Påskekrisen viste klart, at overklassen ikke havde nogen hæmninger med at stoppe arbejderne. Der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis ledelsen af Socialdemokratiet havde ville det, kunne de have taget magten. Desværre var højrefløjen i Socialdemokratiet for stærk, og den revolutionære venstrefløj var for svag. Opgivelsen af kampen var en kapitulation overfor arbejdsgiverne.
Havnearbejderne og søfolkene fortsatte dog strejken. Dette blev mødet med skruebrækkere, som blev organiseret i en organisation kaldet Samfundshjælpen. De Samvirkende Forbund (nuværende LO) nægtede de strejkende strejkeunderstøttelse og voldgiftsretten endte med at idømme forbundene bøder helt op til 400.000,- kr. Dette tvang til sidst de strejkende til at opgive kampen og førte til lønreduktioner og en 12 timers arbejdsdag for søfolkene.
Samfundshjælpen bestod af nationalistiske og højreorienterede folk fra middelklassen, der blev organiseret på landsplan for at kunne sættes ind mod strejker. Dette var et alvorligt angreb på arbejderbevægelsen, og man gjorde, hvad man kunne for at modarbejde skruebrækkerne. Blandt andet offentliggjorde man deres navner på tavler på forskellige værtshuse.
Krise i økonomien
I foråret 1920 startede der en dyb krise i Danmark. Dette ført til deflation med prisfald på 10% fra 1920 til 1921. Samtidig faldt lønningerne 17%. Arbejdsløsheden faldt fra 6% i 1920 til 19,7 i 1921. Produktionen faldt i løbet af 1921 ned til niveauet før krigen. Opsvinget, som blandt andet var kommet af, at de danske kapitalister havde solgt vare til begge sider af de krigsførende lande, stoppede samtidig med, at de nu begyndte at handle sammen. De såkaldte ”gullaschbaroner” havde pludselig ikke noget marked og gik derfor i konkurs en efter en. Det samme gjaldt en række banker der med deres konkurs ikke fik indfriet en række lån. I juni 1922 krakkede handelsfirmaet Det Transatlantiske Kompagni. Dette førte til, at Landmandsbanken var ved at gå i konkurs. Dette rådede staten dog bod på ved at give dem store summer i støtte. Direktøren blev senere anklaget for svindel og bedrageri.
Arbejdsgiverne kræver lønnedgang
Ved overenskomsten i 1921 prøvede arbejdsgiverne igen at presse lønningerne ned. Dette førte til en stor landarbejderstrejke, hvor alle organiserede karle, fodermestre, tjeneste- og malkepiger strejkede. Denne strejke varede dog kun i 3 uger, da den ikke fik støtte fra hverken Socialdemokratiet, De Samvirkende Forbund og Dansk Arbejdsmandsforbund (nu SiD), der alle gjorde alt for at sikre fred på arbejdsmarkedet. Dette var med andre ord at arbejderne skulle acceptere lønnedgang uden at kny.
I 1922 krævede arbejdsgiverne bl.a. en lønnedgang på 20% procent ved overenskomsterne sammen med en forøgelse af arbejdstiden. Skete dette ikke ville de starte en lockout. Efter hårde forhandlinger hvor dele af arbejdsgivernes krav blev taget af bordet, blev der indgået et forlig, der blev anbefalet af DSF blandt andet under pres af Stauning. Dette ville arbejdsmændenes formand Lyngsie dog ikke bare acceptere. Han krævede derfor, at der skulle være en afstemning blandt medlemmerne. Denne afstemning afviste mæglingsforslaget. Dette førte til, at arbejdsgiverne startede en lockout som omfattede 50.000 arbejdere.
Generalstrejke i Randers
I Randers imødekom arbejdsgiverne konflikten ved at bruge skruebrækkerne fra Samfundshjælpen til at fortsætte produktionen. Blandt andet havnearbejderne prøvede at blokere skruebrækkernes aflastning af skibe i Randers havn, og det endte i hårde sammenstød med politiet og skruebrækkerne. Også andre arbejdsgivere begyndte at bruge skruebrækkere, og Arbejdernes Fællesorganisation (svarer til de lokale LO sektioner vi har i dag) indkaldte derfor til generalstrejke. Overalt var der nu kampe mellem arbejderne i Randers og skruebrækkerne og politiet. Dette gjorde, at politimesteren Seidenfaden erklærede undtagelsestilstand og tilkaldte forstærkninger fra politiet i Århus og 150 befalingsmandselever fra Viborg. Igen prøvede DSF at stoppe arbejdernes kamp ved ikke at give strejkeunderstøttelse. Dette ledte til, at Arbejdernes Fællesorganisation i Randers sendte en appel ud om støtte, med en opfordring til at alle ”vore Partiblade” skulle trykke den. Fiskerne sendte fisk ind, og de småhandlende gav ekstra lange kreditter. Derudover modtog man 467 æg fra bønder og landarbejdere på Djursland med små indskrifter. Blandt andet stod der: ”Lad manden spise dette æg, så bliver han ej i kampen træg og ”Hold ud i kampen mod kapitalen!” Også arbejdsmændene sendte en støtte på 10.000,- kr. - dog i det skjulte. Efter en måned blev man dog tvunget til at afblæse generalstrejken. En uge efter stoppede lockouten i hele landet. Dette var en delvis sejr, da man blandt andet bevarede 8 timers dagen og ”kun” gik 15% ned i løn.
Læs i næste nr. om den videre krise i 20'erne og arbejdsmændenes brud med DSF.
