Pris bossen, når morgenfløjten lyder på fabrikken
Pris ham for alt det overarbejde, han giver os
Pris ham for hans krige, som vi udkæmper
Pris ham, den fede blodsuger og snylter
(En Wobbly-doxologi*)


Amerikanske studerende, der brænder deres indkaldelsesordrer; Jane Fonda, der protesterer; amerikanske bygningsarbejdere med beskyttelseshjelme på, der tæver demonstrerende studenter. Disse billeder fra protesterne mod Vietnamkrigen dukker frem i erindringen, mens USA endnu engang forbereder sig på krig.

Fotografiet af bygningsarbejderne var det eneste billede af arbejdere overhovedet på den "Modstands"-udstilling, der for nylig blev vist på Stockholms Museum for Moderne Kunst. Formålet med denne udstilling var at fremstille protestbevægelserne fra 1960'erne og op til i dag. Den giver indtryk af, at der kun var nogle enkelte modige individer, der gik imod den amerikanske imperialisme. Men virkeligheden var – og vil blive – anderledes.

Det var hverken demonstrerende studerende (studerende blev ikke indkaldt) eller intellektuelle, der var afgørende for freden i Vietnam. Det var heller ikke den vietnamesiske hærs kamp. Det var derimod den amerikanske arbejderklasse, både dem med og uden uniform på, som mere end noget andet satte en stopper for krigen.

Baggrunden for Vietnamkrigen er følgende. I 1954 efter hundrede års fransk kolonistyre blev Frankrig tvunget til at forlade Vietnam efter et ødelæggende nederlag ved Dien Bien Phu. Da Frankrig trak sig ud, var det vietnamesiske Kommunistparti under ledelse af Ho Chi Minh klar til at tage magten.

Men Kina og Sovjetunionen frygtede, at det franske nederlag ville være et for stort slag imod imperialismen, hvilket ville forstyrre magtbalancen i den Kolde Krig. Så i stedet for at lade den franske hær stikke halen mellem benene og flygte, gennemtvang de en aftale, der flyttede Ho Chi Minhs tropper til den nordlige del af landet, og de franske styrker til den sydlige del. Det var meningen, at franskmændene skulle styre syden indtil det valg, der var planlagt i 1956. Efter valget skulle vinderen have kontrol over hele landet.

Men valget blev aldrig udskrevet. I stedet blev Ngo Ding Diem, en vietnameser der boede i USA, fløjet til landet og indsat som leder af landet. Gennem massiv politisk, økonomisk og militær intervention skabte USA en ny stat i Sydvietnam. Denne stat angreb så Nordvietnam. Præsident Eisenhower sagde senere, at han mente, at Ho Chi Minh ville have fået 80% af stemmerne, hvis der var blevet afholdt frie valg. (Præsident Eisenhower, "Mandate for Change" s. 372)

Dette skete, mens den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og Kina på den ene side og USA på den anden var på sit højdepunkt. USA ønskede ikke at se endnu et land bryde fri af deres indflydelsesområde.

Der lå også traditionelle imperialistiske intersser bag USA's indgriben. Allerede i 1954 blev artiklen "Hvorfor er USA villig til at risikere en krig i Indokina" offentliggjort i "U.S. News and World Report". Denne artikel sagde: "Et af de rigeste områder i verden vil ligge åben for sejrherren i Indokina. Det er det, der ligger bag den voksende amerikanske interesse… Tin, gummi, ris, strategiske nøgleprodukter er den egentlige grund til denne krig. USA ser dette som et område, hvor de må opretholde deres kontrol – med alle nødvendige midler." (4. april 1954) Selvfølgelig var der også spørgsmålet om billig arbejdskraft. Som der stod i Business Week (20. april 1963): "I slutningen af 40'erne og endnu mere i 50'erne op til i dag fandt amerikanske selskaber i den ene industri efter den anden ud af, at deres udenlandske indkomster blev ved med at stige. Deres indtægter var normalt væsentligt højere i udlandet end i USA." Det er ikke så underligt, når lønningerne kun var en brøkdel af, hvad de var i USA.

