Giv bøgerne tilbage til bibliotekarerne!


HansHans Schou har siden 1997 arbejdet som bibliotekar, men i dag er ikke engang titlen "bibliotekar" fastholdt, og den nye titel som "vært" er udtryk for, at et job med høj faglig betydning er blevet nedgraderet til rollen som bestyrer. | Privatfoto

Københavns Kommunes biblioteker er gennem de sidste år blevet omdannet fra centre for dannelse og kulturformidling til noget, der ligner ensrettede franchise-institutioner nærmest uden menneskelig kontakt. Dette har ramt bibliotekarerne som næsten ikke må tale med de besøgende, som har mistet al indflydelse på materialer og udstillinger, og hvis arbejdsforhold er under gevaldigt pres.

I 1997 blev Hans Schou færdiguddannet som bibliotekar fra Danmarks Kongelige Biblioteksskole. Lige siden har han arbejdet som bibliotekar på del- eller fuldtid i forskellige roller. Efter Hans blev færdig, blev han projektleder på Herlev Musikbibliotek, hvor han arbejdede med musikkomposition på computer. Dengang var der bibliotekarer hele åbningstiden, der kunne betjene de besøgende på biblioteket. Som musikbibliotekar havde Hans et specialiseret område. Det var almindeligt dengang. Der var forskellige bibliotekarer på bibliotekerne med forskellige kompetenceområder, og de havde tid og mulighed for at hjælpe brugerne.

I den tid stod bibliotekarerne for materialeindkøb til de forskellige biblioteker i København: »Der var et rum inde på Hovedbiblioteket, hvor man kunne komme ind og se og læse de enkelte titler, og så tog man hjem til sit bibliotek og holdt materialeindkøbsmøde og besluttede sig for, hvad man skal have til sit lokalbibliotek,« forklarer Hans.

Det betød, at når folk kom på bibliotekerne og rådførte sig med bibliotekarerne, vidste de, hvilke materialer der var på biblioteket, og kunne være behjælpelige. Derudover havde bibliotekarerne mulighed for at indhente materiale, efterhånden som de mærkede, hvad de besøgende havde behov for gennem samtaler. Tidligere var bibliotekerne i København altså kulturinstitutioner med nogenlunde ordentlige forhold for bibliotekarerne og de besøgende. I dag ser det meget anderledes ud. Bibliotekerne er blevet strømlinede, og bibliotekarerne er blevet frataget kontrollen over kerneopgaverne på bibliotekerne. I dag er ikke engang titlen ”bibliotekar” fastholdt. De er blevet omdøbt ”værter”. Denne nye titel er udtryk for, at et job med høj faglig betydning er blevet nedgraderet til rollen som bestyrer.

Fra bibliotekarer til logistikmedarbejde

Sammen med skiftet fra bibliotekarer til “værter” er stillingen logistikmedarbejdere opstået: »Bibliotekarer må ikke røre ved materialerne længere. Det har vi logistikmedarbejdere til, der er ansat på laveste HK-tarif, som er en meget lav ufaglært løn. De er basalt set en form for lagerarbejdere,« forklarer Hans. Logistikmedarbejderne er som oftest ufaglærte arbejdere, der er ansat til at opsætte bøger og andet praktisk arbejde på bibliotekerne. Det er dem, de besøgende på biblioteket oftest møder på gulvet, men som ikke må hjælpe dem, og hvis de gør det alligevel, har de ikke den faglige uddannelse bag dem. Bibliotekarernes faglighed ligger netop i at kunne bruge deres viden om bøger og kontakten med de besøgende til at udvikle biblioteket som kulturhus i lokalmiljøet. Men dette skift gør det praktisk umuligt for bibliotekarerne at udføre deres arbejde.

Det pres som kommer på bibliotekarerne, efterhånden som det bliver mere og mere umuligt for bibliotekarerne at udføre deres arbejde, bliver også accelereret af, at den voksende gruppe af logistikmedarbejdere ikke har mulighed for at deltage i kollegagruppen: »Man har kollegaer, som man aldrig kommer til at kende, fordi de kommer, og de har pisse travlt. De har ikke tid til at komme med til personalemøder, så vi har spøgelseskollegaer. Så der er blevet bygget en mur mellem logistikmedarbejdere og værter,« fortæller Hans.

