Det er næsten syv år siden, at George Bush, daværende præsident for USA, holdt sin berømte “Ny Verdensorden”-tale. Dette var i 1991. I optakten til Golfkrigen lovede verdens førende imperialistiske magt en verden uden krige, uden diktaturer og selvfølgelig en verden under en enkelt magtfuld verdenspolitimands kontrol – nemlig USAs. Efter stalinismens fald troede de amerikanske imperialister virkelig, at verden ville være under deres kommando, og at de ville være i stand til at diktere alle landes skæbne. Alle konflikter i verden ville blive løst igennem dialog i en slags “Pax Americana” (amerikansk fred). Nu ser vi, at alt dette ikke var andet end drømmerier.

Imperialismens knusende dominans på verdensplan, som blev styrket efter stalinismens fald, har betydet en øget udnyttelse af den 3.verden. De imperialistiske landes dominans er, om noget, stærkere end tidligere. Den eneste forskel er, at den gamle form for militærbureaukratisk kontrol er blevet udskiftet med en håndfuld rige udbytterstaters kollektive hersken over den koloniale verden v.h.a. verdensmarkedets mekanismer. Under “globaliseringens” og “de åbne markeders” banner har imperialismen gennemtvunget en sænkning af tolden og privatiseringer af den offentlige sektor over hele den 3.verden. Denne politik er et resultat af den vestlige kapitalismes krise, som tvinger dem til konstant at lede efter nye markeder og investeringsområder. Men det betyder bankerot for den lokale industri i de berørte lande, som ikke kan konkurrere uden hjælp imod de store multinationale. Det har haft forfærdelige konsekvenser, som George Bush slet ikke havde forudset.

Typisk nok har de amerikanske strateger været meget kortsynede. Det er ikke lykkedes dem at forstå, hvad Trotskij allerede forklarede før 2. verdenskrig. Han forudså, at USA ville gå sejrrig ud af krigen, men til gengæld have dynamit bygget ind i sit grundlag. Nu kan vi se, at denne forudsigelse er ved at blive til virkelighed. USSR’s kollaps har ændret styrkeforholdene, og USA er blevet den eneste supermagt i verden. Aldrig før i menneskehedens historie har et enkelt land haft en så overvældende økonomisk og militær magt. Alligevel er det i den ene krise efter den anden blevet gjort klart, at den amerikanske imperialisme er en kolos på lerfødder. På trods af deres militære sejr i Golfkrigen var det umuligt at fjerne Saddam Hussein. Forsøget på en militær intervention imod de barfodede militser i Somalia endte i et nedværdigende nederlag. Nu har krisen i Asien og specielt begivenhederne i Indonesien sat revolution på dagsordenen. Mod syd står USA over for en generel krise i Central- og Latinamerika, med sociale og politiske opstande i Mexico, en uforsonlig guerillakrig i Colombia og en eksplosiv situation i Argentina og Brasilien. Ligegyldigt hvor de amerikanske imperialister vender blikket hen, er det umuligt at få øje på et eneste stabilt,borgerligt regime. Over hele verden er vi nu gået ind i den mest urolige periode i hundrede år.

Gældsbyrden
Den hæmningsløse overudnyttelse af den 3. verden, som blev kraftigt forstærket efter stalinismens fald, har betydet en enorm overførsel af rigdom fra disse lande til de store multinationale selskaber og bankers pengekasse. Dette kan ses på gældsbyrden, som har nået så store proportioner, at der endda var snak om en mulig gældslettelse for nogen af de fattigste lande før G8 mødet i Birmingham (maj 1998). Man nåede dog ikke til enighed. Verdensbanken har også startet et program for Dybt Forgældede Fattige Lande (HIPC), som skal lette gældesbyrden for 41 lande, som bruger mere end 20% af deres eksportindkomst på afbetaling af renter – for slet ikke at snakke om egentlig afbetaling på gælden.

Alle disse planer er ikke født ud af verdensbankens og IMF-ledelsens gode vilje og velgørende intentioner. Der er tre hovedårsager til, at de er kommet med dette program. For det første er det meget usandsynligt at disse meget fattige lande nogensinde vil komme til at betale deres gæld. Derfor har de bestemt sig til at se virkeligheden i øjnene og få de vestlige regeringer til at betale, hvad der skyldes til bankerne med skatteydernes penge. På den måde vil bankerne aldrig tabe. Hovedformålet med disse gældslettelsesinitiativer er på den ene side at sikre, at bankerne får deres penge tilbage, og på den anden side at få disse dybt forgældede lande op på et niveau, hvor de kan låne flere penge! For det andet er den gæld, som disse lande har, målt som procentdel af de koloniale landes samlede gæld meget lille. Og for det tredie følger der en masse betingelser med disse planer. De berørte lande vil være nødt til at følge IMFs “råd”(d.v.s. ordrer).

IMF’s berygtede Strukturelle Justerings Planer (SAP) har nu været fremme længe nok til, at man kender konsekvenserne af dem. For at give et eksempel så var Zambia et relativt veludviklet land, med skoler og hospitaler, en uddannelsessektor og en moderne infrastruktur overvejende bygget for indtægterne fra kobberminerne. En årrække med “Strukturelle Justeringer” klarede at få skubbet levealderen ned fra 54,4 i 1991 til 42,6 i 1997. Læsefærdigheden er faldende, og som et direkte resultat af stigende hospitalspriser er der nu 203 ud af 1000 nyfødte, der dør – i 1991 var tallet 125. Adgangen til rent vand er blevet forringet, og 98,1% af befolkningen lever for 2$ eller mindre om dagen. Gælden udgør 225% af BNP. Derfor er det ingen overraskelse, at der fornyligt har været madoptøjer i Zambia – og i andre afrikanske lande, som Zimbabwe og Tanzania.

Gældsbyrden i verdens fattigste lande udgør 94% af deres årlige indtægter. For de lande der skal under HIPC programmet er dette tal 125%. I mange lande er forholdet mellem gæld og eksportindtægter fuldstændig vanvittigt: i Somalia udgør gælden 3671% af eksportindtægterne, i Guinea-Bissau 3509%, i Sudan 2131%, i Mozambique 1411%, i Etiopien 1377%, i Rwanda 1374%, i Burundi 1131%. Og situationen er langt fra bedring – den er snarere ved at blive værre. I 1980 var de underudviklede landes totale gæld 600 milliarder $. I 1990 var den gået op til 1,4 billioner $ og i 1997 lå den på 2,17 billioner $. Det er vigtigt at lægge mærke til, at fra 1990 til ‘97, hvor den totale gæld steg med 770 milliarder $, betalte disse lande 1,83 billioner $ bare i renter! Et endnu mere skandaløst billed kommer frem, hvis vi sammenligner renterne med hjælp givet til disse lande: for hver 1 $ de modtager i hjælp, skal de betale 11 $ tilbage i renter.

Effekten af denne situation er klar. Situationen i hele Afrika syd for Sahara er et mareridt. I følge The Economist (6/6/98) lever “Næsten halvdelen af kontinentets 760 millioner mennesker i dyb fattigdom – de overlever for mindre end 1$ pr. dag. På trods af opmuntrende tegn i nogle dele af kontinentet, faldt den gennemsnitlige vækst i BNP i 1997 til 3,7% fra 5% det foregående år. Afrikas genrejsning er stadig skrøbelig, og mere sårbar end før overfor varepriser og dårligt vejr. Globaliseringen af verdenshandelen…kunne skubbe kontinentets økonomi længere ud mod kanten. I følge Verdensbanken tiltrak Afrika kun 1,5% af verdens direkte udenlandske investeringer i 1996. Den største modtager, som fik 32% af det hele, var Nigeria, som, bortset fra at de har masser af olie, ikke har reformeret økonomien på den måde, som verdensbanken siger, er nødvendigt for at tiltrække udenlandske investeringer.”

Øget forarmelse af befolkningen i det meste af den koloniale verden har givet en stigning i kriminaliteten, det sorte marked og den “uformelle økonomi.” I visse tilfælde repræsenterer det sorte marked en større del af økonomien end det officielle marked og har infiltreret alle dele af statsapperatet. De prøver på at beskytte deres egne interesser på den politiske arena igennem fundamentalistiske og populistiske kræfter. Det drejer sig om stærke økonomiske kræfter, som mange gange har interesser, som er i modstrid med imperialismens. På den måde ser vi på alle niveauer, at kapitalismens forfald er i gang med at undergrave ethvert grundlag for en civiliseret menneskelig tilværelse for 2/3 af planetens befolkning. Som Lenin advarede, så er kapitalismens videre eksistens ensbetydende med “rædsel uden ende.”

Arbejdsklassens rolle
Marx, Engels og Lenin lagde altid stor vægt på proletariatets ledende rolle i revolutionen. De forklarede, at det kun er arbejderklassen, der kan lave den socialistiske revolution. Ingen anden klasse kan klare den opgave. Hvorfor mon det? Det er ikke bare en tilfældig påstand grebet ud af den blå luft – den bygger på arbejdernes rolle i produktionen og det faktum, at deltagelse i den kollektive (sociale) produktion udvikler en socialistisk (kollektiv) bevidsthed hos arbejderklassen – og kun arbejderklassen. Dette sker nemlig ikke hos andre klasser. Bønderne er en klasse af småbesiddere. Selv de bønder, der ikke har nogen jord, landproletariatet, higer ofte efter jordbesiddelser – deraf sloganet “jorden til bønderne,” der på trods af sin kæmpemæssige revolutionære betydning, har et borgerligt, og ikke et socialistisk indhold. Studenterne og de intellektuelle har en stærk tendens til småborgerlig individualisme, som ofte viser sig, selv når de prøver at indtage en revolutionær position.

En arbejder lærer gennem sin egen livserfaring at forstå kollektiv organisering og disciplin. Det er resultatet af en hård skole, nemlig den udnyttelse, som den kapitalistiske produktion udsætter arbejderen for, og som forbereder arbejderen på klassekampen. Proletariatets normale våben – massekamp, strejke, generalstrejke og massedemonstrationer – er en skole, der forbereder arbejderen på den endelige opgave, nemlig at overtage styringen af samfundet. Arbejderbevægelserne overalt er derfor en skole i demokrati. Før arbejdere beslutter at strejke, er der en demokratisk diskussion, hvor argumenter for og imod bliver hørt. Men når først afstemningen er afsluttet, fungerer arbejderne som en enhed. Dem, der prøver at sætte sig imod arbejdernes demokratiske beslutning og prøver at bryde strejken, bliver behandlet sådan, som skruebrækkere bør behandles. Blokaden er det konkrete udtryk for flertallets vilje. I løbet af en strejke deltager, tænker og diskuterer arbejderne. Enhver arbejder ved, at man lærer mere i løbet af én dags strejke end af mange års “normal” aktivitet. Faktisk indeholder enhver strejke elementer af en revolution, da mange af de processor som optræder i arbejdsklassen er de samme, selvom der selvfølgelig er en stor kvalitativ forskel. Man kan derfor sammenligne disse to, hvis man ser en revolution som en strejke på et højt plan. I begge tilfælde er det vigtigste element en aktiv og bevidst deltagelse fra arbejderklassens side, hvor de almindelige arbejdere begynder at tage deres skæbne i egne hænder i stedet for at overlade de vigtige beslutninger til andre mennesker såsom fagforeningsledere, parlamentarikere og bureaukrater. Dette er essensen af socialisme – eller mere korrekt – af arbejdsklassens magt.

Socialisme må være demokratisk eller slet ingenting. Lige fra den socialistiske revolutions første dag må der derfor være det mest demokratiske styre, hvilket vil sige, at for første gang vil alle opgaver vedrørende drift af industrien, samfundet og staten være under flertallets magt, nemlig arbejderklassens. Igennem demokratisk valgte komitéer (sovjetter) – valgt direkte på de enkelte arbejdspladser og med mulighed for afsættelse når som helst – vil arbejderne være herre over samfundet ikke kun af navn, men også af gavn. Sådan var situationen i Rusland efter Oktoberrevolutionen. Lad os huske på, at Lenin opregnede fire grundlæggende forudsætninger for en arbejderstat, som jo er overgangsperioden mellem kapitalisme og socialisme.

Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal kunne afsættes igen.

Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en uddannet arbejder.

Ingen stående hær, men et bevæbnet folk

Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincippet. Når alle er bureaukrater på skift, er der ingen bureaukrater. Eller som Lenin udtrykte det: “Enhver kok skal have mulighed for at være statsminister.”

Kun på et sådant grundlag kan et samfund begynde at bevæge sig i retning af socialisme – det menneskelige samfunds højeste stadie, eller som Engels beskrev det: menneskets spring fra nødvendighedens til frihedens rige. Selvfølgelig kræver en sådan udvikling en høj udvikling af produktionsmidlerne. Det forklarer, hvorfor Marx og Engels troede, at den socialistiske revolution ville begynde i Frankrig, fortsættes i Tyskland og slutte i England. På dette tidspunkt eksisterede arbejdsklassen kun i disse lande. Marx og Engels – og selv Lenin indtil 1917 – overvejede ikke engang den mulighed, at arbejderklassen kunne komme til magten i et underudviklet land først. Socialisme kræver et bestemt niveau i udviklingen af industrien, landbruget, videnskaben og teknikken fra første færd af. Kun på det grundlag kan arbejderne – gennem reduktion af arbejdstiden – få nok fritid til at deltage i driften af samfundet, industrien og staten.

Dog blev situationen ændret drastisk efter Marx’ og Engels’ død, hvor imperialismen virkelig gik i gang – den er kapitalismens højeste stadie, som Lenin analyserede det i bogen med samme navn. Lenin forklarede, at en af de vigtigste egenskaber ved imperialismen er eksporten af kapital fra de udviklede lande til kolonierne og til halvkolonierne. På basis af loven om kombineret og ujævn udvikling voksede en magtfuld arbejdsklasse frem i lande som f.eks. zarens Rusland, et faktum som ikke ændrede dets karakter som et underudviklet, halvfeudalt og halvkolonialt land. Det væsentligste stridspunkt mellem de forskellige tendenser i den russiske arbejderbevægelse før 1917 var præcis den russiske revolutions karakter og forholdene mellem klasserne i revolutionen. Uden tvivl var den teori, som kunne forudsige og forklare, hvad der egentlig skete i 1917, den, der blev udarbejdet af Trotskij.

“Permanente revolution”
Teorien om den permanente revolution blev først udviklet af Trotskij allerede i 1904. Selvom teorien anerkender, at de objektive opgaver, som den russiske arbejderklasse stod overfor, var den borgerligt-demokratiske revolutions opgaver, så forklarede den samtidig, at i imperialismens epoke er det “nationale borgerskab” i et tilbagestående land så tæt forbundet med resterne af det feudale system på den ene side og med den imperialistiske kapital på den anden side, at det er fuldstændig ude af stand til at klare sine egne historiske opgaver. De borgerlige liberales råddenskab og deres kontrarevolutionære rolle i den borgerligt-demokratiske revolution blev allerede beskrevet af Marx og Engels. I artiklen “Bourgeoisiet og kontrarevolutionen” fra 1848, skriver Marx:

”Det tyske bourgeoisi havde udviklet sig så sløvt, fejgt og langsomt, at i det øjeblik, hvor det stod truende over for feudalismen og enevælden, så det sig selv stå over for truslen fra proletariatet og alle de fraktioner inden for borgerskabet, hvis interesser og idéer er beslægtet med proletariatets. Og det så ikke blot en fjendtlig klasse bagved sig, det så hele Europa fjendtlig foran sig. Det preussiske bourgeoisi var ikke, sådan som det franske i 1789, den klasse, der repræsenterede hele det moderne samfund overe for det gamle samfunds repræsentanter, kongedømmet og adelen. Det var sunket ned til at være en slags stand, ligeså skarpt afgrænset over for tronen som over for folket, oppositionslysten over for begge, ubeslutsom over for hver af sine modstandere for sig, fordi det altid så begge foran sig eller bagved sig; det var på forhånd tilbøjeligt til at begå forræderi mod folket og slutte kompromis med det gamle samfunds kronede rapræsentant, fordi det selv allerede hørte med til det gamle samfund.” (K.Marx, “Bourgeoisiet og kontrarevolutionen”, i Udvalgte Skrifter I, s.63)

Marx forklarede, at kapitalisterne ikke kom til magten som resultat af deres egne revolutionære anstrengelser, men som resultat af massernes bevægelse, som kapitalisterne ikke selv var del af: “Det preussiske bourgeoisi var blevet slynget op på statens højder, men ikke, som det havde ønsket det, ved en fredelig transaktion med tronen, men ved en revolution.” (K. Marx “Bourgeoisiet og kontrarevolutionen”, i Udvalgte Værker I, s. 60)

Selv i epoken med den borgeligt-demokratiske revolution i Europa afslørede Marx og Engels ubarmhjertigt den kujonagtige kontrarevolutionære rolle, som de borgerlige spillede, og understregede behovet for, at arbejderne blev ved med at føre en politik, der var fuldstændig uafhængig af andre klasser, ikke kun af de borgerlige liberale, men også af de vaklende, småborgerlige demokrater:

“Det proletariske, eller virkeligt revolutionære parti,” skrev Engels, “klarede kun meget langsomt at trække arbejderne væk fra demokraternes indflydelse – dem havde de ellers blindt fulgt i starten af revolutionen. Men i rette tid gjorde de demokratiske lederes svaghed, ubeslutsomhed og kujonagtighed det sidste, og det må nu siges at være en af de vigtigste resultater af de sidste års uroligheder, at uanset hvor arbejdere er koncentreret i større mængde, er de fuldstændig frie fra den demokratiske indflydelse, som drev dem igennem en uendelig række af fejltagelser og ulykker i årene 1848 og 1849.” (F. Engels “Revolution og kontrarevolution i Tyskland”, i Udvalgte Skrifter I – kun den engelske udgave – s. 332)

Situationen er endnu tydeligere idag. De nationale kapitalister i kolonilandene trådte så sent ind på historiens scene, at verden allerede var delt op mellem nogle få imperialistiske magter. De var ikke i stand til at spille nogen progressiv rolle og var allerede fra starten af fuldstændig underlagt deres tidligere koloniherrer. Det svage og degenererede borgerskab i Asien, Latinamerika og Afrika er for afhængigt af udenlandsk kapital og imperialisme til at bærre samfundet fremad. Det er bundet af tusinder tråde, ikke bare til udnelandsk kapital, men også til den klasse der ejer jorden, med hvem de danner en reaktionær blok, der står som et bolværk imod ethvert fremskridt. Uanset hvilke forskelle der er imellem jordejerne og kapitalisterne, forener frygten for masserne dem. Kun proletariatet og alle de fattige bønder og fattigfolk i byerne, kan løse samfundets problemer ved at tage magten i egne hænder, overtage de ejendomme, imperialisterne og kapitalisterne mener er deres, og omdanne samfundet på et socialistisk grundlag.

Ved at sætte sig selv i spidsen for nationen og lede de undertrykte fremad(også små-borgere fra land og by), ville proletariatet kunne tage magten og gennemføre den kapitalistisk-demokratiske revolution (først og fremmest jordreformer og nationens enhed og frigørelse fra udenlands dominans). Men når proletariatet har magten, kan det ikke stoppe dér, men må straks begynde at tage socialistiske forholdsregler over for kapitalisterne i form af ekspropriationer. Og eftersom disse ting ikke kan gennemføres i ét land alene, særligt ikke i et tilbagestående land, må dette blive begyndelsen til verdensrevolutionen. Revolutionen er permanent i to betydninger: Fordi den starter med den borgerlige revolution og fortsætter med den socialistiske, og fordi den starter i ét land og fortsætter på internationalt plan.

Teorien om den permenente revolution var det mest fuldstændige svar til reformisterne og de dele af den russiske arbejderbevægelses højrefløj (mensjevikkerne), som troede på klassesamarbejdet. To-trinsstrategien blev udviklet af mensjevikkerne som deres perspektiv for den russiske revolution. Kort sagt påstår den, at siden det er en borgerlig-demokratisk revolution, må ledelsen af revolutionen være borgerskabet. Lenin var enig med Trotskij i, at den borgerlige revolution ikke kunne gennemføres af borgerskabet, men kun af proletariatet i samarbejde med de fattige bønder. Lenin forklarede, at det russiske borgerskab langt fra var proletariatets allierede, men at de derimod uundgåeligt ville være på kontrarevolutionens side. Det var i tråd med Marx, som havde beskrevet borgerskabets “demokratiske parti” som “langt mere farligt for arbejderne end de tidligere liberale.”

I 1905 skrev han, at “Kapitalisterne vil uundgåeligt blive kontrarevolutionære og gå imod folket, lige så snart de har fået deres egne snævre interesser tilfredsstillet, lige så snart de begynder at vige tilbage for det konsekvente demokrati (og det gør de allerede!).” (Lenin, Samlede værker, IX, side 98 i den engelske udgave).

Hvilken klasse mener Lenin kan lave den borgerligt-demokratiske revolution? “Der er “folket” tilbage, det vil sige proletariatet og bønderne. Proletariatet alene kan føre revolutionen helt til enden, for det går langt længere end den demokratiske revolution. Det er derfor proletariatet står forrest i kampen for en republik og hånligt afviser dumme og ubrugelige råd om at huske på, at det kan være, at kapitalisterne viger tilbage.” (Ibid.)

I alle Lenins taler og skrifter bliver det liberale borgerskabs kontra-revolutionære rolle påpeget gang på gang. Men indtil 1917 troede han ikke på, at de russiske arbejdere ville tage magten, før den socialistiske revolution i vesten havde fundet sted – et perspektiv som kun Trotskij forsvarede før 1917, hvorefter Lenin overtog det fuldt ud i sine April-teser. At teorien om den permenente revolution var sand, blev på triumferende vis bevist af Oktoberrevolutionen. Den russiske arbejderklassekom til magten før arbejderne i Vesteuropa, sådan som Trotskij havde forudset i 1904. De gennemførte hele den borgerligt-demokratiske revolution og gik straks videre til at nationalisere industrien og fortsatte med den socialistiske revolution. Kapitalisterne spillede en kontra-revolutionær rolle men blev slået tilbage af arbejderne i samarbejde med bønderne. Bolsjevikkerne appellerede dernæst til at arbej-derkassen i resten af verden skulle følge deres eksempel. Lenin vidste udmærket, at uden revolutionens sejr i de udviklede kapitalistiske lande, særligt Tyskland, ville en isoleret revolution ikke overleve i et tilbagestående land som Rusland. Det, der senere skete, viste, at dette var fuldstændig rigtigt. At man opstartede Tredje Internationale, den socialistiske revolutions verdensparti, viser, at Lenin og alle andre kommunister helt klart havde dette internationale perspektiv.

Havde den kommunistiske Internationale holdt fast ved Lenin og Trotskijs idéer, ville verdensrevolutionen helt sikkert have sejret. Desværre faldt dannelsen af tredje Internationale sammen med den stalinistiske kontrarevolution i Sovjet, og det fik katastrofale følger for kommunistpartierne verden over. Det stalinistiske bureaukrati, som havde fået kontrol over hele Sovjetunionen, udviklede en meget konservativ holdning. Teorien om at man kunne skabe socialisme i ét land – en fuldstændig fordrejning af hvad Marx og Lenin stod for – afspejlede i høj grad mentaliteten i bureakratiet, som havde fået nok af revolutionens uro og omvæltninger, og som nu blot ville gå videre med at “opbygge socialisme i Rusland.” Det vil sige, det de i virkeligheden ville, var at beholde og udvide deres privilegier og ikke “spilde” landets ressourcer på at sprede revolutionen. På den anden side frygtede de, at en revolution i andre lande ville udvikles på en sund vis og derved true bureaukratiets magt i Rusland, og de begyndte derfor på et vist tidspunkt at kæmpe aktivt imod revolutioner i andre lande.

I stedet for at støtte en revolutionær politik baseret på arbejderklassens selvstændighed, noget som Lenin altid havde talt for, foreslog de en alliance mellem kommunistpartierne og “det nationale progressive borgerskab” (og hvis der ikke lige åbentlyst eksisterede et sådant, var de altid parate til at opfinde et!), som skulle gennemføre den demokratiske revolution, og senere, langt ude i fremtiden, når landet havde udviklet en fuldt ud flyvefærdig kapitalistisk økonomi, så kunne man kæmpe for socialisme. Den politik var et fuldstændigt brud med leninismen og et tilbageskridt til mensjevismen – teorien om “de to stadier.”