Kommunistpartiet i Sydvietnam organiserede en guerrillahær, NFL, til at bekæmpe Diem og USA. Indtil Tet-offensiven i 1968 var NFL den væsentligste anti-amerikanske væbnede styrke i Sydvietnam. Som følge af den enorme opbakning i befolkningen, især på landet, kunne NFL slå til hurtigt og så forsvinde igen. Det fik CIA til at gribe til ren terror mod den vietnamesiske befolkning for at få dem til at lade være med at beskytte NFL-soldaterne og give dem mad og udstyr. I 1967 var nedslagtning af hele familier blevet en integreret del af CIA's dagsorden. ("Fragging Bob", Douglas Valentine.)

Efterhånden som det blev klart, at den sydvietnamesiske hær ikke kunne slå guerrillaerne, blev USA trukket mere og mere ind i krigen. USA's væbnede intervention i Vietnam begyndte i 1963. I august det år beordrede USA's præsident, Lyndon B. Johnson, det første bombardement af Nordvietnam. Seks måneder senere begyndte operation "Rolling Thunder" – bombningen af Nordvietnam. Der blev smidt flere bomber i Vietnam under denne kampagne alene end under hele Anden Verdenskrig. Det svarede til ca. 150 kg bomber for hver eneste mand, kvinde og barn i Vietnam. Der døde 2 millioner vietnamesere og mere end 50.000 amerikanske soldater i denne krig. Kemiske våben ødelagde 10% af landets areal.

I det meste af de sidste 10 år har USA bombet i Irak. Grunden har, ifølge den amerikanske regering, været at ødelægge blandt andet Iraks kemiske våben. Men den amerikanske regering tøvede ikke med at bruge kemisk krigsførsel, da de sloges mod de vietnamesiske guerrillaer gemt under junglens blade. Det er indlysende, at kemiske våben kun er en dårlig ting, når de ikke selv bruger dem.

Det totale antal af amerikanske soldater i Vietnam steg fra 23.300 i 1963 til 184.000 i 1966. I januar 1969 nåede man højdepunktet – 542.000 amerikanske soldater i Vietnam. Alligevel var den amerikanske hær ude af stand til at besejre Vietnam.

Natten til 31. januar 1968 indledte den nordvietnamesiske hær og NFL Tet-offensiven. NFL brød den våbenhvile, de havde indgået under nytårsfejringen, og kæmpede sig ind i mere end 100 byer, inklusiv Sydvietnams hovedstad Saigon, efter at de havde afledt den amerikanske hær gennem et angreb i Khesan-provinsen.

Amerikanerne blev overrumplet. Under Tet-offensiven lykkedes det endda for guerrillaerne at indtage den amerikanske ambassade. Gennem kontakter og spioner havde NFL opbygget lagre af våben, ammunition og sprængstoffer på et hemmeligt sted som forberedelse til angrebet. Klokken kvart over tre om morgenen kørte en gruppe guerrillasoldater op til ambassaden i en taxi. På fem minutter fik de dræbt de fem vagter, der var der, og de indtog bygningen. Guerrillaerne tog også hovedkvarteret for den sydvietnamesiske og amerikanske hær og den enorme amerikanske militærbase ved Bienhoa, nord for Saigons lufthavn. 14 guerrillasoldater, der angreb den største radiostation i Saigon, var under belejring i 18 timer, hvorefter de sprang sig selv og bygningen i luften.

Offensivens omfang og rækkevidde forbavsede de amerikanske generaler. En af dem beskrev angrebsmønsteret som en kugle i et pinball-spil, hvor lysene bliver tændt for hvert angreb. Der er ingen tvivl om, at dette var en af de mest vovede militærkampagner i historien. Den nordvietnamesiske general Giap havde forberedt den siden september 1967, hvor han indså, at krigen var gået i hårdknude, og at der måtte gøres noget for at komme videre.

