Denne artikel er oprindeligt et oplæg holdt på et møde i september 2001. Den handler om Internationalernes historiske udvikling - dvs. de internationale arbejdersammenslutningers historie fra Første Internationale, der blev stiftet i 1864, gennem Anden, Tredje og Fjerde Internationale op til nutiden.

Hvorfor er der brug for en Internationale?

Hvorfor er det nødvendigt med internationale socialistiske sammenslutninger? Kapitalismen er international og har udviklet et verdensmarked. Allerede i det Kommunistiske Manifest beskrev Marx og Engels, hvordan jagten på markeder, billig arbejdskraft, råvarer osv. tvinger kapitalisterne ud i hele verden og til at indføre deres system overalt. De har gjort produktionen og forbruget internationalt. Derfor har arbejdere i alle lande også omtrent de samme grundlæggende vilkår, de samme problemer, og løsningen på problemerne er også den samme over hele jorden: organi-sering i arbejderklassens egne organisationer og kamp for den socialistiske omdannelse af samfundet.

Både på Marx og Engels' tid og i nutiden har kapitalisterne internationale forbindelser, og de udnytter, at deres system er internationalt - f.eks. til at få udenlandske strejkebrydere til landet, importere billig arbejdskraft (som de så senere kan beskylde for alle mulige problemer), eller de flytter produktionen til udlandet, hvis der bliver for besværligt et sted.

Derfor må arbejderklassen også være internationalt organiseret, på tværs af grænserne. Så kan man stå sammen og kæmpe sammen i stedet for at konkurrere med hinanden, jvf. alle landes kapitalister og politikeres evindelige snak om at forsvare "konkurrencedygtigheden" - det er ikke andet end forsøg på at få arbejderne til at konkurrere med hinanden om, hvem der kan få de dårligste forhold.

Godt nok er kapitalismen international, men den er også national. Det kapitalistiske system er kendetegnet ved et marked, hvor der er konkurrence mellem forskellige kapitalister fra forskellige lande. Enhver kapitalist vil udnytte alle midler, deriblandt hans egen nationalstat, til egne formål. Når der er opsving, og det går fremad for dem alle sammen, kan de godt samarebjde lidt (f.eks. i EU), men når krisen bliver dybere, vil modsætningerne og konflikterne mellem de forskellige landes kapitalister vokse. Så kapitalismen kan aldrig føre til et ægte internationalt samfund -det kan kun socialismen.

Og internationalismen er ikke bare et valgfrit tilbehør til socialismen. Det er en absolut nødvendighed. En arbejderstat vil aldrig kunne udvikle sig til en højere og mere effektiv samfundsform end kapitalismen, hvis den ikke kombinerer ressourcer fra mange lande i hele verden. Socialismen er international, eller også er den intet.

Første Internationale

Det var på denne baggrund, at Første Internationale blev dannet i september 1864. Den bestod især af fagforeningsfolk fra England, franske arbejdere og forskellige mere eller mindre progressive grupper fra mange forskellige lande, lige fra anarkister til marxister.

Marx spillede en stor rolle ved stiftelsen - havde stor indflydelse på programmet og skrev bla. Stiftelsestalen, som blev vedtaget enstemmigt.

Internationalen vandt stor tilslutning i mange lande, hvor der blev opbygget afdelinger i form af arbejderpartier.

Første Internationales interne liv var præget af modsætninger mellem anarkisterne og Marx og hans tilhængere. I længden var det selvfølgelig umuligt at forene anarkister, som ikke ønkser at føre en politisk kamp for statsmagten, og marxister, som ønsker at organisere og lede kampen på alle områder. Man kan aldrig opbygge en seriøs organsiation på anarkismens præmisser. Det var Marx' holdninger, der fik flertal, men der blev ved at være interne kampe.

I 1871 havde arbejderne i Paris for første gang taget magten, omend kortvarigt. Da Pariserkommunen blev nedslagtet, var det et stort nederlag for den internationale arbejderklasse. Desuden gik kapitalismen senere ind i en lang generel opsvingsperiode. Disse kendsgerninger lagde et stort pres på Internationalen, der også havde økonomiske problemer med at betale understøttelse til alle dem, der var flygtet, da Kommunen blev nedkæmpet. Splittelsen voksede, og organisationen var truet af opløsning. Derfor prøvede Marx at redde den ved at flytte hovedsædet til USA uden for anarkisternes indflydelse, men lige lidt hjalp det, og Første Internationale måtte nedlægges i 1876.