Kommunistpartiernes rolle
Denne teori skulle komme til at spille en kriminel rolle i forhold til den koloniale revolution. I Kina blev det unge kommunistparti tvunget ind i det nationle borgerskabs rækker (Kuomintang), som straks svarede igen med i fysisk forstand at likvidere det kommunistiske parti, fagforeningerne og bøndernes sovjetter under den kinesiske revolution 1925-27. Grunden til at den anden kinesiske revolution tog form af en bondekrig, hvor arbejderklassen forblev passiv, skyldtes i høj grad, at det kinesiske proletariat var blevet knust som et resultat af Stalins politik, som Trotskij karakteriserede som en “ondskabsfuld karrikatur af Menchevisme.” Hvorend den er blevet anvendt i den koloniale verden, har Stalins teori om de to stadier ført til den ene katastrofe efter den anden.

I Sudan og Irak i 1950erne og 1960erne var de kommunistiske partier massepartier, der kunne indkalde demonstrationer, hvor der i Baghdad kom en million og i Khartoum to millioner mennesker. I stedet for at gennemføre en politik, der byggede på arbejderklassens selvstændige program, og lede arbej-derne og bønderne til at overtage magten, ledte de efter alliancer med den “progressive del af borgerskabet og hæren.” Sidstnævnte kom til magten ved kommunisternes hjælp og takkede dem ved at at myrde og fængsle deres medlemmer og ledere. I Sudan skete dette ikke bare én gang, men to! Men selv idag støtter lederne af Sudans kommunistiske parti stadig idéen om en patriotisk alliance med de kristne guerrillaer i syd (som nu støttes af de amerikanske imperialister) og det “progressive” borgerskab i nord, imod det fundementalistiske regime. Disse såkaldte kommunistiske ledere “glemmer intet, men lærer heller ikke noget.” Deres politik er en sikker garanti for det ene blodige nederlag efter det andet.

Det mest tragiske eksempel på to-trinsstrategiens katastrofale følger er Indonesien. I 1960erne var det kommunistiske parti det største masseparti i Indonesien. Det var det største kommunistiske parti i verden uden for Sovjetblokken, der var 3 millioner medlemmer, og der var tilknyttet 10 millioner mennesker til dets fagforeninger og bondeorganisationer, og selv 40 procent af hæren skulle efter sigende støtte partiet (heriblandt også officerer). De russiske bolsjevikker havde ikke så megen opbakning, da Oktoberrevolutionen blev gennemført. Det indonesiske kommunistparti kunne nemt have taget magten og startet den socialistiske omformning af samfundet, hvilket ville have haft en enorm effekt i hele den koloniale verden, og startet en række af revolutioner i Asien. Istedet for havde lederne af kommunistpartiet (under ledelse af de kinesiske maoister) en alliance med Sukarno, en borgerlig, national leder, som på dette tidspunkt havde lært venstrefløjens sprogbrug. Denne form for politik gjorde, at kommunistpartiet stod fuldstændig uforberedt, da kapitalisterne (under direkte ledelse af CIA) iværksatte en massakre på medlemmer og sympatisører af kommunistpartiet, hvor mindst 1.5 millioner mennesker blev slagtet.

Trods alle nederlagene vil arbejderne og bønderne uundgåeligt gang efter gang gå i kamp. De seneste begivenheder i Indonesien er et strålende bevis på dette. De er et eksempel på, hvad der vil ske i hele Asien, i det ene land efter det næste. Og dette er kun begyndelsen på en revolutionær proces, der vil udfolde sig i en periode på et par år. Hvis et ægte leninistisk parti eksisterede, ville dette kunne føre til en proletarisk revolution efter det klassiske mønster. Spørgsmålet om guerrillakrig eller proletarisk bonapartisme ville slet ikke være aktuelt. Her, som altid, er den subjektive faktor afgørende. Desværre gentager lederne for kommunistpartierne alle de gamle fejltagelser, som førte til nederlag og massemyrderier i fortiden. Selvom Japan ikke er et kolonialt land, er det værd at lægge mærke til den enorme vækst i det japanske kommunistparti, som er resultatet af den økonomisk krise i landet. Det Japanske kommunistparti er blevet det største parti i en række kommunalråd, det næststørste i hovedstaden Tokyo, og det udgiver et dagblad, der læses af 2,3 millioner.

Den radikaliseringsbølge, der netop nu spreder sig over hele Asien, har også påvirket den japanske arbejderklasse. I år var 1.maj-demonstrationerne i Japan de største i mange år. Ikke færre end 2 millioner deltog i møder landet over. Det er et tydeligt eksempel på, hvordan bevidstheden pludseligt kan stige, når forholdene forandrer sig. Men desværre er den politik, som ledelsen for kommunistpartiet fører, fuldstændig uden forbindelse til det, som den japanske arbejderklasse ønsker. Ifølge næstformanden for det japanske kommunistpartis internationale sekratariat, Kimitoshi Morihara, så “arbejder vi os hen imod at etablere en demokratisk regering, som, indenfor kapitalismens rammer, skal løse de problemer, der er, senest i starten af det næste årti.” (Interview i Green Left Weekly nr. 317). De har udvidet Stalins to-trinsstrategi med et ekstra led! Det er “perspektivet for social fremgang i Japan: Demokratisk samlingsregering, demokratisk revolution og socialistisk revolution.” Dette er endnu mere mystisk, for Japan er verdens næststørste industrination, så man skulle da tro, at de kunne klare sig uden en “demokratisk revolution,” men det virker som om at alle undskyldninger kan bruges, længe det bare udskyder den socialistiske revolution.

I mange årtier har arbejderne i de koloniale og tidligere koloniale lande demonstreret deres kolossale mod og revolutionære potentiale. Gang på gang har den bevæget sig for at omdanne samfundet ved revolution. I Irak, Sudan, Iran, Chile, Argentina, Indien, Pakistan og Indonesien har arbejderne vist, at de ønskede at være dem, der bestemte over samfundet. Når de har fejlet, så er det ikke, fordi de ikke kunne have sejret, men fordi de manglede en helt uundværelig forudsætning for at tage magten. I hvert tilfælde hamrede de hovedet mod muren, fordi de partier og ledere, som de stolede på ville føre dem frem til den socialistiske omdannelse af samfundet, i stedet blev til en enorm hindring for dem.

For at tage magten er det ikke nok at være parate til at kæmpe. Hvis dette var tilfældet, ville arbejder-klassen have taget magten i alle disse lande for længe siden. Det ville have været nemt, fordi de var i en langt bedre position end arbejderne i Rusland i 1917. Men de har ikke taget magten. Hvorfor? Fordi arbejderklassen har brug for et parti og en ledelse. At benægte denne elementære kendsgerning er barnlig anarkisme. Marx forklarede for længe siden, at uden en organisation er arbejderklassen kun ren og sker udbytningsmateriale. Trods det at de er det store flertal, og at de har den centrale rolle i produktionen, kan arbejderne ikke omdanne samfundet med mindre de bliver til en klasse “i og for sig selv” med den nødvendige bevidsthed og forståelse, og de nødvendige perspektiver. At vente indtil klassen som et hele opnår den nødvendige forståelse for alt det, der er nødvendigt for at tage magten og omforme samfundet i socialistisk retning, er ren utopi og ensbetydende med, at man udskyder revolutionen på ubestemt tid. Det er nødvendigt at organisere den mest bevidste del af klassen, at uddanne kadrerne og viderebringe dem det revolutionære budskab, ikke kun på et nationalt men på et internationalt plan, at integrere dem i alle dele af masserne, og tålmodigt forberede dem på det øjeblik, hvor massernes delkampe samles til en mere generel revolutionær offensiv.

Uden et revolutionært parti er proletariatets potentielle styrke ikke andet end netop potentiel. Men selv om der eksisterer et sådant parti, er det alene ikke nok til at sikre succes. Partiet må ledes af mænd og kvinder som er udrustet med den nødvendige forståelse for revolutionen, taktikken, strategien og perspektiverne, ikke blot de nationale men også de internationale. Den objektive situation i Indonesien i 1964-65 kunne ikke have været mere favorabel. Masserne havde vundet over den hollandske imperialisme. Kommunisterne havde støtte fra et overvældende flertal af arbejderklassen og bønderne. Men en falsk politik og et falsk perspektiv var alt, hvad der skulle til for ødelægge revolutionen. Hvis Oktoberrevolutionen beviser den permanente revolution på en positiv måde, så leverer katastrofen i Indonesien et frygteligt, negativt bevis for det samme.

Den besynderlige og fordrejede måde den koloniale revolution har udfoldet sig på siden 1945 er ikke blot et resultat af tilbageståenhed eller af forsinkelsen af den socialistiske revolution i de udviklede kapitalistiske lande. Det var ikke noget uungåeligt og forudbestemt af historiens love. Det var fremfor alt resultatet af, at den subjektive faktor manglede, d.v.s. et ægte revolutionært parti og en ledelse, som kunne have bibragt revolutionen en helt anden karakter og retning. Objektivt set var der intet til hinder for at revolutionen i Kina f.eks. kunne have spillet den samme role som den russiske revolution i 1917, med den forudsætning at de kinesiske ledere havde opført sig som Lenin og Trotskij. Men de stalinistiske ledere frygtede arbejderklassens uafhængige bevægelse og gjorde alt hvad der var i deres magt for at forhindre det. Den mærkværdige måde som den kinesiske revolution i 1949 opstod på, som en fordrejet revolution i det stalinistiske Ruslands billede, betød, at den kun nød ringe sympati hos arbej-derne i de udviklede lande, selvom den gav et vigtigt skub til revolutionen i Afrika, Asien og Latinamerika. Det samme gjorde sig gældende i de andre proletatiske bonapartistregimer, der opstod senere hen. Selvom de uden tvivl var et fremskridt, var de en vildfarelse og en afvigelse fra den norm for proletarisk revolution, som Lenin havde stået for, og som i oktober 1917 blev virkelighed. Dette faktum må man huske på, hvis man virkelig vil forstå, hvordan den koloniale revolution har udviklet sig efter 1945.

Den kinesiske revolution
Fra tid til anden er det nødvendigt at gøre status over vores idéer og teoretiske standpunkter. Hvordan har de virket i praksis gennem de sidste 50 år? Et sted hvor vores tendens virkelig har ydet en indsats for marxismen er i vores analyse af den koloniale revolution og udviklingen af den proletariske bonapartisme, begyndende med vores analyse af den kinesiske revolution efter 1945. Det var netop kapitalismens dødvande og massernes presserende behov for at finde en vej frem, som fik den proletariske bonapartisme til at opstå. Dette skyldes flere forskellige faktorer. For det første det fuldstændige dødvande, som samfundet befandt sig i i de tilbagendestående lande, og kapitalisternes manglende evne til at finde en vej frem. For det andet imperialismens manglende evne til at opretholde deres dominans på den gamle facon ved direkte militært-bureaukratisk styre. For det tredje forsinkelsen af den proletariske revolution i de avancerede kapitalistiske lande og den subjektive faktors svaghed. Og som det sidste, det at der eksisterede et magtfuldt proletar-bonapartistisk styre i Sovjetunionen.

USSRs sejr i 2. verdenskrig, og det at stalinismen blev voldsomt styrket efter krigen og bredte sig til Østeuropa, og så den kinesiske revolutions sejr, det var alt sammen faktorer, som til sammen førte til en udbredelse af proletarisk bonapartisme som en besynderlig variant af den permanente revolution, og det var kun vores tendens, der forstod dette. Denne udvikling var et fudlstændigt enestående og uforudset fænomen. Intet sted i marxismens klassikere er det overhovedet blevet overvejet som en teoretisk mulighed, at en bondekrig kunne føre til dannelse af en arbejderstat, omend deform. Men det er præcis det, der skete i Kina, og senere på Kuba og i Vietnam.

Vi har karakteriseret revolutionen i Kina som den næststørste begivenhed i verdenshistorien, næst efter den russiske revolution i 1917. Det havde en enorm virkning på den senere udvikling af den koloniale revolution. Men denne revolution fandt ikke sted på den klassiske måde som den russiske revolution i 1917 eller den kinesiske revolution 1925-27. Arbejderklassen spillede ikke nogen vigtig rolle. Mao kom til magten ved hjælp af en kæmpe bondehær, efter de gamle kinesiske traditioner. Den eneste grund til at Mao vandt borgerkrigen i 1944-49 var, at han tilbød Chiang Kai-Sheks bondesoldater et program for social frigørelse. Men de stalinistiske ledere af den røde bondehær havde ikke noget perspektiv på at lede arbejderne til magten, som Lenin og Trotskij havde i 1917. Når Maos bondehær ankom til byerne, og arbejderne spontant besatte fabrikkerne og hilste Maos hær velkommen med røde flag, gav Mao ordre til, at disse demonstrationer skulle stoppes, og arbejderne blev skudt.

Til at begynde med var det ikke Maos mening at ekspropriere kapitalisternes ejendom. Hans mål for den kinesiske revolution blev beskrevet i en pamflet med titlen “Nyt demokrati,” hvori han skrev, at den socialistiske revolution ikke var på dagsordenen i Kina, og at den eneste udvikling, der kunne finde sted, var imod en blandingsøkonomi, det vil sige kapitalisme. Dette var den klassiske mensjevikkiske to-trinsteori, som det stalinistiske bureaukrati havde taget til sig og derved sikret nederlag for den kinesiske revolution i 1925-27. Men vores tendens forstod, at Mao under de konkrete betingelser, der havde udviklet sig, ville blive tvunget til at ekspropriere kapitalismen.

Men ikke nok med det, vi forudså også, at Mao ville blive tvunget til at bryde med Stalin. Allerede i 1949 skrev vi, at “det faktum at Mao har et ægte massegrundlag uafhængigt af den russiske røde hær, vil efter al sandsynlighed for første gang skabe et uafhængigt grundlag for den kinesiske stalinisme, som ikke længere direkte vil støtte sig til Moskva. Som med Tito, således også med Mao – trods den røde hærs rolle i Manchuriet er den kinesiske stalinisme ved at udvikle sig et uafhængigt grundlag. De kinesiske massers nationale ønsker, den traditionelle kamp mod udenlandsk dominans, de økonomiske behov i landet og frem for alt, det magtgrundlag man har i form af et uafhængigt statsapparat – alt det er ting der gør Moskva meget nervøs for, at der måske er ved at opstå en ny og endnu farligere Tito i Kina(…)

“Men den kinesiske økonomis underordning til gavn for det russiske bureakrati, forsøgene på at indsætte marionetter på magtfulde poster, som vil være fuldstændigt underordnet Moskva -med andre ord, den nationale undertrykkelse af kineserne – det vil skabe grobund for et stort og afgørende sammenstød med Kreml. Mao vil, i et uafhængigt og magtfuldt statsapparat, i muligheden for at manøvrere rundt med Vestens imperialister (som vil forsøge at lave handelsaftaler med Kina og prøve at drive en kile ind mellem Peking og Moskva) og i de kinesiske massers støtte til den leder, som vandt kampen mod Kuomintang, have afgørende støttepunkter over for Moskva.

“Stalins forsøg på at komme denne udvikling i forkøbet, vil få den til at gå endnu hurtigere og gøre konflikten endnu værre.” (“Svar til David James,” genoptrykt i Ted Grant, “The Unbroken Thread,” s.304 – kan bestilles og eller læses på Wellred books online)

Disse linjer blev skrevet mere end ti år, inden konflikten mellem Kina of Sovjet brød ud, på et tidspunkt hvor de kinesiske og russiske bureaukratier fremstod som uadskillelige allierede.

Maos bondehære sejrede på baggrund af flere faktorer: Den kinesiske kapitalisme og godsejersystemet var gået helt og aldeles i stå, imperialismen kunne ikke gribe ind, fordi de imperialistiske tropper var krigstrætte efter 2. verdenskrig, og også på grund af den enorme tiltrækningskraft, som det stalinistiske Ruslands nationaliserede planøkonomi udstrålede, efter at den havde demonstreret sin overlegenhed under krigen mod Hitlers Tyskland.

At bønderne blev brugt til at gennemføre en social revolution, var en fuldstændig ny udvikling i Kinas historie. Kina var bondekrigenes klassiske land – der var bondekrige med regelmæssige intervaller. Men selv når disse krige sejrede, resulterede dette bare i, at de ledende elementer i bondehærene smeltede sammen med eliten i byerne, og dermed dannedes der et nyt dynasti. Det var en ond cirkel, som tegnede den kinesiske historie i over 2000 år. Men her så vi en grundlæggende afvigelse. Bondehæren under Mao var i stand til at knuse kapitalismen og danne et samfund i det stalinistiske Ruslands billede. Selvfølgelig kunne der ikke være tale om en sund arbejderstat som i Rusland i november 1917, når den blev dannet på denne måde. For at det skulle være muligt, ville det være nødvendigt med aktiv deltagelse og ledelse fra arbejderklassens side, hvorimod en bondehær uden arbejderklassens ledelse er bonapartismens klassiske instrument, ikke et arbejderstyres. Den kinesiske revolution i 1949 begyndte, hvor den russiske revolution var endt. Der var aldrig tale om sovjetter eller arbejderdemokrati. Helt fra starten var det en uhyrligt degenereret arbejderstat. Vores tendens har altid understreget, at arbejderklassen på verdensplan er den eneste klasse, som kan gennemføre socialismens triumf.

Så snart Mao havde taget magten og skabt et statsapparat på basis af den røde hærs hierarki, havde han ikke noget behov for at alliere sig med borgerskabet. På typisk bonapartistisk facon balancerede Mao imellem de forskellige klasser. Han støttede sig til bønderne og i en vis udstrækning arbejderklassen for at ekspropriere kapitalisterne, men så snart de var slået, fortsatte han med at fjerne alle de elementer af arbejderdemokrati, der eventuelt havde været der. Dette fænomen var kun muligt, fordi verdensrevolutinoen var blevet forsinket, og fordi samfundet generelt befandt sig i en blindgyde. Han havde det stalinistiske Rusland som et stærkt forbillede, hvor et stærkt bureaukrati sad som en parasit på planøkonomien og nød godt af den, så han besluttede sig for at følge samme model. På trods af sin uhyrligt degenererede karakter repræsenterede den kinesiske revolution ikke desto mindre et gigantisk fremskridt for hundrede millioner af mennesker, som før havde lidt under imperialismens åg.

Proletarisk bonapartisme
Da vores tendens i sin tid skulle beskrive de processer, der fandt sted i den koloniale revolution, tog vi Trotskijs teori om den permanente revolution som vores hovedudgangspunkt, og den er på strålende vis blevet bekræftet af historien. Men i praksis udfolder teorierne sig ikke nødvendigvis på en ren kemisk destilleret facon. Der kan være alle former for mærkelige varianter, forvrængninger og afvigelser fra normen. Dette kan man se på alle mulige måder.

Den borgerligt-demokratiske revolutions klassiske periode begyndte for to- eller endda trehundrede år siden med revolutionerne i Holland, England og Frankrig. Marx tog den franske revolution i 1789-93 som sin model for den borgerligt-demokratiske revolution i politiske henseende (mens England stod som den økonomiske model). Men der har altid været undtagelser fra den klassiske norm – for eksempel i Tyskland, hvor den borgeligt-demokratiske revolutions grundlæggende opgaver blev udført på en særpræget måde, nemlig ovenfra af den gamle feudale junkerstat under Bismarck. Selvfølgelig var der mange modsætninger og levn fra feudalismen som først blev ryddet af vejen af revolutionen i November 1918 – en mislykket proletarisk revolution, hvor arbejderne omstyrtede den gamle stat, hvorefter de socialdemokratiske ledere overav magten til borgerskabet. På samme måde var det i Japan den gamle feudalstat, som startede processen med den borgerligt-demo-kratiske revolution i 1860’erne under pres udefra, og udviklingen blev først afsluttet af de amerikanske besættelsesstyrker efter 1945 i et forsøg på at forhindre revolution i Japan.

Fænomenet proletarisk bonapartisme har et lignende forhold til teorien om den permanente revolution som den tyske og japanske udvikling har til den borgeligt-demokratiske revolutions klassiske norm; det vil sige som afvigelser, der opstod af en specifik historisk sammenkædning af omstændigheder. Dette fænomen kan kun forstås på baggrund af disse samfunds totale magtesløshed og forsinkelsen af revolutionen i Vesten. Masserne i de koloniale lande kunne ikke vente længere. Det er den fundamentale forklaring. Men vi må ikke glemme de forskellige koloniale og ex-koloniale landes særpræg, som adskiller dem fra den avancerede kapitalismes lande og derfor tillader bestemte varianter som ikke blev forudset af marxismens klassikere. Vi tænker her specielt på statsapparatet.

Marxismen ville være en meget simpel sag, hvis det bare drejede sig om at lære de klassiske teksters elementære formler udenad og overføre disse på en tankeløs og mekanisk måde på hver evig eneste situation. Den dialektiske metode kræver, at vi går ud fra objektive betragtninger af de givne fænomener og tager hver sag for sig og betragter den fra alle synsvinkler. En alvorlig analyse af de koloniale og ex-koloniale stater afslører grundlæggende forskelle i.f.t. den statstype, som eksisterer i de udviklede kapitalistiske lande, og som udgjorde grundmodellen for Engels og Lenins klassiske værker. Disse stater blev skabt og passet til af borgerskabet som et værktøj for deres styre. På alle planer var disse stater proppet med loyale repræsentanter – formede og trænede til at tjene kapitalens interesser. Frem for alt var disse fremskredne industrielle lande i stand til at udvikle produktivkræfterne. Men de nyskabte stater i de koloniale lande var fuldstændigt forskellige fra dem, der var blevet skabt og udviklet over generationer i vesten. I lande som Syrien og Burma var samfundet reelt gået i stå, kunne ikke udvikle produktivkræfterne og var i totalt kaos.

Det er en grundlæggende marxistisk lære, at staten ikke er en uafhængig magt, at den nødvendigvis må afspejle en gruppes eller en klasses interesser i samfundet. I normale tider afspejler de den herskende klasses situation. Men i krisetider og tider med social uro bliver staten og hæren splittede og opdelt i mange fraktioner. Staterne, som blev skabt på grundlag af imperialismens tilbagetrækning, var på trods af deres borgelige karakter svage stater. I disse lande – Burma, Syrien, Angola, Mozambique, Etiopien, Somalia, Afghanistan og andre stater som overgik til proletarisk bonapartisme – var staten udsat for adskillige kupforsøg og kriser. Med styrets fuldstændige magtesløshed, og forsinkelsen af revolutionen i Vesten blev stalinismens eksempel – som på dette stadie enednu kunneudvikle produktivkræfterne – en kraftig tiltrækningspol for visse lag i statsapparatet.

Det kinesiske eksempel forstærkede stalinismens tiltrækningskraft som en vej fremad for ikke alene de fattige bønder i de tidligere koloniale lande, men også for sektioner af statsapparatet i disse lande. En lang række lande, som var i en tilstand af kollaps og opløsning, bevægede sig i retning af proletarisk bonapartisme. Sektioner af officerskasten lod arbejderklassen og bønderne gennemføre revolutionen for at omstyrte kapitalismen og feudalismen. De så stalinismen som et styre, der bragte samfundet fremad, men samtidig lod en bureaukratisk kaste have privilegier og styre landet. Det var sådan, det gik for sig, specielt i de mest tilbagestående af de koloniale lande, som Etiopien, Angola, Afghanistan o.s.v., hvor proletariatet var (og stadig er) meget svagt eller ikke-eksisterende.

En anden vigtig faktor i bevægelsen mod proletarisk bonapartisme i alle disse lande var den verdensomspændende tendens imod en styrkelse af statsmagten. Dette fænomen blev allerede behandlet af Engels, som refererer til “den invaderende socialistiske økonomi” og senere af Lenin, som beskrev det som statsmonopolkapitalisme. Det faktum, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne har nået sine grænser, bliver udtrykt ved at store områder af økonomien er i statens hænder i alle kapitalistiske lande, undtagen – selvfølgelig – nøgleelementerne, de mest profitable områder, som stadig er private. Den statslige sektor spillede ikke en uafhængig rolle, men fungerede kun som den private sektors tjener ved at forsyne kapitalisterne med billigt stål, billig elektricitet, billigt kul osv.