Men offensiven blev ikke en militær succes. NFL mistede mere end 50.000 mand, og amerikanerne og sydvietnameserne 6.000. Derudover mistede NFL det meste af sin kommandostruktur i Sydvietnam. I løbet af få dage blev de drevet tilbage fra de stillinger, de havde erobret. Tet-offensiven var på den ene side højdepunktet for guerrillaaktiviteten under Vietnamkrigen, men på den anden side samtidig begyndelsen til, at dette kom til at spille en mere marginal rolle under resten af krigen.

NFL havde håbet, at Tet-offensiven ville starte en opstand blandt befolkningen i byerne. Men de stalinistiske ledere i NFL tog fejl, da de troede, at de kunne skabe en massebevægelse bare ved at trykke på en knap. Opstanden blev meget begrænset. Efter Tet-offensiven blev det meste af kampen mod USA udkæmpet af den almindelige nordvietnamesiske hær.

Men Tet-offensiven blev også en anden slags vendepunkt. Den fik stor indflydelse på holdningen i den amerikanske arbejderklasse. For første gang i en stor krig viste fjernsynets magt sig. 50 millioner mennesker fik krigens ødelæggelse at se. Den amerikankse regering kunne ikke længere fremstille krigen som noget rent, simpelt noget, der let kunne vindes. Da oplysningerne om Song My-massakren (i den lille landsby My Lai) senere begyndte at sive ud i medierne, ændrede manges holdning til krigen sig grundlæggende, og der skete en eksplosiv vækst i modstanden i USA.

Den sande historie om, hvad der skete tidligt om morgenen den 16. marts 1968, da en gruppe amerikanske soldater indtog en lille landsby i Sydvietnam, kom først frem den 13. november 1969.

Sådan beskriver Adam Silverman og Kristin Hill begivenhederne i deres bog "My Lai-massakren: En amerikansk tragedie": "De amerikanske soldater skød på alt, der bevægede sig, inklusiv kvæg, høns, fugle og allerværst: civile mennesker. Landsbyfolkene ydede ikke nogen modstand; alligevel smed soldaterne håndgranater ind i hytterne, skreg ordrer og dræbte uden hensyn. Det varede ved hele morgenen. Spædbørn blev dræbt, små børn skudt og kvinder voldtaget med pistoler for panden. Inden længe lå 500 civile døde på jorden. Men arbejdet var ikke overstået endnu… bagefter blev der sat ild til landsbyen. Ligene, hytterne, forsyningerne, maden – alt blev brændt."

Det viste sig, at højtstående officerer både var skyld i selve massakren og de følgende forsøg på at skjule den. Men til sidst endte det med, at kun 4 soldater blev slæbt i retten, og kun én, Calley, blev dømt. Efter 3 års husarrest blev han benådet af Præsident Nixon.

Song My var et af de mest brutale eksempler på brud på alle basale menneskerettigheder, men det var ikke et isoleret eksempel, eftersom udnyttelse og drab på civile var udbredt. Christopher Hitchens antyder omfanget i sin nye bog "The Trial of Henry Kissinger". Han skriver, at den amerikanske hær indrømmer at have dræbt 10.899 fjender under operation "Speedy Express" i starten af 1969, men siger, at de kun samlede 784 våben sammen fra dem!

Efter Tet-offensiven forstod Henry Kissinger – USA's nationale sikkerhedsrådgiver – godt konskevenserne af ændringen i den offentlige mening: "Ligegyldigt hvor effektive vores aktioner er, så kan den nuværende strategi ikke længere nå sit mål inden for perioden eller med den grad af magtanvendelse, som er acceptabel for den amerikanske offentlighed."

Lad os huske på, at USA har den mindste middelklasse (i procent af befolkning) i den indudtrialiserede verden – arbejderklassen udgør det overvældende flertal af den amerikanske befolkning. Så når Henry Kissinger taler om offentligheden, taler han om arbejderklassen, ikke en håndfuld vrede universitetsstuderende.