Anden Internationale

Marx og Engels' arbejde i Første Internationale havde båret frugt i form af store arbejderorganisationer i mange lande, og efterhånden som disse voksede, og marxismen vandt større og større udbredelse, blev der grundlag for at danne en ny Internationale i 1889: Anden Internationale.

Kapitalismen bevæger sig i periodiske opsving og kriser - det er en lov, der gælder for det kapitalistiske system. Men i kapitalismens historie er der også større perioder, der er kendetegnet ved nedgang eller opsving - f.eks. det lange efterkrigsopsving efter Anden Verdenskrig til slutningen af 60'erne/starten af 70'erne. På samme måde var der fra 1870'erne og ca. 40 år frem et generelt opsving, hvor de periodiske kriser var små og svage, og opsvingene længere og kraftigere.

Det skabte grundlag for udvikling af industrien og dermed af arbejderklassen, der voksede, blev samlet og bedre uddannet. Derfor voksede også arbejderorganisationerne kraftigt i alle lande. I denne periode kunne man opnå mange fremskridt uden større kamp, men alene ved truslen om kamp og fordi kapitalisterne vidste, at de havde råd til indrømmelser pga. opsvinget og deres udnyttelse af de koloniaserede lande.

Denne situation påvirkede ledelsen. De blev vant til fredelig forhandling og kompromisser, og de fik idéen om, at man kan reformere sig til alt og langsomt afskaffe kapitalismen på den måde. De fik flere og flere privilegier, efterhånden som organisationen og apparatet voksede og fik mere indflydelse, og efterhånden som de kom til at sidde til møder med regeringer og arbejdsgivere. De blev mere og mere fjernet fra de almindelige arbejdere og deres forhold, og blev mere og mere til en privilegeret elite. Sådan opstod reformismen.

Marxister går ikke imod reformer, tværtimod - de kæmper for selv den mindste forbedring under kapitalismen. Men problemet er, at kapitalismen ikke bare udvikler sig fremad til noget bedre og bedre hele tiden. Med jævne mellemrum kommer den i krise. Så fjernes de fremskridt, man har tilkæmpet sig, og hvis man ikke er revolutionær og parat til at bryde med kapitalismen, så må man følge dens love og være med til at skære ned. Sådan er reformismen i virkeligeheden blevet til kontra-reformisme.

Allerede dengang i begyndelsen af 1900-tallet var store dele af ledelsen for Internationalens sektioner blevet reformister. De havde helt mistet perspektivet på socialisme - som Bernstein, reformismens ledende teoretiker, sagde: "Bevægelsen er alt, målet er intet." I 1904 stemte "socialister" første gang for et kapitalistisk budget i Landdagen i Baden i Tyskland.

Ledelsen var kommet i en situation, hvor de allermest bekymrede sig om at bevare deres egne poster og privilegier. I ord var de stadig marxister, og helt op til krigsudbruddet i 1914 svor alle partierne i Internationalen, at man aldrig ville støtte imperialisternes røverkrig og sende verdens arbejdere i kamp mod hinanden, men at man derimod ville kalde til klassekrig i alle landene. Men da det virkelig galdt, spillede den reformistiske ledelse fallit. Da krigen brød ud, stemte alle arbejderpartierne for krigsbevillinger og støttede "deres egne" regeringer (undtagen de to yngste sektioner af Internationalen, den russiske og serbiske). Også i Danmark stemte Socialdemokratiet for bevillinger og indkaldelse af en sikringsstyrke, og Stauning gik med i den borgerlige regering i 1916.

Anden Internationale var brudt sammen, da det virkelig galdt.

Tredje Internationale

Der var ægte internationalister tilbage i Internationalen, og de dannede den såkaldte Zimmerwaldbevægelse (efter navnet på den by, der blev holdt et møde i). Det var en meget lille gruppe, deriblandt Lenin og Trotskij, som skrev de forskellige resolutioner og manifester.