Den samme proces påvirkede den tredje verden, ikke bare de proletar-bonapartistiske styrer, men selv i de relativt mere udviklede kapitalistiske stater såsom Argentina, Mexico, Indien osv. Mange af disse kapitalistiske ledere beskrev sig selv som socialister (fx Nasser i Egypten, Nehru i Indien og Nikruman i Ghana) og nationaliserede store dele af økonomien. I sådanne tilfælde som Syrien, Etiopien m.fl. gennemførte et lag af officererne faktisk denne udvikling ved at støtte sig til proletariatet og lade dem ekspropiere kapitalisterne fuldstændigt. De etablerede regimer i Moskvas og Pekings billede, hvor kapitalismen blev forkastet, men arbejderne blev underlagt et nyt tyranni i form af bureaukratiske totalitære et-partiregimer. Naturligvis havde sådanne regimer intet til fælles med socialisme eller bare med en sund arbejderstat. I alle de tilfælde, hvor en klasses historiske opgaver er blevet gennemført i forvrænget form af en anden klasse, har der altid været en pris der skulle betales. Vi forklarede, at for at bevæge sig mod socialisme ville en ny revolution være nødvendig. Ikke en social revolution for at etablere nye ejendomsforhold (da dette allerede var sket), men en politisk revolution imod den herskende bureaukratiske kaste for at etablere et ægte arbejderdemokrati. Ikke desto mindre repræsenterede omstyrtelsen af feudalismen og kapitalismen i disse lande et skridt fremad og et slag mod imperialismen og blev som sådan budt velkommen af marxisterne.

I de fleste, hvis ikke alle, af disse eksempler spillede Moskva og Peking ingen rolle. Som regel modsatte de sig kapitalismens fald og gjorde hvad de kunne for at forhindre det. Det kubanske kommunistparti støttede Batista mod Castro. Senere lagde de russiske og kubanske bureaukratier pres på sandinisterne, for at disse ikke skulle ekspropriere kapitalismen i Nicaragua. Men selvfølgelig udnyttede de de tilfælde, hvor udviklingen fandt sted alligevel, til at styrke deres egen position overfor USAs imperialisme. Dette var også tilfældet i Afghanistan, hvor den stalinistiske hærs officerer gennemførte revolutionen ovenfra uden nogen koordinering fra Moskva. Det russiske bureaukrati havde et meget fint forhold til Doud’s borgerlige styre i Kabul og var endda parat til at ofre landets kommunistparti for hans skyld. Men så snart revolution var et faktum, blev de tvunget til at acceptere den.

Imperialisternes svar på revolutionen i Afghanistan var at bevæbne og financiere grupper af røvere og pjalteproletarer, som erklærede krig imod det nye regime. Havde det nye regime fulgt samme politik som bolsjevikkerne og baseret sig på masserne i kampen imod imperialisme og reaktion, kunne de måske have vundet, selvom det er klart, at i en situation med så voldsom tilbageståenhed ville selv en sund arbejderstat havde haft store vanskeligheder. Det ville have været nødvendigt at gå gradvist og meget forsigtigt frem, specielt i spørgsmålet om religion. Men forsøget på en snige samfundsændringer ind fra toppen på klodset bureaukratisk facon, forstærket af den russiske invasion og de uhyrlige udrensningeer og indbyrdes kampe, der fulgte, svækkede revolutionen fatalt overfor det iscenesatte stormløb fra de kontrarevolutionære styrker med opbakning fra USA og Pakistan.

En lignende udvikling fandt sted i Afrika, hvor imperialisterne benyttede Sydafrika til at styrte de proletar-bonapartistiske regimer i Angola og Mozambique. Som i Afghanistan bevæbnede og finansierede de en hær af lejemordere og kriminelle. Dette var ikke nogen politisk kamp, men bare mobiliseringen af de “sorte styrker” til at myrde, brænde, voldtage og ødelægge. Imperialismen kunne ikke tolerere eksistensen af selv degenererede arbejderstater på grund af det eksempel, det ville præsentere for Sydafrika. Frem for at se dette ske foretrak de at banke Angola, Mozambique og Afghanistan tilbage til stenalderen.

Er nye proletar-bonapartistiske styrer mulige?
Set ud fra denne analyse, hvad er så mulighederne for dannelsen af nye proletar-bonapartistiske regimer? For at kunne besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at have det generelle verdensperspektiv som udgangspunkt. Den verdensomspændende tendens mod statslig indgriben i økonomien blev vendt efter 1974-nedgangen og blev til sin modsætning, specielt efter at privatiseringsprocesserne startede med Thatcher i 80’erne. Dette afspejler kapitalismens magtesløshed på verdensplan og den keynesianistiske models fallit. De koloniale lande er gennemgående blevet tvunget af IMF og Verdensbanken til at åbne deres markeder og privatisere de nationaliserede industrier. Dette er i virkeligheden en udplyndring af staten. Det vil få vidtrækkende konsekvenser i den næste periode. Privatiseringer er et udtryk for kapitalismens krise og ikke et fremskridt, som de forsøger at bilde os ind. De har skabt et helt nyt sprog (“effektivisering,” “frigørelse,” “åbning af markederne,” “frigørelse af økonomien” o.s.v.) for at dække over hvad der i virkeligheden er massiv ødelæggelse af produktivkræfterne. Dette minder om George Orwells “Newspeak” fra bogen “1984,” hvor Overflodsministeriet administrerer manglerne, Fredsministreriet er Krigsministeriet, og Kærlighedsministeriet er det hemmelige politi.

Det frie markeds fortalere glemmer belejligt nok, at kapitalismen netop udviklede sig på grundlag af høje toldmure og protektionisme. I kapitalismens første periode dækkede britisk kapitalisme sig ind bag høje toldmure for at beskytte sine egne spinkle nationale industrier. Først da deres industri var blevet stærk nok, blev det britiske borgeskab en lidenskabelig fortaler for den frie handels “princip.” Det samme var tilfældet med Frankrig, Tyskland, USA, Japan og alle de andre, som nu prædiker den frie handels dyder overfor Afrikas, Asiens og Latinamerikas lande. Men denne proces skaber nye modsætninger. Sektioner af statsapparatet og det nationale borgerskab ser, hvordan dette formindsker deres egen del af kagen, og de frygter også en eksplosion blandt masserne. Dette fører til, at nogle af dem (i hvert fald i ord) går imod imperialismen, af frygt for at miste deres stilling – eller endda deres hoveder.

Dette er tilfældet med den nigerianske junta, som modsætter sig nogle af IMFs privatiseringsplaner. Sektioner af det ledende PRI i Mexico er begyndt at brokke sig over neo-liberalismen, fordi de ser hvordan det undergraver grundlaget for deres bureaukratiske kontrol over samfundet. Selv Mobutu, Zaires diktator, var imod privatiseringer i de sidste dage, han var ved magten – en politik der tydeligvis ikke var dikteret af et ønske om at forsvare befolkningens interesser, men udelukkende gik ud på at forsvare hans egne, personlige interesser. Allerede nu ser vi, som et resultat af krisen i Sydøstasien, at der opstår protektionistiske, vestfjendtlige holdninger i visse af disse lande. Det ser vi i Sydkorea og hos Suhartos i Indonesien, som i sine sidste dage, ligesom Mobutu, havde sammenstød med IMF. Det samme kan man sige om Mohathir i Malaysia og hans “anti-imperialistiske” demagogi. Dette er intet tilfælde. Efter sammenbruddet i Asien har imperialisterne været hurtige til at opkøbe ejendom til røverpriser og tvinge de asiatiske økonomier til en endnu mere ydmygende form for undertrykkelse end før. Dette er bare nogle få af de ting, der viser, at den nådesløse udbytning af de tidligere koloniale lande gennem valutafonden og verdensbanken skaber et massivt bagslag imod privatiserings- og “globaliserings”-politikken o.s.v. Selv i Vesten kan vi se starten på massebevægelser imod nedskæringerne i velfærdsstaten og privatiseringer. I den næste periode vil vi se en massiv drejning i den modsatte retning, specielt i forbindelse med den kommede verdensøkonomske krise.

Det er nødvendigt at have en dialektisk forståelse af processen, ikke bare acceptere det som en fuldbyrdet kendsgerning – noget uforanderligt. Det er netop kapitalisterne og deres strategers empirisme, som gør dem ude af stand til at se de reelle processer og tvinger dem til at vakle videre ad en vej, der uundgåeligt må føre til katastrofe. I jagten på kortsigtede vindinger provokerer de masserne i Asien – og den ex-koloniale verden i det hele taget – til grænserne af deres udholdenhed. På et tidspunkt vil hele den udvikling, vi har set i de sidste ca. ti år, blive sat i bakgear. Derfor kan vi konkludere, at på baggrund af kapitalismens dødvande i de koloniale lande, tilbageslaget imod privatiseringer og disse landes massers presserende behov, vil vi i den næste periode blive vidner til nye bevægelser i retning af proletarisk bonapartisme. Dette vil der være sandsynlighed for specielt i de svageste af disse lande. Den kapitalistiske genopbygning i Rusland og Kina vil selvfølgelig få en enorm virkning på denne udvikling, på den ene eller anden måde. Men det er et andet spørgsmål. Lad os nøjes med at sige, at i tilfælde af en dyb krise på verdensplan vil planerne for en kapitalistisk genopbygning i disse lande uundgåeligt blive sendt tilbage i smeltedigelen. Det er slet ikke udelukket at den første kandidat for en tilbagevenden til en form for proletarisk bonapartisme kunne være Rusland selv. Det perspektiv afhænger fuldstændigt af udviklingen i Rusland og på verdensplan. Vi må være forberedt på alle muligheder, mens vi kæmper for arbejdermagt, så vi ikke bliver overrasket af begivenhederne.

Den Cubanske revolution
Udbredelsen af proletarisk bonapartisme i den koloniale verden rejste også et andet spørgsmål – det om bøndernes rolle i revolutionen. I lang tid så det ud som om marxismens analyse angående proletariatets ledende rolle var blevet gjort til skamme af historien. Praktisk taget enhver anden tendens med undtagelse af os selv accepterede de nystøbte teorier om guerillakrigsførsel. Vi var de eneste, der forklarede, at ingen anden klasse end proletariatet kan føre til skabelsen af en sund arbejderstat.

Som vi har pointeret, kan man i Marx’s, Engels’, Lenins og Trotskijs skrifter ikke finde nogensomhelst hentydninger til, at det skulle være muligt for bondestanden at stå bag en socialistisk revolution. Grunden til det er bøndernes ekstreme uensartethed som klasse. De er delt op i mange lag, fra de besiddelsesløse landarbejdere (som i virkeligheden er landproletarer) til de rige bønder som beskæftiger andre bønder som lønarbejdere. De har ingen fælles interesse og kan derfor ikke spille en uafhængig rolle i samfundet. Historisk har de støttet forskellige klasser eller grupper i byerne. Den eneste klasse, der er i stand til at lede en succesfuld socialistisk revolution, er arbejderklassen. Dette er ikke af sentimentale grunde, men på grund af den plads arbejderklassen har i samfundet og den kollektive bevidsthed, de har som følge af deres rolle i produktionen. Marxister har altid opfattet bondekrigen som en slags hjælpetropper for arbejderne i kampen om magten. Den holdning blev først udviklet af Marx under den tyske revolution i 1848, hvor han argumenterede for, at den tyske revolution kun kunne lykkes som en “anden udgave af bondekrigen.” Det vil sige, at byarbejdernes bevægelse var nødt til at trække bondemasserne med sig. Bolsjevikkerne forklarede også, at det var byarbejderne som skulle lede bønderne. Det er vigtigt at notere sig, at under den russiske revolution repræsenterede den russiske arbejderklasse ikke mere end 10 procent af befolkningen. Alligevel spillede proletariatet den ledende rolle i den russiske revolution med millionerne af fattige bønder i ryggen – som proletariatets naturlige allierede.

Dette perpektiv så ud til at blive gjort til skamme efter Anden Verdenskrig, da et antal guerillakrige endte sejrrigt i Kuba, Vietnam, Angola, Mozambique o.s.v. Den kubanske revolution var endnu et særtilfælde, selvom den i hovedtræk lignede Kina. Det er ikke mange der er klar over, at Castro startede som borgerlig demokrat. Hans model var den amerikanske revolution fra 1776! Men på den anden side havde Mao også oprindeligt et perspektiv for en lang periode med kapitalistisk udvikling i Kina. I begge tilfælde dikterede situationens logik udfaldet, som viste sig at være forskelligt fra ledernes forestillinger.

Efter at Castro havde knust den gamle Batista-stat (på trods af det kubanske kommunistparti – som fordømte Castro som en småborgerlig eventyrer), stod han i en fuldtændig uforudset situation. Han forsøgte at indføre reformer og beskatte de amerikanske selskaber, som svarede igen med en sabotagekampagne, selvom de skatter, de blev bedt om at betale i Kuba, stadig var lavere end i USA. Washington påbegyndte en blokade overfor Kuba. Castro reagerede ved at beslaglægge alle amerikanske værdier i Kuba. Eftersom 90% af økonomien var ejet af den amerikanske imperialisme, var stort set hele økonomien hermed nationaliseret, så de besluttede at gøre arbejdet færdigt og nationaliserede de sidste 10%. Med Moskva som forbillede manøvrerede de kubanske ledere for at opbygge et proletar-bonapartistisk styre.

Den kubanske revolution fungerede som en forbillede for de undertrykte arbejdere i Central- og Latinamerika. I adskillige lande var der forsøg på følge den kubanske vej med guerillakrig, men på trods af dens oprindelige tiltrækning, specielt blandt studenterne, slog den fejl overalt – med katastrofale konsekvenser. Vores tendens forklarede, at mange af disse sejre blev nået ikke af guerillakrigen i sig selv, men med arbejdernes generalstrejker i byerne som den afgørende faktor. Det var tilfældet i Kuba og også i Nicaragua. Vi forklarede også, at en guerillakrig, selv hvis den sejrede, højst kunne føre til en degenereret (proletar-bonapartistisk) arbejderstat. Selve organiseringen af en guerillakrig tillader ikke en demokratisk struktur, og arbejdernes manglende deltagelse i omstyrtningen af regimet på en organiseret måde betød, at guerillahærens hierarki kom til at udgøre det nye statsbureaukrati.

Derfor insisterede vores tendens på, at hovedfaktoren var den bevidste organisering af arbejderklassen for at ændre samfundet – imens vi gav kritisk støtte til de forskellige guerillabevægelser som et udtryk for folkets kamp imod undertrykkelsen. Arbejderklassen i næsten alle lande, hvor guerillakrige fandt sted, var mindst lige så stor som den var under den russiske revolution i 1917, og meget større som andel af den samlede befolkning. Under et ægte leninistisk partis ledelse kunne arbejderne gennemføre en klassisk socialistisk revolution på linie med Oktoberrevolutionen i alle lande bortset fra de mest tilbagestående. Desuden lever størstedelen af befolkningen i byområderne i mange, hvis ikke de fleste af disse lande. Arbejderklassen er talmæssigt set langt større end tilfældet var i Rusland i 1917. Kun manglen på den subjektive faktor – et revolutionært parti og ledelse – har forhindret denne udvikling.

Alle de såkaldte trotskijstiske grupper på den tid begyndte at forsvare guerillakrig i den tredje verden som den eneste vej for en socialistisk revolution. De gik endda så langt som til at erklære guerillakrig for hovedtaktikken selv i lande, hvor bønderne udgjorde en mindre andel af befolkningen – og de udviklede den syge idé om byguerillaer, som førte til ødelæggelsen af en hel generation af revolutionære unge i lande som Argentina, Uruguay m.fl.

Kommunistledernes organiske opportunisme og deres dyrkelse af borgerskabet under teorien om de “to stadier”, skubbede en stor del af studenterne over i eventyrpolitikkens arme – individuel terrorisme og guerillaisme – fordi de søgte efter en genvej til revolutionen. Dette førte til en katastrofe i Latinamerika, hvor disse taktikker førte til massakren på en hel generation af unge revolutionære kadrer, og i sidste ende til militærdiktaturer i Argentina og Uruguay. Ikke nok med at de såkaldte trotskijster ikke bekæmpede disse tendenser, men de opmuntrede dem aktivt og deltog oven i købet i dem. Dette faktum viser netop, hvor vidt disse menneskers degenerering er kommet. Idéer, som allerede var blevet smidt væk i bevægelsens forhistorie, genopstod nu af historiens skraldespand og fremstod som noget nyt og originalt. Men den russiske marxisme fødtes i kamp imod alle former for individuel terrorisme og “guerillaisme.” Sådanne metoder må føre til nederlag, men selv hvis de lykkes kan de ikke føre til etableringen af en sund arbejderstat, men kun en bureaukratisk karrikatur.

Guerillakrig
Fiaskoen for guerillaerne i El Salvador og Guatemala viste denne taktiks begrænsninger. Hvor den kubanske revolution overraskede imperialisterne, var de bedre forberedte til at tackle problemerne andetsteds. Alligevel kunne revolutionen have lykkedes. Med korrekt politik og taktik kunne revolutionen være lykkedes i El Salvador, hvor der fra starten af eksisterede de rette betingelser for en massebevægelse i byerne. Den småborgerlige ledelse var inficeret med idéerne om guerillakrig og førte bevægelsen til et blodigt nederlag. I Nicaragua havde sandinisterne ført guerillakrig i årtier uden resultat. Det der afgjorde sagen var ikke guerillaerne, men det faktum at der var en masseopstand og en generalstrejke i Managua.

Her ser vi igen stalinismens kontrarevolutionære rolle. Sandinisterne kunne let være gået hele vejen og gennemført den socialistiske revolution. Selvfølgelig ville de ikke kunne have holdt ud længe i et lille land som Nicaragua. Men det er den permanente revolutions hovedpointe. Den Centralamerikanske revolution er i virkeligheden en uadskillelig helhed. Efter at have taget magten i Nicaragua skulle sandinisterne have appeleret til arbejderne og bønderne i Guatemala, Honduras, El Salvador og Costa Rica om at følge deres eksempel. Frem for alt var det en nødvendighed at sprede revolutionen til Mexico. Den nicaraguanske revolution vil sejre som en del af af revolutionen i hele Central- og Sydamerika eller slet ikke. Sandinisterne ville sandsynligvis være parate til at gennemføre revolutionen ved at omstyrte kapitalismen i Nicaragua. Men de blev forhindret i af gøre dette af pres fra Moskva og Havana. De russiske og kubanske bureaukrater, motiveret af snævre nationale overvejelser, ønskede ikke at provokere Washington og overtalte sandinisterne til at standse revolutionen halvvejs. Dette blev katastrofalt for revolutionen. De amerikanske imperialister gik sammen og bevæbnede de kontrarevolutionære “kontraer” og kvalte langsomt den nicaraguanske revolution.

Imperialisterne har lært lektien om guerillakrig og forsøger at slå den ned på et tidligt stadium. I den sidste periode har en række guerillagrupper opgivet deres taktik og opnået aftaler om at deltage i civil politik. Men dette har mere været et resultat af demoraliseringen af deres stalinistiske ledere end en ægte løsning på de problemer, der oprindeligt gav anledning til guerillakrigen. Vi ser nu i lande som El Salvador eller Guatemala, hvordan hærens dødspatruljer stadig opererer frit og landets problemer er langt fra at blive løst. Derfor er muligheden for nye udbrud i guerillakrig stadig tilstedeværende i situationen. I Nicaragua for eksempel har forskellige grupper taget våbnene op igen, da løfterne om land og billige lån ikke blev indfriet af regeringen.

Det faktum, at guerillaerne har givet op i en række lande, udelukker ikke muligheden for nye udbrud af guerillakrige. Tværtimod. De er uundgåelige i den næste periode, og kan endda ende med sejr i visse tilfælde. De samme faktorer som førte til guerillakrige i fortiden er stadig tilstede. Bøndernes desperate situation i de fleste af de koloniale lande, behovet for at fjerne resterne af det feudale system – alle disse faktorer gør nye guerillakrige uundgåelige. Et klart tegn på dette blev givet med Zapatista-hærens (EZLNs) fremkomst i Chiapas, Mexico i 1994. Med manglen på et reelt revolutionært alternativ er der en fare for, at et lag af ungdommen vil blive tilbøjelig til at ty til guerillaisme og terrorisme. Alligevel er EZLN et godt eksempel på bondebevægelsens behov for at kæde sig sammen med arbejderbevægelsen i byerne. Hver gang den mexicanske hær har forsøgt at gå ind og knuse zapatisterne, har massedemonstrationer i byerne stoppet dem. EZLNs program er højst et borgerligt-demokratisk program, men selv deres begrænsede krav kan ikke opfyldes inden for kapitalismens grænser. Dette bekræfter teorien om den permanente revolution. Manglen på alternativer fra EZLN-ledernes side har tilladt regeringen at gå i offensiven og prøve at nedlægge de forskellige “autonome selvstyrer” under zapatisternes kontrol et ad gangen.

Lederne af EZLN har ikke et program, der kan appelere til arbejderne og deres forsøg på at komme ud over deres støttegrundlag blandt bønderne har hovedsaligt været orienteret imod de småborgerlige intellektuelle og middelklassen i byerne. Vi må huske på, at i Mexico idag lever 70% af befolkningen i byområderne. Nøglen til revolution i Mexico og i resten af Latinamerika ligger, ikke i bondestanden, men i arbejderklassens milliontallige skarer.

I Colombia er guerillabevægelsen ikke bare stadig aktiv, men kontrollerer omkring 60 procent af landets territorium og fortsætter med at gå fremad. Det er ikke udelukket, at de vil kunne tage magten. De amerikanske imperialister er så bekymrede over denne udsigt, at de sender militære rådgivere til landet. Lad os huske på at det var på samme måde USAs involvering i Vietnam startede i de tidlige 60’ere. Denne sammenligning er allerede blev gjort af borgerlige observatører. Efter Vietnamkrigen har amerikansk imperialisme forsøgt at undgå at sende infanteri ind i fremmede krige, men foretrukket at basere sig på luftbombardementer. Men krige kan ikke vindes ved bombardementer alene. Det er muligt at USAs involvering i Colombia vil eskalere, som den gjorde i Vietnam, hvis de colombianske guerillaer ser ud til at vinde. Sådan en udvikling vil få helt uforudsigelige konsekvenser i hele Central- og Latinamerika såvel som i USA. Det er netop det Trotskij mentej da han talte omj at der var dynamit indbygget i fundamentet på den amerikanske imperialisme – på grund af USAs rolle som verdens politimand i en periode med imperialistisk forfald.

Interimperialistiske modsætninger
En vigtig bibvirkning ved stalinismens fald har været intensiveringen af modsætningerne mellem de forskellige imperialistiske magter. Før i tiden var de i en vis grad forenet mod den fælles fjende, stalinismen, men nu da denne er forsvundet – i det mindste for øjeblikket – er de modstridende interesser mellem de imperialistiske magter kommet mere og mere frem i forgrunden. Delingen af hele verden i tre gigantiske blokke fortsætter i et hurtigt tempo. EU, der domineres af Tyskland, med Frankrig som sekundant, har travlt sprede sin indflydelse til Øst- og Centraleuropa, og har også en række halvkolonier i Nordafrika, Afrika og Caribien. USA forsøger at forøge deres kvælertag på Central- og Sydamerika, og på samme tid øger de deres dominerende indflydelse på verdensplan. Dette bringer dem nogen gange i konflikt med deres europæiske og japanske “allierede,” som vi tidligere har set. Af grunde som vi allerede har forklaret i andre dokumenter, er en verdenskrig mellem stormagterne udelukket under moderne forhold. Men ´”små” krige i den tredje verden mellem de imperialistiske staters klientstater vil foregå konstant.