Umiddelbart efter at Lyndon B Johnson blev præsident i 1963, var der mere end 80% af amerikanerne, der havde tillid til ham, ifølge en meningsmåling. (Bush har den samme store opbakning i USA lige nu). I 1967 var opbakningen til Johnson faldet til 40%. Efter Tet var der kun 30%, der støttede ham, og kun 26% brød sig om den måde, han håndterede krigen på.

Udover at der var stor generel utilfredshed, er det også interessant at se på, hvilke grupper, der var de mest kritiske. En meningsmåling fra 1971 viste, at 60% af amerikanerne med universitetseksamen gik ind for amerikansk tilbagetrækning fra Vietnam. Men hele 75% af dem, der kun havde en gymnasial uddannelse, og så meget som 80% af dem, der ikke havde nogen uddannelse ud over grundskolen, støttede en tilbagetrækning.

Medierne har totalt fordrejet disse kendsgerninger, og de gør det stadig. In bogen "Lies My Teacher Told Me" beskriver James Loewen et sigende eksperiment, som han har lavet flere gange i løbet af 90'erne. Under sine forelæsninger bad han sine tilhørere om at skyde på, hvilket uddannelsesniveau modstanderne af Vietnamkrigen i 1971 havde. Folk gættede på, at 90% af dem med universitetseksamen var imod krigen, mens kun 60% af folk uden længere uddannelse var imod. Dvs. næsten det omvendte af virkeligheden.

Den amerikanske arbejderklasses modstand var primært baseret på personlig erfaring. Det var deres børn, der skulle lave det beskidte arbejde i Vietnam. Det var deres børn, der kom hjem i ligposer, lemlæstede eller mentalt nedbrudt. Alt sammen på grund af en krig, der ikke var deres, en krig, der ikke gav dem noget.

Børn af rige familier var ofte i stand til at undslippe indkaldelse, eftersom mange af dem gik på universitetet. Ellers fik de magelige kommandostillinger, i sikker afstand fra rædslerne på slagmarken. Det var også arbejderklassen, der betalte det meste af regningen for krigen gennem de skatter, de måtte betale.

I alt 2,59 millioner amerikanere blev sendt til Vietnam for at slås. De amerikanske soldaters oplevelser i Vietnam var frygtelige og virkede meget demoraliserende på soldaterne. Når de vendte hjem, kom disse oplevelser frem i de små hjem, og soldaterne blev selv påvirket af anti-krigsbevægelsen i USA.

Der findes omfattende beviser på demoraliseringen, bl.a. i bogen "The Collapse of the Armed Forces", der er skrevet af den fremtrædende militærhistoriker oberst Robert D. Heinl Jr. Den blev skrevet lidt over 6 måneder, før de amerikanske landtropper blev sendt hjem. Uddragene fra denne bog, som vi citerer her, blev først offentliggjort i "Armed Forces Journal" (et af hærens officielle blade) i juni 1971. (Heinl er langt fra ene om at have skrevet om forfaldet i hæren. Beskrivelser af dette er næsten blevet en genre i sig selv. Se "GI resistance: Soldiers and Veterans Against the Viet Nam War - A Bibliography").

"De væbnede styrkers moral, disciplin og kampånd er, med få undtagelser, lavere end nogensinde i dette århundrede, og måske lavere end nogensinde i USA's historie. På alle måder er de styrker, der stadig er i Vietnam, på randen af sammenbrud. Nogle enheder undgår eller nægter kamp, dræber deres officerer, er påvirkede af stoffer og er uden nogen form for entusiasme, hvis ikke decideret på randen af mytteri."

"Selvom ingen højtstående officer (slet ikke dem der er i tjeneste) åbent kunne komme med en sådan vurdering, så bakkes ovenstående konklusioner næsten enstemmigt op af et antal anonyme samtaler med officerer af høj og mellemste rang. Det samme gælder de lavere rangerende officerer i alle stillinger."