I 1917 var der revolution i Rusland, og verdens første arbejderstat blev dannet. Lenin og Trotskijs politik havde ført til succes, mens reformisternes politik kun havde ført til krig og elendighed for verdens arbejdere. Den russiske revolution fik enorm indflydelse på arbejdere i hele verden og der var revolutionære bevægelser i mange lande, bla. Tyskland, Østrig, Italien, England, Frankrig. Men overalt blev bevægelsen forrådt af de reformistiske ledere. Zimmerwaldbevægelsen blev omdannet til en ny Internationale, Tredje eller Kommunistisk Internationale, og i alle lande blev der dannet store kommunistiske partier - ikke ud af den blå luft, men ved splittelser og kamp i de gamle organisationer. Nye partier opstår ikke bare ved at man udråber dem...

Den nye Internationale var en enorm revolutionær kraft, men de forskellige sektioner - kommunistpartierne i de forskellige lande - var unge og forholdsvis svage. Ihvertfald for svage til at drage fordel af reformisternes forrædderi over for revolutionen og føre den til sejr.

På den måde blev revolutionen isoleret i Sovjet, som var et tilbagestående land på det tidspunkt, og som ydermere var hærget efter krig, borgerkrig og udenlandsk intervention imod revolutionen. Der havde været hungersnød, industrien var smadret, og i det hele taget var det en ufattelig elendig situation, som den nye arbejderstat stod overfor. For at opbygge arbejderstaten blev man nødt til at bruge mange folk fra det gamle zaristiske bureaukrati, og arbejderklassen var stærkt reducereret af krigen og træt og sulten osv. - alt for svækket til at kunne styre og kontrollere staten og økonomien. Sådan kunne bureakuratiet blive mere og mere magtfuldt og selvstændigt og tilrane sig stadig flere privilegier.

Bureaukratiet forsvarede ikke længere socialismen, men deres egne interesser. De ønskede ikke at vende tilbage til kapitalismen, for grundlaget for deres privilegier var jo den nationaliserede planøkonomi, men de ønskede heller ikke at udbrede revolutionen, for det ville opildne de sovjetiske arbejdere til at skaffe sig af med bureaukratiet og genindføre arbejderdemokratiet. De ønskede kort sagt at bevare situationen mere eller mindre som den var. Dette førte i 1924 til Stalins berømte "teori" om "socialisme i ét land", der ikke har en brik med socialisme eller marxisme at gøre. Fra da af var Tredje Internationale reduceret til sovjetbureaukratiets forlængede arm og til rollen som grænsevagt for Sovjetunionen. Den modarbejdede efter Moskvas ordrer den revolutionære bevægelse i Kina i '25-'27, da man underordnede det kinesiske kommunistparti under det borgerlige parti Kuomintang. Det førte til nederlag og massakre på de kinesiske kommunister. I Tyskland førte man en sekterisk anti-socialdemokratisk linje i 30'erne, hvilket førte til splittelse i den tyske arbejderklasse, og til at fascisterne kunne komme til magten. I Spanien gik man ind for Folkefronten og samarbejde med de borgerlige under revolutionen i 30'erne, hvilket også førte til nederlag og mange års fasciststyre under Franco.

Fjerde Internationale

Alt dette skete ikke uden modstand. Sovjetbureaukratiet kom til magten over et bjerg af lig og blod. De måtte udrydde alle spor af den socialistiske og internationalistiske revolutionære tradition.

Der var opposition i Sovjet og i Internationalen - Venstreoppositionen ledet af Leon Trotskij. Han analyserede årsagerne til udviklingen af bureaukratiet og krævede genindførsel af arbejderdemokratiet. Stalinisterne ekskluderede ham og hans tilhængere af partiet og sendte dem i lejre eller i eksil. Men Trotskij så stadig sig selv som en del af partiet og Internationalen og prøvede at kæmpe for at ændre partiet. Men da Hitler kom til magten i Tyskland, og den stalinistiske ledelse for Internationalen ikke tog ved lære af dette store nederlag, men tværtimod nærmest bød det velkomment, så opgav Trotskij denne tanke om at reformere Internationalen. Han drog den konklusion, at en Internationale, der kunne lade fascisterne komme til magten uden, at der blev løsnet et eneste skud, og uden at der lød et ramaskrig inde i Internationalen, den kunne ikke længere bruges som værktøj for revolutionen. Senere under anden verdenskrig blev den da også nedlagt af Stalin for at gøre de engelske og franske imperialister glade.

Derfor måtte Venstreoppositionen danne en ny Internationale, den Fjerde, som ikke var skæmmet af reformisternes og stalinisternes forræderi. Dette skete i 1938, og der blev også Overgangsprogrammet vedtaget.