Kapitalisternes presse prøver konstant at præsentere krige og konflikter i disse lande som “raceopgør” eller “etnisk motiverede.” I virkeligheden er fattigdom, forårsaget af imperialismens hensynsløse overudnyttelse af disse lande, en af hovedårsagerne til, at sådanne konflikter og krige opstår. En anden faktor er de gamle imperialistiske magters del og hersk politik, og de kunstigt trukne grænser mellem disse lande. Otte ud af ti af de mest forgældede lande, har lidt under borgerkrig eller voldelige konflikter siden 1990. Af de 25 mest forgældede lande, lider 15 under den slags konflikter. I nogle lande, især, men ikke udelukkende, i Afrika syd for Sahara, er vi vidner til, at selve samfundets og statens strukturer ødelægges, og mange steder optræder der elementer af reelt barbari. Det er lande, der gennem årtier er blevet hærget med imperialistisk plyndring, og hvor bevæbnede bander nu hersker i en tilstand af permanent intern kamp, hvor den kapitalistiske stat reelt er kollapset. Dette er hovedsageligt tilfældet i de lande, hvor arbejderklassen altid har været meget svag. Som eksempler på dette fænomen er det tilstrækkeligt at nævne Somalia, Sierre Leone og Afghanistan.

Imperialisterne kæmper bittert for ethvert marked og strategisk position på verdensplan. Dette fremkalder en enorm ustabilitet og medfører en situation, der mere ligner situationen ved århundredeskiftet end den lange periode med relativ stabilitet i de internationale relationer, som vi havde i det halve århundrede der fulgte efter 2. verdenskrig. Dette ses tydeligt i Afrika, hvor vi er vidner til kampen mellem en forfalden imperialistisk magt (Frankrig), og en voksende magt med få tidligere interesser i kontinentet (USA). Denne inter-imperialistiske konflikt har været en vigtig underliggende faktor i krigene i det tidligere Zaire, i Congo-Brazzaville, i Sudan, o.s.v. På den måde er Uganda blevet en af de vigtige af Washingtons marionetter i regionen, hvor de hjælper Washington med at vinde positioner i Rwanda, Burundi og Zaire – lande som nu praktisk talt er blevet en del af den amerikanske indflydelsesområde. Frankrig har helt klart været taberen i denne konflikt.

I Sudan kan vi se en fælles kampagne fra forskellige USA-støttede lande (Uganda, Rwanda, Etiopen) med det formål at fordrive den islamiske regering i norden, ved at støtte de kristne guerillaer i syd. Frankrig befinder sig, endnu engang, på den forkerte side af ligningen. Men det mest rystende eksempel på de imperialistiske stormagters kamp om naturressourcer var uden tvivl krigen i Congo-Brazzaville i sommeren 1997. Denne krig var en krig der åbent blev kæmpet mellem franske og amerikanske olieselskaber (med opbakning fra regeringerne i Paris og Washington og deres allierede i området) for at få kontrol over landets olieressourcer. Få måneder efter var landet næsten fuldstændig ødelagt, 10.000 mennesker var døde, og det franske olieselskab Elf havde genvundet sin kontrakt på Congos ressourcer. Den samme interessekonflikt bliver gentaget over hele verden. Frankrig, Rusland og USA kæmper om olien i mellemøsten (specielt i Irak), og i Centralasien. Afghanistan bliver stadig revet i stykker af rivaliserende fraktioner, hver især bakket op af den ene eller den anden fremmede magt – Pakistan, Iran, Saudi-Arabien, Rusland, USA. I hele Asien udspiller der sig en enorm kamp mellem alle de store imperialsitiske magter, der alle ønsker at vinde nye markeder.

Imperialismen tvunget til at trække sig tilbage
De imperialistiske magters direkte militære dominans i den koloniale verden var i 1945 blevet for dyr. Allerede inden 2. verdenskrig havde Trotskij forklaret, at omkostningerne ved den direkte imperialistiske dominans i den koloniale verden var større end de modydelser, de kunne få gennem udbytningen. Alligevel var mange af de imperialistiske lande uvillige til at at trække sig ud af disse lande, og derfor opstod der massebevægelser i Sydøstasien mod fransk og amerikansk imperialisme, i Afrika (Kenya, Ghana og Nigeria) mod britisk imperialisme og mod fransk imperialisme i Algeriet. Men selv der, hvor man opnåede uafhængighed, løste det ikke problemerne for masserne i disse lande. Denne uafhængighed var kun formel, da den imperialistiske dominans fortsatte med mere snedige, økonomiske midler.

Denne dominans bliver hovedsageligt udøvet gennem markedsmekanismerne og de ulige handelsvilkår, hvor varer der repræsenterer mere arbejde, bliver byttet for varer der repræsenterer mindre arbejde. Imperialismen tvinger mange af disse lande ind i enkeltafgrødsøkonomier, ligegyldigt om det består af landbrugsprodukter, som kaffe, kakao, bananer, bomuld, o.s.v., eller mineraler som kobber, diamanter, tin, m.m. Priserne på disse produkter bliver skarpt kontrolleret af nogle få multinationale selskaber, og den generelle tendens har været for nedadgående i årtier. På samme tid har priserne på forarbejdede produkter, som de koloniale lande har købt til gengæld, været stigende, hvilket har skabt en ond cirkel, som det er umuligt at undslippe. Det er ikke tilfældigt, at Rwandas krise blev indvarslet af et brat fald i kaffepriserne. Dette ruinerede tusinder af bønder (først og fremmest hutuer), der flyttede ind til byerne, hvor de udgjorde et godt rekrutteringsgrundlag for de bander der organiserede folkedrabet. Priserne på råvarer og landbrugsprodukter er nu lavere, end de var for 70 år siden under den store depression.

Hele verdenshistorien siden 1945 tjener kun til at bekræfte teorien om den permanente revolution, hvilket allerede blev vist af den russiske revolution selv. Lad os ikke glemme, at før 1917 var det zaristiske Rusland et ekstremt tilbagestående, halv-feudalt og halv-kolonialt land (at det selv var en svag imperialistisk magt forhindrede det ikke i at være fuldstændig afhængigt af udenlandsk imperialisme). Så tidligt som i 1904 forklarede Trotskij kapitalisternes grundlæggende manglende evne til at løse de problemer, det russiske samfund stod overfor. Dette gælder for de nationale kapitalister i alle de tidligere koloniale lande i en periode med imperialistisk dominans. Af denne grund insisterede Lenin på den 2. kongres for den kommunistiske internationale på at afvise udtrykket ”borgerligt-demokratisk revolution”, og istedet erstatte det med parolen om en national-demokratisk revolution. Dette var for at understrege de koloniale kapitalisters råddenskab, og deres fuldstændige mangel på evne til at spille nogen som helst progressiv rolle i den moderne epoke. Dette kan tydeligst vises ved Indiens eksempel.

Indien
I over et halvt århundrede har de indiske kapitalister nu haft masser af tid til at vise, hvad de er i stand til. Og nu står de over for historiens dom. Halvtreds år efter selvstændigheden, har de indiske kapitalister, på trods af Indiens kolossale produktionskapacitet, endnu ikke været i stand til at løse et eneste af landets presserende problemer. Selvom der har været en hvis udvikling af industrien (Indien har nu mere industri end England), er Indien i dag lige så afhængig af imperialismen, som det var, da det opnåede formel uafhængighed, og jordfordelingsproblemt, det nationale spørgsmål, og selv kastesystemet forbliver uløste.

De indiske kapitalister var kun i stand til at herske efter uafhængigheden på grund af det kommunistiske partis politik, som erklærede våbenhvile under kampen for uafhængighed. Den samme anti-leninistiske politik om de “to stadier” blev fulgt af alle kommunistiske partier i den koloniale verden: de støttede det “progressive nationale borgerskab” mod imperialismen, og udskød kampen for socialisme til langt ud i fremtiden. I virkeligheden opnåede Indien formel uafhængighed som en del af den kamp, der udkæmpedes blandt alle de koloniale folk i perioden efter anden verdenskrig. Dette var sandsynligvis den største folkebevægelse i verdenshistorien. De mangemilliontallige masser fra de koloniale lande kæmpede imod imperialismen, i de fleste tilfælde besejrede de den, og vandt derved uafhængighed.

Kongrespartiet under Nehru erklærede sig selv for at være både verdsligt og “socialistisk.” Alligevel ser vi et halvt århundrede efter, at Hindu-fundamentalismen kan sejre i form af det reaktionære BJP. Det er den pris, som Indien har betalt for kapitalisternes styre. Hovedansvaret ligger hos det Moskva-venlige CPI og det Peking-venlige CPI(M), der havde en aftale med kongressen (“to-trinsteorien” igen). Men det var ikke kongressen, men millioner af indiske arbejdere og bønder, der befriede Indien fra britisk herredømme. I 300 år havde Storbritanien styret Indien med indiske tropper. Først da det indiske folk rejste sig og sagde nej, gik det op for briterne, at spillet var ude. General Auckinlech telegraferede til London og sagde, at han ikke kunne holde Indien i mere end fire dage. Desuden svigtede kongressen Indien ved at acceptere den blodige og reaktionære opdeling i Indien og Pakistan, hvor mellem 10 og 20 millioner mennesker blev slagtet. Dette var en forbrydelse – begået af britisk imperialisme – under påskud af at ville “undgå blodsudgydelse,” men i virkeligheden lagde de blot grunden for nye krige og konflikter i fremtiden.

Stalinismens fald betød vigtige ændringer for den koloniale verden. Tidligere havde de koloniale lande haft mulighed for at balancere mellem USA og USSR og få nogle fordele ud af det. Dette er ikke længere tilfældet. Dette har afgjort påvirket lande som Indien, der tidligere kunne opnå en relativ uafhængighed fra Washington ved i en vis udstrækning at knytte handelsmæssige og politiske forbindelser til Moskva. Nu er dette ikke længere tilfældet. Under presset fra imperialismen er Indien hensynsløst blevet tvunget til at åbne sine markeder op, med katastrofale konsekvenser for den lokale industri. Det samme billede kan ses over hele den ex-koloniale verden. Drømmen om fremskridt gennem selvstændighed har vist sig at være et grufuldt bedrageri. Under det kapitalistiske system kan opnåelsen af formel uafhængighed – der dog i sig selv er en progressiv udvikling – ikke løse nogen som helst af de mest fundamentale problemer i samfundet i et tilbagestående land.

Lige nu går 70 procent af Indiens budget til at tilbagebetale gæld, og nu har BJP-regeringen bebudet en stor forøgelse i udgifterne til hæren. Dette vil medføre nye og hårde byrder på arbejdernes og bøndernes skuldre, så de vil snart begynde at kunne gennemskue BJP-regeringen. Som The Economist sarkastisk udtrykker det, så betyder BJPs parole om “selvtillid” i virkeligheden: “du må hellere se at vænne dig til at være fattig.” Resultatet er, at BJP-regeringen allerede nu er ved at gå op i sømmene. I budgettet fra første juni, der blev offentliggjort kort efter atomsprængningerne, annoncerede regeringen store besparelser i gødningstilskud og stigninger i benzinpriserne til markedsniveau. Men koalitionen er så svag, at da oppositionspartierne protesterede, gav finansminister Yashwant Sinha sig øjeblikkeligt, og reducerede kun tilskuddene med det halve og droppede stigningen i benzinpriserne fuldstændigt, hvorefter han sagde, at der var tale om “fejltagelser.”

Siden da, har der været fald på børsen med 30 procent, rupee’en er faldet med 7 procent i forhold til dollaren, og i den første weekend af juni alene har udenlandske investeringer til en værdi af $130 millioner forladt Indien. Og dette er endda før, at sanktionerne er begyndt at virke. I følge nogle vurderinger kan sanktionerne skære indiens vækst til 4 procent, hvilket er alt for lidt til at skabe de jobs, der er nødvendige for at bekæmpe arbejdsløsheden. Og inflationen, der kun var på 4,5 procent, kan komme til at stige til 10 procent. På den måde vil BJP komme til at stå for en stigning i arbejdsløsheden og priser samt et yderligere fald i levestandarden. Så snart nationalismens tågeslør, der blev hvirvlet op af atomsprængnigerne, er blevet blæst væk igen– og dette er allerede begyndt at ske – vil scenen være klar til store bevægelser. Hvis CPI og CPI(M) havde et virkeligt kommunistisk program, ville fremtiden for den indiske revolution være sikret. Uheldigvis fører begge partier en reformistisk politik, baseret på pagter og alliancer med forskellige dele af de nationale kapitalister. Denne vej fører kun til nederlag og reaktion. I kampens løb vil de indiske arbejdere, startende med den mest bevidste del af CPI og CPI(M), blive nød til at finde vejen til en ægte leninistisk politik, hvilket er det eneste der kan sikre succes.

Pakistan
I 26 ud af de sidste 51 år har Pakistan haft militærstyre. Det har vaklet frem og tilbage mellem ustabile demokratiske regimer og diktaturer, uden at nogen som helst af de eksisterende problemer er blevet løst. Tværtimod så er problemerne blevet stadig større. Den største del af statsbudgettet går til forsvaret og til at betale gæld tilbage. IMF kræver nedskæringer på militærudgifterne, men ikke på udgifterne til gælden! Imperialisterne ønsker ikke et kup og bestemt ikke en krig mellem Indien og Pakistan. Men da Indien gennemførte atomprøvesprængninger, måtte Pakistan straks følge trop. Dette viser, hvor lidt styr imperialisterne har på situationen. Den herskende klasse i både Indien og Pakistan bruger uden tvivl atombombespørgsmålet til at aflede folks opmærksomhed – de vil oppiske en national stemning for at undgå, at revolutionen udvikler sig. Men det kan kun lykkes for dem i et vist stykke tid. Når virkningen begynder at fortage sig, vil masserne igen rette deres opmærksomhed mod deres mere presserende behov, såsom arbejde, jord, brød og boliger.

Den pakistanske kapitalisme er og bliver svag og ustabil. Modsætningerne er blevet hobet op igennem årtier, og det har skabt en eksplosiv situation. Under hensynsløst pres fra imperialisterne har Pakistan sænket tolden, og som følge deraf har 3462 store og mellemstore virksomheder måttet lukke. Landet er praktisk talt fallit. Alene i sidste kvartal af 1996 gik der $550 mio. til at betale af på udlandsgælden. Hvis ikke det var for den enorme sorte økonomi (stoffer, våben o.s.v.), ville økonomien gå helt rabundus. Under alle omstændigheder kan den nuværende situation ikke blive ved særlig længe. Der er hele tiden pres på fra IMF om at hæve de indirekte skatter på benzin, elektricitet, og på den måde skære i massernes allerede meget usle levestandard. Ligesom i Indien har den pakistanske herskende elite prøvet på at vende massernes opmærksomhed mod den ydre fjende og piske en patriotisk stemning op på atomspørgsmålet. Nawar Sharif havde sandsynligvis ikke anden udvej end at følge Indiens eksempel. Den militære elite ville ikke have accepteret mindre. Men konsekvenserne vil blive meget større for Pakistan end for Indien. Hvis der stoppes for den amerikanske hjælp, vil det få stor betydning for et land, der hænger på bankerottens rand. New Delhi har $26 billioner i fremmed valuta, mens Pakistan kun har $1,2 billioner, hvilket knap nok er nok til fem ugers import. Den nådesløse udbytning af masserne baner vejen for sociale eksplosioner i begge lande.i 1968 blev revolutionen sparket i gang af en 10%’s stigning i sukkerpriserne. Noget lignende kan meget vel ske igen.

Der er mange paraleller mellem Pakistan og den russiske zarisme. Ligesom Rusland er Pakistan et halvfeudalt samfund, hvor kapitalismen kun er udviklet i nogle få områder, især Karachi og dele af Punjab. Det nationale spørgsmål er også presserende; de dominerende punjab’er undertrykker sindhierne, balucherne, pushtoonerne o.s.v. Hvis arbejderklassen ikke tager magten, er det meget muligt, at Pakistan vil blive delt op i fremtiden. Denne mulighed så vi allerede blive virkelighed, da Bangladesh (det tidligere Østbengalen) brød løs under megen blodsudgydelse. På grund af den opblanding af forskellige befolkningsgrupper der har fundet sted, vil en opdeling af Pakistan blive et bloddryppende mareridt (sindhierne er f.eks. et mindretal i Karachi, og balucherne er i mindretal i byerne i Baluchistan o.s.v.). Kun den pakistanske arbejderklasses forenede, revolutionære kamp kan forhindre dette og løse det nationale spørgsmål på grundlag af en demokratisk, socialistisk føderation, der kunne blive udgangspunkt for den Socialistiske Føderation på det indiske subkontinent. Det er det eneste, der kan forhindre den krig og det voldsorgie, der uundgåeligt må blive resultatet af kapitalismens krise.

PPP-regeringen med Benazir Bhutto i spidsen var gennemkorrupt, men den nuværende regering under Nawar Sharif er endnu værre. Det er en regering, der repræsenterer den mest rådne og fordærvede del af kapitalisterne, der er tæt forbundet med narkobaronerne, der for deres del støtter sig til den fundamentalistiske reaktion. Den nuværende, ustabile situation kan ikke vare ved. I anden halvdel af 1997 var der 500000 jobs, der blev ødelagt som følge af, at man fulgte IMFs politik. Det har for en tid nærmest lammet arbejderklassen med tusidner af fabrikslukninger m.m. Pakistans befolkning vokser med 3,3% om året. Væksten i økonomien kan ikke følge med denne befolkningsvækst. Landet har den højeste fødselsrate i verden og er blandt de lande, der har flest analfabeter og dårligst sundhedssystem. Staten bruger omkring 50 øre pr person på medicin og sundhed om året. Infrastrukturen er ved at kollapse. I løbet af de sidste par år er der blevet lukket 7500 kilometer jernbane, og alle statens værdier skal privatiseres. Men selv om de sælger alt dette (det er ca. £5 billioner værd), så er det ikke engang nok til at dække ét års betaling af renter på udlandsgælden! Det er midt i denne sociale og økonomiske krise, at den pakistanske herskende klasse kommer med sit atomspøvesprængningsprogram.

Det afspejler det store dilemma, den herskende klasse er i. For at aflede massernes opmærksomhed opbygger de en ydre fjende, nemlig Indien, men det vil ikke redde dem fra massernes vrede, når først disse begydner at bevæge sig.

Alt dette viser, at den objektive situation er ved at ændre sig. Stemnignen i masserne går imod Nawar Sharifs regering. PPP kaldte for nyligt til demonstration i Karachi, hvor Benazir Bhutto skulle tale. Hun havde forventet, at der ville komme omkring 5000, men der kom ikke færre end 500000! Det er lige præcis den slags opbakning, hun ikke ønsker. PPPs ledelse ville hellere have, at strejker mislykkedes og demonstrationer kun kunne tiltrække få mennesker, så de kan tage modet fra masserne ved at sige, at det er en vanskelig situation. Når der kommer en halv million mennesker til en demonstration, kan det kun være med til at opildne arbejdere og unge i Pakistan. Udover denne demonstration er der masser af andre ting, der peger på, at stemningen er ved at skifte selv i Karachi.

Som altid er det her den subjektive faktor, der er afgørende. De pakistanske marxister har i løbet af meget kort tid bygget en stærk organisation, der er aktivt tilstede i alle provinser. Fordi de andre grupper på venstrefløjen er brudt totalt sammen, står vores tendens som et vigtigt samlingspunkt i landet. Der er brede lag blandt arbejdere og unge, der nærmer sig tendensen. Det er et afgørende spørgsmål for revolutionens fremtid i Pakistan og på hele det indiske subkontinent. Et gennembrud i Pakistan ville ændre hele situationen. Derfor er det aldeles magtpåliggende, at vi sørger for den nødvendige hjælp til de pakistanske marxister, så de kan bygge en stærk organisation, der fuldtud vil kunne udnytte situationen, når tingene begynder at komme i skred.

Demokrati eller diktatur?
Et andet vigtigt kendetegn på den nuværende situation i den koloniale verden er imperialisternes skift fra at støtte militærstyrer til at støtte “demokrati,” hvor det har været muligt. Det har vi set i Haiti, i Filippinerne og i mange andre lande, hvor Washington er holdt op med at støtte de folk, der ellers tidligere gav deres fulde opbakning. Der er to hovedårsager til dette – den ene er, at stalinismen ikke længere er en trussel, og derfor er de, under pres fra masserne, nu i stand til at give indrømmelser i formel, demokratisk retning, så længe det ikke går direkte imod deres økonomiske og strategiske interesser. Den anden grund er, at diktatoriske regimer har en tendens til at få en vis egen dynamik – de skaber et massivt og dyrt, bureaukratisk apparat, og diktatorerne selv sørger altid for at ansætte venligtsindede familiemedlemmer og venner, ligesom de også har en tendens til overdreven luksus, der æder en stor del af den kage, de multinationale troede, de selv skulle have. Nogle af dem vover endda at udfordre deres herrer og skaber på den måde problemer for USA. Det var tilfældet med Noriega i Panama og Saddam Hussein i Irak, bare for at nævne et par stykker.

Så længe presset fra massebevægelsen ikke truer selve det kapitalistiske system, er demokrati den mest økonomiske styreform ud fra kapitalisternes synspunkt. I alle tilfælde bliver de vigtigste beslutninger alligevel taget i Washington, Paris og London. At imperialisterne for tiden foretrækker “demokratisk” styre, betyder ikke, at de altid vil være i stand til at opnå det. Vi må ikke glemme, at to af de lande, man regnede med ville få en glat overgang til borgerligt demokrati som en del af den nye verdensorden, var Mobutus Zaire og Nigeria. I begge disse lande havde de militære ledere andre planer og aflyste processen, til imperialisternes store ærgrelse.

Dette hænger også sammen med de amerikanske imperialisters modvilje mod at blive direkte involveret i militære sammenstød i udlandet. Vores tendens har ofte forklaret, at USAs nederlag i Vietnam først og fremmest skyldtes massemodstand derhjemme og en mere og mere modløs stemning blandt tropperne. Der var faktisk en amerikansk general, der sammenlignede situationen blandt soldaterne i Vietnam med den, der var i Petrogradgarnisonen i 1917. Hvis det amerikanske Socialist Workers Party havde haft et ægte revolutionært program, ville USA have været på kanten af revolution på det tidspunkt. Det var første gang, USA var blevet besejret militært. På det tidspunkt forklarede vores tendens, at det for fremtiden ville forhindre dem i at sætte infanteri ind i udlandet. Den eneste undtagelse, der blev gjort, var i Mellemøsten, hvor vi forklarede, at oliens afgørende betydning for imperialisterne ville kunne tvinge dem til at gribe direkte ind f.eks. i tilfælde af en revolutionær situation i Saudi Arabien.

Siden da har vi set USA, den mest magtfulde, imperialistiske magt i vedenshistorien, trække sine tropper ud af Libanon og Somalia. De eneste steder, hvor de har grebet direkte ind med fodfolk, er i bittesmå lande som Grenada, Panama og Haiti, hvor det drejede sig om lynhurtige operationer imod små og svage lande med meget lille risiko.

I modsætning til disse tilfælde var Golfkrigen først og fremmest baseret på luftbombardementer. Selv da de smadrede gennem de irakiske linier og vejen til Baghdad lå åben, undlod de at marchere til hovedstaden. De frygtede at blive involveret i en langstrækt guerrillakrig, der ville afføde massemodstand derhjemme, så snart soldaterne begyndte at vende hjem i kister. Derfor har vi den paradoksale situation, at historiens mest magtfulde, imperialistiske stat samtidig er fuldstændig ude af stand til at gribe militært ind med almindeligt infanteri selv i små, svage lande som Somalia. Ikke desto mindre vil disse “varme følelser” mellem imperialisme og demokrati kun vare, så længe det formelle demokrati er i stand til at sikre imperialisternes økonomiske dominans. Og under alle omstændigheder må man spørge sig selv, hvad for en slags “demokrati” det er. Man kan ihvertfald højst kalde det et halvdemokrati, et svindelnummer, et figenblad, der skal dække over bankernes, monopolernes og imperialismens totale dominans. Og lige så snart arbejderne og bønderne begynder at udgøre nogen alvorlig trussel mod det kapitalistiske styre, vil de uden tøven igen søge tilflugt til de samme gamle former for hensynsløs diktatur.