"I Vietnam prøver de resterende tropper af en hær på 500.000 mand, der før var den bedste hær, USA nogensinde har sendt i kamp, at trække sig tilbage fra en mareridtsagtig krig, som de føler, er blevet smidt i hovedet på dem af nogle smarte civilister. Civilister sidder nu på universiteterne i USA og skriver bøger om det tåbelige i hele foretagendet."

"En amerikansk soldat, der er udstationeret i Cu Chi, citeres i New York Times. Han taler om 'særlige kompagnier for soldater, der nægter at kæmpe. Det er ikke længere noget særligt bare at nægte at deltage i kampen. Hvis en soldat bliver sendt et sted hen, gider han ikke engang besværet med at nægte længere. Han pakker bare sit tøj og besøger en ven på en anden base. Mange af fyrene går ikke engang med deres uniformer længere… De amerikanske garnisoner på de større baser er i praksis afvæbnede. Professionelle soldater konfiskerer våbnene og låser dem inde'."

"Kan dette være almindeligt, eller bare sandt? Svaret er desværre ja. 'Fragging' er nu det foretrukne udtryk, som soldaterne bruger for mord eller mordforsøg på en autoritær, upopulær eller aggressiv officer. Når en officer meldes død, lyder der jubel i skyttegravene eller biograferne i nogle regimenter."

"I den illegale soldaterpublikation 'GI Says' er der udlovet en dusør på 10.000 dollars til den, der dræber oberstløjtnant Weldon Honeycutt – efter det omkostningsfulde angreb ved Hamburgar Hill midt i 1969, som blev ledt og startet af Honeycutt."

"At soldater nægter at kæmpe, den værste forbrydelse, en soldat kan begå, kom for nylig frem igen, da Trop B i First Cavalry ved grænsen til Laos nægtede at hente deres kaptajns kommandørkøretøj, som indeholdt kommunikationsudstyr, koder og hemmelige ordrer. Allerede i 1969 satte et helt kompagni fra 196 Light Infantry Brigade sig ned midt på slagmarken. Senere samme år nægtede en anden deling fra det berømte First Air Cavalry Division – direkte på CBS-tv – at rykke frem ad en farlig sti."

"'Afsøg og undgå' (når en enhed i stilhed undgår kamp) er nærmest et princip nu. Soldaternes udtryk for dette er 'CYA (Cover Your Ass) og kom hjemad'. At 'afsøg og undgå'-taktikken ikke er gået ubemærket hen hos fjenden, understreges af, at Viet Cong-delegationen ved fredsforhandlingerne i Paris sagde, at 'de kommunistiske enheder i Indokina har fået besked på ikke at angribe amerikanske enheder, med mindre de bliver provokeret til det'."

Det er svært at sige præcis, hvor mange officerer, der blev dræbt af deres egne folk, men på en uofficiel amerikansk militærpoliti-hjemmeside (http://home.mweb.co.za/re/redcap/vietcrim.htm) gives der følgende bud:

"Mellem 1969 og 1973 skete der mere og mere 'fragging', siger historikeren Terry Anderson fra Texas A&M University. Den amerikanske hær har ikke nogen eksakt statistik over, hvor mange officerer der blev dræbt på den måde. Men de kender til mindst 600 sikre tilfælde og yderligere 1.400, hvor officerer blev dræbt under mistænkelige omstændigheder. Som følge af dette var den amerikanske hær ikke i krig med fjenden i begyndelsen af 1970. Den var i krig med sig selv."

Det var ikke krigens brutalitet i sig selv, der førte til sammenbruddet i den amerikanske hær. Alle krige er brutale. Selve meningen med en krig er at løse konflikter ved hjælp af størst mulig styrke. Amerikanske soldater blev også udsat for og udsatte selv andre for brutalitet under Anden Verdenskrig. Den afgørende forskel var, at dengang troede de på deres sag. Det, der skulle være deres mål dengang, var at besejre fascismen og forsvare demokratiet.

