Lærlingeoprøret var ikke et "oprør" eller en massebevægelse blandt lærlinge. Nej, i virkeligheden var det snarere en kampagne, der var topstyret og lagde al fokus på medieomtale i stedet for mobilisering blandt lærlinge. | Foto: facebook.com
Det såkaldte “Lærlingeoprør” er løbet ud i sandet. Borgerforslaget som kampagnen var centreret omkring opnåede kun halvdelen af de påkrævede underskrifter. Derfor er det kun passende, at vi nu spørger, hvad der gik galt, og hvordan vi faktisk vinder bedre forhold for landets lærlinge.
Lærlingeoprøret blev lanceret af ungdomsfagbevælgen i foråret som et forsøg på at sætte fokus på behovet for flere penge til erhvervsuddannelserne.
Det var positivt at se, at fagbevægelsen for en gangs skyld valgte at sætte en smule fokus på lærlingenes forhold. Vi lærlinge er en af de fattigste dele af arbejderklassen, som ofte bliver spist af med en timeløn, der langt fra kan følge med de høje huslejer i de større byer. Dertil kommer en inflation på 10 procent, hvilket rammer lærlingene hårdt.
Hele lærlingeoprørets fokus har været lagt på to paroler: investeringer i erhvervsuddannelser og “stop uddannelsessnobberi”. Hvordan kan det være, at det blev hovedparolerne? Det svar skal findes i selve “lærlingeoprørets” karakter. For lærlingeoprøret var ikke et “oprør” eller en massebevægelse blandt lærlinge. Nej, i virkeligheden var det snarere en kampagne, der var topstyret og lagde al fokus på medieomtale i stedet for mobilisering blandt lærlinge. Hvorfor det er et problem i sig selv, vender vi tilbage til, men lad os først tage et kig på kampagnens egentlige indhold.
Stop uddannelsessnobberiet?
Kravet om investering i erhvervsskolerne kan vi naturligvis kun bakke op om. Men når man ser på kampagnen og det som lærlingeoprørets talspersoner har lagt fokus på i pressen, har det i højere grad været kravet om at “stoppe uddannelsessnobberiet” der er blevet fremhævet.
Selvom det er rigtigt, at der hersker en vis idé om, at universitetsuddannelser er mere prestigefyldte end erhvervsuddannelser, er det langt fra det største problem, som lærlinge står over for nu. Det var i det hele taget ekstremt uklart, hvad ideen med parolen om at stoppe uddannelsessnobberiet egentlig gik ud på? Det er jo ikke ligefrem, fordi universitetsuddannelserne bliver overøst med penge af politikerne. Tværtimod blev et politisk flertal på Christiansborg enige om en udflytningsaftale, der betød voldsomme besparelser for mange universiteter, blot to måneder inden lærlingeoprøret blev startet.
Det er tydeligt, at universiteterne ikke får særbehandling af politikerne, modsat hvad man måske kunne forstå ud fra lærlingeoprørets krav. Når parolen om at ”stoppe uddannelsessnobberiet” aldrig blev bedre forklaret, kan det lyde som om, at det går ud på, at styrke erhvervsuddannelserne på bekostning af de universitetsstuderende. Især fordi lærlingeoprøret aldrig klart fremlagde, hvor de ekstra penge til erhvervsuddannelserne skulle komme fra. Ved at fokusere på forskellen mellem universiteterne og erhvervsskolerne og så kun kræve, at det var erhvervsskolerne, der skulle styrkes, kom det til at se ud som om, pengene skulle tages fra de allerede blødende universiteter for at give dem til erhvervsskolerne.
Hvorvidt det faktisk var det, som lederne af fagbevægelsen mente eller ej, finder vi nok aldrig ud af. Men alene det, at det var muligt, at læse dette ind i lærlingeoprøret skriger til himlen.
Kort inden lærlingeoprørets start var de universitetsstuderende udsat for et angreb fra præcis de samme politikere, som lærlingeoprøret påstod, at kampagnen forsøgte at råbe op. De universitetsstuderende forsøgte også at kæmpe imod besparelser gennem den spontane bevægelse ”Studenteroprøret 2022”. Det havde været oplagt at binde de to bevægelser sammen og kræve højere kvalitetsuddannelse for alle i stedet for at stå og kæmpe hver for sig. I stedet fik man en fornemmelse af, at de to grupper unge blev forsøgt spillet ud mod hinanden. Splittelse svækker os. Den eneste vej frem er fælles kamp.
Gennemgående topstyret
Men det virker ærligt talt til at oprørets ledere aldrig havde en intention om, at kampagnen skulle blive særlig stor – i hvert fald ikke blandt lærlingene. Ud over et par små manifestationer kaldte ledelsen kun til én demonstration i København. Sammensætningen af demonstrationen siger i virkeligheden meget om lærlingeoprørets karakter.