I Latinamerika er de fleste af de diktatoriske regimer faldet, og vi har nu “normale” borgerlige demokratier på næsten hele kontinentet. Men når klassekampen spidser til, er der selv her dele af statsapparatet, der er ivrige efter at gå tilbage til åben undertrykkelse af arbejderbevægelsen og dens organisationer. I Peru ser vi allerede et regime med parlamentarisk bonapartisme, hvor hæren hele tiden får tildelt flere ansvarsområder i staten, retssystemet o.s.v. I mange latinamerikanske lande benytter den herskende klasse sig af lejemordere til at afgøre stridigheder med fagforeningsaktivister. I Honduras, Colombia, Brasilien, Argentina m.fl. er fagforeningsfolk blevet skudt ned i fuldt dagslys. Herfra og til åbent diktatur er der stadig et stykke, men det er et stykke, som den herskende klasse i disse lande ikke vil tøve med at gå, når forholdene kræver det – og de vil gøre det med de amerikanske imperialisters fulde opbakning.

De vil imidlertid kun gøre noget sådant, når arbejdernes bevægelse virkelig truer kapitalens herredømme. For tiden er der allerede et venstresving i gang i Latinamerika. Vi har set store bevægelser i arbejderklassen i den sidste periode. Strejker, generalstrejker og ligefrem regionale opstande har været på dagsordenen i de fleste af landene. I Equador var der en generalstrejke med næsten opatsndslignende træk, som styrtede den forhadte Buccaram-regering, men på grund af manglen på et politisk alternativ blev den bare erstattet af en mere “normal” borgerlig regering. I Bolivia har vi de klareste eksempler på, hvor begrænsede muligheder militant fagforeningsaktivitet har, hvis ikke den har et politisk udtryk og kan komme med et politisk alternativ. Vi har set, at de bolivianske arbejdere har organiseret generalstrejker nærmest dagligt, men uden et revolutionært parti er der ingen vej ud af den fortvivlede situation. I tider med kapitalistisk krise kan selv den mest hidsige strejke ikke løse arbejderklassens grundlæggende problemer.

Mexico
På overfladen ser det ud som om, at den mexicanske økonomi fuldt ud er kommet til sig selv efter valutasammenbruddet i 1994-95, ja nogle internationale kommentatorer hævder endda, at Mexico er det eksempel, de asiatiske økonomier bør følge for at komme sig over deres lavkonjunktur så hurtigt som muligt. Virkeligheden, derimod, er meget anderledes . Efter en rædselsvækkende økonomisk nedgang i 1995 på 6.2 %, så voksede økonomien igen i 1996, og nåede endog en imponerende (officiel) 7 %’s vækst i 1997. Hvis man tager gennemsnittet af disse tal over hele denne tre-årsperiode, får man blot en vækstrate på 1,8 %, hvilket er lavere end befolkningstilvæksten på 1,9%. Reallønnen er langt fra steget, men derimod faldet med 34,5 % i løbet af de sidste 3 år. Dette lønfald er en del af en længerevarende tendens – f.eks. er købekraften for den lavest tilladte mindsteløn nu kun 25 % af, hvad den var i 1980.

En af hovedårsagerne til denne økonomiske vækst er netop den øgede konkurrenceevne, forårsaget af pesoens devaluering. Dette er hovedsageligt kommet “Maquiladora”-sektoren af amerikanske monteringsvirksomheder til gode. Disse er koncentrerede omkring den amerikansk-mexikanske grænse, og har forfærdelige arbejdsvilkår. Denne sektor står over for øget konkurrence fra sydøstasiatisk eksport, som nu på grund af valutakollapsen, har langt billigere varer. For resten har arbejderne på disse virksomheder startet en lignende organiseringsproces som den i de sydøstasiatiske lavtlønsøkonomier. Dette lægger pres på den mexicanske valuta, og et nyt fald i pesoen er ikke udelukket, især ikke når man tager i betragtning, at 42 % af den totale gæld i Mexico er usikker. Den mexicanske regering forsøger at undgå dette ved at føre en kontrolleret devaluerings-politik. Faldet i oliepriserne har også ramt den mexicanske økonomi alvorligt, for selvom olieeksporten kun står for 9 % af BNP, så repræsenterer den 40 % af statsindtægterne. Indtil videre har staten i løbet af dette år, som direkte resultat af faldet i oliepriserne, introduceret to pakker med budgetnedskæringer. Tager man disse faktorer i betragtning, og dertil lægger de dystre perspektiver for verdens økonimier, så virker den officielle forudsigelse om en økonomisk vækst for 1998 på 5,2 % som overdrevet. Rent faktisk har regeringen allerede nedreguleret dette tal to gange.

Givet den svage økonomiske situation, så kommer det ikke som nogen overraskelse, at regimets opløsningsproces (som startede i slutningen af 80`erne og accelererede efter zapatisterne opstand i 1994) stadig fortsætter. I stadig stigende grad er der nu grupper af PRI-bureaukrater, der forlader partiet, som rotter fra en synkende skude, og danner deres egne partier, eller slutter sig til det venstreorienterede PRD eller det højreorienterede PAN. I 1997 var der endda en vigtig sektion af den officielle fagforenings (CTM) bureaukrati, der splittede ud og dannede deres egen fagforening (UNT), som bibeholdter den gamle anti-demokratiske interne praksis, men ikke desto mindre er modstandere af regeringens økonomiske politik, som underminerer deres rigdom og privilegier som fagforeningsledere.

Den voksende krise, ses i splittelsen hos den regerende elite. Der er sektioner i statsapparatet og blandt kapitalisterne, der går indfor en hård fremgangsmåde overfor alle oppositionsbevægelser. Deres hovedanliggende er zapatistbevægelsen, og de har taget et væld af af metoder i brug for at tvinge den til overgivelse eller simpelthen udslette dem. De har i parlamentet gennemført en lov om indfødtes rettigheder, som PRD gik imod, og som bryder alle tidligerere aftaler mellem regeringen og EZLN. De har lanceret en kampagne for at udvise udlændinge, der arbejder i forskellige NGO’er i Chiapas (200 er indtil videre blevet udvist), for på den måde at blive fri for uønskede vidner. Slutteligt har de optrappet den militære tilstedeværelse i Chiapas. Der er blevet oprettet militære kontrolsteder , hvorfra lavtflyvende militærhelikoptere overflyver zapatisternes byer o.s.v. Regeringen finansierer, bevæbner og træner også paramilitære organisationer, ikke bare i Chiapas , men også i andre konfliktramte områder af landet. En del af de selvstyrende kommuner, som zapatisterne har opbygget i Chiapas, er allerede blevet opløst, og fornylig gennemførte hæren en massakre i Guerrero, angiveligt for at opløse en del af Folkets Revolutionære Hær ( EDR).

Undertrykkelsen er selvfølgelig ikke kun rettet mod zapatisterne. Fagforeningsaktivister, de gældsatte bønders organisationer, landarbejderledere o.s.v. er alle blevet udsat for ulovlige arrestationer (som f.eks. i sagen om fagforeningslederen Aquiles Magana), mordforsøg (som i sagen om lederen for en skyldnerorganisation, marxisten Federico Valdez i Chiapas) og reelle mord (mere end 600 PDR-medlemmer er blevet dræbt i de sidste 10 år). Denne øgede undertrykkelse er imidlertid ikke et tegn på styrke fra PRI-regimets side, men på svaghed. Folks angst for forfølgelse forsvinder mere og mere. Selvom strejkeaktiviteten er lav, hovedsageligt p.g.a. arbejdsløshed og job-usikkerhed, så er dannelsen af demokratiske strømninger indenfor de officielle foreninger accelerende. Arbejdere og landarbejdere melder sig ind i PRD, som er det eneste sted hvor de kan udtrykke deres higen efter forandring, selvom mange af lederne er korrupte og karriereorienterede af natur. Arbejdernes deltagelse på den politiske scene, især den 1 million mand store første maj-demonstration i 1994 og 1995 markerede en vigtig milepæl i bekæmpelsen af PRI-regimet.

PRD’s fremgang illustreres ved valgsejren i forbundsdistriktet (DF) sidste sommer, som alle troede ville blive vundet af PAN, og også ved det faktum at PRI for første gang mistede det overordnede flertal i kongressen. Nu forsøger PRI-bureaukratiet og den nationale regering at underminere og sabotere Mexico City’s borgmester Cardenas for at svække ham i forberedelserne til præsidentvalget i år 2000. Ikke desto mindre har folket stadig betydelige illusioner til PRD (især til Cardenas, som sammen med Manuel Lopez repræsenterer PRD’s venstrefløj). Internt i partiet vokser skellene mellem venstre- og højrefløjen (repræsenteret af Muñoz Ledo). Den sidste PRD-kongres erklærede at partiet var venstreorienteret, hvilket tydeligt viser presset nedefra. Visse afdelinger i partiet er kontrolleret af den såkaldte demokratiske venstrestrømning.

Det er muligt at PRD vil vinde valget i år 2000. Men hvis PRD kommer til magten uden at gennemføre et revolutionært program, vil det uundgåeligt bane vejen for en reaktion og en værre situation end før. På baggrund af den verdensomspændende lavkonjunktur og sammenbruddet i den mexikanske økonomi vil de komme under enormt pres fra modstridende kræfter. På den ene side vil imperialisterne forsøge at bruge PRD’s autoritet overfor folket til at gennemføre en politik bestående af flere nedskæringer og privatiseringer. På den anden side vil arbejdere og landarbejdere forvente, at en PRD-regering vil løse deres mest påtrængende problemer: løn, fagforeningsdemokrati, korruption, jordspørgsmålet o.s.v. Den eufori, der vil være i begyndelsen, vil hurtigt forsvinde under den kapitalistiske krises vilkår, og folket vil gå i offensiven uden at vente på, at regeringen skal handle. Folkebevægelsens pres vil vise sig ved opståelsen af en mere klart defineret venstrefløj, som i højere grad vil kæmpe imod de ledere der åbenlyst er forbundet med kapitalisterne.

Dette vil være en meget favorabel situation for de marxistiske kræfter. Her beskæftiger vi os ikke bare med perspektiver, men med vores egen direkte indblanding. Tendensens små kræfter har allerede vundet enorm respekt, sympati og autoritet hos de mere bevidste lag i PRD og hos fagforeningsaktivister, hovedsageligt i Mexico City, men også i stigende grad i Chiapas og andre provinser. Avisen er velkendt hos et bredt lag af aktivister, og mulighederne for en udbredelse af de marxistiske idéer til andre delstater er ekstremt store, hvilket er blevet vist ved den virkning, vores idéer fik i Chiapas selv efter en meget begrænset indsats. Vi må forstærke vores arbejde for at bygge en marxistisk tendens i PRD, fagforeningerne og også blandt landarbejderorganisationerne – em sådan tendens vil være i stand til at spille en afgørende rolle i den omskiftelige periode, der venter forude.

Nigeria efter Abacha
Næst efter Sydafrika er Nigeria det afgørende land i Afrika. Det er det støste land i det sorte Afrika, med en befolkning på over 100 millioner. En ud af fem afrikanere bor i Nigeria. Efter sin formelle uafhængighed i de tidlige 1960’ere har Nigeria oplevet vedvarende politisk krise, borgerkrig og lange perioder med militærdiktatur. Shagaris civile regering, som var ansvarlig for udbredt korruption, fordobling af udlandsgælden og ødelæggelse af landets industri, lagde grunden for general Babangidas militærkup i 1985; Babangida som sidenhen blev afløst af Abacha. Under militærstyret gled landet endnu videre ned i økonomisk krise. I dag har Nigeria en gæld på £19 mia. På trods af landets usædvanligt værdifulde ressourcer – Nigeria er verdens femtestørste olieproducent – lider landet af en akut energikrise. Infrastrukturens sammenbrud har ført til en situation, hvor kun et af raffinaderierne fungerer og strømstationerne kun arbejder på 32% af deres normale kapacitet. Det nigerianske samfunds umulige situation ses ved, at 64% mangler adgang til rent vand og sanitære installationer, halvdelen af befolkningen er analfabeter, og den forventede levetid er kun 51 år.

Som det også er tilfældet med resten af den ex-koloniale verden, har hjælp været forbundet med våbenhandeler. Mellem 1988 og 1992 strømmede der våben ind i Nigeria: Italien stod for $143 mio., Tjekkoslovakiet $134 mio. og Storbrittanien $75 mio. Selv efter annulleringen af valgene i 1993 og hængningen af Ken Sara-Wiwa, er der komemt penge og våben udefra.

I august 1994 opløste militærregeringen den nationale ledelse for Nigerias Arbejderkongres (“LO”) og olie- og benzinarbejdernes fagforening. Regimet har slået hårdt ned på modstandere, angrebet fagforeningsfolk, lukket universiteter og arresteret folk i oppositionen. Men den nigerianske arbejderklasse er en af de stærkeste i Afrika og har en militant tradition. Abacha’s død lukker op for en helt ny og stormfuld situation i Nigeria. Den 12. marts 1998, skrev vi til de nigerianske marxister: “Borgerskabet vil forsøge at komme af med militærregeringen, ligeså snart de mærker jorden ryste under deres fødder. De vil måske forsøge med en folkefront, hvor repræsentanter fra arbejderklassen bliver hentet ind for at gøre det beskidte arbejde.” Langt tidligere end vi havde ventet, blev dette perspektiv bekræftet af begivenhedernes gang. Det er usandsynligt, at Abacha’s pludselige død har naturlige årsager. Mere sandsynligt er det, at de imperialister, som har store interesser i Nigeria, var rædselsslagne for den eksplosion, som helt klart var under forberedelse, og besluttede at skaffe sig af med ham, fordi al deres pres ikke havde nogen virkning. Men på samme måde som Suhartos afgang markerer begyndelsen til revolutionen i Indonesien, er Abacha’s død første episode i revolutionen i det mest betydningsfulde land i Afrika. Masserne kom spontant ud på gaden for at udtrykke deres glæde over, at deres forhadte undertrykker var blevet fjernet. Men nu vil borgerskabet og imperialisterne handle hurtigt for at tage brodden af bevægelsen blandt masserne, ved at skifte fra højre til venstre.

Uanset hvilket borgerligt regime der bliver etableret, giver vi det ikke den mindste smule politisk støtte. Men vi må bruge de begrænsede demokratiske rettigheder som bliver givet, til at øge vores propaganda for, at arbejderne skal vælte det borgerlige styre og tage magten. Igen vil vi understrege, at arbejderklassen må stole på sin egen kraft, sin egen styrke, sin egen organisation og sin egen uafhængige strategi og taktik. Marxister kan på ingen måde støtte Abiola, den såkaldte “demokrat.” En uafhængig position må opretholdes. Selv dengang Lenin var for et borgerligt demokrati i Rusland, var han altid imod det liberale borgerskab under zarismen, og i andre lande. Han kørte hele tiden løs med hovedtemaet: ingen tillid til de borgerlige liberale! Stol kun på, at jeres egne kræfter kan finde en løsning på arbejderklassens problemer! Det var stalinisterne, som forgiftede bevægelsen med deres klassesamarbejdsidéer og deres støtte til de liberale. Det samme er sandt for Nigeria. Var han i live i dag ville Lenin sige til de nigerianske masser: stol på jeres egne kræfter, styrke, organisation. Hav ingen som helst illusioner til det liberale borgerskab. Selvfølgelig vil der, efter en lang periode med militærdiktatur, være illusioner til borgerligt demokrati. Det må vi huske på og kæmpe for alle seriøse demokratiske krav, specielt for en grundlovsgivende forsamling. Men vi må og skal kæde de demokratiske krav sammen med de socialistiske krav efter overgangskravenes princip.

Vi opfordrer ikke til, at man støtter én borgerlig regering frem for en anden, men at få væltet Juntaen ville, selvom det ville føre til en ny borgerlig regering, være et skridt fremad. Nye betingelser ville blive skabt, som ville tillade proletariatet at organisere sig mere frit og give os nye platforme for vores ideer. Hver ensete demokratiske rettighed, som arbejderklassen vinder, er et skridt fremad, der skal udnyttes til at fremme socialismens sag. Samtidigt stoler vi ikke på nogen som helst ny bogerlig, “demokratisk” regering. Det var Lenin og Trotsky’s standpunkt i 1917, i modsætning til Stalins og Kamenev, som ønskede at støtte den provisoriske regering, “for så vidt som” den ville støtte revolutionen.

Hele Nigerias historie, som har svunget mellem diktatur og “demokrati”, viser tydeligt samfundets instabilitet. Kun styrken fra en masseaktion og en revolution kan tvinge juntaen ud, og lægge grunden for, at man kan få alle de demokratiske rettigheder. Det var grunden til IKKE at stemme på Abiola ved valgene i junu 1993. Vi må ikke forstærke nogensomhelst illusioner, der måtte være til ham. Det var fuldstændig forkert at opfordre arbejde til at stemme på ham, fordi han var den “mindst onde.” De to partier er i virkeligheden regeringspartier begge to. Militæret tillod valget udelukkendepå grundlag af to officielle regerings-godkendte partier. Det var en farce, og vi kunne ikke støtte det. Uanset hvad, ville den herskende klike vinde. I USA ville vi ikke støtte nogen af de borgerlige kandidater til præsidentvalget. Det ville være at forråde vores klasseposition. Vi fører en kampagne for, at det amerikanske Labour Party opstiller en kandidat mod de borgerlige. Da Juntaen annullerede valget i Nigeria, var den eneste vej fremad masseaktioner fra fagforeningernes og arbejderklassens side. Vi er naturligvis for at vælte Juntaen, men vi har ingen illusioner til de borgerlige demokrater, som bliver skubbet frem nu.

Det nigerianske borgerskab er bange for borgerligt demokrati, fordi det frygter masserne. Kun da der var trussel om revolution greb imperialismen ind for at støtte de borgerlige demokrater, ligesom i Latinamerika. Selv Abiola havde i virkeligheden støttet Juntaen, hvilket gjorde det muligt for ham at blive valgt som en “pålidelig” mand til valget. Netop derfor bliver han nu skubbet frem igen som et såkaldt “demokratisk” alternativ. Han udgør ingen trussel imod den herskende elite eller imperialismen. Ledelsen for den nigerianske fagforening, der nu er fyldt op med regeringsmarionetter, er ikke villig til at kæmpe, da det ville betyde at kæmpe en revolutionær kamp. Vi må basere os selv på arbejderklassen, specielt de mere militante dele, som oliearbejderne. De nigerianske marxister opfordrer på korrekt vis til dannelsen af aktionskommitéer til at koordinere masseaktioner og komme med overgangskrav såsom konfiskering af imperialisternes ejendom, nationalisering, en grundlovgivende forsamling – dette er den eneste rigtigt revolutionære politik: en som forbinder demokratiske krav med et anti-kapitalistisk program.

Ud fra massernes synspunkt ser løsningen på deres problemer ud til at være “valg” eller en “forsamling” af en eller anden art. Et militærdiktatur forstærker altid illusionerne til det borgerlige demokrati hos masserne. Alle øjne er rettet mod diktatorens fald, og en tilbagevenden til “demokrati.” Masserne ser “demokrati” som et middel til at løse deres problemer. For de borgerlige “demokrater” er det en måde at undvige det revolutionære potentiale i masserne. Marxisterne er nødt til at være opmærksomme på denne situation. Trotskij kommer med samme pointe i forhold til den kinesiske revolution og understreger vigtigheden af, at troskijsterne tager det med i deres overvejelser, at masserne længes efter demokratiske rettigheder, efter at de blevet trådt under fode af et bonapartistisk diktatur så længe. Dette er en naturlig følelse efter at have oplevet militærjuntaen. “Vi vil have vores grundlæggende demokratiske rettigheder,” vil være en vidt udbredt følelse. Vi må udnytte denne følelse til vores egen fordel. Vores opgave er at sammenkæde ønsket om demokratiske rettigheder – retten til at organisere fagforeninger og politiske partier, retten til at strejke, trykkefriheden og retten til at forsamle sig – med spørgsmålet om og programmet for den socialistiske revolution. Vi må give disse krav om demokratiske rettigheder et klasseindhold. Vi må afsløre de borgerliges løgnagtige krav på titlen “demokratiets forkæmpere.” Denne indgangsvinkel vil give os massernes opmærksomhed, og en mulighed for at forklare den marxistiske sag. Idéen om først at kæmpe for demokrati, og så senere for socialisme, er en variant af stalinismen. Selvfølgelig er kravet om en grundlovgivende forsamling et samlingspunkt for arbejderklassen, men det er ingen løsning i sig selv. Kun ved at en arbejderregering overtager økonomien, kan problemerne løses. Selvfølgelig kan der kun blive en fuldstændig løsning ved at sprede revolutionen til resten af Afrika og Vesten.

Ved udsigten til radikalisering af masserne og frygten for en opstand, er højrereformisterne og venstrereformisterne tydeligvis meget bange, og de ønsker at undgå denne udvikling. Vi kan ikke støtte en klassesamarbejdspolitik. Istedet for at give efter for presset fra småborgerne, må marxisterne komme frem med klare klasseidéer. Selvfølgelig er det under halvlovlige erller ulovlige forhold, svært at fastholde en klar klasseposition. Sandheden af denne påstand ses af bolsjevikkernes erfaringer fra 1917, hvor Stalin, Kamenev og Zinoviev flakkede frem og tilbage og til sidst bukkede under for presset fra de borgerlige og småborgerlige, og valgte at prøve at springe over, hvor gærdet var lavest. Men det er nødvendigt at kæmpe imod strømmen. Uden en klar og uafhængig klasseposition er der ingen udvej.

Sydafrika
Sydafrika er stadig det afgørende land i hele Afrika. Igennem årtier har det heltemodige, sorte proletariat igen og igen leveret beviser for sit mod og enestående revolutionære instinkt. Kun fraværet af den subjektive faktor stod i vejen for en klassisk proletarisk revolution i Sydafrika. Selvom begivenhederne har udviklet sig anderledes end vi oprindeligt havde forestillet os, er de fundamentale perspektiver stadig de samme. På et kapitalistisk grundlag er der ingen fremtid for Sydafrika, ligesom der heller ikke er det for noget andet land. Den vigtigse grund til at revolutionen udeblev, var at ANC-ledelsen, specielt Mandela, efter stalinismens fald var meget parate til at indgå en aftale med den herskende klasse, så de ville blive en del af denne. Til gengæld forsikrede de dem om at intet ville ændres fundamentalt. ANC-lederne bandt sig selv til at føre en kapitalistisk politik, til at acceptere storkapitalens fortsatte hersken, og til at gå med til, at der ikke blev gjort noget ved dem, der var ansvarlige for fortidens forbrydelser mod folket, og så videre. Med andre ord, de solgte fundstændigt ud.

Den amerikanske imperialisme havde i nogen tid accepteret, at situationen ikke kunne blive ved med at være som før. Presset fra den militante, sorte arbejderklasse var blevet for stort til bare at blive undertrykt. Som altid er reformer et bi-produkt af revolution. Skrækslagne ved faren for en revolution i Sydafrika, lagde Washington stort pres på De Klerk og andre repræsentanter for det hvide herredømme, for at tvinge dem til at acceptere en eller anden for for “flertalsstyre,” med et antal betingelser. For en gangs skyld underkendte De Klerk sine småborgerlige afrikaaner-støtter (hvide, nationalistiske sydafrikanere, der støtter Apartheid), og lavede en aftale med ANC – noget vi ikke havde forventet. Før i tiden, når det så ud til at der ville blive lavet et forlig mod deres interesser, splittede de altid ud og fik på den måde vendt situationen. Nationalpartiet var selv resultatet af en sådan udsplitning før krigen. Det virkede mest sandsynligt, at noget lignende ville ske igen. Men afrikaanernes betydning var blevet mindre og mindre gennem de sidste årtier, indtil de ikke havde den samme afgørende indflydelse som før i tiden. Den vigtigste årsag til den fejl vi begik, var at vi var for påvirkede af fortiden og ikke i tilstrækkeligt omfang så den forandring, som havde fundet sted inde i Sydafrika. Da sandhedens øjeblik kom, kunne afrikaanerne ikke gøre andet end at huje og lege terrorister. Det var storkapitalen og imperialismen, der bestemte.

