdet. I 1938 blev Trotskijs søn, Leon Sedov, myrdet i Paris. Samme år fandte man liget af Rudolf Klement, bevægelsens internationale sekretær, uden hoved på bunden af Seinen. Nettet strammedes.

Trotskij vidste, at hans liv var i konstant fare. Han plejede at sige til Natalia: “Vi er blevet skånet endnu en dag.” Det var Trotskijs håb, at han ville få tid nok til at udvikle og uddanne nye kadrer til de revolutionære hændelser, der ville udspille sig under og efter krigen. Trotskij var legemliggørelsen af den revolutionære marxismes ægte traditioner. Derfor var han en dødelig trussel mod Stalin. Utilfredsheden inde i USSR, sammen med det der skete i Spanien, var en trussel om, at oppositionen i landet kunne blive genoplivet. Det var grunden til, at Stalin satte udrensningerne i gang. Al potentiel opposition skulle udryddes.

Trotskij selv blev myrdet af en stalinistagent den tyvende august 1940. Men at dræbe en mand er ikke det samme som at dræbe hans idéer. Stalinismen er brudt sammen i den tidligere Sovjetunion. Det stalinistiske bureaukrati er – som Trotskij forudsagde – gået over til den kapitalistiske kontrarevolution. Der er røre i kommunistpartierne over hele verden. Aldrig før har de været så åbne over for Trotskijs idéer. Udviklingen af stærke marxistiske strømninger overalt i verden er nu opgaven for den nye generation af arbejdere og unge. Trotskij har efterladt os en skat af idéer, der kan hjælpe os i kampen. Foran os ligger en ny periode med revolutioner og kontrarevolutioner. På grundlag af begivenhederne vil arbejderklassens traditionelle organisationer blive omdannet og genomdannet og åbne vejen for skabelsen af marxistiske massetendenser internationalt.

Trotskij forsvarede sin ære og tro på menneskehedens socialistiske fremtid lige til den bitre ende. Det var altafgørende at bevare den revolutionære socialismes banner uplettet. “Vi vil ikke overlade dette banner til falskhedens mestre,” sagde Trotskij. “Hvis vores generation har vist sig at være for svag til at skabe socialismen her på jorden, så vil vi give det uplettede banner videre til vores børn. De kampe der ligger forude, vil langt overgå betydningen af enkelte individer, fraktioner og partier. Det er en kamp for hele menneskehedens fremtid. Det vil blive en hård kamp, og den vil være lang. Lad dem, der søger fysisk fred og hvile og sjæleligt velvære, træde tilside. I tider med reaktion er det lettere at støtte sig til bureaukratiet end til sandheden. Men for alle dem, som ikke ser socialismen som en tom frase, men som selve indholdet af deres moralske liv, gælder det: Fremad! Hverken trusler, retsforfølgelse eller vold kan stoppe os. Måske bliver det over vores lig, men sandheden vil sejre. Vi baner vejen for den, og sandheden vil komme til at stå som sejrherre. Under skæbnens forfærdelige slag vil jeg føle mig så glad som i min ungdoms bedste dage, hvis blot vi kan hjælpes ad om at fremme denne sejr. For, venner, den højeste menneskelige glæde er ikke at udnytte nutiden, men at forberede fremtiden.”


Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.