Der var kun omkring 200 deltagere og det ville nok ikke være forkert at skyde på, at ikke engang halvdelen af deltagerne var lærlinge. Dem der fyldte mest i demonstrationen var ansatte i de forskellige fagforeninger, politikere og ungdomspartier. Måske man kunne have brugt lidt tid på at mobilisere lærlingene ude på lærepladserne og de erhvervsskoler, som bevægelsen skulle forestille at kæmpe for, i stedet for bruge tiden på at sende invitationer ud til politikere fra selv de mest arbejderfjendske partier - som eksempelvis Nye Borgerlige - der fik lov at tale ved demonstrationen?
Det virker fuldstændig vanvittigt, at man kun kunne mobilisere omkring 100 lærlinge til en demonstration, når der alene i Region Hovedstanden er 19.000 personer i lære – og det er uden at medregne grundforløbselever, der endnu ikke har en læreplads.
Kampagnen i sin helhed har desværre været udtrykt for en efterhånden genkendelig og gennemgående styring af lærlingebevægelsen fra apparatet i FH-fagbevægelsen.
Selve planlægningen har kun involveret toppen af lærlinge- og fagbevægelsen, hvilket har afspejlet sig i, at de såkaldte ”aktioner” også har været begrænset til møder med ministre, taler til fagforeningskongresser og debatindlæg i Politiken. Altsammen aktiviteter der kun har krævet involvering af en lille sluttet kreds. Bevægelsen har altså mere haft karakter af en kampagne end et egentligt oprør eller en bevægelse.
På intet tidspunkt i det næsten halve år, hvor kampagnen har kørt, har der været et forsøg på at besøge lærlinge på skolerne og arbejdspladserne og inddrage (eller bare lytte til), hvad de mener, at lærlingeoprøret skulle fokusere på, og hvordan det skulle bevæge sig frem, for rent faktisk at styrke vores uddannelser og forhold.
I stedet for at bruge tiden på borgerforslag, debatindlæg og at snakke med politikere, burde bevægelsen omgående have mobiliseret det enorme apparat, som ungdomsfagbevægelsen har til rådighed, og sendt ansatte og aktive lærlinge ud og snakke med de godt 100.000 erhvervsskoleelever, der er i Danmark. Hvis bare en brøkdel af disse elever var blevet mobiliseret til demonstration, protester og skolestrejker, ville det have været umuligt for politikerne bare at mødes smilende med lærlingeformændene, give dem hånden og sige, at lærlingeoprøret havde gjort et »stort indtryk på dem«, som statsministeren sagde, for så bare at ignorere lærlingene som de plejer.
Men på den måde udtrykte lærlingeoprøret også det generelle problem i fagbevægelsen, nemlig at den er tung i toppen. Alt for længe har fagforeningerne været bange for at mobilisere de enorme kræfter hos deres medlemmer. Resultatet har været, at fagforeningerne nu bløder medlemmer, der ikke længere ser fagforeningerne som kamporganisationer for bedre forhold men forsikringsordninger, som desuden kan fås billigere gennem de gule fagforeninger. Samme udvikling foregår i lærlingebevægelsen, som er nærmest tømt for aktive lærlinge.
Vejen frem
Der er behov for et lærlingeoprør - men et rigtigt lærlingeoprør. Den kampagne som er blevet kørt indtil videre har ikke engang kunne vinde som en underskriftsindsamling. Det indikerer, at den ikke har kunnet forbinde sig til de mange lærlinge i Danmark.
En succesfuld bevægelse kan ikke bygges fra toppen - og slet ikke med de metoder, som lærlingeoprøret har forsøgt at gøre det med. Den må bygges fra bunden. Den skal involvere dem, som den rent faktisk kæmper for.
Hvis vi som lærlinge skal vinde bedre forhold - både på vores skoler og vores arbejdspladser - må vi selv tage fat.
Vi har brug for en reel organisering af fagligt aktive lærlinge, der gennem reelle kampmetoder faktisk kan skabe forbedringer til lærlingene og ikke bare skåltaler og skulderklap fra resten af fagbevægelsen.
Lærlingebevægelsens historie viser, at det kan lade sig gøre og at der kan leveres resultater. Det så vi med Faglig Ungdom, der op gennem 70’erne og 80’erne skabte en levende bevægelse for lærlinge og ungarbejdere som formåede at vinde store forbedringer. Det skete netop fordi Faglig Ungdom bestod af fagligt aktive unge på tværs af fag med reel indflydelse på deres faglige ungdomsarbejde.
Der er behov for et lærlingeoprør, ligesom der er behov for et studenteroprør og et generelt oprør i arbejderklassen, så vi kan forsvare vores forhold og rettigheder. Men “Lærlingeoprøret” har vist, at uden en bred mobilisering blandt lærlingene for dristige og håndgribelige krav, fejler selv den mest højprofilerede lærlingekampagne.
Fag- og lærlingeforeningernes styrke ligger ikke i de mange penge eller det store apparat, som fagbevægelsen har til rådighed til at drive flotte kampagner. Den ligger hos medlemmerne og viser sig når vi handler kollektivt. Det er her lærlingebevægelsens arbejde må fokuseres.