At der ville blive lavet et forlig var forresten på ingen måde en indlysende konklusion. Alle de elementer som vi baserede vores perspektiver på, var tilstede i processen. Der var mange tidspunkter, hvor det så ud, som om det ville bryde sammen. Et af disse var efter mordet på Chris Hani, da den sorte ungdom lavede optøjer og krævede handling fra ANC-lederne. Det eneste svar de fik var at de skulle “forholde sig roligt.” De hvide afrikaanere tyede også til vold og de ekstremt højreorienterede elementer i statapparatet og ABWs handlinger var et forsøg på at destabilisere situationen. De iværksatte også en terrokampagne, som benyttede sig af den reaktionære “Zulu” Inkathabevægelse, som næsten forhindrede valgene i at finde sted i nogle regioner. Men alt i alt var de elementer, som arbejdede for aftalen, flere end vi havde troet, og valgene fandt sted.

Det, at tingene viste sig at gå anderledes end vi havde ventet, mindsker ikke betydningen af vores generelle perspektiv m.h.t. Sydafrika. Selv nu er der på ingen måde flertalsstyre i Sydafrika. Den aftale, som De Klerk og ANC kom frem til, sagde, at der skulle dannes en national regering bestående af repræsentanter fra alle partier. Ikke før valgene i 1999 vil en normal procedure for at danne regering ligge fast.

Vi må ikke undervurdere effekten af, at den sorte befolkning trods alt har fået visse demokratiske rettigheder. I begyndelsen vil der uundgåeligt altid være illusioner. At man nu har fået ting som elektricitet og rent vand i de sorte townships, vil blive opfattet som et kæmpe fremskridt af de fattige sorte. Men de forhåbninger, masserne havde til ANC, overgår langt sådanne indrømmelser. De sorte arbejdere, og især de unge, er blevet stadig vredere over ANC-ledernes opførsel. Efter generationer med nærmest slavelignende tilstande stræber de sorte, sydafrikanske masser nu efter reel lighed og civiliserede livsbetingelser. For masserne er spørgsmålet om demokrati forbundet med jobs, lønninger og boliger. Den ANC-ledede regering præsenterede gennen den dårligt navngivne Plan for Vækst, Beskæftigelse og Omfordeling (GEAR) et antal privatiseringer og angreb på fagforeningsrettigheder o.s.v. Dette tvang COSATU-lederne (som beskrev GEAR som “et finanskapital-program”) til at kalde ud til en hel række strejker og demonstrationer. De gjorde først og fremmest dette for at lukke noget af dampen ud og for at bibeholde deres prestige inden for bevægelsen, men sådanne sammenstød mellem en ANC-koalitionsregering og COSATU afspejler en dybereliggende tendens.

Som vi sagde i 1992: “ “reformen” vil ikke forhindre en social opstand, specielt ikke hvis der kommer nedgang i verdensøkonomien, hvilket ville være en katastrofe for den sorte befolkning. Det ville også true de hvides jobs og privilegier, og de ville begynde at svigte De Klerk og støtte reaktionen. På sammen måde vil ANC’s grundlag, når størstedelen af de sorte opdager, at de er blevet bedraget, begynde at forsvinde. Kriser og splittelser vil opstå inde i ANC selv. På trods af alt er det ikke sikkert at en aftale vil blive lavet. Men selv hvis en aftale bliver underskrevet, vil det ikke løse nogen af de fundamentale modsætninger i det sydafrikanske samfund. Det vil føre til en ny periode med sociale opstande og uro.” (Verdensperspektivet, august 1992)

Vi kan allerede se det ske. Der er en voksende utilfredshed blandt almindelige ANC- og fagforeningsmedlemmer, der ikke er særlig begejstrede for regeringen og for den nye sorte elite, der har sluttet sig til den hvide overklasse, mens det overvældende flertal af den sorte befolkning stadig lever i dyb fattigdom.

I sidste ende vil masserne dømme “demokratiets” succes ud fra dets evne til at skaffe boliger, jobs og anstændige leveforhold. ANC-lederne lovede alle disse ting. Men nu står det klart, at forbedringerne i levestandarden er begrænset til et lille mindretal af sorte fra middelklassen. Det store flertal har kun fået lidt. For nogle sorte er det lykkedes at komme ind i ledelsen for de store monopoler, hvor de hvide har gjort plads til dem. Dette omfatter en række prominente ANC-ledere, som har sluttet sig til den herskende klasse. Således betyder hele “reform”-svindelen ikke ret meget mere end, at en lille håndfuld af priviligerede sorte bliver rigere, og at det samme gamle, hvide oligarki kan blive ved at regere under ANCs beskyttelse.

En nyligt offentliggjort statistisk rapport beskrev Sydafrika som det land, der har den største afstand mellem rige og fattige, kun overgået af Brasilien. De fattigste 40% af Sydafrikas befolkning tjener blot 11% af landets indkomst, mens de rigeste 7% tjener 40%. Men mens denne afstand tidligere var forbundet med raceadskillelsen, er dette ikke så meget tilfældet nu, eftersom der er opstået en kæmpe kløft mellem sorte sydafrikanere. Dem, der er i toppen, lever nu i de samme kvarterer og kommer i de samme klubber o.s.v. som de hvide forretningsmænd, mens dem på bunden har oplevet faldende levestandard. Der er nu faktisk flere sorte end hvide i landets øverste indkomstgruppe.

Rapporten viser grafisk, hvordan “den andel af nationalindkomsten, der tjenes af det sorte Sydafrikas fattigste 40% er faldet med 48%, mens de rigeste 10%’s andel af den samlede indkomst er vokset med 43%.” Dette er baggrunden for den meget omtalte stigning i kriminalitet og lovløshed, og det har intet at gøre med “eftervirkninger af de metoder som blev brugt i kampen mod apartheid,” som den borgerlige presse godt kan lide at påstå. De velhavende lever i befæstede huse på grund af frygten for de fattiges vrede. Situationen er ved at blive til et mareridt for alle dele af samfundet – sorte, farvede og tilmed for de hvide. Og på baggrund af kapitalismens krise kan tingene kun blive værre. ANC-lederne ønsker at tiltrække udenlandske investorer, men må samtidig forsøge at holde masserne i ro med noget, der i det mindste ligner reformer. Det er en politik,d er når det kommer til stykket slet ikke vil gøre nogen som helst tilfreds.

Dette var ikke hvad de sorte arbejdere kæmpede for i årtier. Arbejdernes utilfredshed og vrede vil resultere i en ny bølge af kampe ligesom dem, vi så før i tiden, men på et højere niveau. Nu hvor de er kommet af med apartheid ( i det mindste formelt) og har fået ANC-lederne til magten, vil arbejderne begynde at forstå behovet for klassepolitik. Der vil være mulighed for at bygge en ægte marxistisk tendens. På dette punkt er det især SACP (kommunistpartiet), der er vigtig. Der er den mulighed, at SACP splitter ud fra ANC og laver en alliance med den magtfulde fagforeningssammenslutning COSATU. Dette er uden tvivl et udtryk for et enormt pres fra de menige medlemmer.

Cape Towns dagblad “Die Burger” drager samme konklusion som marxisterne: “Regeringens politik har på effektiv vis gjort de rige rigere, specielt rige sorte, og i høj grad overladt de fattige af alle racer til deres skæbne. Dermed bliver der skabt en tidsbombe, der ved sin sprængning meget vel kan ende med, at Marx’ drømme realiseres i Sydafrika.” (Die Burger (Internetversionen) på engelsk, 16/6/98)

Sydafrikas BNP voksede kun med 0,2% i det første kvartal af 1998, og den kommende økonomiske nedgang vil sandsynligvis få alvorlige konsekvenser for landets økonomi. Den sorte arbejderklasses frustration vil finde udtryk gennem dets organisationer, og dermed fremprovokere splittelser og tumult inde i ANC, SACP og COSATU. Med den revolutionære tradition, som det sorte proletariat og ungdommen har, kan vi forvente store klassekampe i den kommende periode i Sydafrika.

Mellemøsten
Der er ikke ét eneste stabilt styre i Mellemøsten. Selv Saudiarabien er i krise, fordi de faldende oliepriser underminerer deres indtægter. Der er ikke længere de samme muligheder for at købe befolkningens troskab med store gaver. Splittelserne og kriserne i toppen er et tegn på, at styret befinder sig i en blindgyde. Krisen i Bahrain har allerede ført til uro og en “pro-demokratisk” bevægelse. Dette har så på sin side splittet den saudiarabiske herskende elite. Der er en del (Kong Fahd), der siges at være for indrømmelser, mens regeringen – med den svage premierminister Prins Abdullah i spidsen – officielt er imod den slags. Den underliggende uro kom tydeligt frem i den bilbombe, der dræbte fem amerikanere og to indere i et amerikansk kontor i Saudiarabien. Det er slet ikke udelukket, at der kan komme revolution i Saudiarabien i den næste periode. Det er derfor, at Saudiarabien gjorde så meget ud af at undgå et nyt amerikansk angreb på Irak, der kunne have fremprovokeret massemodstand derhjemme og måske endda have ført til styrets fald. Sådan en udvikling ville få meget alvorlige konsekvenser p.g.a. Saudiarabiens store økonoiske og strategiske vigtighed for den amerikanske imperialisme. USA ville blive tvunget til at gribe ind, og det ville femprovokere en revolutionær eksplosion i hele Mellemøsten og også andre steder i verden.

I Mellemøsten har to-trinspolitikken haft de mest forfærdelige resultater og har ført til revolutionens nederlag i det ene land efter det andet og til den fundamentalistiske reaktions fremkomst. Kapitalisterne og imperialisterne, der til at begynde med støttede fundamentalisterne som en modvægt mod den revolutionære fare, har nu fået kolde fødder og er rædselsslagne over konsekvenserne af deres egne handlinger. I Algeriet udviste masserne et helt enormt mod og stor beslutsomhed i befrielseskrigen mod Frankrigs imperialisme. Det kunne have ført til socialistisk revolution både i Algeriet og Frankrig, hvis ikke det havde været for de franske stalinisters politik og FLN-ledernes nationale begrænsninger. Sidstnævnte så ikke nogen grund til at appellere til den franske arbejderklasse om hjælp, men førte en fuldstændig nationalistisk politik. Som følge af dette flygtede den halvanden million franskmænd, der boede i landet og som for en stor dels vedkommende med deres uddannelse og forskellige færdigheder kunne have været til stor nytte for det algieriske folk. Deres flugt skabte store problemer for Algeriets økonomi. De småborgerlige og nationalistiske FLN-ledere kaldte sig selv socialister og gennemførte også en del nationaliseringer, men de gjorde ikke arbejdet færdigt – de undlod at ekspropriere kapitalen og bryde med imperialismen (de kinesiske stalinister – i form af Chou En Lai – frarådede dem aktivt at gøre det). Som følge af dette banede de faktisk vejen for reaktionen, først i form af Boumidiennes kup og senere kom så – med katastrofale følger – fundamentalismen.

Efter næsten 40 års uafhængighed på kapitalistisk grundlag er Algeriet stadig helt på spanden på trods af enrom potentiel olierigdom. Der er millioner af unge uden arbejde og fremtidsudsigter. Kapitalismens krise betyder, at nødudgangen, udvandring til Frankrig, er så godt som lukket. Den stroslåede succes i befirelseskrigen har de reelt ikke fået noget ud af, og i desperation søger mange tilflugt hos fundamentalismen. Dette er både forfærdeligt og ironisk, for den algierske revolutions traditioner var verdslige og progressive. Islamisk reaktion kombinerer lige dele religiøs fanatisme og sort reaktion og adskiller sig derved på ingen måde fra jødisk, katolsk, protestantisk eller hinduistisk fundamentalisme. Den anti-imperialistiske demagogi, de benytter sig af, ændrer intet ved dette. Fundamentalismens sande ansigt ser vi i de barbariske massakrer på mænd, kvinder og børn, selvom mange af disse massakrer tydeligvis er sikkerhedsstyrkernes værk – de er ikke bedre end de andre. Det er FLNs manglende evne til at føre revolutionen helt igennem, der er skyld i den nuværende, blodige situation i Algeriet. Det er en klar påmindelse om Marx’ berømte udtalelse om menneskehedens valg: socialisme eller barbari. Den samme slags barbari, som vi ser i Algeriet, vil også komme i andre lande, også uden for den tredje verden, hvis arbejderklassen ikke tager magten.

Helt centralt for krisen i Mellemøsten står den israelsk-palæstinensiske konflikt. Den har allerede ført til fire krige og er stadig ikke blevet løst. Den såkaldte fredsaftale, som den amerikanske imperialisme har handlet igennem, har heller ikke læst noget. Washington ønsker en fredelig løsning, fordi de ikke vil have en konflikt, der kan bringe deres kæmpe investeringer iområdet i fare, og på trods af deres tætte forbindelser med Saudiarabiens herskende elite, så vil de altid i længden holde med Israel, fordi det er deres eneste sikre allierede i den del af verden. Så selvom de er godt trætte af den provokerende politik, Tel Aviv fører, kan de ikke gøre andet end at acceptere den.

Vores tendens var konsekvente modstandere af den sindssyge linie, som PLOs ledelse fulgte tidliger med terrorisme og guerrilla (hvilket i virkeligheden var det samme). Den førte til den ene katastrofe efter den anden og bidrog på ingen måde til at løse det palæstinensiske folks problemer. Tværtimod så gavnede det den israelske herskende klasse og fjernede de jødiske masser fra palæstinenserne. Vi må huske på, at vi var de eneste, der understregede, at man kun kunne knække den israelske imperialisme gennem udviklingen af massekamp i de besatte områder, især på Vestbredden.

At dette perspektiv var korrekt, blev bevist under den storslåede Intifada – som PLO-lederne ikke havde ventet og ikke gjorde noget for at forberede. Intifadaen blev en delvis succes. Den kunne ikke være mere end delvis p.g.a. mangel på en bevidst ledelse, der var i stand til at komme med en klasseappel til de jødiske arbejdere og soldater. Det er det, der er nøglen til succes. Det er nødvendigt at opbygge en kampalliance mellem de palæstinensiske masser og den israelske arbejderklasse. Sidstnævnte bliver igen og igen udsat for angreb fra den herskende klasse i Israel og kæmper imod. De første pionærer, der ville opbygge Israel, var i virkeligheden utopiske socialister, der ønskede at nationalisere økonomien. Faktisk ejer fagforeningen Histadruth en stor del af økonomien. Men ligesom det sker i alle kapitalistiske lande, er også den israelske herskende klasse i fuld gang med at skære ned og privatisere. Det har ført til et enormt opsving i klassekampen i Israel.

I begyndelsen af december 1997 blev Israel rystet af en generalstrejke organiseret af det israelske LO, Histadruth. Strejken begyndte den tredje december, varede fem dage og endte i sejr. 700000 arbejdere deltog i strejken, som var uden fastsat slutdato, og det på trods af mediernes angreb og Netanyahu-regeringens trusler om at retsforfølge de strejkende, give fagforeningen bøder og arrestere lederne, og desuden havde retten erklæret strejken for “ulovlig.” Et år før var Sholo Shani, næstformand i Histadruth, blevet arresteret for “foragt for retten” i en sag om nogel strejker, og Histadruths første forsøg på at kalde til generalstrejke sidste september blev stopet efter få timer af retten. Generalstrejken var ikke bare en isoleret ting, men del af en voksende bekymring over den økonomiske krise, der har tag i Israel. Der har været en hel række hårde strejker, f.eks. da arbejderne på Kitan tekstilfabrikken i Nazareth Elite besatte fabrikken i protest mod lukningsplaner, eller da skraldemændene i Tel Aviv kæmpede imod privatisering, eller da der var kampe på Haifa Chemicals-fabrikken. I nogle af disse kampe har jødiske og arabiske arbejdere demonstreret sammen, bl.a. under de store protester mod arbejdesløshed i “udviklingsbyen” Ofakim. I virkeligheden var det almindelige Histadruthmedlemmer, der rundt omkring i forskellige arbejdsråd tvang ledelsen til at kalde til generalstrejke.

Denne nye opblussen i klassekampen har også haft indvirkning på det politiske område. Der har været snak om, at der er behov for at danne et parti baseret på fagforeningerne og arbejdsrådene, og selv Amir Peretz, der er parlamentsmedlem for Arbejderpartiet og generalsekretær for Histadruth, er kommet med positive bemærkninger om den idé. Arbejderpartiet har traditionelt haft Ashkenazi jøder (d.v.s. af europæisk herkomst) fra middelklassen som grundlag, og under generalstrejken støttede de overhovedet ikke de strejkende, og nogle af lederne sagde endda, at hvis de havde magten, ville de føre den samme politik som Netanyahu. De nye skel har også stor indflydelse på Likud, der traditionelt baserer sig på de fattigere sefardiske jøder (d.v.s. af mellemøstlig herkomst) fra arbejderklassen, og mange mener, at de forråder deres traditionelle støtter, idet de står frem med et pbent “thatcherisk” program. Det er det, der er baggrunden for, at David Levy, en af ministrene i Netanyahus koalitionsregering, har trukket sig tilbage – fordi han var imod nedskæringer i de sociale ydelser. Han var tydeligvis bekymret for, at hans lille parti ville miste støtte blandt jødiske arbejdere. Alt dette viser, at et program baseret på et klart klassestandpunkt ville kunne forene jødiske og arabiske arbejdere, ashkenaziske og sefardiske jøder på tværs af nationale og religiøse skel. Men den taktik, som grupper som Hamas har, fører til præcis det modsatte, og skubber de israelske masser over til Likud og hjælper og opmuntrer de mest reaktionære elementer i det israelske samfund, mens de ofrer mange af de mest heltemodige palæstinensiske unge, der giver deres liv til ingen verdens nytte.

Den fundamentalistiske galskab har aldrig været en del af den palæstinensiske tradition. Ligesom i Algeriet så er det det, der er prisen for, at ledelsen ikke vil føre socialistisk politik. Kun et program baseret på en klassemæssig og internationalistisk politik kan klare at forene de arabiske og israelske masser imod den fælles fjende. Den socialistiske revolution i Israel kan blive startskuddet til revolutioner gennem hele Mellemøsten. Men for at lykkes kan den ikke nøjes med at være begrænset til Israel og de besatte pmråder, men den må som første skridt spredes til hele Mellemøsten, hvis den overhovedet skal kunne fungere.

Det sydøstasiatiske “mirakel”
Det eneste sted i den tidligere koloniale verden, der – indtil fornyligt – havde opnået stor vækst i økonomien, var Sydøstasien, hvor de såkaldte “tigerøkonomier” blev holdt frem som modeller for, hvordan kapitalismen kunne overvinde tilbageståenhed. Men rent faktisk er der helt specifikke, historiskegrunde til, at Japan, Sydkorea og Taiwan kunne udvikle sig på denne måde. Det var først og fremmest et resultat af den usædvanlige magtbalance, der opstod efter anden verdenskrig. Trotskij gjorde opmærksom på, at reformer og alle slags forandringer er, hvad der følger med i kølvandet på en revolution. Denne lov gælder ikke bare i et bestemt land, men også internationalt. Landbrugsreformen, som var den grundlæggende opgave for den borgerlig-demokratiske revolution i Japan og Sydkorea, blev gennmført, fordi de amerikanske imperialister frygtede, at den kinesiske revolution skulle sprede sig (for Japans vedkommende blev den direkte indført af de amerikanske besættelsestropper efter anden verdenskrig). De gennemførte en dybtgående reform ovenfra for at forhindre en revolution nedefra. Er det i modstrid med teorien om den permanente revolution? Nixen, bixen! Disse lande er nemlig netop undtagelser og langtfra typiske eksempler, og hvis Sydkorea, Japan og Taiwan er undtagelser, så er Hong Kong og Singapore det i endnu højere grad. Det er slet ikke lande, men bystater, der har nydt godt af en bestemt udvikling i verdensøkonomien.

Det er også værd at lægge mærke til, at disse økonomier ikke har udviklet sig på grundlag af det frie marked og åbne markeder, men tværtimod v.h.a. statsindblanding i økonomien og høje toldbarrierer, der skulle beskytte deres nationale virksomheder. I Sydkorea var der femårsplaner, og bankerne fik at vide, hvilke virksomheder de skulle låne penge, og virksomhederne fik besked på, hvor de skulle investere, og hvilke produkter de skulle udvikle. Det er ikke mere end et år siden, at Asien blev hevet frem som et strålende eksempel på kapitalismen og det frie markeds succes. Kapitalisterne var fuldstændig væk i illusionen om, at Asien ville sikre en vidunderlig fremtid med fortsat vækst og fremgang. Disse illusioner kom endda til udtryk hos visse folk i marxisternes rækker. Der blev rejst spørgsmål, om ikke udviklingen i Asien sammen med globaliseringen og de nye investeringsområder inden for informationsteknologi kunne betyde, at der kom en ny periode med kapitalistisk opsving, ligesom vi så efter 1945. Vi understregede, at der ikke var noget nyt i den udvikling, der fandt sted. Der findes tilsvarende processer i alle kapitalismens udviklingsfaser, fra det sekstende århundrede og fremover. Den profitrate, de første udenlandske investorer kunne få, var enorm – op imod 20, 30 eller 50 procent! Det er noget, der for alvor tiltrækker investeringer og vækst, men Marx forklarede, at det kune rmuligt på de første stadier. På længere sigt har profitraten en tendens til at falde ned omkring gennemsnittet igen.

Det er præcis det, der er sket i Sydøstasien. Arbejderklassens udvikling betyder også udvikling af strejkebevægelser, kamp mod udbytning, hvilket på et vist tidspunkt vil medføre højere lønninger og dermed udligning af de første fordele. I mellemtiden er modsætningerne blevet skærpet. Med andre ord har vi de objektive betingelser for socialistisk revolution. Kapitalismens klassiske love gælder her, som i alle andre tilfælde. For to eller tre år siden var kapitalisterne fuldstændigt euforiske over Sydøstasien og Kina. Men nu står de over for kæmpe overkapacitet – eller med andre ord overproduktion. Det, der er sket i Sydøstasien, – og det var let at forudse for en marxist – er simpelthen, at de nu er på vej ind i en normal kapitalistisk situation. De står over for enorm overproduktion i alle sektorer: biler, forbrugerelektronik, mikrochips og kemikaliefremstilling. Dette er intet andet end den klassiske kapitalistiske model, som Marx beskrev den.

Vi bød investeringen og industrialiseringen i Sydøstasien velkommen. Fra en marxistisk synsvinkel er det en god ting, fordi det skaber en stærk arbejderklasse og dermed de objektive betingelser for en socialistisk revolution. Ligesom i Zarens Rusland for 100 år siden fjerner disse udenlandske investeringer ikke de sociale modsætninger, men skærper dem tværtimod. Denne proces er meget lig den , der fandt sted i Rusland ved århundredets begyndelse. I 1890erne var der en enorm udvikling i produktivkræfterne, selvom den dog var begrænset til visse områder omkring Moskva, Petrograd, Uralbjergene og Vestrusland. Men Rusland som sådan blev ved med at være et tilbagestående land. Der var kun tre millioner arbejdere ud af en befolkning på 150 millioner. Det vil sige, det var et meget mere tilbagestående land, end Indien er idag. De fabrikker, der blev bygget i Rusland, var – p.g.a. loven om ujævn og forskelligartet udvikling – af den mest moderne slags, og der var meget høje vækstrater og en høj koncentration af arbejdsstyrken. Og med meget lave lønninger som grundlag fik kapitalisterne enorme profitrater. Præcis det samme har vi indtil fornyligt set i “tigerøkonomierne.” Perioden med eksplosiv økonomisk vækst i Zar-Rusland endte med revolutionerne i 1905 og 1917.

