Lizette Risgaard og toppen af FH-fagbevægelsen bør tage det faldende medlemstal som symptom på, at det er på tide at skifte kurs. | Foto: fh.dk
Organiseringsgraden i Danmark har været støt faldende i mange år. Det er et ildevarslende signal om, at der er behov for at skifte kurs. Overenskomstforhandlingerne i 2023 er alletiders mulighed for at bevise sig i praksis.
»Det er ikke underligt, at vores kollegaer melder sig ud af fagforeningen. Det er jo næsten ikke til at se, om det er et forsikringsselskab eller en fagforening.« Så direkte og så provokerende kan og bør det siges, også selvom det måske træder nogen over tæerne. For det er virkeligheden.
Inden nogen hidser sig op, er det vigtigt at slå fast, at alle der er medlem af RS også er medlem af deres respektive fagforening, og vi vil altid opfordre vores kollegaer til at melde sig ind i deres fagforening.
At fagforeningerne drives som forsikringsselskaber er den grundlæggende årsag til det faldende medlemstal. Men hvis man skulle lytte til dem i toppen, er problemet et helt andet: nemlig arbejderklassen selv.
De giver unges individualitet, det såkaldte fragmenterede arbejdsmarked og arbejdere fra andre lande, der kommer til Danmark for at tjene til familien derhjemme, skylden for de faldende medlemstal. De påstande er et udtryk for deres lave tanker om arbejderklassen. Historiske erfaringer viser, at hvis fagforeningen er medlemmernes forening og kæmper med dem ude på gulvet, så står folk i kø for at melde sig ind.
Desværre er denne del af fagforenigsarbejdet næsten afviklet, og i stedet for at være en fælles kampmaskine har fagforeningerne rettet alt fokus ind på gode tilbud, fordele til medlemmer og hjælp fra staten i form af skattefradrag.
Professionelle organisationer
Fortællingen om at fagforeningen historisk har skaffet dig både det ene og det andet, kan arbejderklassen ikke bruge til noget som helst. Gode fortællinger betaler ikke dine regninger. Og de sidste 20 år har fagtoppen forhandlet den ene sløje overenskomst efter den anden. De beder os om at være taknemmelige, stemme ja og selvfølgelig betale kontingent.
Fagforeningerne har udviklet sig til at være store professionelle organisationer med dyre mediekampagner og store hovedkontorer. De tilbyder et “produkt” til deres medlemmer, som var de en virksomhed, der skulle afsætte varer på markedet. “Kunderne” bliver lokket med tilbud på alt lige fra vinterdæk og bikinitrusser til indboforsikringer.
Alt sammen noget der tager udgangspunkt i individet, og hvorfor det lige netop er fordelagtigt for dig at melde dig ind i fagforeningen, »det er jo alligevel ved at være tid til et olieskift på Ford’en«. Du kan få disse fordele, bare du melder dig ind i fagforeningen, og du kan jo i øvrigt trække kontingentet fra i skat.
Kampen imod de gule tabes
Men konkurrencen på fagforeningsmarkedet er hård. Falske gule fagforeninger byder sig til til dumpingpris. Disse falske fagforeninger tilbyder også rabat på dette og hint og lægger vægt på den enkeltes fordele ved at melde sig ind. Fuldstændig som var det en forbrugsforening. Prisen ved de falske fagforeninger er meget lavere, og da de på overfladen hverken tilbyder mere eller mindre end de rigtige fagforeninger, er der desværre mange, der vælger dem i stedet for en rigtig fagforening.
Der er også mange, der ikke vælger mellem de rigtige eller de falske fagforeninger, de vælger i stedet slet ikke at være medlem noget sted. De “produkter” der bliver tilbudt på fagforeningsmarkedet, er så uinteressante, at mange af vores kollegaer vælger dem helt fra.
Fagforeningerne er medlemmerne, ikke hovedkontoret
Du som læser denne artikel, samt undertegnede ved godt, at fagforeningers styrke ikke ligger i rabatter og forbrugerfordele.
De har intet med en fagforening at gøre. Ligesom fagforeningen heller ikke er de store hovedkvartere og de høje lønninger derinde. Fagforeningerne er os. Fagforeningerne er kollegaernes sammenhold og organisering for bedre løn og arbejdsforhold. Den opgave kan kun løftes af en fagforening med en aktiv medlemsbase.
Den danske model hæmmer kampen
Den til tider rigeligt højt besungne “danske model” betyder, at strejke og lockout er begrænset til, når der foregår overenskomstforhandlinger. Det er til meget stor fordel for arbejdsgiverne. De kan planlægge produktionen efter, hvornår der er overenskomstforhandlinger, så en evt. strejke gør mindst muligt ondt på dem. Samtidig er de garanteret fred en hel overenskomstperiode ad gangen.
Det lyder måske meget rimeligt, at arbejderne ikke må strejke, og arbejdsgiverne ikke må lockoute så længe overenskomsten løber, men det er det ikke. Arbejdsgiverne har ledelsesretten og dermed en lang række af håndtag, de kan skrue på i overenskomstperioden for at få mere ud af deres ansatte, og de holder sig ikke tilbage!
Arbejdsgiverne kan altid sætte arbejdstempoet op, gennemføre fyringsrunder, ændre på arbejdsgange, omplacere arbejdere, fyre tillidsmænd. Hvis arbejderne skal spille efter reglerne i den danske model, er der reelt ikke noget, de kan gøre for at modarbejde dette.