Men ligegyldigt hvor meget den amerikanske propaganda anstrengte sig for at fremstille Vietnamkrigen som en retfærdig kamp for en bedre verden, så tog det ikke særlig lang tid for de udstationerede soldater at indse, at det ikke var tilfældet. Der opstod rent faktisk også oprørske strømninger i den amerikanske hær i slutninge af Anden Verdenskrig, men det var, da man forsøgte at bruge hæren til at bekæmpe kommunister i Italien og andre steder.

Tilbage i USA var almindelige arbejdere stærkt påvirket af, hvad deres sønner gik igennem i Vietnam, og de så ikke bare roligt på. Allerede i 1965 samledes 25.000 mennesker i Washington, 20.000 i New York og 15.000 i Berkeley, Californien, for at demonstrere mod krigen. I april 1967 demonstrerede 300.000 mennesker i New York.

En række såkaldte 'moratorium'-dage blev organiseret af de to største anti-krigsorganisationer (et moratorium er ifølge ordbogen en aftale om en midlertidig pause). Den mest omfattende af disse dage var den 15. oktober 1969. Mere end 5 millioner mennesker var involveret på den ene eller den anden måde. Der var demonstrationer, sit-ins, teach-ins og andre organiserede aktiviteter. Nogle aktioner var små – at tænde et lys, køre med tændte forlygter. I New York erklærede borgmesteren dagen for sørgedag og beordrede flagene sat på halv. Soldaterne i Vietnam deltog ved at gå med sorte armbind.

De største demonstrationer blev holdt den 24. april 1971. I San Francisco samledes omkring 300.000 mennesker, i Washington mellem 500.000 og 750.000. Dette var sikkert de største politiske demonstrationer i USA's historie.

Selvfølgelig blev der også lavet protester på universiteterne. Under det økonomiske opsving i efterkrigsårene var universiteterne blevet åbnet op, og i slutningen af 60'erne var der millioner af studerende fra arbejderklassen, der gik på universiteter over hele USA. Mange af de største og mest militante protester fandt sted på universiteter, der ikke var domineret af rige studerende, så som Kent State, San Francisco State og de forskellige State Colleges i Michigan, Maryland og Wisconsin. Men der skete en nedgang i studenterprotesterne i begyndelsen af 70'erne. Forskellige venstresekter kom til at dominere bevægelsen og splittede den gennem uproduktiv pladren. Det understregede vigtigheden af anti-krigsbevægelsens indflydelse på arbejderbevægelsen.

De amerikanske fagforeninger havde oplevet en eksplosiv udvikling i 30'erne, hvor de voksede og blev radikaliseret. Men i 50'erne var almindelige arbejderes aktive deltagelse i fagforeningerne gået tilbage, efterhånden som arbejdsforholdene blev forbedret, og det antikommunistiske hysteri under den Kolde Krig kom til at dominere fagforeningerne. Fagforeningerne blev enormt bureaukratiserede.

I 60'erne var der på ny opsving i den faglige aktivitet. På trods af betydelige økonomiske forbedringer, havde folk stadig de samme dårlige jobs og oplevede det samme autoritære styre på arbejdspladserne. Der udbrød mange strejker, især i sværindustrien, og der blev lavet omfattende faglige kampagner for at organisere landarbejdere, sundhedsarbejdere og offentligt ansatte. Men fagbureaukratiet satte en dæmper på bevægelsen.

George Meany, formand for forbundet AFL-CIO, personificerede dette bureaukrati. Hans holdning til krigen var klar. Med Meanys helhjertede velsignelse bestod AFL-CIO's internationale udvalg fortrinsvis af CIA-agenter. I juni 1966 udsendte bestyrelsen for AFL-CIO en udtalelse, der sagde: "Dem, der ikke giver vore væbnede styrker deres betingelsesløse støtte, hjælper i virkeligheden den kommunistiske fjende, i en tid hvor den amerikanske hær bærer det tunge læs at forsvare freden og friheden i verden."