Kapitalisterne leder altid efter højere profitrater, og når de finder det, styrter de alle sammen derhen og investerer som gale. De første, der når frem, får kæmpe profitter, men p.g.a. anarkiet i den kapitalistiske produktion, ender de altid med at skabe overproduktion. Det er den grundlæggende årsag til krisen, der nu fermstår i sin klassiske form i Sydøstasien (selvom de borgerlige “teoretikere” mente, at disse lande var undsluppet kapitalismens sædvanlige love og havde indført en helt ny og speciel asiatisk model med evig vækst – lidt ligesom den gamle drøm om “evighedsmaskinen”). Problemet er, at kapitalisterne kun så disse lande som markeder og investeringsområder. De kunne ikke indse, at når de havde fået opbygget en industri, så ville de også begynde at eksportere. Kina har nu overhalet Japan som det land, der har det største handelsoverskud med USA, og som følge deraf har visse dele af den amerikanske Kongres udviklet en pludselig bekymring for “menneskerettighederne” i Kina. I alle perioder i den kapitalistiske udvikling har der været nye områder i verden, der blev åbnet op, lige fra opdagelsen af Amerika i kapitalismens barndom, gennem koloniseringerne i det attende og nittende århundrede, Kina, Kalifornien og Australien i det sidste århundrede og så videre. Allerede i det Kommunistiske Manifest forklarede Marx og Engels, at det kapitalistiske system i modsætning til alle tidligere produktionsmåder konstant må udvikle produktionsmidlerne og opdage nye områder at investere i. Det er netop det, der var det progressive ved kapitalismen. Det slående ved den nuværende periode er ikke, at der findes nye områder for produktiv investering – uden hvilket systemet slet ikke kunne eksistere – men derimod at der faktisk foretages utrolig få produktive investeringer, mens der bruges enorme mængder kapital på uproduktive og snylteragtige aktiviteter: valutaspakulation, derivater, spil på børsen, fusioner og systematisk udplyndring af staten i privatiseringens navn – det er alt sammen noget der finder sted på verdensplan, og det baner vejen for en dyb krise i hele verden i den næste periode.

Hvad “globalisering” angår, så blev det også behandlet i det Kommunistiske Manifest. Selv nu er det et omstridt punkt, hvorvidt verdensøkonomien virkelig er mere integreret, end den var mellem 1870 og 1914. Det er sandt, at den internationale arbejdsdeling og verdenshandlen er vokset enormt i den sidste periode. Det var det, det var den vigtigste drivkraft i den kapitalistiske udvikling i hele perioden efter 1945, og det virkede enormt ansporende på investering og produktion. Men som vi har forklaret i tidligere dokumenter (se “Et nyt stadie i verdensrevolutionen”), har vi nu nået grænsen, og udvidelsen af verdenshandelen har ikke længere de samme virkninger.

På jagt efter ekstra profitter har kapitalisterne investeret store pengesummer i Asien og i mindre udstrækning i andre “frembrusende markeder” (Latinamerika, dele af Østeuropa). Verdenshandel og – mere specifikt – handel med de koloniale lande, d.v.s. hvor mere arbejde byttes for mindre, det er ifølge Marx nogle af de midler, kapitalisterne kan bruge til at bekæmpe profitratens tendens til fald. Her ser vi en proces, der ligner den, der finder sted, når kapitalister investerer i ny teknologi, som gør deres produkter billigere og lader dem erobre en stor del af markedet. Dem, der kommer først til, kan få kæmpe profitter i et stykke tid, men det kan ikke vare ved. Alle andre kapitalister er også grådige efter store profitter og vil kaste sig over det samme område, så der opstår overproduktion. Så falder profitraten igen til gennemsnittet, og til sidst overhaler overinvesteringerne den begrænsede efterspørgsel, så der opstår overproduktion. Priserne stagnerer og falder så. I stedet for et fald i profitraten så vi et fald i selve profitmassen, og det har skabt en krise, der vil vare ved, indtil man er kommet af med al overproduktionen – det vil medføre lukning af fabrikker, massearbejdsløshed og ødelæggelse af produktionsmidlerne, hvilket til sidst skaber muligheden for nye markeder og investeringsområder og et nyt opsving.

Investeringerne i Sydøstasien og Kina har udviklet økonomien helt enormt. Spørgsmålet er så, om det har løst kapitalismens indre modsætninger. Det har det langtfra – tværtimod. Den øgede deltagelse i verdensmarkedet, fjernelsen af alle hindringer for kapitalens bevægelighed reproducerer bare de gamle modsætninger på et højere plan og på en mere intens måde – på verdensplan. Det der er under opsejling, er en virkelig global krise i kapitalismen, som vil ramme økonomierne i Asien, Afrika og Latinamerika hårdest og øge alle spændingerne, der er blevet bygget op gennem årtier, helt enormt. Den nuværende økonomiske krise i Asien er en advarsel om, hvad der kommer til at ske på verdensplan i den næste periode. Teorien om den permanente revolution siger ikke, at man ikke kan have vigtig økonomisk udvikling i et kolonialt land. Den siger præcis det modsatte. Det dem siger, er, at de koloniale kapitalister ikke er i satnd til at løse samfundets problemer. Og det kan vi jo ganske tydeligt se er sandt over hele verden.

Grunden til at amerikanerne er begyndt at angribe Kina (og Sydkorea) angående arbejderrettigheder og arbejdsforhold, er at disse lande har fået opbygget deres industri så meget, at de kan konkurrere med vestlige produkter på verdensmarkedet. Men lønningerne i Sydkorea er allerede for høje ud fra kapiotalisternes synspunkt, i forhold til konkurrenterne i det område. Faktisk flyttede flere sydkoreanske virksomheder allerede før krisen deres fabrikker til lande med lavere lønninger, f.eks. Indonesien, Filippinerne og Malaysia. Det førte til en eksplosiv situation i Sydkorea, hvor arbejdsgiverne er tvunget til at skære ned på lønningerne, arbejdsforhold og arbejdspladser. Så brød klassekampen ud i lys lue i form af generalstrejken i december ‘96/ januar ‘97. Denne udvikling er tegn på, at det asiatiske proletariat er ved at vågne, og nu er de meget stærkere end nogensinde før p.g.a. den industrielle udvikling i den sidste periode. Rent faktisk er det ukorrekt at kalde Sydkorea et kolonialt land på nuværende tidspunkt. Det er nu den ottende stærkeste økonomi i verden, og de sydkoreanske virksomheder investerer i udlandet – selv i Sydwales, hvor arbejdskraft faktisk er billigere end i Sydkorea nu.

Som vi har set i Sydkorea, er arbejderklassen i alle disse lande i stand til at spille en førende rolle, forudsat at den har en revolutionær ledelse. Gang på gang har de sydkoreanske arbejdere vist deres vilje til at kæmpe imod kapitalismen, men gang på gang er de også blevet svigtet af deres ledere. Selv lederne af den forbudte, militante fagforeningssammenslutning, KCTU, har accepteret en klassesamarbejdspolitik og har underskrevet IMFs trepartsaftale med regeringen og arbejdsgiverne, og på den måde har de tilladt masseafskedigelser her i begyndelsen af en krise. Men de almindelige medlemmer indkaldte øjeblikkeligt til et nationalt tillidsmandsmøde, hvor man stemte imod aftalen og erstattede ledelsen med en mere militant en, der bestod af repræsentanter fra metalarbejdernes fagforening. Det er en meget væsentlig udvikling, der viser, hvordan masseorganisationerne vil blive rystet i deres grundvold i det ene land efter det andet, efterhånden som krisen tager fat.

Men ikke engang denne mere radikale ledelse var opgaven voksen, som det viste sig i begyndelsen af juni, hvor de efter en 200.000-mands advarselsstrejke afblæste en planlagt generalstrejke, der skulle have fået alle ud. Det har selvfølgelig skabt endnu mere kritik blandt de menige medlemmer. Dette eksempel viser, at ligegyldigt hvor militant en fagforening er, så må den uundgåeligt bukke under for kapitalens pres i situationer som denne, hvis ikke den er bevæbnet med et politisk program for en socialistisk omdannelse af samfundet. Der er kun to mulige løsninger på situationen i Sydkorea: enten overtager arbejderklassen magten i samfundet, eller også må man acceptere hele Kim Dae Jungs politik – “hele nationen må komme med ofre for at komme ud af krisen” (d.v.s arbejderne bærer krisens byrder i form af massearbejdsløshed, lønnedskæringer o.s.v.). Der er ingen tredje vej.

Marx om kolonialisme
Marx skrev meget lidt om den koloniale revolution, for på det tidspunkt kunne der slet ikke være tale om en socialistisk revolution i et tilbagestående land. Men i Kapitalens tredje bog er der et meget interessant afsnit om kolonialisme og den rolle, investeringer spiller i de koloniale lande, og det har fuld gyldighed under de nuværende omstændigheder. Marx forklarer i afsnittet om profitratens tendens til fald, at en af måderne hvorpå kapitalismen søger at modvirke denne tendens er a) ved at tage del i verdensmarkedet, hvilket er præcis hvad de gør; og b) mere specifikt ved at handle med og investere i koloniale lande. Hvordan foregår det? De kapitalister, der investerer i koloniale lande, – især dem der gør det først – drager fordel af en meget høj organisk sammensætning i kapitalen: lave lønninger, industri med højt arbejdskraft forbrug, og udbytningen gennem verdenshandlen foregår ved, at man bytter mindre arbejde for mere.

På samme måde som de første kapitalister, der investerer i nyt maskineri, kan opnå fordele, så fik de første, der invetserede i Asien også kæmpe profitrater, som vi allerede har nævnt. Disse tilbagestående lande med enorme befolkninger og ivrige efter investeringer, vestlig industri og teknik, gjorde det tilsyneladende muligt at udvide og skabe profit i al evighed. Den illusion har man lidt under mange gange før. I sidste århundrede ironiserede Engels over bomuldsproducenterne fra Manchester, der troede, at det kinesiske marked (ja, det kinesiske!!) ville sikre deres produkter et marked i evig tid. Den drøm endte brat i en krise, som den altid gør. Men i et stykke tid var det muligt at få superprofitter på grundlag af lave lønninger og ny teknologi. Men nu er alle disse økonomier kollapset og er i dyb krise. Det har allerede ført til revolution i Indonesien og vigtige bevægelser i andre lande. Asien har nået sine begrænsninger ( – ud fra et socialistisk synspunkt er udviklingen i Asien naturligvis knap nok begyndt endnu).

Den enorme mængde investeringer har skabt en stor overproduktion af varer, der ikke kan sælges. Den kapitalistiske produktions hastige fremmarch i Asien (det er det eneste sted, hvor man har opnået den slags store resultater) er kommet på direkte kollisionskurs med massernes begrænsede købekraft. Lave lønninger er i sig selv ikke nødvendigvis lig med kæmpe profit. Der kan være andre faktorer, der er skyld i de lave lønninger, f.eks. lav produktivitet. Mange af de nævnte lande har ikke en tilstrækkelig stor uddannet arbejderklassse, f.eks. Malaysia, Indonesien, Thailand. Derudover er der skatter, korruption, dårlig infrastruktur, transportomkostninger til de europæiske og amerikanske markeder o.s.v. Under alle omstændigheder stiger udgifterne til arbejdskraft i alle landene. Hvis de vil konkurrere – også bare indbyrdes – må de sænke lønningerne. Men de koreanske kapitalister står over for en meget stærk arbejderklasse, der ikke har tænkt sig at opgive, hvad de har vundet, uden kamp.

I løbet af de sidste ti år er der opnået helt fantastiske profitter gennem investeringer i Sydøstasien – og også i Kina, som er et meget usædvanligt tilfælde, eftersom det stadig er en deform arbejderstat, men alligevel har de opmuntret til kapitalistisk udvikling i visse områder. Faktisk havde Lenin tænkt sig noget lignende i 1920erne, hvor han tilbød udenlandske investorer forskellige indrømmelser, men hele tiden skulle arbejderstaten bare bevare den fulde kontrol. Meningen var, at man ville drage nytte af den moderne teknologi, som kun ville kunne være udviklet i Sovjet til meget højere omkostninger. Denne plan blev imidlertid ikke til noget, fordi Sovjet på det tidspunkt var en fundamentalt set sund arbejderstat, hvorfor kapitalisterne ønskede at smadre den i stedet for at investere i den. Men hvis bolsjevikkerne kunne have fået fat på sådanne investeringer, ville de have accepteret dem.

I Kina er situationen anderledes, fordi det er bureaukratiet og ikke arbejderklassen, der har magten, og de står ikke som nogen grundlæggende trussel mod kapitalismen på verdensplan. Derfor mener kapitalisterne, at det er et styre, man kan handle med! Rant faktisk har Kina spillet den rolle, der oprindeligt havde tiltænkt Rusalnd i den sidste periode. Der har været en hel del investeringer, og den økonomiske vækst har været ganske imponerende (denne økonomiske vækst, der er muliggjort gennem deltagelse i verdensmarkedet, viser, hvor vanvittig Stalins og Maos selvforsyningspolitik var). Den store mængde udenlandsk investering i Kina gav de vestlige kapitalister store illusioner, og det var der også nogle marxister der fik. Kunne Kina og Asien være starten på en ny periode med kapitalistisk ekspansion og fremgang ligesom efter anden verdenskrig?

I virkeligheden har de fleste af investeringerne i Kina været begrænset til nogle få kystområder omkring de Særlige Økonomiske Zoner, og de har skabt enorm ubalance og mange modsætninger. Der er millioner af bønder, der er flyttet fra de mere tilbagestående landområder til de hurtigt voksende byer, og det har ført til en overskydende arbejdsstyrke på flere millioner. Det kunne man leve med, sålænge økonomien var i tocifret vækst. Men nu hvor økonomien begynder at sætte farten ned, vil alle modsætningerne træde frem i forgrunden. Der har allerede været talrige rapporter om opstande med titusinder af vrede mennesker både på landet og i byområder, og det er bare begyndelsen.

For at gøre ondt værre, så har kollapset i de sydøstasiatiske økonomier og den japanske yens fald fjernet det meste af den kinesiske eksports konkurrencemæssige fordele, og Kina vil på et eller andet tidspunkt blive tvunget til at devaluere valutaen, der ellers var den eneste, der så ud til at være stærk under det sydøstasiatiske sammenbrud. Antallet af dårlige lån i de kinesiske banker er endnu højere end i resten af området, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi vil komme til at se en alvorlig økonomisk krise. Det vil skabe endnu større problemer for landet. De kinesiske myndigheder gjorde, hvad de kunne, for at undertrykke alle beretninger om den indonesiske revolution, eller de forsøgte at fremstille det som en antikinesisk opstand.

I 1989 – før massakren på den Himmelske Freds Plads – var det først og fremmest studenter, der tog del i bevægelsen. Arbejderne og bønderne forholdt sig for det meste passive, så længe deres økonomiske situation stadig var acceptabel. Men nu vil det være fuldstændig anderledes, og som vi har set i Indonesien, kan en bevægelse, der starter blandt studenterne, nemt føre til masseopstand. Det er i sidste instans det, der vil afgøre, hvad de rsker med Kinas prokapitalistiske reformer. Stillet over for en sådan bevægelse og en økonomisk krise vil der uundgåeligt være dele af bureaukratiet, der vil forlade den kapitalistiske vej – også selvom det kun er ud fra hensyn til dem selv.

Også Kina står over for en revolution
Kapitalisterne forsøger at berolige sig selv med, at i det mindste er Kina ikke kommet i kris eendnu. Men Kina kan ikke redde sig uden om den generelle krise i Asien. Tværtimod så tyder alt på, at Kina er på vej ind i en revolutionær periode. Forsøgene på at øge “reformprocessens” hastighed (d.v.s. den kapitalistiske kontrarevolution) falder sammen med en kapitalistisk krise, og det skaber kolossale sociale og økonomiske problemer. Deng var altid meget forsigtig og gik altid langsomt frem med afnationaliseringen, mens han hele tiden sørgede for, at bureaukratiet beholdt sit magtmonopol. Men nu ønsker den herskende klike, der er domineret af den prokapitalistiske fløj, at sætte farten op. Resultatet er en katastrofe for det kinesiske folk og et eksplosivt opsving i klassekampen. Markedsreformer i landsbyerne har ført til ekstrem ulighed og polarisering mellem et lille mindretal, der har klaret sig godt, og så det store flertal, der er blevet fuldstændig forarmet. Millioner er flygtet til de store byer og kystområderne, hvor industrien på trods af den store vækst ikke er i stand til at opsuge dem. Der er mindst 150 millioner arbejdsløse. Forsøg på at deregulere og privatisere den statsejede industri vil mangemangedoble dette tal. Nedturen i Asien er allerede begyndt at ramme den kinesiske eksport, som er det, der først og fremmest har skabt den høje vækst de sidste par år, og det har ført til nedtur også i Kina. Vi vil komme til at se alvorlige følger af dette ikke bare i den kinesiske økonomi, men også på det sociale og politiske plan.

Yen’ens fald har skabt bekymring i Beijing. Frygten for devaluering kommer, samtidig med at arbejdsløsheden stiger voldsomt. Den økonomiske vækst falder måske under 6,5% ved årets udgang, og det er slet ikke i nærheden af det officielle mål på 8%. Kina har brug for høj vækst for at absorbere de mere end fem millioner arbejdere, man regner med vil miste deres job i år, når virksomhederne bliver omstruktureret.den største trussel mod Kinas middel- og lavtekonologiske virksomheder er ikke Japan selv, som jo eksporterer højteknologiske varer. Det kineserne frygter, er, hvordan en japansk devaluering vil påvirke Korea. Hvis yen’en svækkes til 150 for en dollar, er det sandsynligt, at den koreanske won vil blive devalueret for at gøre den koreanske industri mere konkurrencedygtig. Det vil betyde øget konkurrence for de kinesiske virksomheder, der allerede nu kæmper for at holde koreanerne væk både fra hjemmemarkedet og andre markeder. I Kinas stålindustri f.eks. er profitterne faldende, delvis p.g.a. den nye koreanske konkurrence. Det gælder også i den petrokemiske industri, hvor priserne er faldet med 20% siden oktober. “Der vil blive øget pres på hjemlige firmaer,” forudser Andy Xie, en økonom fra Morgan Stanley Asia Ltd. i Hong Kong.

Selvom de sværger, at Kina ikke vil devaluere renminbi’en, så er det svært at se, hvordan det overhovedet kan undgås i den kommende periode. Og en devaluering af renminbi’en (eller yuan’en som den også kaldes) ville femprovokere en kædereaktion af devalueringer gennem hele Asien og andre steder i verden, og det ville muligvis hive hele verdensøkonomien med ned i krisen. Når USA og Europa er så ivrige efter japansk reflation, så skyldes det i høj grad deres bekymringer for, hvad d er kan ske med Kina.

En dyb økonomisk krise er altså så godt som uundgåelig i Kina i den kommende tid, og det vil uden tvivl komme til at sætte klassekampen øverst på dagsordenen. Der har allerede været store bevægelser. Det franske pressebureau Agence France-Presse (Hong Kong) skrev: “Stedvis uro blandt arbejdere bliver mere og mere almindleigt rundt omkring i Kina, efterhånden som regeringens reformer tvinger tabsramte statsejede virksomheder til enten at skabe mere profit eller gå under. Der er hundreder af underskudsvirksomheder, der har fået lov til at gå fallit, og resten fyrer millioner af overskydende arbejdere for at højne effektiviteten. Man regner med, at statssektoren vil nedlægge 11 millioner job i byområderne i år.”

Den samme kilde skriver, at: “Hundreder af pensionerede arbejdere fra en statsdrevet fabrik i Wuhan-byen marcherede tirsdag mod deres tidligere arbejdsplads for at protestere mod manglende udbetalinger af pensioner. Direktøren for firmaet, China Number-One Metallurgical Company, nægtede, at der havde været nogen demonstartion, men de rvar en sikkerhedsvagt, der fortalte AFP, at mellem 100 og 200 mennesker samledes foran fabrikken. Han sagde, at de tidligere arbejdere, først og fremmest pensionister, fik lov til at tale med nogle af virksomhedens ledere, før demonstrationen kunne nå at udvikle sig i støjende retning, og efter ca. tre timer gik de igen. En tidligere ansat, som vi kontaktede telefonisk, sagde, at der havde været omkring 200 med til demonstrationen, og at firmaet i de sidste tre måneder kun havde udbetalt ham en del af én månedsudbetaling i stedet for tre på hver 400 yuan (ca. 48 dollars).”

Der er udbredt uro i den kinesiske arbejderklasse – selvom det aldrig omtales i den vestlige presse. En Hong Kong-avis rapporterede under titlen “Arbejderuro med 100000 arbejdere i fire byer. En sand beretning om arbejderuro og -opstand i Heilongjiang”: “Fra den 25. november til den 3. december var der efter tur strejker i byerne Qiqihar, Jiamusi, Mudanjiang og Yichun i Heilongjiangprovinsen. De strejkende besatte partiets og myndighedernes kontorbygninger, låste virksomhedernes partikomitékontorer og direktørernes kontorer af, satte ild til politibiler og biler, der tilhørte ledende partifolk og myndighedspersoner, de stormede politikontorer, fængsler og lufthavne og indtog lufthavnens kontroltårne o.s.v. Der var endda sammenstød med bevæbnet politi, der blev sendt til området for at stoppe strejkerne. Der rapporteres om sårede i Jiamusi og Yichun.”

I følge en intern rapport fra Heilongjiangprovinsens afdeling for offentlig sikkerhed fra den 10. december 1997 deltog omkring 105000 arbejdere, kadrer og beboere i byerne i den opstand, der brød ud i de fire byer Qiqihar, Jiamusi, Mudanjiang og Yichun fra den 25. november til den 3. december. Mere end 70 blev såret; mere end 25 medlemmer af ordensmagten og det bevæbnede politi blev såret, da de blev angrebet med sten, diverse jernredskaber, jagtgeværer, og der var fire af disse politifolk, der døde af deres skader. Denne officielle rapport sagde intet om tabstallene på arbejdernes side, men nævnte, at mere end 150 mennesker blev arresteret i løbet af ugen.

Partikomitéen og provinsregeringen i området noterede, at der lå komplicerede politiske faktorer bag opstanden, at noget af det “var planlagt og organiseret af fjendtlige elementer, der havde sneget sig ind i parti- og regeringsorganisationerne, og andet blev anstiftet af udefra kommende fjendtlige kræfter.”

Provinsens partikomité og provinsregeringen understregede også, at uroen opstod som følge af fyringer, der skyldtes virksomhedsreformerne, korruotion blandt virksomhedskadrerne, usund arbejdsstil blandt visse kadrer o.s.v. Partikomitéen og myndighederne talte også om “lokale parti- og regeringsledere, der bevidst overså de komplicerede forhold i lokalsamfundet og ikke gjorde noget noget imod skjulte fjendtlige kræfter.” Med andre ord var der medlemmer af Kommunistpartiet, der sluttede sig til de strejkende eller måske endda ledte dem. Dette bekræfter, hvad vi altid har sagt – at når arbejderklassen begynder at røre på sig, så vil de lavere lag af bureaukratiet komme over på deres side.