Fjerde Internationales sektioner var små og isolerede, men de havde dog gode kort på hånden, i form af Trotskij og hele læren af Anden og Tredje Internationales forfald og af de store revolutionære bevægelser. For at nå ud til arbejderklassen og komme i kontakt med de aktive lag, som befandt sig i de traditionelle organisationer i arbejderbevægelsen, blev entrisme-taktikken taget i brug i denne periode.

Trotskijs perspektiv var, at der var en verdenskrig på vej, og at den ville blive fulgt af en revolutionær bølge ligesom efter første verdenskrig. Denne bølge ville skylle alle de gamle forrædere væk og ikke efterlade noget af de gamle organisationer. Dette var også, hvad der skete - efter anden verdenskrig var der revolutionære forsøg i mange lande, og mange steder kunne revolutionen sagtens være lykkedes, inklusiv i Danmark. Men stalinisterne forrådte bevægelsen, manede til ro og samarbejde med borgerlige grupper og forhindrede på denne måde revolutionen i at lykkes. I stedet gik de ind og dannede stalinistiske arbejderstater i Østeuropa.

På den måde kom kapitalismen i Vesten helskindet ud af sine problemer efter krigen og kom bagefter ind i et langt opsving. Kapitalismen i Vest var altså blevet styrket, og i Øst samt blandt mange arbejdere og kommunister i Vest var stalinismen også styrket pga. den altafgørende rolle, de sovjetiske soldater havde haft i at smadre den nazistiske krigsmaskine. Dvs. at Fjerde Internationales sektioner var endnu mere isolerede end før, og stod i en meget svær situation.

Og da Trotskij blev myrdet af en stalinistisk agent, stod Internationalen uden en kompetent leder. De nye ledere kunne ikke leve op til det, der krævedes i den hårde situation. De tog Trotskijs perspektiv om krig og krise som noget nærmest religiøst, der altid var rigtigt, uanset hvordan situationen var, og de nægtede at tro, at kapitalismen selvfølgelig altid ville komme sig igen oven på en krise, og de benægtede muligheden af et langt efterkrigsopsving. De kunne ikke forstå den ændrede situation, og i de kommende mange år jog de mere eller mindre forvirret rundt fra den ene "nye teori" til den anden, og fandt "løsningen" på verdens problemer snart i studenterbevægelser, så i guerrillakrig i den tredjeverden osv. osv.

Nu er Fjerde Internationale på det nærmeste brudt sammen. Der holdes så vidt vides ikke rigtige kongresser. Hvis man kigger på internettet, kan man finde side op og side ned med forskellige grupper, der kalder sig for Fjerde Internationales sekretariat, og der er utallige fraktioner og smågrupper. Et klart politisk svar på noget som helst skal man lede længe efter. I Danmark er det SAP, der er den danske sektion, og de er nærmest ikke-eksisterende, i og med at de har opløst sig selv mere eller mindre i Enhedslisten.

Der har selvfølgelig været modstand mod de forvirrede tendenser i Fjerde Internationale, og den marxistiske opposition blev ekskluderet allerede i 1965.

Nutiden

Siden dengang har marxisterne prøvet at bevare de marxistiske idéer og de gode traditioner fra de fire første Internationaler og lære af fejlene.

Behovet for en Internationale er lige så stort eller større i dag, end det var på Marx og Engels' tid, da de dannede Første Internationale. I jagten på profit, billig arbejdskraft, markeder og indflydelse er kapitalismen blevet endnu mere international, og arbejderklassen har stadig brug for international organisering.

Komitéen for en Marxistisk Internationale kæmper for at opbygge denne organisation - på grundlag af de marxistiske idéer og de ægte internationalistiske traditioner. Socialistisk Standpunkt er den danske sektion.

Det er en hård kamp, vi står overfor, selvom vi med Sovjetunionens fald ikke længere har stalinismen som seriøs modstander mere. Vi er stadig små og isolerede, men med de marxistiske idéer og tålmodigt arbejde i arbejderbevægelsen vil vi gå fremad. Den kommende periode vil være kendetegnet ved store kampe i Danmark og på verdensplan. Vi er gået ind i en urolig tid med krige, revolutioner og kontra-revolutioner, hvor det mere end nogensinde før vil være nødvendigt med klare idéer og et klart svar, og hvor stadig flere vil søge disse idéer og svar.