Da titlen bibliotekar blev lavet om til “vært” fjernede man samtidig uddannelseskravet for stillingen. Sammen med oprettelsen af logistikmedarbejdere som ny arbejdergruppe er det en bevægelse mod en udfasning af bibliotekarerne. Ufaglærte har altid været brugt på bibliotekerne for eksempel i form af bogopsættere. Forskellen på dette og logistikmedarbejdernes nuværende rolle er, at ledelsen på Københavns biblioteker har givet dem bibliotekarernes opgaver med håndtering af materialer og almindelig gang på biblioteksgulvene. Det er altså ledelsen, der har sat logistikmedarbejderne til at arbejde med alle materialer på bibliotekerne, og dermed frataget bibliotekarerne muligheden for at kunne være den drivende kraft på bibliotekerne gennem kontrol over materialer og kontakt med de besøgende. Når bibliotekarerne konfronterer ledelsen med problemer på det enkelte bibliotek med bogudstillinger og -opsætninger, så undskylder ledelsen med, at det ikke kan være anderledes grundet logistikmedarbejdernes manglende kompetencer. Det er absurd, når det er selvsamme ledelse, som har givet logistikmedarbejderne det ansvar: »Logistikmedarbejderne bliver altså brugt som undskyldning for forringelser. Men vi bibliotekarer er der jo alligevel! Altså der har jo ikke været nogle fyringer. Vi er der jo stadigvæk,« siger Hans. Bibliotekarerne på Københavns biblioteker bliver ikke fyret, men de bliver udfaset efterhånden som deres opgaver bliver flyttet over til logistikmedarbejderne og den centrale ledelse.

Københavns biblioteker udhulet som kulturinstitutioner

Biblioteker er afhængige af sammenspil mellem besøgende og ansatte, for at fungere som kulturhuse. Førhen arrangerede bibliotekarerne kulturbegivenheder, mens de var i kontakt med lokalbefolkningen og kunne dermed tilpasse aktiviteterne til det lokale behov. I dag møder bibliotekarerne stort set ikke brugerne. Kun kl. 14-17 må bibliotekarerne stå til rådighed til kontakt med de besøgende. Dette skulle på papiret give mere tid til at lave kulturbegivenheder. Realiteten er dog, at bibliotekarernes mangel på kontakt med besøgende, gør det meget svært at levere kultur på det samme niveau som tidligere: »Når man ikke rigtig har nogen kontakt med borgerne længere, så er det bare virkelig svært for eksempel at møde nogen, der kommer hen til dig og spørger efter noder, så har man ikke nogen mulighed for at spørge dem, om de har lyst til at komme herned og øve live på biblioteket. Og om de måske har en kvartet og gerne vil komme og spille. Hvordan genererer man kontakt med borgerne og skaber frivillig aktivitet, når du ikke må tale dem?« fortæller Hans.

Bibliotekernes “McDonaldisering”

KøbenhavnKøbenhavns Kommune har over årene gennemført en "McDonaldisering" af byens biblioteker. Billede: kk.dk

Bibliotekarerne har ikke længere mulighed for at arbejde med det, der tidligere var deres kerneopgaver: bøger og bogudstillinger. Alt arbejde med valg af materialer og udstilling er nu centraliseret til Hovedbiblioteket:

»Bibliotekarerne, eller værterne, må ikke selv lave udstillinger på bibliotekerne længere. De bliver genereret inde fra Hovedbiblioteket. Det er udstillinger med krimi- og spændingsromaner, bestsellers og anmelder-darlings. For mig svarer det til at lave en buffet, der kun består af pomfritter og så sende kokken hjem,« mener Hans. Denne udvikling er en strømlining af bibliotekerne og fratager bibliotekarerne muligheden for at udføre deres arbejde: »Chefen på Hovedbiblioteket talte allerede for mange år siden om "McDonaldisering" af folkebibliotekerne i København, og det er de lykkedes med. Alle biblioteker i København ligner hinanden nu,« fortsætter Hans.