En anden rapport siger: “Den 29. november gik arbejderne på lokomotiv- og tømmerfabrikkerne i strejke og holdt demonstrationer. De blev støttet af arbejderne på syv andre statsejede virksomheder i Qiqihar (heraf to maskinfabrikker, to elektronikfabrikker og et integreret mejerikompleks, der hører til udenlandshandelssektoren). Mere end 30000 arbejdere, plus deres familier, deltog i strejken og demonstrationerne. Arbejderne fra nogle af fabrikkerne gik frem med slogans som: “Al magt og ejendom tilhører folket”, “Bekæmp magten, den økonomiskeog politiske udbytning og undertrykkelse.” Arbejderne og kontorfolkene på tømmerfabrikken aflåste direktørens kontor og finansdepartementet. De stormede virksomhedens partisekretærs kontor og bad ham og direktøren om at komme med en liste over alle virksomhedens økonomiske udgifter. De kæmpede imod ordenspoliti, der kom for at arrestere dem. Konfrontationen varede fra kl. 13 til ca. 22, hvor ordenspolitiet tilkaldte det bevæbnede politi for at genoprette ro og orden, sætte hele området under deres kontrol og arrestere alle de strejkende. Omkring 600 politfolk stødte sammen med næsten 2000 arbejdere og kontorfolk, og mere end 20 mennesker blev såret, og over 30 arbejdere blev arresteret. Den første december har tømmerfabrikken i Qiqihar endnu ikke genoptaget produktionen.” (Hong Kong Cheng Ming, kinesiske udgave, 1/1/98)

Dette er af stor betydning. De kinesiske arbejderes kamp øges ikke bare, men antager også mere og mere karakter af en virkelig opstand. Arbejderne og bønderne har hurtigt lært deres lektie i kapitalismens skole og har draget de nødvendige konklusioner. Arbejderne går imod både kapitalisme og bureaukrati: “Al magt og ejendom tilhører folket!” Det sloganet for den politiske revolution i Kina. Vi må være forberedt på pludselige ændringer og en eksplosiv udvikling i hele Asien, men isør i Kina. Udviklingen af produktivkræfterne har styrket det kinesiske proletariat helt enormt. En revolutionær bevægelse i Kina under moderne betingelser kan ikke gentage, hvad der skete i 1949, hvor arbejderklassen var meget svagere og endnu ikke var kommet sig helt over fortidens nederlag. Styrkeforholdet mellem klasserne er fuldstændig anderledes nu. Hvis der var et marxistisk parti i Kina, ville det være muligt at gennemføre en klassisk arbejderrevolution som i oktober 1917, hvor arbejderklassen ville stille sig i spidsen for de multimilliontallige bondemasser. Kinas revolutionær potentiale så vi et klart bevis på på den Himmelske Freds Plads for ti år siden. Ungdommens heroiske bestræbelser blev besejret, fordi der ikke kom aktiv støtte fra arbejderne i tide. På det tidspunkt gik økonomien stadig fremad, og det herskende bureaukrati havde stadig en smule opbakning. Nu forholder det sig helt anderledes. Vi vil uundgåeligt komme til at se nye revolutionære bevægelser i ungdommen, og denne gang vil de ikke blive isoleret. Når den først bliver bevæbnet med marxismens videnskabelige program, vil en sådan bevægelse blive uovervindelig. En politisk revolution i Kina ville ryste hele verden. Den ville sætte revolution på dagsordenen ikke bare i resten af Asien, men i Rusland og også i de avancerede kapitalistiske lande. Verdensrevolutionens skæbne er derfor tæt forbundet med udviklingen i Kina.

Indonesien og den permanente revolution
Denne her diskussion er bestemt ikke bare akademisk, men er i høj grad et brændende vigtigt spørgsmål for den revolutionære udvikling i den tredje verden. Revolutionen er allerede startet i Indonesien, og det er meget afgørende, ikke bare for Asien, men muligvis for hele verden. I den stormfulde periode før anden verdenskrig sagde Trotskij på forskellige tidspunkter, at nøglen til verdenssituationen var i forskellige lande – Tyskland, Frankrig, Spanien o.s.v. Han insisterede på, at hele Internationalen skulle lægge specielt meget mærke til disse udviklinger og følge dem regelmæssigt, drage de nødvendige konklusioner, politisk, taktisk og organisatorisk – først og fremmest for at uddanne kadrerne, men også for, om muligt, at intervenere. På det tidspunkt var trotskijsmens små kræfter svage og isolerede. Stalinismens enorme styrke på verdensplan forhindrede bolsjevik-leninisterne i at få kontakt til de mest femskredne og revolutionære arbejdere og unge i Kommunistpartiernes rækker. Dette er ikke længere tilfældet. Stalinismens fald har ændret situationen totalt. De bedste af de kommunistiske arbejdere og unge leder efter idér. De er ivrige efter at finde den revolutionære vej, og vi må hjælpe dem med det.

I årtier har vores tendens kæmpet for at forsvare Oktoberrevolutionens og bolsjevismens banner, program, metoder og traditioner. Vi blev tvunget til at svømme imod strømmen. Nu begynder vi for første gang at svømme med strømmen. Vores idéer vinder genklang blandt kommunister i Indonesien selv nu på et tidligt trin i revolutionen, og det giver en lille idé om, hvad der vil være muligt i den periode, vi er på vej ind i. Det, der er vigtigt at forstå, er, at dette ikke ville have været muligt for ti år siden. Det er et symptom på, at hele situationen er ved at ændre sig på verdensplan. Vores tendens må være på vagt og gøre vores yderste for at finde og udnytte hver eneste mulighed til det sidste. Her er der ikke plads til selvtilfredshed og rutinetænkning! Vores motto må være det, den store franske revolutionære Danton altid sagde: “Dristighed! Dristighed! – og endnu mere dristighed!” Der står meget på spil, hvis det lykkes os, og det gør det kun, hvis hver eneste kammerat i Internationalen forstår den historiske betydning i det, der sker for øjnene af os, og den rolle, vi spiller i dem. Vi må ikke bare være passive tilskuere og kommentatorer, men aktive deltagere! Hver enkelt kammerat må med liv og sjæl gå op i det, der sker, og i vores intervention, og alle skal føle, at de er en del af det.

Som et første trin må vi drage fordel af situationen, så vi kan uddanne medlemmerne og hæve kadrernes niveau. Det er af altafgørende vigtighed at forstå, hvad teorien om den permanente revolution betyder i praksis, og hvilke konkrete slogans revolutionære bør gå frem med under disse forhold. På den ene side er det vigtigt at forsvare demokratiske krav (som PRD korrekt gør). Men på samme tid må hovedopgaven være at forklare, at de nationale kapitalister er fuldstændig ude af stand til at gennemføre disse krav. Arbejderne og ungdommen skal opdrages til uforsonlig modstand mod klassesamarbejde, til ikke at stole på selv den mest “radikale” borgerlige politiker i “oppositionen” og til at kæmpe for en uafhængig, proletarisk, revolutionær linje. Naturligvis vil det af praktiske grunde blive nødvendigt at lave midlertidige alliancer med ikke-proletariske kræfter, men som en hovedregel vil det blive med småborgere og bønder, ikke med de liberale borgerlige. For det andet så er hovedbetingelsen for enhver aftale, at man hele tiden bevarer det klare revolutionære program og den revolutionære politik. Bolsjevikkernes slogan var altid: “Marchér hver for sig og strejk sammen!” Vi går aldrig med til programmatiske sammenslutninger, eller til at programmer eller bannere blandes sammen. Den eneste form for enhed, vi vil have, er enhed i kamp. Enhver der er villig til at kæmpe mod Suharto og imperialismen i handling, men ikke i ord, skal være velkommen til at gøre det. Men vi opgiver ikke et eneste punkt i vores program for at behage nogen som helst, og mens vi støtter selv den mindste progressive handling fra de småborgerlige demokraters side, så forbeholder vi os samtidig retten til at kritisere deres mangler og deres tøven over for masserne. Kun sådan kan vi hjælpe dem til at overvinde deres tøven og indtage en konsekvent demokratisk holdning.

Hvad er vejen frem for Indonesien?
Det må være selvindlysende, at et revolutionært parti i Indonesien ville agitere for demokratiske krav (legalisering af alle politiske partier, fagforeninger og studenterorganisationer, ret til at strejke, ophævelse af alle undertrykkende love o.s.v.), og som del deraf ville de kræve demokratisk valg til en grundlovgivende forsamling. Samtidig med at man agiterede for disse krav, ville et revolutionært parti begynde at opbygge aktionskomitéer (sovjetter med et andet navn) i alle fabrikker, arbejderkvarterer, bondelandsbyer og universiteter. Disse demokratisk valgte komitéer skulle så forbindes på lokalt plan gennem demokratisk valgte repræsentanter, der skulle kunne tilbagekaldes. Denne forbindelse mellem komitéerne skulle til sidst nå et nationalt plan og på den måde blive en reel modmagt til de officielle myndigheder, hvadenten det så er Habibie-regeringen eller en regering bestående af den deomkratiske, borgerlige opposition. At opbygge komitéer (sovjetter) er utroligt vigtigt, for uden dem er masserne ikke i stand til direkte at give udtryk for forandringer i deres politiske bevidsthed, deres stigende frustration over de demokratiske, borgerlige politikeres manglende evne til at løse de mest presserende problemer: mad, jord og arbejde.

Samtidig kræver vi øjeblikkelig ekspropriering af Suharto og hans families og deres medløberes formuer, indbefattet dem, der nu prøver at forklæde sig som “demokrater.” Sådan et krav ville med det samme vinde genklang i masserne, ikke bare blandt arbejdere, men også balndt bønder, middelklassefolk og endda mindre forretningsfolk, der er blevet ruineret af den herskende klike. Hvad mere er så ville dette betyde, at det meste af den indonesiske økonomi skulle nationaliseres. Der kan slet ikke være tale om kompansation. Disse rige snyltere har udplyndret folket længe nok! Men hvorfor stoppe her? Hvis sloganet om den national-demokratiske revolution betyder nogetsomhelst, så må det indebære et radikalt brud med imperialismen. Stryg al udlandsgæld og aftaler med IMF! Nationaliser imperialisternes ejendom! Det er kun med sådan et program, man kan begynde at realisere den national-demokratiske revolution. Alt, hvad der er mindre end det, vil betyde, at man overgiver det indonesiske folk til imperialisternes nåde. Men et sådant program vil i praksis betyde, at den borgerligt-demokratiske revolution må blive til en socialistisk revolution.

Under vore dages betingelser er det umuligt at skille de to ting ad. En konsekvent kamp for national-demokratiske krav fører uundgåeligt til ekspropriering af imperilaisterne og deres lokale medløbere, og på den måde til ekspropriering af kapitalismens basale støttepunkter i Indonesien. Under det arbejdende folks egen demokratiske ledelse og kontrol ville nationaliseringen af produktionsmidlerne være den første betingelse for at sætte en stopper for den økonomiske krise og på den måde forhindre den katastrofe, der truer Indonesien. Dette er et spørgsmål om liv eller død, eftersom alle de borgerlige kommentatorer er enige om, at regeringen i Jakarta vil løbe tør for penge i løbet af et par måneder, og så vil madimporten stoppe – hvis ikke der tages nogle drastiske forholdsregler.

Habibie-regeringens reformer er i det store og hele rent kosmetiske og ændrer intet ved de grundlæggende årsager til landets problemer. Suhartofamiliens rigdom bliver der slet ikke rørt ved. Der er ikke nogen af de forbrydere, der er ansvarlige for fortidens uhyrligheder, der stilles for retten. Aviser skal stadig have særlige tilladelser til at udkomme. Der er stadig masser af politiske fanger i fængslerne, selvom nogle er blevte løsladt. Det nationale spørgsmål er uløst. Habibies tilbud til det undertrykte folk på Østtimor om at få “særstatus” – ligesom Jakarta – er en fornærmelse mod deres nationale bestræbelser.deres lder, Xanana Gusmao, er stadig i fængsel. Frem for alt er den eneste fremtidsudsigt for millioner af fattige og udbyttede arbejdere og bønder stadigvæk bare endnu mere fattigdom, arbejdsløshed og sult. Og Habibie smiler bare til kameraerne og beder om “mere tid.”

Den muslimske “oppositionsleder” Amien Rais har allerede vist sit sande ansigt og støtter i realiteten Habibie. Og Megawati Sukarnoputri sidder bare og venter på, at magten dumper ned i skødet på hende som et råddent æble. Alle disse ledere gør intet for at mobilisere masserne til kamp, fordi de er rædselsslagne for massebevægelsen. De kunne nemt tage magten, men de vil hellere holde sig udenfor så længe som muligt, for de ved, at de ikke har et program, der kan løse massernes store problemer. De borgerlige politikere har råd til at vente, men det har masserne ikke. Folket kommer til at stå over for arbejdsløshed, fattigdom og sult. Imperialisterne har trukket deres penge ud af landet og håber derved at give det indonesiske folk en lærestreg og vise dem, hvem der er boss. Det er en alvorlig udfordring, der kræver et alvorligt svar! Men ikke én af de såkaldte borgelige oppositionsledere er parat til at gøre noget. Den økonomiske krise bliver værre og værre. I det første kvarte år faldt økonomien med ikke mindre ned 8,5%. Rupiahen, der allerede har tabt 80% af sin værdi over for dollaren, er stadig sårbar og vil sandsynligvis falde yderligere, hvilket vil tvinge priserne opad. Der forventes inflation på 80% i år.

Den generelle krise i Asien viser ingen tegn på at stoppe – på trods af de optimistiske forudsigelser, der kommer fra visse sider. Tværtimod så vil den blive værre og værre i de næste par måneder, og måske over flere år, og det vil skabe mulighed for en virkelig krise i Japan, hvilket ville være signalet til dyb krise på verdensplan. Sådan en udvikling ville have stor social og politisk betydning over hele verden. Selv uden en rigtig dyb krise har den økonomiske nedtur alvorlige indvirkninger på alle lande i Asien, især Indonesien. Mangel på mad mærkes allerede i den østlige del af landet og spreder sig måske snart til andre områder.

Hvilken politik fører PRD så (PRD er det navn, som Indonesiens Kommunistiske Parti opererer under)? I en pressemeddelelse fra den 25. maj 1998, d.v.s. efter at Suharto var gået af og var blevet afløst af Habibie, kommer PRD – efter at have kaldt Suhartos tilbagetrækning for en manøvre, der ikke betyder, at man skal stoppe protesterne – med en række krav:

“1. Fem politiske love fra 1985 skal trækkes tilbage

2. Stop ABRIs dobbeltfunktion

3. Suharto skal stilles til ansvar og for retten

4. Konfiskering afSuhartos medsammensvornes formuer

5. Konfiskering af korruptte embedsmænds formuer

6. Frie, demokratiske flerpartisvalg

7. Løsladelse af politiske fanger”

Vi ville være enige på alle punkter, undtagen 6, hvor vi ville kræve en demokratisk, grundlovgivende forsamling. Idéen om en grundlovgivende forsamling har været fremme i en lidt forvirret form i PRD under navnet “uafhængigt folkeråd.” Det største problem er, at de fremsætter dette krav på en forvirret måde, og det gør, at de lave store fejl på afgørende tidspunkter. De borgerlige oppositionsledere har dannet en koalitionsorganisation, der netop hedder “folkeråd,” så det efterlader PRD-aktivisterne uden noget klart alternativ til den opportunistiske, borgerlige “opposition.” PRD-ledernes manglende teoretiske overblik fik dem til at udsende følgende appel til de borgerlige oppositionsledere, mens der var gang i de massedemonstrationer, der førte til Suhartos tilbagetrækning:

“Til Megawati [Sukarnoputri, ex-leder af det Indonesiske Demokratiske Parti], Amien Rais [leder af den muslimske masseorganisation Muhammadiyah], Budiman Sudjatmiko [fængslet formand for PRD] Sri-Bintang Pamukas [fængslet formand for Indonesiens Forenede Udviklingsparti] med flere. Det er på tide, at I erklærer jer villige til at træde i stedet for Suharto. Dette må gøres snart, da Suharto ikke længere er ønsket af folket og er parat til at gå af.”

Hvad betyder det i praksis? At ledelsen i kommunistpartiet beder den borgerlige opposition om at tage magten! Men begivenhedernes gang har vist, at hverken Rais eller Sukarnoputri har særlig travlt med at tage magten; de foretrækker at overlade det til Habibie. “Oppositionen” skubber Habibie fremad – en af Suhartos gamle håndlangere – , som på sin side gør alt, hvad han kan, for at beskytte sin gamle chef og hans familie, og for at lade så meget som muligt af det gamle styre blive ved med at eksistere. Men arbejderne, bønderne og studenterne vil aldrig acceptere dette. De har ikke kæmpet mod Suharto, bare for at det gamle system skulle fortsætte uændret – blot med nogle få kosmetiske ændringer. Den borgerlige oppositions ledere fungerer som et slags venstre-dække for Habibie. Kommunistpartiet må ikke være et venstre-dække for den borgerlige opposition! Den skal afsløres for masserne, så de kan se, hvilken forrædderisk rolle den spiller. Kommunistpartiet må kæmpe for at vinde masserne væk fra den borgerlige pseudo-oppositions indflydelse.

Denne situation har slående paraleller med Februarrevolutionen i Rusland. Masserne gik på gaden og besejrede den forhadte zar og hans styre, og de demokratiske borgerlige hoppede med på vognen og dannede den provisoriske regering. Det er en normal udvikling, i alle revolutioner. De borgerlige prøver at tage sejrensfrugter fra masserne, og forsøger med svindel og tricks at opnå, hvad det gamle styre ikke kunne forsvare med magt. I begyndelsen af alle revolutioner er der en fase med demokratiske illusioner, en periode hvor massernes naturlige glæde over det gamle regimes fald følges af en generel rus, hvor man tror på demokratiske fraser og taler, der søger at skjule den sandhed, at intet i virkeligheden er blevet grundlæggende ændret. Folkets gamle udbyttere og undertykkere har stadig magten og hiver i trådene bagved, mens de venter på, at masserne falder til ro og bliver inaktive igen, og så kan de lave et statskup, og alt er som før.

Alt dette er velkendte træk ved revolutioner. Men det revolutionære parti og dets ledelse må og skal holde sig uden for denne demokratiske farce og forklare masserne, at problemet ikke er løst endnu – at der stadig er et stort arbejder, der skal gøres. Så snart Lenin hørte om zarens fald, telegraferede han straks følgende besked til bolsjevikkerne i Petrograd fra sit eksil i Schweiz:

“Vores taktik: total mangel på tillid; ingen støtte til den nye regering; mistænk især Kerenskij; proletariatets bevæbning er den eneste garanti; øjeblikkelige valg til Petrograd-dumaen; ingen tilnærmelse til andre partie.”

Desværre lyttede de bolsjevikkiske ledere i Petrograd ikke til Lenins råd (på det tidspunkt var det bl.a. Stalin og Kamenev). De var berusede i demokratiske illusioner, påvirkede af den generelle stemning og de konstante appeller til “enhed blandt alle demokratiske kræfter.” Imod Lenins råd støttede de den borgerlige provisoriske regering. På samme måde appellerer PRD-lederne i Indonesien til den borgerlige opposition om at tage magten, og de forstår ikke disse folks sande natur og den rolle, de spiller.

Heldigvis var det ikke enden på historien i Rusland. Det lykkedes Lenin at ændre partiets linje, efter at han kom tilbage fra eksil i april 1917, men det skete først efter en bitter intern strid. Bolsjevikkernes politik var fra da af at “forklare tålmodigt” for arbejder- og bondemasserne, at den eneste måde at få deres øjeblikkelige krav opfyldt på var, hvis sovjetterne tog magten, og man overhovedet ikke stolede på de liberale borgerlige. Dette spørgsmål er tydeligvis også under diskussion i PRD slev , hvilket ses af en udtalelse, der blev udsendt få dage efter som svar til en venstrefløjsintelektuel, der mente, at man burde have en overgangsregering bestående af oppositionsgrupperne og de “demokratiske” generaler i hæren. Først og fremmest stiller udtalelsen det korrekte spørgsmål, hvem det var, der mobiliserede masserne:

“Hvem var massernes ledere? Hvem mobiliserede dem? Amien Rais, Megawati eller Gus Dur? Eller var det aktivisterne, der havde kæmpet for at lave aktioner med et par håndfulde mennesker, der siden blev til hundreder, så tusinder, titusinder, o.s.v.? Der var mange af dem, og de fik ikke nogen særlig omtale i massemedierne.”

“De her mennesker, især i Jakarta, havde ikke nogen ledere. Det var derfor, de mistede orienteringen og nemt kunne provokeres til at gå amok. Gik Amien Rais frem og ledte dem til at lave fredelige aktioner, marchere mod parlamentet eller Merdekapaladset eller den statslige radio? Gjorde Megawati det, eller Gus Dur eller nogen af de andre?”

Disse bemærkninger er 100% korrekte og går lige til sagens kerne. Hvis det ikke var den borgerlige, demokratiske opposition, der førte masserne an på gaderne, hvorfor skulle man så overlade ledelsen til dem?:

“Men hvem skal så repræsentere disse mennesker i overgangsregeringen? Folket må selv vælge deres ledere. Den eneste måde at gøre det på, er ved at danne folkeråd helt nede fra det laveste plan (på universitetet, fabrikkerne, kontorerne o.s.v.). Efter at man har valgt ledere på dette laveste plan , kan man bevæge sig opad – op til det nationale plan. På den måde kan man få en ægte leder, d.v.s. en leder, der virkelig repræsenterer folkets flertal.”

Dette er et program, som vi ville støtte med liv og sjæl, og det viser, at der inde i PRD må være mange ærlige aktivister, der leder efter et ægte revolutionært program. Hvis pRD stod frem med et program, der ikke havde nogensomhelst tillid til de liberale borgerlige, og som tog fat på at danne komitéer på alle fabrikker, universiteter og i arbejderkvartererne, så ville de med tiden opnå enorm autoritet i masserne og på den måde lægge grundlaget for magtens overførsel til arbejderne og bønderne, sådan som bolsjevikkerne gjorde i perioden fra februar til oktober. Det er altafgørende, at vi får kontakt til disse lag i partiet så hurtigt som muligt, så vi kan hjælpe med at udvikle en ægte revolutionær strømning, som under de gældende omstændigheder lynhurtigt vil kunne antage en massekarakter.

Programmet for demokratiske krav og nationalisering af økonomien bør kombineres med en international appel til folkene i Sydøstasien og til arbejderne i Vesten om at forsvare den indonesiske revolution. Det er den anden del af teorien om den permanente revolution. Trotskij forklarede, at arbejderklassen i et tilbagestående land godt kan sejre – de begynder med revolutionens borgerligt-demokratiske opgaver og går så over til de socialistiske. Men i sidste ende er det en nødvendig betingelse for at holde fast ved magten, at revolutionen spredes til de avancerede, industrialiserede lande. Kapitalismens krise skaber favorable betingelserfor spredningen af revolutionen over hele Asien. I denne proces indtager den indonesiske revolution en nøglestilling. Suhartos tilbagetrækning har haft en kæmpe virkning i hele området og også internationalt. Processen vil blive langstrakt, men en sejrrig revolution i Indonesien vil sprede sig som en steppebrand over hele Asien, hvor massernes leveforhold i f.eks. Thailand, Malaysia eller Sydkorea er meget lig de indonesiske massers, og også i Vesten ville det få stor virkning, især hvis de indonesiske arbejdere kommer til magten på grundlag af en klassisk arbejderrevolution anført af et ægte marxistisk parti med en internationalistisk politik og perspektiv.

PRD spiller på nuværende tidspunkt en afgørende rolle. Det har de aktivister, der faktisk førte til, at Suharto blev styrtet. Det er en stor ting, men det er kun halvdelen af opgaven. Den største halvdelen venter stadig på at blive udført. For at kunne klare denne opgave er der brug for én ting. Den indonesiske revolutions skæbne afhænger af, at der opbygges en ægte leninistisk ledelse, bevæbnet med det nødvendige revolutionære perspektiv. Vores grundlag er arbejderklassens fuldstændige uafhængighed af andre klasser! Enhver anden politik vil uundgåeligt føre til kompromisser og dernæst til revolutionens undergang. Hele den koloniale revolutions historie – og især i Indonesien – viser dette. Frem for alt er det nødvendigt at forstå de begrænsninger, der er for en revolution i et tilbagestående land, selv i et der er så stort som Indonesien. Ruslands og Kinas skæbne er en advarsel om, hvad det fører til, når man vil bygge “socialisme i ét land.” Det er nødvendigt at forberede arbejderklassen på, at den skal tage magten, men det er også nødvendigt at forklare, at den indonesiske revolution er uløseligt forbundet med revolutionen i resten af Asien og på verdensplan. I 1848 udsendte grundlæggerne af den videnskabelige socialisme, Karl Marx og Friedrich Engels, en appel til arbejderne som en lære af det nederlag, den tyske revolution led p.g.a. de liberale borgerliges forrædderi:

“Men de må selv bidrage det meste til deres endelige sejr ved at nå til klarhed over deres klasseinteresser, ved så snart som muligt at indtage deres selvstændige partistilling og ved ikke et øjeblik at lade sig forvirre af de demokratiske småborgeres hykleriske fraser med hensyn til arbejderpartiets uafhængige organisation. Deres kampråb må være: uafbrudt revolution!” (K.Marx og F.Engels, “Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, marts 1850,” Udvalgte Skrifter I, s. 111).

London, 25/6/98