Derfor bør fagforeningerne træne deres medlemmer i at omgå den danske model. Der er mange eksempler på små og effektive, men overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der har banket arbejdsgiveren på plads. Her kommer den lokale organisering i klubberne ind i billedet.
De folk der stadig kæmper en brav kamp sammen med deres kollegaer ude lokalt, er grunden til, at vi stadig kan tillade os at tale om en fagforening og ikke bare et forsikringsselskab, der kan køre en sag i retten for dig, hvis du har fået en splint i fingeren.
Det handler om styrkeforhold, ikke paragraffer
Men de lokale kræfter er desværre trængte, det er ikke nemt at holde liv i traditionerne, når fagtoppens metoder bliver ved med at skræmme unge mennesker væk fra fagforeningen. I de lokale kampe hjælper det heller ikke ligefrem på organiseringen, at lige så snart nogle arbejdere tager deres skæbne i egne hænder og lægger værktøjet, står fagforeningen der i løbet at et øjeblik. Ikke for at bakke op eller komme med gode råd, men for at presse arbejderne til at gå i arbejde igen.
Det er sandt, at den danske model betyder, at det er fagforeningernes pligt at opfordre arbejderne til at stoppe overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, og der vanker bøder på store millionbeløb, hvis de skulle komme til at bakke op om en overenskomststridig strejke. Men derfor behøver fagforeningen ikke gøre alt for at følge den regel. Ja, det kan faktisk være katastrofalt. Det er før set, at en fagforenings iver efter at følge den danske model har fået alle arbejderne på en arbejdsplads til at melde sig ud.
Arbejdsgiverne bøjer konstant reglerne, uden at det får nogen konsekvenser. Spørgsmålet om bod skal vi ikke være så bange for, hvis vi forstår, hvordan vi undgår dem. Det handler i sidste ende om styrkeforholdet mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Paragrafferne i den danske model er ikke mere værd end det papir, de er skrevet på – hvis arbejderne står stærkt og viser, at de ikke vil lade sig kue af en bod. I det tilfælde vil arbejdsgiveren hellere undgå en yderligere optrapning af en konflikt, de kommer til at tabe, og undlader at tage paragrafferne i brug.
Vi kan ikke vente på 100% organisering
En anden udbredt misforståelse er, at organisering fungerer sådan, at først når en arbejdsplads opnår 100% organisering, så kan fagforeningen sikre gode løn og arbejdsforhold. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, for det er aldrig sket i den rækkefølge.
Vejen til organisering går den modsatte vej: Fagligt aktive kolleger med hjælp fra fagforeningen kæmper for bedre forhold på arbejdspladsen. De kampe viser tydeligt skellet mellem arbejdere og arbejdsgivere. Fagforeningerne står på arbejdernes side, og ledelsen i virksomheden står på ejernes side. Disse forskelle står ikke så tydeligt frem i dagligdagens trummerum, men når arbejderne vil have reelle forbedringer, bliver det tydeligt, at det er direkte i modsætning til kapitalisternes interesser.
Hvis fagforeningerne i denne situation stiller sig 100 % på arbejdernes side og kæmper dedikeret for at vinde, viser det konkret, at det nytter noget at være sammen i et fællesskab, hvor vi kæmper for hinanden. Det vil tiltrække friske kræfter med mod på at kæmpe for bedre forhold. I sådan en situation vil tilbud på vinterdæk eller fradrag på kontingentet gøre hverken fra eller til.
For offensive krav til OK23
Hvis man er i tvivl om, at fagtoppen er fuldstændig distanceret fra os medlemmer, skal man bare se tilbage på de gange hvor overenskomsten er blevet fornyet. Her lader dilemmaet ofte til at have været, hvor dårligt et resultat de kunne tillade sig at forhandle igennem og stadig overtale os til at stemme ja.
Det er ikke naturgivet at det skal være sådan. Med en fagforening der er bygget op om et aktivt medlemskab og forhandlere, der er direkte repræsentanter for arbejderne, ville denne distance ophøre og arbejderne kunne stille offensive krav gennem deres forhandlere. Ligesom det foregår, når der er en lokal strejke på en virksomhed, hvor alle arbejderne er samlet ude foran forhandlingslokalet for at minde forhandlerne om, hvad det drejer sig om. Bare i større skala.
Overenskomstforhandlingerne på det private område i 2023 bør altså ses som alletiders chance for, gennem resolut kamp for offensive krav, at bevise overfor alle landets arbejdere, hvorfor det giver mening at organisere sig og kæmpe kollektivt.
Der er en masse kritik at fagforeningerne i denne artikel, og det er til at blive slået helt ud, når man tænker over, hvor slemt det står til, og det er der også masser af grund til at blive, hvis vi sætter vores lid til, at fagtoppen på egen hånd løser fagforeningens problemer. Det er der nemlig ingen mulighed for. Det er din, min og vores kollegaers opgave. Der kommer ikke nogen og gør det for os. Som Karl Marx sagde det: »Arbejderklassen frigørelse er arbejderklassens egen sag.« Lad os gøre en ende på forsikringsfagforeningerne og gøre dem til det, de engang var: vores kamporganisationer.