Selvfølgelig var det ikke let for en opposition at give sin mening til kende, når den hele tiden blev generet og forfulgt. I 1967 blev der stillet forslag om en anti-krigsudtalelse på AFL-CIO's kongres. Den tabte med 2.000 stemmer mod 6.

På trods af dette gik nogle lokale fagforeninger med i anti-krigsarbejdet allerede i 1965. UAW (fagforening for arbejdere på bilfabrikker) forlod AFL-CIO, og i juni 1969 startede de the Alliance for Labor Action sammen med transportarbejdernes fagforening. Alliancen bakkede op om kravet om øjeblikkelig stop for krigen.

Flere og flere fagforeninger tog stilling imod krigen. Nogle fagforeninger begyndte at vise åben støtte til anti-krigsdemonstrationer, og deres medlemmer begyndte at flokkes til demonstrationerne. I 1972 var fagforeninger, der repræsenterede 4 ud af 21 millioner amerikanske arbejdere, officielt imod krigen. Ved valget i 1972 stemte halvdelen af alle husstande med fagforeningsmedlemsskab på den demokratiske kandidat George McGovern, som krævede øjeblikkelig tilbagetrækning fra Vietnam – på trods af at Meany for første gang nægtede at støtte en demokratisk kandidat.

I mellemtiden brød der flere og flere strejker ud, inklusiv ulovlige strejker. Meany var nu på gyngende grund. Selv bygningsarbejderne viste en anden side end den fra det berømte billede, som vi er vant til at se. I juni 1970 fulgte en rapporter fra Daily News en gruppe aktivister, der besøgte byggepladser i Chicago med anti-krigsløbesedler, og han så, at 90% af de arbejdere, de talte med, var imod krigen, og alle syntes, det var idiotisk at tæve studerende. (Phillip Foner, "US Labor and the Vietnam War").

Der var ingen parlamenter, der blev stormet, ingen barrikader, der blev bygget, og ingen præsidenter, der blev væltet i USA (i det mindste ikke før 2 år efter de amerikanske tropper var hevet hjem). Men den amerikanske arbejderklasse havde styrke nok til at få tropperne hjem, da den først havde bestemt sig for, at den ikke ville se sine sønner dø for en sag, de ikke troede på, en sag, de måtte betale for, og som kun gavnede overklassen.

Det skete ikke af højttravende ideologiske årsager eller på grund af støtte til NFL, men det skete. Til sidst førte bevægelsens logik også til sympati for det vietnamesiske folk. New York Times/CBS News offentliggjorde i juni 1977 resultatet af en meningsmåling. Spørgsmålet var: "Hvis præsidenten anbefalede at hjælpe Vietnam, ville du så have din repræsentant i Kongressen til at støtte hjælp til Vietnam i form af mad og medicin?" 66% sagde ja, 29% nej.

De amerikanske militære ressourcer var langt overlegne i forhold til vietnamesernes, de havde kontrol over luftrummet og havde uanede muligheder for at bombe landet. Selvom omkostningerne var høje og begyndte at påvirke den amerikanske økonomi, så kunne USA være blevet i Vietnam i mange flere år set ud fra et rent militært synspunkt. Men det var ikke muligt at finansiere dette, hvis arbejderklassen nægtede at betale. Det var ikke muligt at fortsætte krigen, hvis den amerikanske arbejderklasse nægtede at kæmpe. Hvis regeringen havde ignoreret dette og havde fortsat krigen, ville USA have været på randen af revolution.

I 1975 efter 28 års krig blev imperialismen endelig smidt ud af Vietnam. Nu truer den amerikanske imperialisme igen med at gå i krig. Denne gang er det Irak, det gælder. Hvis det bliver en lang krig, vil den amerikanske arbejderklasse igen komme til at spille den afgørende rolle i at stoppe den.


(*Medlemmerne af fagforbundet IWW, Industrial Workers of the World, blev også kaldt Wobbly'erne. En doxologi er en sang, der priser Gud. IWW og Joe Hill, som var aktiv i IWW, brugte ofte religiøse sange fyldt med revolutionært indhold.)