De nuværende ”værter” på Københavns biblioteker har derfor ikke længere indflydelse på, hvilke materialer lokalbefolkningen kommer i kontakt med. En bibliotekars arbejde er at hjælpe de besøgende og biblioteket som kulturinstitution. Denne opgave bliver gjort umulig, efterhånden som de bliver frataget muligheden for indflydelse på biblioteket gennem arbejde med materialer og de besøgende: »De sidste nye kommandoer oppefra er, at de eneste udstillinger der må være, er dem fra Hovedbiblioteket. Alt andet skal stå med ryggen udad og som bibliotekar ved jeg, at hvis det står med forsiden ud af, så skal de nok låne det,« fortæller Hans.

Fra centralt hold er interessen, at der skal lånes så mange bøger ud som muligt. Det er styrende for, hvilke bøger der kommer på udstilling. Denne tilgang, sammen med fuldstændigt at tage bøgerne ud af hænderne på bibliotekarerne, fjerner den idé, der lå til grund for bibliotekerne: »Hvis man taler om bibliotekernes oprindelig grundlag, så var der jo et demokratisk dannelsesgrundlag. Det er fuldstændig væk. Men som de siger inde fra Hovedbiblioteket: Man kan jo bare selv gå ind og bestille det,« fortæller Hans. Men at fjerne adgangen til bøger og besværliggøre processen med at finde hjælp på bibliotekerne rammer selvfølgelig socialt skævt. Biblioteker er institutioner, der er til for at sikre adgangen til kultur og dannelse for selv de mindst privilegerede i samfundet. Det er et sted, hvor arbejderklassen har adgang til litteratur, kulturbegivenheder og i dag ikke mindst til internettet, som der flittigt bliver gjort brug af på landets biblioteker. Et angreb på bibliotekerne er et angreb på arbejderklassen og de nederste lag i samfundet. Bibliotekarer bliver erstattet med skærme, hvor man skal have IT-kendskab og litteraturkendskab for at kunne benytte dem praktisk: »Det er fint nok at være middelklasse og veluddannet i København, men hvis du ikke er det, så er du kraftedme på skideren,« siger Hans, der i sit virke som bibliotekar ved, at denne udvikling afkobler arbejderfamilier fra at bruge biblioteker som tidligere. Denne tendens er spejlet i fjernelse af al litteratur, der ikke er på dansk eller engelsk, som derfor rammer lavere lag af arbejderklassen, som har begrænsede dansk- og engelskkundskaber: »Der er en del sproggrupper i København, og der kunne man fra Statsbiblioteket låne samlinger med arabisk børnelitteratur, arabiske film, urdu, persisk, og hvad ved jeg. Det vil man ikke have i København længere,« fortæller Hans.

Hvad skal der gøres?

Ifølge Hans er det ikke nødvendig med megen nytænkning for at få de københavnske biblioteker tilbage på fode, men for at kunne give den service, som bibliotekarer er uddannet i, er det nødvendigt at give dem bøgerne tilbage. Hvis det ikke sker, vil det kun være et bestemt lag af befolkningen, som vil kunne drage fordel af bibliotekerne, da de lokale bibliotekarer ikke har mulighed for at at gøre bibliotekerne til rum for alle: »Man glipper demografien, når lokalbibliotekerne ikke længere må lave deres egne udstillinger, man kan ikke lave udstillinger, der er båret af aktualitet. Det bliver de her ‘Bog & Idé’-udstillinger, så jeg vil egentlig sige: Giv bøgerne tilbage til bibliotekarerne, og lad dem være bibliotekarer,« siger Hans.

Meningen med biblioteker er at give adgang til kultur og dannelse til arbejderklassen, som under kapitalismen ikke besidder de samme økonomiske eller kulturelle ressourcer som de øverste lag i samfundet. Men bibliotekerne bliver i disse år udsultet for det indhold, der gør det muligt at hjælpe til med denne opgave. Det har store konsekvenser både for de mennesker, der gør brug af bibliotekerne og for arbejderne, der er tilknyttet bibliotekerne. Tendensen til at udfase og presse traditionelle grupper af arbejdere ved at opfinde nye grupper af underbetalte og uddannede arbejdere er ikke isoleret til bibliotekere. Det er et træk for at underminere løn og vilkår for alle arbejdere – de gamle såvel som de nye. Så herfra lyder opfordringen, ligesom fra Hans: Giv bøgerne tilbage til bibliotekarerne! Ordentlige løn- og arbejdsforhold for alle ansatte på Københavns biblioteker!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.